Paulus’ Første og Andet Brev til Korintherne
‘Cause when love is gone, there’s always justice. And when justice is gone, there’s always force. And when force is gone, there’s always Mom. Hi Mom!
(Laurie Andersson: ”O Superman”)
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden; heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted.
(DDS 192,3)
Hvad har du, som du ikke har fået givet? (1 Kor 4,7)
Kærlighed
” Er kærlighed ikke bare et indholdstomt plusord?”
Sådan spurgte en lettere desillusioneret ung veninde for år tilbage. Når man ser sig omkring, ser hun ud til at have ret: Kærlighed er et indholdstomt plusord, al den stund, at ordet betydningsfyldes forskelligt af forskellige mennesker til forskellige tider, og for så vidt det er svært at finde arge modstandere af kærlighed. Mon ikke de fleste af os helhjertet kan synge med på ordene i Nannas 80’er hit: ”Jeg synger helst om kærlighed, for det er det bedste jeg ved”? Det er ikke en hvilken som helst kærlighed, der synges om her, det handler om den forestilling om kærlighed, som næsten har monopol i vores tid: Kærlighed som romantiske og varme følelser mellem to mennesker. I skrivende stund går et forelsket par forbi udenfor mit vindue. De stopper for at kysse hinanden og gør det så længe og inderligt, at min kynismeparathed helt forsvinder. Jeg er så henført over scenariet, at jeg ikke sanser at protestere, da manden bøjer sig ned og plukker en tulipan i mit blomsterbed. Den er ikke særlig pæn, den er halvt gul, halvt rød, sorten hedder vist “Fyrværkeri i Tivoli”, men min mand har haft løgene med hjem fra Holland som en gave for mange år siden, så den tulipan er måske nok grim,
men den har betydning i hans og min historie med hinanden. Nu kommer den til at indgå i en anden historie. Manden giver den til sin elskede, måske som et pant på et frieri meget langt ud i fremtiden? Bagefter falder jeg i staver og tænker videre på deres liv og på, om deres forelskelse vokser ind i en dybere og langtidsholdbar kærlighed, eller om de vokser fra hinanden, når forelskelsen ikke kildrer mere, så han holder op med at sige det med blomster, og hun holder op med at give sig selv og i stedet begynder at spørge: Hvad kan du gøre for mig?
Et af de mest sete realityprogrammer i disse år er ”Gift ved første blik”. Her matches to mennesker af eksperter, de bliver gift uden at have mødt hinanden før og skal så, efter et vist antal uger, tage stilling til, om de ønsker at forblive gift. Langt de fleste af deltagerne vælger at blive skilt. Historisk mange mennesker er i dag singler, og det skyldes nok også, at det er benhårdt og ofte dybt utaknemmeligt arbejde at bo sammen med et andet menneske 24/7. Egne varme følelser er ikke tilstrækkeligt solidt fundament at bygge samliv til døden på, flygtige og ustadige, som følelser er. Der er en grund til, at elskende i folkekirkens vielsesritual skal sige ja til at leve sammen ikke kun i lyst, men også i nød, ikke kun i medgang, men også i modgang, ikke kun ja til at elske, men også til at ære. Var man forelsket til evig tid, ville det være en smal sag, men det er man jo ikke. Skal man tro videnskaben, varer forelskelsesfasen mellem to og tolv måneder. Romantiker, i form af en længsel efter den eneste ene kan
man derimod være hele livet, heraf nok vendingen ”uforbederlig romantiker”.
Korsformet kærlighed
Hvad har kærlighed i tosomhed og Paulus’ breve til Korintherne med hinanden at gøre? Ikke ret meget. Nok handler begge dele om kærlighed, men der er meget lidt overlap, når det kommer til at betydningsfylde kærligheden. I Korintherbrevene folder Paulus kærligheden ud som andet end en i bedste fald romantisk forestilling, i værste fald et indholdstomt plusord. Med et billede af digteren Søren Ulrik Thomsen kan man lade det berømte kapitel 13 i Første Korintherbrev, kærlighedens højsang, være det begyndelsessted i de to breve til menigheden i Korinth, hvor passerspidsen placeres og ud fra hvilken, de andre tematiske cirkler i brevene kan tegnes. Kærligheden og dens fravær er den røde tråd i brevene, hvad enten den kærlighed viser sig som afkald på egen ret for den andens skyld, som gavmildhed mod dem, der er ringere stillet end en selv, eller som en kraft, ”som døden selv må leve med” (Anne Linnet). På kirkesprog: Der er kærlighed i både teologi, liturgi (gudstjeneste), etik, ekklesiologi (det, der angår kirke og menighed), diakoni (kirkens omsorgstjeneste) og eskatologi (forestillinger om de sidste tider).
Når det er på sin plads med en smule kirkesprog her, er det fordi korintherbrevene fremfor at være en manual for knirkende parforhold, er skrevet til et fællesskab af døbte, som er ved at etablere sig som
menighed. Det går mildest talt ikke for godt med det, og med skildringen af livet uden kærlighed sætter Paulus indirekte ord på det: ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde” (1 Kor 13,1).
Veltalenhed alene gør det ikke. Det nytter heller ikke at være klog, indsigtsfuld eller gavmild, eller hvad man ellers kan mobilisere af personlige kvaliteter, hvis kærligheden er fraværende blandt de døbte.
Men hvad er det så for en kærlighed, Paulus taler om og taler ud fra? Hvordan betydningsfylder han ordet?
Han begynder på Golgata med den korsfæstede. Kristi kærlighed er en korsformet kærlighed, fordi Kristus går ind i lidelsen i stedet for at flygte fra den.
Der er tale om et offer, som ikke gøres som led i en personlig selvudvikling eller som en ultimativ form for ekstremsport. Kristus spørger ikke: Hvad kan du gøre for mig, for han er kærligheden selv, den kærlighed der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt (1 Kor 13,7). Dette Kristi kærlighedsoffer trækker et forholdsord med sig: det er et offer for os. Paulus tænker konsekvent relationelt, og relationer kræver nu engang legemlighed, både her og i evigheden. Den af korset formede krop på Golgata er en sønderbrudt krop med sår og strækmærker. Det er grimt, det gør ondt, det stinker, og vi er så langt fra romantiske forestillinger, som man kan være. Men ikke nødvendigvis langt fra alle parforhold. Her kan man også møde den korsformede kærlighed, i manden der utrætteligt år efter år passer sin syge hustru og varetager funktioner, som
de fleste af os i tider med medgang ville forsværge, man ville påtage sig. Eller kvinden, der hver dag tager en bus for at holde sin elskede i hånden på demensplejehjemmet, selvom det er længe siden hun er blevet genkendt, i hvert fald kognitivt. Eller manden der lever med et depressivt menneske, som i tider med modgang er ved at suge livet ud af ham. Det er denne korsformede kærlighed, der er størst af alt, fordi i den ofrer vi noget af det dyrebareste, vi har, vi ofrer os selv. Bare tanken om at skulle ofre noget eller ”for meget” af sig selv og at lidelse er en del af kærligheden fremfor at være dens modsætning, er forargelig for mange i dag. Men det var korset og kærlighedsofferet også dengang: ”En forargelse for jøder og en dårskab for hedninger, men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom” (1 Kor 1,23-24).
Hvor langt vil vi selv gå for andre? Er der nogen du vil gå i døden for? Din tro, din partner, din politiske overbevisning, dit land? For mit eget blik træder tre menneskekroppe frem, tre kroppe, jeg har kendt længere end de selv har, tre kroppe, jeg har båret på og vil bære på til evig tid uden smålig skelen til om nogen af os er levende eller døde. Men lige så lidt som Korintherbrevene handler om romantik, handler de heller ikke om den forkærlighed, som forældreskab er.
Kærlighed i kirken
Går man til højmesse i folkekirken på alle søn- og helligdage gennem to tekstrækker, hører man læst fra