__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Elene Fleischer og Liselotte Horneman Kragh

I selvmordets kølvand Hjælp til at bære det ubærlige

EKSISTENSEN


Elene Fleischer og Liselotte Horneman Kragh I selvmordets kølvand Hjælp til at bære det ubærlige ISBN 978 87 410 0595 9 © Forfatterne og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2019 Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Claus Nielsen Sat med Garamond og Museo Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk


Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .11 Kapitel 1 Når chok og sorg slippes løs . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Kroppens og psykens reaktioner • Forventelige og normale reaktioner • Krop og sind prøver at finde hoved og hale • Langtidsstresshormonet kortisol kan lave ballade • Søvnkaos og mareridt • Følelsen af at befinde sig i en boble og miste tidsfornemmelsen • Det første halve eller hele år • Mangel på kontrol over egne reaktioner • Tosporsmodellen som forståelsesramme • Tosporsmodellen over en hel livstid • Kapitel 2 Relationen til den, der er død ved selvmord . . . . . . . . 28 A. At være søster eller bror: ‘de usynligt sørgende’ . . . . . . . . . . . 28

Det dobbelte tab • Kommunikationen bryder sammen • De besværlige følelser blandt søskende • B. Bedsteforældre og børnebørn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32

Selvmord som mestringsmulighed i familiedynastier • Bedsteforældres kamp for børnebørn efter en søns selvmord • Hvilke familiehistorier skal disse børn leve med som voksne? • Når bedsteforældre involverer sig i den afdøde søns forældreforpligtelser • CASE: Mor til enebarn, der dør ved selvmord, og afvisning af hans familie • C. At være far eller mor og have mistet til selvmord . . . . . . . . . . 45

Fremtiden er aflyst • Mænd og kvinder kan sørge forskelligt • Kommunikationsnedbrud mellem familiemedlemmer • Familieroller kan bryde sammen og skyggebørn kan opstå • Jalousi overfor andre forIndhold • 5


ældre med levende børn • Vrede • Hvorfor – og hvis bare jeg havde … • Teenageselvmord uden psykiatrisk forhistorie • Unge og voksne børns selvmord med psykiatrisk forhistorie • Voksne børn • Angsten for at glemme • Tilværelsen skifter endegyldigt farve • D. At miste en forælder eller anden nærtstående voksen . . . . . . . 56

Det uomgængelige udgangspunkt: sig altid sandheden • Hvor er barnet i sin udvikling og forståelsesevne? • Børn kan tosporsmodellen helt af sig selv • Barnet og skolen • Hvor mange forældre mister barnet? • Undgå splid • Teenagebørn • At være voksen og miste en forælder til selvmord • At tage den døde forælder til sig og adskille sig fra selvmordshandlingen • Børn og unge, der mister en anden nærtstående end mor og far • E. At være ægtefælle, partner eller eks-partner . . . . . . . . . . . . 70

Tab af samboende partner • Tab af ikke-samboende partner • F. At være ven/kollega/nabo til afdøde . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Kapitel 3 Gråzonen: Når ældre begår selvmord . . . . . . . . . . . . 90

En 81-årig mor, der tog ansvar for sin egen død • Livet med en dement ægtefælle, der tager sit liv • Kapitel 4 Psykiatri og selvmord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96 CASE – mormor med et barnebarns selvmord . . . . . . . . . . . . . 96 Kapitel 5 Når man mister en patient eller en klient . . . . . . . . . .104 Kapitel 6 Relationerne/omverdenen: At blive kastet ud af alle sammenhænge . . . . . . . . . . . . . . . .108

Er jeg flyttet ind på en anden planet? • Et selvmord kan nedbryde sprog og samvær • Sprogets umulighed i jagten på det evige ‘hvorfor?’ • Kommunikationen indadtil i familien kan komme i fare • Mødet med omverdenen i dagligdagen • At være faldet ud af omverdenens tidsregning • Ensomhed – i flere lag • Fornemmelsen af at være allemandseje •

6 • I SELVMORDETS KØLVAND


Kapitel 7 Skyld og skam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118

Selvmordets afvigelse i forhold til andre måder at dø på • Stigmatiseringen og tabuiseringen • Forskellen mellem skyld og skam • Når skylden taler, er det også kærligheden, der taler • Den vigtige opdeling i reel og irreel skyld • Modgift mod skam 1: At selvmord forstås generelt og ikke kun specifikt • Modgift mod skam 2: At knytte bånd til andre og at blive set på med milde øjne • Modgift mod skam 3: Åbenhed, der skal forhindre fremtidige selvmord (i familien) • Kapitel 8 Sorgprocessen forlænges, når man mister til selvmord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .130 Kapitel 9 At finde en vej i det nye landskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136

Reparationsarbejdet: Ny identitet, nye vaner og kommunikation • A. For efterladte: Hvad kan være gavnligt? . . . . . . . . . . . . . . . 137

Begynd med at forvente – næsten ingenting • Oparbejdelse af følelsesmæssig intelligens • At identificere og navngive følelser og oprette kommunikationssystemer • At øve sig på tydelighed og tålmodighed • Vigtigheden af netværk og fortrolige uden for familien • At finde og opretholde et glædesdepot • B. For omgivelserne: Hvad kan være gavnligt for den efterladte? . . . . . . . . . . . . . .144 C. De fire eksistentielle grundvilkår – og det uundgåelige valg . . . 147 D. Færdselsregler for de døde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .150 E. Spiritualitet og religionens rolle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152 F. Tab og mærkedage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154

Vi fødes og dør • God idé at adskille fødsels- og dødsdag • Højtider • Praktiske råd, når sorg og fejring mødes • G. At møde andre ligesindede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158 Indhold • 7


Appendiks Faktuelle oplysninger og henvisninger i forbindelse med et dødsfald . . . . . . . . . . . . 159 Begravelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 Skifteretten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160 Økonomi og bankkonti . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160 Statsforvaltningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160 Psykologhjælp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Kerneårsagsanalyse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Politets arbejdsområde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 Relevante henvisninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 Slutnoter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171

8 • I SELVMORDETS KØLVAND


Forord

V

i har begge erfaringer med at miste til selvmord. Vi har begge fagligt og personligt erfaret, at når døden kommer i form af selvmord, sættes der spørgsmålstegn ved noget af det inderste: Hvad er det hele værd? Er livet livet værd? Når de spørgsmål melder sig, har mennesker brug for medmennesker. Når tilværelsen ramler er vi nødt til at stille op for hinanden. For Elene var det den dybe impuls, der drev hende, da hun i 2005 grundlagde NEFOS, Netværket for Selvmordsramte. Elenes arbejdsår i psykiatrien havde vist, at nok var der hjælp at hente for den selvmordstruede i ’systemet’, men intet for de efterlevende efter et selvmord. De mennesker synes at stå et særligt udsat sted i forhold til deres omgivelser. Behovet for medmenneskelig støtte og medvandring er stor, mens omgivelserne ofte er rådvilde overfor hvordan de efterlevende skal tackles. På samfundsplan er efterlevende efter selvmord og selvmordsforsøg en udsat og usynlig gruppe, og det har store konsekvenser i mange menneskers evne til at opretholde et funktionsdygtigt liv. At sparke NEFOS i gang var et forsøg på at bryde den isolation og usynliggørelse, som mange efterlevende oplever. Der var tre uomgængelige aspekter i NEFOS’ tilblivelse: Dels at efterlevende kunne få individuel, faglig hjælp i den akutte og mest sårbare periode, dels at mennesker, der havde samme relationstab, kunne finde og møde hinanden og være med til at hjælpe hinanden, spejle sig i hinandens livs- og tabshistorier, og dermed få et pusterum, hvor det at have mistet til selvmord er ’normalt’. Og endelig at udbrede faglig viden til både fagfolk og ikke-fagfolk, sådan at alle står bedre rustet til at stille op som medmennesker, når et selvmord har fundet sted. Liselottes erfaringer som præst og som forfatter til to bøger om døden som livsvilkår førte til kontakt til NEFOS for siden at blive rådgiver. Det er en gåde og et under, at efterlevende formår at rejse sig efter et selvmord, og det vakte stor ydmyghed at høre efterlevendes historier om den daglige insisteren på, at livet skal fylde mere end døden. Samtidig blev det tydeligt for hende, at det ikke kun er de efterlevende, der har brug for faglig og menForord • 9


neskelig viden om selvmord, men i høj grad også deres omgivelser. Vi kan ikke være mennesker alene, og jo klogere vi bliver på, hvordan vi kan forstå og hjælpe hinanden, jo fastere og roligere et fodslag kan vi finde sammen, så livet kan finde en vej. Det er således for os begge drivkraften bag denne bog. At efterlevende kan erfare, at de ikke er alene. Og at enhver i en efterlevendes netværk, både fagfolk og familiemedlemmer, naboer, kolleger, træningskammerater, forældre i klassen, hvor ens barn går osv., kan få et indblik i, hvordan det kan være at have fået et selvmord tæt på livet. Der er intet raketvidenskab over det, som bogen berører. Tværtimod. Det mest komplicerede er nok vores tendens til berøringsangst over for medmennesker, når et selvmord rammer en familie. Kan bogen mindske berøringsangsten en anelse, viser den sit værd. Bemærkning om bogens brug af ordene efterladt, efterlevende og pårørende: I NEFOS har vi af praktiske grunde igennem årene skelnet mellem to grupper, der på hver deres vis har helt specifikke problemstillinger: Pårørende til mennesker, der truer med selvmord og laver selvmordshandlinger (og som stadig er i live). Efterladte er de mennesker, der skal leve videre efter fuldbragte selvmord. Hvis man som efterladt synes, at ordet klinger for meget af en fastlåst (og passiv) rolle (‘jeg er blevet forladt’, dvs. jeg har ingen mulighed for at være aktiv og handlende i det), kan man måske bedre lide ordet efterlevende, som klinger mere aktivt: ‘jeg lever videre med mit tab, og det er i høj grad en aktiv og bevægelig sag’. I bogen er ordene efterladt og efterlevende brugt synonymt. Pårørende bruges som ovenfor nævnt om familiemedlemmer, der lever med et menneske, der har begået – og måske fortsætter med at gøre det – selvmordsforsøg. Bogen er i sit udgangspunkt møntet på efterladte/efterlevende. Vi vil gerne takke alle, der har gjort os klogere. Tak til efterlevende, der har delt følelser, tanker og erfaringer ved at bære det ubærlige. Og tak til fagfolk, der har stillet nærgående, klare og kritiske spørgsmål. Den gavmildhed medfører, at vi som rådgivere bliver bedre rustede til i fremtiden at yde den rette og individuelt tilpassede hjælp, og har været med til at forme rådgivningen, der kan komme flere til gavn. Tak til forlaget Eksistensen og redaktør Charlotte Ekstrand for at gøre det usynlige mere synligt. Elene Fleischer og Liselotte Horneman Kragh 10 • I SELVMORDETS KØLVAND


Indledning

D

u sidder formodentligt med denne bog i hånden, fordi du eller et menneske tæt på dig har mistet en nærtstående person, der har begået selvmord. Måske er du fagperson, og i så fald kan du læse hen over skulderen på den, du skal møde og hjælpe. Som regel er vi eksperter i at tale om selvmord, men ikke i at tale os ind i den kaotiske virkelighed, som efterladte efter selvmord forsøger at navigere i. At tale om og at tale ind i er to forskellige former for kommunikationsstrategier. Bogen ønsker at give os alle et grundkursus i at kunne trække vejret og finde retning i den hærgende storm, som et selvmord udløser. Bogens indhold hviler på et fundament af dels mange års lytten i NEFOS1 til et utal af efterladte efter selvmord i både grupper og individuelle samtaler, dels solid faglig viden, som NEFOS løbende og gennem årene har holdt sig opdateret med. Indholdet vil derfor henvende sig både til personligt ramte og til de omgivelser, deriblandt fagpersoner, der skal være medvandrere på de efterlevendes turbulente vej. Der findes et liv for de efterladte efter selvmordet Langt de fleste mennesker får stablet sig på benene igen efter et selvmord i familien. Der bliver igen et liv. På helt andre vilkår, ja. Men ikke desto mindre et liv med både mening og mål. Vejen derhen er individuel for det enkelte menneske, men der findes fællestræk og pejlemærker, som man kan læne sig op ad og puste ud ved, før man begiver sig videre på den ofte udmattende rejse. Ambitionen er at fremhæve fællestrækkene hos mennesker, der mister til selvmord, uanset at hvert enkelt dødsfald er enestående, og at hver enkelt familie har netop sin ganske særlige historie. En aflastende erkendelse er, at man ikke er rablende gal eller vanvittig eller ikke mere kan regnes for et menneske, der har noget til fælles med andre mennesker. Har du mistet til selvmord, er du med i et enormt og Indledning • 11


globalt fællesskab af mennesker, der hvert år kastes brutalt ud i den samme situation. Næsten 800.000 mennesker dør ved selvmord hvert år på verdensplan, hvilket er en person hver 40. sekund. Man siger, at mellem 7 og 30 personer omkring den døde bliver dybt påvirket (og mange flere vil mærke dønningerne i deres liv for hvert selvmord).2 Derved kommer de pårørendes og andre berørtes antal på verdensplan op på et svimlende antal. Hvert år. Selvmord er nummer 17 på listen over dødsårsager på verdensplan (1,4 % af alle dødsfald i verden), og den andenhyppigste dødsårsag for 15-29årige på verdensplan.3 I Danmark blev der i 2017 registreret 570 selvmord, dvs. at næsten hver dag året rundt havner to familier i det særlige kaos, som selvmord efterlader.4 Det er naturligvis ikke nogen trøst, at så mange rammes af den orkan, der splitter ens normalitet ad. Men det er med til at understrege, at det er en menneskelig erfaring, som mange i verden og i menneskehedens historie har delt og deler. Alle, der deler denne erfaring, må på hver deres måde finde ud af, hvordan livet skal sættes sammen efter et selvmord i familien. Som en efterladt formulerede det: Når et menneske dør ved selvmord, er det, som hvis en ro-makker forlader den båd, vi var ved at ro sammen. Nu er der en mindre til at ro, men båden skal frem, så vi andre må ro endnu hårdere til. Bogens opbygning Bogen kan læses i sin helhed eller bruges som opslagsbog til at belyse en bestemt problematik, relation eller tankegang. Der findes ikke to ens måder at gå ind i en sorg på, og ingen nok så fyldestgørende beskrivelse ville kunne dække det enorme spektrum af oplevelser, følelser og tanker, som sorgen efter et selvmord sætter i gang hos et menneske. Men der er fællestræk, som mange vil kunne genkende, og bare det at erfare, at andre mennesker også har det på en bestemt måde, kan være betryggende og beroligende at læne sig op ad. Der tages udgangspunkt i det lavpraktiske: den kropslige erfaring. Kroppen er den, der bærer os rundt i verden, med kroppen indgår vi i relationer med andre. Og når kroppen indtages af chok, savn, sorg, skyld, uforståelighed og en kolossal træthed, synes den at køre sit eget løb, uden at vi kan kontrollere det. Det kan virke grænseoverskridende. Man kastes ud i savnet af den person, der med ét ikke findes mere, og kroppen begynder at opføre sig uforudsigeligt. Tidsfornemmelsen skrider, hukommelsen svigter, og en fornemmelse af uvirkelighed indtræder. Det kan føles som at være i en 12 • I SELVMORDETS KØLVAND


boble. Uforudsigeligheden i ens reaktioner melder sig, og sorgreaktioner kan komme og gå. Afsnittet afsluttes med en kort gennemgang af den såkaldte tosporsmodel, der er en fin måde at forstå sorgen på, da den rummer hele spektret fra det uudholdelige til det almindelige, og ser dette som ganske normalt, så længe der er bevægelighed mellem de to. Dernæst følger kapitel 2, der handler om det specifikke tab. Et tab er naturligvis altid forskelligt i forhold til, hvilken relation man har til den mistede. Dette gælder ikke mindst ved selvmord. I hver enkelt relation er der helt specielle vilkår på spil i forhold til individets rolle i den pågældende familiestruktur. Kapitel 3 sætter lys på en gråzone, hvor der ingen lette svar gives, men hvor vi som enkeltpersoner, hjælpere og samfund etisk må forholde os til selvmord, der udføres af ældre, der bevidst fravælger et for dem uværdigt liv. Kapitel 4 handler om den særlige smerte, der kan ligge i at miste et menneske, der har haft en kort- eller langvarig kontakt med det psykiatriske system. Afsnittet indeholder en beskrivelse af et forløb, der trods den særlige historie om et enkeltindivid, måske netop kan være alment genkendeligt for mange efterladte i samme situation. Kapitel 5 berører, at man også kan være efterladt på andre måder: som fagperson. Her er der ikke nødvendigvis personlige bånd til den afdøde, men alligevel kan det betyde et alvorligt angreb på ens faglige identitet, hvilket også kan veje tungt i et menneskes liv. Kapitel 6 handler om tabet af selvfølgelighed, om hvordan det kan føles som at bebo en anden planet end de mennesker og det samfund, man er omgivet af. Det handler om, hvordan kommunikationen med andre bryder sammen, fordi man ikke synes at tale samme sprog mere. Kapitel 7 handler om skyld og skam, to voldsomme fænomener, der spiller en stor rolle ved selvmord i forhold til andre dødsårsager. Hvad er der på spil? Hvordan lever man som efterlevende med det paradoks, at ens kærlighed til den mistede er det, der puster ild til en skyld? Og skammen. Andres blik på familien: Det er så en familie, hvor nogen kan finde på at begå selvmord. I kapitel 8 berøres det faktum, at sorgprocessen efter selvmord som regel trækker i langdrag i forhold til sorgen efter andre former for tab. Kapitel 9 handler om at finde vejen videre frem i livet efter et selvmord blandt ens nærmeste. Hvad gavner, og hvad gavner ikke? Hvordan kan omverdenen bedst hjælpe? Hvilke erfaringer har andre gjort – dem, der ad åre finder en ny identitet og vejen videre? Indledning • 13

Profile for Eksistensen

I selvmordets kølvand  

En håndbog i at håndtere, søge hjælp og være samtalepartner til mennesker der har mistet til selvmord.

I selvmordets kølvand  

En håndbog i at håndtere, søge hjælp og være samtalepartner til mennesker der har mistet til selvmord.

Profile for forlagene