Liturgi Bind 2

Liturgi 2 Grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkehandlinger Gudstjenester Kirkeåret Kirkemusik Kirkehandlinger Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke

Eksistensen

Liturgi 2 Grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkehandlinger Gudstjenester – Kirkeåret – Kirkemusik – Kirkehandlinger Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke © Forfatterne og Eksistensen 2022 Bogen er sat med Minion Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0830-1 Omslag: Eksistensen Udgivet med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Augustinusfonden Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Sonning-Fonden Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond Jens Nørregaards og Hal Kochs Mindefond Københavns Stift Roskilde Stift Helsingør Stift Fyens Stift Haderslev Stift Aarhus Stift Viborg Stift Aalborg Stift Ribe Stift Færøernes Stift Løgumkloster Kirkemusikskole Vestervig Kirkemusikskole Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Dansk Organist- & Kantorsamfund Organistforeningen Dansk Kirkemusikerforening Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte Det Sønderjyske Salmelegat Fotografer er krediteret løbende, eller anført i listen i Bind 3 over illustratorer Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – www.eksistensen.dk

Indhold Forord til Bind 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

Liturgi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Hvad er liturgi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Liturgiens grundlæggende udtryks- og ytringsformer . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Gudstjenesten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Hvordan defineres det uopgivelige i gudstjenesten? . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Den danske højmesse 1992 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 I. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 II. Ordet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 III: Nadver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 IV. Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 Særlige gudstjenester . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159

Kirkeåret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 Kirkens år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 Høje tider og hellige dage Kirkeårets særlige gudstjenester i og uden for Alterbogen . . . . . . . . . . . . . . 185

Liturgiens musik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235 Liturgiens musik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 237 Salmevalg og liturgi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245

Kirkehandlingerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259 Dåb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 Nadver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 295 Konfirmation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 Vielse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 315 Lysning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317 Kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab . . . . . . . . . 337 Skriftemål . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 347 Begravelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 357 Ordination og indvielse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Præstevielse og præsteindsættelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Provstekreation og landemode . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Bispevielse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Indvielse af kirker, kirkegårde og kapeller . . . . . . . . . . . . . . .

383 384 391 392 397

Liturgiens rum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 409 Liturgiens ansigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 411 Liturgisk inventar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 419 Liturgiens genstande og tekstiler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 425 Liturgiske farver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 437

Liturgi, kirkeret og autorisation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 443 Hvad kan man, hvad må man og hvem bestemmer . . . . . . . . . . . . . . . . 445 Uddrag af lovgivning vedr. folkekirkens liturgi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 457

Signaturer og særlige forkortelser .

(blå prik) markerer, at ordet er forklaret i det liturgiske leksikon i Bd. 3 Anvendes i gregoriansk sang efter f.eks. en antifons første ord, der er blevet intoneret af en forsanger. Ved #-mærket fortsætter hele koret afsyngningen [] Skarp parentes i kildetekster indeholder ordforklaringer [] Skarp parentes i personregistret i Bind 3 indeholder alment anvendt kaldenavn Ab Alterbog 1992 Bibelen Hvor intet andet anføres, refereres der til den autoriserede bibeloversættelse 1992 Bibl.Dan Biblioteca Danica 1482-1830; Suppl.: 1831-1840 BWV Bach-Werke-Verzeichnis 1950-1998 BuxWV Buxtehude-Werke-Verzeichnis DDS Den Danske Salmebog 2002 DDK Den danske Koralbog, 1954, 1973, 1992 DL Danske Lov 1683 KDDS Koralbog til Den Danske Salmebog I-II, 2003 KO Kirkeordinansen 1537/39 KR Kirke-Ritualet 1685 LXX Septuaginta – den græske oversættelse af Det Gamle Testamente fra 3.-2. årh. f.Kr. Mh Angiver menighedssungne dele af et liturgisk led MMB Monumenta Musicae Byzantinae, 1935Mt I Musiktillæg I (Gudstjenesteordning – enstemmig udgave) 1994 Mt II Musiktillæg II (Gudstjenesteordning – harmoniseret udgave) 1994 P Angiver de dele af en liturgi, hvor præsten taler eller messer Rb Ritualbog 1992 / 2. udg. 2020 SAB Sopranstemme – Altstemme – Tenorstemme SATB Sopranstemme – Altstemme – Tenorstemme – Basstemme TtA Tillæg til Alterbogen 1993 WA Luthers Werke, Kritische Gesamtausgabe (Weimarer Ausgabe) 1883-2009

#

7

Forord til Bind 2 I dette bind behandles Den Danske Folkekirkes liturgi for gudstjenester og kirkehandlinger, således som den fremgår af Ritualbogen, 2. udgave 2020.

Ritualbogsteksten kommenteres med hensyn til den praktiske udførelse, den historiske baggrund for de enkelte liturgiske led samt disses teologiske betydning og eventuelle kirkemusikalske implikationer.

Tillige beskrives de biskoppelige handlinger – præsteordination, provsteindsættelse og bispevielse, samt præsteindsættelse og indvielsesliturgierne for kirkebygninger, kirkegårde og kapelrum.

For såvel gudstjenestens som kirkehandlingernes særlige historie henvises til Bind 1.

Endvidere beskæftiger dette bind sig med kirkeårets. brug, særlige gudstjenester samt liturgiens rum, inventar, dragter, tekstiler, genstande og ikonografi.

Endelig meddeles nogle faktuelle forhold vedrørende liturgiens kirkeretlige status.

Undervejs i dette bind vil man møde synspunkter om og forslag til hvordan den liturgiske praksis kan tilrettelægges og udføres. Disse er ikke ment som autoritative anvisninger, men gode råd, der bygger på årelang erfaring, og er tænkt som bidrag til at skærpe bevidstheden om og omtanken for, hvordan en konkret liturgisk opgave bedst kan løses.

I lighed med første bind er liturgiske fagudtryk, som er forsynet med signaturen: . nærmere forklaret i det liturgiske leksikon i Bind 3.

Forord til Bind 2 9

Liturgi 2.01

Forord til Bind 2 11

Gudsfingrene grande Slog kors for din pande, Guds Enbårnes røst Slog kors for dit bryst, Thi skal ingen djævel dig skade DDS 674,2

12

Hvad er liturgi Liturgi er et fagudtryk. Det henviser til en religiøse praksis, som er lagt i mere eller mindre faste former. I almindelighed mener man med liturgi simpelthen tjenester og handlinger i kirken, deres bestanddele og disses indbyrdes sammenhæng. En gudstjenestes eller kirkehandlings liturgi beskriver og tolker den religiøse ytrings karakter og særpræg – mens ritualet oftest tilkendegiver en gudstjenestes eller kirkehandlings faste “spilleregler” og prægnans.

Liturgien har sin egen litteratur. Først og fremmest de normative, som f.eks. autoriserede bibeloversættelser, ritual- og alterbøger og salmebøger. Dernæst valgfrie bønnebøger, koral- og melodisamlinger – og endelig den teoretiske, som meddeler liturgisk forskning eller diskuterer den liturgiske praksis, dens intention og formål.

Etymologi Ordet “liturgi” er lånt fra græsk: λειτουργία (leitourgia), som betyder: ‘arbejde for folket’ eller offentlig tjeneste. Begrebet opstod i antikkens hellenistiske. bystater, hvor det blev brugt om borgerlige ombud af nødvendige tjenester i det almenes interesse, såsom soldatertjeneste og forvaltning af offentlige hverv. Nogenlunde samtidigt dukker ordet op inden for religiøsitetens sfære og bruges da i forbindelse med de offentlige, kultiske og religiøse funktioner. Som sådan hentes begrebet ind i den tidlige kristne sprogbrug.

I Det Nye Testamente findes ordet liturgi brugt i brevene og et enkelt sted hos evangelisten. Lukas, der bruger betegnelsen liturg – tjener for den offentlige religion – om Johannes Døbers far Zakarias, der som jødisk gejstlig. var tilknyttet præstetjenesten i templet i Jerusalem (Luk 1,23). Paulus bruger betegnelsen om sig selv og sin tjeneste som apostel. (Rom 15,16; Fil 2,17). Endelig fremstiller Hebræerbrevet selve Kristus som den ultimative liturg, den “ypperstepræst.” i hvem al præstetjeneste er udtømt og al liturgi derfor i grunden tilendebragt (Hebr 8,1-6).

Ved at grave ned til liturgi-begrebets grundbetydning og følge dets historie bliver det muligt at indkredse noget afgørende:

Liturgien må manifestere noget alment nødvendigt Fastholdes liturgiens grundbetydning af offentligt hverv, må ægte liturgi manifestere noget alment nødvendigt. Et samfund, der rummer forestillingen om noget helligt som en faktor i tilværelsen, har brug for samværsformer, sprog og handlingsmønstre, der anviser, hvorledes man skal begå sig med dette hellige.

13

Liturgien må udtrykke noget alment tilgængeligt Fastholdes liturgiens grundbetydning af en tjeneste, der principielt angår hele folket, kan der kun være tale om ægte liturgi, for så vidt som den udtrykker noget alment tilgængeligt. De omgangsformer med det hellige, liturgien angiver rammerne for, er således altid “officielle” – ikke forbeholdt de indviede eller indforståede, men må altid tilstræbes at være dækkende for det kollektiv eller samfund, der er fælles om at opfatte liturgiens genstand eller instans som hellig.

I disse to forhold ligger i videre forstand det afgørende særkende ved al ægte liturgi, nemlig dens grundlæggende fælleskarakter. Liturgien forudsætter et fællesskab, der har brug for et fastlagt, alment tilgængeligt udtryk for en fælles anerkendt nødvendighed – anvisninger for steder, tider og måder for mennesker at forholde sig til det hellige på.

Dermed kommer liturgien, når den udfolder sig, til at være en tilkendegivelse af det pågældende fællesskab. Liturgien bekræfter således, at dette fællesskab er til, og liturgien bliver selv en faktor i fællesskabets opretholdelse.

Sammenholder vi vore dages gængse brug af begrebet liturgi med ordets oprindelige betydning, kan der indkredses et signalement: Liturgien betegner den forpligtelse – og forhåbentlig det faktum – at den foreliggende gudstjeneste og kirkehandling i sit indhold og i sin form rummer, udtrykker og dermed svarer til noget alment nødvendigt for det folk, det fællesskab, der samles om den.

Liturgi er noget nødvendigt for et samfund, som kun kan finde sit tilnærmelsesvist mest dækkende udtryk for denne nødvendighed i form af netop liturgi. Hvis ikke, er der ikke længere tale om liturgi, men religiøst skuespil, hvor det væsentlige ikke består i den gentagne udførelse, men den individuelle, dramatiske fremførelse.

Liturgiens relationer – tid og sted, helligt og almindeligt Liturgi forholder sig til tid og sted. I dobbelt forstand. Den liturgiske handling udspiller sig i tiden, både forstået som den nære tid, nutiden, den stund liturgien kræver og udfylder – og til samtiden, de mennesker, der er liturgiens aktører og udgør det samfund og den kultur, på hvis betingelser liturgien udfolder sig.

Liturgien gør samtidig sit øjeblik til en del af en større tid. Gennem liturgien forbindes stund og samtid med den tid, der også rummes i den religiøse cyklus og i årstidernes skiften, i livets gang – og med den guddommelige tid, evigheden. Liturgien inddrager menneskets tid i Guds.

Alt dette finder sted. Liturgien manifesterer et nærvær af – eller ligefrem en tilstedeværelse af – det hellige. Det hellige kommer til stede, hvor liturgien udfolder sig. Liturgien helliger sit sted – eller et sted kan være helliget og forbeholdt den liturgiske handling.

De eleusinske mysterier. (kultdramaer) i det antikke Grækenland opførtes på et lukket,

14 Liturgi

indviet område afsondret fra omverdenens blikke. Den jødiske kult. havde sit hjemsted i Jerusalems tempel., som også var Guds jordiske bolig.

Liturgien forholder sig til Gud på et tilgængeligt sted i verden. Liturgiens huse og deres indretning afspejler, hvordan de mennesker, der går ind og ud af liturgiens rum, er stillet i forhold til det, der dér holdes helligt. Gudens hus, templet eller helligdommen er netop et hus, trods størrelse og pragt genkendeligt som en bolig, og dets nærmeste omgivelse markeres ofte som en indhegnet plads, det helliges matrikel. Der kan man komme på visse betingelser og under iagttagelse af kulturelt bestemte færdselsregler som regulerer, hvorvidt kun de indviede har adgang til guddommes private gemakker. Indvielsen kan være eksklusiv og gejstlig, men også inklusiv og alment opnåelig.

Kristendommens bygninger fortæller historien om en Gud, der gør sig tilgængelig for mennesker.

Derfor blev det basilikaen., den romerske kulturs audiens- og forsamlingsbygning, der blev grundmodellen. Et hus, udlagt som en almindelig menneskekrop, forbundet med de dødes grave, både herskerens mausoleum. og den fattiges grube i jorden, som et stærkt vidnesbyrd om et helligt nærvær, der rækker ud over menneskets tid og sted.

Hvad er liturgi 15

Liturgi som praktiseret teologi Liturgi er et af de sprog, hvormed der kan udtrykkes noget om forholdet mellem Gud og mennesker. Ikke blot gennem tiltale – i bibellæsninger, prædiken og kollektive opfordringer, men også gennem den samtale med Gud, der finder udtryk i lovprisningsytringer, bøn, sang, musik og lytten. Også kroppens tilkendegivelser – både menighedens og præstens – af ærefrygt, tilsagn og medleven, er en del af liturgiens sprog. Liturgien er dermed en teologisk ytringsform. Liturgien rummer og udtrykker teo-logi, liturgien taler om Gud, og i liturgien både taler Gud til menigheden og menigheden taler til og med Gud. Liturgi er således i eminent forstand praktisk teologi. Spørgsmålet om, hvad og hvem Gud er – og svaret på det spørgsmål – bliver i liturgien udfoldet i en praksisform. Kirkebygningerne og det, der sker i dem, afspejler, hvilken tale om Gud og hvilken opfattelse af forholdet mellem Gud og menneske, der skal rummes og udtrykkes der. Katedralens. højalter under de opadstræbende hvælv og forsamlingssalen med bænke i rundkreds eller halvcirkel giver liturgien hver sit udtryk, selv når det er de samme ord og toner, der lyder begge steder.

Men også liturgien selv kan tilkendegive, om forholdet mellem Gud og menneske er vertikalt eller horisontalt. – Påkalder man først og fremmest den ophøjede, fjerne himmelske majestæt – eller forkynder liturgien en Gud, der nedsteg til vor skrøbelighed, “tog en tjenerskikkelse på, og blev mennesker lig” (Fil 2,7)?

På samme vis afspejler liturgien også et menneskesyn og et samfundssyn – og et kirkesyn.

Det røber sig, når man f.eks. spørger: Har liturgien sit eget, eksklusive kirkesprog, sit eget kirkemusikalske sprog eller bruger den folkesproget og tidens toner? Indebærer liturgien menighedens deltagelse, eller kan den ubesværet folde sig ud med menighedens blotte tilstedeværelse, fordi et antal liturgiske fagpersoner siger, synger og gør det, der skal til? Er liturgien i form og indhold uafhængig af menigheden, så den principielt eller reelt fuldtud kan gennemføres alene af de gejstlige? I den forstand forholder liturgien og dens musik sig også til det konfessionelle., kristendomsforståelsen og opfattelsen af, hvad kirken er.

Den “tjeneste” liturgien udtrykker, indholdsbestemmes af den instans – verdslig eller sakral. – som liturgien forholder sig til. I kristendommen er instansen den Gud, som har udtrykt sit væsen i det historiske menneske Jesus Kristus. Hans liv, hans lære og hans gudsforhold bliver dermed det grundlæggende gyldighedsmønster for al kristen liturgi.

Kristi gerning forstås i de sene skrifter i Det Nye Testamente som den sande præstelige tjeneste. Den formidler såvel den rette fortælling om og forståelse af Guds væsen og handlen, som det rette liv på baggrund af erkendelsen af, hvad denne Guds hellighed indebærer, og hvordan han derfor må holdes hellig. Endelig ses Kristi gerning som den finale udfoldelse af omgangen med det hellige – altså som den i eminent forstand egentlige gudstjeneste. Tjenesten er nemlig gjort. Det Nye Testamente er indirekte en kritik af eller 16 Liturgi

et korrektiv til al menneskelig gudstjeneste, for efter Kristus udretter menneskelig tjeneste intet til at erhverve Guds yndest og gode vilje. Menneskelig gudstjeneste fortjener eller erhverver i grunden ingenting; med gudstjenesten kan der ikke optjenes nogen skat i Himmelen. Alligevel havde kristendommen lige fra begyndelsen sin egen liturgi.

Kristendom og liturgi Et religiøst samfund giver sig især til kende gennem dets: mythos – fortællinger om det hellige, om guddommens væsen og handlen. ethos – det levned, der leves eller stræbes efter i lyset af det hellige. cultus – den måde, hvorpå man omgås det, man holder helligt.

Kristendommens mythos er fortællingerne om Guds handlen i tid og rum, i kraft af skabelsen, genløsningen ved Kristus og opretholdelsen ved Helligånden, sådan som Bibelens mangeartede skrifter, læst i lyset af evangeliet om Kristus, fortæller om forholdet mellem Gud og menneske. Dens ethos er kirkens liv i verden under ansvar over for Kristi eksempel og anvisning. Kristendommens kultus er dens gudstjeneste og kirkehandlingerne ved livets store overgange. I den kristne liturgi holdes disse tre aspekter sammen.

Forholdet mellem kristendom og liturgi indebærer en aldrig ophævet modsigelse.

Hebræerbrevet illustrerer det som nævnt ved at skildre Kristus som den ypperstepræst, der kvalitativt overtrumfer den gamle jødedom. Den tjeneste, Kristus førte ind i verden, er endegyldig. Det er kristendommens påstand, at i og med Kristus går gudsforholdet op i den endelige, højere enhed.

Hvorfor så blive ved? Hvorfor foretage liturgiske handlinger hver uge året rundt endnu i det enogtyvende århundrede? Fordi kristen liturgi er den offentlige tjeneste, hvor Kristi tjeneste gøres nærværende. Gennem liturgiens udtryk tilkendegives og virkeliggøres den forkyndelse og livsvejledning, Jesus fra Nazareth gjorde gældende, og i liturgien skabes en måde, hvorpå mennesker og Gud når hinanden. Den egentlige, kristne liturgi er derfor den, der stærkest muligt gør Kristi tjeneste gældende – ikke den, der først og fremmest appellerer til menneskelig opfindsomhed og anstrengelse.

Gennem liturgien hengiver troen sig til Gud. Men den kristne liturgis forudsætning er, at den Gud, som myten., evangeliet, ordet forkynder, selv først har hengivet sig til sit menneske – ved selv at blive menneske, og gennemleve og gennemlide et menneskes liv og et menneskes død.

Sammensmeltningen af den kristne grundfortælling, evangeliet, og de konsekvenser dette evangelium. indebærer for de kristnes liv – det gudsforhold, Kristus har etableret – får mund og mæle, bliver kød og blod i liturgien. Liturgien støber disse elementer sammen i en fælleshandling, et fælles øjeblik, et fælles sted: Kirkens gudstjeneste, som på hver uges første dag tilbyder livsmod og nye kræfter gennem det, Kristus har bragt ind i verden.

Hvad er liturgi 17

Guds-tjeneste Med indkredsningen af liturgiens fællesskabsbetingede offentlighedskarakter er der peget på gudstjenesten som den begivenhed, hvor noget erkendt nødvendigt for alt menneskeligt fællesskab kommes i møde. I nærværende sammenhæng altså det danske samfunds gudsforhold. Det er tillige signaleret, at gudsdyrkelsen i vort samfund, på vor kulturbaggrund og i vort aktuelle tilværelsesmønster ikke er et individuelt foretagende, men er knyttet til et kollektiv, et nærmere defineret fællesskab. Hvordan dette fællesskab nærmere identificeres – om det drejer sig om mennesker af samme religiøse eller kristelige observans, sprog, nationalitet etc. – er ikke uden betydning for, hvordan gudstjenesten udformes, og dermed hvilke betingelser liturgien har.

Mere grundlæggende er den præcision af liturgiens funktion, der ligger i ordet “gudstjeneste”. Den indebærer, at det opfattes som en nødvendighed i det aktuelle danske samfund, at der findes en form, en måde eller praksis for, hvorledes gudstjeneste overhovedet kommer i stand. Denne nødvendighed skal der ikke argumenteres for her, den er forudsat i og med, at kirken stadig holder gudstjeneste.

Guds tjeneste for os – vores tjeneste for Gud Men hvad er gudstjeneste? Umiddelbart er en Guds-tjeneste et af to: – Den mest udbredte opfattelse er nok den, at gudstjenesten er menighedens tjeneste for og dyrkelse af den Gud, som den er bevidst om og har en nøjere opfattelse af. Populært sagt: Vi går i kirke for at gøre Gud en tjeneste.

Den anden opfattelse er den, at gudstjenesten er Guds tjeneste for sit folk, sine børn, sine troende, sin kirke, sin menighed. Den hænger sammen med den førnævnte, for det ligger dybt i folkereligiøsiteten, at når vi gør Gud den tjeneste at huske på ham, så må han på sin side også komme i tanker om os.

Men måske rummer gudstjenesten begge dele. Guds tjeneste for os og vores tjeneste for Gud. Således at gudstjenesten slet og ret er mødet mellem Gud og menneske – et sted og en stund, hvor det hellige iklæder sig øjeblikkelighed.

Eller – hvis det foregående er for meget sagt – så i det mindste, at gudstjenesten er den mulighed i tid og rum, hvor tilnærmelsen mellem menneske og Gud, mellem jordisk og himmelsk, mellem alment og helligt, kan ske.

Uanset hvilken forklaringsmodel man vil vælge, bliver det klart, hvilke fundamentalt afgørende, voldsomme og mægtige ting, der er på spil – og liturgien derfor skal bære.

Opløft jeres hjerter…

18 Liturgi

Liturgiens grundlæggende udtryks- og ytringsformer I de salmer, vi synger ved gudstjenester og kirkehandlinger, appellereres der ofte til at give situationen yderligere kropslige og psykisk-konkrete udtryk end den blotte sang: “Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde” (Luther og Grundtvig, DDS 487,1); “jeg lukker ind i sjæl og sind dig, Herre min, med al din nådegave” (Sthen, DDS 52,4); Fald du derfor ned og bøje, o min sjæl, dit hjertes knæ, løft din troes våde øje” (Kingo, DDS 762,3). Salmedigternes vendinger peger på, at liturgien har med hele mennesket at gøre.

Evangeliet, Guds glædes ord, kalder på fysisk respons. Sjælen er kroppens forbindelsesled til det hellige; sindet er tankens og forstandens. Det kropslige og det mentale kan ikke holdes ude fra hinanden – hvilket er eminent grebet i intonationen af nadverliturgien: Opløft jeres hjerter til Herren! Det er naturligvis en åndelig koncentration, der opfordres til, men appellen kommer til menigheden gennem ørerne, og den tager sigte på et konkret, sansbart og kropsligt engagement – nadverens måltidssamvær med Kristus selv.

Liturgisk kommunikation rummer på samme tid grundlæggende udtryks- og ytringsformer. Udtryksformerne er kroppens og stemmens sprog. Ytringerne er læsningernes omtale, prædikenens tiltale og menighedens bekendelse, bøn, sang og lovprisning. Sansningen forbinder dem.

Sansning – sjælens sprog Vi mennesker lever gennem de fem sanser, derfor må vi have noget ydre at holde os til, siger Luther i en Sermon om Det Nye Testamente – og gentager dette i den Store Katekismus: “… der må og skal være noget ydre, håndgribeligt, for at man med sanserne kan fatte og (be)gribe det og derigennem bringe det ind i hjertet” (WA 30, I, 215).

I de følgende afsnit bruges en række salmecitater, til at tydeliggøre, i hvor høj grad der refereres til sanse-erfaringer i liturgiske situationer.

Syn Evangeliet er lyset i mørket. Derfor tændes der levende lys i kirken, når evangeliet skal lyde. Og når de holdes slukkede langfredag, kirkeårets. gravmørke dag, oplyser de netop gennem deres fravær.

Synet fanger lyset i alterlysenes genskin på begge sider af præstens skikkelse, når bibellæsningerne lyder; en sansning som er befordrende for bibeloplæsningen og dens forplantning til det indre: “oplys enhver i sjæl og sind at finde vejen til dig ind” (Brorson, DDS 123,1).

Liturgiens grundlæggende udtryks- og ytringsformer 19

Sjælen og sindet er benævnelser for det tolkningsfilter, der omsætter det umiddelbare til erfaring af det helliges nærvær. Mørket er dunkelt, hemmelighedsfuldt; ikke uden grund talte reformatorerne om ‘evangeliets klare dag’ og de kristne som ‘lysets børn’.

Hørelse Evangeliet er Guds talte, levende ord – som hørelsen lytter til, både med det ydre og ‘det indre øre’; det, som også griber tonerne i liturgiens sang og musik: “og Guds kirke stemmen hører, en himmelsk glæde hjertet rører” (Nicolai, DDS 268,2). Hvad Gud er og vil, når hen til den enkelte igennem tid og rum – gennem hørelsen. For, siger Luther: “Ordet er ikke en løssluppen vind eller tilfældig lyd, men bringer hele den guddommelige naturs væsen med sig” (Kirchenpostille 1522, WA 10, I, 1, 186).

Det har at gøre med den lutherske liturgis grundlæggende mundtlighed. Den del af Guds væsen, der inkarnerer sig og bliver menneske i Jesus. Kristus er Guds ORD. Derfor må Guds rige først og fremmest være et “høre-rige” (Luther). Gud kendes ikke rent åndeligt, uden om hans fødte, lidende og korsfæstede Søn. Det ville ende i mystik og sværmeri.. Evangeliets sansningsforankring – liturgien – er netop et værn mod det.

Gennem det inkarnerede, menneskeblevne ord, meddeler Gud sig til mennesket. Og, siger Luther, mennesket får kun del i Guds sandhed “ved at høre og tro det lydlige ord (audire et credere verbum vocale) – og ved ikke at ville vide af andet end Kristus som korsfæstet.”

(Genesisvorlesung 1535, WA 43,72).

I sig selv har høresansen ingen evne til at skelne sandt fra usandt, eller mellem det oprigtige og det falske. I så henseende knytter høresansen derfor ofte hvad man kunne kalde en følgesans til sig, for at kunne være på vagt over for det hørte. Men denne følgesans er oftest “den følgagtige sans” (K.E. Løgstrup), fordi den let lader sig betage. Det vidste allerede forfatteren af Timoteusbrevene, som revsede tilbøjeligheden til at følge “det, der kildrer ørerne” (2 Tim 4,3). Denne risiko gælder også i liturgisk sammenhæng, som når en halvdårlig salmetekst bliver en ‘ørehænger’ i kraft af en god melodi. Men hørelsen er ikke desto mindre den protestantiske liturgis første sans.

Føling Evangeliet er en kilde. – Hvorfor netop det billede? Det er essensen af Jesusordet til kvinden ved Sykars brønd: “Det vand jeg vil give, skal blive en kilde som vælder med vand til evigt liv.” (Joh 4,14). Når vi ser et barn blive døbt, genkalder vi umiddelbart fornemmelsen af vand på kroppen, og denne sanseerfaring fremkalder alle vandets egenskaber: forfriskningen, renselsen, badets fornyende virkning og tørsten, der slukkes. Det er derfor salmedigteren lader os synge, at vi “føler dåb er livets vand” (Grundtvig, DDS 303,2).

Man kan knap nok sige, at sansningen er sublimeret; den genkaldes blot af den liturgiske handling og i den liturgiske situation. Og det gælder flere steder i gudstjenesten, at “hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt, det lever dog i os det føler vi godt”, og det at være 20 Liturgi