Issuu on Google+

Lena Kjems

Foto: Ina Malchow Kihl-Plambek

Lena Kjems

Uden kjole og krave

Lena Kjems, født 1964 Sognepræst i Vejlby, Ph.D.

E

n stor del af præstens fremtoning i sognet foregår med embedsdragten på. Men mange og væsentlige opgaver varetages uden kjole og krave. Bogen rummer et reflekteret, kommenteret og konkret bud på, hvor­ dan nogle af de sammenhænge præsten møder sognet i, udenfor kirkerummet, kan udfolde sig. Den røde tråd er en stor kærlighed til de folkelige fællesskaber, og en sans for at være kirke dér, hvor folk går og står. Det er gen­ nemprøvede arrangementer, herlige erfaringer, faldgruber og overskud, der deles og overvejelser over, hvordan folk og kirke får glæde af hinanden. Bogen er tillige en gryde­ klar brugsbrug med taler og fortællinger, studiekredse, filmklub og et konfirmandarrangement. Alt sammen spundet ind i en opbyggelig - men ikke naiv - glæde over at besidde verdens bedste job.

en og krave Udkjole Præst til daglig En brugsbog med refleksion

Udover den enkelte præsts personlighed og typen af sogn, er der naturligvis også forskel på præsters teologiske ståsted. Hertil er der at sige, at denne bog handler om kristendom, ikke teologi. Ikke at de to ting udelukker hinanden, tværtimod, men i mødet med mennesker i hverdag og fest er idealet for nærværende ’at tale jævnt om det høje’ for nu at sige det på grundtvigsk. Den kommunikative og formidlingsmæssige udfordring er fol­ keligt set den samme, hvad enten ens dogmatik bygger på den objektive eller subjektive forsoningslære. Der vil givetvis være dem, der mener, at der er for lidt tale om Gud i denne bog af en præst til præster. Men jeg tilhører den – uddøende? – race af grundtvigske præster, der me­ ner, at kristen forkyndelse nok så meget består i at tale om men­ neskelivet, opklaret og forkla­ ret gennem evangeliets tale. Hver ting til sin tid.


Uden kjole og krave PrĂŚst til daglig â–Ş en brugsbog med refleksion


Uden kjole og krave Præst til daglig ▪ en brugsbog med refleksion Lena Kjems

© Forfatteren og Religionspædagogisk Forlag 1. udgave, 1. oplag 2012 ISBN 978 87 7495 219 0

Sats: Tina D. Laursen Omslag: RubArt Tryk: BookMaker-Gråsten

Religionspædagogisk Forlag Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.rpf.dk


Lena Kjems

Uden kjole og krave Præst til daglig ▪ en brugsbog med refleksion

RPF

Religionspædagogisk Forlag


Indholdsfortegnelse

Forord ................................................................................................. 7

Hvedebrødsdage ............................................................................ 9 Hverdagen ......................................................................................... 9 Præst uden kjole . ........................................................................ 11 Præst er en relationsbetegnelse .......................................... 11 Brugsbog med refleksioner .................................................... 13 Præster er forskellige ............................................................... 14

Jeg-form ........................................................................................... Sankt Hans talen som genre .................................................. En Sankt Hans tale ..................................................................... Grundlovstalen som genre ..................................................... En grundlovstale . ....................................................................... Høsttalen som genre ................................................................. En høsttale ..................................................................................... Adventstalen som genre .......................................................... En adventstale . ............................................................................

15 16 17 19 19 22 23 26 26

Fætter Jack, englen og de dansende skeletter . .............. Den forknølede engel Evangelina ........................................ Luse Kajs offer .............................................................................. Krybbespillet ................................................................................ Tro, håb og selvudvikling ........................................................ Jul i patchworkfamilien . ..........................................................

33 36 40 43 47 50

1. ”Som præst og menighed”................................ 9

2. Folkelige lejlighedstaler . ................................. 15

3. Historier for store og små ............................... 31


4. Film og litteraturkreds ................................... 55 Hvorfor film og litteraturkreds? .......................................... Sådan kommer du i gang ......................................................... Linjedommerfunktion .............................................................. Hvad skal vi læse og hvad skal vi se? ................................. Forslag til tematiske sæsonforløb: . .................................... • 2. verdenskrig / med spørgsmål til debat ............. • Forsoning & tilgivelse . ................................................... • Kulturmøde . .......................................................................

55 56 57 58 59 59 65 65

Hvorfor studiekreds? ................................................................ Praktisk organisering . ............................................................. Den evige Spielverderber ........................................................ Studiekreds om døden . ............................................................ Forslag til annoncering af studiekredsen ........................ Tema I: Den enkelte og fællesskabet .................................. Tema II: Kærlighed eller værdighed ved livets afslutning? . .................................................................... Tema III: Det gode liv og den uundgåelige død ..............

67 68 68 69 69 70

Spørgeskema . ............................................................................... 86 Korset som kærlighedens mærke . ...................................... 96

Hvad kan du gøre for os, præst? . ......................................... 98 I gamle dage var der rigtige præster til . .......................... 99 At være en god nok præst ..................................................... 101 Mit liv som Paulus . ................................................................... 102 Pastoral damage-control . ..................................................... 103

5. Studiekreds .................................................. 67

76 81

6. Konfirmandforældreaften ............................... 85

7. I lyst og nød og nød og nød .......................... 97


Forord Som præst har jeg altid haft en faible for det folkelige. Ikke i betydningen ’mågestel og morgenbajer’, men i forhold til de muligheder for samvær og samtale, der ligger gemt i mødet med mennesker i sognet, hvad enten det er på sportspladsen til Sankt Hans eller i sognegården til studiekreds. Ånd er et nøgleord i begge sammenhænge. Ånd er knyttet til sproget; vi kan tale verden større med det, vi siger og de ord, vi bruger. Og det er netop den opgave, vi efter min mening har, når vi som præster bliver bedt om at møde op i folkelige sammenhænge uden kjole og krave. Som bekendt skal man hverken overvurdere folks viden eller undervurdere deres intelligens. Denne bog er et forsøg på at tage den udfordring op.

Der er mange store spørgsmål, der presser sig på i Den Danske Folkekirke lige nu, ikke mindst spørgsmålet om forholdet mellem kirke og stat. Også af hensyn til det folkelige er der grund til at håbe på, at båndet mellem stat og kirke ikke bliver revet fuldstændig over. For i vores kirkelige tradition overvintrer ikke kun et sprog, der er ånd og liv i, men også en forståelse af livet, som et liv i fællesskaber. Ikke kun med dem der er og vil komme, men også med dem, der var. Og med forståelsen af frihed, er der tale om en frihed til at binde sig, polemisk vendt

7


mod individualistisk behovsopfyldelse. Der er tale om kerneværdier, som må afspejles, ikke kun i den kirkelige forkyndelse, men også i de folkelige taler og fortællinger. ”Menneske i alt at være og, skønt støv, i ånden stærk” (HS 181, v.8). Det er forbilledet for ethvert menneske, præst eller ej. Og det kan stå som en overskrift for det følgende, for det er netop skrevet i den ånd. Jeg vil gerne takke Religionspædagogisk Forlag og ikke mindst redaktør Charlotte Ekstrand for åndfuld sparring og frugtbart engagement i processen. Bogen tilegnes min præstefar Niels T. Christensen i taknemmelighed. Lena Kjems Vejlby 2012


1. ”Som præst og menighed” Hvedebrødsdage At være nyordineret præst i et sogn og i en menighed, som har kaldet én, er lidt ligesom at være nyforelsket. Man vil hente himlen ned på jorden til den anden. Der er ingen grænser for velviljen og alt kan lade sig gøre. Man ofrer sig gerne for den udvalgte, ikke fordi man skal, men fordi man ikke kan lade være. Man soler sig i medgang og bader sig i velvilje. Hvordan har man kunnet leve uden hinanden al den tid? Og selv der hvor man ikke fik den, man elskede, men måtte elske den man så omsider fik, hører man ofte efterfølgende en taknemmelighed over, at man endte med at få hinanden. Også nye præster holder hvedebrødsdage, omverdenen vies ikke megen opmærksomhed, fokus ligger inden for sognets grænser.

Hverdagen Efter et stykke tid bliver det hverdag og så kommer det lange træk i sognet. Jeg skriver med vilje ikke det lange, seje træk, for denne lille bog er vokset ud af en dyb kærlighed til præstegerningen og alle de vidunderligt mangfoldige udfordringer, der møder én som præst. Måske du allerede blokerer her og

9


tænker, at jeg er i fuld gang med enten massivt at fortrænge alt det ved embedet, der kradser, eller også at jeg er jubeloptimist af natur. Ingen af delene er tilfældet. Derfor prøver jeg i det afsluttende kapitel, som den anfægtede evt. kan begynde med at læse, at behandle nogle af de helt legitime spørgsmål, som den trætte og modløse præst må stille, ansigt til ansigt med påstanden om, at præstejobbet er verdens bedste. Antydningsvis kan det siges, at det på en gang er præsteembedets velsignelse og forbandelse, at der ikke er nogen grænser for, hvad man kan, skal og bør, og at det i udstrakt grad er op til én selv at trække grænsen. Der er naturligvis embedspligterne, ’skal-tingene’ som ikke står til diskussion og som fremgår af præsteløftet, om end dette løfte er noget arkaisk og elastisk formuleret. Der er i essensen tale om søndagens gudstjeneste, vielse og begravelser, konfirmander, plejehjem og husbesøg. Dertil kommer i en lind strøm de nye tiltag, som er ’kan-ting’: spaghettigudstjenester, pilgrimsvandringer og babysalmesang, f.eks. Det er mit indtryk at disse kirkeligt funderede ’kan-ting’ meget hurtigt er gået fra at være et tilbud i nogle sogne til at blive et krav i mange andre. Altså at der er en forventning om, at det er ting, man faktisk gør. Ikke sjældent, tror jeg, med reference til, at de andre gør det. Det er derfor helt afgørende at vi som præster til stadighed reflekterer over, hvad vi stiller op til, hvad vi stiller op med og hvad vi stiller op for. Og der skal også være plads til det folkelige engagement. Det er denne bogs påstand. Nu kan begrebet folkelighed i det 21. århundrede fortjene en hel bog for sig selv. Her vil jeg simpelthen bruge ’folkeligt’ som en paraplybetegnelse for de relationer, vi som mennesker også henter identitet i. Og ikke mindst som en betegnelse for de sammenhænge, hvor vi som præster mødes med mennesker, der er fulde af forventninger til os, og det vi har at byde på.

10


Præst uden kjole Jeg har i en årrække været praktikpræst og har blandt andet i den forbindelse gjort den erfaring, at man som nyordineret hurtigt kommer til at føle sig hjemme i kjolen og til at hvile i liturgi og ritualer, uanset kirkelig baggrund eller mangel på samme. På samme måde som der efterhånden, ikke mindst via digitale konventer, foreligger mange inspirerende forlæg til andre gudstjenesteformer end højmessen og meget undervisningsmateriale for minikonfirmander og konfirmander. Anderledes udfordrende kan det føles at skulle honorere de mere diffuse folkelige forventninger, der kan være til én, hvad enten det er som lejlighedstaler, som foredragsholder eller hvad præsten i øvrigt efterspørges til. Jeg husker selv bemærkningen ”Det må gerne være festligt, folkeligt og fornøjeligt” som en, der kunne udløse øjeblikkelig præstationsangst, hvis ugen i forvejen var ved at sande til i embedspligter. Denne solidariske erindring lagt sammen med min senere erfaring af, at det ikke desto mindre i den grad lønner sig for præsten at gå ind i de mere folkelige sammenhænge, er selve motivationen bag denne bog.

Præst er en relationsbetegnelse Igen kan det, ligesom påstanden om at det er verdens bedste job, opfattes som provokerende, at jeg tilsyneladende hævder, at jo mere arbejde, jo større arbejdsglæde. Den påstand må selvfølgelig kvalificeres, så det ikke kun er at forstå som en påstand om, at jo mere arbejde, jo bedre. Filosoffen Martin Buber hævder: Alt virkeligt liv er møde. Ordene rummer en eksistentiel meget vigtig sandhed: At livet er et mellemværende og at det er i mødet med de andre, jeg selv bliver til som menneske – og som præst, vil jeg tilføje. I den forstand er præst en relationsbetegnelse, og det har Grundtvig rig sans for, når han f.eks. i en kærlighedserklæring til sin hustru i ”Hvad er det

11


min Marie” [HS 438] sammenligner deres kærlighed og samhørighed med den, der er mellem præst og menighed. Men her har sekularisering og i det hele taget modernitet og dermed individets frigørelse, unægtelig kilet sig ind mellem Grundtvig og os. Digtet er et nostalgisk tilbageblik og på ingen måde sociologisk virkelighed i dag. Individualismen har sejret ad helvede til. Mennesker i dag tænker på godt og ondt sig selv som individer og fællesskaber som tilvalg, den enkelte gør efter lyst og behov. Den tanke er ikke fuldstændig fremmed for kristendommen, i den forstand at individet anerkendes i form af tanken om ’hin enkelte’ f.eks. Men her er netop tale om en uddifferentiering fra et fællesskab, som i øvrigt ikke er et sociologisk afgrænset fællesskab, al den stund der er tale om ’Helligåndens samfund’. Under alle omstændigheder gælder det, at mange af os har alt for få at være menighed sammen med, og til søndagsgudstjenesten møder vi kun en forsvindende lille del af sognet. Dermed være ikke sagt, at vi ikke godt kan føle os knyttet sammen med dem der er, selv i det 21. århundrede. Hvis Herren selv kan være til stede og mødes med os, der hvor to og tre er forsamlet i hans navn – og det har han lovet! – så kan vi selvfølgelig også mødes som præst og menighed uden smålig skelen til deltagerantal. Men samtidig, hævder jeg altså i nærværende sammenhæng, der omhandler ’kan-delen’ med vægten på det folkelige, må vi som præster møde op, der hvor mennesker mødes. Jo flere møder med mennesker i forskellige sammenhænge, jo større glæde i kaldet. Ligesom livet er et mellemværende er forkyndelse ikke kun det, der siges, men også det der høres, hvad enten man så hører det i kirken eller udendørs i en Sankt Hans tale i sportsanlægget, og hvad enten Gud er med på banen eller ej. Når det er sagt, mener jeg nu også, at vi som præster kan og bør gå helhjertet ind i det folkelige, alene for menneskelivets skyld. Vores eget inklusive. Menneske først og kristen så, som den gamle sagde. Her som altid gælder det i øvrigt

12


om, at man som taler, med en formulering af Jakob Knudsen, ikke ”Træder ordstier om hjertet”. Omveje om hjertet kan man lave på mange måder, ved ironisering, distancering, rationalisering og hvad vi ellers i mangel af bedre kan stille op med af hjerteløse betragtningsmåder. Men den, som taler fra hjertet og med det, som hjertet er fuldt af, vil vinde gehør for sin sag, i kirke såvel som i sportsanlæg. Det er i sagens natur ikke noget, jeg kan bevise, det er en erfaring jeg har gjort igen og igen. Man skal tale om det, der tænder én selv, ikke det man tror, de andre vil høre.

Brugsbog med refleksioner Der er tale om en brugsbog, udsprunget af egen praksis og afprøvet af kolleger rundt omkring i landet. At indholdet virker, er derfor en erfaringsbaseret påstand, fremfor at være en slags garanteret laveste fællesnævner for så mange sogne som muligt. Metodisk er det vigtigt at understrege, idet der ikke findes nogen facitliste, hverken for præsteidentitet eller for form og indhold af det, præsten kan og skal byde på i folkelige sammenhænge. Derfor er det vigtigt, at enhver præst aflæser sit eget landskab, mentalt og geografisk, og justerer på baggrund af personlighed og sogn. Det var min oprindelige intention at vægte ’don’t tell it, show it!’ formen. Men i processen er det gået op for mig, at ganske uden refleksion går det ikke. Der er mange fine ting at sige om vidensdelingsamfundets copy paste muligheder for den fortravlede præst. Men ’hands-on’ materialer bør inspirere, ikke erstatte ens egne livtag med arbejdet. At være præst er og bliver en hjertesag. Teori og praksis befrugter jo også her som altid hinanden, men ofte er det sådan, at behovet for refleksion vokser ud af praksis, snarere end omvendt.

13


Præster er forskellige Udover den enkelte præsts personlighed og typen af sogn, er der naturligvis også forskel på præsters teologiske ståsted. Hertil er der at sige, at denne bog handler om kristendom, ikke teologi. Ikke at de to ting udelukker hinanden, tværtimod, men i mødet med mennesker i hverdag og fest er idealet for nærværende ’at tale jævnt om det høje’ for nu at sige det på grundtvigsk. Den kommunikative og formidlingsmæssige udfordring er folkeligt set den samme, hvad enten ens dogmatik bygger på den objektive eller subjektive forsoningslære. Der vil givetvis være dem, der mener, at der er for lidt tale om Gud i denne bog af en præst til præster. Men jeg tilhører den – uddøende? – race af grundtvigske præster, der mener, at kristen forkyndelse nok så meget består i at tale om menneskelivet, opklaret og forklaret gennem evangeliets tale. Hver ting til sin tid.


2. Folkelige lejlighedstaler Jeg-form Mine lejlighedstaler er skrevet i jeg-form, og det fortjener en indledende bemærkning. Det er en form mange præster vægrer sig ved at bruge, fordi man kan frygte, at det så bliver for privat. Men der er forskel på det private og det personlige. Det private er det, der ikke kommer andre ved, det personlige derimod er det som, skønt skrevet i jeg-form, repræsenterer det alment menneskelige. Som form er den personlige tilgang suveræn. Intet skaber lydhørhed som en fortælling eller tale i jeg-form. Det har dels at gøre med, at vi mennesker fascineres af fortællinger ’fra det virkelige liv’, dels at fortællingen simpelthen får mere autenticitet der, hvor fortælleren tør træde i karakter i stedet for at gemme sig bag en mere uforpligtende 3. person. Enhver dreven historiefortæller ved i øvrigt, at man ikke skal lade sandheden stå i vejen for den gode historie. Der er nogle mennesker, herunder også præster, der har svært ved at forlige sig med den form for løgn, og så skal man selvfølgelig lade være med at tage livtag med genren. Igen, man skal aldrig gøre vold på sig selv, heller ikke som præst. Omvendt skal man også passe på ikke at gøre sin egen tryghedszone for stor ved at skjule sig bag teologiske forbehold og angiveligt personlige begrænsninger. Mod er en stor dyd, også for præster. Og det er

15


en erfaring, som præster og i øvrigt alle andre mennesker gør, at der hvor man giver slip, der hvor man tør give køb på sine forbehold og ængstelse for, om nu de andre siger som drengen i eventyret: ”Men han har jo ikke noget på”, ja, først der er der virkelig hul igennem. Men for dem af os – og vi er vist overrepræsenterede i præstestanden – der gerne vil være så perfekte og uangribelige som muligt, kan det være meget angstfremkaldende at skulle fremstå i al ens menneskelige sårbarhed. Det gælder i øvrigt ikke kun i forhold til at tage sit ’jeg’ på sig. Men også i forhold til at tale uden manuskript. Det vil jeg vende tilbage til senere.

Sankt Hans talen som genre I vores familie har vi en talemåde, der lyder: ’Det er ren Sankt Hans.’ Den bruger vi, når der er noget, vi gruer for. Jeg forstår derfor også den kollega, der direkte adspurgt på spørgsmålet: Hvad siger man til Sankt Hans? svarede: Man siger nej! Hvad er det der gør, at tjansen som taler ved Sankt Hans ikke er noget, man ser frem til? Først og fremmest er man jo oppe mod det umulige: Det danske sommervejr, børnenes lyse latter og leg, mennesker der møder hinanden og lige skal snakke af, fadøl og grillpølser. Det er dejligt, og skam få den der tænker ilde derom, men det er som bekendt sin sag for taleren at få ørenlyd. Den anden forhindring ligger i, at der er tale om en lidt underlig klon: Der er tale om en midsommerfest, som er klædt kristeligt på ved at være en fest for Johannes Døberen. Der er dog to temaer, man aldrig går fejl i byen af, når man brænder hekse af og står og skråler med på ordene: ”Og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende.” Det er for det første kritik af selvtilstrækkelige fællesskaber, trangen til at pege syndebukke ud, og i det hele taget tendensen til at tænke udenfor/indenfor. For det andet er det ilden som tema, hvilket nedenstående tale er et eksempel på.

16


En Sankt Hans tale Engang skulle vi have en italiener på besøg derhjemme. Vi gjorde som de fleste danskere, der forbereder gæstebud. Vi tændte mange stearinlys. Det hygger så dejligt året rundt i det kolde Nord. Men da italieneren kom ind i vores stue, så han meget chokeret ud og udbrød deltagende: ”Det gør mig ondt.” Ondt, tænkte vi, det var da noget mærkeligt noget at sige, og hvad svarer man på det? Han så vores forvirrede udtryk og forklarede så undskyldende, at hvor han kommer fra i Italien, der tænder man kun levende lys i hjemmet, når nogen er død. Det var egentlig velgørende for os at blive mindet om, at udover at være et udtryk for normaldansk hygge i hverdag og fest, er ilden også et kraftfuldt symbol på både liv og død. Livets flamme både tændes og slukkes. Skabelse og tilintetgørelse er to sider af samme sag, hvilket mange af os allerede lærte som børn ved at se på vores forældres reaktion, når de fandt ud af, at vi havde leget med tændstikker. Ilden er også et symbol på noget andet kraftfuldt, nemlig på lidenskab. Og det er lidenskab, jeg vil fokusere på her i aften på årets længste dag, hvor vi som traditionen foreskriver atter er forsamlet omkring bålet, der bærer navn efter et af de mest lidenskabelige mennesker, verden har kendt til, nemlig Johannes Døberen. Så opslugt var han af sit anliggende, at han ifølge Bibelen gik klædt i kamelhår, med et reb om livet og levede af vilde græshopper og honning. Måske er det derfor Johannes, udover at have lagt navn til i aften, også har lagt navn til Danmarks største sindssygehospital, Sct. Hans. Ham vender vi tilbage til om lidt. I første omgang bliver vi herhjemme, for ild som lidenskab er jo også dybt indlejret i vores danske sprog. De lidt ældre iblandt jer vil kunne huske, at man før i tiden brugte udtrykket ’At brænde varm på’, når man blev forelsket i en. Og mødte man sin eks. kaldte man ham ’en gammel flamme’. Måske har nogle af jer gået rundt og sunget med på det gamle John Mogensen nummer ”To mennesker på

17


en strand, to hjerter i brand”. Eller Kim Larsens ”Det går altid ud over flammen i hjertets indre lag, når de to der sku brænde sammen, de brænder hinanden af.” Også for lidenskab gælder det, at den rummer sammensmeltning og afbrænding. Lidenskaben kender både til glødende kærlighed og had, kun ligegyldigheden er den helt fremmed. ”Man skal tænde, før man kan brænde,” hedder svarende hertil en anden talemåde. Det gælder i kærlighed, ja, det gælder i alle livets forhold. I en forelskelsessyg kultur som vores, kan der være grund til at minde om dette, at lidenskab er så meget mere end forelskelse. Ikke at der er noget i vejen med forelskelse, men der er tale om en følelse, og som sådan noget der køles ned igen før eller siden. Lidenskab derimod er handling, det er en måde at møde og være i verden på. Alle kender vi heldigvis til ildsjæle, mennesker der er flammende optaget af noget, der er større end deres egen person. Noget der kan få nogle til at brænde deres lys i begge ender, så voldsomt engagerer de sig, fordi de ikke kan lade være: En lærer der går ekstra meget op i sit arbejde og ikke tæller minutter, en træner der bruger sin fritid i den lokale sportsforening, en besøgsven, en politisk aktiv – ja, det gælder enhver, der efter evne og mulighed bidrager til de fællesskaber vi lever i. Hvad var så Johannes Døberens bidrag til fællesskabet? Han havde fået en bunden opgave, han skulle bane vejen for kærligheden. Det var hans mission, og det gjorde han så, ikke med tomme ord og lunkne løfter, tværtimod er han en rigtig hyggedræber. Vi skal hoppe ud af vores tryghedszone, det er hans budskab! Ud i livets brændpunkter, for først derude hvor vi ganske glemmer os selv og vore egne forestillinger om lov og ret og egen skyldfrihed, først der hvor vi ikke mere står i vejen for os selv, kommer kærligheden os i møde. Lad os holde hinanden fast på, at vi må bevare gnisten nu, hvor året allerede vender igen og de mørke dage truer forude, og driver os inden døre. Har vi ikke allerede en hjertesag, vi brænder for, så lad os skynde os at finde en. Det er ikke nok at

18


have noget at leve af, vi har brug for noget at leve for. Og det har vi allerede. Vi hænger heldigvis på hinanden på godt og ondt, og derfor er der al mulig grund til at mødes og tænde glædesblus, som vi har gjort her i aften, ikke for at brænde hinanden eller nogen andre af, men for i fællesskab at holde os mørket, kulden, hadet og ligegyldigheden fra livet.

Grundlovstalen som genre Grundlovstaler har fremtiden for sig. Det er selvfølgelig en påstand, men når man betænker, hvor meget 4. juli fylder i amerikanernes bevidsthed og hvor meget vi danskere, hvad enten vi bryder os om tanken eller ej, er under påvirkning fra USA, kan man forestille sig, at grundlovsdag vil komme til at fylde mere i fremtiden. Også fordi det er en ikke-religiøs (halv) fridag og dermed skabt til at være nationaldag i flerkulturelle samfund. De temaer der naturligt byder sig til for grundlovstalen er: Demokrati og folkestyre, frihed og borgerrettigheder. Som præster og dermed som formidlere af den kristne tradition og historie har vi mange kilder at øse af. Aktuelt har jeg valgt indirekte at lade Paulus’ ord om at ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt” stå som et implicit kritisk korrektiv til demokratiet, dér hvor det udarter til rettighedstyranni. ”Kirken er i verden, men ikke af verden” er en anden bibelsk oneliner, som er god at holde sig for øje, der hvor man som præst og menneske på en gang er en del af samfundet, og samtidig bærer et budskab med sig, som rækker ud over samfundet. Er der højskole eller efterskole i sognet, er der stor sandsynlighed for, at man som præst på et tidspunkt bliver bedt om at holde årets grundlovstale.

En grundlovstale Da jeg blev student for snart 30 år siden ville jeg på dannelsesrejse eller, som det mindre poetisk hedder nu om dage,

19


tage et fjumreår. Sammen med en veninde forberedte vi os, bl.a. ved med stolthed at sy et dannebrogsflag fast på vores rygsække. Det flag kom til at give bonus hen ad vejen: I Grækenland fik vi positiv opmærksomhed på grund af slægtskabet med den elskede eksdronning Anne-Marie. I Tyrkiet, særlig i de østlige kurdiske egne, havde næsten hver landsby repræsentanter i Danmark, som bogstaveligt talt holdt liv i landsbyerne med de penge, de sendte hjem. De kvitterede med en gæstfrihed, hvis lige jeg aldrig siden har mødt. I Israel blev vi modtaget med taknemmelighed på grund af danskernes hjælp til jøderne under 2. Verdenskrig. Også palæstinenserne var os venligt stemt, idet de følte, at danskerne også støttede dem i deres kamp for et land. Senere bosatte jeg mig med min familie i USA nogle år, og igen var det skønt at være dansker. Mange gange fik jeg lov til at fortælle om H.C. Andersens land. Om hvorfor jeg elsker det, højskolebevægelsen med sangbogen, det objektivt smukkeste flag i verden, det sociale sikkerhedsnet der gør, at vel er det sjovest at være rig i USA, men det er til hver en tid at foretrække at være fattig i Danmark. Grundtvigs vision om ”at få har for meget og færre for lidt” er ikke blot tomme ord, selvom vi nok er kommet til at tage velfærden for givet i vore dage. Så springer vi et par årtier frem til London i 2006. Vores familie er på ferie, det er lige efter de famøse Muhammed tegninger, og vi bor i et overvejende pakistansk kvarter. Vi provianterer hos den lokale købmand, som interesseret spørger mig, hvor jeg kommer fra? ”Sverige”, hører jeg mig selv svare. Bagefter tænker jeg beskæmmet, hvad der dog er sket med verden og hvad der er sket med mig de mellemliggende år, at jeg ikke længere vedgår arv og gæld til mit fædreland? Hvorfor skammer jeg mig tilsyneladende over at være dansk? Måske på grund af Muhammed tegningerne? Jeg går fuldt ud ind for frihed i tale og tanke, og dog hører jeg til dem, der ikke synes, disse tegninger var den mest konstruktive måde at teste ytringsfriheden på.

20


I forhold til det med danskheden er der sket et uskyldstab for os alle. Verden brænder ikke længere kun uden for nationens vugge, vi er i krig, vi modtager indvandrere og flygtninge og har dermed fået spørgsmålet om kulturforskelle tæt på. At dømme ud fra debatten i det offentlige rum, er der to veje at gå: Man kan istemme det globale kor, der løsrevet fra enhver folkelig jordbundethed plæderer for multikultur, globalisering, tolerance og menneskerettigheder på tværs af etniske og nationale forskelle. Eller man kan tilslutte sig negative fællesskaber, fællesskaber der definerer danskhed på en måde, så det pr. definition udelukker nydanskere. Begge disse grupperinger gør sig opgaven for nem. Især er det et problem, når de multikulturelle ser individet som løsrevet fra enhver form for fællesskab og egne kulturelle og religiøse rødder. Det er jo individets infantile privilegium, hverken at bære med på ansvaret for fortiden eller at føle sig forpligtet på kommende slægtled. Men de eksklusive danskere monopoliserer på den anden side danskheden på en måde, som mange af os som er gammeldanskere, ikke kan eller vil identificere os med. Vi der med Grundtvig mener, at ”til et folk de høre, som sig selv der regne til.” På denne grundlovsdag vil jeg driste mig til at stille et spørgsmål, uden selv at have medbragt facitlisten hjemmefra: Er det muligt på en gang at anerkende kulturel mangfoldighed og dog have mod til at fastholde, at nogle værdier, herunder kulturkristne, har vist sig mere livskraftige og fællesskabsfremmende end andre og som sådan særligt bevaringsværdige? F.eks. værdien ’frihed’ som kulturkristen værdi. Heller ikke her er der i argumentationen nogen vej uden om Grundtvig. Hvor oplysningsidealet om frihed i høj grad er et spørgsmål om negative frihedsrettigheder, frihed fra noget, så betoner Grundtvig friheden som en frihed til: ”Kæden af kærminder man sagtens prise tør: jo stærkere den binder, des friere den gør” (HS 88, v. 4). Frihed til at binde sig! Det må klinge

21


mærkeligt i et samfund som vores, hvor bevisbyrden efterhånden hviler på den. Den tager udgangspunkt i fællesskabet i stedet for i individet. Men ikke desto mindre har det herhjemme udmøntet sig positivt i højskolebevægelsen og det foreningsliv, som har været så karakteristisk for vores samfund. Begge dele skranter, og det er en stor skam, for en bedre indgang til det danske samfund findes næppe. Alle nydanskere, ja alle danskere, burde få tilbudt et højskoleophold, så de herigennem kan prøve at leve de værdier ud i livet, som mange af os er så glade for, og dog har svært ved at sætte ord på. Og så skal vi selvfølgelig ikke kun se bagud og holde fast ved traditionerne for traditionens skyld. Vi har for længst taget andre madkulturer til os, så det er vel ikke utænkeligt, at vi også på andre områder har noget at lære af andre kulturer, f.eks. hvad angår omsorgen for syge og gamle? Det er ikke multikulturalisme, det er kulturbefrugtning til fælles glæde og gavn. ’Mangfolkelighed’, som der så fint står på et skilt ved Århus Musikskole. Tidligere hed den Folkemusikskole, men i forlængelse af tidsånden nu kun musikskole. Ligesom folkehøjskolesangbogen er reduceret til højskolesangbog. Men lad os ikke slå ud af det, vi som i dag er kommet sammen for at fejre den lov, der skal tjene til individets beskyttelse og fællesskabets bedste i det land, som er vores. Lad os her og nu glæde os over, at vi stadig har et fædreland og et modersmål.

Høsttalen som genre Selv i vores efterindustrialiserede landbrug holdes der stadig høstfester rundt omkring. I den forbindelse efterspørges ofte en høsttale. Høsttalen her er blevet holdt i forskellige sogne rundt omkring i landet og har været trykt i kirkebladet. Det kan altså fint lade sig gøre at holde den, der hvor man er i tidnød. Men tanken er også, at man i stille perioder får lyst og inspiration til at bruge talen som en skabelon for ens egne

22


barndomserindringer om høsten, med de biografiske og geografiske ændringer, der må korrigeres i så tilfælde. Kan være man selv er vokset op på stenbroen, men så begynder man bare dér. Høst er jo mere og andet end helt bogstaveligt at samle til lade. Hvad enten man får sin mad fra marken eller køledisken er høstens tema fremfor alt taknemmelighed over alle de gode gaver, der kommer oven ned.

En høsttale Vores søn på 8 år kom glædesstrålende hjem fra skole en dag og råbte: Mor, mor, jeg har lært en ny sang i skolen i dag, den hedder: Marken er for meget! Da gik det i al sin gru op for mig, at han, som er født og opvokset i byen, ikke aner hvad det vil sige, at marken er mejet. Og videre forhør afslørede, at han heller ikke havde idé skabt om, hvad et neg er. Så måtte jeg naturligvis fortælle, om dengang jeg var barn langt ude på landet i hjertet af det Himmerland, som Johannes V. Jensen beskriver så levende i sine Himmerlandshistorier. Det var et samfund så lille, at folk selv meldte sig til hos købmanden, når der var sølvbryllup eller andre fester under opsejling. Man vidste selv, om man skulle med eller ej. Mine lærerforældre var 1. generationsindvandrere, min far havde skæg, min mor fletninger, og derved skilte de sig voldsomt ud fra det øvrige lokalsamfund. Når man dertil lægger, at mine tre små brødre havde Prins Valiant hår, kan man nok forestille sig, at vi faldt udenfor. Heldigvis var der nogle, der var mere anderledes end os i det lille samfund. Det var københavnerne, de tilflyttere der kom til Nordjylland i begyndelsen af 70’erne, da verden gik af lave. De boede i kollektiv og gav anledning til megen god sladder i lokalsamfundet. De var spændende, sådan lidt eksotiske og jeg kom der gerne. Men trygheden, den som barnet altid søger, den fik jeg hos de gamle rundt omkring på gårdene. Vi børn blev sådan set ikke leget med,

23


men vi måtte være der, bare være der og det var alt nok. Oh fryd! At sidde på et velpolstret kvindeskød og spise æggesnaps, fede gule blommer med masser af sukker. Når jeg fortæller om det til mine børn, siger de bestyrtede: ”Jamen mor, du kunne jo have fået salmonella!” Ja, stakkels børn, som i vore sygdomsangste dage ikke engang får lov at slikke dejskålen. Allerede som barn var efteråret noget særligt for mig. Der var brombær og nøddehegn, køligblå septemberhimmel, kastanjer og de rødbrune blade på træerne, lige før vinden tager ved dem, og de igen optages i naturens kredsløb. Og skovrideræblerne, blodrøde udenpå og kridhvide indeni, smagen var uforlignelig. Og jeg forestillede mig, når vi børn var på æblerov i plantagen, hvor træerne stod, at det lige præcis må have været sådan et fristende æble, Snehvides onde stedmoder forsøgte at forgifte hende med. Men det var især den årlige høst og høstfesten, der står som indbegrebet af tryghed og glæde. Vi børn sad i skoleværelset og skrev møjsommeligt indbydelserne til høstfesten i hånden, og tegnede gule neg med røde bånd på. Det vil sige, de af os der var der, for når der skulle hakkes roer i foråret eller høstes i efteråret, så halveredes elevtallet på skolen, til min fars store fortrydelse. Men der var han oppe mod stærkere kræfter. Børnene skulle hjælpe til derhjemme, punktum. Og jeg fik da også lov at være med til at høste, når vi havde fri. Der blev arbejdet, store og små, unge og gamle, der var ikke ret meget forlystelsespark over det, men følelsen om aftenen, når man sad oven på dagens sidste læs, var ubetalelig. De voksne var glade og næsten overstadige af træthed. Når så omsider det sidste læs var kommet i lade, sluttede høsten altid med et gilde og en dans i skolens gymnastiksal, som var pyntet med neg og med årets frugter tillige med dannebrog, som hang ned fra ribberne. Fru Larsen kom i god tid til høstfesten og kogte kaffen i en 12 liters gryde, hvorefter hun hældte den op på en kæmpe Madam Blå. Jeg kan stadig genkalde mig duften af den kaffe i mine næsebor.

24


Fru Larsen var også min dagplejemor, og jeg blev meget pikeret, engang mine forældre antydede, at hun faktisk fik penge for at passe mig. Når så klokken blev 19.30, strømmede børnene til høstfest, ikke kun med mor og far og søskende, men også bedsteforældre, tanter, onkler og hvem der nu ellers var. Og der var ikke så få fætter-kusine ægteskaber, så der var lidt familiefest over det. Alle var klædt fint på, men lugten af stald hang nu lidt ved folk. Først skulle vi elever underholde med sang, dans og sketches. Bagefter var der så kaffe til medbragt brød. Når det medbragte brød var skyllet ned med den kogte kaffe, gik dansen lystigt. Det var Rebildspillemændene, der spillede op til Rheinländer polka, Totur fra Vejle og hvad de alt hedder, de gamle folkedanse. Kvinderne bød gerne hinanden op, og så sad mændene og snakkede klog snak nede i et hjørne. Omkring midnat sluttede festen med, at vi stod i en rundkreds med hinanden i hånden og sang: ”Altid frejdig når du går”. Vores børn har, ligesom de fleste børn i dag, alt, hvad hjertet begærer. Undtagen føling med høsten, hvilket skyldes, at landbruget siden min barndom på godt og ondt er blevet gennemindustrialiseret. Når jeg fortæller vores børn, at det hørte til min barndoms større oplevelser at se kyllingerne blive slagtet og især det splitsekund, hvor de kunne løbe uden hoved, så er de ved at dø af forargelse og melde mig til Dyrenes Værn med tilbagevirkende kraft. I dag kan man ved hjælp af vækstfremmere og anden tilsætning til maden gøre en kylling grydeklar på tre uger. Ja, bliver kyllingen tre dage ældre, knækker dens ben under vægten. Så kan man spørge sig selv, hvad der er værst? I kirken nu om stunder forsøger vi at holde høsten i hævd for unge og gamle. Til høstgudstjenesten pynter vi op med neg, og måske medbringer børnene af årets høst fra køleskabet. Vi taler om maden, om hvor godt det er, at vi har mad nok, og om at vi skal sige tak. Måske hører vi skabelsesberetningen og taler om, hvad der blev skabt de forskellige dage. Hvor mange frugter med kerne kan vi finde frem til? Æbler, appelsiner,

25


citroner – og rugbrød, tilføjer en lille dreng. Ja, det er så ikke en frugt, men det er helt rigtigt, at vor tids rugbrød er spækket med kerner. Og vi snakker om, hvordan man mon maler korn? Med en malerpensel, lyder det højt i kor. Ved fortsat at holde høstgudstjeneste og høstfest håber jeg, at børnene derigennem får lidt af den gode oplevelse med, som jeg selv har med høsten, for også for børn i det 21. århundrede er ritualer og fester med til at give tryghed og glæde.

Adventstalen som genre I adventstalen gælder det om, i modsætning til snart sagt alt andet i dagens samfund, ikke at tage julen på forskud. Her må dvæles i forventningens og forberedelsens stille glæde. Og her er det i den grad på sin plads at minde om, at denne foregribende glæde knytter sig, ikke til juletræet og gaverne, men til barnet i krybben. I en tid hvor julearrangementer begynder i midten af november med uendelige mængder af dårlig færdiggløgg og fryseæbleskiver, kan man nå at blive mæt i enhver forstand, før halvdelen af adventssøndagene er gået. Det er mit indtryk, at en adventstale i dag ofte holdes i en sammenhæng, hvor der er Luciaoptog. I så fald er ’lyset’ et oplagt tema. Adventstiden giver os mulighed for foregribende at se det gamle i et nyt lys. Nærværende adventstale tematiserer dog de rituelle forberedelser, udover forventningens glæde og længslen efter lyset, gentagelsen. I en tid, hvor alting partout skal være så originalt, kan der være grund til at henlede opmærksomheden på den oversete skønhed, der ligger i gentagelsen. Her har vi noget at øse af, rodfæstede som vi er, også i kirkeårets cykliske gang.

En adventstale De fleste familier har helt særlige traditioner i adventstiden. Næsten alle har kalenderlys og adventskranse, omend farven

26


på kransebåndene i nogle familier er årsag til megen strid, for hvad er nu mest rigtigt: Lilla eller røde bånd? Det spørgsmål og så uenighed om, hvorvidt der skal flag på juletræet, kan i den grad sætte gemytterne i kog. Jeg taler af bitter personlig erfaring her, idet min mand helt fejlagtigt insisterer på lilla bånd og i øvrigt også på, at alle de nordiske landes flag skal være repræsenteret på træet. Han har glemt hvorfor, og mon ikke vi alle sammen har det sådan med traditioner, at der er minder knyttet til dem, minder der er lagret helt inde i hjertets kryberum fremfor i fornuftens faktaboks? Som mange andre familier i dag har vi også derhjemme en lille julekrybbe. Det er en af de traditioner, vi i fællesskab har indført, så her er der ingen diskussion. Hvert år på 1. søndag i advent bliver julekrybben fundet frem, og under stor højtidelighed bliver indholdet pakket ud. Der er det, der skal være i sådan en krybbe, og de enkelte figurer bliver omhyggeligt stillet op i nævnte rækkefølge: Først lidt halm, så dyrene, en ko og et æsel, så de tre vise mænd, så hyrderne, så englene, så Maria og Josef. Og til sidst oprinder endelig øjeblikket, hvor det lille Jesusbarn under stor andagt bliver lagt i krybben. Vi hører musik imens, et gammelt slidt kassettebånd med jazzsangerinden Ella Fitzgerald, som giver sin swingende fortolkning af de mest elskede engelske Christmas Carols. Så længe det varer, for det går altid i båndsalat, det hører ligesom med til traditionen. Som vi nu gik der et år og nynnede med, mens vi pakkede de forskellige figurer ud, lød der et skrig. ”Jesus mangler,” råbte et af børnene. Stor opstandelse. Febrilsk eftersøgning i kroge og afkroge. Forsøg på rekonstruktion og fordeling af skyld. Lige lidt hjalp det. Jesusbarnet var som sunket i jorden. For at prøve at løfte den blegnende adventsstemning fandt den yngste blandt sine legesager en lille blå smølf, endda en dykkersmølf med snorkel og svømmefødder, og den lagde han så i krybben. Den passede i størrelsen, om ikke andet. Men de

27


to store søskende protesterede, alt efter temperament. Storesøster sukkede: ”Det er så typisk for vores familie, at tingene bliver væk. Men ok, vi kan da bare købe en ny, værre er det vel ikke?” Men det gammelkloge midterbarn var ikke enig, og belærte sin storesøster om, at det, der er uerstatteligt, kan nu engang ikke erstattes. Midt i deres diskussion kom vores ateistiske nabo forbi. Han kiggede ned i krybben og sagde næsten helligt forarget: ”Den smølf ligner jo ikke engang Jesus!” Det gik slet ikke, så smølfen kom op igen. Hele den adventsmåned stod julekrybben tom. Som dagene gik, indstillede vi eftersøgningen, nu var der alligevel næsten et år til, vi skulle bruge Jesusbarnet igen. Men godt var det ikke. Især ikke for børnene, hvis gamle jul man som bekendt aldrig skal røre ved. Jeg forsøgte at forklare dem, at det måske var meget godt, at krybben var tom. Så kunne de bruge deres egen fantasi, og hvem ved også, hvordan Guds søn ser ud? Men børnenes tomme øjne afslørede, at den slags teologiske spidsfindigheder måtte jeg lige godt længere ud på landet med. De ville have et menneskebarn, om ikke af kød og blod, så dog af porcelæn, noget at hænge barnetroen op på. Det, de med deres egne øjne kunne se, var, at æslet, koen, hyrderne, de tre vise mænd, englene, Josef og Jomfru Maria, var forsamlet om – i første omgang noget meningsløst i form af smølfen, i anden omgang – det rene ingenting. Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod det, som er sjovt på den rent underholdende måde og det som ikke har dybere mening; det skal der også være plads til i et menneskeliv. Men det er der sandt for dyden så rigeligt rum for andre steder i dag. Vi skal blot tænde fjernsynet. Her kan man virkelig tale om at være forsamlet om ingenting. I adventstiden lader vi derimod højtiden holde indtog i vore novembervisne hjerter, for så vidt vi ikke står i vejen med vores egen husmorkuller og de andres ønskeseddeltyranni. Adventshøjtiden er knyttet, ikke til det meningsløse og uforpligtende, ikke til det rene ingenting, men

28


til den fortælling, der tager sin begyndelse med fødslen af det lille Jesusbarn i stalden i Betlehem. Uden Jesusbarnet, ingen jul. Og fortællingen om ham bærer både fortidens erindring og fremtidens håb med sig. Det er en fortælling, der på den ene side lever af gentagelsen, på den anden side kaster nyt lys over vore mellemværender med Gud og med hinanden. Jeg nævnte det med, at julens traditioner skal man ikke sådan lave om på. Men i løbet af året lever vi faktisk i en kultur, der lider af akut gentagelsesskræk. Vi skal være åh så originale. Det er hårdt arbejde at være et unikt individ i dag. Især i lyset af at vi mennesker dybest set har de samme længsler. Længsler som, for de fleste af os, knytter sig til håbet om at være elskede som dem, vi er, fremfor at være kendte for det, vi gør. At adventstiden er fuld af den mening og betydning, der ligger i fortællingen om, at barnet i krybben sætter os fri til at være til for hinanden. Vi behøver hverken at lade os nøje med ingenting, eller stille os tilfredse med smølfer. Erfarer vi Guds fravær og synes vi, at krybben stadig er smerteligt tom, alle gode ord til trods, så er det dog en erfaring, der er liv og håb i, fordi den samtidig udtrykker en længsel. En længsel efter livsfylde. Efter ånd, lys, sandhed og glæde. Efter at være del af en fortælling, der rækker ud over os selv. Hvad vores forsvundne Jesusbarn angår, fandt vi ham i øvrigt igen. Om sommeren da jeg en dag gik ned i kælderen for at hente noget i fryseren, lå han der på gulvet. Han var åbenbart faldet ud af kassen og havde forputtet sig under en kuffert i den mellemliggende tid. Stor var børnenes glæde ved gensynet og de glemmer aldrig den adventsmåned, hvor krybben var tom.

29


Lena Kjems

Foto: Ina Malchow Kihl-Plambek

Lena Kjems

Uden kjole og krave

Lena Kjems, født 1964 Sognepræst i Vejlby, Ph.D.

E

n stor del af præstens fremtoning i sognet foregår med embedsdragten på. Men mange og væsentlige opgaver varetages uden kjole og krave. Bogen rummer et reflekteret, kommenteret og konkret bud på, hvor­ dan nogle af de sammenhænge præsten møder sognet i, udenfor kirkerummet, kan udfolde sig. Den røde tråd er en stor kærlighed til de folkelige fællesskaber, og en sans for at være kirke dér, hvor folk går og står. Det er gen­ nemprøvede arrangementer, herlige erfaringer, faldgruber og overskud, der deles og overvejelser over, hvordan folk og kirke får glæde af hinanden. Bogen er tillige en gryde­ klar brugsbrug med taler og fortællinger, studiekredse, filmklub og et konfirmandarrangement. Alt sammen spundet ind i en opbyggelig - men ikke naiv - glæde over at besidde verdens bedste job.

en og krave Udkjole Præst til daglig En brugsbog med refleksion

Udover den enkelte præsts personlighed og typen af sogn, er der naturligvis også forskel på præsters teologiske ståsted. Hertil er der at sige, at denne bog handler om kristendom, ikke teologi. Ikke at de to ting udelukker hinanden, tværtimod, men i mødet med mennesker i hverdag og fest er idealet for nærværende ’at tale jævnt om det høje’ for nu at sige det på grundtvigsk. Den kommunikative og formidlingsmæssige udfordring er fol­ keligt set den samme, hvad enten ens dogmatik bygger på den objektive eller subjektive forsoningslære. Der vil givetvis være dem, der mener, at der er for lidt tale om Gud i denne bog af en præst til præster. Men jeg tilhører den – uddøende? – race af grundtvigske præster, der me­ ner, at kristen forkyndelse nok så meget består i at tale om men­ neskelivet, opklaret og forkla­ ret gennem evangeliets tale. Hver ting til sin tid.


Uden kjole og krave