Drømmen om den inderste sø

Martin Lönnebo

Drømmen om Den Inderste Sø

På dansk ved Edith Aller

Eksistensen

Denne bog tilegnes fostret som måske sutter på tommelfingeren, og menneskehedens store besindelse.

OBS!

Hurtiglæsning forbudt!

Den dyrebare perle findes i dybet.

Vov at håbe, selvom du lever i mismodets tid.

Utse Docta ignorantia til Sverige skytshelgen.

Præludium er den kendte musikterm for indledningsmusik, oftest brugt i kirkelig sammenhæng. Men her – i denne bog – er der ingen noder, kun bogstaver. Og af og til tager de form af en rejseskildring fra et fjernt, storslået landskab. Hvordan hænger det nu sammen? Det er ikke noget problem!

Forestil dig et gammelt, slidt pedalorgel med en spiller der ligner instrumentet. En del af malingen er slidt af. På gulnede tangenter ser du ældede fingre der famlende leder efter en folkemelodi. Den er ledemotiv til en storartet kosmisk kærlighedssang. Fingrene tager ofte fejl, men de prøver hele tiden igen.

Forestil dig at det gamle orgel står ved Den Inderste Sø ved Perleelvens udløb.

Hvis du tænker sådan, kan du måske også ane den urgamle smukke sang som den gamle orgelspiller leder efter. Sæt dig på skamlen ved siden af “organisten” og hjælp ham med at finde ud af mekanismen, vende blad og finde de tabte toner. Se til at han holder rytmen og ikke glemmer at træde. Bælgen er temmelig utæt og sluger meget luft. Teksten på forsatsbladet, Fostret som måske sutter på tommelfingeren, har måske gjort dig forvirret.

Godt! Det er det orgelspilleren ønsker. Det er tit i forvirring at vi kan finde gamle næsten glemte toner eller bogstaver der antyder at her er der en dyrebar skat.

Valget af “Fostret” skyldes ikke en fejl.

Skaberen af denne bog mangler lykkeligvis ikke navne som han gerne vil nævne. I sin måske sidste bog ville han gerne begynde med familie og venner.

Men han valgte “Fostret som måske sutter på tommelfingeren.”

Hvem er da det bemærkelsesværdige Foster?

Svar: Alle. Ingen er udelukket. Du, jeg, alle. Dette er alles begyndelse.

Her er også alle dem jeg elsker, medregnet. Fostret er fremtiden, og den deler vi alle, selvom tidens længde er forskellig.

Til kritik af dårskaben

Vores billede forestiller en vordende konge eller dronning på jorden. Hen er en del af det herskerdynasti på planeten Tellus som kaldes homo sapiens, og som for nylig har taget magten. De tror – dog ikke alle – at jorden er menneskets, en bizar idé. Lige så uigennemtænkt som konklusionen – at det må gøre med sin ejendom hvad det vil. Og det endda når det slet ikke duer til at være ejer. Fostret har alle mulige grunde i verden til at sutte på tommelfingeren. Hvad er det for en verden jeg ankommer til?

En svensk teenager står i FN-skyskraberen og råber til verdens magthavere: How dare you.

Kan du forstå uroen? Ja, desværre – jeg deler den.

Lige til slutningen af anden verdenskrig havde vi trods al dårskab ikke magt til at ødelægge jorden. Så opfandt vi bomben. Og i 1950’erne sattes industrisamfundet i højeste gear. “Menneskehedens store acceleration”, som det hedder i videnskabelig litteratur.

Den truer nu livet i luften, på land og i hav. Kort sagt alt – selv kulturen og sjælens liv. Det åndelige liv på jorden lider af mangelsygdomme, ikke mindst i de såkaldt udviklede lande. Meget lave værdier er opmålt – det synes som om der findes en åndelig superinflation hvor åndelighedens dybdedimension bliver glemt.

Men det er ikke for sent hvis vi erkender at vi ligesom misbrugeren er sygeligt afhængige af voksende forbrug og underholdning. Meld dig ind i selskabet for anonyme overforbrugere. De er en del af det globale selskab “Menneskehedens store besindelse”

Dér må vi lære at bruge den forstand vi trods alt har – den vi er så stolte af. Og det ikke uden grund, selvom vores hjerne de seneste 20.000 år er formindsket med hvad der svarer til størrelsen på en tennisbold.

Men der står adskilligt tilbage før en empatisk, retfærdig og barmhjertig verden, en verden med cirkulær økonomi, biologisk, etisk og åndeligt rig, skal kunne være til. Fostret som måske sutter på tommelfingeren, ville da føle sig hjemme og smile til os.

Men det haster for os med at blive voksne.

Og befriet fra misbrug af “jeg-overflade-brug-og-smid-væk-vækstunderholdnings-billedskærms-fest-og-ballade-guld-olie-samfundet.”

Vi har brug for stærk og kærlig omsorg. Så kan vi finde os selv.

Vi kan forstå hvad vores opgave er den korte tid vi får den glæde at vandre på Tellus’ overflade.

I “accelerationsverdenen” er de netop-nu-levende mennesker med de rigeste i spidsen, prioriteret. Og det er hurtigt på vej til at blive værre.

En varig god kultur bygges på et værdigrundlag langt snarere end på guldgrund.

Kunstig intelligens (AI) vil sætte farten mærkbart op i den proces. Systemerne vil især være ejet af dem der har adgang til kapital, eller

som har stor teknologisk skaberkraft, og hverken tid eller lyst til eftertanke. Det går så længe (kort) som det går.

Derpå kommer sulten, flugten, de enorme indbyrdes krige, biologisk fattigdom, dyrenes massedød og vores angst

Vores benægtelse falder fra hinanden.

Vores nød vil tvinge os til at kalde på hjælp. Men vil det være i tide?

Vi afhængige – vi kan hjælpe hinanden hvis vi er ærlige nok. Nu.

“Men der er ting man bare må gøre – ellers er man ikke et menneske, men kun en lille skid…”, skrev Astrid Lindgren.

Hvorfor ikke begynde nu?

Menneskehedens store besindelse

Det er derfor at denne bog, venlig i tiltaleform, bestemt når det gælder sagen, ikke kun tilegnes “Fostret som måske sutter på tommelfingeren”, men også trøsten: “Menneskehedens store besindelse”. Den er på vej. Løbet er ikke kørt. Men det haster. At nedsætte accelerationen i forbrug og forstærke accelerationen når det drejer sig om besindelse – det er målet.

Jeg forestiller mig en fremtid hvor flere og flere mennesker, særligt forældre, til og med fædrene indtager deres plads ved Bavnen som Livets vogtere. Det vil medføre at mennesket kommer mere og mere til sig selv, bliver voksent. Det indser at det er dets opgave her på jorden at beskytte hus og hjem, krop og sjæl, kunst og kultur, livets store familie og planeten. Vogternes enkle arbejdsvise, som vi skal lære længere fremme i bogen, siger hvad vi bør gøre. Grundmønsteret er enkelt, hvem som helst kan forstå det.

Den åndelige verden, dybdedimensionen, som jeg for menneskets vedkommende forbinder med ordet “sjæl”, er altid med i det jeg skriver. Det kan ikke engang erstattes af lækkerier som surströmming og nyopgravede mandelkartofler.

Gud er ikke dødelig, som mange tror, men vi og vores kultur er det, hvad mange ikke tror.

Jeg tror ikke at “moderne” og “umoderne”, “ude” og “inde” er gode vejvisere for den der søger efter livets mening.

I året 2008 skrev jeg sammen med Stefan Edman det følgende i en bog om miljø: “Friheden er en smuk tråd i etikkens verden, men man skal ikke trække den ud, for så ved man ikke hvad der sker. Den kan blive en snor til at hænge sig i.” Jeg gyser når jeg læser dette nu. Vi har et godt stykke tid beskæftiget os med at trække tråde ud og udvide løkken. Nu er den vid nok, både for os og for et utal af smukke og sælsomme skabninger. For mange er det allerede for sent.

Hvis ikke vi forandrer os og tager vores ansvar på os som vogtere af jorden og sjælen, vil der finde en forfærdelig tragedie sted i en af Mælkevejens spiralarme. Og der vil ikke blive sat et skilt op med besked om det ved Mælkevejens sorte hul.

Når du som travlt optaget vogter har brug for en pause, kan du måske læse denne bog. Den er en af øvelserne i at gøre kærligheden stærkere. Til alt godt – både til Gud, jorden og livet, til videnskab og kritisk tænkning, til skabende tænkning, til kærlighedsrig tænkning, til følen og til handlen.

Så kan Fostret som måske sutter på tommelfingeren, få et hjem og en familie. Gerne i et lille rødt hus ved en sø på vores vidunderlige lille stjerne.

Størst er kærligheden

Vores magt og vores viden er stor. Vi har valgmuligheder. Den smukkeste hedder Kærlighed. Og den smukkeste kærlighed hedder Agape.

De der skrev Det Nye Testamente på græsk, kunne først og fremmest vælge mellem tre ord for kærlighed: Filia, Eros og Agape. De valgte konsekvent Agape, ikke fordi de var modstandere af de to andre. Filia bruges tit for “søskendekærlighed”, “venskab”, Eros for “begær”, “længsel” efter det fuldkomne, smukke, og den menneskelige kærlighed erotikken.

Man undgår ordet Eros i Det Nye Testamente. Man fandt vel at det var et misbrugt ord i den datidige græske kultur – og for selvisk. Man valgte Agape for den guddommelige kærlighed, som er givende, opsøgende, ofrende, skabende. En betydning der ligger meget tæt på “Omsorg”, “Altruisme”, “Caritas”, “Empati”.

Græsk er rigt på nuancer. Men hebraisk i Det Gamle Testamente er rigere. Det er godt, for kærligheden er et vidunderligt skiftende fænomen.

Agape bliver altså i Det Nye Testamente ordet for den guddommelige kærlighed – med Kristus som forbillede. Gud er Agape. Kristi kors er Agape. Agape er kosmisk Omsorg og Empati – og meget, uendelig meget mere.

På vores vandring rundt om Den Inderste Sø skal vi først og fremmest søge efter det lys som kommer fra Agape, men glæde os over alt … hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde. Der er frihedens tråd i sin rette sammenhæng. Dette fine kulturprogram sender apostlen Paulus fra sit fængsel i den vigtige handelsby Filippi i Makedonien.

Jeg læser gerne hele Filipperbrevet som var det skrevet til mig. Det passer til mig. Det passer til os alle på vandringen rundt om Den Inderste Sø. Det er dronning Agape som taler gennem Kristus selv: Lev i samme kærlighed, enige i tanke og sind.

Og en politisk bevidst læser, hvad vi alle bør være, spekulerer på: Er du der skriver, konservativ eller liberal? Svaret er afgørende for om jeg vil læse videre i din bog eller ej.

Svar: Vælg Evnen til at skelne

Jeg konserverer gerne det der er godt, og jeg vil fremme friheden til at bryde lænker. Jeg tror at denne evne til selv at skelne er en af menneskets allerstørste dyder, men desværre en af de vanskeligste at opnå.

At kunne skelne er vejen til visdom.

Tænk hvis vi kunne prøve at tage et skridt fremad på den sammen. At skelne er denne bogs politik. Men det er ikke let, og jeg er tit virkelig usikker.

Vi i vores tid

Vi vil ikke være de eneste ansvarlige i universet. Huset er for stort.

Men nu er vi der. Vores epoke – menneskets tidsalder – på planeten Tellus kaldes antropocentrisk.

Epoken er på kollisionskurs med den gode fremtid. Mennesket duer ikke til at være Gud.

Billedet af fostret som svømmer i vores inderste sø, livmoderen, vores første paradis, er en kommende dronning eller konge. Billedet er taget af mesterfotografen Lennart Nilsson.

Jeg blev bevæget da jeg så det. Stakkels lille væsen! Hvordan skal du klare sådan et ansvar, selvom du i de velsignede demokratier har alle stemmeberettigede som medregenter?

Det er måske ikke sikkert at fostret sutter på tommelfingeren, men det ser sådan ud. Det føles i hvert fald som om hen har brug for trøst.

Vi vil så gerne sige: “Velkommen til lyset, kære du. Du kommer fra et paradis til et andet – herligere, større. Det er fyldt med lyd som du

tidligere kun kunne ane, med dufte du ikke har kendt; farver, blomster, dyr. Med mennesker – mange, mange som du vil komme til at lære at kende. Dyr som du kan klappe og glæde.

Nyt sælsomt lys vil du få at se: sol, måne, stjerner; og verdensrum, skyer, vind; fugle der ruger på deres æg, orkidéer, trommende regn; svampe, kunst, drømme og fællesskab; og ikke mindst duften af jord som længes efter liv.”

Vi hvisker i fostrets øre: “Velkommen til din flok. Her er dit trygge hjem. Vi er – tak gode Gud – ved at komme til fornuft – ja, ikke så lidt endda. Vi er på vej. Vi har erkendt at vi alt for ofte har undgået menneskets både skræmmende og lokkende ansvar.

Vi bør være det vi er – mennesker.

Din far og mor var ikke robotter. Her får du lov at vokse, modnes, skabe og tage ansvar. Gode øjne og bløde hænder venter. Vi har til hjælp en intelligent, livsbeskyttende teknik, som ikke erstatter sjælen og forvandler os til objekter. Vi der kan bede, beder for dig. Vi velsigner dig. Din skæbne er vores.

Kære barn. Vi vil tage hånd om dig.

Menneskene er betænksomme og trofaste, jorden blomstrer, utallige stjerner lyser som lamper under den vældige hvælving. Visdom er ikke længere vores største mangel. Vi er på vej. Vores spisekammer er ikke tomt. Vi passer vores vagttjeneste som Livets vogtere ved Livets bavn. Vi vandrer op langs Perleelven og går rundt om Den Inderste Sø. Vores opgaver er skildret i vogternes arbejdssang og arbejdssalme:

Vi vil beskytte jorden, som jorden beskytter os.

Vi vil beskytte sjælen, som sjælen beskytter os. Gud, vær med os alle.

Sådan ser en sammenfatning af vores utopi ud. Det er vores opgave at virkeliggøre den – så meget vi kan. I frihed under ansvar.

Tomas Sjödins tredje bog med kommentarer fra Göteborgs-Posten har titlen: Stol på at det vil lysne. På omslagets bagside står der: “Jeg tænker af og til på at det er håbet der er min arbejdsgiver, og lyset jeg er ansvarlig over for.”

Ja, det er også sådan denne bog tænker.

Det bør tilføjes at Tomas og hans hustru Lotte kender til sorg og smerte. Lyset er ikke vundet uden kamp og ofre. I mørket er lyset det kæreste. En

Jeg fik en e-mail fra teaterinstruktør Olov Rasch og Norrköpings teaterkompagni.

I den fortalte han at teaterkompagniet i efteråret 2019 arrangerer samtaler, kunstudstillinger, teater og koncerter under overskriften “Fanger i rummet – forestillinger om vores fremtid.” Fokus er på klima og miljø. Overskriften antyder stedet. Det er nemlig det gamle fængsel – nu nedlagt – i Norrköping. For mig er det velkendt, ikke som indsat, men som besøgende.

Jeg fik spørgsmålet: “Kunne du tænke dig at medvirke med nogle ord? Hvis vi må ønske, så gerne om kærligheden i vor tid og i fremtiden.”

Jeg blev rørt. Kærlighed? Kærligheden i vor tid? Kærligheden i fremtiden? Mener I at kærligheden er vigtig, måske nøglen – eller en af nøglerne til den gode fremtid? Norrköpings teaterkompagni ser i hvert fald ud til at tro på kærlighedens magt.

I det moderne, rationelle, sekulariserede individualistiske Sverige, som befinder sig længst oppe på Inglehart-Welzels kort, i industribyen

Norrköping vil man have at en urgammel såkaldt “Religionens mand” skal tale om “Kærlighed”.

Ja, jeg blev rørt.

Det berørte mig så dybt, fordi jeg er så dybt foruroliget.

I kløften mellem magt og begærlighed, mellem tro og viden, fødes sælsomme farlige skabninger med hvasse kløer, uden hjerte og med kolde øjne – fjender af os alle.

Jeg tror at kærligheden og dens mange venner med andre navne kan redde os og få intelligensen og teknikken på rette vej og genopdage sjælen, og med Einstein opdage universet som det mysterium det er, og som det skal forblive fra evighed og til evighed. Det uafhængigt af om vi stritter imod, larmer og ter os på vores lille planet.

Derfor vil jeg skrive denne bog om kærligheden med ord fra kærlighedens højsang: Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt (1 Kor 13,7).

Jeg tror derfor at jeg trods alt befinder mig på vindersiden. Men jeg vil ikke have at nogen skal være taber.

Jeg blev omgående trøstet. I Östgöta Correspondenten læste jeg:

VANDALER SLÅR TIL MOD STRANDCAFÉEN

Opbrudte låseanordninger til pedalbåde, som så er blevet sendt ud i Stångåen – indbrudsforsøg i et lager. “Formodentlig gjort af personer der har brug for lidt kærlighed fra min side”, siger Michael Gharib og sukker … “men jeg har et stort hjerte, så min eneste hilsen til de skyldige er at de gerne må komme herhen og låne bådene … Kærlighed er det eneste der hjælper – ikke noget andet.”

Sådan her ville jeg svare:

Tak, Michael. Jeg skal skrive om kærligheden som den stærkeste, helende, forenende og skabende kraft i verden. Når – eller hvis – jeg

bliver færdig, kommer jeg måske på besøg hos dig og beder om at måtte låne en af dine pedalbåde for at feste empatisk sammen med dig. Det er jo alene i kærlighed og menneskelighed at der er brug for os mennesker. Altså på trods af fremtidens computere, for de er som bekendt hjerteløse, sjælløse og livløse. Vi har brug for at komplettere med hjerte, sjæl og liv.

Må mennesket ikke blive degraderet til en tilfældig maskinpasser.

Martin Lönnebo

REJSEINFORMATION

Denne bog handler om en vandring rundt om Den Inderste Sø, som både skjuler og åbenbarer Gudsperlen, den store Kærlighedsperle.

Længden måles i meditationer, ikke i meter. Og bøn giver også tvivleren en stilhed hvor hen kan tænke i ro og fred og ikke uden håb.

Når du har gået en tur rundt om søen, kan du begynde igen. Du behøver ikke at være enig med forfatteren om alt. Overhovedet ikke. Når det gælder det Uendeligt Store, er både du og jeg ualmindeligt uvidende. Bliv du ved med trofast at følge din inderste længsel.

Læst som tanke- og bønnebog kan dette skrift bruges i lang tid.

Hvis du læser en meditation om Den Inderste Sø om dagen, tager en runde tyve dage sammenlagt med Bavnen og søvandringen. Derefter kan du aflægge et besøg ved Perleelven. Du kan bruge en uge eller to på at Perlefiske.

Del afsnittene op som det passer dig. At Perlefiske kan live op.

Derefter kan du fortsætte med en ny vandring rundt om Den Inderste Sø. Den og elven deler det samme vand, og deres budskaber stemmer overens. Bliver du træt, så udelad det der trætter. Fortsæt videre glad i hu, og træn din evne til at skelne og til selvbesindelse.

Den Inderste Sø kan ikke findes på et kort, men den kan anes både her og der. Den kan begynde som et drømmesyn ligesom Astrid Lindgrens Nangijala i Brødrene Løvehjerte. Den som skriver dette, husker at afskedshilsenen greb den voksne læser: “Græd ikke, Tvebak, vi ses i Nangijala.”

Og hun skrev for at give sin hjertesyge far, den blide kirkeværge Samuel August, livsmod over for afslutningen.

Man kan stadig se Nangijala nævnt i dødsannoncer.

Gud velsigne din åndelige pilgrimsvandring. Må vi mødes ved målet, når Den Inderste Sø frembærer sin Guddommelige skat, den perle der spejler Guds herlighed.

Vi beder:

Må vi få øjne der kan se Guds herlighed.

Må vi få nåde til at leve sådan på jorden at mange er glade for at vi har været til.

Må mange sige om os: De forsømte ikke at værne om kærlighedens tre rødder: Viden, Ansvar, Medfølelse. Og størst er Ansvaret.

Forfatteren til dette kærlighedsbrev hedder Martin Lönnebo, og han sutter på tommelfingeren af uro over for opgaven.