Issuu

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN

Tanker fra alderdommen

EKSISTENSEN

HEN UNDER AFTEN

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN

Tanker fra alderdommen

EKSISTENSEN

Redaktør: Niels Roesgaard Mose Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Harvey Macaulay, Imperiet Illustration på indersiden af omslaget: © Wyeth Foundation for American Art / VISDA. Andrew Wyeth (1917-2009), Her Room, 1963, tempera on panel, 24 ¾ x 48 inches. Collection of the Farnsworth Art Museum, Rockland, Maine. Museum purchase, 1964.1313 Tryk: Dardedze Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan/Tekst & Node. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C mail: eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk

Indhold

Indledning Alderens munterhed 15 Barndomslandet 25 Gentagelsens mulighed 43 At give slip 59 Den tavse tale 69 Det bedste og det værste 81 De bitre bær i dine hænder 95 Den skønhed, der frelser verden 107 Mørkets mange farver 117 Den banale ondskab 125 Sommeren gik så hurtigt 145 Om AI, robotter, kærlighed og visdom 157 Om glæden ved ord og sneglehuse 173

Indledning

Når man er 90 år gammel, synes folk godt, de kan være bekendt at spørge, hvordan det er at blive gammel. Sådan rigtig gammel. De ser forventningsfuldt på en, og måske tror de, at man har svar på livet og døden, troen og tvivlen, kærligheden og afmagten, glæden og sorgen, erfaringen og visdommen, og hvad man nu ellers forventes at have styr på, når man har haft så lang tid til at tænke sig om. Og hvad skal jeg sige? Jeg er født i 1934, det år, hvor Hitlers tilhængere gennemførte en række likvideringer i Tyskland, der fik navnet Operation Kolibri eller ’de lange knives nat’, hvor man på verdensudstillingen i Chicago hyldede den teknologiske innovation med mottoet: ”Videnskaben finder, industrien sammensætter, mennesket tilpasser”, og hvor Tyskland og Polen indgik en ikke-angrebspagt, og

tiden gik, i 1939 sang Judy Garland sangen ”Over the Rainbow”, i september samme år brød Anden Verdenskrig ud, i april 1940 blev Danmark besat af tyskerne, i maj 1945 kapitulerede tyskerne i Europa, og i august samme år blev der kastet atombomber over Hiroshima og Nagasaki, hvorefter japanerne overgav sig. Og tiden gik. I 1950 udbrød Koreakrigen, i 1952 ophørte rationeringen af levnedsmidler i Danmark, i 1953 sluttede Koreakrigen, i 1955 udbrød Vietnamkrigen, i 1961 var astronauten Jurij Gagarin første mand i rummet, han fandt ikke Gud, i 1963 blev J.F. Kennedy myrdet, og samme år udgav The Beatles LP’en Please please me, i 1966 kunne man købe p-piller i Danmark, i 1967 startede ungdomsoprøret, i 1968 blev Martin Luther King myrdet, i 1969 landede astronauten Neil Armstrong som den første mand på månen, i 1973 indførtes rettighed til fri abort i Danmark, i 1975 sluttede Vietnamkrigen, og tiden gik. I 1989 faldt Berlinmuren, i 1990’erne blev de små PC’ere almindelige, i september 2001 fløj to fly ind i tvillingetårnene i World Trade Center i New York, i 2004 blev Facebook oprettet, i 2007 lanceredes den første Iphone, i 2015 vandrede flygtninge på de danske motorveje, i 2016 kørte en lastbil gennem et julemarked i Berlin og dræbte 12 mennesker, samme år blev Donald Trump valgt til præsident i USA, i 2019 ramte coronaen, i februar 2022 udbrød krigen mellem Rusland og Ukraine, i 2024 blev Donald Trump genvalgt, og tiden går. Mennesker fødes, vokser op, får venner, forelsker sig og flytter sammen, sætter børn i verden, de fylder huset og

hjertet med liv og støj og bekymringer, og en dag drager de hjemmefra, og så står man der i regnvejret med alle sine følelser, som den tyske forfatterinde Judith Hermann skriver i sin bog Hjem. Og hvor meget klogere er man blevet af al den flytten rundt på begivenheder, mennesker og følelser?

I årenes løb har jeg mange gange forsøgt at indkredse visse grundfølelser, tanker og længsler. Ja, hvad er det at skrive andet end at forsøge at finde frem til nogle indsigter? At forsøge at få sammenhæng på de mange spredte tanker for at formulere, hvad man egentlig mener og kan stå inde for? Det er et menneskeligt behov, og da jeg nu har en svaghed for ord, er det ved hjælp af dem, jeg forsøger at indkredse terrænet. Hertil er ingen genre mere velegnet end essaygenren. I essayet slentrer man hid og did og finder tegn eller nedslag, der kan indgå i overvejelserne. Et essay er en legende og uforpligtende genre. Måske prøver jeg også at finde det, der holder disse forskellige tanker sammen, og når jeg reflekterer over, hvad det er at blive gammel, kan jeg ikke undgå at komme ind på det, der har været mit liv, og som har formet mig. Jeg har levet i en tid med mange omvæltninger og har også måttet gentænke slidstyrken i noget af det, der i min barndom blev anset for evige sandheder, men som nu viser sig at være lige så omskifteligt som alt andet. Der

vil måske være dem, der undrer sig over, at der er en del erindringsstof fra min barndom, men meget lidt fra mit senere liv; men jo ældre, man bliver, jo mere opdager man, hvor meget barndommen betyder. Det er de tidlige år, der former én, og samtidig var det for os, der var børn under Anden Verdenskrig, en tid, hvor de hidtidige idealer og værdier måtte genovervejes i lyset af de uhyrligheder, der var blevet begået i krigsårene: De gamle havde mistet troen på fremskridtet, de unge havde mistet tilliden til autoriteterne, kunstnerne var desillusionerede, og jerntæppet og den kolde krig mindede til stadighed om, at freden var skrøbelig. Men samtidig var det, som om livet blev levet på to planer. Der var bekymringerne over uroen i den store verden, men i det daglige gik livet videre. Danmark var et trygt, lille land, og selv voksede jeg op i et hjem med forældre, der var glade for hinanden, og som næsten altid kunne se de lyse sider af tilværelsen. Det hører alt sammen med til min baggrund og til de holdninger, jeg skriver ud fra. Så under alle omskiftelighederne og forandringerne er der også noget, der ikke har forandret sig. En grundholdning, en kerne, eller med Løgstrups ord: en stemthed, som jeg nok indimellem har kunnet glemme – og har ønsket at glemme – men som vender tilbage, og som jeg efterhånden har lært at leve med.

Så måske minder det hele mest af alt om den måde, hvorpå pointillisterne malede, når de afsatte ganske små prikker i forskellige nuancer og farver på lærredet. Går man tæt på deres billeder, kan man se, at nogle prikker er sat med så fin en pensel, at de næsten forsvinder, mens andre er malet med en tykkere pensel fyldt af maling, så de træder frem som runde perler på det flade stof. Hver for sig er de ingenting, men når kunstneren er færdig og træder tilbage fra lærredet, danner de et mønster, som øjet kan samle til et billede, en helhed. Der skal tålmodighed til, lidt afstand, men så sker det: Mange grå prikker – mørkegrå, lysegrå, næsten lyserøde, der kæntrer i lilla – danner en silhuet, rolige mørkegrønne felter samler sig til skygger omkring et buskads, hvor ”der burde have været roser”, vindens hvide hvisken i grenene, lysegrønne, vissengrønne, gulgrønne punkter vokser til solpletter på en plæne, den sorte jord, de røde bær, lyset, der spejler sig blåt i vanddråber, mange vanddråber, stænk af blåt, kaskader af blåt, blåt over blåt:

Sensommermorgen den gamle dame vander sine lavendler