Issuu

REDAKTION: INGEBORG ILKJÆR, KRISTINE KAABER PORS, ELIZABETH KNOX-SEITH, SIMON SCOTT PALMER OG EVA SKÆRBÆK

KÆRLIGHEDENS BLIK

SOCIALT-ETISK ARBEJDE I FOLKEKIRKEN, KØBENHAVNS STIFT

EKSISTENSEN

Kærlighedens blik

Ek sist ense n Kø b e n h a v n 2 0 26

Kærlighedens blik Socialt-etisk arbejde i folkekirken, Københavns Stift Redaktion: Ingeborg Ilkjær, Kristine Kaaber Pors, Eva Skærbæk, Simon Scott Palmer og Elizabeth Knox-Seith © Forfatterne og Eksistensen 2026 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-1182-0 Omslag: Eksistensen Omslagsbillede: Peter Callesen, Holding on to Myself 2006 48x 37 x7 cm, Syrefrit 80 g A4 papir, akryl maling og egetræsramme Foto: Ander Sune Berg

Udgivet med støtte fra Københavns Stiftsråd Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk

5041 0826

I nd hold Forord........................................................................................................... 7 At være menneske i en metropol Peter Skov-Jakobsen

Det kærlige blik........................................................................................... 9 Indledning ved redaktionsgruppen

I: Social-etiske overvejelser Sårbarhedens mange toner........................................................................ 19 At mødes i ligeværdighed Ingeborg Ilkjær

Etik i socialt arbejde ................................................................................. 31

Hvad handler det om? Eva Skærbæk

Den glemte indsats.................................................................................... 41 “At udvikle sammen gør helheden bedre” – synergi på tværs af sognene Interview med Michael Krogstrup Nissen Folkekirken som fristed og fortaler ......................................................... 49 En undersøgelse af det social-etiske arbejde i Københavns Stift Kristine Kaaber Pors og Karen Marie Sø Leth-Nissen

II: Praksis Kirke, kunst og byrum.............................................................................. 67 Kampplads for omsorg og forhandling Lise Rasmussen

Stressfri i Gårdhaven................................................................................. 79 Et alternativ til samfundets hurtighed Eva Green Meinel Forbered dig på det uforudsigelige! ......................................................... 89 Rummelige madfællesskaber og resonans-øjeblikke Sofie Mach Christensen, Johannes Birk Christophersen og Niels Nymann Eriksen

Hvor skal man gå hen, når man er i sorg?................................................ 97

Kirken som rum for det dybeste Eva-Maria Schwarz og Liselotte Wiemer

Natkirken som rummelig social praksis................................................. 105

Stilhed, tid til refleksion og lyttende væren Trine Vestersøe

Kirkeyoga ................................................................................................ 113 Vi “helligånder luften sammen” Hanna Smidt og Pia Jønsson Sang er godt i sig selv, men sang er også godt for noget ...................... 121

Om korsangens og fællessangens sociale betydning Christiane Gammeltoft-Hansen

En kirke for børn .................................................................................... 129 Muligheder blandt “de mindste små” Annette Molin Brautsch Pilgrimsvandring som sjælesorg og social-etisk praksis........................ 137

Om erfaringer udviklet i tiden under og efter Corona Rikke Weissfeld

“Dér kommer Kirken!” ........................................................................... 143 Gudstjenester og fællesskaber med mennesker med udviklingshandicap Line Blak Gundersen

Bæredygtighed og væredygtighed............................................................153 Hvad kan vi lære i mødet med mennesker med særlige behov? Erik Hviid Larsen

Erindring og det store nu ........................................................................161 Diakonale fællesskaber med mennesker med demens Rose Marie Tillisch

Frivillige som medskabere....................................................................... 169 Hvad skal der til for at skabe engagement? Ingeborg Ilkjær og Kristine Kaaber Pors

Hvordan skaber vi kirke sammen?.......................................................... 185 Relationer, handlingsfællesskaber og fortalervirksomhed Kristine Kaaber Pors

III: Teori og refleksion ‘Stay Human’ .......................................................................................... 195 Bevar din menneskelighed Margrete Auken Utilstrækkelig........................................................................................... 205 Et kierkegaardsk blik på påbudssamfundet Christian Hjortkjær og Mille Bang

Åndehuller i en forpustet tid....................................................................215 Hartmut Rosas samfundsanalyse som social-etisk modsvar Steen Hjul Lybke Skam......................................................................................................... 225 En udfordring i det diakonale arbejde Jakob Egeris Thorsen

Luthers socialetik .................................................................................... 235 Et kritisk spejl på folkekirkens rolle i dag Jørn Henrik Petersen Litteratur og henvisninger....................................................................... 247 Om forfatterne......................................................................................... 255

Forord At være menneske i en metropol Peter Skov-Jakobsen At være menneske i en metropol er ligesom at træde ind i en katedral. Rummet, bygningen er så stor, at man tidligt opdager, at man ikke kan se det hele på en gang. Man kan ikke engang huske det hele, og man mærker, at man hele tiden skal kalde erindringen frem om, hvordan der så ud dér og dér, og man skal kunne kombinere mange stilarter, holdninger, bevægelser, ideer og udsmykninger samtidigt. Der er ikke bare farver og former. Der er også lyd – alt fra stilheden og til ulidelig larm og den bagved liggende rumlen, som larmer hvis den pludselig ikke er der. Hvordan skal man være folkekirke i en metropol, i et senmoderne samfund, i et højhastighedssamfund med mange holdninger og problemer, med en mangfoldighed, hvor enkelte dele “går op imod hinanden”? Kærlighedens blik er en samling artikler, der beskriver nogle af de sociale og etiske problemer, som også er troens møde med virkeligheden. Grundtonen i bogen er et kærlighedens blik rettet mod mennesker. Det er også en artikelsamling, der bør kalde selvbesindelsen frem. Er troen bare blevet en stilfærdig omgang og et let hældet hoved, der spekulerer over den enkeltes eksistens og frelse? Taler vi de udsattes og de marginaliseredes sag, eller er vi blevet skatteydernes fornuftige talsmand? Har vi et kærlighedens blik tilovers for det menneske, der ikke lever op til vores idealer, eller møder vi dem med fortørnelse og vrede?

Peter Skov-Jakobsen

Er vi bare optaget af vores egne anliggender, af selvovervurdering, af værdiskabelse, og ser vi på det menneske, der ikke kan klare sig selv med foragt og glemmer at solidarisere os med vedkommende? Der er meget på færde i folkekirken og i samfundet. Det er en del af vores tradition hele tiden at række ud. Vi ved godt, at vi er kirke i mange menneskers hverdag. Artiklerne i denne bog afspejler godt mangfoldigheden i metropolen. Man bliver også klar over, at der ikke er noget quick fix. En af senmodernitetens farer er, at man lukker af for mangfoldigheden. Den er ikke til at bære for nogle mennesker. Man bliver ganske angst, når der ikke er entydige svar. Man møder til tider politiske mennesker, der tror, at en åndelig og kulturel udvikling klares ved en hurtig kampagne. Jeg forstår det egentlig ikke. Fra deres eget politiske bagland må de jo vide, hvor vanskeligt det er at få mennesker til at bekende kulør i forhold til f.eks. et medlemskab af et politisk parti. De må også vide, at mange af os, der stadig er medlemmer, jævnligt spørger os selv, hvorfor vi egentlig er det, for vi kan ikke genkende vores holdninger i partiet. Stædigt holder vi fast i diskussionen. Vi insisterer på demokratiet. Når vi ser os om i samtiden, ser vi mange tendenser til at ville skifte demokratiet ud med den autoritære stat – det er som om førerskikkelser igen lokker med entydighed. Jeg tror, det er en angstreaktion. Der er så mange holdninger, og det er svært at finde vej. Enkelhed og entydighed kan være forlokkende. Jeg glæder mig over, at håbet får stemme – også når det er mange stemmer. Det er godt at være midt i diskussionen. Ligesom i katedralen er der mange tider, fortællinger, historier, opfattelser, farver og lyde til stede i et samfund, og derfor må der være lige så mange farver og lyde i den folkekirke, der rækker ud for at give håbet stemme i den store by og i de mange rum. Kærlighedens blik er et ekko af byen og en fortælling om, hvordan det er at være folkekirke i København.

Det kærlige blik Indledning ved redaktionsgruppen Drivkraften i folkekirkens social-etiske arbejde er at række ud til mennesker i ligeværdighed. Det gælder om at skabe rum for, at man kan være til uden præstationspres og blive sat fri til at håbe og leve et menneskeværdigt liv. Når den magtesløses behov overses eller trampes på, skal vi vove at sige fra og pege på alternativer. Vi skal se hinanden som mennesker med værdighed, i øjenhøjde, solidarisk. Og have mod til at spørge hinanden: “Har vi nu indrettet vort samfund bedst muligt?” Formålet med denne antologi er at give et teologisk, sociologisk og ikke mindst et praktisk perspektiv på folkekirkens sociale arbejde og socialetik, og samtidig vise, hvordan dette skal ses i samspil med kirkens mange andre opgaver. Peter Callesen er kunstneren bag illustrationen på forsiden. Han arbejder med eksistentielle fortællinger, former og udtryk, og er særlig kendt for sine værker i papir. I papirværket, som illustrerer denne bog, vises to figurer, som rækker ud til hinanden, gensidigt. Det er ikke tydeligt, hvem der løfter hvem. Figurerne er forbundne, fra hver sin dimension. Det åbner spørgsmålene: Hvem er det egentlig, der rækker ud i folkekirken – og til hvem? Er nogen over nogle andre, eller er vi fælles i vores sårbarhed som mennesker? Hvordan skaber vi noget sammen, som tager vare på netop sårbarheden? Der er brug for nytænkning i en folkekirke med flere veluddannede ansatte og en “flydende” frivillighed. Kan vi i kirken rumme og tænke mere frivillighed ind i engagementet? Der er brug for, at menighedsrådene og kirkernes aktivitetsplanlægning giver plads til både de admini-

Peter Skov-Jakobsen

strativt skolede, til dem med de vilde ideer, og til dem, der bare ønsker at være til stede og give en hånd med. Der er behov for et kirkesyn og et ledelsesperspektiv, som tænker det teologiske og organisatoriske sammen. Da folkekirken både er et lokalt og landsdækkende fællesskab, er der brug for visioner, som peger på, hvordan det sociale arbejde kan løftes endnu bedre på alle niveauer – i sogne, provstier og stifter.

Brobygning – Stiftsudvalget for Socialt Arbejde og Socialetik I 2016 ønskede Københavns Stiftsråd med domprovst Anders Gadegaard som formand for udvalget et bredt fokus på samfundets sociale udfordringer. Dette indebar udviklingen af en socialpolitisk profil i samarbejde med kirkelige aktører, civilsamfundet og kommunerne. Det social-etiske anliggende er politisk i samme forstand, som Hannah Arendt allerede i 1958 omtalte i sin bog Menneskets Vilkår, nemlig “politik som andet og mere end en rå magtkamp, nemlig som en fri samtale i det offentlige rum om, hvad der tjener til det fælles bedste” (Arendt 2005, citeret i Gadegaard, 2019 s. 36). Der opstod ifølge Anders Gadegaard et behov for at række ud til andre miljøer end de kirkelige, når der skulle etableres sociale projekter. I forhold til de kommunale og statslige aktører var udtrykket diakoni fremmed. Erfaringen var dengang, såvel som nu, at få mennesker udenfor de kirkelige cirkler forstår det klassiske, bibelske begreb “diakoni”. Samtidig var der et ønske om at være politisk i det sociale arbejde; en dimension som ikke nødvendigvis er en del af begrebet diakoni1. Udvalget måtte derfor finde et sprogbrug, der rakte ud over det kirkelige, traditionelle sprog. Dermed opstod begrebet “social-etisk arbejde”. Man kan se det som en bro: Fra det kirkelige rum bevæger vi os mod det offentlige rum med den diakonale bevidsthed, som ligger i vores tradition. Og fra det offentlige rum bevæger man sig den anden vej, idet man anerkender, at kirken udfylder et tomrum, rent socialt, i forhold til at skabe fællesskaber for mange udsatte. 1. Diakoni (gr.), tjeneste for sin næste, har helt tilbage fra kristendommens begyndelse været en central funktion for kirken, sammen med liturgi/gudstjeneste, forkyndelse/ mission og undervisning (J. Nissen 2008).

Det kærlige blik

Der er derfor tale om et frugtbart møde. Og her er det godt at anvende en ny terminologi. “Social-etik” er med andre ord det sted på broen, hvor det kirkelige og det øvrige samfund kan mødes i engagementet for at skabe livsrum for alle i samfundet, som har behov for at blive set, hørt og hjulpet.

Kortlægningen af arbejdet Det ligger i udvalgets kommissorium at katalysere konkrete sociale aktiviteter, og sideløbende være med til at sætte en dagsorden, hvor vores socialt udsatte ikke overses. I 2019 blev der i et tæt samarbejde mellem udvalget, Københavns Stift og Det Teologiske Fakultet udarbejdet en forskningsrapport (2021), hvis formål var: 1. at kortlægge og synliggøre, hvad der aktuelt foregår af social-etisk arbejde i sognene, eventuelt i samarbejde med andre aktører. 2. at kvalificere det fremtidige social-etiske arbejde og den sociale kontekst i stiftet. Karen Marie Sø Leth-Nissen var i spidsen for udarbejdelsen af rapporten, og hun fremlagde resultatet ved en konference for sognene i Københavns Stift i 2021. Her kom det frem, at sognene havde brug for hjælp til at sætte nye projekter i gang, samt til at fastholde det, man havde. Det blev også tydeligt, at arbejdet med frivillig rekruttering og fastholdelse var en særligudfordring, og derfor værd at udvikle. På den baggrund besluttede Københavns Stiftsråd at ansætte en koordinator på fuld tid til området. Koordinatorens arbejde består i at yde konkret hjælp og støtte til de enkelte sogne, være inspirator, samt sikre et samarbejde på tværs af sognene og provstierne. Når man ønsker at udvikle det social-etiske arbejde, kunne spørgsmålene f.eks. være: Hvordan organiserer vi fællesspisning, eller erfagrupper? Hvordan søger vi fonde, og hvordan samarbejder vi med nabosogne? Hvordan kan vi være i kontakt med provstierne? Hvordan 11

Peter Skov-Jakobsen

arbejder vi som kirke i de store nybyggede områder? Hvordan samarbejder vi med andre aktører, og hvordan bidrager vi til at give socialt marginaliserede en stemme? Undersøgelsen blev fulgt op i 2024 for at få de nyeste sognedata med (se s. 49f.). I 2020 viste en undersøgelse af danskernes ønsker til folkekirkens arbejde, at socialt arbejde blev betragtet som det andet vigtigste formål med kirken. Undersøgelsen blev gennemført af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), og vi omtaler den sidenhen (se s. 49f.). Alligevel peger 2025-høringer og samtaler med politikere og meningsdannere på, at de færreste kender til folkekirkens sociale arbejde. Stiftsrådet har derfor efterlyst en synliggørelse af arbejdet. Dette er en del af baggrunden for denne bog.

Bredt udsyn og vilje til at engagere sig Social-etisk arbejde i Københavns Stift kræver et bredt udsyn og vilje til at engagere sig i de komplekse udfordringer, der præger hovedstadens socialpolitiske virkelighed. Arbejdet kræver både fleksibilitet og vedholdenhed. Vi kan ikke alt, og derfor har stiftsrådet besluttet, at udvalget skal fokusere på fattige børnefamilier, ensomhed og fortalervirksomhed. For udvalget har det også været vigtigt at holde fast i en visionsstrategi, hvor målsætningen har fokuseret på, at aktiviteterne skulle vokse sammen med og – ud fra – sognenes og provstiernes behov.

Fortalervirksomhed og samarbejde på tværs I forhold til fortalervirksomhed har udvalget arbejdet for at gøre arbejdet synligt gennem medier, konferencer, fyraftensmøder, høringer på Christiansborg, stiftets presse, kommunikation m.v. Vi forsøger samtidig at følge med i samfundsudviklingen i forhold til fattigdoms- og ensomhedsproblematikkerne, familiestrukturerne og boligsituationen med de tusindvis af nye indbyggere i Københavns Stift. Ligeledes samarbejder vi på tværs af stiftsudvalgene, med de øvrige 12

Det kærlige blik

stifter, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), samt de kirkelige organisationer, som har socialt arbejde som deres centrale arbejdsområde. Dertil kommer samarbejdet med offentlige institutioner og politikere.

Antologiens opbygning I første del får vi præsenteret eksempler på eksistentielle grundvilkår, der gælder for alle mennesker livet igennem, men som bliver særligt nærværende, når sårbarhed, skam, isolation og ensomhed fylder hverdagen. Dette suppleres med, hvad etik i socialt arbejde handler om. I et interview med koordinerende provst Michael Krogstrup Nissen får vi et bud på de rammer og visioner, der er vigtige for udviklingen af folkekirkens sociale engagement. Afsnittet slutter med en grundig præsentation af undersøgelsen af det social-etiske arbejde i sognene i Københavns Stift i 2021 og i 2024 (se s. 49f.). I anden del præsenterer vi forskellige eksempler på social-etisk arbejde. Dette er ment som et inspirationskatalog, fyldt af konkrete fortællinger om projekter, der alle er en del af det kirkelige, sociale engagement. Denne del kan anvendes som et lille opslagsværk, hvor menigheder og konkrete aktører kan blive inspireret af, hvad andre gør, når de arbejder med socialt udviklingsarbejde. Skribenterne blev af redaktionen bedt om at beskrive deres praksis, og reflektere over den. Vi foreslog dem at inddrage Hannah Arendts forståelse af det brede samfundsengagement, og se på, hvad Hartmut Rosas resonans-begreb kunne give af inspiration. Alle praksis-tiltagene har fællesskabet som bærende element. At være solidarisk med andre mennesker betyder at kunne sætte sig i deres sted, og at man konkret kan gøre noget sammen. Flere af artiklerne beskriver, hvordan dette ofte leder til ønsket om at ændre udsatte menneskers livsvilkår, både fysisk, psykisk, socialt, åndeligt og (måske) politisk. Hvordan dette engagement kan udmøntes, er der flere gode eksempler på. Der peges i flere af artiklerne på, at kirkerne kan skabe unikke rum, hvor der dannes relationer og fællesskaber. Dette danner rum, hvor man bare kan være. Dette giver ro og trøst og forebygger ensomhed. 13

Peter Skov-Jakobsen

Samtidig gælder det også om at være kirke i en social sammenhæng, både inden og uden for kirkens mure, hvor naturen bringes ind i f.eks. sorgarbejde og hjælp til stressramte mennesker. Mange kirker har god plads til kor og rum for sangen, der skaber et socialt fællesskab på lige fod for forskellige mennesker, både dem, der selv synger, og dem, som lytter og er med. Fællesspisning og kaffedrikning er tilsvarende udbredt. Det gamle ordsprog om at vejen til en andens hjerte går gennem munden, gælder både for sangen og for den sultne. Kunst som ord, billeder og engagement har i Mariaprojektet på Vesterbro været en metode, hvor f.eks. hjemløse romaers ressourcer synliggøres. Med kunsten som katalysator, og med udgangspunkt i romaernes tilstedeværelse på Maria Kirkeplads, blev der skabt et bredt samarbejde mellem kirken, repræsentanter for de hjemløse, beboere, civilsamfund, politi, og kommune. Der er som konsekvens blevet nedsat en såkaldt Romakommission, som fortsat arbejder for at forbedre vilkårene for de hjemløse. Mange kirker giver mulighed for at deltage i forpligtende fællesskaber, hvor man kan få indflydelse. Det kan være gennem små såvel som store projekter. Erfaringerne med, at der bliver lyttet og rykket, er gode – men der er selvfølgelig også udfordringer. Frivillighed er en nødvendighed for at skabe handlingsfællesskaber, drive menighedsrådene og forme fremtidens folkekirke. Samtidig skal man ikke glemme forholdet til de ansatte, og til selve kirkestrukturen. Der skal en stor indsats til for at alt det, vi berører i bogen, kan lykkes. Det kræver samarbejde og fleksibilitet på mange planer. I tredje del indkredser vi inspirationen fra mange forskellige tænkere, særligt Hannah Arendts handlende tilgang, Hartmut Rosas resonans-begreb og K.E. Løgstrups tale om “de suveræne livsytringer”. Alle disse tilgange har allerede været at finde som tydelige stemmer igennem de refleksioner, vi har bragt i praksis-afsnittet – men her udfoldes de yderligere. Ikke uden grund får Luthers socialetik fokus i bogens sidste kapitel, idet det jo netop er inspirationen fra Luther, som vores folkekirke er rundet af. Men inden da får vi nye perspektiver på nutidens følelse af utilstrækkelighed via Søren Kierkegaards blik på påbudssamfundet,

Det kærlige blik

og vi hører om nødvendigheden af at bevare menneskeligheden i en dehumaniseret tid.

Kitwoods model Vi har valgt at kalde bogen Kærlighedens blik. Det er nemlig med dette blik, at mødet med “den anden” forandres. Fra kun at se et udstødt menneske, som vi ikke betragter som én af os, bliver det muligt at se det egentlige menneske. En af de vigtige fortalere for kirkeligt, socialt arbejde var Bjarne Lenau Henriksen. Han understregede alle menneskers lige værdighed, og satte fokus på de protesterende som en kritisk stemme og modmagt. For ham gjaldt det om at møde alle i øjenhøjde, solidarisk, og vedvarende stille irriterende spørgsmål: “Har vi nu indrettet vores samfund bedst muligt?” (Henriksen, 2020, 109f ). I arbejdet er vi også inspirerede af psykologen Tom Kitwoods arbejde, der siden 1990´erne har haft stor betydning for, hvordan man forstår og yder omsorg til mennesker med hjerneskader (Kitwood, 2090). Modellen har inspireret omsorgspraksis verden over og bidraget til at forbedre livskvaliteten for mange mennesker. Det er en personcentreret omsorg – og hermed en essentiel måde, hvorpå man møder mennesker, uanset lidelsens karakter. Hos Kitwood er omdrejningspunktet at møde mennesker med et kærligt blik. Han har udarbejdet en model, hvori de enkelte blomsterblade udfolder forskellige kvaliteter. I midten er frugtknoppen som symbol på kærlighed. Kærligheden til medmennesket er det, som alt hjælpearbejde drejer sig om. Blomstens kronblade giver Kitwood forskellige betydninger, med det formål at livet kan leves. Han anvender fem begreber – tilknytning, identitet, beskæftigelse, inklusion og trøst: • Tilknytning – som rummer behovet for nærhed og følelsen af at høre til, skabe tryghed og stabile relationer i det nære. • Identitet – som handler om, at man er sig selv. Det er vigtigt at give næring til livshistorien, roller i familien og i samfundet, samt styrke tidligere og nuværende interesser.