Som hos dig står uddrag

Som hos dig st책r 21 vielsestaler og et efterord

Som hos dig st책r 21 vielsestaler og et efterord

Redaktion Ulla Morre Bidstrup, Peter Nejsum, Ulla Bjerregaard Salicath

Aros Forlag 2013

Som hos dig står 21 vielsestaler og et efterord Ulla Morre Bidstrup, Peter Nejsum, Ulla Bjerregaard Salicath (red.)

Grafisk tilrettelæggelse: Lars Vendelbo © 2013 Aros Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7003-696-2 Aros Forlag Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C aros@arosforlag.dk www.arosforlag.dk Kopiering kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret Tryk: Aka-print, Aarhus

Indhold Forord 9 Vielsestaler 11 Én lykke kommer sjældent alene 13 Erik Høegh-Andersen Meget på spil 17 Helle Bundgaard Poulsen Den hellige familie 21 Claus Thomas Mynster Nielsen Rust og guld 25 Arne Mårup Hemmelighedsfuld 29 Poul Joachim Stender Salt 33 Birgitte Rosager Møldrup Rock’n’roll 37 Ulla Morre Bidstrup Gentagelsen 41 Eberhard Harbsmeier At være to sammen – og være glade 45 Lise Trap Evighed 49 Lasse Hultberg

I de levendes land 53 Betty Højgaard Glæden ved at få er lig angsten for at miste 57 Karin Friis Plum Lad det ske mig efter dit ord 61 Tina Folke Drigsdahl I skal elske 65 Henrik Højlund Sårbar 69 Peter Nejsum At opsøge lykken er at udfordre ulykken 73 Claus Oldenburg Gud, du kaster lys over min verden! 75 Gudmund Rask Pedersen Når lidenskaben rykker 79 Ulla B. Salicath Sandheden er en tomandssag 83 Asta Gyldenkærne Vellyd og stilhed 87 Henrik Wigh-Poulsen Guds skabelse er altid nutid 91 Henrik Winther Nielsen Efterord 95 Vielsens teologi 97 Peter Nejsum

Forord Uanset at færre par gifter sig i disse år, så er det stadig et anseeligt antal par, præsten hvert år bliver bedt om at vie: Unge par, par i begyndelsen af 30’erne, hvor uddannelsen er vel overstået, de første børn født, villaen købt. Ældre par, der har mødt hinanden efter forliste ægteskaber og forhold. Par med sammenbragte børn og hver deres historie, som for nogle er smertefuld og kompliceret for andre slet ikke. Det er naturligvis ikke det samme, der skal siges til hvert enkelt par. Der skal tales ud fra den konkret virkelighed, ud fra deres historie, der skal forbindes med den forunderlige historie om at Gud blev menneske og er i alt liv, også det svære liv. Det er ikke altid nogen let opgave, men det er opgaven.

Midt i festen, glæden, taknemmeligheden, men også der hvor der bor skyld og sorg, skal der tales vedkommende om vores liv. Ikke som et abstrakt liv, det findes ikke, men som et liv i kød og blod, hvor vi ikke kan lade være med at elske, binde os til et andet menneske og håbe på en kærlighed, der har evigheden som horisont, og derfor har sit ophav i Gud. Denne bog henvender sig til alle, der arbejder med vielsen og er optaget af, hvad den betyder. Den er tænkt som inspiration til at holde vielsestaler og til at reflektere over deres indhold. I bogen gengives 21 vielsestaler, som alle er holdt ved vielser indenfor de seneste år. Derefter følger et fyldigt efterord af Peter Nejsum. I den seneste tid har diskussionerne om vielsen i høj grad handlet om vielse af homoseksuelle og vielser i det fri. I dette efterord anlægges en mere grundlæggende tilgang til vielsens teologi, og der gøres rede for vielsestalens teologiske muligheder.

De trykte vielsestaler er blevet udvalgt blandt et meget stort antal taler, vi har fået tilsendt. Vi har spurgt præster fra forskellige dele af landet og fra forskellige dele af det teologiske landskab. I udvælgelsen af talerne har vi først og fremmest lagt vægt på kvalitet, men har også bestræbt os på så stor variation, som muligt, både hvad angår talens form og teologiske temaer.

9

Det har stået hver enkelt bidragyder frit for, om de ville følge vores opfordring til at give en kort introduktion til brudeparret og de særlige omstændigheder, der måtte være i forbindelse med vielsen. Navnene på brudeparrene er enten anonymiseret eller fastholdt efter tilladelse fra parret.

Vi vil gerne rette en stor tak til de kolleger, der har haft ulejlighed med at sende os et lille udvalg af deres vielsestaler. Tak for jeres tillid og tålmodighed.

Ulla Salicath, Ulla Morre Bidstrup og Peter Nejsum Juni 2013

10

Vielsestaler

11

12

Én lykke kommer sjældent alene Erik Høegh-Andersen

Lidt om parret: Nicolai og Signe. Sammen har de Andreas på to år.

Vi talte ved vielsessamtalen en del om formuleringen ”i hvad lykke Gud den almægtige har tilskikket jer” og så også på lykkebilledet s.

14 i ”Gud, vi skal giftes” (Ulla M. Bidstrup, Ulla Salicath, Peter Nejsum, Aros 2009/11). ”Hvori består den lykke, vi taler så meget om?” blev det centrale spørgsmål i samtalen.

Salmer 402 52 v. 6 703 15 Kære Signe og Nicolai. Nu er den store dag kommet. Dagen hvor I sidder i Jægersborg Kirke med familie og venner omkring jer, som om lidt kan høre det ja, I som brudepar giver hinanden. Og høre det både som en taknemmelig bekræftelse af al den lykke, I har erfaret, og som en tydelig markering af, at det her står I ved.

For alt det, I har fået givet i hinanden, vil I ikke slippe igen. Men sammen vil I dele liv og elske og ære i medgang og modgang, og i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer.

Sådan står der i tilspørgslen i ritualet, som I svarer ja til. Det er måske nok en lidt gammeldags formulering, man godt kan studse over, ”i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer.”

Lykke er åbenbart ikke noget, vi skal opsøge og finde eller indtage. Lykke er noget, som bliver tilskikket os. Som kommer til os.

13

Vi drømmer vel alle i en eller forstand om at finde lykken. Om at opdage det sted hvor lykken er. Men det er jo med lykken som med den skat, der efter sigende findes for enden af regnbuen. Lige meget, hvor meget vi leder eller bevæger os, kommer vi alligevel ikke tættere på, hverken på regnbuen eller lykkens sted. Derimod oplever vi på så mange måder, at lykken finder os. Vi kan rammes af lykke, vi kan overraskes af det vidunderlige, glæden kan overvælde os, så det næsten ikke er til at gøre sig fri igen. Mon I ikke også vil kunne sige det: At lykken ikke er noget, I ved bevidst og ihærdig søgen har fundet, men at lykken har fundet jer, og at den har vist sig at være langt mere omfattende og måske også anderledes og mere krævende, end I havde drømt om.

Vi talte om det med lykken. Hvad er det for noget? For det er jo ikke bare, at det lykkes. Det er ikke det succesfulde liv, det drejer sig om. Faktisk slet ikke! Nej lykke, det er det helt enkle, at man har hinanden, sagde I. At der er nogen at komme hjem til. At man står sammen. Sagde I. Ikke noget med forkromede teorier om, hvad man skal arbejde med og være bevidste om som kærester eller par. Men det helt enkle, at man har hinanden. Glæden ved at være der i hinandens liv. Dejligt!

Og så betonede I, at lykken findes i den sitrende følelse af, at livet kan overraske os. Det overgår vores forstand, det er ukontrollabelt, det kan ikke inddæmmes af vores beregninger og strategi. Livet overvælder os og går os til hjertet i små uforudsigelige, vidunderlige øjeblikke. Og jo ikke mindst når I står med Andreas, med alt det overvældende og overraskende, han har bragt ind i jeres liv.

I har, tror jeg, oplevet det vidunderlige, at ”én lykke sjældent kommer alene”. Ja, man plejer jo at sige, at én ulykke sjældent kommer alene. Men siden jeg hos den islandske forfatter Einar Már Gumundsson så den omvendte formulering, ”én lykke kommer sjældent alene”, har jeg ikke kunnet lade være med at tænke, at det ofte er netop sådan, det er. Når lykken rammer os, så først får vi øjnene op for, hvor megen lykke, eller hvor mange slags lykke, der egentlig er i vores liv. ”Én lykke kommer sjældent alene…”

14

”I hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer.”

Der ligger naturligvis i sådan en måde at udtrykke sig på, at lykken ikke bare er, når det går, som det skal. Lykken er også i det liv, som er svært og uhåndterligt, og hvor alting ikke bare går efter de succeskriterier, vi gerne stiller op. Lykken kan også være i den tilværelse, som ind imellem er surt slid, men hvor vi holder ud, for vi står ved det her, vi vil det her. Og på trods af alt sliddet kan vi opleve den lykkelige følelse af, at vi er anbragt på det rigtige sted.

Ja, lykken er i det helt enkle liv, i det liv som stadig rummer overraskelser, og hvor der også i morgen er nye ting vi skal lægge mærke til og se og måske også kæmpe med. Og sådan er lykken os på en måde altid nærmere, end vi tror. Det er, som når Jesus taler om Himmeriget og siger: ”Det er ikke sådan, at man kan sige: Se her er det! Eller se der! For Guds rige er midt iblandt jer!”

Lykken, Guds rige, alle de muligheder Gud tilspiller os, er i det almindelige liv, hvor vi vågner om morgenen og ser hinanden på ny. Lykken, Guds rige, er i det liv, hvor vi investerer os selv, giver os selv til hinanden. Lykken er i det liv mellem andre, hvor der kaldes på vores opmærksomhed, på vores sansende nærvær.

Hvor vi ved, at der er noget, vi skal være på højde med, noget vi skal. Det er denne lykke, I nu er sammen om at tage imod og dele, og som kræver jeres vågenhed og nærvær hver eneste dag. Og har I sans for denne lykke, og kan I undrende tage imod alt det, livet er fyldt af, så vil lykken også være noget som fylder jer; som lyser i jeres øjne; som forplanter sig som overskud og liv til Andreas og til jeres familie og venner og kolleger med. For som sagt: ”Én lykke kommer sjældent alene.”

Eller som en anden digter har formuleret det: ”Lykken er en luftart, der ikke kan isoleres.” Heldigvis, lykkeligvis. For det er slet ikke rigtig glæde eller lykke, hvis vi forsøger at holde det for os selv. Og vi kan kun håbe på, at der også fra jer finder masser af små udslip sted – så lykken bliver en luftart, I alle kan mærke og leve i.

15

Når vi er samlet her, så er det jo for sammen med jer at sige tak for, at denne lykke – til trods for alt andet – findes og mærkes i vores liv.

Og faktisk har regnbuen allerede fundet jer, for når I sidder lige dér, så sidder I jo lige under buen, på selve lykkens sted. For når de gamle formede de fineste buer ind til koret, var det en gentagelse af regnbuen, som Gud satte som et tegn på himlen, efter den store oversvømmelse, hvor kun Noah og hans familie og dyrene på arken blev reddet. Regnbuen har fra da stået som et tegn på, at vi lever under Guds nåde, og vores liv vil altid være i hans hånd. Og al den rigdom, som er i livet, alle de skatte vi kender, findes i det liv, som leves under buen. Under den himmelske kærlighed, som hvælver sig over os fra først til sidst.

Så er der ikke andet at gøre end frimodigt at give sig selv, og sammen møde livet i alle dets tilskikkelser. At lade sig indfange og ramme af den lykke, som findes. At mærke glæden, så den ene lykke bliver til flere, og til velsignelse for mange andre end jer selv. ”Til lykke!” Med alt det, I allerede har fået givet, og alt det I har foran jer i jeres fælles liv.

Amen.

16

Meget på spil Helle Bundgaard Poulsen

Lidt om parret: Thorbjørn er hornist, Tine teaterinstruktør.

Salmer 747 494 46 702 Thorbjørn og Tine. I to og Gud er et forunderligt match. Det er jo derfor, vi er her. I en kirke. Fordi vi tror, at Gud er med i det her.

En bryllupsfest er den bedste af alle fester. Den slår både housewarming, jubilæer og runde fødselsdage. I måneder har vi gået rundt med en forventning i kroppen. Den er vokset og vokset, som dagen nærmede sig. Det kan godt være, vi har travlt til daglig. Det kan godt være, at tiden har været ved at løbe fra os i dag. Men da først vi kom ind i kirkerummet og faldt ned på bænken, blev vi overvældede, og hjertet blev pludselig meget stort. Og så var det næsten nu. Næsten, men ikke helt – filmens suspense har været kendt i kirken i århundreder. For der er ikke noget så inciterende som at vente på bruden.

Også I to har spændt jer op til i dag. Du, Tine, er vågnet midt om natten, bange for at blive viklet ind og blive væk i det store lilla forhæng nede ved indgangen, lige før du skulle føres op af din far. Du, Thorbjørn, har frygtet gråden, bange for at blive overmandet af tårer. Men du blev ikke væk, Tine. Og det er okay at græde, Thorbjørn. I teksten til i morgen græder Jesus over Jeru-

17

salem og skærer én gang for alle ud i pap, at store drenge og voksne mænd har lov til at græde.

Der er så meget på spil i dag. Denne time mellem fire og fem peger tilbage på jeres allerførste møde, på jeres forlovelse, på jeres trofasthed, mens I var adskilt, på jeres glæde, hver gang I rejste til hinanden og blev genforenet. Var det ikke blevet jer to, så havde det bare været en flirt og en forbipasserende forelskelse.

Men fordi det endte med bryllup, så er alt det, I har delt indtil nu, den store ouverture til jeres ægteskab og det, I siger ja til i dag.

Det er stort og grænseoverskridende at træde frem for familie og venner og for Gud og love sig selv og sit liv bort til en anden. Det er fascinerende og skræmmende på én og samme tid. Det er én af de største beslutninger, vi tager i vores liv. Hvis vi tager den.

Det tager kun ét sekund at svare ja, og så hænger vi på det hele livet. Går det, så kalder det på bundløs taknemmelighed, går det ikke, så bliver det ét af vort livs store nederlag. Derfor er I både seje og sårbare i dag. For det liv, der ligger foran jer, er der ingen af os, der kender. Og alligevel tør I sige ja til det. Og det mest bevægende er derfor det sted i ritualet, hvor I to knæler, og vi beder til Gud og lægger alle vore ønsker for jeres liv sammen ind i den bøn.

Der er så meget på spil i dag. Ikke bare for jer to, men for os alle. For vi, der er her, er jo jeres livsvidner. I dag er der to familier og to sæt venner, der kommer i familie med hinanden i kraft af jer og af Gud. Også her åbenbarer Gud en side af sit store og gådefulde væsen. Han vil, at vores verden skal blive større, at vi ikke skal lukke os om os selv, om tosomheden og om familiens selvfedhed. I dag sætter Gud os alle på prøve. For vi skal holde af hinanden. Vi, der hører dig til, Tine, skal elske Thorbjørn og hans familie. Din familie, Thorbjørn, skal elske Tine og os.

Og hvis vi ikke ved, hvad vi skal tale om i aften, så kan vi altid tale om jer – så er vi pludselig ikke længere helt så fremmede overfor hinanden. For et bryllup er et kosteligt kick til erindringen. Man kommer i tanke om ting, man troede, man havde glemt.

Jeg selv ser dig for mig, Tine, bag en glasrude på Rigshospitalet i december 1982. Et bedårende lille væsen på bare 1900 gram, som

18

himlen endnu ikke helt har sluppet sit tag i. Og hvor flot en baby, du var, Thorbjørn, glæder jeg mig til at høre nogen løfte sløret for under festen.

Der er så meget på spil i dag. For brylluppet er den mest vedkommende fest, jeg kan komme i tanke om. Det er en fest, der berører os alle. Selvfølgelig er orglet med til at bevæge vore hjerter. Men det er også det, vi ser, der rører og rykker. I to sidder som på en scene mellem Guds sted, altret, og alle jer på bænkene.

Det, vi ser, når vi ser på jer, er svaret på den kærlighedslængsel, der bor i os alle. Hvadenten vi er enker eller enkemænd, fraskilte, singler, solosild eller to trætte gamle ægtefolk, så er det gribende, når to mennesker har fundet kærligheden – eller kærligheden har fundet dem. Så er det, man tænker: Gud har ikke glemt os. Gud er ikke træt af os. Gud er ganske tæt på. Gud er i mellemrummet mellem os. Vi kan gifte os og skille os i én uendelighed, vi kan svigte kærligheden og lide skibbrud med den.

Men der er altid mere af den. Ovenfra.

Der er så meget på spil i dag. Det lyser fra jer to, Thorbjørn og Tine, og glansen fra Gud falder på os alle. Intet menneske med respekt for sig selv vil ødelægge en bryllupsfest. Det kommer vel af, at vi dybt nede ved, at det, vi oplever i dag, er større end tosomheden og den toværelses i Valby. Det kommer vel af, at vi i ét nu sanser, at vi her er tæt på det hellige, tæt på livets inderste mening. Skal Jesus beskrive sit forhold til os og have os til at forstå, hvad der er på færde mellem ham og os, så siger han, at han er brudgommen, og vi er bruden. Han er Romeo, vi er Julie.

Han er den unge forelskede mand, der går frem og tilbage foran den udkårnes hus og håber på, at hun vil elske ham tilbage. Jesu kærlighed til os og jeres kærlighed til hinanden er to sider af samme sag.

Nu kommer det øjeblik, vi har ventet på og glædet os til i måneder, og lige fra vi stod op i morges. I to, Thorbjørn og Tine, og Gud er et forunderligt match!

19

20

Litteratur Hannah Arendt: Menneskets vilkår, Gyldendal 2005 Karl Barth: Kirchliche Dogmatik, Bd. III/4 (1951) Ulla M. Bidstrup: Fordi der skal prædikes på lørdag. Kasualierne som orienteringsritualer belyst ud far nyere tysk kasualteori, Århus 2011 Ulla M. Bidstrup: I anledning af… Kasualierne mellem levet liv og forkyndelse, Aros 2012 Ulla M. Bidstrup: ”Vielsen og mødet mellem idealerne og realiteterne”, i: Pastoralteologi (red. H. Christiansen og H. Thomsen), Anis 2007 Ulla M. Bidstrup, Ulla B. Salicath, Peter Nejsum: I skal leve. 19 begravelsestaler og et efterord, Aros 2006 Jørgen Demant og Ulla M. Bidstup (red.): Kritisk Forum for Praktisk Teologi 120 (2010), Kirkelig vielse af homoseksuelle Bent Falk: Kærlighedens pris, Anis 2009 Simone Fopp: Trauung – Spannungsfelder und Segensräume. Empirisch-theologischer Entwurf eines Rituals im Übergang, Kohlhammer 2007 Magdalene L. Frettlöh: Theologie des Segens. Biblische und dogmatische Wahrnehmungen, Gütersloh 2005 N.F.S. Grundtvigs udvalgte skrifter, Udg. af Holger Begtrup, Gyldendal 1909 Katrine Winkel Holm m.fl.: Og Gud velsignede dem, Aros 2005

130

Mogens Lindhardt: ”Teologi”, i: Vielsen. Taler – teologi – ideer, (red. af P. Nejsum, U. Salicath, S. Bech Hansen, M. Lindhardt) Anis 2002 Konrad Merzyn: Die Rezeption der kirchlichen Trauung. Eine empirisch-theologische Untersuchung, Leipzig 2010 Rosemarie Nave-Herz: Die Hochzeit. Ihre heutige Sinnzuschreibung seitens der Eheschliessenden: ein empirisch-soziologische Studie, Würzburg 1997 Michael Nüchtern: ”Vom Schwellen- zum Vergewisserungsritual” Pastoraltheologie 94 (2005) Rainer Stuhlmann: ”Trauung und Segnung”, i: Pastoraltheologie 84 (1995)

131

Som præst har man da en vielsesteologi – eller har man?

Som hos dig står indeholder 21 vielsestaler, som er holdt ved vielser i Danmark af ligeså mange præster. Talerne favner bredt, hvad angår både teologi og form, og bærer præg af at være henvendt til brudepar i vidt forskellige livssituationer.

Bogen indeholder desuden et efterord, forfattet af Peter Nejsum, der tager fat i spørgsmålet om vielsens teologi både i et historisk og nutidigt perspektiv. Navnlig gennemtænkes betydningspotentialet i begreberne velsignelse, bøn og løfte.

Bogen inspirerer til at skrive vielsestaler og til at reflektere over vielsens teologi.

Redaktion: Ulla Morre Bidstrup Peter Nejsum Ulla Bjerregaard Salicath

ISBN 978-87-7003-696-2

9 788770 036962