Sørine Gotfredsen fra Fromme Søren

Selverkendelsens kærlighed

Selverkendelsens kærlighed Om Kierkegaards syn på ægteskabet

At skrive om Søren Kierkegaards syn på ægteskabet er ikke en entydig opgave. Kierkegaard blev aldrig selv gift, men han havde alligevel mange holdninger til ægteskabet, og det var et tema, der fulgte ham gennem hele hans 42 år lange liv. Der er flere vigtige årsager til, at Kierkegaard kredsede så meget om ægteskabet, og lad os indlede med at få nogle biografiske aspekter på plads. For skønt Søren Kierkegaards tænkning rækker langt ud over den helt personlige horisont, hører hans egne erfaringer med til det samlede billede. Kierkegaard gik i en periode selv i meget håndgribelige giftetanker. Han var i 13 måneder fra september 1840 til oktober 1841 forlovet med den unge Regine Olsen, der var barn af en pæn, borgerlig familie bosat i Børsgade i København, og havde altså besluttet sig for at blive ægtemand. Han faldt da også hurtigt ind i rollen som afholdt kommende svigersøn i familien Olsen og fik et godt forhold til Regines far, med hvem han holdt af at gå ture og diskutere rigets tilstand. Meget tyder imidlertid på, at tanken om ægteskab nærmest helt fra forlovelsens begyndelse skabte mange kvaler i Søren Kierkegaard, og hans berømte forlovelseshistorie udgør beretningen om en mand, der på den ene side sætter konventionen højt og ærer ægteskabet, men som samtidig har uhyre svært ved at se sig selv som en del af det. Forlovelsen mellem Søren Kier­kegaard og Regine Olsen udvikler sig da også til et temmelig dramatisk forløb, hvor Regine drømmer romantisk om deres fælles fremtid, mens Kierkegaard efter alt at dømme er mindst lige så optaget af at nå frem til punktet, hvor han kan slippe for netop denne fælles fremtid. Gradvist bevæger han sig fra rollen som den opmærksomme forlovede, der aflægger daglige visitter og skriver breve til den udkårne, til at blive 145

ÆGTESK AB

Sørine Gotfredsen

Sørine Gotfredsen

den distancerede og mere og mere sarkastiske mand, der forsøger at få Regine til selv at indse, at et ægteskab mellem dem ikke bør realiseres.

Forlovelsen når til en slags kulmination med den såkaldte “rædselsperiode”, hvor Kierkegaard virkelig lægger pres på Regine for at få hende til at hæve forlovelsen. Det vil hun ikke, hun holder fast og forsøger på alle mulige måder at få det hele til at lykkes, men til sidst får historien en ende. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan ordene faldt, da det endelige brud fandt sted mellem de to betrængte sjæle, men sikkert er det, at det bliver en realitet i oktober 1841. Herefter rejser Søren Kierkegaard til Berlin og tager for alvor hul på sin karriere som skribent, filosof og teolog.

To køer i grinagtig galop Der er gennem tiderne blevet gisnet en del om, hvad årsagen var til, at Søren Kierkegaard og Regine aldrig blev gift. Elskede han ikke Regine nok, indså han, at det nære samliv simpelthen var mere, end han kunne formå, eller erkendte Kierkegaard snarere, at et liv som ægtemand ville være uforeneligt med de ambitioner han havde om at skrive og være med til at præge sin samtid? Vi bliver nok nødt til at erkende, at vi aldrig finder frem til en fyldestgørende forklaring, men her skal dog citeres nogle ord angående ægteskabet, som Søren Kierkegaard noterer ned under sin jyllandsrejse i 1840. De er skrevet i netop de dage, hvor han går rundt med konkrete planer om, når han er vendt tilbage til København, at fri til Regine. Hvilket han jo altså også ender med at gøre.

Jeg saae paa Veien til Aarhuus et saare grinagtigt Syn: to Køer, der vare bundne sammen, kom i kort Galop os forbi, den ene bissede og havde geniale Sving paa Halen, den anden var, som det lod, mere prosaisk og reent fortvivlet over at maatte deltage i de samme Bevægelser. – Er ikke de fleste Ægteskaber saaledes indrettet? (SKS 19, 202) Det er ikke opløftende tanker, Søren Kierkegaard her som 27-årig gør sig om ægteskabet, og man kan vælge at se disse ord som del af den 146

Selverkendelsens kærlighed

indirekte forklaring på, at han aldrig blev gift og stiftede familie. Her skal ærindet dog være at undersøge Kierkegaards teologiske og kristne tilgang til ægteskabet. En ting er hans egne personlige erfaringer, mens noget andet er, at Kierkegaards syn på ægteskabet i høj grad berører hans syn på gudsforholdet og meningen og retningen i et menneskes liv. I forsøget på at undersøge dette må man for det første tage højde for, på hvilket tidspunkt i karrieren Søren Kierkegaard forholder sig til det. Og for det andet er det en del af Kierkegaards fremgangsmåde som skribent at indtage forskellige positioner, hvilket han også gør med hensyn til ægteskabet. Et stort spørgsmål er, om Søren Kierkegaard mener, at et kristent menneske bør stræbe efter at indgå ægteskab og ad den vej finde sin plads i det borgerlige samfund og i sit forhold til Gud. Eller om han mener, at det faktisk giver mere mening at forsage ægteskabet og holde sig fri af denne ordning. I Øieblikket – den samling artikler, som Søren Kierkegaard udgav i årene frem til sin død, hvori tonen skærpes over for kirke, præster og folkelig kristendom – forholder den iltre skribent sig særdeles afvisende over for ægteskabet og mener, at “Christendommen anbefaler eenlig Stand” (SKS 13, 296).

Ligesom han skriver, at han oprigtigt talt ikke fatter: “hvorledes det er faldet noget Menneske ind at ville forene det at være Christen med at være gift”. Vi fornemmer altså her hos Kierkegaard en kraftig personlig afstandstagen over for ægteskabet, der grunder i en overbevisning om, at dette at være kristen ganske enkelt ikke kan forenes med at leve som gift.

Den digteriske kærlighed Disse absolutte formuleringer fra den sene Kierkegaard er dog langt fra dækkende for helheden, og for at få lidt mere klarhed over tingene må vi se nærmere på, hvordan Søren Kierkegaard overhovedet i forfatterskabet beskriver ægteskabet. Først må man slå fast, at hele hans omgang med det skal ses i lyset af hans opfattelse af selve kærligheden og hans skepsis over for den poetiske og romantiske udlægning af den.

Man kan som udgangspunkt roligt gå ud fra, at Søren Kierkegaard ville have opfattet vor tids sentimentalt romantiske og populærkulturelle håndtering af kærlighed med både sarkasme og stor kritisk sans, 147

Sørine Gotfredsen

og enhver må vist også erkende, at den i høj grad er med til at præge mentaliteten i og omkring os. Ikke mindst som præst mindes man om, hvordan kærligheden i dag ofte ses som et særdeles følelsesbåret fænomen, idet vi nærmest er opdraget med den Hollywood-inspirerede tilgang til kærlighed, der kredser om dette at møde det ene menneske, der kan være med til at forløse den, man er. Hvormed det vil blive så meget lettere at bevæge sig gennem livet. Ja, måske kan man endda leve lykkeligt til sine dages ende. Denne forestilling kan selvsagt rumme noget reelt, men den romantiske og noget énstrengede dyrkelse af kærligheden har samtidig været med til at skabe en tænkning, hvor kærligheden opfattes som den kraft, der først og fremmest skal komme den enkeltes følelsesliv i møde. Dermed opstår en stærk tendens til at kredse om egen lykke og realisering gennem en evig selvbekræftelse, hvor man ikke for alvor drages til ansvar angående det man skal give, men måske snarere forfalder til at blive hængende i sin egen drøm om, hvad kærligheden skal bringe mig fra det ene øjeblik til det næste. Den mere selvkredsende længsel kan med andre ord komme til at fylde for meget. For Søren Kierkegaard kan dette ikke undgå at skabe et billede af kærligheden, der er for smalt og utilstrækkeligt, og derfor er hans kritik af den romantisk digteriske tilgang til tilværelsen nødvendig at have med som forudsætning for at forstå hans syn på kærligheden og ægteskabet. I den opbyggelige tale Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, hvor disse to skabninger – liljen og fuglen – hyldes som læremestre for mennesket angående selvopfattelse og lydighed over for Gud, udfolder Søren Kierkegaard denne beskrivelse af digteren som et menneske, der ikke til fulde ved, hvad alvor er. Han skriver: Digteren er Evighedens Barn, men mangler Evighedens Alvor.

Naar han tænker paa Fuglen og Lilien, saa græder han; alt som han græder, finder han Lindring i at græde, Ønsket bliver til, og med Ønskets Veltalenhed: o, gid jeg var en Fugl, den Fugl, jeg som Barn læste om i Billedbogen; o, gid jeg var en Blomst paa Marken, den Blomst, der stod i min Moders Have. Men vilde man sige til ham med Evangeliet: det er Alvor, det er just Alvoren, at Fuglen i Alvor er Læremesteren, saa maatte Digteren lee (SKS 11, 14).

148

Selverkendelsens kærlighed

Digteren er omsluttet af sit eget følelsesliv og sine egne flygtige længsler og idealer og kan derfor ikke i sidste ende stå i et seriøst forhold til andet end sig selv og sine mange forestillinger. Dermed hylder han en begrænset opfattelse af kærligheden og en noget både drømmende og distanceret tilgang til livet som sådan. Dette stiller Søren Kierkegaard i forhold til ægteskabet, idet han vil understrege manglen på dybde og selverkendelse. Kærligheden i ægteskabet skal nemlig grundes i en beslutning og sværges ved noget højere end det, mennesket selv kan forestille sig, og det er dét, digteren ikke har forstået. Han dyrker det følelsesmæssige som en myndighed i sig selv og ser ikke, at kærligheden på anden vis skal sikres og vinde bestandighed. Hermed efterlader han mennesket stående ved den umiddelbare tilbøjelighed og den mere spontane og flygtige forståelse af betydningen af at elske. I én af tre taler ved tænkte lejligheder – Ved Anledning af en Brudevielse – opfordrer Søren Kierkegaard læseren til at overveje, hvem det er, der fuldbyrder en vielse. Altså, hvilken større ramme ægteskabet skal ses i: Hvo fuldbyrder den? Er det en Digter? Nei, det er den Myndige.

Og Vielsen lægger Alt under Synd, og den Myndige gjør Alvor deraf med den Enkelte og lægger hver Den under Synd, der forpligtes ved den (SKS 5, 432).

Også i værket Kjerlighedens Gjerninger fra 1847 optræder digteren som en problematisk figur. Her beskrives det, hvordan digteren i kærlighedens skønneste og mest romantiske øjeblik fungerer som en talsmand. Når mennesket lader sig rive med af det rent følelsesmæssige, bliver digteren til den, der forener de to elskende. Ja, det er sådan set digteren, der optræder som en slags præst. Men – spørger Søren Kierkegaard – “sværger nu denne Kjerlighed ved Noget, som er høiere end den selv? Nei, det gjør den ikke” (SKS 9, 37). Og hverken digteren eller de to, der er opslugt af hinanden, opdager det, for de er alle overmandet af opfattelsen af kærligheden som den øverste myndighed.

Mange genkender utvivlsomt dette syn på kærlighedens forførende og løsrevne autoritet fra utallige samtaler om forelskelse og drømmen om den eneste ene. Vi taler ofte, som var kærligheden en slags frit svævende magisk kraft, der ikke har sine rødder i andet end det følelsesliv, den lige nu overmander. Og når to mennesker stående ved alteret skal 149

Sørine Gotfredsen

sige ja til at blive gift, er der for mange tale om et øjeblik, hvor de først og fremmest adlyder kraften fra de følelser, de nærer for hinanden.

Hvilket jo betyder, at ægteskabet står og falder med, at disse følelser vil vare ved, hvad de jo som bekendt ikke altid gør. Ægtefolkene er altså i sidste ende underlagt deres eget indre som myndighed, hvilket langt hen ad vejen er i overensstemmelse med det moderne menneskesyn, og således rummer vielsen i kirken i dag en dyb problematik. For de fleste moderne mennesker synes i høj grad præget af den digteriske tilgang til kærlighed og ægteskab. Det betyder ikke, at de ikke er modtagelige for anden form for tale, men de bringer sjældent selv tankerne om en anden forpligtende myndighed med sig ind i kirken.

Assessor Wilhelms ægteskab Vi nærmer os nu den alvor, som digteren ikke rigtig kan begribe, men blot må le af. Og som et skridt på vejen hen imod den og dermed også hen imod den synd, som Søren Kierkegaard mener, at enhver i ægteskabet møder som forbindelsen til den store forpligtelse, skal vi opholde os lidt ved Enten-Eller. Under pseudonymet Victor Eremita skrev Søren Kierkegaard i 1843 dette værk som det første efter bruddet med Regine og i en tid, hvor ægteskabet helt indlysende har ligget ham særlig meget på sinde. Enten-Eller behandler forholdet mellem det æstetiske, det etiske og det religiøse, og som en del af dette kredser Søren Kierkegaard blandt andet om ægteskabet og det borgerlige liv i det hele taget. På udpræget vis gør han det i værkets anden del, hvor Kierkegaard lader etikeren – kaldet Assessor Wilhelm – holde et langt og moraliserende foredrag om ægteskabets glæder for den syv år yngre, mere æstetisk anlagte ven. Denne er fremstillet som lidt af en livsnyder, ugift, naturligvis, og som en mand, der i sit liv værdsætter forandring og adspredelse.

Wilhelm er selv gift og har børn og fremstår som en kraftig fortaler for det borgerlige liv, som man vistnok aner, at han er blevet en lille smule tæmmet og selvretfærdig af. Men ufortrødent forsøger han at banke lidt ansvarsbevidsthed og fornemmelse for kontinuitet ind i hovedet på sin unge ven. Det gør han i en pudsig blanding af det bedrevidende og det mildt drømmende, og man kunne kalde Wilhelm en 150

Selverkendelsens kærlighed

slags alvorens romantiker. Han ønsker at forene det følelsesfulde med det stabile og ser kærligheden som en naturnødvendighed. Denne er ganske vist i høj grad baseret på det sanselige, men den har også evighedens præg på sig, og det er det, der adskiller den fra det umiddelbare og den rene vellyst. I den ægte kærlighed er de to, der elsker hinanden, bevidste om, at deres forhold vil bestå, fordi den er forbundet med en beslutning. Wilhelm ved godt, at denne forestilling kan latterliggøres, og han frastødes kraftigt af en kvinde, der håner kærligheden ved at hævde, at den er en illusion. Wilhelm ønsker som sagt kærligheden sikret ved noget højere, men han holder samtidig fast ved kærlighedens egen kraft som noget smukt og ideelt. Derfor kan han ikke godtage tanken om et fornuftsægteskab, da man jo her nedprioriterer den egent­lige kærlighed og dermed på sin vis kapitulerer. Tilmed svigter man Skriftens ord, idet Gud jo netop ifølge skabelsesberetningen oprettede ægteskabet, fordi mennesket ikke har godt af at være alene. Der findes ifølge etikeren en alt andet end praktisk mening med ægteskabet, og mennesket skal leve i et kærlighedsforhold, fordi det er skabt til netop det og ikke til at bevæge sig gennem livet i ensomhed. Wilhelm siger: “Du seer altsaa, hvad det er for en Opgave jeg har sat mig, at vise, at den romantiske Kjærlighed kan forenes med og bestaae i Ægteskabet, ja at Ægteskabet er den sande Forklarelse af hiin” (SKS 3, 38).

På sin vis fremstår Wilhelm som en lidt diffus figur. Han ønsker at skære igennem over for det æstetiske livssyn, men hælder samtidig selv til en romantisk tilgang til livet, skønt han tillægger sig selv en disciplineret og seriøs personlighed. Man kunne hævde, at han står dér, hvor mange står sammen med ham. I en lidt tillært alvorlig attitude over for tilværelsen, hvor man gerne vil kunne hæve sig op over det omskiftelige og overfladiske og være den etisk grundfæstede, men hvor man samtidig så gerne vil forføres af digterens skønne univers, så man kan holde sig kedsomheden og trivialiteten fra livet. Wilhelm vil ikke være flygtig i sindet på samme måde som sin ven, men han vil gerne bevare så meget af det æstetiske i livet og i ægteskabet, at han ikke går glip af noget eller kommer til at kede sig for meget. Det er selvsagt op til hver enkelt at vurdere, hvor meget af dette man kan genkende i sig selv, men interessant er det først og fremmest her at overveje, hvor det stiller Søren Kierkegaard og hans tænkning. Hvad dette angår, kommer vi ikke uden om begrebet synd.

151

Sørine Gotfredsen

Syndens bestemmelse for ægteskabet Enten-Eller blev som sagt udgivet i en periode, hvor Søren Kierke­ gaards tanker kredsede om den brudte forlovelse og faktisk også om muligheden for, at han og Regine igen kunne finde sammen og måske alligevel i sidste ende blive gift. Men udover denne personlige tråd i Kierkegaards løbebane er hans syn på ægteskabet uløseligt bundet til hans syn på mennesket og kristendommen og altså forholdet til Gud. Derfor skal vi have fat i begrebet synd, for som allerede nævnt underlægges mennesket med ægteskabet ifølge Kierkegaard syndens bestemmelse. Og hermed en ny forståelse af behovet for selvindsigt og forpligtelse i livet. For Kierkegaard udgør synden den virkelighed, der må erkendes af ethvert menneske for at forstå, at man ikke blot på ukompliceret vis kan udvikle sig frem mod et godt og harmonisk menneskeliv. Vi er sat på jorden med en opgave, der ikke kan løses ved, at man blot kaster sig begærligt ud i verden, for man må bevidst bestræbe sig på at blive sig selv. Dette er vel at mærke for Søren Kierkegaard et yderst positivt vilkår, der kan lede os frem til de egentlige dybder ved at være menneske. Vi skal bremses på vores umiddelbare færd gennem livet, så vi kan få kontakt med den store alvor og dermed også med tilværelsens egentlige meningsfuldhed. Hvis ikke det sker, kommer vi til at leve det overfladiske liv uden seriøs bevidsthed om, at vi er ånd, og uden at erkende, hvad opgaven er, eller hvem vi selv er. Endsige hvad vi skylder vore medmennesker. Synden som begreb kan vi ikke selv tænke os frem til, den skal åbenbares for os gennem kristendommens nedslag, da det kræver, at Gud bryder ind i tiden og historien og manifesterer den højeste etiske målestok. Kun gennem inkarnationen – dette at Gud gør sig selv til menneske og træder ind i det menneskelige vilkår – kan vi nå til dybere erkendelse af os selv. Kierkegaard beskriver under pseudonymet Anti-Climacus dette med følgende prægnante formulering i værket Sygdommen til Døden: “Det, der egentligen gjør den menneskelige Skyld til Synd, er, at den Skyldige havde Bevidstheden om at være til for Gud” (SKS 11, 194).

Den nødvendige bevidsthed om Gud opnås kun i tilstrækkelig grad gennem mødet med Kristus. Ved dette punkt begynder den enkelte at forstå omfanget af sin egentlige opgave, og denne tanke skal også ægteskabet ses i lyset af. Med den kirkelige vielse og den dybe alvor, der 152

Selverkendelsens kærlighed

følger med, lærer mennesket, at synden er forbundet med ægteskabet, hvori mennesket møder den store forpligtelse, og hermed understreges det vilkår, som enhver er underlagt. Hvad enten man har opdaget det eller ej. I talen til en brudevielse kalder Søren Kierkegaard således ægteskabet for “evighedens begyndelse i tiden” (SKS 5, 420), idet det skal ses i lyset af den Gud, der selv ved sin indgriben i verden skaber evighedens nedslag i tiden. Når to mennesker afgiver løfte om at ville leve i ægteskab, skal det altså ske i en tilstand af syndsbevidsthed – det vil sige i bevidsthed om, hvad det betyder, at Gud er blevet et menneske på jorden, der afslører for os, hvilken uhyre opgave vi er udstyret med.

Og ikke mindst med hvilken svaghed vi umiddelbart går til denne opgave, idet vi ikke ved egen kraft kan realisere den kærlighed, vi er forpligtet på og i vielsen siger ja til at ville ære og bevare. Dertil er vores selvopholdelsesdrift og forfængelighed for stor, og vi ligger under for det, som Søren Kierkegaard beskriver så udførligt i Kjerlighedens Gjerninger, nemlig selvkærligheden. Det er den kraft, der gør, at vi ikke formår at elske tilstrækkeligt uselvisk foruden den indre dagsorden, der driver os til at ønske eller ligefrem forvente at blive elsket tilbage. Dette er en almen erfaring, som de fleste nok kan genkende i egen natur, og mens man skal være varsom med blot at diskvalificere muligheden af den uselviske kærlighedens kraft i et andet menneske, fordi man muligvis ikke kender den fra sig selv eller mener, at man ikke generelt ser den udfoldet, er tanken central for Kierkegaard. Det skal dog siges, at han ikke ubetinget afviser muligheden af, at et menneske kan elske uselvisk. For ham er kærligheden af Gud nedlagt i enhver, og dermed findes også en potentiel vej til den rene udfoldelse af den. Det vil føre for vidt her at udfolde Kierkegaards beskrivelse af denne vej, men mennesket kan i hans øjne gennem syndsbevidsthed og i sit forhold til Gud komme så meget i balance med sig selv, at det kan komme til, som det formuleres i Sygdommen til Døden, at grunde gennemsigtigt i den magt, der har sat det. Og dermed ikke være underlagt det indre misforhold og de selvkredsende kræfter. Dog kun i et øjeblik. Der eksisterer ingen endegyldig løsrivelse fra selviskheden, men der findes en måde at leve med Gud på, der gør, at man ikke blot er definitivt underlagt den i ethvert sekund (SKS 11, 242).

Men lad os her blive ved vielsen, der for Søren Kierkegaard udgør en så oplagt anledning til at understrege nødvendigheden af for men153

Sørine Gotfredsen

nesket at være stillet på den rette måde i livet. Det vil sige, at den enkelte skal være bevidst om at gøre den vigtige dobbeltbevægelse.

Denne rummer først en erkendelse af, hvor lidt mennesket ved egen kraft formår, og dernæst en erkendelse af, hvor meget det i kraft af troen på Gud formår alligevel. Bevægelsen rummer altså en forståelse af egen afmagt sat i forhold til troen på, at den egentlige styrke gives os af Gud. Også styrken til for alvor at elske. Gennem denne erkendelse af at et menneske uden Gud intet formår, ved den enkelte, at man lever med en evigt foruroligende mulighed for at gøre det forkerte – nemlig at undlade at udføre det, man er forpligtet på over for Gud. Og som kommer det andet menneske til gavn. Med gudsforholdet er pligten altså blevet absolut, og menneskets svaghed er åbenbaret, mens vi står over for det, som Søren Kierkegaard under pseudonymet Johannes Climacus i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift kalder for den rædselsfulde fritagelse. Vi stirrer ind i muligheden for at undlade at gøre det næstekærlige, og det er en mulighed, som mennesket vel at mærke selv rækker ud efter, alt imens man selvretfærdigt forsøger at gøre det klart, at man i virkeligheden prioriterer rimeligt og anstændigt. Man gør sig selv til en fritagelse, der ikke har brug for at være underlagt den uomgængelige pligt til uselvisk at elske, idet man tror på, at man ved egen kraft kan håndhæve det hele godt nok. På den måde bliver pligten til at elske på mere eller mindre umærkelig vis tilpasset vore egne behov. Vi ser os selv som etiske og anstændige mennesker, mens vi jo meget bekvemt selv udgør den instans, der godkender vor egen tilstand. Mennesket både bedømmer og godkender i sidste ende sig selv, og mens det umiddelbart kan synes som et behageligt vilkår at være underlagt, er det samtidig med til at lægge et uhyre stort pres på den enkelte. For hvad nu hvis man i virkeligheden lever med en dyb mistro til eget sindelag, som man er nødt til selv at håndtere og ikke kan finde nåde for et andet sted? Så er man i et slags lukket kredsløb tvunget til at forsøge at tilgive sig selv, og dette er med til at definere den virkeligt barske dimension ved det moderne menneskeliv. Mennesket er overladt til sin egen og de andres dom, og denne skæbne havde Søren Kierkegaard i høj grad blik for som et fremtidens vilkår (SKS 8, 78/SKS 8, 81).

Tilbage står dog, at Søren Kierkegaard vil fastholde erkendelsen af den syndige tilstand i os, der med vielsen bliver så synlig som vores 154

Selverkendelsens kærlighed

livsvilkår. Og meget vigtigt er det her at tilføje, at når mennesket i dobbeltbevægelsen erkender, at det over for Gud intet formår, skal det ikke forstås som en kapitulation over for livet. For efter at have erkendt sin afmagt, følger det som nævnt, at mennesket kan erkende, at det i kraft af Gud formår rigtig meget alligevel. Man kan formå noget, fordi man tror på, at Gud har tilgivet én for, at man intet formår. For at forklare dette yderligere udfoldes i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift eksemplet med en tur i Dyrehaven. På Kierkegaards tid var en tur i Dyrehaven en elsket fritidsbeskæftigelse, der gjorde det muligt for de mange københavnere, høj som lav, for en stund at komme ud af den beskidte og trange by. Turen ud i det friske og grønne er i Kierkegaards univers netop forbundet med det glædesfyldte og livsbekræftende – dog ikke så meget for ham selv, skal det tilføjes, som for andre. Søren Kierkegaard var generelt bedre til at iagttage livet end til selv at tage del i det, og han fandt med årene, at naturen repræsenterede en vis sjælløshed. Men turen til Dyrehaven skal ikke desto mindre her ses som en lykkefuld handling, der kan få én til at sætte for stor lid til sin egen evne til at udfolde sig i livet, fordi man forlader sig entydigt på følelseslivet og de mange spontane intentioner, man er fyldt med.

Det må man ifølge Kierkegaard ikke gøre, da det medfører en alt for skrøbelig og selvkredsende position i livet. I stedet skal man forlade sig på noget andet end sig selv, og Johannes Climacus beskriver, hvordan mennesket skal forholde sig, når det er på vej i Dyrehaven for at more sig. Dette er med andre ord et billede på den dobbeltbevægelse, der skal udspringe af syndsbevidstheden: Du skal altsaa ikke idag i Anledning af at Du tager i Dyrehaven holde et lille Foredrag om Livets uskyldige Glæder. det bliver Talerens Sag; men Du skal i Anledning af, at du idag, Onsdagen den fjerde juli, med Kone, Børn og tjenestefolk vil tage i Dyrhaven, betænke, hvad Præsten sagde i Søndags, at et Menneske formaaer slet Intet, og at han altid skal betænke det (...) forresten skal vi være ganske som andre Mennesker, vi maae ikke gaae i Kloster, vi kan tage i Dyrehaven – men NB. dog vel først betænke Forholdet til Gud ved den religieuse Mellemtanke, at et Menneske formaaer slet Intet. Og dette er det, der gjør Livet saa uhyre anstrængt (SKS 7, 432).

155

Sørine Gotfredsen

Uanset hvordan det etiske og det æstetiske er vægtet i Søren Kierke­ gaards egen person, er der næppe tvivl om, at dette er kernen i det, han også i forhold til ægteskabet ser som det problematiske og uundgåelige at forholde sig til. Nemlig, at kærligheden skal sikres ved noget andet end mennesket selv, eftersom ingen formår at mobilisere tilstrækkelig styrke og uselviskhed til selv at ære den nok. Vi bemærker, at Søren Kierkegaard her understreger, at mennesket ikke skal gå i kloster, hvilket er en advarsel, der går igen i hans forfatterskab. Dybest set ser han munkelivet som en misforståelse, hvor mennesket forsøger at unddrage sig opgaven at leve det almindelige liv sammen med andre mennesker.

Og selv om Kierkegaards eget liv ellers kunne indikere det – specielt set i lyset af hvordan det udviklede sig i de sidste år – tager han ikke klostertilværelsen i forsvar. Han nærer en vis respekt for den ubetingede vilje til at forholde sig til Gud, der jo kendetegner valget af stor afsondring, men set i lyset af hans forfatterskab som helhed anerkender han det ikke som et for alvor meningsfuldt skridt at tage.

Det kræver tro at kunne elske Mennesket kan formå noget, fordi det tror på, at Gud har tilgivet det for, at det intet formår. Disse ord kan ses som en slags koncentreret formulering af Søren Kierkegaards menneskesyn. Man skal miste sig selv som synder for at kunne vinde sig selv tilbage som en tilgivet Guds skabning og dermed blive i stand til at leve livet. Og denne dobbeltbevægelse hører også ægteskabet til. Således overtager man bestandig sin egen tilværelse i fortsat inderlighed, og Assessor Wilhelm kommer ind på dette i sin belæring af den yngre ven i Enten-Eller: Ægtemanden har som en sand Seierherre ikke dræbt Tiden, men frelst og bevaret den i Evigheden. Den Ægtemand, der gjør det, han lever i Sandhed poetisk, han løser den store Gaade, at leve i Evigheden og høre Stueuhret slaae (SKS 3, 137).

At leve i evigheden og samtidig høre stueuret slå kan ses som et billede på dette at forene det timelige og det evige, som Kierkegaard bestandigt kredser om at blive i stand til. Hermed kan mennesket undgå 156

Selverkendelsens kærlighed

at stivne i fortvivlelse ved at drukne i enten det ene eller det andet – hverken det timelige eller det evige – og dermed kan man nærme sig en form for balance i livet. Ægteskabet kan altså på den måde ses som rammen, der er med til at hjælpe mennesket i retning af den harmoni, hvori man bevarer det æstetiske i livet og samtidig er sig syndigheden bevidst og erkender, at man kun i kraft af forholdet til Gud kan formå at udleve det. Hvilket i øvrigt er en tanke, der går igen i Søren Kierkegaards eget liv, da han i sine optegnelser noterer, at havde han blot haft mere sand tro, kunne han måske have giftet sig med Regine. For så ville han med større styrke have været i stand til at træde ind i tilværelsen. Imidlertid skal man ikke være blind for Søren Kierkegaards egen personlige frygt for vane og stilstand, som man også fornemmer tilstedeværelsen af mellem linjerne hos Wilhelm i Enten-Eller. Der er som nævnt noget kækt og selvretfærdigt over dennes lange enetale, der gør, at man mistænker ham for udmærket at kende til desperationen ved at være sat i så faste rammer, og interessant er det, at Kierkegaard pludselig lader Wilhelm formulere nogle sætninger, der helt åbenlyst beskriver, hvorfor han – Søren Kierkegaard selv – ikke var i stand til at overvinde sig selv og blive ægtemand. Wilhelm fortæller, at han faktisk har hørt om ét enkelt tilfælde, hvor man virkelig må fraråde ægteskabet. Og han siger om dette ene tilfælde: Det er, naar det individuelle Liv er saaledes indviklet, at det ikke kan aabenbare sig. Eier Din indre Udviklings-Historie et Uudsigeligt, eller har Dit Liv gjort Dig til Medvider i Hemmeligheder, kort sagt har Du paa en eller anden Maade forslugt Dig paa en Hemmelighed, som ikke kan drages ud af Dig uden at koste Dig Livet, saa gift Dig aldrig. Enten vil Du føle Dig bunden til et Væsen, som ingen Ahnelse har om, hvad der foregaar i Dig, og Dit Ægteskab bliver da en uskjøn Mesaliance; eller Du knytter Dig til et Væsen, der i bange Angst mærker det, hvert Øieblik seer disse Skyggebilleder paa Væggen (SKS 3, 117).

Dette er nok noget af det tætteste, vi kommer på en forklaring på Søren Kierkegaards personlige forsagelse af ægteskabet og alt dets væsen og dermed en beskrivelse af hans opfattelse af misforholdet mellem ham og Regine. Og måske endda også mellem ham og Gud. Han har 157

Sørine Gotfredsen

forslugt sig på hemmeligheden, og Regine – samt sikkert en hvilken som helst kvinde – vil i et liv sammen med ham aldrig komme ham helt nær, men må leve i evig uro og måske endda sorg.

Ægteskabet som katalysator Som vi indledningsvist var inde på, lægger Søren Kierkegaard til sidst i livet afstand til ægteskabet og synes nærmest at føle sig draget af den munkelignende tilværelse, som han ellers hidtil har lagt afstand til.

Det hænger sammen med en tanke om, at den kristne må bestræbe sig på at forsage det almindelige liv, og det sker som et led i den bevægelse, der er forbundet med hans kirkekamp. Altså et inderligt opgør med kirken, præsterne, biskopperne og ikke mindst hele den kristenhed, som Kierkegaard opfatter som en magelig og lunken tilstand, hvor alle kan kalde sig kristne uden at mene noget særligt med det. I Øieblikket nummer 7 udfolder Kierkegaard sin kritik af ægteskabet og understreger, at han ikke kunne drømme om at gifte sig, eftersom kristendommen anbefaler, at man lader være. Ganske vist ser apostlen Paulus sig nødsaget til at give en smule efter for menneskets lyst til at leve sammen to og to, da han indser, at denne stærke trang nu engang eksisterer iblandt os. Men idealet for en kristen er ikke at gifte sig, hvilket Søren Kierkegaard med den voldsomme og radikale tone, der hører denne del af forfatterskabet til, begrunder med, at eftersom vi alle er fortabte, er det dog det mindste, man kan forlange, at man afstår fra at “avle flere Fortabte” (SKS 13, 296). Han mener også, at mennesket ubetydeliggøres ved ægteskabet, at det altså i en eller anden grad forsvinder og taber sin plads i verden, og det er oplagt at se Søren Kierkegaards negative syn på ægteskabet i denne fase som del af en større frustration over tidens tilstand. Fremfor at være en slags modsigelse og korrektion af tiden er kristendommen til Kierkegaards store utilfredshed mere og mere blevet reduceret til en følgagtig kraft, der bekræfter mennesket i dets magelighed.

Dette vilkår får også Søren Kierkegaard til at skælde ud på dyrkelsen af familien som et slags egoistisk værn mod livets alvor, idet man inden for familiens rammer fristes til at nøjes med at elske den, der umiddelbart står én nær fremfor at føle sig forpligtet på at elske enhver.

158

Selverkendelsens kærlighed

Præsternes kristendom er med til at “kline” familierne sammen i egoisme, mener Kierkegaard, og den kristne bør egentlig være tabt for alt, hvad der hedder familie. Skønt man kan mene, at dette udgør en noget barsk og unuanceret kritik, er det svært ikke at tænke på vor tids ophøjelse af den sunde, velklædte og kreative børneflok som vidnesbyrd om, at man som forældre kan fremvise succes i verden. For slet ikke at tale om folkekirkens forsøg på at få fat i børnefamilierne, som man gerne lokker med varm mad, milde salmer og almindelig hygge. Søren Kierkegaard ville utvivlsomt have haft et og andet at sige angående dette, om han havde været iblandt os i dag, og sikkert er det, at han i årene frem til sin død tager skridtet fuldt ud og vender sig mod alt det, der i hans øjne holder mennesket fast i en position, hvor det kommer længere og længere væk fra kristendommens radikalitet og den seriøse dobbeltbevægelse. Og dermed muligheden for et mere sandt gudsforhold, hvorved det bevæger sig dybere og dybere ind i selvkærligheden uden selv at vide det. Der er forskellige meninger om, hvad Søren Kier­kegaard egentlig ønsker at opnå med sin rasende kirkekamp, og om han overhovedet i denne fase skal tages bogstaveligt. Men det er oplagt at tolke hans forehavende som udtryk for en bekymring over udviklingen, der er så voldsom, at han ønsker at skabe en slags bestyrtelse omkring sig, inden han forlader denne verden. Også kritikken af ægteskabet kan ses i dette lys, og man kan med andre ord tolke Kierke­ gaards barske omtale af ægteskabet som et slags symbol på hans kritik af den hensygnende kristendom og ikke mindst af præsternes forvaltning af den. Dette kommer også til syne, da han i Øieblikket skriver, at det værste ved vielsen næsten er, at der er en præst involveret. Og Søren Kierkegaard formulerer det således: at der er en Præst med, er det Værste af det Hele. Vil du gifte Dig, saa see dog hellere at blive viet af en Smed, saa kunde det, om man kan tale saaledes, dog maaske undgaae Guds Opmærksomhed (SKS 13, 303).

Man må altså se Søren Kierkegaards afsluttende vrede mod ægteskabet og hele det borgerlige liv som et forsøg på at få folk til at indse, at vi er ved at miste sansen for menneskelivets dybde og vil få sværere og sværere ved at se os selv i lyset af, at vi intet formår uden Gud. Mens 159

Sørine Gotfredsen

vi mere og mere ser os selv i lyset af det, vi tror, at vi selv formår. Dermed glider syndsbevidstheden os af hænde med det resultat, at vi ikke forstår, i hvor høj grad vi behøver Guds tilgivelse. Vi lokkes så at sige til at tage den lige vej til livet fremfor at gå omvejen og forstå, at kærligheden skal være forbundet med erkendelse af egen begrænsning. Vort følelsesliv ophøjes til at være en slags ypperste etiske målestok, hvilket i Kierkegaards øjne vil give selvoptagetheden og forfængeligheden så gode kår, at næstekærligheden som opgave forvitrer, fordi vi mister bevidstheden om, at kærlighed overhovedet er forbundet med pligt og ikke blot følelse.

Det er dog svært samlet set at opfatte Søren Kierkegaard som en mand, der er imod ægteskabet som en del af menneskelivet. Men han er imod den retning, som livet synes at bevæge sig i, hvormed ægteskabet for ham bliver til en katalysator for det grundlæggende problem med at fastholde gudsforholdet. Og samtidig sker der det interessante, at Søren Kierkegaards egen personlige skæbne mere og mere driver ham til at bruge sig selv som eksempel på det menneske, der kan åbenbare, hvad kristendom er eller bør være. Idet han netop er en undtagelse fra alt det konventionelle. Han har forslugt sig på hemmeligheden og ved derfor som få, hvad det vil sige ikke at kunne træde ind i det borgerlige liv, og det gør ham i stand til med de betydelige åndsevner, som han meget tidligt vidste, at han besad, at oplyse mennesker om forholdet mellem kristendommen og menneskelivet. Han er både en undtagelse og et eksempel, og som årene går, og han mere og mere trænges op i sit hjørne og sin hemmelighed (der muligvis slet ikke i sidste ende kan beskrives som andet end afmagt ved at træde ind i livet kombineret med en uhyre evne til refleksion) bliver hans fremstilling af kristendom knyttet sammen med dybfølt kritik af samtiden. Således skal vi huske, at Søren Kierkegaard i det meste af sit forfatterskab demonstrerer stor varme i synet på almindelige menneskers liv, og der er grund til at mene, at han til sin dødsdag udmærket forstår, at der skal eksistere en balance mellem kristendom og det enkelte menneskes daglige tilværelse. Mellem evigheden og lyden af stueurets slag. Hans kristne tænkning er jo netop kendetegnet ved et inderligt forsøg på at beskrive, hvordan mennesket skal leve i det timelige, mens det samtidig står i forhold til det evige, og hvis man kun ser ham i lyset af de ekstreme formuleringer i de sidste år, er man i færd med at opløse en stor del af 160

Selverkendelsens kærlighed

den teologi, som hele hans forfatterskab udfolder. Det skal dog nævnes, at Søren Kierkegaard meget muligt i dag ville have anbefalet, at vielserne rykkes helt ud af kirkerummet. Det er bestemt sandsynligt, at han ville argumentere for, at de mest tjener til at forfladige kristendommen, fordi præsterne i for lille grad forkynder kristendom ved en vielse og snarere underlægger sig den opfattelse af romantisk kærlighed og individualisme, som tiden i forvejen er så præget af. Endnu mere end i 1850`erne ville Søren Kierkegaard meget tænkeligt i dag mene, at vielsen undergraver kristendommens alvor frem for at åbenbare denne, og at det udtrykker en så uundgåelig udvikling, at man før eller siden må reagere radikalt på det.

Mens det altså kan være svært at vide, hvad man helt nøjagtigt skal stille op med den dramatiske tone, der præger Søren Kierkegaard i årene frem til hans død, er det netop derfor værd at bemærke, hvad han også skriver, mens det hele strammer til. Det er for eksempel i den indledende fase til den store kirkekamp og understregningen af kristendommens krævende meddelelse, at han i værket Indøvelse i Christendom fra 1848 lader Anti-Climacus lægge navn til disse ord som en slags hyldest af det konkrete og verdslige liv, som den kristne bør leve: Og hvad vil saa alt Dette sige? Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud skal ydmyge sig under, hvad det dig vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han for resten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrager sine børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet (SKS 12, 79).

Her byder Søren Kierkegaard sin læser indenfor i det rum, hvor det er muligt at se hans absolutte formuleringer i lyset af den guddommelige nåde, der udgør selve grundlaget for menneskelivet. Det fremgår her, at det er Kierkegaards ønske, at mennesket skal leve og fungere i verden, men for at få os til at begribe alvoren og dybden af kristendommen må han af og til tale drastisk. Også om ægteskabet. Ikke fordi det skal forsages, men fordi også dette skal forstås i lyset af syndighed, tilgivelse og alvor i gudsforholdet.

161