Page 1

Eberhard Harbsmeier

9 788774 577065

Praktisk talt Omslag TRYK.indd All Pages

Eberhard Harbsmeier Praktisk talt

Eberhard Harbsmeier har i løbet af sine 15 år som præst, 10 år som lektor ved Det Teologiske Fakultet i København og 17 år som rektor for Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster sat sit præg på den teologiske og folkekirkelige debat i Danmark. Lige fra årene som ung præst (og dansktalende tysker!) til på det seneste at have været drivkraft i den kirkelige fejring af Søren Kierkegaard jubilæet i 2013 har Harbsmeier været inviteret ud som en dybt engageret underviser, foredragsholder og prædikant. Med dette festskrift præsenteres et udvalg af Eberhard Harbsmeiers videnskabelige og folkeligt formidlende arbejder, der dækker mere end 25 års forfattervirksomhed, og som giver et samlet indtryk af den store vifte af fagområder, han har beskæftiget sig med, og hvormed han har været med til at udvikle navnlig den praktiske teologi som akademisk og pastoral disciplin. Bogen er desuden forsynet med en selvbiografisk skitse skrevet til dette formål.

Praktisk talt – at dri ve teologi på tværs af grænser

F E S T S K R I F T I A N L E D N I N G A F E B E R H A R D H A R B S M E I E R S 7 0 - Å R S DAG

27/11/13 13.48


Praktisk talt – at drive teologi på tværs af grænser

Praktisk talt - Indhold.indb 1

28-11-2013 12:12:48


Praktisk talt - Indhold.indb 2

28-11-2013 12:12:55


Eberhard Harbsmeier

Praktisk talt – at drive teologi på tværs af grænser Festskrift i anledning af Eberhard Harbsmeiers 70-års dag

Redigeret af Benny Grey Schuster i samarbejde med Leise Christensen, Povl Götke, Hans Vium Mikkelsen og Mikkel Wold

For laget An is K øben h av n 2 0 1 3

Praktisk talt - Indhold.indb 3

28-11-2013 12:12:55


Praktisk talt – at drive teologi på tværs af grænser Festskrift i anledning af Eberhard Harbsmeiers 70-års dag Eberhard Harbsmeier Redigeret af Benny Grey Schuster i samarbejde med Leise Christensen, Povl Götke, Hans Vium Mikkelsen og Mikkel Wold © Forfatteren og Forlaget Anis, 2013 Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-7457-706-5 Omslag: Lena Rasmussen/RPC Günter Grass: Slæbende, beundrende, skridende (2002) Portrætfotoet af Eberhard Harbsmeier (side 3): Hanna Højland (Hannas Foto, Løgumkloster) Alle billederne i bogen er af Günther Grass og bringes med tilladelse

Udgivelsen er støttet af Teologisk Pædagogisk Center

Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C Tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

Praktisk talt - Indhold.indb 4

28-11-2013 12:12:56


I nd hold

Forord Teologi på tværs af grænser

7 11

En selvbiografisk skitse

Hvor praktisk er teologien?

33

Erfaringsvidenskabernes betydning for det teologiske arbejde

Teologi mellem videnskab og konfessionalitet

51

Findes der en ikke-konfessionel teologi?

Falsk lære og kætteri – fare eller inspiration for kirken?

63

Præsteløfte og præsteidealer

81

Identitet, legitimitet, autoritet og konsensus som forudsætning for præstens arbejde

Modernistisk prædiken – findes det?

91

Prædikenens historie og det moderne i det 20. århundrede

“Christum treiben”

103

Det Gamle Testamente som homiletisk problem

Velsignelse

125

Teologiske refleksioner over en kirkelig og religiøs praksis

Liturgisk selvtægt

151

Om frihed og tvang i liturgiske spørgsmål

Praktisk talt - Indhold.indb 5

28-11-2013 12:12:56


Kirkeforståelse i folkekirkelig praksis

165

Sjælesorg mellem professionalisme og det almindelige præstedømme

193

Om synliggørelse og kvalificering af sjælesorgen i en kirkelig kontekst

Kierkegaard og Bultmann

203

Kierkegaard som stridens æble i forholdet mellem Bultmann og Barth

Musikalsk teologi

215

Kierkegaards og Schleiermachers musikfilosofi

Prædiken ved DOKS-årsmøde 2. maj 2011

231

Bibliografi over Eberhard Harbsmeiers forfatterskab

235

Praktisk talt - Indhold.indb 6

28-11-2013 12:12:56


FORORD

Forord Samme år som Eberhard Harbsmeier holdt sin tiltrædelsesforelæsning ved Det teologiske Fakultet i København, holdt en anden mand sin afskedsforelæsning i Aarhus. Sidstnævnte indledte med at fortælle om anthesteriafesten i oldtidens Athen. I den fest indgik en konkurrence om, hvem der hurtigst kunne drikke tre liter af den nye vinhøst – og vinderen fik overrakt en ekstra liter til at slukke tørsten med. Den ironiske pointe var, at når Johannes Sløk, for ham var det, efter mange års utallige forelæsninger ved universitetet som belønning var blevet inviteret til at holde endnu én, følte han et vist slægtskab med hine græske sejrherrer. Umiddelbart kan det måske tage sig ud, som om vi, Eberhards kolleger, har gjort ham en lignende tjeneste, for som det fremgår af bibliografien i bogens slutning, vil man knapt kunne bebrejde Eberhard, hvis han for sig selv har nynnet med på Liva Weels “det er bare for meget” (med tryk på hver stavelse!), da vi bad ham om at skrive sit eget festskrift. Dette var da også indledningsvis redaktionsgruppens største valg: enten at sammensætte en festmiddag med retter fra et udvalg af Eberhards utallige kontakter og kolleger, familie og venner i ind- og udland, eller at lade ham selv udgøre hele menuen. I nogle sonderende drøftelser med Hans Raun Iversen og Peter Lodberg, som repræsentanter for Harbsmeiers to andre akademiske arbejdspladser i Danmark, blev vi imidlertid enige om to ting. Dels at Eberhard jo i sig selv rummer meget af den faglige bredde, som et sammenskudsgilde af kolleger ellers typisk repræsenterer. Dels at på trods af (eller måske snarere netop derfor) hans vældige flid og gavmildhed med at levere artikler til alle mulige sammenhænge findes der – bortset fra lærebogen Praktisk teologi – ikke en publikation, hvor man samlet kan få bare et lille indtryk af Eberhards bidrag til og betydning for især udviklingen af akkurat faget praktisk teologi herhjemme. Da først den beslutning var truffet, 7

Praktisk talt - Indhold.indb 7

28-11-2013 12:12:56


PRAKTISK TALT

blev processen temmelig enkel: Eberhard blev bedt om selv at udvælge godt en snes artikler, hvorfra vi så kunne vælge omkring det dusin, som nu udgør bogen. I begge omgange har udvælgelseskriterierne været de samme tre: Vi ville for det første gerne præsentere bredden af Eberhards engagement og indsigt, for det andet lå det os på sinde ikke at indsnævre arten af bidrag, og endelig for det tredje anså vi det for ønskværdigt med så stor en spredning i tid som mulig. Konsekvensen af disse kriterier er blevet, at vi for det første hurtigt måtte frasortere en hel stribe af artikler, der velsagtens ellers hører til de mest gennemarbejdede i forfatterskabet, men som falder forholdsvis snævert inden for to kerneområder af Eberhards interessefelt. Nemmest var det at tage afsked med de arbejder, der beskæftiger sig med religionspædagogiske emner, fordi Harbsmeier allerede i forvejen har en stor lærebog herom i støbeskeen; sværere har det været med de mange studier i Søren Kierkegaard, der med rod i studentertiden i Tübingen rækker mere end 40 år tilbage til noget af det første han overhovedet fik offentliggjort på dansk, men som måske kunne fortjene at blive samlet til en antologi for sig selv. I stedet har vi kunnet koncentrere os om at udvælge én artikel inden for hvert af de resterende fagområder, som Harbsmeier har beskæftiget sig med, således at de tilsammen kan give et indtryk af hans indsats. Skønt enkelte af bidragene overlapper hinanden har det været ambitionen at komme bredt rundt i forfatterskabet. For det andet skulle Eberhards vilje og evne til formidling og hans ukuelige fortælleglæde gerne afspejles i diversiteten af genrer, der spænder fra essays over en prædiken til videnskabelige afhandlinger, og som giver smagsprøver fra mere end et kvart århundredes skriverier, lige fra ovennævnte nærmest programmatiske tiltrædelsesforelæsning i 1986 til hans con amore opsats fra 2012 om diverse store teologers forhold til musik i almindelighed og Mozart i særdeleshed. Endelig ligger der for det tredje en ganske bestemt tanke bag ønsket om spredning i tid. Uden sammenligning i øvrigt (hvilket Eberhard helt sikkert også gerne vil have sig frabedt) har han i hvert fald det tilfælles med sin landsmand Martin Luther, at mange af numrene i den samlede bibliografi har karakter af lejlighedsskrifter, hvor Eberhard kærligt og insisterende har polemiseret imod dansk provinsialisme. De er skrevet ind i en ganske bestemt sammenhæng, ofte som en perspek8

Praktisk talt - Indhold.indb 8

28-11-2013 12:12:56


FORORD

tiverende replik til en aktuel ophedet debat inden for kirkelivet, hyppigere som en kalejdoskopisk introduktion til den på et givet tidspunkt toneangivende internationale litteratur om et fagligt emne. I begge tilfælde har danske læsere nydt godt af, at Eberhard dels har besiddet en encyklopædisk belæsthed inden for den praktiske teologis discipliner, dels har kunnet lukrere på sin tyske baggrund, der især inden for disse felter ofte var både 10 og 15 år forud for forskningen og diskussionerne herhjemme. Gevinsten og omkostningen ved lejlighedsskrifter er, at de er tidstypiske. Ved udvælgelsen har vi bestræbt os på at finde en balance, hvor vi primært har medtaget artikler, der stadig er læseværdige, fordi de afdækker en blivende problemstilling. Skønt Harbsmeier ikke holder sig tilbage fra at give sin mening til kende, er det ikke nødvendigvis altid hans egne svar på spørgsmålene, der fremdeles gør artiklerne relevante, men nok så meget at han typisk formår at etablere et klargørende overblik over de vægtigste argumenter pro et contra. Når vi samtidig finder en værdi i de mere tidsbundne træk i nogle af artiklerne, så skyldes det ikke kun, at de bidrager med interessante glimt af Harbsmeiers biografi, men desto mere fordi de er med til at fortælle et stykke dansk samtids- og kirkehistorie. Hvis man således under læsningen falder i undren over, hvorfor forfatteren i enkelte tilfælde finder det nødvendigt at anlægge så skarp en polemisk tone, vil man ikke sjældent med nogen overraskelse blive mindet om, at man vitterlig kun skal tilbage til 90erne eller 80erne for at et i dag selvfølgeligt emne dengang var dybt kontroversielt og uafklaret. At vi kom fra den ene situation til den anden, skyldtes blandt andet, at der var personer som Eberhard Harbsmeier, der tog kampen op og blandede sig i diskussionen. Redaktionen takker Eberhards tidligere kollega og lærebogsmedforfatter, Hans Raun Iversen, for at have givet os den glimrende ide, at vi skulle overtale Eberhard til at skrive en selvbiografisk skitse, netop fordi karriereforløbet – som allerede antydet – ikke bare er hans eget, men indgår som en selvstændig brik i nyere dansk teologi- og kirkehistorie, og fordi hans livshistorie i sig selv udgør et lille, men smukt eksempel på efterkrigstidens dansk-tyske forsoningsproces. Bortset fra biografien, som altså er skrevet direkte til denne udgivelse, består bogen af tidligere publicerede værker. For en ordens skyld gøres 9

Praktisk talt - Indhold.indb 9

28-11-2013 12:12:57


PRAKTISK TALT

opmærksom på, at alle kapitler er blevet sammenholdt med Harbsmeiers originale manuskripter, men at vi generelt har valgt at lægge os tættest op ad de trykte versioner. Dog har vi tilladt os at udsætte samtlige bidrag for en nænsom redigering, dels for at etablere en vis ensartethed på tværs af årtierne navnlig hvad formalia angår, dels har vi forsøgt at udglatte de mest forstyrrende eksempler på germanismer – uden derfor at fjerne hovedindtrykket af en tysker, der skriver på et sprudlende dansk. Undervejs i åbningskapitlet, “Teologi på tværs af grænser”, nævner Harbsmeier også selv den gevinst ved sin tyske baggrund, at han jævnligt har kunnet trække på den for at introducere sine forskellige arbejdspladser til både tanker og personer fra en beslægtet, men dog anderledes tradition. Et måske specielt, men konkret eksempel herpå var, at det i 2007 ved Harbsmeiers mellemkomst blev muligt for Museet Holmen at stable udstillingen “Günter Grass. Grafik og skulptur” på benene. I forordet til udstillingskataloget skrev Harbsmeier dengang: “Ser man på disse billeder … får man mere sans for de kunstneriske kvaliteter i Günter Grass’ tekster, hans uforlignelige evne til at beskrive og se enkeltheder”. De grafiske blade i dette festskrift indgik akkurat i denne udstilling, og vi takker Günther Grass’ sekretær, Hilke Ohsoling, og Grass-Haus i Lübeck for tilladelse til at bruge billederne. I slutningen af sin selvbiografiske skitse afslører Harbsmeier, at han ved ansættelsen i Løgumkloster havde ambition om at virke som en primus inter pares. Som hans medarbejdere igennem de seneste fra 5 til 17 år ønsker vi med dette festskrift at hylde ham for mission accomplished! På vegne af redaktionsgruppen Benny Grey Schuster

10

Praktisk talt - Indhold.indb 10

28-11-2013 12:12:57


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

Teologi på tværs af grænser En selvbiografisk skitse

Mine kolleger har opfordret mig til at ledsage denne udgivelse af et udvalg af mine skrifter med en beskrivelse både af min vej ind i teologien, og af hvordan det gik til, at min karriere kom til at udspille sig i Danmark. Når jeg som forberedelse hertil har udarbejdet en oversigt over alt, hvad jeg har skrevet og bedrevet, og endda genlæst de dagbøger, jeg skrev som 15-16 årig gymnasiast i Lüneburg, falder jeg over en avisartikel, som jeg den dag i dag er meget stolt af. Det er et parti skak, som jeg spillede i 1958 mod min gode ven Rüdiger Wocke. Jeg vandt (endda med sort), fik pulveriseret modstanderen i 27 træk (det er meget hurtigt), og lokalavisens redaktør fandt partiet så godt, at partiet blev publiceret. Jeg husker den dag i dag, hvor stolt jeg var – Rüdiger var nemlig en meget bedre skakspiller end mig, kunne hele teorien og alle åbningsvarianter. Han nåede da også senere meget langt og spillede med ved de tyske mesterskaber. Så langt nåede jeg aldrig; men jeg kunne til tider vinde over ham og andre dygtige spillere ved at spille uortodokst, vildt, og gøre brug af varianter, som ikke står i bøgerne. Sådan fik jeg dem undertiden på glatis, hvor man ikke mere kunne bruge sin medbragte viden, men måtte tænke kreativt. Det var så at sige kaos, der vandt over orden. Livet er stærkere end teorien, lidenskab vigtigere end dogmet. Helt hen til mine studier om Kierkegaard og romantikken, om gudstjenestelivet og praktisk teologi har det været et motiv i mit liv. En luthersk fascination af “die Ordnung” er mig fremmed, og dansk fremhævelse af frihed som det højeste gode fremfor disciplin og orden har altid tiltrukket mig. Goethe siger det allerede i

11

Praktisk talt - Indhold.indb 11

28-11-2013 12:12:57


PRAKTISK TALT

sin Faust: “Grau, teurer Freund, ist alle Theorie, und grün des Lebens goldner Baum” (Faust I, 2038). Jeg er ellers en mere godmodig natur, men uden en vis lidenskab og aggressivitet går det ikke, selv kærligheden kan ikke leve uden det. Jeg er opvokset i et teologisk og politisk miljø med mange lidenskabelige opgør og kampe. I et præste- og professorhjem, hvor både far og mor var teologer, præget af kirkekampen, opgøret med nazismen. De havde lært hinanden at kende i Marburg under Rudolf Bultmanns lærestol, og han var forbillede både som person og teolog, moralsk og fagligt. Han var helt igennem præget af stor redelighed, fra første dag en kompromisløs modstander af nazismen. Det betød noget i efterkrigens Tyskland at kunne se op til sådan et forbillede i en tid med megen fortrængning og forløjethed i forældregenerationen. Allerede ved min fødsel den 20. december 1943 spillede Bultmann faktisk en rolle. Min far var dengang præst i Reiffenhausen nær Göttingen, og fik af Bultmann besked om, at Fredrich Gogarten, der faktisk havde været nazist og nu var isoleret, skulle ind i varmen igen som systematisk modvægt til den alt for dominerende Karl Barth. Altså skulle Gogarten stå fadder ved min barnedåb – og min far kunne glædeligt berette til mesteren i Marburg, at det nu allerede gik meget bedre med Gogarten, siden han stod fadder ved Eberhards dåb. Der er også familieberetninger om, at selveste Bultmann, der i 1944 var på et længere besøg i Reiffenhausen på landet, har påtaget sig at være en slags babysitter for mig i haven – og der går den historie, at det er ham, der har hørt mine første ord. Jeg skulle nemlig pludselig have sagt: “Ich bin”. Min mor har dog altid ment, at kun en eksistensteolog kan overfortolke et barns lyde på denne måde – men en god historie er det jo alligevel. Min barndom var præget af efterkrigstiden. På landet var man privilegeret og led ingen nød, men jeg kan dog huske at have stået i kø efter rationeringsmærker for fødevarer, og at vi i skolen fik levertran, skænket af engelske velgørende organisationer. Man skulle have en ske med i skolen – det smagte modbydeligt, og jeg meldte mig ofte syg den dag. Krigen satte ikke så mange spor i landsbyen, dog blev den beskudt, da englændere indtog landsbyen i 1945, og en fuldtræffer ramte præstegården lige på det sted, hvor jeg ti minutter før havde ligget i 12

Praktisk talt - Indhold.indb 12

28-11-2013 12:12:57


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

min barnevogn – vi havde dog heldigvis nået at flygte ned i skolens kælder lige forinden. Ellers var jeg som barn optaget af landbrug, fik tidligt lov til at passe naboens køer og køre hestevogn og gik i en lille skole, hvor der kun var to lærere, der underviste. For at passe køer en eftermiddag fik jeg som løn et glas mælk, der blev indtaget foran stalden, senere gav det lønforhøjelse: et æg for en eftermiddag, det var en fyrstelig løn. Ved siden af landbruget var der også gartneri, jeg havde min egen lille have og solgte blomkål og gulerødder – til min mor – og holdt stædigt fast ved, at jeg engang skulle blive gartner. Reiffenhausen lå tæt ved grænsen til Østtyskland, jeg færdedes som barn til tider tæt ved grænsen, og kunne iagttage soldater på den anden side; først i 50erne blev grænsen helt lukket. Efter krigen kom der mange flygtninge over grænsen, ofte grædende folk, der ledte efter deres pårørende på flugt. Friedland, hvor flygtninge kom til, lå ikke langt derfra, og jeg husker, da krigsfangerne kom hjem fra Rusland og mennesker, der ledte efter deres pårørende. Min far var blevet såret under krigen, ramt i hovedet af en granatsplint i 1942, og indtil 1947 kunne han næsten ikke se, ikke rigtig læse eller se ansigter. Jeg husker ikke selv den tid, men véd, at han altid cyklede med en af mine storebrødre foran – for ikke at falde i grøften. For nogle år siden talte jeg med en professorenke fra Göttingen, og hun fortalte, at hun havde kendt min far, og at hun var den første, han ringede til, da han pludselig i 1947 kunne se igen. Jeg og min lillebror blev hentet, han ville jo nu se, hvordan vi så ud – derefter ringede han til professorinden og sagde: “Jeg kan se igen, og jeg har set min kone, hun er lige så smuk som for 5 år siden.” Man siger, at jeg allerede som tiårig var ved at ændre mine fremtidsplaner. I stedet for at være gartner ville jeg nu være “Spastor”, som jeg sagde, ligesom min far, der var berømt for at være ikke kun klog, men også meget morsom. Da Bultmann var på besøg, noterede han alle min fars gode historier ned i sin notitsbog. I 1953 flyttede familien til Lüneborg, hvor min far blev professor ved Pädagogische Hochschule. For mig var det et kulturchok at komme fra den lille landsby til den store verden – og straks skulle man som tiårig til optagelsesprøve for at komme i gymnasiet. Noget stressende, for 13

Praktisk talt - Indhold.indb 13

28-11-2013 12:12:57


PRAKTISK TALT

hvis man dumpede der, ville det få ret negative følger for hele ens liv – og jeg var ærlig talt noget bagud efter fire år på den lille landsbyskole. Det lykkedes dog, og jeg husker tiden på gymnasiet fra 1954-63 som en meget lykkelig tid. Det var Wirtschaftswunder, det gik hele tiden fremad, jeg voksede op blandt fem brødre – indbyrdes synes vi jo, at vi er meget forskellige, men udefra set kunne det minde om kloning. Tiden på gymnasiet var præget af høj politisk bevidsthed og engagement, klassen var delt mellem højre- og venstreorienterede, med hårde diskussioner til følge. Jeg var jo opdraget pacifistisk, solidt positioneret langt til venstre for socialdemokratiet og i stærk opposition til Adenauertidens farisæiske antikommunisme og spidsborgerlige bornerthed – og ikke mindst alle de gamle nazister, der nu var stramme antikommunister og følte sig kaldede til at belære os unge om demokrati. Mange af lærerne var gamle nazister, eller rettere var det i grunden stadigvæk blot nu under dække af antikommunistisk retorik. Jeg kan den dag i dag blive chokeret over, hvor gennemnazificeret efterkrigstiden var. For nylig læste jeg, at der kun sad gamle medlemmer af Nazipartiet i den første regering efter krigen i Slesvig-Holsten. Kun en enkelt minister var ikke tidligere nazist, og han ytrede frygt for en gennazificering. Han var vel at mærke en minister fra CDU, der kritiserede sit eget parti. Gjorde man oprør, fik man evig og altid at vide, at “hvis ikke det passer dig her, kan du jo bare gå over til Østzonen”, som det hed dengang. Om fortiden blev der kun talt i meget vage eufemistiske vendinger såsom den “usalige fortid”, som om nazismen var en ulykke, der ligesom uforvarende kom over det tyske folk, og at ingen andre end Hitler og nogle få andre var skyldige, de resterende havde alle været velmenende borgere, der kun var blevet vildledt og misbrugt. Det manglende ærlige opgør med fortiden forgiftede det politiske klima og skabte en atmosfære af uhæderlig fortrængning og manglende oprigtighed. Det grundige opgør med fortiden begyndte egentlig først med studenterrevolten i 68, og Willy Brandts tiltrædelse som forbundskansler i 1969 virkede her som en sand befrielse for en hel generation, der nu kunne identificere sig med det nye tyske demokrati. Man kan vanskelig overvurdere hans rolle som ny og positiv identifikationsfigur i et nyt ‘moderne’ Tyskland, som det hed i socialdemokraternes valgprogram, et ærligt opgør med fortiden, en redelig anerkendelse af den nye grænse til Polen og et opgør med CDU’s forløjede 14

Praktisk talt - Indhold.indb 14

28-11-2013 12:12:58


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

propaganda, der bildte befolkningen ind, at de flygtede kunne vende tilbage til de nu polske områder. Dette varede endda indtil 1985, da den daværende præsident Richard von Weizsäcker 40 år efter krigens afslutning holdt sin berømte tale og sagde, at for mange tyskere var 1945 også en befrielse fra et umenneskeligt diktatur og ikke bare et “sammenbrud”. Egentlig en selvfølgelighed, men der skulle gå fire årtier, før end det blev sagt. Mere end i Danmark var vi efter sagens natur politiske og forståeligt nok temmelig antiautoritære. Selvfølgelig også arrogante. Jeg husker en religionslærer, en præst med navn Meyer, der ville indynde sig hos os ved at fortælle om sine gerninger i krigen, han havde ligget i et baghold og skudt 17 “russere”. Det ville vi ikke finde os i, og han blev næste time konfronteret med denne sætning, skrevet med store bogstaver på tavlen: “Meyer, der Held von Stalingrad”. Værre gik det ud over en frygtelig tysklærer ved navn Pulver, som vi hadede af et ærligt hjerte. Han var meget nationalistisk. Han talte åbent og ærligt om det, og plagede os i timevis om general Tirpitz fra 1. Verdenskrig, som han havde skrevet disputats om. Man skulle bare have lyttet til generalen, så havde vi ikke tabt krigen, fortalte han – og holdt sin doktorafhandling i hånden som en slags bevis. Det hjalp ikke! Vi svarede, at det var da godt, at de ikke hørte på ham, for ellers var vi da aldrig kommet af med den store idiot kejser Wilhelm. Det faldt ikke i god jord. Jeg glemmer aldrig en af de sidste timer, vi havde med ham, da var vi vel 16 år. Han mente det jo godt, ville være forsonende, og vi skulle skrive en stil over emnet “Mein Hobby”. Vi var dødtrætte af ham – og nedskrev bare noget sludder. Næste time skulle han give stilene tilbage med karakter, det var gået meget godt, men med Harbsmeier og min gode ven Volker var det helt galt. Han havde ikke sovet hele natten og forstod det ikke, for vi var da ellers hans bedste elever. Så opdagede han pludselig, at vi bare grinede overlegent; vi var komplet ligeglade med hans karakterer og syntes bare, at han var en latterlig person. Vi tog ham ikke alvorlig længere. Han fik da et raserianfald, som jeg aldrig har oplevet lignende før eller siden. Han rev et helt Atlas i stykker, vi blev bange og overvejede at tilkalde en ambulance. Vi var gået for vidt, og jeg kan stadig blive grebet af dårlig samvittighed – ét er berettiget antiautoritært opgør, men at nedgøre og latterliggøre andre mennesker på denne måde, det var at gå for vidt. 15

Praktisk talt - Indhold.indb 15

28-11-2013 12:12:58


PRAKTISK TALT

Der var dog, bliver jeg altid enig med mine skolekammerater om, også lærere vi respekterede dybt. Det gjaldt vores græsklærer, Wendelin Winter. Distræt, konservativ, højt dannet, et hæderligt menneske, der i modsætning til andre konservative afskyede nazismen som noget vulgært og helt igennem uanstændigt. Han lærte os det græske sprog, han var kirkelig dannet. Skolen Johanneum lå lige ved siden af Johanneskirken i Lüneburg, på dens berømte orgel havde i sin tid selveste Johan Sebastian Bach spillet, og hver dag kl. 9 blev der fra tårnet til alle fire verdenshjørner spillet en koral på trompet – vinduet blev åbnet, vi lyttede til salmerne, og efter salmen spurgte den gode Herr Winter: Harbsmeier, hvad var det for en salme? Jeg var jo præstesøn og burde alene af den grund vide den slags. Jeg gjorde mig umage – og fik allerede her min hymnologiske grunduddannelse, selvom jeg egentlig slet ikke er særlig musikalsk. I gymnasietiden lå også konfirmationsforberedelsen hos pastor Dr. Ferdinand Cohrs. Jeg holder i skrivende stund en andagtsbog af Walter Lüthi i hånden, som Cohrs forærede mig til min konfirmation med en smuk dedikation og tak for, at jeg havde hjulpet ham med at holde sammen på konfirmandernes lille verden. Det er jeg stolt af den dag i dag. Cohrs var utrolig lærd, han havde skrevet tykke bøger om katekismusforsøg før Luther. Konfirmationsforberedelsen varede i to år, og opbygningen var klassisk luthersk – og samtidigt moderne: Et år lov – på basis af de ti bud – og et år evangelium med udgangspunkt i Kristushymnen i Filipperbrevet, som vi lærte udenad. Ind imellem, og her har vi det moderne gennembrud, gennemgang af Job som bindeled mellem lov og evangelium. Kedeligt var det, men lærd, og jeg kan huske det den dag i dag. Cohrs var en klassisk luthersk teolog, der samtidig var åben for det moderne. Jeg husker tydeligt hans ironiseren over al den modernitetskritiske jammer hos teologer; her kunne han finde på at fortælle om sin bedstemor, der oplevede, at cyklen blev opfundet, og mente, at nu ville verden snart gå under med al det moderne stads. Han var i øvrigt – det er fremmed for danskerne – meget kritisk over for nøddåb, som han anså for ren overtro og magi. Før konfirmationen var der en slags eksamen i kirken søndagen før med spørgsmål og svar, alle skulle jo svare på et spørgsmål, men aftalen var, at jeg var bagstopper og svarede, hvis ingen andre kunne. 16

Praktisk talt - Indhold.indb 16

28-11-2013 12:12:58


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

Det gjorde jeg vist 59 gange – det blev talt; ret beset kan det ikke kun have været sjovt for mine kammerater, og det må da have været noget anstrengende for menigheden at lægge øre til, men da vi kom ud af kirken, kom der alligevel en sød dame hen til mig og sagde: Du bliver nok præst engang, min dreng. Det havde jeg på det tidspunkt for længst besluttet at jeg ville være. Det særlige ved konfirmationsforberedelsen var dengang, at det var den eneste gang, drenge og piger blev undervist sammen – naturligvis ikke, når det 6. bud blev gennemgået, der blev vi skilt ad. Ellers var det en stor oplevelse med pigerne, selv om vi sad adskilt på hver sin side. Det har også noget at gøre med min religiøse dannelse. Jeg kan nemlig se på mine dagbøger, at jeg fra den tid har været en notorisk kirkegænger og været det siden. Det hang måske også dengang sammen med Christina, en pige på det andet konfirmationshold, som var umådelig smuk. Jeg håbede vist også at se hende til gudstjeneste. Det skete dog ikke særlig tit – og man kan næsten tro, at Vorherre havde en mening med det, for jeg blev jo præst. Min religiøse opdragelse var dog også af blandet karakter, for jeg er barn af det, man på tysk kalder “Mischehe”, ikke nationalt som i min egen familie, men religiøst. Min mor var nemlig reformert og holdt fast ved det hele sit liv, mens far var lutheraner, og vi diskuterede ofte om søndagen, hvor vi skulle gå hen. Sagen var sådan set klar: Prædikenen var bedre hos de reformerte, musikken bedst hos lutheranerne – derfor valgte vi oftest, hvor det var muligt, det første. Jeg har da også senere, da jeg var lektor i København, med stor fornøjelse virket som vikarpræst i et år i den reformerte kirke. Jeg er enig i det synspunkt i Leuenbergkonkordien, at nok er der forskellige teologiske traditioner og ritualer, men disse forskelle er ikke kirkeadskillende. Sådan var det ikke altid dengang, min mor har oplevet at blive afvist til altergangen i en luthersk kirke, og da min far blev præst, var det åbenbart lidt af et problem, at han var forlovet med en reformert. Superintendenten lavede nemlig en indberetning til konsistoriet om den nye præsts problematiske konfessionelle status, han anførte noget om en lidt rapkæftet calvinist – min kære mor. Den politiske debat i min tidlige gymnasietid var præget af diskussionen omkring genoprustningen af Vesttyskland. Modstanden var stærk, og ikke kun på venstrefløjen var pacifismen som svar på erfarin17

Praktisk talt - Indhold.indb 17

28-11-2013 12:12:58


PRAKTISK TALT

gerne fra to krige udbredt. Jeg husker fra den tid, at Martin Niemöller, ven af min far, kendt for sin urokkelige modstand imod nazificeringen af kirken og nu lidenskabelig modstander af genoprustningen af Tyskland, i egen høje person kom på besøg i Lüneburg. Selvom han var kirkepræsident, altså det, der svarer til en biskop, måtte han ikke tale i byens kirke, man måtte leje en stor hal. Jeg var alene hjemme, da han ankom tidligt om eftermiddagen, min far kom først senere, så jeg skulle konversere hr. kirkepræsident i 15 lange minutter, han var jo dengang det store forbillede, vi så op til. Jeg gik ret frimodigt lige til sagen og spurgte ham, hvordan det var at sidde så længe i KZ. Han blev ganske alvorlig over for den lille næsvise konfirmand og sagde, at han blev godt behandlet, han var jo Hitlers personlige fange, og at hans kone fik lov at besøge ham. Det, der var en tortur for ham, sagde han, var, at man bare skulle sidde og intet gøre – og, tilføjede han, det med at sidde og skrive fromme digte som Dietrich Bonhoeffer, det var ikke hans sag. Han var en handlingens mand, modig og kompromisløs i sine holdninger – og dog ikke selvretfærdig og slet ikke uden selvironi. På gymnasiet lærte vi latin og græsk – også engelsk, men ikke særlig meget. Jeg har altid elsket de klassiske sprog, og man lærer dem mere grundigt, hvis man gør det i en ung alder. På et tidspunkt før min studentereksamen kunne jeg endda tale latin – det kan jeg ikke mere, men har dog siden læst Luther og meget andet på latin. Fransk blev det desværre ikke til, vi var totalt utilfredse med vores fransklærer – og jeg gik så med fire kammerater til rektor og bad om hebraisk i stedet for. Det fik vi lov til, og i de sidste tre år på gymnasiet lærte vi hebraisk, et enormt privilegium at kunne alle sprogene ved teologistudiets start. Jeg har faktisk siden dyrket det hebraiske meget, og jeg har endda holdt et kursus i hebraisk for mine sognebørn i Esbjerg og på universitetet skrevet speciale om Qumranskrifterne. Foråret 1963 tog jeg studentereksamen. Jeg husker den dag, der var mundtlig prøve, jeg møder op kl. 8 – og får meddelelsen om, at jeg var blevet undtaget fra den mundtlige prøve. Mine årskarakterer og skriftlige prøver var så gode, at jeg havde gjort mig fortjent til den udmærkelse – og fik så af selveste rektor overrakt Sofokles’ samlede værker som tak for “Haltung und Leistung”. Over for sådan en udmærkelse nytter ingen selvironi.

18

Praktisk talt - Indhold.indb 18

28-11-2013 12:12:59


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

Min kærlighed til Danmark stammer fra gymnasietiden, min far talte dansk, var nær ven med Kaj Thaning, og vi var som børn ofte på ferie i Danmark, især Bornholm. En dansktalende tysk professor var jo en seværdighed, så vi blev ofte inviteret af vildtfremmede mennesker til store middage med hele familien – de ville vise fænomenet frem. På et tidspunkt gik det mig på at sidde der som idiot og ikke kunne sproget – og dog forsøge at lave et intelligent ansigt. Jeg besluttede at lære dansk. I 1962 var min far blevet professor i Göttingen; jeg blev det sidste år i Lüneburg for ikke at skulle skifte skole og brugte så de lange aftener i mit lille kammer på at lære dansk. Det skete ved at læse Henrik Pontoppidans Lykke Per. På side 1 kunne jeg ikke et ord dansk, men da jeg i løbet af et år var nået igennem romanen, kunne jeg læse dansk. En grammatik har jeg aldrig set indefra. Jeg husker f.eks. den mageløse opdagelse under læsningen på ca. side 8, at når der er et s bag et verbum, så er det passiv. Hvor svært kan det være – jeg havde ikke andet end romanen og en ordbog ved hånden, den bruger jeg den dag i dag, når jeg oversætter og leder efter ord. Så begyndte jeg at høre danske nyheder på langbølgen for at vænne mig til lyden. Efter mit første semester i Tübingen fik jeg mulighed for at bo seks uger i København på Valkendorffs kollegium. Det var en herlig tid. Som en rigtig arbejdsmand stod jeg tidligt op hver morgen og gik til forelæsninger, rub og stub, teologi, filosofi, dansk litteratur, og mødte på denne måde mange berømte koryfæer. Otte timer hver dag. Så hjem til kollegiet, hvor jeg drak te med de andre studerende, og da jeg havde gjort det i seks uger, kunne jeg dansk. Fra da af var jeg verdensberømt i København som tyskeren, der kunne tale dansk. Det var en sjældenhed dengang, så jeg blev også inviteret af vildtfremmede mennesker: Du må komme ud og spise hos os, ellers tror min kone ikke på, at der findes tyskere, der taler dansk. Mine studier begyndte dog i Tübingen, det gjaldt om at komme så langt som muligt hjemmefra. Det var typisk dengang, og Tübingen var teologiens Mekka. Der studerede jeg i tre semestre (vi talte ikke år, men semestre!), det er nok de mest intensive år i mit liv – jeg kan den dag i dag blive imponeret over mine optegnelser, referater og de opgaver, jeg skrev dengang. Jeg sugede til mig, læste fra morgen til sent om aftenen, boede til leje i et lille værelse, det var mindre end mit nu19

Praktisk talt - Indhold.indb 19

28-11-2013 12:12:59


PRAKTISK TALT

værende badeværelse. Det gjorde ikke noget, man var aldrig hjemme, men i auditorier og biblioteker til sent om natten. Jeg var privilegeret, kunne alle gamle sprog, kunne kaste mig ind i centrum af studiet med det samme, og alt det med Bologna var ikke opfundet endnu, der var tale om et frit studium in medias res. Stjernen, man kom til Tübingen for at høre, var Ernst Käsemann, en Bultmann-elev. Han var en brillant forelæser, auditoriet var overfyldt, alle kom. Han krævede meget. Jeg husker, at han i den første time sagde, at hvis ikke man havde læst Albert Schweitzers Geschichte der Leben Jesu Forschung, Bultmanns Geschichte der synoptischen Tradition og Martin Dibelius’ Formgeschichte des Evangeliums, var man ikke kvalificeret til at følge hans forelæsning. Straks gik man til boghandleren og købte og læste de bøger. Der var også Ernst Bloch – boede lige over for ham, vi hilste på hinanden, og den filosofiske stjerne Walter Schulz – det var et “must” at høre hans forelæsninger. Jeg kastede mig med begejstring ud i studiet, to seminaropgaver hvert semester, startende med en analyse af Luthers selvbiografi og diskussionen om den reformatoriske opdagelse, håndskrevet, men jeg er stadig stolt af den, proseminarer i alle hovedfag – og så skulle man bestå en prøve, for at komme til Hauptseminar hos selveste professor Käsemann. Jeg havde kun studeret i to semestre, men bestod – jeg havde jo et forspring fremfor mange af de andre selv ældre studerende på grund af sprogfærdighederne fra gymnasiet. Seminaret var en oplevelse, Käsemann, en polemiker af rang, var kun tilfreds, hvis han havde hele seminaret imod sig, og det lykkedes som regel. Jeg skrev en seminaropgave, hvor jeg i samme noget studentikose stil rabiat nedgjorde Anders Nygrens bog om Kristus och hans kyrka – det var så polemisk, at selv Käsemann kommenterede kærligt overbærende, at den polemiske stil jo nok var inspireret af ham selv. Det var stilen dengang, tekster med mange fodnoter, og man var ikke en god teolog, hvis ikke der blev nedlagt en professor i hver anden fodnote. Käsemann brændte for noget, en teologisk lidenskab, som stadig forpligter. Det var eksegesen, der var kongedisciplinen, hermeneutikken, spørgsmålet om den historiske Jesus. Systematisk teologi spillede en mindre rolle, vi kunne finde på at kalde dogmatikforelæsninger for “eventyrtime”. Det tog lang tid, før jeg gad læse Barth, selv om han

20

Praktisk talt - Indhold.indb 20

28-11-2013 12:12:59


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

var ven af min far, og jeg har i dag fortrudt, at jeg aldrig besøgte ham i Basel, hvilket jeg ellers havde været indbudt til. Det var i Tübingen, jeg blev medlem af den liberale studenterforening “Igel” (dansk: pindsvin). Det var mest jurister, men også teologer, endog Bultmann og Bonhoeffer havde været medlem. I 1964 blev jeg Senior (formand) for foreningen, og jeg har i den tid et par gange besøgt Bultmann, mit store forbillede, i Marburg. Det er møder, jeg aldrig glemmer. En imponerende blanding af venlighed, mildhed – og stor autoritet. Mine forældre havde som sagt læst hos ham, min mor havde deltaget i hans seminarer – sammen med Hans-Georg Gadamer i øvrigt – og har fortalt, at han på sokratisk manér kunne drive enhver student til vanvid ved at sige: “Wie meinen Sie das?”. Min mor var stolt over at have taget eksamen hos ham – hun var en dygtig ekseget, deri dygtigere end min far. Hun fortalte, at Bultmann havde spurgt, om hun havde læst Wilhelm Boussets bog Kyrios Christos (den skulle man dengang have læst). Det havde hun ikke. Bultmanns svar: “Schade!” Så bliver han ved: Har hun læst Rudolf Ottos bog Das Heilige? Nu er gode råd dyre; men min mor ved råd og svarer: Nej, men jeg ved, hvad der står i den. Straks bedre. Under besøget i Marburg spørger jeg Bultmann, om han stadig får de der åndssvage fromme breve imod afmytologiseringen. Så ser Bultmann mildt på mig og siger: Nej, det er ikke polemikken, han er ude efter, men han får mange bevægende breve om, at afmytologiseringen er en sand befrielse for fromme mennesker, der nu ikke længere er forpligtet til at tro bogstaveligt på alt, hvad der står i Bibelen, men på det væsentlige. Det har jeg taget til mig og husker fra mange foredrag om afmytologiseringen senere hen, at der faktisk er folk med missionsk baggrund, som har følt hans afmytologisering og bibelkritik som sand befrielse. Jeg spurgte ham også, hvorfor han i de senere år i mindre grad refererer til og gør brug af Heideggers filosofi, som vi ellers dengang var meget fascineret af. Det har en god grund, svarede han, for jeg har aldrig tilgivet ham, at han ikke har haft format til at trække sine nazistiske ytringer tilbage. Bultmann står for mig som indbegrebet af hæderlig menneskelighed og redelig teologi. Den teologiske diskussion i tiden i Tübingen 1963-1964 var dog præget af interne slagsmål i Bultmannskolen, bl.a. diskussionen om den historiske Jesus optog sindene, og de forskellige Bultmannskoler bekrigede hinanden. Ernst Fuchs i Marburg, præget af den sene Heideg21

Praktisk talt - Indhold.indb 21

28-11-2013 12:12:59


PRAKTISK TALT

ger, Herbert Braun i Mainz, præget af Qumranforskning, Käsemann i Tübingen med sin tese om apokalyptikken som centrum i Paulus’ teologi og fremhævelse af den historiske Jesus. Der er i Bultmannskolen en tendens eller ligefrem hang til opgør, herunder et kritisk forhold til læreren. Respektabelt, men det kan ærlig talt også blive til en mani som i det tidehvervske miljø – altid at ville være i et opgør. I Tübingen påbegyndte jeg også Kierkegaardstudier – nu jeg havde lært dansk, men også studier om H.L. Martensen og den danske Hegelianisme under vejledning af Kierkegaardforskeren Hermann Diem. Efter tre semestre Tübingen var det tid til opbrud – to kultursemestre i Berlin, både på Kirchliche Hochschule og Freie Universität. Et intensivt år, kulturelt og teologisk. Berlin var på den ene side dengang efter murens opførelse temmelig provinsiel, men på den anden side indbød den til et stort kulturelt liv. Man gik til opera og teater i øst og vest næsten hver dag. Mødet med Helmut Gollwitzer betød meget for mig – også det begyndende studenteroprør på Freie Universität. Jeg var i mellemtiden blevet medlem af “Studienstiftung des deutschen Volkes”, en støtte til begavede studerende – i disse kredse mødte man bl.a. Gudrun Enslin, en højt begavet studerende, der senere blev terrorist i Bader-Meinhof Banden. Senere i Aarhus kom jeg en del sammen med Rudi Dutschke. Studienstiftung gav et stipendium til et 1-års udenlandsophold, jeg valgte Danmark og studerende først i København, så i Aarhus, så igen i København i 1966-67. Det var et dejligt år i Danmark – med studier både i Det Gamle Testamente og den unge Kierkegaard, og til sidst en tre måneders praktik på Kofoed Skole – en tysk embedseksamen forudsætter en social praktik, som jeg altså absolverede der. Jeg har siden min studietid haft et godt forhold både til Aarhus og København – noget som jeg stadig lægger megen vægt på. I 1967 vendte jeg tilbage til Göttingen for at forberede teologisk embedseksamen, som jeg tog i 1969. Derefter fik jeg et kandidatstipendium fra Studienstiftung og flyttede til Aarhus, hvor jeg arbejdede på universitetet, sidst som undervisningsassistent i religionsfilosofi med et intensivt kursus i filosofi – det var dengang ikke småbidder fra et kompendium, men en gennemgang af to store hovedværker i filosofi, Heideggers Sein und Zeit og Kants Kritik der reinen Vernunft. 22

Praktisk talt - Indhold.indb 22

28-11-2013 12:12:59


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

I den tid fik jeg kontakt til det kirkelige liv – præsten i Brabrand, og i februar 1972 blev jeg ordineret som ulønnet hjælpepræst i Brabrand. Jeg søgte så, i mellemtiden dansk gift, præsteembede i den danske folkekirke og kom i december 1972 til Varde som sognepræst. Der er noget særligt over det første præsteembede, man har, og det er jo ikke kun præsten, der præger menigheden, men også omvendt menigheden, der præger præsten. Så vidt jeg ved, var jeg den første udenlandske statsborger, der blev ansat i den danske folkekirke, og bl.a. min ansættelse medvirkede til den nye ordning, at man også kunne overenskomstansætte præster. Det tog mange år, før det helt var på plads, og i mellemtiden var to andre kommet til; men den ene rejste vist igen og den anden blev dansk statsborger, så jeg fik en henstilling om ikke at ændre statsborgerskab, for så havde de jo arbejdet omsonst på problemet i de mange år. Det har jeg da holdt fast ved, Europa må vel betyde, at man ikke skifter statsborgerskab, bare fordi man arbejder i et andet land. Jeg har altid lagt vægt på min tyske baggrund – og tror da, at disse kontakter og erfaringer har været til gavn for mine danske kollegaer og de steder, hvor jeg har arbejdet. I en forståelig modreaktion imod nationalisme er der mange tyskere, der er overtilpassede, hvis de tager til udlandet, næsten selvudslettende – og de bliver så ret uinteressante, for hvem gider tale med mennesker, der ikke giver modspil fra deres egne erfaringer? Selvfølgelig skal man så også finde sig i kritik, den møder jeg endda også i min egen dansk-tyske familie. Jeg blev overordentlig godt modtaget som præst, faktisk fandt de fleste det attraktivt at have en præst, der ikke var dansk, men dansktalende. Tillige blev jeg inviteret til utallige foredrag landet rundt, mange ville gerne se og høre giraffen, og jeg fik på den måde en masse goodwill foræret – for også dem der måske (forståeligt nok) kæmpede med tyskerhad, havde en lige så forståelig trang efter at kende en god tysker. En taknemmelig rolle. Jeg har, siden jeg kom til Danmark i 1970, levet i et tosproget univers og anser ikke tosprogethed for en mangel, men i stedet for som en stor rigdom. Faktisk er langt de fleste mennesker i verden jo tosprogede. Man bliver, siger Luther, mærkelig af kun at tale et sprog. Derfor martrer jeg ikke min sjæl med metafysiske overvejelser over, om jeg nu er mest dansk eller mest tysk; men jeg har da opdaget, at jeg er begyndt at holde med Danmark, når der er håndbold- eller fodboldkamp, og det ikke kun for at undgå at blive drillet af mine børn, hvis tyskerne taber. 23

Praktisk talt - Indhold.indb 23

28-11-2013 12:13:00


PRAKTISK TALT

Da jeg begyndte som præst, betød de kirkelige retninger meget, og især i Ribe stift var der blandt præsterne – bestemt ikke i kirkefolket – en tidehvervsk-grundtvigsk dominans. Dog var bevægelsen ved at gå i opløsning på grund af Løgstrups opgør med Tidehverv. Det var en spændende debat, i det kirkelige miljø herskede der en stridskultur, der var anderledes end de mere akademisk-professorale diskussioner i Tyskland. Anderledes end den dialektiske teologi i Tyskland, der opstod som et opgør med den liberale teologi, var mange Tidehvervsfolk stærkt antipietistiske – og så var de meget folkekirkeligt sindet og slet ikke så kirkekritiske som deres læremester Kierkegaard og den tyske dialektiske teologi. Selvfølgelig var det Grundtvig, der gjorde forskellen, og det tidehvervsk-grundtvigske er jo en fascinerende blanding af disse to teologer, som egentlig tænker diametralt modsat, men netop derfor inspirerer til mange forsøg på at tænke dem sammen alligevel. Løgstrups – og min fars – forsøg på at se dem som eksklusive alternativer slog egentlig ikke igennem, og selv blandt Løgstrups elever ses de to mere som komplementære modsætninger, der kan og skal tænkes sammen. Ligesom alle mennesker har en far og en mor, der er forskellige, har danskerne Grundtvig og Kierkegaard som ophav og ledestjerner. For mig er det i grunden charmerende, for jeg er af den opfattelse, at en teologi, der vil være modsigelsesfri, ender i konsekvensmageri og sterilitet, ja, jeg er egentlig af den opfattelse, at hæresi kommer af forsøget på at skabe en modsigelsesfri teologi. Om det gælder pelagianisme, antinomisme eller manikæisme – dér er ingen slinger i valsen, de er konsekvente. Det er de rettroende, der lever med spændinger. To ting i det tidehvervsk-grundtvigske miljø var jeg fra starten kritisk overfor: Det ene er den mærkelige polemik imod aktivisme og en vis folkekirkelig magelighed, som leder til den mærkelige slutning, at da Gud gør alting, behøver vi ikke anstrenge os; det andet gælder meget naive og hjemmestrikkede former for politikforskrækkelse og en debat om de to regimenter, der efter min mening ikke var på højde med diskussionen om denne lære – i øvrigt er toregimentelæren efter min mening bestemt ikke en kronjuvel i den lutherske teologi, men på mange måder dybt problematisk. Man kan ikke skille politik og religion ad på den måde. Derimod finder jeg, at danske teologer og præster ofte er litterært og kunstnerisk højt dannede og i den henseende bestemt på niveau 24

Praktisk talt - Indhold.indb 24

28-11-2013 12:13:00


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

internationalt set. Løgstrup fortalte ofte, at de danske teologer, både præster, studerende og universitetslærere, i diskussioner med deres tyske kollegaer stod svagt – og han betonede, at det ikke var af sproglige grunde. Der er han efter min mening lidt for hård ved sine egne. Dansk teologi har ganske vist en anden profil end tysk, men den har bestemt også sine stærke sider – det gælder ikke mindst Løgstrup selv, der beskedent aldrig ville skilte med sin enorme filosofiske og litterære belæsthed. Selvom man også i Danmark diskuterede de samme ting og den dialektiske teologi var dominerende, var der dog forskelle mellem det tyske og danske teologiske miljø. Medens det var eksegesen og den historisk-kritiske tilgang, der stod i forgrunden i Tyskland, læste man i Danmark Bultmann mere som systematisk teolog, og eksegesen var ikke nær så dominerende. Andre poetiske tilgange spillede snart en større rolle. Jeg husker engang i Studenterkredsen, da man diskuterede Løgstrup contra Bultmann, og hvor vigtigt det var med en skabelsesteologi. Jeg spurgte, som jeg havde lært, hvordan det stod til med den eksegetiske begrundelse for alt dette, al den stund skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente jo er en sen og mere marginal tekst. Da så de på mig, som om jeg var fra en anden planet. Som ung sognepræst kunne jeg finde på at sige, som vist sandt er, og som jeg i hvert fald havde lært, at Jesus næppe er født i Betlehem, men i Nazaret. Især blandt de kirkefremmede faldt det ikke i god jord; men når jeg i dag læser hos Bultmann, at Peters fornægtelse ikke kan have fundet sted som beskrevet, fordi hønseavl ifølge Talmud var forbudt og hanen jo så ikke kan have galet tre gange, kan selv jeg da komme i tvivl om den historiske kritiks velsignelser. Der findes en skøn familiehistorie om Bultmann på besøg under krigen hos mine forældre på landet. Han var ikke kun min babysitter, men gjorde sig også nyttig og ryddede ukrudt. Efter 10 minutter styrter vores tjenestepige ind til min mor og råber: “Frau Pastor, Frau Pastor, der Professor reisst alles aus!” Min mor går ud til ham for at se, hvad der sker; men professoren var ikke til at snakke med – han kunne ikke se, at der var andet end ukrudt. Det var der delte meninger om. En klassiker, når jeg senere skulle gøre rede for debatten om afmytologisering. At have været dansk sognepræst i 14 år betragter jeg som et stort privilegium, og for at kunne sige det behøver man ikke være en jubelidiot, 25

Praktisk talt - Indhold.indb 25

28-11-2013 12:13:00


PRAKTISK TALT

der bare ignorerer de svage sider ved den danske ordning – og omvendt behøver man heller ikke tegne en karikatur af andre kirkeordninger og -forhold, som f.eks. de amerikanske. Der er en åbenhed, folkelighed, humor og varme, som jeg ikke har oplevet i det tyske kirkelige miljø. Der er simpelthen højt til loftet, hvor sans for fællesskab og drabelige diskussioner godt kan forenes. Den danske folkekirke har jo mange biskopper, men den er ikke af den grund en bispekirke, det er både et stærkt lokalt demokrati og folketinget, der sikrer åbenhed og mangfoldighed, og en dansk biskop er heldigvis slet ikke en “kirkeleder” i tysk forstand. Jeg er opvokset i et dialektisk-teologisk (dansk: tidehvervsk-grundtvigsk) miljø, derfor har jeg – i modsætning til en del af mine kollegaer – ikke noget behov for antipietisme. Jeg kan ikke se det som en intellektuel udfordring at polemisere imod fundamentalisme og hænge et mindretal i folkekirken ud. Jeg var og er mere optaget af opgøret med mine egne forudsætninger, som at den dialektiske teologi udviklede sig til en form for kerygmatisk neoortodoksi og kirkelig sterilitet. Det var til tider, som om man mente, at folkekirken var reddet, bare man holdt missionsfolkene nede. Diskussionerne i 70erne var præget af dåbssagerne og kampen imod aktivisme og specialpræster. Jeg kan huske, at min egen biskop Skov på et stiftsmøde sagde, at han meget ville fraråde, at præsten besøgte eller talte med dåbsforældre før dåben – det kunne jo misforstås som kontrol. Praksis var dengang i et bysogn som Varde, at man bestilte barnedåb på kordegnekontoret, præsten så ikke blot de pårørende, men sågar forældrene første gang, når de marcherede ind i kirken (i Varde sidst i gudstjenesten). I København, fik jeg fortalt, fik man endda udleveret et nummer, for der var mange dåb, og der skulle holdes orden i rækkefølgen ... og velsagtens sørges for at børnene fik de rigtige navne. Det ville jeg ikke finde mig i, denne praksis betragtede jeg som en statskirkelig vildfarelse af lutter skræk for at komme til at missionere, og i civil ulydighed imod min biskop besluttede jeg at gå på husbesøg inden barnedåben i hvert hjem – en praksis, der vel nu er en selvfølgelighed, men det var det ikke dengang, for man var hunderæd for at udvise en falsk fromhed. Der var i Varde og i Esbjerg (hvor jeg senere kom til) utrolig mange konfirmander og barnedåb – langt over 200 dåb og konfirmationer 26

Praktisk talt - Indhold.indb 26

28-11-2013 12:13:00


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

årligt, 150 begravelser og kun 2 præster; men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde klagede over for meget arbejde. Jeg selv følte det som en berigelse, at der var brug for en, at der var nok at lave, og man behøvede ikke være kreativ hele tiden for at være sine penge værd. Jeg misunder ikke de præster, der har lidt at lave, det bliver man nemt depressiv af – og lad det være indskudt, at den grotesk skæve arbejdsfordeling på landsplan (og såmænd lokalt) mellem præster er et stort problem, som man af en eller anden grund ikke vil eller kan gøre noget ved. Jeg er glad for, at jeg, efter danske forhold, blev præst i en relativ ung alder (28 år). Man er mere modig i den alder og mere åben for kritik og selvkritik. Til trods for megen travlhed fik jeg i disse år også lejlighed til at drive teologi, skrive prædikenvejledninger og meget andet – og kom til at engagere mig i religionspædagogik alene af den simple grund, at jeg jo havde 5-6 hold konfirmander hvert år, så det lå lige for at arbejde med det. Kierkegaardstudierne hvilede lidt, men i Esbjerg bad man mig om at holde sogneaftener om Kierkegaard – og efterfølgende studiekredse – det blev vel modtaget og var dengang starten på en hel bølge af Kierkegaard-foredrag og -arrangementer mange steder i landet. Med praktisk teologi havde jeg ikke beskæftiget mig særlig meget i min studietid, selvom studiet i Tyskland indeholdt praktisk teologi som et selvstændigt fag, med mere undervisning – og også praktik i alle fag – end på et dansk pastoralseminarium i dag. Praktisk teologi var dog dengang ofte et opkog af systematisk teologi – vi var kritiske over for forsøgene på at kirkeliggøre teologien under påskud af praktisk uddannelse. Allerede Adolf Harnack havde beklaget, at praktisk teologisk uddannelse var konservativ indoktrinering og tilpasning af kritiske studerende – uanset hvor megen liberal teologi han havde lært dem, blev de “nachgedunkelt”, når kirken tog sig af dem. Som præst beskæftigede jeg mig mere med praktisk teologi, især religionspædagogik og homiletik, og i 1986 blev jeg lektor i København. Faget var dengang endnu ikke fuldt etableret og blev først efterhånden egentligt eksamensfag. Det var nu ikke mere påhæng til enten kirkehistorie eller systematisk teologi, men især takket være inddragelse af empiriske metoder et fag med egen profil. I Danmark var der ingen tradition for faget i modsætning til Tyskland, hvor praktisk teologi 27

Praktisk talt - Indhold.indb 27

28-11-2013 12:13:01


PRAKTISK TALT

havde været et etableret fag i det teologiske studium siden Schleiermachers berømte Encyklopædi fra 1811/30, hvor han kalder faget for kronen af det teologiske studium – dog mente han vel at mærke trækronen og ikke kongekronen. Dansk universitetsteologi er mindre kirkelig end den tyske, og fakulteterne lægger stor vægt på deres uafhængighed af kirkelig indflydelse – det er både en fordel, men også en mangel, da teologien efter min mening også er kirkelig, hvilket ikke udelukker, men just implicerer en nødvendig kirkekritisk funktion. I Tyskland er der mere tætte bånd mellem kirkeledelse og fakultet, og også de studerende er mere kirkelige. Universitetsgudstjenester med de fleste professorer som prædikanter var et naturligt samlingspunkt for de studerende. Jeg mødte en anden tradition i Danmark med en del studerende, der aldrig gik i kirke og heller ikke anede noget om det kirkelige liv. For faget praktisk teologi betød det, at det skulle formuleres som en teori om religiøs praksis generelt, en definition, der efter min mening er for bred, for den dækker jo alt mellem himmel og jord. Hvis alt er praktisk teologi, har man i grunden afskaffet faget. Som universitetslærer har jeg lagt vægt på ikke at være specialist, men generalist; jeg følte mig forpligtiget til at stå for hele faget og i det hele taget vedligeholde den brede teologiske dannelse. Jeg ville ikke kunne leve med kun at forske i et enkelt emne eller en teolog og så koge suppe på det resten af livet. Mine forudsætninger var ikke så akademiske, men en vis distance til oppustet videnskabelighed kombineret med en baggrund i tysk teologi og 15 års erfaring som præst kunne godt være en fordel i den universitære verden. Jeg er glad for, at jeg ikke blev hængende på universitetet, men også glad for at kunne vende tilbage til universitetet med en praktisk baggrund. Det anser jeg for et ønskværdigt vekselvirkningsforhold. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan man skulle kunne undervise i praktisk teologiske kernefag som sjælesorg, homiletik og religionspædagogik uden en solid praktisk erfaring. Som lærer i faget fik jeg lov til at tage mig af de klassiske fag og har undervist i både sjælesorg, liturgi, dåbens teologi, nadverliturgi, kirkeår, religionspædagogik, prædikenens teori og historie, desuden også i systematisk teologi – specielt med Kierkegaard som omdrejningspunkt. Jeg har holdt mange forelæsninger om hans forfatterskab, været 28

Praktisk talt - Indhold.indb 28

28-11-2013 12:13:01


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

engageret i Kierkegaardselskabet og Kierkegaardafdelingen samt været medredaktør af Kierkegaardiana i mange år. Måske har jeg spredt mig for meget, men jeg fortryder det egentlig ikke. Som noget ganske uakademisk engagerede jeg mig i at lave prædikener for børn, som leder af en arbejdsgruppe i samarbejde med det nye Folkekirkens Pædagogiske Institut i Løgumkloster. Det var et meget spændende arbejde, og det udgjorde en god kontakt til et andet kirkeligt miljø fra de kirkelige organisationer. Arbejdet resulterede i tre bind om børnegudstjenester, der nærmest ligefrem blev en bestseller. I mange år havde jeg også undervist og deltaget i projekter i Løgumkloster, derfor vovede jeg springet og blev rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut i 1996, fra 2001 tillige rektor for Præstehøjskolen i det nu fælles Teologisk Pædagogiske Center. Et nyt miljø, et stort spring – og dog føler jeg, at det gav mulighed for at markere det, jeg teologisk står for, nemlig et samspil mellem kirke og universitet, og jeg har i årene i Løgumkloster set det som en vigtig funktion at holde de to verdener sammen i en frugtbar dialog. I mange år havde jeg været censor ved de teologiske fakulteter, jeg blev så adjungeret professor i Aarhus og har med baggrund i både Aarhus og København haft gode forudsætninger for at fastholde traditionen med Løgumkloster som et mødested mellem kirke og universitetsteologi. Det attraktive ved Løgumkloster er i mine øjne, at det et er sted, der samler de forskellige kirkelige og teologiske miljøer – bortset fra kirkeministeriet er det så at sige den eneste samlende institution i folkekirken. Takket være min baggrund lykkedes det i alle år at trække utrolig mange forskere og kirkefolk fra udlandet til Løgumkloster, både til kurser, konferencer og store projekter, såvel i samarbejde med USA og England som med Tyskland og de nordiske lande. I løbet af en 5-års periode (fik vi talt os frem til) har ca. 80% af alle danske præster været i Løgumkloster, vel at mærke mestendels helt frivilligt. Da jeg blev ansat, lagde jeg vægt på, at jeg ikke ville være administrator, men en af lærerne, der havde påtaget sig opgaven som rektor. Det fik jeg lov til takket være et loyalt og effektivt kollegium af medarbejdere, der gjorde stedet til et både inspirerende, effektivt og velfungerende arbejdsfællesskab – hvor både de ydre rammer, ånden og arbejdsmuligheder er

29

Praktisk talt - Indhold.indb 29

28-11-2013 12:13:01


PRAKTISK TALT

attraktive for de mange præster og andre kirkelige medarbejdere, der kommer til Løgumkloster. Ud over de klassiske teologiske fag, som vi holdt kurser om, og de mere praktisk-anvendelige kursusemner, er der tre ting, der har præget arbejdet i Løgumkloster: Det ene er det dansk-tyske samarbejde i grænselandet, hvor jeg nu så at sige fik lov til at repræsentere den danske kirke, det andet er ikke-teologiske fag, herunder litteratur og musik, som har været et satsningsområde, og endelig har jeg lagt vægt på en stærk lokal forankring af centret i Løgumkloster, bl.a. ved at prædike tit både i Løgumkloster kirke og nabokirker. Desuden er Løgumkloster på grund af studiehusene og et meget fint bibliotek blevet et attraktivt studiested for gæster fra ind- og udland. For mig personligt som dansk-tysk teolog var Løgumkloster et ideelt sted, både for fordybning og formidling af teologi, et sted der gav mulighed for brede kontakter til dansk kirkeliv, men også muligheder for internationalt samarbejde. Engang var de nationale spændinger et problem – med blodige krige og kampe. Nu er grænselandet en attraktion, det er en udvikling, jeg har kunnet mærke og følge med i, siden jeg kom til Løgumkloster. Jeg husker, at jeg engang lidt ondskabsfuldt i en anmeldelse kaldte talen om det grænsesprængende evangelium for teologisk kitsch. Grænser er der, vi er forskellige, vi bærer også forskelle i os – det er ikke et problem, men en stor rigdom. Mangfoldighed er ikke et problem, men en rigdom, strid hører livet til, det har jeg lært af min første menighed i Varde, der altid med stor begejstring sang “Jeg elsker den brogede verden”. Danskerne har en vidunderlig stridskultur, at være uenig – og dog holde sammen når det gælder. Det kan man lære noget af. Til slut blot et par ord om denne udgivelse. Bogen indeholder et udvalg af det, jeg har skrevet – fra de tidlige, ofte imponerende polemiske bidrag til senere mere forsonende – det er jo tidens gang. Selvfølgelig har jeg forandret mig, meget af det jeg sagde og skrev for en del år siden, ville jeg sige anderledes i dag, men om de sene tekster er bedre end de tidligere, ved jeg ikke. Det må andre afgøre. Noget af det vidner også om en gennemgående tendens, mit forsvar for livet frem for orden – vel i grunden et temmeligt dansk motiv. Jeg skylder mine kollegaer en tak for det møjsommelige arbejde med at redigere denne bog – fra min 30

Praktisk talt - Indhold.indb 30

28-11-2013 12:13:01


TEOLOGI PÅ TVÆRS AF GRÆNSER

side er bogen også en tak til Danmark som mit andet fædreland. Det har været en sand fornøjelse at drive teologi i en dansk-tysk kontekst.

31

Praktisk talt - Indhold.indb 31

28-11-2013 12:13:01


PRAKTISK TALT

Lisbeth (1972)

32

Praktisk talt - Indhold.indb 32

28-11-2013 12:13:02


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

Hvor praktisk er teologien? Erfaringsvidenskabernes betydning for det teologiske arbejde1

Radikal teologi er realistisk teologi, det kan man lære både hos Barth og Luther, en hæretiker kan man definere ved, at han forveksler det at være radikal med det at overdrive…”

1. Sandhed og virkelighed I en studiekreds sidst i 50erne gennemgår en præst den kristne troslære for forhenværende konfirmander. En præst med solid luthersk baggrund, præget også af dialektisk teologi. Da man næsten er færdig med gennemgangen, er der en konfirmand, der stiller følgende spørgsmål: “Det kan da være udmærket alt sammen, der er bare en ting, jeg gerne vil vide: Har det her overhovedet nogen praktisk betydning?” Præsten var dengang helt slået ud af spørgsmålet og kunne ikke rigtig give svar. For i grunden opfattede han spørgsmålet som en afvisning af det, han stod for. Hvis han nu ikke havde været et sart gemyt, men en af de mere hårdhudede teologer, så kunne han måske i den teologiske jargon, vi brugte i 60erne, og som nogen stadig ikke har aflagt, svare: “Ja, men evangeliet skal netop ikke bruges til noget som helst. Det er sandt, netop fordi det ikke skal bruges til noget.” Jeg tror dog næppe, at det ville have imponeret konfirmanden. Historien illustrerer det, jeg vil kalde et tendensskift i det teologiske klima i de sidste 20 år. For at bringe det på en formel: 50erne og 60ernes eksistensteologi spurgte efter troens sandhed, forstået som den 1. Tidligere offentliggjort i Kritisk Forum for Praktisk Teologi 25, 1986, s. 5-20.

33

Praktisk talt - Indhold.indb 33

28-11-2013 12:13:02


PRAKTISK TALT

personlige sandhed for mig, dens patos var intellektuel redelighed, den spurgte efter, hvordan man troværdigt kan tale om Gud på modernitetens vilkår. Denne teologis foretrukne samtalepartner var filosofien. I dag spørges der efter troens relevans for virkeligheden, denne teologis anliggende er praksisorientering, kun den tro er ægte, der er en del af hele vores livsvirkelighed. Denne teologis foretrukne samtalepartner er ikke længere filosofien, men moderne empiriske humanvidenskaber som sociologi og psykologi. Det er gået som så tit i teologihistorien: eksistensteologiens egne argumenter bliver vendt imod den selv. Dens anliggende var jo også at være jorden tro, den bekæmpede idealismens virkelighedsflugt og selvbedrag. Nu bliver den konfronteret med det spørgsmål, om ikke dens insisteren på sandheden som eksistenssandhed er en flugt fra livsvirkeligheden ind i en praksis og virkelighedsfjern eksistensinderlighed. Jeg kan illustrere det med Kierkegaards geniale analyse af kærligheden i Kjerlighedens Gjerninger. Hvad Kierkegaard interesserer sig for, er i grunden ikke kærlighedens virkelighed, men kærlighedens sandhed. Derfor afslører han med stor skarpsindighed selvbedraget, det at vores kærlighed tit kun er indbildning, fordi den dybest set er selvkærlighed. Det gælder om at elske i sandhed, men enhver, der har læst bogen, har vel det indtryk, at når kærligheden så er renset for den sidste rest af selvbedrag og selviskhed – så bliver den ejendommelig uvirkelig. Af lutter iver for at udrydde selviskheden, det usunde, selvbedraget, taber han helt næsten af syne. Næsten bliver kun et middel, hvorpå kærlighedens ægthed skal afprøves. “‘Næsten’ er, hvad Tænkerne vilde kalde det Andet, Det, hvor på det Selviske i Selvkjerligheden skal prøves. Forsåvidt behøver, for Tankens skyld, Næsten end ikke at være til. Om et Menneske levede på en øde Øe, dersom han dannede sit Sind efter Budet, saa vilde han, ved at forsage Selvkjerligheden kunne siges at elske Næsten” (SV 12: 26f.). Det at elske i sandhed, dvs. at forsage selvkærligheden, bliver vigtigere end det i virkeligheden at elske næsten, dvs. at elske i virkeligheden. Man kan spørge, om ikke Kierkegaard her rammes af sin egen indvending imod Hegel: Alt, hvad han siger om kærligheden, er sandt – men dog uvirkeligt. Jeg vil illustrere dette teologiske tendensskift fra spørgen efter sandhed til spørgen efter virkelighed ved at sammenligne to tekster. Den ene er igen fra Kierkegaard: 34

Praktisk talt - Indhold.indb 34

28-11-2013 12:13:02


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

Dersom En, der lever midt i Christendommen, gaaer op i Guds Huus, i den sande Guds Huus, med den sande Forestilling om Gud i Viden, og nu beder, men beder i Usandhed; og naar En lever i et afgudisk Land, men beder med Uendelighedens hele Lidenskab, skjøndt hans Øie hviler på en Afguds Billede: hvor er saa meest Sandhed? Den Ene beder i Sandhed til Gud, skjøndt han tilbeder en Afgud; den anden beder i Usandhed til den sande Gud, og tilbeder derfor i Sandhed en Afgud. (SV 9: 167f.). Den anden tekst er fra en moderne praktisk teolog, Walter Neidhart: For mig er det afgørende, hvordan de, som kæmper og har tungt at bære, bedst lader sig hjælpe. Hvis jeg skal vælge mellem enten at lette deres byrde gennem en terapeutisk metode som er forbundet med hæresier, eller at forkynde teologisk korrekte trøsteord som ikke bevirker nogen konkret forandring, vil jeg bestemme mig for det første. (Neidhart 1977: 324). Strukturen i begge tekster er den samme: Der argumenteres imod gold rettroenhed under henvisning til troens praksis. Kristendom er liv, ikke lære. For så vidt er Kierkegaard og Neidhart enige; men hvor Kierkegaard henviser til eksistensens ‘subjektive’ sandhed som kriterium for ægte kristendom, henviser Neidhart til den interpersonale virkelighed, det, der bevirker noget. Hvor eksistensteologien spurgte om troværdighed og intellektuel redelighed, spørges der i dag efter praksisrelevans og konkretion – efter Bertolt Brechts berømte ord om, at sandheden er konkret. Det er her, at erfaringsvidenskaberne kommer ind, de er nødvendige for at konkretisere teologiske udsagn. For ikke at citere mig selv, citerer jeg Gerhard Ebelings ord om, at interdisciplinær forskning er nødvendig “um der Konkretion der Sache der Theologie willen ... sie dient dazu, den Wirklichkeitsbezug theologischer Aussagen zu explizieren” (Ebeling 1975: 160). At både troen og teologien er praksisrelevant, er der vel få, der vil bestride, men det forbliver et abstrakt postulat uden inddragelse af erfaringsvidenskaberne. Netop de nævnte to provokerende citater fra Kierkegaard og Neidhart viser omvendt også, at man skal vogte sig for overilede kortslutninger og falske alternativer. Kierkegaard var ikke subjektivist, og 35

Praktisk talt - Indhold.indb 35

28-11-2013 12:13:03


PRAKTISK TALT

selvfølgelig er det ikke meningen, at det var ham ligegyldigt om man tilbeder en Gud eller en afgud – bare det sker ‘i sandhed’. Poul Martin Møllers sætning om, at viljen ikke skal bestemme, hvad der er sandt, gælder også for ham. Meningen er derimod den, at når man tænker over sandheden, må man tænke eksistensen og lidenskaben med. Neidhart mener vel heller ikke, at man kun har valget mellem ligegyldig sandhed og effektiv løgn, det ville jo være et valg mellem pest og kolera. Meningen er tværtimod den, at man ikke kan tænke over teologiske sandheder uden også at reflektere deres konkretion i den sociale interpersonale konkrete virkelighed med. Det ville være en teologisk kortslutning, hvis man ville erstatte spørgsmålet efter teologiens sandhed med spørgsmålet efter teologiske udsagns virkelighedsrelevans eller brugbarhed. Bultmann har ret: Anvendelighed er ikke et kriterium for sandhed (Bultmann 1984a: 36). Hvis teologi ikke er andet end handlingsvidenskab, altså f.eks. en teori om en bestemt samfundsmæssig praksis, er den ikke teologi længere. Så har den erstattet spørgsmålet efter sandheden med spørgsmålet efter praksis, og den teologi, der ikke spørger efter sandhed, spørger heller ikke efter Gud. “Denn was ist die Frage nach Gott anders als die Frage: Was ist Wahrheit?” (ibid.: 50).

2. Teologi som praktisk videnskab Bag denne skelnen mellem sandhed og virkelighed står det ældgamle spørgsmål, hvorvidt teologien er en praktisk eller teoretisk videnskab, en strid, der igen hænger sammen med det gamle spørgsmål om vita activa eller vita contemplativa. Når vi i dag siger: Det er en ren teori og duer ikke i praksis, en sætning som Kant jo har underkastet en kritik, så mener vi med ren teori noget negativt. Sådan var det ikke altid. I antikken og middelalderen var det netop fint at sige noget rent teoretisk, en sandhed, der er praktisk anvendelig, er mindre værd end den rene, teoretiske sandhed. Ligesom det regnedes for mere fornemt ikke at bestille noget, var den rene sandhed, der ikke er beregnet på praksis, at foretrække. Det ligger i forlængelse af dette aristoteliske teoribegreb, når Thomas af Aquin bestemmer teologien som en fortrinsvis spekulativ og 36

Praktisk talt - Indhold.indb 36

28-11-2013 12:13:03


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

ikke praktisk videnskab. Han har dog sine problemer med at indpasse teologien i det aristoteliske skema. Jakob siger ganske vist, at vi skal være ordets gørere, ikke ordets hørere (Jak 1,22), derfor ser det ud, som om teologien er en praktisk videnskab, idet formålet må være opfyldelsen af loven i kærligheden, altså noget praktisk. Alligevel holder Thomas fast ved, at teologien ikke er en praktisk, men en teoretisk videnskab. Hvorfor? Svaret er enkelt og ligger i forlængelse af det, vi før har sagt: Hvis teologien primært er en praktisk videnskab, handler den jo om mennesket og ikke om Gud: “Magis tamen est (sacra doctrina) speculativa quam practica: quia principalius agit de rebus divinis quam de actibus humanis” (Summa theologica I, 4). Thomas havde gode grunde for at holde fast ved at teologien ikke er praktisk, men spekulativ. Hvis den praktiske interesse tager overhånd, mister teologien sin genstand af syne, ved kun at tale om mennesket og ikke om Gud. I modsætning til Thomas holdt Luther fast ved, at teologien var en praktisk videnskab: Vera theologia est practica. Dermed ligger han sådan set i forlængelse af en anden middelalderlig tradition, der fremhæver den etiske praksis som vejen til sand gudserkendelse (Duns Scotus). I virkeligheden sprænger Luthers praksisbegreb imidlertid den gamle diskussion mellem vita activa og vita contemplativa. Under praksis forstår han hele menneskets konkrete livsvirkelighed, ikke bare etik. Luther rammer med sin kritik af den spekulative teologi faktisk ikke kun thomistisk spekulation, men også den mere etisk prægede teologi, som spekulerer i menneskets moralske muligheder for at nå frem til Gud. Hvad er det gale ved skolastisk spekulativ teologi af den ene eller den anden art? Det er, at den taler om Gud, som han er i sig selv, dvs. udenom Kristus, og om menneskets etiske muligheder i sig selv, dvs. også udenom Kristus. Den ser bort fra troen. Det er værd at lytte til det meget citerede sted fra Tischreden i sin helhed: Vera theologia est practica, et fundamentum eius est Christus, eius mors fide apprehenditur. Omnes autem hodie, qui non sentiunt nobiscum et non habent doctrinam nostram, faciunt eam speculativam, quia sie konnen aus der cogitatio nit kommen: Qui bene fecerit etc. Es heisst aber nit so sed: ‘Tementi Dominum bene erit in ultimis’ Speculativa igitur theologia, die 37

Praktisk talt - Indhold.indb 37

28-11-2013 12:13:03


PRAKTISK TALT

gehort in die hell zum Teuffel. Sic Zwinglius speculabatur: Corpus Christi est in pane, sed spiritualiter, quia ego speculor esse in pane. Haec est quoque Originis theologia. Dauid non sic facit, sed agnoscit peccatum et dicit: Misere mei, Deus. (TR 153; Luther 1955: bd. 8, 25). Det er faktisk først og fremmest etisk-moralistisk spekulation, Luther vender sig imod, og som modtræk imod denne spekulation henviser han til erfaringen. Sådan f.eks. i det berømte sted i Romerbrevsforelæsningen, hvor Luther ganske uakademisk kalder sine teologiske lærere for ‘Sautheologen’, fordi de spekulerer i, hvad mennesket kan af egne kræfter, ex puris naturalibus. “Tåber!”, siger Luther, erfaringen skulle lære dem noget andet. Sådan også her i bordtalen. Det er for Luther ikke kun et akademisk spørgsmål, hvorvidt teologien er praktisk eller spekulativ. Det er for ham – for at bruge et modeudtryk – et eksistentielt spørgsmål, hele frelsesvisheden afhænger af det. Spekulation – også den etiske – gør alt uvis, fordi den forholder sig til teoretiske muligheder. Derfor er den Satans værk. Hvad Luther her vil fastholde, er troserfaringens primat over for teoretisk spekulation. Teologien er praktisk, fordi den forholder sig til den Gud, der gribes i troen. Gud og tro hører sammen, og denne tro er en del af hele vores konkrete livsvirkelighed, derfor henviser Luther til erfaringen: “Sola experientia facit theologum” (citeret hos Ebeling 1975: 10). Noget lignende gælder også Luthers afvisning af Erasmus’ anliggende, som jo i og for sig var yderst praktisk, idet han bebrejdede Luther, at han holdt fast ved abstrakte dogmer uden at tage hensyn til den praktisketiske side af sagen: menneskets moralske opdragelse. Luther afviser Erasmus også i erfaringens navn: Erfaringen siger, at den frie vilje er et spekulativt hjernespind, virkeligheden siger, at mennesket er bundet af det, han vil. Talen om valgfrihed er ren teori. Det siger sig selv, at man næppe kan tage Luther til indtægt for en ren pragmatisk reduktion af teologien til at være kun handlingsteori. For teologiens praksis er for ham tro i ordets omfattende betydning. Luthers omfattende praksisbegreb gik tabt i ortodoksien, hvor man faldt tilbage i skolastisk spekulation, og hvor praktisk teologi kun blev en form for anvendt dogmatik. Det var først Schleiermacher, der igen fremhævede teologien som praktisk videnskab. Schleiermacher er som 38

Praktisk talt - Indhold.indb 38

28-11-2013 12:13:03


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

bekendt grundlæggeren af praktisk teologi som teologisk disciplin, men i denne sammenhæng drejer det sig om et videre perspektiv. Efter metafysikkens sammenbrud vil Schleiermacher stille teologien på et nyt videnskabeligt grundlag. Hvad er det egentlig, der holder teologien sammen, der sikrer teologiens enhed, og hvad er det, der sikrer teologiens eksistensberettigelse som videnskab? Schleiermachers svar var forbløffende enkelt: Det er dens praktiske funktion. I sin berømte definition af teologien i Kurze Darstellung des theologischen Studiums (1811/1830) bestemmer han teologien som indbegreb af alle de kundskaber, som er nødvendige for kirkens praksis: “Die christliche Theologie ist sonach der Inbegriff derjenigen wissenschaftlichen Kenntnisse und Kunstregeln, ohne deren Besitz und Gebrauch eine zusammenhangende Leitung der christlichen Kirche, d.i. ein christliches Kirchenregiment nicht möglich ist” (§ 5). Udtrykkelig bestemmer Schleiermacher teologien som positiv videnskab på linje med jura og medicin. Den konstituerer ikke selv sin genstand, men er som jura og medicin nødvendig for at løse en praktisk opgave i samfundet. Hvorfor skal der drives teologi? Fordi der er en kirke, og denne faktiske kendsgerning er udgangspunkt for al teologi: “Die christliche Kirche ist eine Thatsache, und kann keiner eine Thatsache construiren; aber es kann auch keiner behaupten, dass die theologische Wissenschaft nicht in Beziehung auf die christliche Kirche stehe. So werden wir also doch gelten lassen müssen: Die theologischen Wissenschaften sind nur solche in Beziehung auf die Kirche und können nur aus dieser verstanden werden” (Schleiermacher 1983: 7). Schleiermachers enkle, geniale greb slår to fluer med et smæk. Ved at bestemme teologien ud fra dens praktiske funktion sikrer han både dens kirkelighed og dens videnskabelighed. Man har jo ellers argumenteret med, at en alt for stor betoning af teologiens praksisrelevans truer dens status som videnskab. Nej, siger Schleiermacher, tværtimod: Hvis teologien bliver ukirkelig, så falder den i virkeligheden fra hinanden og bliver spekulativ – uvidenskabelig. Hvad der så måtte blive tilbage af videnskab, kunne man så ligeså godt fordele på andre fakulteter. Det er derfor ikke tilfældigt, at Schleiermacher så bestemmer disciplinen Praktisk Teologi som kronen af alle teologiske discipliner, og at han bruger billedet af et træ, kronen, som alle grene munder ud i, sender deres safter op til. Dette billede er dog slettet i 2. oplag af Kurze Darstellung, 39

Praktisk talt - Indhold.indb 39

28-11-2013 12:13:04


PRAKTISK TALT

men dukker op igen i Praktische Theologie. Praksis er det, for hvis skyld al teologisk arbejde er til. I nyere tid har Eberhard Jüngel varieret billedet ved at kalde praktisk teologi for pointen i det hele, den er ikke summen af al teologi, men dens pointe: “Theologische Wissenschaft ohne Praktische Theologie ist wie ein Witz ohne Pointe” (Ebeling 1972: 56). Der er også et andet vigtigt aspekt i Schleiermachers konception: Teologien skal være praktisk, fordi den forholder sig til kirken som nutidig virkelighed, han vil ikke sikre teologiens videnskabelighed ved at flygte ind i en historisk tilgang til tingene. Kun hvis teologien forholder sig til nutidig virkelighed, har den en eksistensberettigelse. Når Schleiermacher således i sit teologibegreb tager udgangspunkt i den faktisk foreliggende kirke, åbner han derved også for en empirisk tilgang til fænomenet religion og kirke. Udtrykket ‘kirkelig statistik’ stammer fra ham og er senere blevet taget op i det, man kaldte “religiöse Volkskunde”. Teologien kan ikke definere sig til sin genstand, den må – som i enhver videnskab – foreligge i kendsgerningernes verden. “Die praktische Theologie lechzt nach Tatsachen, Wirklichkeiten”, siger Paul Drews, og kræver empirisk “Kirchenkunde” og religionspsykologi (Drews 1978: 57, 60). Selvom Schleiermacher således har givet anledning til empiriens indtog i det teologiske arbejde, var hans egen teologi på ingen måde reduceret til en empirisk deskriptiv videnskab. Det ligger i den kristne tros væsen selv, at den ikke udtømmende kan beskrives med empiriske metoder, det drejer sig både om den faktiske kristendom og “die Idee des Christentums”. Selv hans store praktiske teologi er ikke ment som empirisk beskrivelse af kirkens praksis, men med et udtryk, som også i dag næsten altid bruges for at definere hvad praktisk teologi er: Den er kritisk teori om kirkens praksis, en definition, som f.eks. Gert Otto næsten ordret overtager. Den praktiske teologi er ikke praksis, men teori om praksis (Otto 1986: 12). Schleiermacher hører ikke til dem, der anser teorien for undværlig under henvisning til praksis. Teori og praksis betinger hinanden. Egentlig, siger Schleiermacher, er udtrykket praktisk teologi upræcist, da jo al teologi er teori om praksis, også praktisk teologi er teori! Trods al kritik af Schleiermachers trosbegreb som afhængighedsfølelse, der ifølge Barth mangler et virkeligt “Gegenüber”, holdt den dialektiske teologi fast ved teologiens kirkelighed, teologi som helhed 40

Praktisk talt - Indhold.indb 40

28-11-2013 12:13:04


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

er også her praktisk videnskab. Der skal drives teologi, fordi der skal prædikes om søndagen; men på grund af koncentrationen på åbenbaringsbegrebet trådte Schleiermachers ansatser til inddragelse af empiriske synspunkter i teologien tilbage. Der er dog undtagelser, som f.eks. Dietrich Bonhoeffers forsøg i Communio sanctorum på at forene en sociologisk og en teologisk betragtning af kirken; men Bonhoeffer så ret, da han skrev, at ikke mange vil forstå hans anliggende: Barthianerne ikke på grund af sociologien, sociologerne ikke på grund af Barth (Bethge 1967: 113).

3. Teologi og empiri Først i de seneste 20 år har erfaringsvidenskaberne for alvor holdt deres indtog i det teologiske arbejde. Her tænker jeg først og fremmest på socialvidenskaberne og psykologien. At det tog så lang tid, hænger nok sammen med, at man følte disse nye videnskaber som en trussel imod teologien. Med god grund, da jo disse humanvidenskabers ‘kirkefædre’, Marx og Freud, var skarpe kritikere af religionen, og begge intenderede med deres arbejde at gøre religionen overflødig. Det har i mange år hindret en virkelig dialog, man har i virkeligheden kun ført skyttegravskrig og kultiveret hinandens fordomme. Fra teologiens side har man argumenteret på to måder: 1. Man har sagt, at disse videnskaber slet ikke vedrører teologien, da de i deres analyse og kritik slet ikke rammer kristendommen, som er noget ‘helt andet’ end den religion, Freud og Marx gør op med. Sådan kunne man endda tage dem til indtægt for sin egen religionskritik, der gik ud på, at kristendommen netop ikke var ‘religion’. Teologien reserverer sig et område, der principielt ikke kan rammes af disse videnskabers efterprøvning og kritik. Troen er principielt ikke målelig hverken psykologisk eller sociologisk med empiriske metoder. Man har ondskabsfuldt kaldt denne argumentation for en immuniseringsstrategi, altså at teologien skaber sig et område, der principielt ikke er tilgængelig for empirisk efterprøvning og kritik. Sagt anderledes: Denne kritik rammer slet ikke os. Det går her som med historien om haren, der prøver at jagte pindsvinet. Hver gang den tror, at den har fået fat, er pindsvinet et andet sted. 41

Praktisk talt - Indhold.indb 41

28-11-2013 12:13:04


PRAKTISK TALT

Prisen, som man må betale for denne argumentation, er dyr: Den teologi, der principielt er unddraget empirisk kritik og efterprøvning, bliver verdensløs og virkelighedsfjern, det er her, hvor den moderne klage over teologiens og forkyndelsens manglende livsnærhed og konkretion har sin oprindelse. Af frygt for erfaringsvidenskabernes angreb flygter teologien ind i en åndelig ghetto. 2. Den anden argumentation består i, at man er gået til modangreb. Man har sagt, at disse erfaringsvidenskaber i virkeligheden er fordækt ideologi, religionserstatning og slet ikke objektiv videnskab som de foregiver. Ingen videnskab er livsanskuelsesmæssig neutral. I virkeligheden sker der en reduktion af mennesket til et velafrettet socialt dyr. Desuden har man indvendt, at disse videnskaber ‘parcellerer’ mennesket i forskellige delaspekter og funktioner og glemmer mennesket som helhed, dets personalitet. Det er heri, at teologien skulle have sit proprium. Denne kritik er sikkert på mange måder berettiget, selvom man må sige, at man her på mange måder henter vand fra den anden side af åen, idet disse videnskaber selvfølgelig også selv er klar over det forhold og slet ikke dyrker den bornerte positivisme, som teologien har villet pådutte dem. Også moderne medicinere taler om menneskets helhed og personalitet. Begge reaktioner over for erfaringsvidenskaberne – en ængstelig trækken sig tilbage i eksistentiel inderlighed, der ikke er tilgængelig for empiri, og en aggressiv bedrevidende belæring er i virkeligheden angstbetonet. Teologien er på flugt – og går det ikke længere, slår den igen. Ser jeg ret, så har teologien først i de senere år fundet et angstfrit, afslappet forhold til disse videnskaber, vel også grundet i, at f.eks. mange psykologer har opgivet deres polemiske holdning til religionen og, som f.eks. Jung, direkte har opmuntret teologien til at deltage i en frugtbar dialog. Navnlig Paul Tillichs frugtbargørelse af psykologiske indsigter har her virket banebrydende. Freuds opdagelse af det ubevidste har i virkeligheden lært teologien at genopdage centrale teologiske indsigter, der var gået i glemmebogen. At lovtrældom er sjælemord, der driver folk til vanvid, det kunne vi jo godt have lært af Luther, men det er gået i glemmebogen, hvad navnlig de psykiske sygdomme i det protestantiske miljø tydeligt viser. Det er Freud, der har lært os, at teologisk moralisme gør folk syge: “Trotz Freuds antireligiöser Anschauung war 42

Praktisk talt - Indhold.indb 42

28-11-2013 12:13:04


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

seine Umgestaltung des intellektuellen Klimas des grösste Beitrag für die Wiederentdeckung des Zentrums der christlichen Botschaft, des Evangeliums von der Annahme des Sünders” (Tillich 1978: 138). Det var psykologien, der lærte os en ny forståelse af det religiøse symbol, det var psykologien, der lærte os en dybere forståelse af hvad synd er (andet end umoral) etc. Noget lignende gælder selvfølgelig også socialvidenskabelige indsigter. Jeg vil skynde mig at tilføje, at erfaringsvidenskaberne jo ikke kun spiller en rolle inden for praktisk teologi, men også inden for de andre teologiske discipliner, eksegese, kirkehistorien og systematisk teologi. Gevinsten er større konkretion og virkelighedsnærhed. Vi har selvfølgelig hele tiden vidst, at læren om Guds nådige tilgivelse af synderen er centrum for teologien, men det blev ejendommelig abstrakt uvirkeligt, uvirksomt, hvad enhver analyse af det protestantiske depressive miljø med kultivering af skyldfølelser viser. Man taler jo i psykologiske kredse direkte om ekklesiogene neuroser, som skyldes nederdrægtig udnyttelse af andres skyldfølelser. Det her kunne måske se ud som om et radikalt opgør med den dialektiske åbenbaringsteologi, hvor det jo nærmest må virke som provokation, at psykologiske og sociologiske indsigter kan hjælpe teologien til at genvinde genuint teologiske indsigter; men det er ingenlunde tilfældet! Dertil vil jeg føre to vidner frem, Eduard Thurneysen og Karl Barth. De fremhævede som bekendt Guds ords primat over for alle menneskelige indsigter, men det betød for dem slet ikke som hos epigonerne, at de ikke var lydhøre over for empiriske videnskabers indsigter. Thurneysen bliver jo i dag forkætret som kerygmatisk sjælesørger, der kun ville forkynde og ikke lytte til, hvad der rørte sig i folk og i tiden. Det er i den form ikke sandt. Faktisk har Thurneysen store fortjenester som den, der indledte en dialog mellem psykologien og teologien. Hvis man virkeligt vil vide konkret, hvilken trældom synden fører mennesket ind i, siger han, så skal man bare læse et par sider i en psykologibog (Thurneysen 1948: 217). Netop fordi Thurneysen havde et klart standpunkt kunne han også lytte, lade sig belære af nye indsigter. Berøringsangst med psykologien afslører kun egen usikkerhed. Jeg tager et andet eksempel frem fra Barths Dogmatik (III,4, s. 466f.). I afsnittet om selvmord kommer Barth ind på den statistiske kendsgerning, at selvmord blandt protestanter er væsentligt hyppigere 43

Praktisk talt - Indhold.indb 43

28-11-2013 12:13:04


PRAKTISK TALT

end blandt katolikker. Det kan have mange årsager og det skyldes bl.a. det sociale klima; måske, tilføjer han, er det også en sidste konsekvens af det moderne “autonome Menschentum”, for det kan ikke være tilfældigt, at så mange nazister endte deres liv med selvmord. Menneskeforagt er i sidste instans selvforagt. Barth nøjes heller ikke med farisæisk at pege på andre. Han siger også, at denne statistiske kendsgerning er en anklage imod tidens teologi og forkyndelse. Kirken har ikke holdt trit med den moderne udvikling, siger han, med dens “seelische Beanspruchung, Selbstüberhebung und endlichen tiefen Enttäuschung” samt “der daraus resultierenden Selbstgefährdung des Menschen”. Derfor stod teologien også så afmægtig over for de to store kollektive selvmordsforsøg i vort århundrede:. “Sie [kirken] hat das Wort, das dem Selbstmord [individuelt og kollektivt] Halt gebietet, aber sie muss es erst wieder sprechen lernen, wenn es wirksam werden soll”. Man kan ikke sige, at Barth er usensibel over for det, der rørte sig i tiden, f.eks. for den psykiske nød, den moderne udvikling medfører, og man kan heller ikke sige, at Barth ikke lod sig imponere af statistiske sociologiske kendsgerninger. Jeg tror, at Barth var mere sensibel for hvad der rørte sig i tiden end Bultmann, der i et brev siger, at krigen som sådan ikke har påvirket hans teologi, for krigen som sådan er ikke andet end en skibskatastrofe eller en almindelig menneskelig gemenhed (Bultmann 1984b: 73). Man skal være temmelig usensibel for ikke at kunne se den principielle forskel mellem krig og en skibskatastrofe, ud fra denne tankegang er der jo heller ikke forskel mellem en riffel og en atombombe. Det er derfor vel ingen tilfældighed, at de af Barth prægede teologer i dag generelt er mere åbne over for empiriske metoder inden for teologien end eksistensteologer af Bultmanns skole. Når teologien i dag inddrager erfaringsvidenskaber som sociologi og psykologi, ligger det i hvert fald ganske i forlængelse af Barths omtalte krav om, at teologien skal holde trit med udviklingen. Barth henvender sig her i øvrigt direkte til den praktiske teologi, idet han nævner dens klassiske discipliner forkyndelse, undervisning og sjælesorg. Hans formulering: Vi har ordet, men vi må først lære at sige det, er ligefrem en klassisk formulering af den praktiske teologis grundproblem. Hvor megen moderne forkyndelse vader ikke ligefrem i gentagne forsikringer om, at vi har ordet, men glemmer at sige det. Det er på ingen måde et banalt 44

Praktisk talt - Indhold.indb 44

28-11-2013 12:13:05


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

problem, det ved enhver, der engang med hele sin teologi i baghånden har stået over for et menneske i nød.

4. Empiri som teologisk muldvarpearbejde Når empirisk forskning hos teologer støder på forbehold, så skyldes det, at empiriske kendsgerninger ikke kun kan være en hjælp, der åbner for nye indsigter, der måske var glemt, men også kan være afslørende og ubehagelige. Det er ikke behageligt at få at vide af pastoralpsykologien, at megen dogmatisk påståelighed dybest set skyldes narcissistisk selvoptagethed, der fører til uafladelig trang til selvlegitimering og dybest set grunder i en dyb usikkerhed. Den påståelige teolog er slet ikke så sikker i sin sag, derfor er han så påståelig. Det er ikke behageligt at få at vide af kirkesociologiske undersøgelser, på hvor spinkel et grundlag al den pompøse snak om gudstjenestens folkelighed og fællesskab egentlig hviler. Det er nemmere at lave sig en teologisk teori, der unddrager sig enhver efterprøvning. Barth lader sig anfægte af selvmordsstatistikken. Selvfølgelig er vigende kirkegang i dag et problem, som man ikke kan løse ved at fortrænge det med megen from snak om, at man ikke skal bekymre sig på Guds vegne. Empiriske kendsgerninger skal ikke fortrænges, men forstås som udfordringer til teologien. Teologien må vågne af sine ‘kerygmatiske drømme’ (Pannenberg). Når man underkaster den nutidige kirkelige praksis en socialpsykologisk analyse indebærer dette naturligvis også en kritik af denne praksis. Der spørges f.eks. efter, hvilken socialpsykologisk betydning de kirkelige ritualer har, hvordan de forholder sig til den sociale virkelighed, eller der spørges efter, hvilke virkninger teologiske teorier har på den kirkelige virkelighed. Det er mig f.eks. en gåde, hvordan man vil nå frem til en virkelig reform af vielsesritualet uden at inddrage en analyse af ægteskabets sociale virkelighed i dag og det stigende antal skilsmisser. Liturgikommisionens forslag motiveres udelukkende med en liturgihistorisk analyse af ritualerne, vi orienteres om Dansk Kvindesamfunds brudevielsesritual fra 1909, og meget andet godt, men ikke ét ord om nutidens sociale virkelighed, ikke et ord om skilsmissetal, ikke et ord om, at en stor del af ægteskaber indgås borgerligt. Tværtimod hedder det i forordet: “Der lå i dette udeladelsesforslag [af 45

Praktisk talt - Indhold.indb 45

28-11-2013 12:13:05


PRAKTISK TALT

det andet spørgsmål: ‘indtil døden skiller jer ad’] ikke, som straks insinueret, en imødekommelse af tidsånden og en skelen til det stigende antal skilsmisser” (1983: 89). Det er, som om det er uanstændigt at skele til kendsgerninger, med mindre de er af liturgihistorisk art. Nu behøver man jo ikke straks ‘imødekomme’ tidsånden, men kan man virkeligt lave et nyt vielsesritual og ignorere ægteskabsinstitutionens sociale og psykologiske virkelighed? Eller er det i virkeligheden sådan, at man stiltiende accepterer, hvad man ikke vil skele til og vide af? Jeg må indrømme, at jeg ikke ville kunne skrive om vielse og ægteskab uden at skele til realiteterne. “Man kann nichts ändern, was man nicht annimmt”, siger C.G. Jung, man kan ikke ændre ubehagelige kendsgerninger ved at ignorere dem. Man kan spørge, hvad det egentlig er, der gør, at der blandt teologer og kirkefolk er så stor modvilje imod at inddrage empiriske kendsgerninger i det teologiske arbejde. Jeg tror, at der bag denne modvilje ligger en tankestruktur, der går tilbage til Kant: Det faktiske må aldrig blive til norm. Kendsgerninger bliver let til det ‘normale’ og dermed også til norm. Det er i sig selv et socialpsykologisk fænomen. Når så mange skilles, kan det ikke være helt forkasteligt, det er jo næsten ‘normalt’. Flertallet kommer let til at bestemme over, hvad der er sandt. Derfor må man ikke engang skele til skilsmissetallene – man kunne jo blive fristet til at anse skilsmisse som noget ‘normalt’, men den (skilsmissen) forekommer jo ikke i det liturgiske univers. Der er noget rigtigt i denne socialpsykologiske betragtning, man må holde igen, når det faktiske får normativ kraft; men det hindrer man bare ikke ved at ignorere kendsgerningerne. Kant har i sin afhandling: Über den Gemeinspruch. Das mag in der Theorie richtig sein, taugt aber nicht für die Praxis fremhævet teoriens absolutte primat over praksis, når det drejer sig om etikken. Inden for den rene fornuft kan denne sætning meget vel have sin rigtighed, men ikke inden for pligtens område. Her kan empiri aldrig være kriterium for praksis, her er det som bekendt, at man aldrig kan udlede handlingsmaksimer af erfaringen. Kant kalder det ligefrem en filosofisk skandale at ville anfægte en teori under påberåbelse af praktisk erfaring, at ville nedvurdere teori til fordel for praksis. “… und zwar in einem vornehmen wegwerfenden Ton, voll Anmassung, die Vernunft selbst in dem, worin sie ihre höchste Ehre hat, durch Erfahrung reformieren zu wol46

Praktisk talt - Indhold.indb 46

28-11-2013 12:13:05


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

len; und in einem Weisheitsdünkel, mit Maulwurfsaugen, die auf die letzte gerichtet sind, weiter und sicherer sehen können, als mit Augen, welche einem Wesen zu Teil geworden, das aufrecht zu stehen und den Himmel anzuschauen gemacht war” (Kant 1983: bd. 9, 129). Tonen i Kants ord er næsten skolemesteragtig, fornærmet: Det manglede bare, at noget så lavt som empiri går fornuften i bedene. Det billede, han bruger, er sigende: De øjne, der ser på erfaring, er muldvarpeøjne, uværdigt, hvor dog menneskets fornemste bestemmelse er at stå oprejst med øjne himmelvendt. Jeg tror, at det er Kant og ikke Luther, der står bag den moderne teologis angst for empirien. Det gør teologien uren, hvis den vender øjnene mod andet end mod himmelen. Kants billede karakteriserer ganske godt en bestemt type af teologer: Med begge ben på jorden, vellønnet og jorden tro – men øjnene vendt mod himmelen. Kun muldvarpe kan forstyrre denne idyl. For ikke at blive misforstået: Kant har delvis ret: Det er forkert at hævde, at praksis har et primat over teorien; men han har også uret: Det er lige så forkert at hævde teoriens primat over praksis. Når teologien tit har problemer med at respektere kendsgerninger – om de er så banale som kirkegangsprocenter og skilsmissetal – så hænger det for mig sammen med en forkert forståelse af teologiens radikalitet. Man forveksler det at være radikal med det at overdrive, en typisk teologsygdom. Selv den fineste radikale teologi kan ødelægges, ved at man overdriver. “Alt kan overdrives – selv det med syndernes forladelse”, hørte jeg engang en Tidehvervspræst sige. Ægte radikal teologi er samtidig realistisk teologi, en Gratwanderung (balancering på en knivsæg), som Barth har kaldt den. Overdrivelse som virkelighedsflugt viser sig netop i forholdet mellem teologi og empiri: Enten flygter man fra empirien ind i teologien og ignorerer kendsgerninger, eller også overtager man alt ukritisk og flygter bort fra teologien. Typisk for teologernes trang til at overdrive er, at man nu, i stedet for at lade sig belære af humanvidenskaber, prøver at snakke med, at være amatørsociolog, psykolog etc. Eduard Thurneysen giver i denne sag et godt råd, når han siger at man ikke skal læse teologernes bøger om psykologi, men fagfolk. Dog hører det også med til teologisk realisme, at vi har mod til det, Scharfenberg har kaldt for “fröhlichen Dilettantismus”. Det er uundgåeligt, når vi inddrager andre videnskabers

47

Praktisk talt - Indhold.indb 47

28-11-2013 12:13:05


PRAKTISK TALT

resultater i vort arbejde. Kravet om professionalisme kan også være en måde at flygte fra kendsgerninger. Radikal teologi er realistisk teologi, det kan man lære både hos Barth og Luther, en hæretiker kan man definere ved, at han forveksler det at være radikal med det at overdrive; men med overdrivelse svækker man jo også i grunden sin egen position. Jeg kan illustrere det med den måde, hvorpå man fra kirkelig side til tider vil imødegå ubehagelige statistiske kendsgerninger, der ikke passer til den herskende folkekirkeideologi. Man argumenterer på to planer. For det første, siger man, passer det ikke med den dårlige kirkegang, for man må tælle bryllupper med, begravelser, ja man kan nogen gange nemt opnå en fordobling af kirkegangsprocenten ved at tælle kirkebetjeningen og kirkekoret med. Man argumenterer på et empirisk plan. Som sikkerhedsnet føjer man imidlertid en teologisk argumentation til, nemlig at kirkens praksis principielt ikke kan måles i tal. Kombinationen af begge argumenter er afslørende, for de gør jo hinanden utroværdige, man indrømmer implicit at ingen af dem rigtig holder. Det minder om en gammel vittighed, jeg har hørt: En dreng går hjem fra bageren med et franskbrød med rosiner i. Han er i gang med at pille rosiner ud og spise dem. Så kommer en katolsk præst og siger, at det må han ikke. Hvorpå drengen svarer: For det første har min mor bedt om et franskbrød uden rosiner, og for det andet er jeg evangelisk. Argumentationen ville nok have været stærkere, hvis drengen kun havde brugt én argumentation; men han føler vel, at den første etiske argumentation ikke helt slår til, derfor afviser han i en anden argumentation, at præsten er en moralsk instans for ham, da han jo er evangelisk. Man kan ikke først argumentere empirisk og så forskanse sig bag det argument, at empirien slet ikke er relevant for teologien. Jeg vil til sidst tage Kants billede om muldvarpen op i positiv forstand. Muldvarpe er også nyttige dyr. Muldvarpearbejde er selvfølgelig også undergravende virksomhed, der underminerer teologiske luftslotte, der er ude af trit med virkeligheden. Det er i sig selv et nyttigt arbejde at prikke huller i teologiske luftballoner – for nu at bruge et andet billede; men muldvarpe er også nyttige derved, at de skaber luft, så noget nyt bedre kan gro. Det er en smertefuld proces at blive konfronteret med realiteter, men også en befriende proces.

48

Praktisk talt - Indhold.indb 48

28-11-2013 12:13:06


HVOR PRAKTISK ER TEOLOGIEN?

Litteratur Bethge, Eberhard: Dietrich Bonhoeffer, München: Chr. Kaiser, 1967. Bultmann, Rudolf: Theologische Enzyklopädie, red. af Eberhard Jüngel & Klaus W. Müller, Tübingen: J.C.B. Mohr, 1984. [1984a] Bultmann, Rudolf: Werk und Wirkung, red. af Bernd Jaspert, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1984. [1984b] Drews, Paul: “Religiöse Volkskunde”, Friedrich Wintzer (red.): Seelsorge: Texte zum gewandelten Verständnis und zur Praxis der Seelsorge in der Neuzeit, München: Chr. Kaiser, 1978, s. 54-61. Dåb og brudevielse: betænkning nr. 973 afgivet af Kirkeministeriets liturgiske kommission, Direktoratet for Statens Indkøb, 1983. Ebeling, Gerhard: Unterwegs zur Sache, München: Chr. Kaiser, 1972. Ebeling, Gerhard: Wort und Glaube, bd. 3, Tübingen: J.C.B. Mohr, 1975. Kant, Immanuel: Kants Werke in zehn Bände, red. af Wilhelm Weischedel, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1983. Kierkegaard, Søren: Samlede Værker, 3. udg. red. af Peter P. Rohde, Gyldendal, 1962. Luther, Martin: Luthers Werke in Auswahl, bd. 1-8, red. af Otto Clemen m.fl., Berlin: Walter de Gruyter, 1950-55. Neidhart, Walter: “Evangelikale und neo-orthodoxe Seelsorge”, Theologia Practica 12, 1977, s. 319-326. Otto, Gert: Praktische Theologie, bd. 1, München: Chr. Kaiser, 1986. Schleiermacher, Friedrich: Die praktische Theologie nach den Grundsätzen der evangelischen Kirche im Zusammenhange dargestellt, aus Schleiermachers handschriftlichem Nachlasse und nachgeschriebenen Vorlesungen hrsg. von Jacob Frerichs, Berlin: Walter de Gruyter, 1983. Schleiermacher, Friedrich: Theologische Enzyklopädie, Nachschrift David Friedrich Strauss; hrsg. von Walter Sachs; mit einem Vorwort von HansJoachim Birkner, Berlin: Walter de Gruyter, 1987. Thomas af Aquinas: Summa theologica. Thurneysen, Eduard: Die Lehre von der Seelsorge, München: Chr. Kaiser, 1948. Tillich, Paul: “Der Einfluss der Pastoralpsychologie auf die Theologie”, Friedrich Wintzer (red.): Seelsorge: Texte zum gewandelten Verständnis und zur Praxis der Seelsorge in der Neuzeit, München: Chr. Kaiser, 1978, s. 134-144.

49

Praktisk talt - Indhold.indb 49

28-11-2013 12:13:06


PRAKTISK TALT

Haj over land (1973)

50

Praktisk talt - Indhold.indb 50

28-11-2013 12:13:06


Eberhard Harbsmeier

9 788774 577065

Praktisk talt Omslag TRYK.indd All Pages

Eberhard Harbsmeier Praktisk talt

Eberhard Harbsmeier har i løbet af sine 15 år som præst, 10 år som lektor ved Det Teologiske Fakultet i København og 17 år som rektor for Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster sat sit præg på den teologiske og folkekirkelige debat i Danmark. Lige fra årene som ung præst (og dansktalende tysker!) til på det seneste at have været drivkraft i den kirkelige fejring af Søren Kierkegaard jubilæet i 2013 har Harbsmeier været inviteret ud som en dybt engageret underviser, foredragsholder og prædikant. Med dette festskrift præsenteres et udvalg af Eberhard Harbsmeiers videnskabelige og folkeligt formidlende arbejder, der dækker mere end 25 års forfattervirksomhed, og som giver et samlet indtryk af den store vifte af fagområder, han har beskæftiget sig med, og hvormed han har været med til at udvikle navnlig den praktiske teologi som akademisk og pastoral disciplin. Bogen er desuden forsynet med en selvbiografisk skitse skrevet til dette formål.

Praktisk talt – at dri ve teologi på tværs af grænser

F E S T S K R I F T I A N L E D N I N G A F E B E R H A R D H A R B S M E I E R S 7 0 - Å R S DAG

27/11/13 13.48

Praktisk talt uddrag  

Køb den på www.rpc.dk

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you