Mogens Müller
Erkendelse og bekendelse ”At kende hans opstandelses kraft”
Eksistensen
Erkendelse og bekendelse
Erkendelse og bekendelse “At kende hans opstandelses kraft” Mogens Müller
Ek sist ensen Kø b e n h a v n 2 0 2 6
Erkendelse og bekendelse “At kende hans opstandelses kraft” Mogens Müller © Forfatteren og Eksistensen, 2026 Bogen er sat med Adobe Gramond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-410-1227-8 Omslag: Eksistensen Skulptur: Hein Heinsen: Treellipse (2021) Med tak for tilladelse til at benytte billedet Udgivet med støtte fra Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk
5041 0826
I n d ho l d Før eller efter Kristus?
7
Kristus-troens vandskel
11
Dåben som stadfæstelse
15
Udgangspunktet
17
Troens væsen
21
Ingen Jesus uden Paulus
23
Du gode Gud! – Tænk hvis Gud er kærlighed
27
Hiin Enkelte
29
Kirkens første Bibel og den kristne Bibel
33
Verdens vigtigste bog
37
Opdragelsen til en “bibelsk” ufølsomhed
39
Ny vin på nye lædersække
45
Skaberguden og Jesu Kristi Far – eller “kætteren”, der ikke ville acceptere et tvetydigt gudsbillede 47 Lukasskrifterne og Pastoralbrevene som reaktioner på Markion 53 Kristendommens indbyggede miserabilisme
55
Tidens betydning
59
På eget ansvar
63
Bilag. Afskedsforelæsning på Det Teologiske Fakultet 24. marts 2017: Evangelierne, bibelsk genskrivning og sola scriptura
65
Noter og henvisninger til de enkelte afsnit
91
Før eller efter Kristus?
Den 11. marts 2020 lukkede statsministeren landet ned på grund af den dengang livstruende corona-epidemi. Underkastet denne lukning var også folkekirken, hvis repræsentanter vist ikke blev spurgt. Dermed viste regeringen det første helt tydelige tegn på, at folkekirken i dens øjne er blevet en statskirke, noget der snart efter blev bekræftet ved afskaffelsen helt hen over hovedet på kirken af Store Bededag som helligdag. Kirkens urørlighed i de såkaldte indre anliggender var antastet ligesom ånden i lovgivningen. En hidtil selvfølgelig, men åbenlyst usynlig grænse var overskredet. Men hvad var så kirkens budskab i denne rigtignok alvorlige og dramatiske situation for folkesundheden? Da der blev åbnet for muligheden af radiotransmitterede gudstjenester, lagde – naturligt nok – Domkirken i København ud. Og hvad var så det allerførste, gudstjenestedeltageren fik at høre? Jo, det var ordene fra Thomas Laubs litani: P M P M
Herre Gud Fader i Himlen! Forbarm dig over os! Herre Jesus, vor frelsermand! Forbarm dig over os!
P M P M P M P M
Herre, Helligånd, vort lys og vor trøst! Forbarm dig over os! Vi har syndet med vore forfædre! Vi har forskyldt din vredes domme! O Herre, handl ikke med os efter vore synder! Og betal ikke efter vore misgerninger! Herre, hør vor bøn! Og lad vor røst komme til dig!
I hvert fald jeg sad tilbage med den følelse, at hermed var der lagt op til at forstå corona-epidemien som Guds straf på grund af vores syndighed. Men hermed er der gået Gammel Testamente i teologien. For efter Jesu død og opstandelse skal vi ikke længere bede Gud om at forbarme sig over os. For det har Gud gjort og det én gang for alle. Det er selve den afgørende pointe i det kristne evangelium. Så den Kristus-troende skal ikke bede om, hvad hun eller han allerede har fået. Det er den gave, som dåben er et ydre tegn på. Den vrede, hævnende og straffende Gud er forsvundet fra den Kristus-troendes himmel, så hun eller han fortrøstningsfuldt kan synge med på linjerne i strofe 4 fra Hans Adolph Brorsons salme “I denne søde juletid”: “Gud er nu ikke længer vred, det kan vi deraf vide, at han har sendt sin søn herned for verdens synd at lide.” Derfor er der også grund til at tage et teologisk opgør med det, som med en meget sigende betegnelse kaldes bods kristendommen. Den har været stærkt dominerende i lange perioder af kirkens historie, også den danske kirkes historie. Den skyldes en overtagelse af et grundlæggende tankemønster i Det Gamle Testamente. Dette mønster er især tydeligt
8
i det historieværk, der strækker sig fra Femte Mosebog til Anden Kongebog, og som i forskningen har fået betegnelsen Det Deuteronmistiske Historieværk efter det latinske navn på Femte Mosebog, Deuteronomium, “Den anden Lov”. Her bevæger historien sig således i en bølgebevægelse, hvor Israels folks ulydighed mod Guds lov, ikke mindst buddet om ikke at have andre guder end Gud Herren, udløser hans straffeaktioner af forskellig karakter. Det får nu folket til at love bod og bedring, hvad Gud så belønner. Men snart går det alligevel galt igen, og Gud griber på ny straffende ind. Således blev kongeriget delt efter Salomos død, og efter at mønstret med straf og tilgivelse havde gentaget sig i de nu to kongeriger, Israel (også kaldet Nordriget) og Juda (også kaldet Sydriget), gik de begge endeligt til grunde, først Nordriget i 722 f.Kr., siden Sydriget i 587 f.Kr., hvor Jerusalem blev erobret og dets tempel ødelagt. Dette mønster, hvor forskellige ulykker som krig, pandemiske sygdomme og misvækst blev tolket som Guds straf for rigets ulydighed over for Gud og hans bud, kom til at spille en stor rolle i tiden fra reformationen og op gennem de følgende århundreder. Og tankegangen kan stadig dukke sporadisk op i nogle kredse, hvor både epidemierne med aids fra engang i 1980’erne og nu sidst corona-virus tolkes som udslag af Guds straffedom, som kun kan afvendes ved bod og omvendelse. Således skulle det forstås bogstaveligt, når Christian den Fjerde som sit valgsprog havde ordene. “Fromhed styrker rigerne” (regna firmat pietas, ofte forkortet til r.f.p. og i folkemunde udlagt som “Riget fattes penge”). Og tankemønstret overlever også i forestillinger om en Gud foroven, der råder
9
for Danmarks sag. Grundtvig proklamerer i sangen “Fædreneland!” ligefrem i strofe 2: Sort seer det ud, Men almægtig er Gud, Dine Fiender tillands Er og fjenderne Hans, De er Fiender ad Sandhed og Retten, De er Fiender ad Kiærligheds-Ætten, De har Alle det Værste tilbage, Thi end lever den Gamle af Dage. Men denne gud, der kerer sig specielt om Danmarks folk og sag eller overhovedet om nationer, har kirke og kristendom ikke fra Kristus-troen eller Det Nye Testamente. Denne straffende, beskyttende og belønnende gud er importeret fra Det Gamle Testamente og dets stammereligion, som Kristus-troen ellers netop vil være et farvel til. Og enhver tankegang om, at det enkelte menneske – for slet ikke at tale om det enkelte folk – kan eller skal forsøge at påvirke Guds vilje er – for at sige det ligeud – ukristelig og en fuldstændig misforståelse af den relation til Gud, som Kristus-troen stiller os i.
10