Page 1


Indhold F O R O R D .......................................................................5 B R U G S A N V I S N I N G ........................................................9

1 Sangen................................................................ 11 Jan Wiese: Kvinden der klædte sig nøgen for sin elskede

2 Fantasien............................................................ 21 Michael Ende: Den uendelige historie

3 Længslen............................................................ 33 Thorkild Hansen: Det lykkelige Arabien

4 Livsmodet.......................................................... 43 Martin A. Hansen: Lykkelige Kristoffer

5 Synden............................................................... 53 Vibeke Grønfeldt: Det rigtige

6 Gudsriget........................................................... 65 Tage Skou-Hansen Sidste sommer

7 Ånden................................................................. 75 Göran Tunström: Månemælk


8 Frelsen............................................................... 85 Paul Auster: Moon Palace

9 Himlen............................................................... 95 Erik Fosnes Hansen: Salme ved rejsens afslutning

10 Gudsageren.......................................................105 Per Olov Enquist: Lewis rejse

L I T T E R AT U R .............................................................116


Forord “…det sprog vi har talt trænger til at fornyes vi må lære det gamle igen.” (Benny Holst i sangen ‘Julies sprog’, 1976)

“Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog.” Sådan har jeg her lånt ord fra Wikipedia for at formidle til min læser, hvad ordet låneord be­ tyder. Vi gør det hele tiden. Låner. To små sætninger bliver for mig ved med at være nogle af de bedste ord, jeg gennem hele livet har fået, eller lånt, fra litteraturen. De er fra Kerstin Ekmans roman Springkilden og lyder: “Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden.” Du og jeg, vi har hver især i os selv alt muligt af det, der skal til, for at livet kan leves, og i gyldne stunder godt endda. Og det bliver kun til noget, og af og til noget godt, når vi “låner det af hinanden”. Når vi vekselvirker og ikke bilder os selv ind, at vi skulle kunne få noget ud af livet ved at holde det ene og det andet for os selv. Det gælder alt muligt af det, der hører menneskelivet til. Det gælder ikke mindst sproget. Ordene. Fortællingen. Det levende ord, som for mig at se aldrig finder bedre sted end i den gode samtale to – eller flere – mennesker –

5


imellem. Men sandelig også i fortællinger af alle mulige slags. Herunder i den skønne litteratur. Altså, med andre ord, i skønlitteraturen. Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Fra et andet sted. Sådan som for eksempel skriftsteder kan være et andet sted, et andet sprog. Og her tænker jeg skriftsteder både i og uden for Bibelen. Skønlitteraturen er et sådant sted, hvorfra der kan hentes såvel indsigter som udsigter. Øjenåbnere for forhold i både det indre og ydre liv. På den måde låner romanen mig ord og vinkler til om muligt at se mere, end jeg ellers så. Erindrer mig om noget af alt det, jeg har glemt eller fortrængt og bidrager til at kunne få sat ord på også de dele. Forfatteren Jan Kjærstad taler et sted om romanens “underliggørelse”. Dette at en roman kan skabe en form for positiv fremmedgørelse ved sin anderledeshed eller skævhed og herigennem give mig adgang til at se noget andet og mere. Som en rejse ud i det fremmede kan hjælpe mig til at få øje på det hjem­ lige på nye måder, sådan kan litteraturen skabe afstand for mig, til det som ellers i mit daglige liv er så alt for nært på mig til, at jeg i virkeligheden kan få ordentligt øje på det. Nærvær gennem fravær kunne vi kalde det. Sådan som ret mange opslugte romanlæsere gennem tiden for øvrigt har oplevet at blive betegnet af deres nærmeste: som netop fraværende. Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Sådan et låneord er også evangeliet. Guds Ord. For meningen med det hele er, at ordet, Guds Ord, skal gå i kødet på os og blive til levet liv. At Guds Ord må blive ind­ arbejdet hos os på en måde, som svarer til det, vi i kristendommen – med det fine ord – taler om som ‘inkarnationen’. Underet, som vi i særlig grad fejrer –

6


ved juletid. Dette at Gud bliver menneske i Jesus Kristus. At Guds Ord går ind i det menneskelige i skikkelse af Menneskesønnen. At Gud her i Kristus lægger krop til sit ord og sin kærlighed. For at låne os heraf. For at Guds Ord, gennem Hans Ånd, må kunne blive indarbejdet hos os i krop, sind og sjæl. I en sådan vekselvirkning finder det velsignede menneskeliv sted. Gud låner øre hos os, og vi låner ord hos Ham. Hertil hjælper os den gode for­ tælling, det levende ord, i alle dets mange skikkelser – inklusive den gode roman. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv gennem læsning af den norske forfatter Jan Kjærstads romaner fra og med den store trilogi, Forføreren, Erob­ reren og Opdageren om mennesket Jonas Wergeland, oplever at have fået et andet liv – i det mindste at have modtaget identitetsudvidelser. Nye syn og tanker om det at være menneske. Om det at være mig i min livshistorie. Jeg oplever også, at ord og motiver, som jeg har lånt fra dette forfatterskab, har befrugtet mit præstearbejde og min kristentro. Til min seneste runde fød­ selsdag fik jeg af min hustru en ganske speciel, opfindsom fødselsdagsgave: en middag sammen med hende og Jan Kjærstad i Oslo! Da vi så en februaraften sad der ved bordet i restauranten, sagde min hustru til Jan Kjærstad, som udover at være en blændende forfatter er en meget venlig mand, at vi jo sådan set sad her, “fordi Gudmund siger, at hans liv er blevet forandret af at læse dine romaner”. “Jah”, sagde Jan Kjærstad, “det tror jeg ikke på”. Men det gør jeg stadigvæk selv. Det er jeg faktisk slet ikke et øjeblik i tvivl om. Og nu er det så fint, at Jan Kjærstad samtidig er en forfatter, som gentagne gange selv har understreget, at det er læseren, der bestemmer. Tak for dét!

7


Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Jeg håber materi­ alet her, som lægger sig i forlængelse af Lad os tale om det (2015) og Sådan set (2017), må kunne inspirere til gode samtaler rundt omkring i studiekredse eller til det, jeg vil kalde ‘samtalemøder’. Gode samtaler om de ord, vi låner af litteraturen, kristendommen og hinanden. Går det godt, og det gør det slet ikke så sjældent, når vi i en forsamling deler gode ord og taler med hinanden, så kan det levende ord også på den måde sætte sig i os og blive til levet liv og låneord i det daglige liv.

8

Profile for Eksistensen

Låneord  

Låneord  

Profile for forlagene