Kristendommen ifølge ... Hans J. Lundager Jensen
Min mund og mit indre Eksistensen
Hans J. Lundager Jensen
Min mund og mit indre
Eksistensen
Indhold
7 Forord 11 Indgang 17 Ateisme, videnskab og tro 23 To helte 43 Museet i Lübeck og papegøjerne i Congo 83 Bygninger og bekendelser 105 Salmer, nadver og mit sidste suk
quamquam etsi illa falsa essent, falsa me amare verum esset (‘Også selvom disse ting måtte være forkerte, ville det være sandt om mig at jeg faktisk elsker disse forkerte ting’: Augustin, de civitate Dei [Om Guds by], XI,26) Fairies prefer people of the yokel type like myself; people who gape and grin and do as they are told (‘Feer foretrækker bondske typer, sådan som mig selv; folk der måber og griner fjoget og gør som der bliver sagt’: G.K. Chesterton, Orthodoxy, 1908, kap. 4: “The Ethics of Elfland”)
Forord
Det er ikke typisk for nutidens danske folkekirke ligefrem at foragte sine egne medlemmer. På den anden side er der en solid gammel tradition for just det. Som det hedder i salmen “Den kristne kirkes skønne navn” (Grundtvigs gendigtning af en salme fra 1500-tallet): Ukrudt og klinte findes fast blandt hveden åbenbare, mundkristne går i skam og last Det er formentlig sådan nogle som mig denne salme taler om: ukrudt blandt hvedeaks, dem der har kristendommen i munden, men ikke i hjertet. Jeg kan i hvert fald ikke påstå at jeg ‘bor under korset i verden alle dage’, som kristne gør 7
ifølge samme salme. Jeg er godt nok medlem af en kirke. Men er jeg det mon rigtigt? Formentlig er jeg nemlig mundkristen. Fx siger jeg med på den apostoliske trosbekendelse under gudstjenesten. Det kan godt være at det er at sætte barren for lavt at være tilfreds bare med det. Men selvom de blot mundkristne ikke har høj status, er de uundværlige for kristendommen. Så kristendom i min udgave er mundkristendom ‒ trods, eller inklusive, skam og last. Den mulige læser har nok en positiv indstilling til folkekirken, hhv. til kristendommen, eller måske til religion generelt. Bogen er altså ikke, som den tyske teolog Friedrich Schleiermachers berømte foredrag om religion fra 1799, henvendt til de dannede blandt dens foragtere. Jeg henvender mig til dem der, uanset graden af dannelse, ikke foragter den så meget at de ikke gider læse om religion, kristendom og den danske folkekirke. Måske også teologer? Og måske endda læsere med en religionsvidenskabelig baggrund? Jeg har i perioder undervist teologer. Men det meste af mit arbejdsliv har fundet sted på afdelingen for Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, hvor jeg har været med til at uddanne mange 8
hundrede studerende, hvoraf en del nu er religionslærere i de gymnasiale uddannelser. Vi beskrev religioner, og vi forsøgte at forstå religion. Men vi talte aldrig om religion i forhold til vores eget liv. Denne bog er hverken teologi eller religionsvidenskab. Men teologisk skolede læsere vil måske ane en inspiration i det følgende fra den engelske ‘radical orthodoxy’-skole og den amerikansk-øst-ortodokse teolog David Bentley Hart. Folk der kender til religionsvidenskab, kan måske genkende tankegange fra Émile Durkheim, Roy A. Rappaport, Robert Bellah og andre religionsvidenskabelige giganter. Jeg vil altså ikke redegøre udførligt for teologers eller andres tanker. Men jeg har dog gjort en undtagelse angående to forfattere, der ligger på kanten af eller uden for disse to akademiske områder. Og så har jeg gjort en ekstra undtagelse, der angår den teolog, jeg selv anser for den vigtigste danske i 1980’erne. Jeg har aldrig mødt ham personligt, men jeg læste ham tilbage i 1980’erne. Helmut Friis døde alt for tidligt i 1994. Måske ville han have nikket genkendende til noget af det, som følger. 9
Jeg vil gerne dedikere denne lille bog til Annie Kyed Jensen, cand.theol., første kvindelige sognepræst i Hundslund og Torrild sogne 1987-2011: min præst, partner, ven, hustru, elskede ‒ og til vores tre døtre: Sara, Ester og Judit.
10
Indgang
Jeg vil beskrive mit personlige syn på kristendom. Jeg betragter mig selv som kristen, i det mindste i den forstand at jeg er et godt tilfreds medlem af den danske folkekirke (som jeg selv har meldt mig ind i som voksen). Jeg vil altså skrive om nogle af de ting, der er vigtige, og også om de ikke så vigtige i min personlige form for kristendom ‒ og det vil også sige: at give et bud på, hvordan jeg synes, at kristendommen bør være ‒ for mig. Jeg præciserer med det samme: ikke nødvendigvis for andre. Jeg er ret sikker på at det ville være en dårlig idé for den danske folkekirke, hvis den lod sig påvirke af mine forestillinger. Bogen er også en sammenstykning af temaer, som jeg har tænkt, overvejet, drøftet, læst, hørt og set ‒ nogle vinkler og emner, som forekommer mig relevante for den slags kristendom, jeg her fremlægger, og som der var plads til. 11
Inspireret af en af mine yndlingsdigtere, Johannes Jørgensen (1890’erne, symbolist, nyromantiker), indleder jeg med en bekendelse:
Jeg er ateist Min sidste ansættelse før pensionering var som professor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet med Det Gamle Testamente som særligt ekspertiseområde. Så professionelt har jeg været ateist, for nutidig videnskab er ateistisk. Med ateisme forstår jeg her en grundlæggende antagelse af, at Gud er irrelevant. Uanset om Gud findes eller ej, er Gud en størrelse, der ikke kan bruges, når det drejer sig om den slags viden, der kan accepteres af skatteyderne. Gud er ikke et argument hverken i naturvidenskaberne eller i kultur- og samfundsvidenskaberne. I de sidstnævnte kan menneskers religion være endog uhyre vigtig. Men her drejer det sig om menneskenes opfattelser og forestillinger, ikke om hvorvidt det, de forestiller sig, også findes. De fleste af mine kolleger, som også er mine venner, betragter religion som noget spændende og farverigt, selvom det ikke er noget, de 12
praktiserer i større stil, om overhovedet. Man kan godt drive religionsvidenskab ud fra en overbevisning om at religion generelt, eventuelt kristendom specielt, grundlæggende er en farlig illusion, som bør bekæmpes, fordi verden ville være bedre uden ‒ altså at se sin forskningsgenstand i lighed med coronavirus eller skadedyr. Det behøver ikke at gøre nogen forskel, hvad værdien af deres forskning i øvrigt angår. Men som sagt: Religionsvidenskabsfolk generelt er ikke på nakken af religion som sådan, selvom man ofte bedst kan lide eksotiske og fortidige udgaver, mere end nutidskristendom (som man vil se, har jeg selv en rem af huden). Men vi er nødvendigvis alle, jeg selv inklusive, praktiserende ateister. I modsat fald ville jeg nok være blevet bortvist fra universitetet eller, hvis tålt, så i hvert fald marginaliseret. Ateisme er i høj grad et spørgsmål om magt. Er der en konflikt eller et paradoks her? I 1800-tallet så mange det, ligesom Johannes Jørgensen, som et hjerteskærende dilemma: Kunne man deltage i opbygningen af ny og frigørende viden uden at svigte sin barnetro, sine forældre, sine inderste stemninger? Men i nutiden ser mange anderledes upatetisk på det. 13
Den ateisme jeg taler om her, er ikke doktrinær i den forstand at den udtaler sig om, hvorvidt Gud faktisk findes eller ej, eller om det generelt er dumt at tro på ham. Den siger kun at for så vidt angår viden, skal man ikke blande Gud ind i det. Man kan måske skelne imellem ateisme og agnosticisme og sige at ateisten benægter Guds eksistens overhovedet, mens agnostikeren ikke mener noget om det. Jeg foreslår her at skelne imellem principiel eller militant ateisme på den ene side ‒ det er den holdning at Gud ikke findes og at det er dumt og farligt at tro på ham ‒ og metodisk ateisme på den anden side, der går ud fra, at uanset om Gud findes eller ej, skal han ikke blandes ind i forhold, der angår en fælles viden. Det er i den sidste forstand, jeg er ateist. Når jeg tager min ateisme let, er det bl.a. fordi jeg ved, hvorfor jeg er ateist. Det er jeg, fordi jeg er vokset op i et ateistisk miljø, fra hospitalets fødestue og fremefter ‒ inklusive uddannelsessystemet, medierne, arbejdsmarkedet, vennekredse. Alle har ladet mig forstå ‒ mest, det bør også siges, indirekte, uaggressivt, venligt ‒ at religion er irrelevant. Samtidig ved jeg at denne indstilling ‒ i teologiens verden ofte kaldet ‘sekularisering’ ‒ er et produkt af den 14
vestlige historie. Som masseideologi er den ikke ret gammel, maksimalt et par hundrede år. Hvis jeg var vokset op på et hvilket som helst andet tidspunkt i menneskehedens historie, ville jeg højst sandsynligt ikke have været ateist. Og hvis der er én ting jeg faktisk ikke tror på, så er det at den nuværende ideologi er det sidste ord. Sjovt nok kunne den berømte skotske religionsforsker James Georges Frazer ‒ der godt nok var den mindst raffinerede af alle store religionsforskere, hvad videnskabsteori angår ‒ for godt og vel 100 år siden betragte videnskaben som den pure sandhed efter alle tidligere perioders massive dumheder (magi og religion); og samtidig, måske i et svagt øjeblik, fantasere om en fremtid, hvor også videnskaben ville vise sig at være en fejltagelse. Hvorom alting er: Jeg er ikke-troende ateist. Man kunne også sige, at jeg er ateist, når jeg er på arbejde og sammen med andre ateister. Men andre gange er jeg det ikke.
15