Esajas’ Bog
læst af Else Hviid
Eksist E ns E n
Indhold
Indgang 7
En sang om min elskede 15
Hineni, her er jeg 25
De sidste tider og lyset fra fremtiden 35
Eksilet, fra tab til fornyelse 49
Tikkun olam, nogen skal reparere verden 59
Herrens Tjener og fru Zion. Vil du, tør du? 67
At være en profet 77
Indgang
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Es 9,1
Der er passager og sætninger i Esajas’ Bog af så stor poetisk, billedskabende kraft, at de ikke er til at glemme. Nogle af de sætninger er blevet hos mig, så jeg kan dem udenad. Jeg kan ellers ikke ret meget udenad. Jeg kan ikke fugle, blomster, stjernetegn, biler og den slags udenad. Jeg kan selvfølgelig gudstjenesteritualet og de andre kirkelige ritualer udenad. Jeg har været præst i mange år, og jeg kan også en håndfuld salmer udenad. Men der har altid været en modstand i mig der. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg kendt mennesker, der var dygtige til at huske citater. Og dygtige til at bruge dem i samtaler og diskussioner, som så altid sluttede der. I det postulat den udenadslærte sætning blev til. Som reducerede kristendommen til udvalgte og udenadslærte sætninger.
Jeg er ikke god til at huske udenad, og jeg vil heller ikke.
På den anden side er jeg også lidt misundelig. Jeg ved jo, at det at kunne noget udenad er at kende det med hjertet, som det hedder på engelsk: “Knowing by
heart”. Sådan forstået måtte der godt være lidt flere salmer i mit hjerte. Til gengæld har det let ved at bevæges. Jeg bevæges af mennesker og musik, af fugle og stjerneklare nætter, af fortællinger og fuldendte sætninger. En del af menneskene, af musikken, fortællingerne og poesien er blevet i hjertet som noget, jeg kender, om ikke udenad, så som noget, der bevæger mig dybt, når jeg møder eller hører det igen. Blandt andet dele af Esajas’ Bog.
Esajas’ Bog er ikke let at læse. Den er på alle måder omfangsrig og kompliceret, og jeg vil ikke anbefale nogen at sætte sig til læse den fra kapitel 1 til 66. Men dens historie og de forskellige elementer af gammeltestamentlig teologi, som bogen indeholder, har været helt afgørende for dannelsen af den jødedom, kristendommen opstår i. Og derfor også for kristendommen. Esajas’ Bog har været kendt af jøderne på Jesu tid, af Jesus selv, og nogle af de første kristne har tolket Jesu person og begivenhederne omkring ham i lyset af tekster fra Esajas’ Bog. Bogen er derfor vigtig for vores forståelse af de nytestamentlige tekster. Det Nye Testamentes forfattere refererer ofte til profeten Esajas, og i gudstjenesten læser vi oftere fra Esajas’ Bog end fra nogen anden bog i Det Gamle Testamente. Når vi synger Grundtvigs “Blomstre som en rosengård” og Aastrups “Gør dig nu rede, Kristenhed”, synger vi fortolkninger af centrale steder hos Esajas. De hører til Salmebogens allerbedste salmer, og blandt musikkens smukkeste værker hører Bachs fortolkninger af Esajas i kantaterne, Händels i “Messias” og Brahms’ i “Requiem”. Endelig findes motiver fra Esajas’ Bog
fremstillet i billedkunsten tilbage fra antik tid. Her findes billeder af fredsriget i Es 65,25, hvor ulven og lammet skal græsse sammen. John Constable, som i 1831 efter sin kones død malede “Salisbury Cathedral from the Meadows”, tilføjede som symbol på trøsten i Es 40 en regnbue. Også på danske altertavler findes motiver fra Esajas’ Bog.
Esajas er både en historisk person og en litterær figur. Den historiske Esajas ved vi ikke meget om. Han har formodentlig været tilknyttet templet i Jerusalem, og hans profetiske virke finder sted i en urolig tid. Bogen placerer ham i sidste halvdel af det 8. årh. f.Kr., en periode, hvor landet flere gange er truet af det assyriske storrige, inden det indtages og besættes af det babylonske. Jerusalem og templet ødelægges, store dele af befolkningen deporteres til Babylon i 586 f.Kr. Eksilet varer til 538, hvorefter de deporterede israelitter får mulighed for at vende tilbage.
Esajas’ Bog er altså blevet til over nogle århundreder, og har ikke én men flere forfattere. Forskningen deler bogen op i tre hoveddele: Protoesajas, den første Esajas, er kapitlerne 1-39. Deuteroesajas, den anden Esajas, er kapitlerne 40-55, og Tritoesajas, den tredje Esajas, er kapitlerne 56-66. Esajas er den figur, den jeg-fortæller, som profeterer med den historiske Esajas som forlæg.
Hvor profetens opgave i Det Gamle Testamente typisk er at få folket til at anerkende og indrømme dets frafald og omvende sig, så forholdet mellem Gud og menneske kan genoprettes, så lyder Esajas’ opgave anderledes. Folket skal ikke omvende sig, de får ikke
en chance for at forstå, så de kan vende om. Han skal dække sit “folks hjerte med fedt, gøre deres ører tunge og lukke deres øjne til”, for at de ikke ser og fatter og vender om. Esajas skal skubbe dem direkte hen mod den katastrofe, Gud har besluttet, skal komme over dem. En altomfattende ødelæggelse hvor byerne skal ligge øde uden indbyggere, husene skal stå tomme, og jorden skal blive en ørken. Menneskene skal fjernes fra landet, intet og ingen skal blive tilbage. Bortset fra en lille rest, der overlever katastrofen, en stub der skyder fra det fældede træ. Esajas kommer til at fremstille frelsen, hjemkomsten til landet og til Gud med store, visionære håbsbilleder. Frelsen kommer ikke fra folket, fra deres omvendelse, men fra Gud selv. Og undervejs skal de lære at stræbe efter ret. Esajas’ kritik skal få dem til at se, hvad de har gjort galt.
“Skaf ret”, lyder det som en ouverture i første kapitel: “Hold op med at handle ondt, lær at handle godt, stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag.” Sådan lyder idealet for den rette sociale adfærd, og Esajas vil senere tordne videre mod hovmodet og hykleriet, mod drukkenskab og bestikkelse. Profetens kritik bliver hård, og den er både etisk, social og kultisk.
Esajas’ poesi er ikke uden for historien, den er udsprunget af den. Det er man nødt til at forholde sig til historisk og teologisk. Vor tids Israel er igen i krig, og vi kan naturligvis ikke i den aktuelle politiske kontekst uformidlet læse Esajas’ triumferende detaljer om Guds hævn over Israels fjender, sådan som den nuværende israelske regeringsleder tilbagevendende
har gjort det. En religionshistorisk tilgang til Esajas’ Bog er ikke bare interessant, den er uomgængelig.
Teologisk er Esajas’ Bog umådelig interessant, det er den i sig selv, og det er den som tolkningsnøgle for de første kristne, som forstod Jesu fødsel og liv, hans lidelse og død som forudsagt her. Sådan læses Esajas’ Bog stadig af mange i dag, mens andre forstår inkarnationen, at Gud bliver menneske i Kristus, som et radikalt nybrud. Sådan læser jeg selv Bibelen. Det Gamle Testamente rummer ikke det nye i sig; men omvendt kunne det nye ikke opstå uden baggrund i det gamle. Det Gamle Testamente findes derfor klart og massivt i Det Nye Testamente, mens det omvendte ikke er tilfældet. Forfatterne til de nytestamentlige tekster har forholdt sig i tilslutning til eller i afstandtagen fra
Det Gamle Testamente. Det giver derfor god mening at forsøge at vriste Det Nye Testamente fri af det gammeltestamentlige tolkningsgreb. At forstå inkarnationen udenom de gammeltestamentlige profetier og lade Jesu kritik af nogle af de gammeltestamentlige begreber og forestillinger vise frem i tiden snarere end tilbage.
Sådan får Esajas’ Bog også lov til at stå i sin egen ret. Esajas’ Bog handler om Gud og menneskers liv med og mod Gud. Bogen handler derfor også om menneskelige erfaringer, om krig og kærlighed, pligt og mod, liv og død, håbløshed og forventning, sorg og glæde.
Det er ikke svært at genkende sig selv i Esajas’ tekster, så fra et eksistentielt perspektiv er bogen også både interessant og vedkommende.
“Det er ellers en stor mundfuld.” Sådan har jeg hørt mange sige, når jeg har fortalt, at jeg skriver en bog om
Esajas. Det er rigtigt. Dette er en lille bog om en meget stor bog. Jeg har ikke forsøgt at gabe over det hele, og der er mange centrale tekster og motiver, som jeg ikke har med. Endda nogle af mine egne favoritsteder.
Men jeg har tygget lidt på nogle udvalgte steder i denne store, komplicerede og vidunderligt smukke bog. Steder, som trækker nogle eksistentielle og religiøse temaer frem, som er evigt aktuelle. Steder, som, når jeg er stødt på dem, fordi jeg skulle læse dem højt i kirken en kommende søndag, har givet et særligt, inspirerende perspektiv til den situation, jeg selv har stået i. Eller som vi står i som folk og som samfund. Steder, som på samme måde har givet et inspirerende perspektiv til den nytestamentlige læsning, jeg har skullet prædike over. Sidst i bogen findes en oversigt over, hvor disse tekster læses i kirkeåret. Esajas er både en doms- og en håbsprofet. Han er god at gæste for os, som lige nu lever i en krisetid.
Vi genkender os selv i anfægtelsen: Hvad har vi dog gjort? Og vi har brug for trøsten og ikke mindst for håbet: “Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land” (Es 9,1).
Jeg havde oprindeligt tænkt, at der skulle være et kapitel om håb. Men alle de tekster, jeg har taget med, er gennemsyret af et stort håb og en tillid til, at fremtiden findes. Håbsprofeten får derfor ikke ordet i ét kapitel, men i samtlige. “Fremtiden findes”, har jeg hørt mig selv prædike tilbagevendende de sidste par år ikke mindst inspireret af Esajas’ Bog.
Bogens kapitler indledes med et citat, et uddrag af en længere tekst, som med en enkelt undtagelse er fra Esajas’ Bog. Må jeg anbefale, at man læser det kapitel, citatet er hentet fra. Ellers går man glip af tekstens skønhed.