Page 1

Lars K. Bruun Cand.theol., ph.d., tidligere lektor i Kristendoms­historie

Tysk teologi har haft en betydelig indflydelse på det 20. århundredes tænkning i Europa og USA. Men det er en indflydelse, som her i det 21. århundrede ofte negligeres eller simpelthen er glemt.

ved Københavns Universitet, nu sognepræst i Esajas Kirke. Har blandt andet udgivet Abrahams spor. Abrahamfiguren i religion, filosofi og kunst (2007), Rockpro-

I bogen portrætteres fjorten tysksprogede teologiske tænkere, som

feter. Jesusfiguren på plade (2008) og European Self-

gennem det 20. århundrede har fortolket deres egen tid og kultur in-

Reflection Between Politics and Religion: The Crisis

den for rammerne af en jødisk-kristen forståelseshorisont. Således

of Europe in the 20th Century (2013). Arbejder p.t. på et forskningsprojekt om protestantismens ’mentale

kan portrætterne tilsammen læses som et kapitel af det 20. århundre-

mekanisme’.

des idé- og kulturhistorie. Bogen viser også, at der hos disse teologer

Morten Dyssel Mortensen

bedrives en form for kulturkritik, som i dag er blevet vanskelig, hvis ikke

Cand.mag., videnskabelig assistent i Tysk og Europæ­

umulig, og som måske netop derfor kan være til inspiration. Under alle

iske Studier ved Københavns Universitet. Har udgivet

omstændigheder udgør denne teologiske tænkning en vigtig forudsæt-

bøgerne Tyske intellektuelle i det 20. århundrede (2005), Den moderne tyske roman 1909-1935 (2007) og Tyskland og Europa i det 20. århundrede (2008). Arbejder

ning for at forstå vor tids værdidebat, ikke mindst om forholdet mellem religion og politik.

p.t. på et forskningsprojekt om europæisk identitetspolitik i det 21. århundrede.

Tyske teologer i det tyvende århundrede

Bogens redaktører:

Tyske teologer tyvende århundrede i det

En antologi

Bogen rummer portrætter af: Adolf von Harnack Ernst Troeltsch Rudolf Otto Karl Barth Friedrich Gogarten Rudolf Bultmann Paul Tillich Dietrich Bonhoeffer Dorothee Sölle Jürgen Moltmann Wolfhart Pannenberg Karl Rahner

Redigeret af

Hans Küng

Lars K. Bruun og

Jacob Taubes

Morten Dyssel Mortensen

978- 8 7-7457-704-1

ANIS

Tyske teologer OMSLAG TRYK.indd All Pages

ANIS

ANIS

23/01/14 13.03


Tyske teologer i det tyvende århundrede – en antologi Redigeret af Lars K. Bruun og Morten Dyssel Mortensen

For laget An is K øben h av n 2 0 1 4

Tyske teologer - Indhold.indb 3

15-01-2014 10:43:44


Tyske teologer i det tyvende århundrede – en antologi Redigeret af Lars K. Bruun og Morten Dyssel Mortensen © Forfatterne og Forlaget Anis, 2014 Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-7457-704-1 Omslag: Lena Rasmussen/RPC Caspar David Friedrich, Das Friedhofstor (1825/30)

Udgivelsen er støttet af Københavns Universitet, Centre for Modern European Studies

Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

Tyske teologer - Indhold.indb 4

15-01-2014 10:43:44


I nd hold Forord

7

Tendenser i det tyvende århundredes tysksprogede teologi 9 Lars K. Bruun & Morten Dyssel Mortensen

Kulturprotestantisme og liberalteologi Den anfægtede kulturprotestant: Adolf von Harnack (1851-1930)

25

Carsten Bach-Nielsen

Liberalprotestantismens historiefilosof: Ernst Troeltsch (1865-1923) 43 Adam Paulsen

Teolog og religionshistoriker: Rudolf Otto (1869-1937) 67 Tove Tybjerg

Dialektisk teologi og eksistensteologi Deus dixit: Karl Barth (1886-1968) 89 Hans Vium Mikkelsen

Modernitetens teolog: Friedrich Gogarten (1887-1967)

115

Eberhard Harbsmeier

Eksistens og afmytologisering: Rudolf Bultmann (1884-1976)

135

Geert Hallbäck

Som teolog filosof, som filosof teolog: Paul Tillich (1886-1965) 159 Jan Bo Hansen

Tyske teologer - Indhold.indb 5

15-01-2014 10:43:44


Min tid er i dine hænder: Dietrich Bonhoeffer (1906-1945)

179

Kirsten Busch Nielsen

Politisk teologi og post-dialektisk teologi Teologi som politisk engagement: Dorothee Sölle (1929-2003) 203 Eberhard Harbsmeier

Håbets teolog: Jürgen Moltmann (f. 1926) 217 Else Marie Wiberg Pedersen

Efter-dialektikkens kriseteolog: Wolfhart Pannenberg (f. 1928) 239 Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen

Katolsk og jødisk tænkning Guds selvmeddelelse, menneskets erfaring: Karl Rahner (1904-1984) 267 Jakob Egeris Thorsen

Religionernes teologi: Hans Küng (f. 1928) 289 Karl-Josef Kuschel

En ærkejødisk fritænker: Jacob Taubes (1923-1987)

315

Lars K. Bruun

Personregister 337 Bogens bidragydere

Tyske teologer - Indhold.indb 6

342

15-01-2014 10:43:44


FORORD

Forord Redaktørerne vil først og fremmest gerne takke bogens bidragydere for deres store interesse for og engagement i denne antologi. Desuden takkes lektor Gert Sørensen og lektor emeritus Karl Christian Lammers. Som tovholdere for en gruppe af forskere fra Det Humanistiske Fakultet og Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet har de bidraget til at skabe et frugtbart miljø for faglig samtale på tværs af traditionelle skel. Endelig takkes forlaget Anis ved redaktør Henrik Brandt-Pedersen for et konstruktivt og effektivt samarbejde. Et par ord om citatpraksis: Alle længere citater er udhævet i teksten og forsynet med en direkte reference. Korte eller kortere citater er kun i nogle tilfælde forsynet med en sådan direkte reference. Det vil som hovedregel fremgå af konteksten, i hvilken sammenhæng de enkelte citater optræder. Desuden er hver artikel forsynet med en litteraturliste. Alle citater er oversat til dansk af artiklernes forfattere, medmindre der allerede foreligger danske oversættelser af de pågældende tekster. Lars K. Bruun & Morten Dyssel Mortensen

7

Tyske teologer - Indhold.indb 7

15-01-2014 10:43:44


8

Tyske teologer - Indhold.indb 8

15-01-2014 10:43:45


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

Tendenser i det tyvende århundredes tysksprogede teologi

Lars K. Bruun & Morten Dyssel Mortensen

Få uger før sin død gav den tyske filosof Jacob Taubes (1923-1987) en række forelæsninger i Heidelberg, inviteret af FEST (Forschungsstätte der Evangelischen Studiengemeinschaft), et interdisciplinært forskningsinstitut, drevet af den evangeliske kirke i Tyskland. Her beklager Taubes sig over, at de teologiske fakulteter i Tyskland er tillukkede og isolerede. Det må være en påtrængende opgave, siger han, at få sat nogle vinduer i disse monader. Han foreslår derefter, at man opretter lærestole i Det Gamle og Det Nye Testamente samt i kirkehistorie på Det Filosofiske Fakultet ved Freie Universität, hvor han selv er fi losofiprofessor. Taubes anser det ligefrem for skandaløst og en katastrofe, at hans filosofiske studenter i så stort omfang lider af en “allgemeine Bibel-Ignoranz” (generel uvidenhed om Bibelen). Han siger blandt andet: Jeg modtog en ph.d.-afhandling om [Walter] Benjamin, hvor tyve procent af associationerne var forkerte, nemlig fordi det var bibelske associationer. Han kommer altså med det færdige arbejde, jeg læser i det og siger: Hør engang, De må se at gå i søndagsskole og læse Bibelen! Og med en delikat Benjamin’sk sans spørger han: I hvilken oversættelse? Jeg siger: For Dem er en hvilken som helst god nok (Taubes 1993: 13).

9

Tyske teologer - Indhold.indb 9

15-01-2014 10:43:45


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

Taubes, der portrætteres i nærværende antologi, var jøde og uddannede sig som ganske ung til rabbiner, dog uden nogensinde at virke som sådan. Han havde altså selv gået i søndags- eller måske snarere lørdagsskole. Og denne jødiske intellektuelles pointe turde være klar – og god – nok: På den ene side fremstår den teologiske tradition umiddelbart som et selvberoende system, isoleret fra omverdenen; men på den anden side er det, den beskæftiger sig med, åbenbart så vigtigt og uomgængeligt, at det er noget, som også ikke-teologer bør kende til og forholde sig til. Jacob Taubes’ påstand har været det inspiratoriske udgangspunkt for vores bogprojekt. Sigtet med bogen er at give en kulturhistorisk kontekstualiserende introduktion til fjorten tyske teologer, som hver især har sat deres markante spor i det tyvende århundredes ikke kun tyske, men i høj grad også europæiske åndshistorie. At de tyske teologiske fakulteter med Taubes’ metafor tåler sammenligning med selvreferentielle monader uden vinduer til verden, er næppe nogen uberettiget eller uaktuel kritik: Teologien har som akademisk fagområde betragtet stadigvæk vanskeligt ved at “komme ud over rampen”, og omvendt er den som oftest udsat for en stedmoderlig behandling på de humanistiske fakulteter, hvor teologiske emner er enten decideret uglesete eller slet og ret ubekendte: F.eks. glimrer de talrige toneangivende tyske teologer ved deres fravær i de ellers bredt anlagte bøger Tyske intellektuelle i det 20. århundrede (2005) og Tysk kulturhistorie fra 1648 til i dag (2012) – og senest leder man forgæves efter teologerne i Florian Illies’ fascinerende bestseller 1913 (2012, da. 2013), der skildrer et utal af kunstnere og tænkere, primært i den tysktalende del af Europa, i det år, der gik forud for Første Verdenskrigs udbrud. Det skal dog retfærdigvis siges, at den protestantiske præstetype placeres helt og aldeles in medias res i den østrigske filminstruktør Michael Hanekes Das weiße Band (da. Det hvide bånd) fra 2009. Det er en film, der med Bergmansk sans trækker protestantisk religion helt frem i forgrunden i skildringen af den gammeltyske kulturs undergang på tærsklen til Den Store Krig. Ønsket med Tyske teologer i det tyvende århundrede er fremdeles ikke alene at præsentere læseren for centrale problemer og pointer i de tysksprogede teologers vidtspændende værk, virke og virkning, men også at sætte de portrætterede personer ind i en bredere idé- og kulturhistorisk 10

Tyske teologer - Indhold.indb 10

15-01-2014 10:43:45


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

sammenhæng hinsides teologiens traditionelle faggrænser. Bogen henvender sig således ikke så meget til et snævert specialistpublikum, som den er møntet på læsere med en almen interesse for tysk og europæisk ånds- og kulturhistorie i bred forstand. Vi har bestræbt os på at foretage et nogenlunde skønsomt udvalg af den perlerække af teologiske tænkere, som den tyske tradition er så umådelig rig på, og vi er os samtidig helt bevidste om de fravalg, en sådan selektionsproces nødvendigvis har måttet indebære. Eksempelvis blev der ikke plads til at portrættere profiler som Martin Buber (1878-1965), Emil Brunner (1889-1966), Hans Urs von Balthasar (1905-1988), Gerhard Ebeling (1912-2001) og Eberhard Jüngel (f. 1934) – for nu blot at nævne en håndfuld af de tyske teologiske tænkere, læseren må lede forgæves efter. Det er ikke desto mindre vores håb, at det pågældende udvalg kan føje nogle nye nuancer og facetter til forståelsen af den teologiske tænknings nære sammenhæng med de svar på spørgsmålet om individets og samfundets rolle i ‘det moderne’, som på godt og ondt kom til at karakterisere det såkaldte korte tyvende århundrede.

Kulturprotestantisme og liberalteologi Frem til krigsudbruddet i 1914 dominerede liberalteologien, her repræsenteret ved Adolf von Harnack, Ernst Troeltsch og Rudolf Otto. Liberalteologien var netop ‘liberal’ derved, at den inkarnerede en protestantisk kulturteologi, der i det tyske samfund mente at kunne se en virkeliggørelse af den kristne religions grundlæggende etiske værdier. Liberalteologien var, som den amerikanske idéhistoriker Mark Lilla (f. 1956) har påpeget, en ‘mild’ form for politisk teologi i den forstand, at kulturen og samfundet selv var blevet kristianiseret, hvorved en syntese mellem protestantisk religion og samtidens kultur syntes at være blevet skabt. Under inspiration fra Friedrich Schleiermacher (1768-1834) og G.W.F. Hegel (1770-1831) og overhovedet romantikken, mente liberalteologerne at se ‘Ånden’ udfolde sig dialektisk gennem historien. Kultur og samfund blev hos Hegel opfattet som et subjekt, der gennem kriser kommer til større og større bevidsthed om, og derved bliver mere og mere transparent for sig selv. Den kristne religion rummer i sig det sandt humane, og efterhånden som dette kommer til syne i hi11

Tyske teologer - Indhold.indb 11

15-01-2014 10:43:45


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

storien, bliver religionen selv overflødig, og det sande humane kommer til udtryk i det enkelte individ og ikke mindst i samfundet. Således var idealet hos Hegel den moderne nationalstat; men sandheden er, at Tyskland i modsætning til både den franske og anglo-amerikanske verden af flere grunde omkring det 20. århundredes begyndelse endnu ikke havde gjort sig virkelige erfaringer med republikanske og demokratiske styreformer, og liberalteologiens forestillinger om den tyske kultur som en virkeliggørelse af fundamentale kristne idealer forblev derfor abstrakt og, ja, ‘åndelig’. Det store opgør og omsving kom med Første Verdenskrig, der teologihistorisk set markeres af den såkaldte dialektiske teologi, som gjorde op med de liberalteologiske læremestre. Mens både Adolf von Harnack og Ernst Troeltsch var politisk engagerede i Tysklands udvikling i de første årtier af det 20. århundrede, kan Rudolf Otto umiddelbart synes at være en mere marginal figur. De har dog alle tre på afgørende vis bidraget til at sætte spørgsmålet om modernitet og religion på dagsordenen: Harnack var optaget af en historisk blotlæggelse af den kristne religions udvikling fra Jesu enkle forkyndelse til en storkirke, der fastlagde en række dogmer og derved gjorde kristendom til et spørgsmål om den rette lære. Ernst Troeltsch var optaget af den samme problemstilling. Hans primære anliggende var at forsone kristendommen med moderniteten, men han er her påfaldende ambivalent: På den ene side finder man en opbyggelig fremskridtsoptimisme og på den anden side en nærmest pessimistisk kulturkritik. Hos Troeltsch bliver spørgsmålet om svækkelsen af tradition og historie mere akut end hos Harnack. Troeltsch har et skarpt blik for de problemer, der dukker op, idet et samfund kommer til at befinde sig i et værdipolitisk vakuum. Og derfor peger han frem mod den europæiske krise, der med ét blev til virkelighed med udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Rudolf Otto søgte derimod hinsides spørgsmålet om historiens og traditionens nytte for i stedet at pege på ‘det hellige’ som et fænomen, der træder mennesket i møde som en psykologisk realitet. Hans bog Das Heilige (1917) fik dels kolossal betydning for den komparative religionsforskning, dels gav hans romantisk inspirerede forestilling om religion som et fænomen sui generis en slags svar på det traditionstab, som Troeltsch så klart havde peget på.

12

Tyske teologer - Indhold.indb 12

15-01-2014 10:43:45


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

Dialektisk teologi og eksistensteologi Udtrykket ‘dialektisk teologi’ har ikke meget at gøre med Hegels forståelse af dialektik som Åndens gradvise kommen til sig selv i historien gennem den dynamik, der rummes i tese-antitese-syntese-modellen. Tværtimod lagde de dialektiske teologer vægt på et, ja, ‘dialektisk’ forhold mellem Gud og menneske, her forstået som en spænding, der ikke lader sig udligne. Herved bliver afstanden og kløften mellem Gud og menneske det afgørende. Religionen er på ny blevet til kritik. Flere af disse teologer hører til den såkaldte “80’er-generation”, altså teologer, der alle er født i 1880’erne. Fra nærværende antologi drejer det sig om Karl Barth, Friedrich Gogarten, Rudolf Bultmann, Paul Tillich og Dietrich Bonhoeffer (først født 1906). Mange andre markante tyske intellektuelle fra den samme generation kunne nævnes: Martin Heidegger (1889-1976), Franz Rosenzweig (1886-1929), Carl Schmitt (1888-1985), Robert Musil (1880-1942), Otto Weininger (1880-1903), Ernst Bloch (1885-1977), Ludwig Wittgenstein (1889-1951) – og der er endnu flere at fremhæve. Når den teologiske refleksion i denne periode har fået en fremtrædende plads i denne antologi, skyldes det, at perioden i særlig grad var præget af et tidehverv. De tyske teologer er børn af deres tid, og de er optaget af at fortolke tiden i lyset af centrale kristne fortællinger og forestillinger – heriblandt ikke mindst den kristne religions samfundskritiske potentiale, der gennem begreber som apokalypse, eskatologi og messianisme i rigeligt mål tilbød et kritisk blik på tiden og det omgivende samfund. Den dialektiske teologi knytter sig til opløsningen af den kulturprotestantiske enhedskultur og de akutte spørgsmål om forholdet mellem religion og modernitet, som denne opløsning rejste. Man kan sige, at denne generation overtog Troeltschs spørgsmål og forsøgte at give nogle svar. Der er tale om et protestantisk lokalopgør; men det er samtidig et opgør, der må forstås inden for rammerne af en langt bredere kulturel og politisk kontekst. Den dialektiske teologi forstod sig selv som en krise-teologi, der rettede kritikken mod liberalteologiens kobling mellem kultur og kristendom, men den var også i videre forstand udtryk for kulturkritik og protest. Og her ligner teologien kunsten og tænkningen, sådan som den foldede sig ud allerede fra omkring 1900, og især fra og med 1918. Den dialektiske teologi er et udtryk for, at kulturprotestantismen så at sige 13

Tyske teologer - Indhold.indb 13

15-01-2014 10:43:45


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

imploderer, ligesom den katolske kirke gjorde det i det 16. århundrede. Men eftersom denne kulturprotestantisme samtidig var et navn for en hel kulturel identitet med dybe rødder tilbage til senmiddelalder og reformation, var krisen både bred og dyb. Karl Barths navn er efterhånden blev synonymt med dialektisk teologi. Som reformert, dvs. calvinistisk, protestant var han som ung blevet præst, og da han i årene lige efter Første Verdenskrig udgav en bog om Paulus’ brev til Romerne, blev han med ét slag kendt i bredere kredse. Barth fastholder her helt i tråd med reformert protestantisme, at Gud altid er ‘det helt andet’, nemlig i forhold til menneskets forestillinger, ønsker og behov. Det indebærer blandt andet, at enhver forestilling om en pagt mellem Gud og fyrsten, religion og politik, må vække bekymring. Barth var da også tidligt en stærk kritiker af den tyske kirkes tilnærmelse til nazismen, en holdning, han fastholdt. Anderledes forholder det sig med Barths ven og samtidige Friedrich Gogarten. Gogarten var luthersk teolog, og han var sammen med Barth en af de drivende kræfter i lanceringen af det teologiske tidsskrift Zwischen den Zeiten (Mellem tiderne) i begyndelsen af 1920’erne. Gogarten var stærkt kritisk over for den ‘gamle’ kulturidealisme, men ligesom mange andre teologer og intellektuelle kom han til, om end kortvarigt, at se nazismen som en mulig løftestang for en ny politisk kultur, der kunne fungere som ramme for en radikal kulturkritik. Senere tilsluttede Gogarten sig imidlertid en mere eksistensteologisk linje, ganske som Rudolf Bultmann, hvis navn ikke mindst forbindes med det såkaldte afmytologiseringsprogram. Også Bultmann forholdt sig her til den krise, der allerede flere gange er blevet omtalt, nemlig det tomrum, der opstår, idet normer og værdier bliver til noget fortidigt, en slags relikter fra fortiden, uden normativ gyldighed. Bultmanns svar er, at de overleverede myter først og fremmest bearbejder grundlæggende menneskelige erfaringer og konflikter. For Bultmann var det ikke så meget det politiske menneske, som det var ‘hin enkelte’, det drejede sig om. Bultmann var præget af Søren Kierkegaards (1813-1855) og Martin Heideggers eksistenstænkning. Sidstnævntes nazistiske engagement er for øvrigt et eksempel på, at en filosofisk eller teologisk interesse for det enkelte menneskes væren og vilkår i verden, snarere end mennesket som borger i samfundet, ikke i sig selv er et bolværk mod totalitær tænkning. Tværtimod er det ofte blevet påpeget, at der i denne tid 14

Tyske teologer - Indhold.indb 14

15-01-2014 10:43:45


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

herskede en problematisk udspaltning af det politiske blandt filosoffer og intellektuelle. Det er således tankevækkende, at Barths meget faste afvisning af en totalitær ideologi fandt sin klangbund i en teologisk set ‘totalitær’ opfattelse af Gud som det ‘helt andet’. Også Paul Tillich vil genåbne traditionens tekster og fortællinger med udgangspunkt i eksistensfilosofien. Hans svar på krisen kan her minde om Bultmanns; men Tillich, der i lighed med en række tyske intellektuelle, fortsatte og endte sin karriere i USA, var i endnu højere grad optaget af at binde kultur og teologi sammen på ny. Endelig må Dietrich Bonhoeffer ses som en betydelig og markant figur i denne periode. Det skyldes ikke mindst, at Bonhoeffer, der blev henrettet af nazisterne i 1945, udfolder et originalt forfatterskab, som på én gang knytter til ved ‘hin enkelte’ og samfundet. Ligesom både Bultmann og Gogarten var kritiske over for Barths dogmatiske tænkning, er det hos Bonhoeffer etikken og ikke dogmatikken, der er i fokus. Det er imidlertid et fælles træk for denne generation af protestantiske tænkere, at de alle forudsætter religionskritikken. Religion er ikke længere mulig som bærer af et samfunds værdier og normer, og for Bonhoeffer bliver det opgaven at genåbne og -fortolke det kristne budskab i tiden og vise, at det altid må unddrage sig de forestillinger, mennesker gør sig om Gud og religionen. Man kan ikke sige, at disse mellemkrigstidsteologer overvandt den krise, som blev forudskikket af førkrigsteologerne. Man kan snarere sige, at de på forskellig vis selv op- og gennemlevede denne krise og i situationen forsøgte at give nogle svar. Det er formodentlig det, der har været med til at give disse teologers værk det liv og den nerve, der gør, at de kan blive ved med at inspirere.

Politisk teologi og post-dialektisk teologi Når udtrykket ‘politisk teologi’ har været brugt ovenfor, har det været i forbindelse med forskellige former for teologisk legitimering af den politiske diskurs – og derfor burde der måske i grunden snarere tales om ‘teologisk politik’. Der findes imidlertid også en mere specifik brug af udtrykket ‘politisk teologi’, nemlig den, der knytter sig til 1960’ernes politiske klima, både i og uden for Europa. Katolske såvel som 15

Tyske teologer - Indhold.indb 15

15-01-2014 10:43:45


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

protestantiske teologer forholdt sig i 1960’erne til ved en marxistisk inspireret forståelse af det kristne budskab om befrielse fra undertrykkelse, heraf betegnelsen befrielsesteologi, som ikke mindst i en latinamerikanske kontekst fik stor indflydelse. I denne sammenhæng er det især teologer som Dorothee Sölle og Jürgen Moltmann, der skal fremhæves. Begge har peget på, at al kristen teologi må rumme et politisk aspekt, dvs. en vision om at forandre samfundet. Sölle har i sit forfatterskab vedkendt sig slægtskabet med og fortsat den dialektiske teologis opgør med kulturteologien; men hun har så at sige selv inkarneret dette opgør, idet hun har henvendt sig både til det akadmiske miljø og en bredere offentlighed. Således var Sölle aldrig ansat som professor i det konservative tyske universitetssystem, men hun ernærede sig, bortset fra en årrække som professor i New York, i lange perioder som fri forfatter. For Sölle må teologi vedrøre og give svar på menneskets konkrete liv og erfaringer. Sölles teologi er post-teistisk, idet det først er med svækkelsen af de overleverede og abstrakte forestillinger om Gud, der igen kan blive plads til Gud, men nu en Gud ‘nedefra’; først og fremmest den Gud, der er solidarisk med mennesket i dets lidelse. Ligesom generationen af dialektiske teologer var dybt præget af Første Verdenskrig, er de her nævnte post-dialektiske teologer blevet formet af Anden Verdenskrig. Det gælder ikke mindst Moltmann, hvis teologiske tænkning ligesom Sölles er en ‘teologi efter Auschwitz’. For Moltmann er spørgsmålet om menneskets håb kommet til at stå helt centralt. Moltmann er ligesom Barth reformert teolog, men er samtidig stærkt inspireret af den lutherske tradition, der netop forbinder en vision om og et håb for menneskehedens og klodens fremtid med en konkret sans for de historiske og menneskelige realiteter, der kan være med til at holde utopiens illusioner stangen. Moltmanns tænkning har været dybt påvirket af den marxistiske filosof Ernst Bloch, der også var en inspirator for befrielsesteologien i 1960’erne. Blochs ‘håbsfilosofi’ tager afsæt i hhv. Hegels og Karl Marx’ (1818-1883) dialektiske historiesyn, idet Bloch knytter utopien om en mere retfærdig verden til en historisk proces. Heroverfor hævder Moltmann, at håbet om en mere retfærdig og menneskeværdig verden ikke kan være et endemål, men må udgøre selve fortegnet for en kristen teologi. Netop historiesynet spiller også en central i Wolfhart Pannenbergs teologi. Pannenbergs teologi er ikke politisk, idet han forstår teologi 16

Tyske teologer - Indhold.indb 16

15-01-2014 10:43:45


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

som refleksion snarere end handling. Til gengæld er hans teologi ‘postdialektisk’ i den forstand, at Pannenberg ønsker at gøre op med den afstands- og afgrundstænkning, der karakteriserede dele af den dialektiske teologi – man kan blot tænke på Barths skarpe sondring mellem Guds og menneskets virkelighed – og som truede med at tømme teologien for en forståelse af, hvad der er menneskets opgave og mulighed, ud over at være en synder. Pannenberg kritiserer den dialektiske teologis begreb om ‘Guds åbenbaring’ for at være uformidlet: Enten gøres åbenbaringen til et abstrakt, kirkeligt dogme uden forbindelse til fortællingen om mennesket Jesus fra Nazaret, eller også forstås åbenbaring mere subjektivt i lyset af menneskets egne transcendenserfaringer. Heroverfor peger Pannenberg på, at teologien må rumme en refleksion over, hvad det vil sige, at der med kristendommen forkyndes en frihed, der ikke er bundet til menneskets egne forestillinger om frihed og sandhed, men som ikke desto mindre er en frihed, der ene og alene kan formidles af mennesker til mennesker. Det ledende spørgsmål bliver således: Hvordan formidles og forvaltes det kristne frihedsbegreb? Når Pannenbergs teologi indimellem er blevet beskyldt (fx af Moltmann) for at isolere sig i et lukket teologisk system, kan det blandt andet skyldes, at Pannenbergs tænkning rummer et løbende, kritisk opgør med den teologiske tradition og dens selvforståelse. Hvad enten der er tale om et direkte politisk eller et intellektuelt engagement, er det karakteristisk for de nævnte teologer, at de tolker den kristne forkyndelses radikalitet som noget, der forbinder sig med det sandt humane frem for at negere det humane. Det kan derfor synes paradoksalt, at generationen af teologer født i mellemkrigstiden, for slet ikke at tale om senere generationer, i en vis forstand må forekomme temmelig marginaliserede i forhold til dels andre intellektuelle miljøer, dels den offentlige debat – og det endda på trods af Sölles store gennemslagskraft i en bredere offentlighed. Som det vil være fremgået, skyldes det på ingen måde, at disse teologer har været eller er mindre lidenskabeligt engagerede i tidens spørgsmål. Problemet er snarere, at teologien simpelthen er gledet mere eller mindre ud af den offentlige såvel som tværfaglige debat, ganske som Taubes påpeger. Det er en problemstilling, der også kendes herhjemme, hvor det er vanskeligt at forestille sig, at fagteologiske problemstillinger vil være i stand til at sætte dagsordenen i avisspalterne og skabe debat. Spørgsmålet er, om 17

Tyske teologer - Indhold.indb 17

15-01-2014 10:43:45


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

universitetsteologien her simpelthen deler skæbne med de humanistiske discipliner?

Jødisk og katolsk tænkning Det kan umiddelbart grænse til det uforskammede at placere jødisk og katolsk tænkning i samme kategori – og endda lade disse rige traditioner være relativt svagt repræsenteret i en antologi som denne. Der er imidlertid en mening i galskaben. Følger vi Jacob Taubes, bliver det nemlig både relevant og nødvendigt at placere bogens teologportrætter inden for en historisk og sociologisk ramme – og her dominerer kulturprotestantismen billedet. Vi så til indledning, hvordan teologiens centrale placering ifølge Taubes synes at være uerkendt, og her ligger en dybere pointe gemt. Det er nemlig Taubes’ opfattelse, at den teologiske diskurs rummer en nøgle til at forstå Europas krise i det 20. århundrede, fordi denne diskurs udgør en form for dybdestruktur i den vestlige bevidstheds historie. Men man bør her ikke overse vigtigheden af, at Taubes forholder sig til konkrete begivenheder i det 20. århundrede. Hos Taubes bestemmes katolsk og jødisk tænkning sammen med en dominerende protestantisk teologi og kultur som en form for treklang, der historisk set har været med til at præge formningen af tysk identitet både før og i det 20. århundrede. At katolsk og jødisk tænkning og identitet har måttet forholde sig til en protestantisk enheds- og majoritetskultur, er naturligvis ikke en nyhed. Såvel antisemitisme som -katolicisme har præget tysk kultur i århundreder, og det er et faktum, der bør medtænkes i en antologi om tyske teologer fra forrige århundrede. Et glimrende og aktuelt eksempel på dele af denne problemstilling finder vi i den canadiske instruktør David Cronenbergs (f. 1943) seneste film A Dangerous Method (2011), der skildrer forholdet mellem Sigmund Freud (1856-1939), hans elev Carl Gustav Jung (1875-1961) samt dennes patient og elskerinde Sabina Spielrein (1885-1942). Filmen er samtidig et portræt af tysk kultur- og identitetshistorie i de første årtier af det 20. århundrede. I en af filmens vigtige scener diskuterer Freud og Jung psykoanalysen som videnskab og metode. Da Freud beklager, at næsten alle hans analysander i Wien er jøder, undrer Jung sig – hvortil Freud svarer: “Det er en meget protestantisk reak18

Tyske teologer - Indhold.indb 18

15-01-2014 10:43:45


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

tion”. Hermed antydes det, at identiteten som ‘den anden’ (her jøde) i Freuds og Jungs samtid nødvendigvis måtte skabe nogle neuroser, som protestanten Jung med sit monokulturelle perspektiv simpelthen ikke har begreb om. Problemstillingen bliver tydelig i andre sammenhænge i filmen, fx da Freud råder Sabina, som er russisk og halvt jøde, til at holde sig fra Jung og arierne, fordi “vi jøder altid vil forblive jøder”. Det antydes i filmen, at Jungs utroskab, der hurtigt bliver kendt, også af hustruen, af Freud anses som et udtryk for svigtende moral, et svigt, der indirekte knyttes til kulturprotestantismen, der således fremstår som en umoden og dekadent kultur uden selvindsigt. Protestanten og ‘arieren’ Jung repræsenterer noget romantisk, drømmende og sværmerisk – den dybe længsel. Han er samtidig en holden mand, idet han er gift ind i en hovedrig familie, der tilhører højborgerskabet, og som via hustruen understøtter og sikrer familien økonomisk og materielt. Det er intellektuelt hovmod, der forener sig med et infantilt eller uerkendt følelsesliv og i sidste ende fører til mangel på moral. Freud er her i enhver henseende Jungs antipode: rationel frem for romantisk, skeptisk frem for naiv, ja, neurotisk (som sine patienter), men som udtryk for en vis selvindsigt. Han er på en ganske anden måde end Jung bekymret for omgivelsernes dom, videnskabeligt såvel som moralsk, og han er derfor ærekær; ligesom han er bevidst om og derfor plaget af sin pligt og rolle som familiefaderen, der skal brødføde en stor familie. Forestillingen om en jødisk ‘ansvarlighed’ genfinder vi hos den tyskamerikanske litteraturforsker Moritz Goldstein (1880-1977), der i 1912 vakte opsigt og oprør med en skarp artikel, som satte spørgsmålet om de jødiske intellektuelles status i tysk kultur til debat. Artiklen bar titlen “Der deutsch-jüdische Parnass” (Det tysk-jødiske parnas) og blev udgivet i det prestigiøse kulturtidsskrift Der Kunstwart. Goldstein hævder her, at “vi jøder forvalter den åndelige ejendom for et folk, som nægter os retten og evnen til at gøre det”. Flere iagttagere måtte give Goldstein ret. De intellektuelle og kunstneriske miljøer i en metropol som Berlin var faktisk langt hen ad vejen domineret af jøder i begyndelsen af 20. århundrede, men det var ikke ensbetydende med, at jødiske kunstnere og intellektuelle var assimileret, for de blev netop anset for at være jødiske forvaltere. Og blot to år senere, på aftenen for krigsudbruddet, skriver en anden fremtrædende tysk-jødisk intellektuel, Walter Benjamin (1892-1940), til en ven, at det er de intellektuelle 19

Tyske teologer - Indhold.indb 19

15-01-2014 10:43:46


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

jøders opgave at holde fast i den tyske dannelsestradition og dens ideal om kritisk tænkning. Taubes går et skridt videre og hævder, at spændingen mellem protestantisme, katolicisme og jødedom har en rolle at spille for forståelsen af nazismen. Han bemærker således, at Adolf Hitler (1889-1945), Martin Heidegger – der som nævnt tilsluttede sig nazismen i 1930’erne – og nazisternes ‘kronjurist’ Carl Schmitt alle tre var katolikker. Taubes mener – alle detaljer ufortalt – at der til den katolske identitet hørte en form for ressentiment, en erfaring af at være lukket ude i en kultur, der var domineret af en kulturprotestantisme, der til gengæld bød emanciperede jøder indenfor som bidragydere, økonomisk og intellektuelt. Derved fremmedes et kosmopolitisk ideal, som kulturelt og politisk var knyttet til liberale dannelsestanker – men også til byen, det teknologiske fremskridt og den eksperimenterende kunst. Taubes’ synspunkt kan rigtignok diskuteres. Men der er tale om en vigtig diskussion, som fører os til spørgsmålet om katolicismens rolle og funktion i en tysk teologisk sammenhæng. Den katolske kirke repræsenterer nemlig i lighed med jødedommen en universalistisk forestilling, som indebærer, at der altid vil eksistere en over-national kirke, der aldrig kan gå restløst op i samfundets politiske ordninger: Fyrsten vil altid stå over for kirken, også selvom der kan forhandles og indgås konkordater og andre aftaler. Og et sådan kosmopolitisk og universalistisk ideal lader sig meget vanskeligt forene med den ideologi om Blut und Boden, der for alvor fik politisk medvind med Hitler og nazismen. Vender vi os på denne baggrund til Karl Rahner, en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige katolske teologer, kan disse historiske og sociologiske perspektiver måske umiddelbart synes temmelig far-fetched – og dog: Rahners teologiske tænkning kan nemlig i en vis forstand siges at forene en eksistensteologisk og en mere ortodoks teologisk tænkning, to positioner, der ofte står og råber til hinanden inden for protestantisk teologi. Rahner var ligesom Bultmann og andre af de protestantiske eksistensteologer præget af Heideggers analyse af mennesket som et væsen, der altid allerede er ‘kastet’ ind i eksistensen. Således er Rahner af andre fremtrædende katolske tænkere blevet beskyldt for at være ‘eksistensfilosof’. Men det er en pointe hos Rahner, at netop fordi Kirkens troslære og dogmer forbinder sig med menneskets hverdagserfaringer og grundvilkår, må denne lære ikke svækkes 20

Tyske teologer - Indhold.indb 20

15-01-2014 10:43:46


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

eller forkastes. Derfor har han også fastholdt betydningen af dogmet om pavens ‘infallibilitet’ (ufejlbarlighed). Det er denne fastholdelse af kirken som ‘frelsesanstalt’, der viser Rahner som en katolsk tænker, der insisterer på kirken og dens lære som garant for fastholdelsen af mennesket som et skabt eller – med Heidegger – ‘kastet’ væsen. Det var netop kritikken af ufejlbarhedsdogmet (af 1870), der førte til, at den katolske kirkes enfant terrible Hans Küng i slutningen af 1970’erne fik forbud mod at undervise som romersk-katolsk teolog. Küng har imidlertid ikke blot interesseret sig for den katolske kirkes autoritetskrise og indre forhold, men har også og især forsøgt at inddrage ikke-kristne religioners livsanskuelser i sin teologiske tænkning. Küng forholdt sig tidligt til nedsmeltningen af et europæisk hegemoni og fremkomsten af en verdenscivilisation, herunder den fornyede fremgang for de ikke-kristne verdensreligioner. Det kan godt være, påpeger Küng, at den katolske kirke er ‘universel’, men kristenheden udgør blot en minoritet i fremtidens verdensorden. Og derfor bliver det kristendommens opgave i dialog med andre verdensreligioner at pege på, hvad der i etisk henseende må bestemmes som uopgiveligt i et globalt samfund. Küng har derfor foreslået, at en ny verdensorden og -økonomi nødvendiggør en global etisk holdning, som han kalder “verdensetos”. Også her hos Küng er det således muligt, stadig i forlængelse af Taubes, at identificere et særligt ‘katolsk’ blik på kultur og samfund: Religionen kan ikke gifte sig med sekulære politiske systemer og -ismer. Men Küng hævder samtidig, at kristendommen eller den katolske kirke ikke længere kan påstå alene at sidde inde med sandheden. Küngs teologi er ‘ærkekatolsk’ i den forstand, at den katolske kirke på trods af store, indre autoritetskonflikter historisk set altid har opfattet sig selv som magtens ‘andet’ i forhold til det omgivende samfund. Behovet for en genforhandling af forholdet mellem tro og fornuft, religion og politik, som netop i disse år synes at blive mere og mere akut, er set fra et katolsk perspektiv ikke nyt. Når toneangivende politiske filosoffer som fx amerikanske John Rawls (1921-2002) spørger til forholdet mellem det liberale demokrati på den ene side og religionerne på den anden, så er der tale om en diskussion, som den katolske kirke har en lang tradition for at tage del i. Derimod kunne man spørge, om det ‘andethedens blik’, som kendetegner jødisk såvel

21

Tyske teologer - Indhold.indb 21

15-01-2014 10:43:46


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

som katolsk identitet, mon er noget, som protestantismen har vanskeligere ved at se med? Den tyske teologiske tradition i det 20. århundrede synes at pege på, at der er et uafklaret forhold, hvad protestantismen som historisk og normativt fænomen angår. For som det allerede er fremgået, er det ikke altid så nemt at bestemme, hvad ‘protestantisme’ er for noget. Er det magtens ‘andet’, eller er det tværtimod fundamentet for magten – hvad enten der er tale om totalitarisme eller demokrati? Det er en problemstilling, der trænger sig på, og som vi også hertillands kunne have behov for at adressere, her tæt på 500-året for reformationen.

Litteratur Lilla, Mark: The Stillborn God: Religion, Politics, and the Modern West, New York 2007. Mendes-Flohr, Paul: German Jews: A Dual Identity, New Haven & London 1999. Taubes, Jacob: Die politische Theologie des Paulus, München 1993.

22

Tyske teologer - Indhold.indb 22

15-01-2014 10:43:46


TENDENSER I DET TYVENDE ÅRHUNDREDES TYSKSPROGEDE TEOLOGI

Kulturprotestantisme og liberalteologi

23

Tyske teologer - Indhold.indb 23

15-01-2014 10:43:46


LARS K. BRUUN & MORTEN DYSSEL MORTENSEN

24

Tyske teologer - Indhold.indb 24

15-01-2014 10:43:46


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

Den anfægtede kulturprotestant: Adolf von Harnack (1851-1930)

Carsten Bach-Nielsen

Adolf Harnack, født 1851 i Dorpat og død 1930 i Heidelberg; i 1914 adlet under navnet von Harnack. Kirke- og dogmehistoriker, privatdocent og professor i Leipzig, fra 1879 til 1886 professor i Gießen og 1886-1888 i Marburg. Fra 1888 til 1924 professor i Berlin. Udforsker af kristendommens og gnosticismens historie; teologisk tænker, der omsatte sine historiske undersøgelser i en teologisk grundkonception, der skønnedes acceptabel i universitetsvidenskabernes kreds. Herved blev han symbolet på den såkaldte kulturprotestantisme, en liberal teologi, der underkastede kristendommen en kritisk undersøgelse, men ikke opgav dens forkyndelsesindhold: evangeliet. Medlem af Det Kgl. Preussiske Videnskabsakademi som 37-årig og 1905-1921 direktør for Det Kongelige Bibliotek i Berlin. Fra 1903 korresponderende medlem af Det Tyske Arkæologiske Institut. Præsident for Den Evangelisk-Sociale Kongres 1902-1912 og i 1920 medstifter af Notgemeinschaft der deutschen Wissenschaft (forløber for Deutsche Forschungsgemeinschaft). Desuden stifter af og første præsident for Kaiser-Wilhem-Gesellschaft (forløber for Max-Planck-Gesellschaft) 1911-1930. Harnack kom i 1920’erne i åben konflikt med den dialektiske teologis fortalere, herunder først og fremmest Karl Barth, men fik dog varig betydning for den dialektiske teologis beskæftigelse med især Det Nye Testamente.

25

Tyske teologer - Indhold.indb 25

15-01-2014 10:43:46


CARSTEN BACH-NIELSEN

To af de største og mest betydningsfulde tyske akademiske dogmehistorikere stammer fra det baltiske område. De levede stort set på samme tid og tog begge på markant vis del i skabelsen af det wilhelminske kejserrige med dets legendariske lærdomsakkumulation. Livlændingen Reinhold Seeberg (1859-1935) blev i stigende grad nationalkonservativ og antimodernistisk, mens den estiske Adolf von Harnack, der ligeledes var tysktalende præstesøn, blev den liberale teolog, som i sidste ende støttede den unge Weimarrepublik. Det kan måske virke paradoksalt, men Tysklands historie fra proklamationen af Det Tyske Rige i spejlsalen i Versailles den 18. januar 1871 er fuld af paradokser. Adolf Harnack, som det her skal handle om, var sig fuldt bevidst, at han levede i flere tider og i og for sig også i forskellige kulturer. Måske derfor blev han så receptiv i forhold til samfundsændringer, perioder og deres forudsætninger på det store kirkehistoriske område, som han dækkede i sin videnskab. Ikke blot det baltiske område har ændret sig komplet i de 150 år, der er gået siden Harnacks fødsel i 1851. Man kan i dag i det hele taget knap skimte en “verden af i går”. Estland var gennem middelalderen, reformationstiden og frem til det 19. århundrede et omstridt område: kristnet af danskerne, siden del af Tyske Orden, derpå under svensk herredømme, men afstået til Rusland efter Store Nordiske Krig (17001721). Landet var befolket af estere og tyskere, der stort set alle var lutheranere. De tyske pietistiske vækkelser prægede landet stærkt, og denne lutherske fromhed trak området i vestlig retning. Den russiske zar udstedte ganske vist omkring 1820 en række edikter, der begunstigede de tyske protestantiske forsamlinger, men nationalismen i det 19. århundrede betød en modsætning mellem den russisk-ortodokse kirke og medlemmerne af de tyske og estiske lutherske kirkesamfund. Der var fra midten af 1800-tallet tale om en begyndende russificering af landet, om end ikke mere mærkbart, end at hele 98 procent af befolkningen i begyndelsen af det 20. århundrede stadig var lutheranere. Tyskerne havde været til stede i landet i generationer; de blandede sig med esterne, men havde deres kulturelle og åndelige bagland i det egentlige Tyskland. På det akademiske område samledes man omkring universitetet i Dorpat (nu Tartu), hvis lærerstab udgjordes af såvel estere som svenskere og tyskere. Grundlæggelsen af Det Tyske Kejserrige i 1871 betød, at tyskerne i Estland og de øvrige baltiske 26

Tyske teologer - Indhold.indb 26

15-01-2014 10:43:46


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

lande til en vis grad blev udgrænset. Uden at dømme konstaterede Harnack en herrefolksmentalitet blandt de tyske baltiske professorer i Dorpat; her herskede en stærk og frugtbar fællesskabsfølelse, hvor en “frisk og venlig Gud” støttede videnskab og sandhed. Miljøet i Dorpat stod som idealet for Harnack. Første Verdenskrigs afslutning tilsmilede de såkaldte randstater med frihed og selvstændighed. Det betød imidlertid en ny baltisk nationalisme, og med den tyske revanchisme i mellemkrigstiden blev der under Adolf Hitlers (1889-1945) regime taget skridt til en endelig afgørelse af den tyske tilstedeværelse i de baltiske lande. Da var Harnack heldigvis død, men flere af hans kritikere ville hævde, at Hitler ideologisk set stod på skuldrene af den tyske kulturprotestantisme, som Harnack var en af de vigtigste repræsentanter for. Harnack var omgivet af tyske akademiske nationalister, nogle af dem mere blåøjede end andre. Selv var han nært forbundet med kejserhuset, men det gjorde ham ikke til nationalist eller krigsfantast; dog kan Harnack ikke frikendes for, at den vitale ånd, der strømmer gennem hans værker, blev en inspirationskilde for en hel generation ved århundredes begyndelse. Som teologen Friedrich Schleiermacher (1768-1834) og filosoffen Johann Gottlieb Fichte (1762-1814) i deres navnkundige taler havde berørt strenge i den slumrende kristne og nationale bevidsthed, gjorde Harnack det med programmatisk præcision. Hundrede år senere, ved indgangen til det nye århundrede, leverede den teologiske professor bestselleren over alle – en samling forelæsninger over selve “Kristendommens væsen”, evangeliet forstået som en positiv, livsbekræftende kraftudladning. Ikke specielt for den tyske ånd, men for den protestantiske, kritisk afsøgende og livsbejaende ånd. Fremtiden skulle tilhøre den unge, udogmatiske protestantisme.

Ude og hjemme Karl Gustav Adolf Harnack blev født i 1851 i Dorpat. Selv sagde han, at han stammede fra området på den anden side af floden Embach, hvorfor han skæmtende kunne kalde sig “überflussig”, overflødig, overfladisk, overvældende – eller simpelthen udefrakommende. Hans fornavn emmer af noget stort; den svenske kong Gustav 2. Adolf (1594-1632) var troshelten, der trådte ind og reddede den tyske lutherdom i Tredi27

Tyske teologer - Indhold.indb 27

15-01-2014 10:43:46


CARSTEN BACH-NIELSEN

veårskrigen (1618-1648). Hver tysk luthersk by havde siden 1800-tallet sin Gustav-Adolf-forening, hvor herrerne i det konservative borgerskab samledes. Faderen, Theodosius Harnack (1817-1889), var luthersk kirkehistoriker og universitetslærer, men da han fik kald som teologisk professor i det konservative Erlangen i Bayern, flyttede familien i 1853 dertil. Moderen døde allerede 1857, og faderen overtog opdragelsen af de tre sønner. Det var givetvis medvirkende til, at familien siden hen vendte tilbage til Dorpat, hvor Adolf Harnack begyndte at læse teologi i 1869. Harnack var kommet hjem. Hjemme var åndeligt set det at være indfældet i og udgået fra de betydningsfulde tyske eliter og de gamle estiske slægter på moderens side. Det var også at forholde sig til den konservative lutherdom, som faderen stod for. Det var en vakt og traditionel, pietistisk farvet lutherdom, der var helt bundet til kirken. Det faldt hverken faderen eller andre repræsentanter for denne lutherdom ind, at der skulle bestå et svælg mellem kirken og den teologiske videnskab. Det var imidlertid lige netop i opgør med denne ukomplicerede konservatisme, at Adolf Harnack skulle blive berømt og udvikle sig til en af de mest moderne tænkende tyske teologer i sin tid.

Historismen Omkring midten af 1800-tallet udviklede historievidenskaben sig fra spekulativ videnskabsgren til forskning med kildestudier som grundlag. Når historikeren Leopold von Ranke (1795-1886) er blevet citeret for at ville afsløre, hvordan det i virkeligheden forholdt sig i fortiden – “wie es eigentlich gewesen” – skyldes det netop, at han ikke anså historievidenskaben for et middel til at bedømme fortiden og udstikke handlingslinjer for menneskets fremtid. Historievidenskaben skal ikke beskæftige sig med historiefilosofi, men med konkrete kilder. Rankes hovedværk Die römischen Päpste, ihre Kirche und ihr Staat im 16. und 17. Jahrhundert (De romerske paver, deres kirke og deres stat i det 16. og 17. århundrede) i tre bind fra 1834-1836 blev faktisk et meget solgt og populært værk i sin tid. På de europæiske universiteters filosofiske fakulteter blev historievidenskaben snart den vigtigste og mest prestigefyldte, og den historiske, videnskabelige metode blev alment accepteret blandt humanvidenskaberne. Dette kom også til at præge den 28

Tyske teologer - Indhold.indb 28

15-01-2014 10:43:46


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

akademiske teologi. Den filosofiske og spekulative teologi fra århundredets begyndelse udfordredes af den historiske og den erfaringsbaserede/empiriske. De store monumentale værker om kirkens historie så dagens lys i årtierne omkring 1900. Den filologiske teknik og de moderne editionsprincipper udvikledes ved grundlæggelsen af skriftserien Corpus Scriptorum Ecclesiasticorum Latinorum, der fra 1866 blev udgivet af Kaiserliche Akademie der Wissenschaften i Wien, desuden gennem den af Adolf Harnack og historikeren Theodor Mommsen (1817-1903) grundlagte skriftrække Griechische Christliche Schriftsteller der ersten drei Jahrhunderte (Græske kristne forfattere fra de første tre århundreder) samt med den store kritiske Weimar-udgave af Martin Luthers (1483-1546) samlede skrifter, der påbegyndtes i 1883 (og først blev afsluttet i 2009!). Hermed fik patristikken (den teologiske disciplin, der beskæftiger sig med kirkefædrenes skrifter) og Lutherforskningen et voldsomt opsving. Denne historiske tilgang til kristendommen resulterede i en nær kontakt mellem kirken og de dannede kredse i det borgerlige samfund. Man betegner resultatet som “kulturprotestantismen”. Spørgsmålet er, om teologien som sådan ændrer sig til et spørgsmål om historie, om den mister sin betydning for livet, som det leves i nuet. Den liberale teologi er et forsøg på at besvare dette spørgsmål.

Dogmehistorien Harnack blev indvalgt i Det Kongelige Preussiske Videnskabsakademi i 1890, men ikke som teolog, for der fandtes ikke nogen teologisk klasse. Derimod blev han optaget i den historisk-filologiske klasse. Harnack arbejdede overvejende historisk, han beskæftigede sig ikke med filosofi, systematisk teologi og Det Gamle Testamente. Det var først og fremmest dogmehistorien, der udgjorde det faste grundlag under Harnacks kirkehistoriske forskning. Harnack overtog den konception fra den tyske teolog Albrecht Ritschl (1822-1889), at dogmehistorien er selve rygraden i kirkehistorien. Det er dogmehistorien, der gør kirkehistorie til en teologisk disciplin. Allerede hermed antydes det, at Harnack ikke er positivistisk forsker. Han bedømmer sit materiale med en ekstern målestok, der kan kaldes evangeliet eller mere specifikt Jesu 29

Tyske teologer - Indhold.indb 29

15-01-2014 10:43:46


CARSTEN BACH-NIELSEN

evangelium. Idéen om evangeliet – rent og purt – ligger altså som en økse ved dogmehistoriens rod. Dogmehistorien er en forfaldshistorie, idet dogmet er en erstatning for det evangelium, som vi ikke kan fastholde på anden måde. Dogmet er en systematisering og syntetisering af troen. Harnack leverer i Lehrbuch der Dogmengeschichte (Lærebog i dogmehistorie) en kendt bedømmelse af dogmet; det er “i sin konception og i sin opbygning en frugt af den græske ånd på evangeliets grund”. Dogmet har gyldighed inden for en begrænset tid, og dogmehistorien beskæftiger sig med den hellenistiske tolkning af den kristne sandhed, et samvirke af filosofi og evangelium, der først for alvor bliver opløst med den lutherske reformationstænkning. Det særlige ved Harnacks måde at drive dogmehistorie på er, at han forlader såvel et spekulativt som et konfessionelt ståsted. Han ser dogmet ved hjælp af den moderne historievidenskab og beskriver det i dets irrationelle fakticitet. Dogmet er tilfældigt i sin historie og udvikling, fordi det er afhængigt af den politiske historie og dens uforudsigelighed. Dogmet ses som en refleks af en bred kulturhistorie. Set fra et kirkeligt, konfessionelt synspunkt er tonen i Harnacks forskning faktisk pessimistisk. Harnacks hovedværk, den store Lehrbuch der Dogmengeschichte fra 1886-1890, består af tre dele. Den første omhandler dogmets opståen, de sidste to handler om dets udvikling i kirken. Det første bind beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvorvidt jødekristendommen havde nogen afgørende betydning for kristendommens udvikling til katolicisme. Harnacks svar er nej. Jødedommen var fjendtligt indstillet over for kristendommen, hvorfor denne hurtigt måtte orientere sig mod den græske tænkning. Der sker en decideret sammensmeltning af kristendom og græsk (hellenistisk) filosofi – mest vidtgående i gnosticismen. Den katolske kirke og ortodoksien overvandt dog denne filosofiske verdsliggørelse af kristendommen, men ikke uden tab. Katolicismen forbandt tro og viden i de store imponerende systemer af mere religionsfi losofisk karakter. Den katolske kirke afstrejfede det mystiske og esoteriske, der omgav begrebet logos. Logos blev et åbenlyst princip, der var åbenbart og åbenbaret; det rettedes i sin absoluthed mod enhver græsk farvet mytologi og polyteisme, mod forestillingerne om verdensmagter, der prægede gnosticismen. Herfra går vejen til den trinitariske og kristologiske dogmedannelse fra 300- til 600-tallet. Hovedpersonen for Harnack er i denne ud30

Tyske teologer - Indhold.indb 30

15-01-2014 10:43:47


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

vikling den kartageniensiske jurist og teolog Tertullian (ca. 160-225), der foretager en række grænsedragninger inden for kristendommen, som siden bliver svære at overskride. Det er netop ikke det religiøse eller filosofiske, der optager kirkefaderen Tertullian, men det juridiske. Person og substans tænkes som juridiske størrelser, der er indbefattet i et rets- og ejendomsjuridisk system. Når nu dette romerske, juridiske, tankesæt kombineres med det filosofiske græske, opstår der en række kristologiske og trinitariske problemer. Harnack sympatiserer langt hen ad vejen med arianismen (læren om, at Sønnen kun var en skabning, dvs. ikke evig og guddommelig) og monofysitismen (læren om, at Kristus ikke har to naturer, men kun én), fordi hans ideal i sidste ende er et egentligt og begribeligt fællesskab mellem det menneskelige og det guddommelige. Den filosofiske antiokenske skole og bekendelsen fra det 4. økumeniske koncil i Kalchedon 451 må han kritisere, ligesom han faktisk anfører trinitetslærens udvikling som eksempel på den almindelige religionshistoriske lov, at oprindeligt levende religiøsitet med tiden omdannes til stive former og ritualer. Det er formlerne, der bliver vigtige, i takt med at læbernes bekendelse bliver kirkens fundament. Tredje del af det store værk omhandler udviklingen fra kirkefaderen Augustin (354-430) til reformationen. Dogmehistorien afsluttes med Tridentinerkoncilet i 1563 og opløses med humanismens gennembrud i den reformatoriske tænkning. Her slutter han sin fremstilling; han fører den ikke teologihistorisk videre. Til gengæld rummer det sidste bind de mest storslåede afsnit, nemlig om Augustin og Luther. Her er det tydeligt, at forfatteren er emotionelt engageret; han føler et slægtskab med disse to teologiske mastodonter. Augustins nådelære og psykologi vægtes stærkt af Harnack, idet læren om nåden som det primære ses som et korrektiv og et forstyrrende element i den katolske læres udvikling. Gennem en accentuering af nåden har det for senere tænkere og strømninger været muligt at stille spørgsmål ved kirkens officielt sanktionerede semipelagianisme (altså tanken om menneskets delagtighed i frelsen ved hjælp af viljen). Augustins forankring af teologien i en udviklet psykologi gør, at han bliver til en af det moderne verdensbilledes skabere. Augustin gennemlyser det indre menneskes affekter og placerer sig dermed i en kritisk position til den antikke filosofis optimisme. De psykologiske indsigter gav Augustins tænkning en dunkel grundtone. Psykologien er også 31

Tyske teologer - Indhold.indb 31

15-01-2014 10:43:47


CARSTEN BACH-NIELSEN

vigtig i bedømmelsen af Luther. Harnack er den første moderne teolog, der fremhæver betydningen af Luthers skrift De servo arbitrio (da. Om den trælbundne vilje) fra 1525, for hele den lutherske reformation. Perspektivet vendes af Luther på en sådan måde, at det er Gud, der skænker troen, hvormed han radikalt må bryde med den klassiske katolske forestilling om, at den religiøse oplevelse er et resultat af kirkens sakramentale nådemidler og menneskets egen subjektive, psykologiske ageren. Luther udvikler den tanke, at indsigten af den objektive åbenbaring og den subjektive modtagelse ikke kan adskilles, at vækkelsen med andre ord er en del af åbenbaringen. Luthers teologi bevæger sig, som Harnack ser det, fra denne grundindsigt i usund retning af en ny katolicisme, fordi den ikke i tilstrækkelig grad gør op med de katolske elementer. Den doktrinære opfattelse af nadveren og tanken om Guds villede tilstedeværelse i den er skolastik af værste skuffe. Der er dog ikke tvivl om, at Harnack ser Luther som den, der opfylder ansatserne hos Augustin og endda overgår denne som teolog. Luther afslutter simpelthen den mellemperiode, der er bestemt af dogmet; han peger direkte på evangeliet. Adolf Harnack var blevet udnævnt til professor ved Det Teologiske Fakultet i Berlin i 1887, men det var ikke forløbet uden problemer. Kultusministeriet indhentede indstilling fra de teologiske professorer. Flertallet pegede på Harnack, men Evangelisk Overkirkeråd skulle også høres med henblik på, om hans historiske program for udforskningen af kristendommen skønnedes foreneligt med menighedens tro. Det kunne konkretiseres til Harnacks indstilling til den nytestamentlige kanon, Kristi opstandelse og dåben som sakramente. Kaldet og indsat blev han ganske vist, men i den såkaldte apostolikumstrid, som Harnack blev rodet ind i som følge af studenternes ønske om at høre professorens mening, lå endnu et konfliktstof i forhold til den kirkelige traditionalisme, der forsvaredes af Erlangerskolen, særligt teologen Theodor Zahn (1838-1933). Harnack frakendte den apostolske trosbekendelse sin ælde og værdighed som oldkirkelig bekendelse. Den er fra femte eller sjette århundrede og formodentlig en udvidet døbeformular. “Symbolet indeholder egentlig kun Overskrifter. I den forstand er det ufuldkomment, thi ingen Bekjendelse er fuldkommen, der ikke maler Christus for Øjnene og præger ham ind i Hjerterne,” som det hedder

32

Tyske teologer - Indhold.indb 32

15-01-2014 10:43:47


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

i Den apostoliske Troesbekjendelse. Man mærker, at bekendelse for Harnack kan være to vidt forskellige ting.

Kristendommens væsen Lærebogen i dogmehistorie slog Harnacks navn fast som tidens fremmeste teolog, og den position havde han, da han i 1899 påbegyndte sine forelæsninger om kristendommens væsen. Harnack indtog en fremtrædende position i den wilhelminske stat; han havde et nært, men afklaret forhold til kejserhuset. Gennem de ministerielle kredse fik han stor indflydelse på tildelingen af stillinger på universiteterne. Han var indbegrebet af den moderne, loyale, højlærde – om end også kritiske – videnskabsmand i en stærk og ekspanderende stat. Han var en kulturpersonlighed, hvis ugentlige offentlige forelæsninger blev et socialt tilløbsstykke i Berlin. Seks hundrede mennesker overværede dem. Harnack holdt sine seksten foredrag uden manuskript. De blev stenograferet og siden udgivet under titlen Das Wesen des Christentums (1900). De tryktes i mere end 100.000 eksemplarer og oversattes til en lang række fremmedsprog, herunder til dansk, Kristendommens Væsen, allerede samme år, som de var udkommet på tysk. Forelæsningerne kan sammenlignes med Schleiermachers berømte taler om religionen hundrede år tidligere: Über die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern (da. Om religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere) fra 1799. De skulle levere en bredt forståelig redegørelse for hovedpunkterne og sammenhængen i hans kristendomsopfattelse – og dermed endegyldigt tilbagevise de kirkelige konservative angreb på ham. Han ville demonstrere evangelietroen som det absolutte centrum i forhold til og som modsætning til dogmer og bekendelser: at evangeliet rummer og er livet – hvilket ikke er tilfældet med dogmet. Harnacks taler handler ikke i egentligste forstand om religion, for: “Hvad er Religion og hvad kan den være for os? Til syvende og sidst har vi jo dog kun med den kristne Religion at gøre; de andre sætter ikke vort Inderste i bevægelse.” Talernes grundspørgsmål om, hvad kristendommen er, kan ikke besvares religionsfilosofisk eller dogmatisk, men kun “med Historieforskningens Midler og med den Livserfaring, som er vundet gennem den historie, vi selv har oplevet”. Evangeliet er 33

Tyske teologer - Indhold.indb 33

15-01-2014 10:43:47


CARSTEN BACH-NIELSEN

det, hvorom det hele drejer sig. Harnack skelner mellem evangeliet og evangeliet i historien, hvorved der er indbygget en dynamisk spænding i hans fremstilling. Det, han kalder evangeliet, er identisk med Jesu forkyndelse. Denne har tre tyngdepunker: Guds Rige og dets komme; Gud Fader og menneskesjælens uendelige værdi; retfærdigheden og kærlighedsbuddet. Guds Rige er ikke et eskatologisk begreb, men er allerede “midt iblandt jer” med Guds vælde i det enkelte hjerte. Det er Gud selv i hans kraft. Alt det dramatiske i ydre verdenshistorisk forstand er her forsvundet, og den hele fremtidsforhåbning sunket sammen. Sammensmeltningen af åbenbaring og menneskesjælens uendelige værdi er en central del af Jesu forkyndelse, og virkningen er, at virkelig ærefrygt for det menneskelige – hvad enten den selv ved af det eller ej – er den praktiske anerkendelse af Gud som Fader. Fra denne evangeliske kerne udvikles forholdet mellem evangeliet og verden. Evangeliet er ikke et bud om at fornægte verden, men et budskab om ydmyghed. For denne er ikke en enkelt dyd, men en modtagelighed, et udtryk for en indre fornødenhed, en bøn om Guds nåde og tilgivelse. For Harnack overvinder sådanne bestemmelser de moderne ensidige idealer om individualisme eller kollektivisme: Evangeliet er et socialt Budskab af hellig Alvor og rystende Kraft. Det er en Forkyndelse om Solidaritet og Broderlighed til Gunst for de Fattige. Men dette Budskab er forbundet med en Anerkendelse af Menneskesjælens uendelige Værdi, og det er lagt tilrette i Prædikenen om Guds Rige: Ja, man kan sige: det er en væsentlig Del af denne Prædikens Indhold. Men Love og Forordninger eller Anvisninger om at ændre Forholdet ved voldsomme Midler, derom findes der ikke det mindste i Evangeliet (Harnack 1900: 5). Det religiøse og det sociale program har samme mål, der betyder, at menneskets arbejde og kultur aldrig bliver mål i sig selv, men må stilles i Guds og menneskekærlighedens tjeneste. Da Jesu prædiken er samtale med den enkeltes sjæl, kan der ikke være tale om et dogme om Jesus, en kristologi. Jesus er vejen. Til faderen. Han er den af faderen indsatte dommer. Selv var han ikke faderen. At han skulle være det, er noget, der er lagt ind i evangeliet af andre end Jesus selv. Jesus er først og fremmest evangeliet; disciplene, som har vidnet om den gud34

Tyske teologer - Indhold.indb 34

15-01-2014 10:43:47


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

dommelige åbenbaring i Jesus, om kraften i evangeliet, har gjort det på en sådan måde, at denne forkyndelse endnu er levende. Det er Gud, Faderen, der hører til evangeliet, ikke Sønnen. Efterfølgelsen af Jesus er en bekendelse i gerning og sindelag; man fjerner sig fra hans tanker og anvisning, hvis man sætter en “kristologisk” bekendelse foran evangeliet. Der er intet forstudie foran hans prædiken. “Evangeliets Tanker og Tilsagn er det første og det sidste; for dem er enhver Sjæl stillet aldeles umiddelbart.” I værkets anden del beskrives de store udviklingslinjer i evangeliets historie, og atter er der tale om en forfaldshistorie fra disciplenes tro over Paulus, evangeliernes forfattere og kanondannelsen. Udviklingen til katolsk kristendom var en nødvendighed for, at evangeliet ikke skulle omsættes til “kætteri”, gnosticisme og forgå. Det formelle ydre, det formularagtige i bekendelserne, var nødvendige, beskyttende skranker for evangeliet, men dybest set evangeliet aldeles fremmede.

Krigen Der er ikke tvivl om, at Harnack fremhæver det oprindelige evangelium, Jesu rene og enkle lære. Han formulerer en positiv kristendom: en kristendom, der ikke er bundet af dogmer og doktriner, men snarere er farvet af en gennemgående livsfilosofi. En kristendom, der lå fint i tråd med den udviklingsoptimisme, som prægede alle europæiske stater i årene frem til Første Verdenskrig. Det var dog, som om den lyse tone bestod på baggrund af en pessimisme, hvilket skulle vise sig i den måde, hvorpå Harnacks forholdt sig til krigsudbruddet og sammenbruddet af alle tyskeres stolthed, det unge kejserrige. Da krigen brød ud, påkaldte Tyskland sig alle sine fjenders vrede. Som følge af hærledelsens uomgængelige logistiske planer måtte de tyske tropper massivt angribe det neutrale Belgien i sensommeren 1914. Til forsvar for Tysklands nationale kamp udfærdigedes det berygtede Aufruf an die Kulturwelt (Opråb til kulturverdenen), der blev underskrevet af stort set alle, der var noget i tysk kulturliv. Det er et patetisk forsvar for tysk kultur og kejserens dybe fredsvilje, et modangreb på de hedenske horder, hvis kugler flænger brystet på de renfærdigt kæmpende tyske soldater. Med dets gentagne “Det er ikke sandt …” havde man valgt 35

Tyske teologer - Indhold.indb 35

15-01-2014 10:43:47


CARSTEN BACH-NIELSEN

en primitiv og desperat argumentationsform. Harnack, der samme år var adlet med det lille “von”, var blandt de 93 underskrivere af manifestet. I modsætning til visse af sine kolleger afholdt han sig dog fra yderligere krigsreligiøse udskejelser. Han så Kejserriget såvel som den liberale, idealistiske kristendomsopfattelse gå til grunde i krigens år.

Fremmedgørelse og forsoning Verdenskrigen blev afslutningen på det europæiske hegemoni, på den liberale teologis forvisning om en dyb sammenhæng mellem tro og viden, religion og kultur. Det liberale historiesyn blev udfordret. Ved studenterkonferencen i den schweiziske by Aarau i 1920 tørnede Adolf von Harnack og Karl Barth (1886-1968) sammen. De talte to forskellige teologiske sprog. Barth søgte af al kraft at vise bag om kulturen og tilbage til den hellige skrift og dennes vidnesbyrd. Han anklagede Harnack for at være fanget i metodens lovmæssigheder. Harnack svarede: At opflamme og opbygge kan også en videnskabelig-teologisk fremstilling, takket være dennes objekt; men den videnskabelige teolog, der går ud fra og sigter mod at opflamme og opbygge, bringer fremmed ild til sit alter; for ligesom der kun er én videnskabelig metode, er der kun én opgave – den rene erkendelse af objektet (Barth 1957: 31). Man mærker Harnacks gamle opgør med den konservative, vækkelsesprægede lutherdom. Universitetets talerstol er ikke en prædikestol. Opgaven er ikke at lede studenterne til trosafgørelse, men historisk-kritisk at afdække evangeliet i dets oprindelige radikalitet. For Harnack stod og faldt teologien som videnskab med denne skelnen – om end han altid selv var anfægtet af den. En refleks af det store sammenbrud var Harnacks bog Marcion. Das Evangelium vom fremden Gott (Markion. Evangeliet om den fremmede gud) fra 1921. Bogen vil både være et afdækkende, historisk-kritisk værk og en kommentar til tidens religiøse situation. I al korthed ser Harnack teologen og filosoffen Markion (ca. 85-160) som en konse36

Tyske teologer - Indhold.indb 36

15-01-2014 10:43:47


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

kvent efterfølger af Paulus; han er den katolske kirkes egentlige skaber i kraft af den nytestamentlige kanon, han etablerede for kirken. Markions lære rummer budskabet om den rene kærlighed. Denne er hæmmet af det ondes magt, der ikke er en magt i den enkelte, men del af den skabelse, hvorover der hviler en forbandelse. Smerten gennemtrænger alt liv og al natur – og er et tegn på, at Gud ikke kan være god. Denne gud har endda oveni lagt loven, hvormed han anklager og bebrejder sin skabning, plager mennesket i dets samvittighed. Den gud kan ikke være den samme som den frelsende Gud. Harnack tegner billedet af den uoverstigelige mur mellem den grumme, lunefulde gammeltestamentlige Gud og kærlighedens Gud i Det Nye Testamente. Markion forkaster Det Gamle Testamente og bygger sin teologi på Det Nye Testamente. At kirken og kristendommen nu om dage ikke har forkastet Det Gamle Testamente, skyldes en kirkelig og religiøs lammelse. Den fremmede Gud bryder med tanken om den mislykkede skabelse, med det deterministiske historiesyn og den blinde skæbne, der knuser al storhed. Menneskets elendige situation i den historiske samtid kan ikke forklares. Denne verdens Gud er et forkasteligt væsen, men evangeliet er den fremmede Gud, der ikke kalder os tilbage til det hjem, vi har forvildet os bort fra. Han kalder os fra vort nuværende dystre hjem til et saligt hjem i det fjerne. Da er Harnacks sprog og forkyndelse ikke længer det videnskabelige og objektiverende, men en positiv bekendelse, som dybest set kan spores gennem hele hans værk. Harnack lægger med andre ord al vægt på den nådige og kærlige Gud, som vi kender fra evangeliernes tale til os.

Virkninger i Nord Adolf von Harnacks indflydelse var enorm. Han betragtes i dag som den teolog, den dialektiske teologi byggede på. Hans konception, at evangeliet er indlejret i en skal af religiøse, tidsbundne forestillinger, er f.eks. forudsætningen for Rudolf Bultmanns (1884-1976) afmytologiseringsprogram. Harnack konstruerede noget, han kaldte evangeliet, som for ham at se var den uopgivelige kerne i kristendommen. Bultmann kaldte dette forkyndesesindhold for “kerygma”. I Danmark fik Harnack såvel kritikere som tilhængere. Harnacks vurdering af 37

Tyske teologer - Indhold.indb 37

15-01-2014 10:43:47


CARSTEN BACH-NIELSEN

den apostolske trosbekendelse og bekendelserne som sådan gjorde, at grundtvigianerne så på hans værk med skepsis. Den grundtvigske teolog J.P. Bang (1865-1936) mente, at Harnack gik for vidt ved at konstruere et evangelium, der intet havde med personen Jesus at gøre. For Harnack er evangeliet en kvintessens af Jesu taler, men var den grundtvigske tiltro til Apostolicum ikke et lignende inddampet udtryk? Jo, givetvis, men Bang ville mene, at Kristus selv var heri og meddeltes sakramentalt under brug af bekendelsen. Harnacks evangelium er for Bang et lærd – om end teologisk – menneskeværk, en konstruktion. Sognepræsten N.P. Arboe Rasmussen (1866-1944) var nok den mest radikale elev af Harnack. Hans bog Om Trosbekendelsen og Præsteløftet fra 1913 er båret af Harnacks tanke om det dobbelte evangelium. En kirke uden “Jesu eget Evangelium i dets storladne Enkelhed og Renhed, uden Tilbygninger og Sideskud” ville ikke være en evangelisk kirke. Harnacks tanker blev som formuleret gennem Arboe Rasmussen ført for dansk domstol få år senere. Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948) greb helt tydeligt Harnacks betragtningsmåde i udforskningen af Det Nye Testamente og oldkirken. Hans trilogi Jesus Menneskesønnen (1935), Paulus (1940) og Kristus. Den opstandne Frelser (1941) er tilsammen en udfoldelse af grundsynspunktet i Harnacks studier: Evangeliet er forvansket af Paulus og kirken. Harnack kunne det københavnske publikum opleve, da han inviteret af Ny Teologisk Forening talte for et fuldt Grundtvigs Hus i 1910. Godt ti år forinden, i 1899, havde kulturhistorikeren og udviklingsoptimisten Troels Troels-Lund (1840-1921) forfattet den berømte 13. bog af Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede (1879-1901), “Livsbelysning”. Den består i anvendelse af Harnacks greb på et historisk materiale: Evangeliets klare lys, som det tændtes ved reformationen, fordunkles i en kamp mod gnostiske tendenser. Den mellemøstlige religions sorte slam lægger sig over det oplysende og frigørende evangelium. Straks i 1900 anskaffede Troels-Lund sig andet oplag af Das Wesen des Christentums. Troels-Lund foregreb den pessimisme, der skulle komme til udtryk i Harnacks værk om Markion. Udvikler menneskeheden sig trods nedgange og modstand i retning af det højere – en højere oplysning? Historien syntes ikke umiddelbart at kunne bekræfte dette liberale håb. Harnack gav eftertidens teologer og kirkehistorikere et tvesyn, der forhindrede en forstening i betragtningsmåder. 38

Tyske teologer - Indhold.indb 38

15-01-2014 10:43:47


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

En kirkehistoriker som P.G. Lindhardt (1910-1988) anlagde i høj grad en psykologisk vinkel på fortidens personer og så historien som liv og kamp. De, der ønskede bekendelse og system, var evangeliets fjender. Luther, den geniale, fik sit personlige trosbegreb omformet til ortodoksi. Kirkelæren og den lukkede Bibel blev reformationens varige frugt. Således var der mere liv at spore i den søgende senmiddelalder, hvis religiøse liv Lindhardt som den første beskrev med forståelse og indlevelse. Lindhardt var opmærksom på den nye mystik, der opstod i 1920’erne, da kristendommen gjorde sig fri af dogmerne. Liberalteologi blev til mysticisme og affødte nye tanker – den måske utilsigtede frugt af Harnacks indsats. Ved Harnacks 70-års fødselsdag 27. januar 1921 refererede teologen Alfred Th. Jørgensen (1874-1953) i Berlingske Tidende Harnacks ønske: at der i vore dage, i koret af dem, der søger Gud, måtte findes markionitter: “Deri er vi ikke enige med ham, og vi betvivler stærkt, at nogen lader sig friste til at følge Markions Spekulationer, Bibelkritik, Antisemitisme og Askese. Men derfor kan han godt vække interesse, og hans tale om den ukendte Gud virker dragende paa de mystiske Naturer.” I religiøs og politisk forstand var der en ny tid, der truede.

Eftermæle Med en virkning og en kreds som den, Adolf von Harnack havde, måtte der også være nogle mere dubiøse, såsom den britisk-tyske filosof Houston Stewart Chamberlain (1855-1927), der havde tilknytning til kejserhoffet, og som udviklede sig i stærkt antijødisk og antisemitisk retning. Nok så væsentligt er det at pege på de tyske teologer Martin Rade (1857-1940), Otto Dibelius (1880-1967) og Dietrich Bonhoeffer (1906-1945). Harnack var åndeligt og videnskabeligt beslægtet med Luther-forskeren Karl Holl (1866-1926). Han havde et stærkt ståsted i liberale, republikanske kredse og særligt i kredsen omkring Rade og det kulturprotestantiske tidsskrift Die Christliche Welt med dens kirkelige freds- og forsoningsbestræbelser. Harnack døde på en tjenesterejse for Kaiser-Wilhelm-Gesellschaft den 3. juni 1930 i Heidelberg. Han aske blev nedsat på Alter St.-Matthäus-Kirchhof Berlin. På den enkle sten lod man indgravere de hymniske ord “Veni Creator Spiritus” – 39

Tyske teologer - Indhold.indb 39

15-01-2014 10:43:47


CARSTEN BACH-NIELSEN

Kom, skaberånd. I Heidelberg talte Martin Dibelius (1883-1947) over ham, mens talerne i Berlin blev holdt af Heinrich Weinel (1874-1936) og Hans Lietzmann (1875-1942). Den sidste taler tog ordet på studenternes vegne. Det var Dietrich Bonhoeffer, der døde for nazisternes hånd i 1945, samme år som også Adolf von Harnacks søn, politikeren Ernst von Harnack, blev henrettet for sin medvirken i 20. juli-sammensværgelsen mod Adolf Hitler (1888-1945).

Litteratur

Adolf von Harnacks værker i udvalg Texte und Untersuchungen zur Geschichte der altchristlichen Literatur, Berlin 1882ff. Grundriss der Dogmengeschichte, Freiburg im Breisgau 1889. Geschichte der Altchristlichen Literatur bis Eusebius, Leipzig 1893-1904. Das Wesen des Christentums, Leipzig 1900 [som billigbog med forord af Rudolf Bultmann, München 1950]. Mission und Ausbreitung des Christentums in den ersten drei Jahrhunderten, Berlin 1902. Lehrbuch der Dogmengeschichte, bd. 1-3, Tübingen 1886-1890. Marcion. Das Evangelium vom fremden Gott. Eine Monographie zur Geschichte der Grundlegung der katholischen Kirche, Leipzig 1921. Die Mission und Ausbreitung des Christentums in den ersten drei Jahrhunderten, bd. 1-2, Leipzig 1924 udkom oprindeligt i 1902. Reden und Aufsätze, bd. 1-7, Gießen 1904-1930. Adolf von Harnack als Zeitgenosse. Reden und Schriften aus den Jahren des Kaiserreichs und der Weimarer Republik, udgivet af Kurt Nowak, bd. 1-2, Berlin & New York 1996. Adolf von Harnack i dansk oversættelse Den apostoliske Troesbekjendelse. En historisk Redegjørelse med en Epilog, oversat af Emil Christiani, København 1893. Kristendommens Væsen, oversat af Edv. Lehmann, København 1900. Munkevæsenet, oversat af Edv. Lehmann, København 1901.

40

Tyske teologer - Indhold.indb 40

15-01-2014 10:43:48


DEN ANFÆGTEDE KULTURPROTESTANT: ADOLF VON HARNACK (1851-1930)

Anbefalet sekundærlitteratur om Adolf von Harnack Aland, Kurt m.fl.: Adolf von Harnack in Memoriam. Reden zum 100. Geburtstag am 7.5. 1951, Berlin 1951. Bang, J.P.: Om Kristendommens Væsen. Forelæsninger holdte paa Københavns Universitet, København 1902. Barth, Karl: Theologische Fragen und Antworten, bind 3, Zollikon 1957. Grane, Leif: Kirken i det 19. århundrede. Europæiske perspektiver, København 1982. Holm, Søren: Protestantisme, København 1950. Radler, Aleksander: Kristendommens idéhistoria. Från medeltiden till vår tid, Lund 1988. Rumscheidt, Martin (red.): Adolf von Harnack. Liberal Theology at its Height, London 1989. Widmann, Peter m.fl.: Gudstanken i nyere protestantisk teologi, København 1968. Zahn-Harnack, Agnes von: Adolf von Harnack, Berlin 1936.

41

Tyske teologer - Indhold.indb 41

15-01-2014 10:43:48


CARSTEN BACH-NIELSEN

42

Tyske teologer - Indhold.indb 42

15-01-2014 10:43:48


PERSONREGISTER

Personregister A Adam, Karl 268 Adorno, Theodor W. 162, 169f., 207, 210, 227f., 315 Agamben, Giorgio 332 Almond, Philip C. 70 Altizer, Thomas 316 Apel, Karl-Otto 309 Arendt, Hannah 315 Arendt, Niels Henrik 208, 212 Aristoteles 306 Assmann, Aleida 332 Assmann, Jan 316, 332f. Augustin (augustinsk) 31f., 51, 161, 174, 214, 230, 280 Avenarius, Ferdinand 61 B Bachmann, Ingeborg 316 Balthasar, Hans Urs von 11, 270, 284f., 315 Bang, J.P. 38 Barth, Heinrich 94f. Barth, Karl (barthiansk) 5, 13-17, 25, 36, 41, 82, 89-113, 116-119, 121-124, 128-133, 139f., 144f., 147, 159f., 163-168, 170, 173, 175, 181183, 191, 195, 199, 208f., 214, 217, 219f., 224, 226, 233, 242, 244-249, 251, 256, 258, 290, 299f., 319 Bauckham, Richard 233 Beck, Ulrich 303 Becker, Carl Heinrich 164

Benedict, Ruth 171 Benedikt XVI (pave) – se Ratzinger, Joseph Benjamin, Walter 9, 19, 319, 332 Bethge, Eberhard 182, 186 Bloch, Ernst 13, 16, 210, 217, 220, 223, 225 Blumenberg, Hans 327f. Boff, Leonardo 227 Bohr, Niels 218 Bonhoeffer, Dietrich 5, 13, 15, 39f., 108f., 179-198, 206-208, 214, 217, 220 Bonus, Arthur 115 Bornkamm, Günther 153 Braun, Herbert 153 Brentano, Margherita von 316 Bretall, Robert W. 159 Brunner, Emil 11 Buber, Martin 11, 118, 125, 169, 189, 210 Bultmann, Arthur Kennedy 135 Bultmann, Rudolf (bultmannsk) 5, 13-15, 20, 37, 68, 109, 116-118, 121, 123f., 130f., 135-157, 159f., 165, 168, 173f., 203-205, 207-212, 215f., 223-226, 244f., 256, 258, 326 Böhme, Jakob 161, 167 C Calvin, Jean (calvinisme, calvinsk, calvinistisk) 14, 49f., 98, 105-107, 110, 228

337

Tyske teologer - Indhold.indb 337

15-01-2014 10:44:15


PERSONREGISTER

G Gadamer, Hans-Georg 165 Gehlen, Arnold 169 Geismar, Eduard 130f. George, Stefan 82 Gerhard, Johann 46 Gloege, Gerhard 125 Gogarten, Friedrich 5, 13-15, 64, 115-132, 139, 203f., 208 Goldstein, Moritz 19 Gollwitzer, Helmut 209 Gooch, Todd A. 83 Grisebach, Eberhard 118, 125 Grønbech, Vilhelm 38 Guardini, Romano 268f. Gutiérrez, Gustavo 226, 234, 286

Cassirer, Ernst 57, 318 Chamberlain, Houston Stewart 39 Chardin, Pierre Teilhard de 268 Conzelmann, Hans 153 Cornelius, Hans 169 Cortés, Juan Francisco Donoso 328 Cronenberg, David 18 Curtius, Ernst Robert 64 D Derrida, Jacques 316, 332 Descartes, René 145, 250, 271, 301 Dibelius, Martin 40, 141, 143 Dibelius, Otto 39 Diderichsen, Børge 130 Diederichs, Eugen 116 Dilthey, Wilhelm 53, 55f., 58, 72, 145, 249f., 262 E Ebeling, Gerhard 11, 24, 256 Ebner, Ferdinand 118, 125 Eliade, Mircea 80f., 156, 175 F Feldmann, Helene 136 Feuerbach, Ludwig 300f. Fichte, Johann Gottlieb 27, 115-117, 125 Frans af Assisi 209 Freud, Sigmund 18f., 82, 256, 300f., 319 Fries, Jakob Friedrich 72, 85 Fromm, Erich 171 Fuchs, Ernst 153

H Habermas, Jürgen 210, 309, 316 Haneke, Michael 10 Harbsmeier, Götz 124, 130f. Harkness, Georgia 159 Harnack, Adolf von 5, 11f., 25-40, 44, 51, 53, 64, 83, 89f., 98, 115, 165, 182, 330 Harnack, Theodosius 28 Hartmann, Nicolai 262 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (hegeliansk, hegelianer) 11-13, 16, 54, 64, 161, 168, 175, 192, 220, 224, 248-250, 252, 273, 299, 319, 323 Heidegger, Martin 13f., 20f., 68, 131, 135, 137, 144-148, 151f., 155, 165f., 169, 174, 189, 268f., 271, 273f., 318, 324, 326 Heimann, Eduard 163

338

Tyske teologer - Indhold.indb 338

15-01-2014 10:44:15


PERSONREGISTER

Heisenberg, Werner 218 Heitmüller, Wilhelm 136 Herrmann, Wilhelm 47, 89f., 92 Heschel, Abraham Joshua 312 Hildegard af Bingen 236 Hindenburg, Paul von 122 Hirsch, Emanuel 97, 120 Hitler, Adolf 20, 27, 40, 108, 110, 121f., 135, 180 Hobbes, Thomas 328 Holl, Karl 39, 182 Honecker, Martin 268 Horkheimer, Max 169, 227f. Humboldt, Wilhelm von 318 Huntington, Samuel P. 303 Husserl, Edmund 165 I Illies, Florian 10 Iwand, Hans Joachim 217, 220 J James, William 76, 78 Jaspers, Karl 262 Jenson, Robert 240f. Joas, Hans 65 Johannes Duns Scotus 161, 239 Johannes XXIII (pave) 290f., 296 Jung, Carl Gustav 18f., 82 Jüngel, Eberhard 11, 124, 212 Jørgensen, Alfred Th. 39 K Kaftan, Julius 115 Kant, Immanuel (kantiansk) 59, 67, 72, 92-96, 165, 196, 227, 249f., 271-273, 306f., 318f.

Kegley, Charles W. 159 Kessler, Harry Graf 61 Keyserling, Hermann Graf 57 Khomeini, Ruhollah 302 Kierkegaard, Søren 14, 59f., 93f., 116, 119, 125, 131, 161, 169, 194f., 208, 211, 214, 321 Kippenberg, Hans G. 81 Kirchhoff, Margarete 115, 118 Kracauer, Siegfried 60 Kroeger, Matthias 120 Kutter, Hermann 91, 118 Kühnemann, Eugen 161 Küng, Hans 6, 21, 224, 270, 285f., 289-312 Kähler, Martin 161 Käsemann, Ernst 153, 217, 220, 223, 300 König, Franz 267, 269 L Larsen, Kristoffer Olesen 131 Leeuw, Gerardus van der 80 Leibnitz, Gottfried Wilhelm 59, 64 Levinas, Emmanuel 316, 318 Lévi-Strauss, Claude 156 Lietzmann, Hans 40 Lilla, Mark 11 Lindhardt, Poul Georg 39 Lubac, Henri de 268, 270 Luther, Martin (luthersk, lutheransk, lutherdom) 14, 16, 26-32, 36, 39, 47-51, 53, 67, 78, 98, 105, 107f., 117, 119-126, 128, 132, 135, 151, 155, 160f., 181-183, 190-195, 197, 208f., 217, 220, 224, 227f.,

339

Tyske teologer - Indhold.indb 339

15-01-2014 10:44:15


PERSONREGISTER

230, 233f., 239, 243, 245, 255f., 261 Lütgert, Wilhelm 161f. Løgstrup, Knud Ejler 122, 127, 130132, 212 Löwe, Adolf 163 Löwith, Karl 262, 324f., 327

Niemöller, Martin 108 Nietzsche, Friedrich (nietzscheansk) 54, 56, 115, 161f., 174, 256, 300f., 319, 333 Nixon, Richard 212 Nygren, Anders 218 Nørager, Troels 330

M Mann, Thomas 62-64, 120, 173f., 304 Mannheim, Karl 64f., 169 Marcuse, Herbert 315 Maréchal, Joseph 271, 273 Marett, Robert Ranulph 77 Markion 36-39, 330 Marx, Karl (marxisme, marxistisk) 16, 162, 168, 170, 220, 223, 226228, 233, 261, 296, 300f. Marxsen, Willi 153 May, Rollo 171, 174f. Meinecke, Friedrich 43, 60, 62, 64 Melanchton, Philipp 46 Mendelssohn, Moses 319 Mennicke, Carl 163 Metz, Johann Baptist 283f. Moltmann, Jürgen 6, 16f., 204, 217-237 Mommsen, Theodor 29 Mortensen, Viggo 212 Musil, Robert 13 Müller, Friedrich Max 69,71

O Otto, Rudolf 5, 11f., 67-84, 94, 139, 165, 167 Overbeck, Franz 93

N Neufeld, Karl Heinz 283 Niebuhr, H. Richard 171 Niebuhr, Reinhold 171, 218

P Pannenberg, Wolfgang 6, 16f., 224, 227, 232, 239-262 Pascal, Blaise 301 Paul VI (pave) 267, 282, 285, 291 Paulus (paulinsk) 14, 35, 37f., 51, 92, 96, 98, 101, 122, 136, 151, 155, 174, 260, 317, 326, 330f. Peterson, Erik 97 Platon 94-96, 145 Prenter, Regin 110, 130 R Rad, Gerhard von 217, 220 Rade, Martin 39 Ragaz, Leonhard 91, 115, 118 Rahner, Hugo 268 Rahner, Karl 6, 20f., 232, 267-287 Ranke, Leopold von 28 Rasmussen, N.P. Arboe 38 Ratzinger, Joseph (Benedikt XVI) 227, 270, 283-286, 289 Ritschl, Albrecht 29, 45, 47 Roosevelt, Franklin D.172

340

Tyske teologer - Indhold.indb 340

15-01-2014 10:44:15


PERSONREGISTER

Rosenzweig, Franz 13, 323 Rüstow, Alexander 163 S Scheler, Max 169, 189 Schelling, Friedrich Wilhelm Joseph 161, 166f., Schleiermacher, Friedrich 11, 27, 33, 52, 71, 91, 99, 145, 162, 165, 192 Schlier, Heinrich 153 Schmidt, Helmut 310 Schmitt, Carl 13, 20, 316f., 326-330 Scholem, Gershom 315, 324 Seeberg, Reinhold 24 Simmel, Georg 48, 50, 54 Sloterdijk, Peter 316 Sombart, Werner 48, 50, 54 Spengler, Oswald 127 Spielrein, Sabina 18f. Spinoza, Baruch de 174 Stapel, Wilhelm 121, 123 Steffensky, Fulbert 203, 205 Strauss, Leo 62 Søe, N.H. 218 Sölle, Dietrich 203 Sölle, Dorothee 6, 16f., 155, 203215

Tillich, Johannes 160 Tillich, Paul 5, 13, 15, 82, 159-175, 208, 228, 228, 235, 315f. Traub, Gottfried 115 Troels-Lund, Troels 38 Troeltsch, Ernst 5, 11-13, 43-65, 68, 115, 163, 165 W Wach, Joachim 81f. Weber, Max 43, 48-50, 54, 83 Weber, Otto 217, 220 Weger, Karl-Heinz 271 Weinel, Heinrich 40 Weininger, Otto 13 Weiss, Johannes 135f., 144 Wendel, Elisabeth 220 Wilhelm II 90 Wilhjelm, Tage 131 Wilson, Woodrow 61 Wittgenstein, Ludwig 13 Wolf, Ernst 217, 220 Wolfers, Arnold 163 Wundt, Wilhelm 72-75, 77 Z Zahn, Theodor 32

T Taubes, Jacob 6, 9f., 17f., 20f., 315-333 Taubes, Susan 316 Tertullian 31 Thaning, Kaj 130 Theodor af Mopsvestias 136 Thomas Aquinas 160f., 268f., 306 Thurneysen, Eduard 97, 118

341

Tyske teologer - Indhold.indb 341

15-01-2014 10:44:15


Bogens bidragydere CARSTEN BACH-NIELSEN, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. L ARS K. BRUUN, sognepræst, Esajas Kirke, København. K IRSTEN BUSCH NIELSEN, professor og dekan, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. GEERT H ALLBÄCK, lektor emeritus, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. JAN BO H ANSEN, journalist, Weekendavisen. EBERHARD H ARBSMEIER, rektor emeritus, Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster. K ARL-JOSEF KUSCHEL, professor, Institut für Ökumenische und Interreligiöse Forschung, Eberhard Karls Universität, Tübingen (Tyskland.) H ANS VIUM MIKKELSEN, rektor, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Løgumkloster. MORTEN DYSSEL MORTENSEN, videnskabelig assistent, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet. A DAM PAULSEN, post.doc., Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. ELSE M ARIE WIBERG PEDERSEN, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. JOHANNE STUBBE TEGLBJÆRG K RISTENSEN, lektor, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. JAKOB EGERIS THORSEN, post.doc., Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. TOVE TYBJERG, lektor, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

342

Tyske teologer - Indhold.indb 342

15-01-2014 10:44:15


Lars K. Bruun Cand.theol., ph.d., tidligere lektor i Kristendoms­historie

Tysk teologi har haft en betydelig indflydelse på det 20. århundredes tænkning i Europa og USA. Men det er en indflydelse, som her i det 21. århundrede ofte negligeres eller simpelthen er glemt.

ved Københavns Universitet, nu sognepræst i Esajas Kirke. Har blandt andet udgivet Abrahams spor. Abrahamfiguren i religion, filosofi og kunst (2007), Rockpro-

I bogen portrætteres fjorten tysksprogede teologiske tænkere, som

feter. Jesusfiguren på plade (2008) og European Self-

gennem det 20. århundrede har fortolket deres egen tid og kultur in-

Reflection Between Politics and Religion: The Crisis

den for rammerne af en jødisk-kristen forståelseshorisont. Således

of Europe in the 20th Century (2013). Arbejder p.t. på et forskningsprojekt om protestantismens ’mentale

kan portrætterne tilsammen læses som et kapitel af det 20. århundre-

mekanisme’.

des idé- og kulturhistorie. Bogen viser også, at der hos disse teologer

Morten Dyssel Mortensen

bedrives en form for kulturkritik, som i dag er blevet vanskelig, hvis ikke

Cand.mag., videnskabelig assistent i Tysk og Europæ­

umulig, og som måske netop derfor kan være til inspiration. Under alle

iske Studier ved Københavns Universitet. Har udgivet

omstændigheder udgør denne teologiske tænkning en vigtig forudsæt-

bøgerne Tyske intellektuelle i det 20. århundrede (2005), Den moderne tyske roman 1909-1935 (2007) og Tyskland og Europa i det 20. århundrede (2008). Arbejder

ning for at forstå vor tids værdidebat, ikke mindst om forholdet mellem religion og politik.

p.t. på et forskningsprojekt om europæisk identitetspolitik i det 21. århundrede.

Tyske teologer i det tyvende århundrede

Bogens redaktører:

Tyske teologer tyvende århundrede i det

En antologi

Bogen rummer portrætter af: Adolf von Harnack Ernst Troeltsch Rudolf Otto Karl Barth Friedrich Gogarten Rudolf Bultmann Paul Tillich Dietrich Bonhoeffer Dorothee Sölle Jürgen Moltmann Wolfhart Pannenberg Karl Rahner

Redigeret af

Hans Küng

Lars K. Bruun og

Jacob Taubes

Morten Dyssel Mortensen

978- 8 7-7457-704-1

ANIS

Tyske teologer OMSLAG TRYK.indd All Pages

ANIS

ANIS

23/01/14 13.03

Tyske teologer uddrag  

Køb den på www.rpc.dk