__MAIN_TEXT__

Page 1

L i s e l o t t e

fem minutter har grundet over døden som livsvilkår. •

I nutiden bliver døden betragtet som et beklageligt, næsten teknisk nederlag og bevis på manglende dygtighed i medicinsk kunnen. Vi er holdt op med at fortælle meningsgivenhvordan den giver mening, og hvordan den former os som mennesker, er det, denne bog forklarer. •

L i s e l o t t e H o r n e m a n K r a g h (f. 1962) er uddannet i teologi og religion. Har virket som præst, underviser og oversætter. Driver firmaet LivsCeremonier, der skræddersyer ikke-kirkelige overgangsritualer, fx vielser og bisættelser. Udkom sidste år med sin meget roste

En skærpet bevidsthed om egen dødelighed er en forrygende dobbelt-invitation til på én og samme gang at tage livet meget alvorligt – og til ikke at tage sig selv, tage det tilfældige og begrænsede stykke liv, man nu engang er, alt for alvorligt.

bog Døden nær – En brugsbog i nærvær omkring døende,

Man kan sikre sig mod andre ting, men når det kommer til døden, bor alle mennesker i en by uden mure. Epikur

At besinde sig på sin dødelighed

Den fortrolige død

de historier om døden til hinanden. Hvad døden betyder,

K r a g h

Den fortrolige død

L i s e l o t t e H o r n e m a n K r a g h

Denne bog henvender sig til ethvert menneske, der i bare

H o r n e m a n

om hvilken Psykolog Nyt skrev: ”Levende og dødgodt skrevet om et gravalvorligt emne.”

ALFA

denfortdoed_omslag_repro.indd 1

ALFA

ALFA

29/08/12 16:38:42


Den fortrolige død


2


L i s e l o t t e

H o r n e m a n n

K r a g h

Den fortrolige død At besinde sig på sin dødelighed

ALFA


Liselotte Horneman Kragh Den fortrolige død – At besinde sig på sin dødelighed © Forlaget Alfa og forfatteren, 2012 ISBN 978 87 7115 052 0 Grafisk tilrettelæggelse og omslag: LenaMaria.dk Omslagsbilledet er Gustav Klimts Døden og livet, 1910/15, Leopold Museum, Wien. Sat med ITC Galliard og trykt hos ScandinavianBook Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK–1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk


Indhold 7 Indledning

At tilkæmpe sig fortrolighed

25

Kapitel 1

Dødstjeklistens nødvendighed – at kunne kende og genkende døden

43

Kapitel 2

Den glemte sårbarhed og medicinens tveæggede sværd

69

Kapitel 3

Den overdøvede aldring og det fortrængte forfald

95

Kapitel 4

Det glemte perspektiv

119 Kapitel 5

Det glemte fællesskab – at finde et sprog

179 Afsluttende 183 Apendiks 1: Dødstjekliste 187 Apendiks 2: Inspiration til mindebog 189 Apendiks 3: En Memento Mori-øvelse 191 Litteratur


I ndledning Man kan modstå invasionen af en hær, men man kan ikke modstå invasionen af ideer. Victor Hugo

At tilkæmpe sig fortrolighed Menneskets vandmærke er, at det skal dø. Og ligesom en pengeseddel tumler vi rundt i livet i alverdens situationer, uden at vandmærket ænses. Det er først, når livets selvfølgelighed på en eller anden måde trues eller vanskeliggøres, at vi tvinges til at holde os selv op mod lyset og granske vandmærket, ja, overveje dette at vi er dødelige væsner. Vi skal dø. Denne bog er en stilfærdig invitation til at forholde sig til sin dødelighed, også selvom livets selvfølgelighed ikke er umiddelbart truet (hvad det under alle omstændigheder er på lang eller kort sigt). •

Et kinesisk ordsprog siger, at det bedste tidspunkt at lære at svømme på, ikke er, når man er ved at drukne. Man lærer at svømme i rolige vande uden fare på færde – for at kunne bruge bevægelserne den dag, hvor det ikke bare er for sjov, men måske livsnødvendigt. Og da døden ikke rummer noget ”måske”, er opgaven endnu mere indlysende. Nemlig den at forholde sig til sin egen og de næres og kæres død, og i det hele taget til den universelle forgængelighed og dødelighed, vi har til fælles med alt på

7


denne klode og med sol, måne og stjerner: selv stjerner bliver til og dør. Enhver kultur er holdt sammen af nogle antagelser, af historier og ideer, vi fortæller hinanden. I det meste af menneskehedens historie har mennesker fortalt hinanden historier om døden; historier, der inddrog døden i livet – ganske enkelt fordi døden var så allestedsnærværende pga. høj spædbarnsdødelighed, lav gennemsnitlig levealder og alverdens krige, pest og bylder, der hærgede med meget regelmæssige mellemrum. Det lod sig ikke gøre at fortælle historier om livet, uden at døden var en uløselig del af dem. •

Moderne mennesker fortæller hinanden en ganske anden historie og har nogle ganske andre antagelser og ideer om døden: døden er ikke mere et vilkår, der indgår i menneskets historie som en selvfølgelig brik i fortællingen. Den er blevet et beklageligt, nærmest skammeligt, næsten teknisk nederlag og bevis på manglende dygtighed i medicinsk kunnen. Det betyder, at vi er holdt op med at fortælle meningsgivende historier om døden til hinanden. Døden giver ikke mening , den er meningsløs. Døden lægger vi ind under naturvidenskaben, og de eneste historier, der kan cirkulere iblandt os om døden, er derfor medicinske historier om succeser eller fiaskoer. •

Hvad døden betyder, hvordan den giver mening, og hvordan den former os som mennesker, har vi stort set glemt at finde ord for og fortællinger

8


om. Og når man i en kultur glemmer at fortælle en bestemt slags historie, forsvinder ofte også virkeligheden bag den. Det er pointen i bl.a. Michael Endes bog om Den uendelige historie, hvor drengen Bastian bliver den, der skal redde fantasiverdenen Fantásien, der forsvinder og opsluges af Ingentingen. Ingentingen sker, fordi ingen mennesker bruger deres fantasi længere. På samme måde har vi fortalt døden ud i en medicinsk kulisse, hvor det bipper og blinker med maskiner, men hvor udvekslede historier om mening, identitet og betydning ikke findes. •

Vi skal have fortalt døden tilbage på et centralt sted i vores fælles bevidsthed. Ikke den sensationelle død, ikke film- og fjernsynsdøden, ikke den mediebårne død. Men den daglige død, der er flettet ind i din og min livsbane fra det øjeblik, vi blev undfanget. Ikke for at gøre døden hustam og tandløs – det lader sig næppe nogensinde gøre – men for at få den til at kaste betydning ind i vores liv med hinanden. Døden giver det sundeste perspektiv på livet, man kan forlange, og er en konstant og nyttig påmindelse om, at meningen med et menneskeliv måske slet ikke så meget er én selv, for man fylder som individ så svimlende lidt på den 4,5 milliarder år gamle jordklodes lange historie. Mennesker kommer og går på denne klode, ligesom græshopper og bjergkæder: intet forbliver. Denne erkendelse kan være en frisættelse til at se det individuelle livsprojekt i et noget mindre forkrampet lys, samt, ikke mindst, i langt højere grad at indsætte det enkelte menneske som en del af helheden, som en del af et fællesskab. Erkendelsen kan – hvis man vælger det – skabe den befrielse det er at turde tilsidesætte ens eget jeg lidt mere og at fokusere på rela-

9


tionen til det andet. Om det så er et andet menneske, noget guddommeligt, naturen, kunsten. •

Vi er her ikke primært for at puste os op som individer. Vi er her for at være en del af noget større. Nogle tolker det religiøst eller filosofisk, nogle naturvidenskabeligt, men hvad enten man vælger det ene eller det andet, vil det altid være en større historie, vi er indsat i – et større kredsløb end vores egen lillebitte individuelle liv. Da jeg fødte mit første barn som 25-årig, drog jeg et lettelsens suk: nu var det ikke længere mig, der var den vigtigste. Nu var al virkelig betydning og vigtighed flyttet over på den anden – på dette barn, der i mine øjne var omdrejningspunkt for sol, måne og galakser. En fødsel kan frisætte jeg’et på den måde. Min påstand – og opfordring – er, at det kan døden også. En skærpet bevidsthed om egen dødelighed er en forrygende dobbelt-invitation til på én og samme tid at tage livet meget alvorligt – og til ikke at tage sig selv, tage det tilfældige og begrænsede liv, man nu engang er, alt for alvorligt. Livet handler ikke primært om mig eller dig, du og jeg handler om livet og om, hvordan vi rækker ud til hinanden. For evighedsøjeblikke, eller dér hvor tiden står stille og hoppe ud af den lineære histories forgængelighed, handler altid om relationer. •

Denne bogs opfordring er bl.a., at vi aflægger os vores barnlige forhold til døden: vi behandler døden, som et barn omgås monsteret under sen-

10


gen. Det forskrækker og fascinerer, vi søger den i medierne, og kioskbaskerne udpensler den enten hårrejsende dramatisk eller tårepersende sentimentalt. Hvad med en mere enkel, stilfærdig, mindre forbavset og rædselsslagen – voksen? – holdning til døden? •

Den tysk-amerikanske psykolog Erik H. Erikson rammer præcist, når han siger, ”sunde børn vil ikke være bange for at leve, hvis de voksne generationer omkring dem har nok integritet til ikke at frygte døden.”1 For enhver generation skal lære den næste generation at dø, og det gør vi i dag mildest talt ikke særligt godt, hvis overhovedet. Vi skal tage det ansvar på os, det er at udstyre nye generationer med en dødsbevidsthed, en sårbarhedsbevidsthed. Og vi sætter ikke duelige mennesker i verden ved at opdrage dem til, at medvirken i X Factor eller erhvervelsen af den altid nye udgave af iPhone, er målet med livet. De bliver forarmede på livsforståelse og livsduelighed, hvis det er det eneste, vi giver dem med. Ved at opdrage dem til en bevidsthed om deres egen sårbarhed og dødelighed kan vi måske skabe generationer af mennesker, der tør tage sig af hinanden, fordi de ikke har så travlt med at skulle bygge alle mulige og umulige projekter op for at kunne få deres 15 minutters berømmelse for åben skærm (en vending første gang formuleret af Andy Warhol i 1968). Men vi kan ikke give noget videre, vi ikke selv har lært. Min motivation for at skrive bogen her har været, at jeg selv har manglet den. Min – og mine forældres, til dels mine bedsteforældres – generation har gladelig outsourcet døden til enten den lægelige eller kirkelige ver-

Childhood and Society, af Erik H. Erikson, Paladin; New Ed edition, 1977 s. 242

1

11


den, eller begge dele, og kun selv taget livtag med den, når de absolut ikke kunne undgå det. Den daglige, nære og selvstændige refleksion over døden som livsvilkår har der ikke været inviteret til, og dermed heller ikke til en dialog med andre, der kunne tænkes at have gjort de samme refleksioner. Vi synes med det moderne velfærdssamfund, der velmenende har lagt et tykt lag isoleringsmateriale omkring døden, at være faldet ud af den tradition, der kendes tilbage fra antikken: tanken om memento mori (latin for ”husk at du skal dø”) og ars moriendi (latin for ”kunsten at dø”).

Memento Mori og Ars Moriendi Det fortælles, at når romerske hærførere drog triumferende gennem deres nyerobrede byer, skulle en slave stå hos dem på vognen og hviske dem i øret: ”Se dig tilbage, kom ihu, at du blot er et menneske. Husk at du skal dø (= memento mori).”2 En betimelig påmindelse om, at selv de fineste og højeste magthavere ikke skal komme for godt i gang – også de er aldeles dødelige og gør vel i at huske på det; dagens triumf kan i morgen være gjort til intet af dødens triumf. Tanken kendes yderligere fra den romerske digter Horats (65-8 f.Kr.), der med udtrykket carpe diem, latin for ”grib dagen”, opfordrer til at hæve glasset (nunc est bibendum – ”det er nu, der skal drikkes”) og nyde livet, for fremtiden ved vi i sagens natur meget lidt om, undtagen netop dette ene sikre: at døden kommer.

2

12

En af de første kristne kirkefædre, Tertullian (160-225 e.Kr.) beskriver det således i sit værk Apologeticus (forsvarsskrift), kap. 33,4, Mallings Boghandels Forlag 1880, s. 92.


Ideen tages op i det kristne univers, men nu med et ganske andet fortegn end en opfordring til at gribe dagen og de forhåndenværende nydelser. Memento mori blev til en hel genre inden for både kunst og litteratur, der understreger menneskets dødelighed og skrøbelighed, dets korte liv, de mange fristelser der ligger i jordelivets glæder, og den uendelige vigtighed af altid at have dette for øje for sin sjæls frelses skyld. Det værste, man nemlig kunne gøre, var at møde uforberedt op til sit dødsleje. Hele middelalderen igennem foregik en stadig mere intens koncentration omkring memento mori-tanken, som et pædagogisk og moralsk fokus på den forestående evighed, der jo bød på muligheden for både himmel og helvede. Pestens hærgen i Europa i det 14. århundrede (1/3 af Europas befolkning døde på bare tre år, 1347-1350) bragte naturligvis denne fokusering på døden til et næsten grotesk klimaks. •

Kirkens folk, præster og munke, døde i lige så stort antal som almindelige mennesker, og der var ganske enkelt ikke kapacitet til at nå rundt om hver enkelt døende, så der var akut behov for en gør-det-selv-manual til den kamparena, som dødens stund ansås for at være. Ens sidste stund på jorden – bogstaveligt talt ens sidste dag og sidste time, lat. hora mortis, dødens time – mente man, var altafgørende for, hvad der skete med sjælen efter døden. Man kunne forvente, at djævelen og hele hans hær ville sætte alt arsenal ind på at hapse sjælen med ned i det hedeste helvede, og derfor havde man brug for kirkens bistand i denne afgørende kamp, om ikke andet så i form af den latinske tekst, ledsaget af 11 træsnit og dateret til mellem 1415 og 1450, der fik navnet Ars Moriendi, og som på

13


næsten tegneserie-manér viste, hvordan kampen ville komme til at foregå, og hvad man kunne forvente i dødsøjeblikket. Altså helt som vi kender det fra konceptet omkring moderne fødselsforberedelse: ingen skal gå uforberedte ind til så vigtig og voldsom en begivenhed. Ideen med en manual, der stod til rådighed for den enkelte, var et faktisk meget dristigt skridt fra den katolske kirkes side og svarede til en ”virtuel” præst til erstatning for en virkelig, fordi pestens ufattelige hærgen havde betydet, at der manglede hele generationer af både munke og præster til at dække de døendes behov. •

Under alle omstændigheder var den værst tænkelige død, man i middelalderen kunne forestille sig, den pludselige død; dvs. den hvor man ikke kunne nå at forberede sig. I bønnebogen fra den anglikanske kirke, The Book of Common Prayer i 1662-udgaven, hedder det således: ”Herre, frels os fra lyn og uvejr; fra pest, sygdom og hungersnød, fra krig og mord og fra en pludselig død.”3 •

Et andet yndet og allestedsnærværende motiv i senmiddelalderen var dødedansen. Døden afbilledet som den dansende, grinende død, der byder alle op uanset stand og alder. Det har uden tvivl også været den eneste form for frustrationsventil for de fattigste i et ekstremt lagdelt samfund som det middelalderlige, at døden portrætteredes som den store udlig-

3

Formuleringen er bibeholdt i den nuværende udgave i en lidt anden formulering. Tankevækkende er det i hvert fald, at det moderne menneskes ønskedød netop er en sådan pludselig død: at falde

14

om midt i et eller andet gøremål (underforstået: efter et langt og indholdsrigt liv).


ner – selv den mægtigste var hjælpeløs over for dødens nådesløse invitation til dans! Sidenhen og op gennem middelalder og barokken (fra 1600-tallet og fremefter) levede memento mori tanken videre i kunsthistorien i de mange såkaldte vanitas-motiver (vanitas er latin for tomhed, forfængelighed). Vanitas- eller forgængelighedstanken udspringer af Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, hvor der lakonisk lægges ud med konstateringen af, at ”Alt er tomhed. Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed […] Hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen? Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme.” Vanitasmotiverne var ofte blomster, frugter, musikinstrumenter, bøger og øvrige objekter forbundet jordelivets (letfordærvelige) glæder, og som regel et kranium og et timeglas et sted i billedet som en påmindelse om, at ligegyldigt hvor yndigt og nydelsesfuldt alt end måtte være, da har det en stakket frist på denne jord og vil forgå og dø. Det har således været ganske almindeligt at have disse konstante påmindelser omkring sig, om dødens allestedsnærværelse og som menneskeligt livsvilkår. Herhjemme var det f.eks. for ikke så mange århundrede år siden en integreret del af en ung piges opgaver at sy og brodere sin tilkommendes ligskjorte færdig, inden brylluppet kunne stå.

Hvis død handler det om? Jeg er klar over den nødvendige skelnen, der må til, når man taler om at være sig døden bevidst. Langt de fleste af os har det nok ulig sværere ved tanken om andres død end vores egen. Denne bog handler om vores egen

15


personlige død og inviterer til, i tråd med memento mori-traditionen, at tænke over døden som virkelighed i ens eget liv. For, som jeg vil pointere hen mod bogens slutning, det har betydning, ikke kun for os selv, men også for de mennesker, der skal være med til at bære din og min død, når den en dag kommer. Bogen her er altså ikke en bog om sorg over andres død. Der findes efterhånden mange fine sorgbøger,4 emnet er voldsomt stort, og jeg har med fuldt overlæg valgt at fokusere på lige netop memento mori-indfaldsvinklen til døden i denne bog. Naturligvis også med den tanke og forhåbentligt gode ”bivirkning”, at jo bedre vi som individer og samfund bliver til at tænke over døden som livsvilkår, jo bedre bliver vi til at få modet til at stå i sorgens sorte og bundløse intet, enten det er os selv eller andre, det rammer.

En håndfuld forbehold Vi lever en tid, der elsker det enkle og skyr det komplekse, og derfor er den første grøft, vi havner i, som regel enten-eller grøften. Hvor vi gerne bliver liggende og derfra råber skældsord over til andre grøfte-beboere. Med de følgende forbehold vil jeg understrege, hvad jeg ikke har i sinde med denne bog og i samme åndedrag anmode om, at vi bliver oven over grøfterne på fælles grund og sammen ser på mulighederne for andre synsvinkler.

I: Døden som byrde, ikke problem Det ligger lige om hjørnet at gøre døden til et problem, der skal løses; en opgave, der skal præsteres i forhold til. På god, moderne managementvis. Det er det, vi som foretagsomme, oplyste mennesker gør: vi gør hele tiden noget ved tingene. Travle og målbevidste til det sidste, som når

16

4

Ikke mindst kan anbefales Sorg – den dybeste ære glæden kan få af Lise Trap, Alfa, København 2010.


Steve Jobs’ (medgrundlægger af Apple; han døde af kræft i 2011, 56 årgammel) søster i sin mindetale om ham sagde: ”Døden skete ikke for Steve, han præsterede den.”5 T.S. Eliot, den engelske digter, bemærkede engang, at der findes to forskellige slags problemer i livet. Den ene slags afføder spørgsmålet: hvad skal vi gøre ved det? Den anden slags stiller spørgsmålet: hvad betyder det? Hvordan skal jeg forholde mig til det?6 Den første slags er som et puslespil, der kan gå op og blive løst ved hjælp af en række tekniske metoder og pragmatiske handlemåder, der kan give en kontrol over situationen. Den anden slags – som f.eks. døden – stiller en langt dybere udfordring, som ingen specifik strategi eller teknik vil kunne løse og hvor man må opgive tanken om kontrol. Her må man kæmpe sig frem til mening og betydning og afstå fra illusionen om kontrol: Den moderne verden tager, af meget gode grunde, ikke ordet skæbne naturligt i sin mund. Kulturer, der lever ud fra værdier om selvrealisering og selvkontrol, er ikke specielt gode til at dø, til at give sig hen til de situationer i livet, hvor frihed ender og biologisk skæbne tager over. Hvorfor skulle de også være det? Deres styrke er en ambition så stærk som Prometheus’: at trodse og sætte sig ud over skæbne, ud over materielle og sociale grænser. Deres svage side er at bøje sig for det uundgåelige.7

Hvis døden gøres til et projekt, der skal præsteres på linje med så

5

http://www.nytimes.com/2011/10/30/opinion/mona-simpsons-eulogy-for-steve-jobs.

6

Citeret i The Journey of Life – A Cultural History of Aging in America af Thomas R. Cole, Cam-

7

Discussion Paper 3: Encountering Ilness. An open lecture af Dr. Michael Ignatieff, s. 8-9, Google

bridge University Press, Cambridge 1993, s. xxiii. Books (en artikel oprindeligt bragt i The New Republic, 26. december 1988).

17


meget andet i livet, har vi straks indført en potentiel karaktergivning og en ængstelse for, om man nu også ”får det gjort rigtigt”. Og dermed overser man helt pointen: at døden er et punkt, hvor vi – ligesom når vi føder børn og i øvrigt ramler ind i kærligheden – må overgive os og lægge tøjlerne fra os. Det sker for os; vi præsterer det ikke. Som en hospicepræst har sagt: ”Døden er ikke et problem, der hverken kan eller skal løses; døden er en byrde, og byrder skal bæres.”8

II: døden er ikke nødvendigvis – og skal ikke gøres – idyllisk Jeg nærer ingen illusion om, at der engang i gamle dage var en tid, hvor man havde forstand på at dø godt og hyggeligt, og at døden derfor i en eller anden grad var nemmere og kønnere. Ligesom det sikkert sjældent regnede om sommeren og altid sneede kønt om vinteren, og folk var kloge og gode ved hinanden, også når de var døende imellem stokroser og lærkesang, og når man døde, tog man det med værdighed. Jeg har set for meget af, hvad sygdom kan gøre ved en menneskekrop, til at tro, at det på noget som helst tidspunkt i menneskehistorien har været nemt at dø ”en værdig død”, hvad det så er for en. I tiden før moderne lægevidenskab og smertelindring har det sikkert tit været ganske forfærdeligt pinefuldt at dø, men det er en illusion at tro, at vejen til dødstidspunktet nu om stunder så er brolagt med over-

8

Citeret i ”Afmagtens rum – Den moderne død og det hospitaliserede dødsforløb” af Vivi Friis, Pia Hansen, Tina Nygaard Kristensen og Kamilla Anne Næsted, i: Upassende Sociologi red. af Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitetsforlag 2004, s. 181. Jf. også artiklen ”Den passende død – om de professionelles rolle i døendes sociale netværk” af Betina Verwohlt og Louise Lund Thomsen i I samfundets sprækker – studier i upassende sociologi II, Michael Hviid Jacobsen, red. Aalborg Universitetsforlag s. 129ff., hvori der bl.a. beskrives forskellen mellem den såkaldte ”moderne” død, hvor døden kun anskues ud fra et medicinsk synspunkt (som en opgave, et problem) og så den ”neomoderne” død, hvor mennesket ses som en helhed og ikke kun et objekt for medicinsk behandling, og

18

hvor døden får lov til at være en byrde, og ikke et problem, der skal løses.


vejende fred og værdighed. En kirurg har skrevet en hel bog om alle de måder, man kan forventes at dø på, og i indledningen fortæller han om en kvinde, der kom til ham, ganske oprevet over den død hendes mor havde fået. Moderen var død af kræft, og datteren havde regnet med, at lægerne ville kunne smertelindre så effektivt, at mor og datter ville få en fredfyldt og spirituel stund i moderens dødstime. Kirurgen forsikrede datteren om, at der ikke havde været noget usædvanligt ved den måde, hendes mor døde på, og han fortsætter: Jeg prøvede at gøre det klart for hende, at troen på sandsynligheden for at dø en værdig død er vores, og samfundets, forsøg på at håndtere den virkelighed, der alt for ofte består af en række destruktive begivenheder, der i deres beskaffenhed betyder nedbrydelsen af det døende menneskes menneskelighed. Jeg har sjældent set megen værdighed i den proces, vi undergår, når vi er på vej til at dø.9

Dermed ikke være sagt, at det er umuligt at dø en fredelig og ”værdig” død – værdig vel defineret på den måde, at der er smertelindret tilstrækkeligt til, at vi som døende kan opleve nogle sidste værdifulde og smukke øjeblikke, gerne sammen med vore nære og kære. Øjeblikket omkring selve dødstidspunktet kan ofte være præcis sådan – men det betyder ikke, at vejen derhen ikke kan opleves som dybt alarmerende og alt andet end fredelig og værdig, både for omgivelserne og den døende selv. Det er formålstjenstligt for os at anerkende, at vi ikke kan ane, hvorledes vores eget (eller andres) dødsleje vil forløbe, og at der skal gives lige så meget plads, i både teori og praksis, til kaos og forfærdelighed, som til fred og værdighed. For, som kirurgen fortsætter: ”Hvis fred og værdighed er, hvad vi 9

How We Die. Reflections on Life’s Final Chapter af Sherwin B. Nuland, Alfred A. Knopf, New York 1994, s. xvii.

19


bilder os selv ind, at vi kan forvente, så vil de fleste af os dø, mens vi spekulerer på, hvad det mon var vi eller vores læger, gjorde forkert.”10 En mangeårig hospicemedarbejder fortæller, hvordan en ung mand havde skruet en helt bestemt historie om sin egen død sammen. Han følte, at han var parat til at dø, og holdt derfor op med at tage sin medicin og regnede med at komme til at dø en ”ædel” død et par dage senere. Han havde været ved venners dødsleje; venner, der havde fået en såkaldt ”god død”, og nu forventede han, at hans egen ville blive ligesådan. Han havde specifikke forestillinger omkring sin egen død, og nu artede den sig slet ikke sådan. Hospicemedarbejderen reflekterede over denne unge mands død: ”Forestillingen om en god død kan lægge et urimeligt pres på døende og deres plejere. [...] Vores forventninger om, hvordan en person skal dø, kan afføde ubevidst eller bevidst tvang. Og ingen har lyst til at blive bedømt på, hvor dygtigt man dør!”11 Vi kan på ingen måde være garanteret en værdig død, for kroppens gradvise nedbrydelse er som regel alt andet end værdighedsfremmende. Men vi kan hjælpe hinanden med at udvide vores opfattelse af, hvad det vil sige at dø og øve os i andre måder at opfatte værdighed på. Dem kan vi gøre noget ved – vores forestillinger. Ikke døden.

III: Vi har brug for mere end blot ”Carpe Diem” Hvis og når døden modvilligt tages op som emne, svinger vi os som oftest højst op til lommefilosofisk at minde hinanden om, at vi – med gruk’et: ”… skal elske mens vi tør det, leve mens vi gør det”, altså en om-

10

How We Die. Reflections on Life’s Final Chapter af Sherwin B. Nuland, Alfred A. Knopf, New York 1994, s. 141.

11

20

Being with Dying. Cultivating Compassion and Fearlessness in the Presence of Death af Joan Halifax, Shambhala Publications, Inc., Boston 2009, s. 65.


skrivning af det gamle fyndord fra den romerske digter Horats’ (65-8 f.Kr.) Carpe Diem (for fremtiden aner vi ikke noget om) – eller sagt bibelsk: ”Spis, drik og vær glad” (Lukasevangeliet kap. 12,19, citat fra Prædikernes Bog kap. 8,15). Dødsbevidsthed bliver til en skærpelse af vores fornemmelse for liv: et slag i eksistensen, så vi vågner op fra vores bevidstløse tagen alting for givet. Vi skal huske at klappe hundehvalpen, nyde solnedgangen og rejse jorden rundt, sådan at vi ikke skal have for meget at fortryde, når Kim Larsens ”Om lidt bli’r her stille” spilles ved begravelsen og spørgsmålet lyder: ”fik du set det, du ville?” Naturligvis skal vi det – huske at leve, mens vi gør det. Og døden er den bedste rejsefælle til at huske én på det. Der ligger dog en potentiel indsnævring i det menneskelige perspektiv i kun at se døden som en opfordring til at skynde sig med at komme i gang med at (op)leve. Det kan svare lidt til den slags konkurrencer, hvor vinderen får lov til at flå så meget som muligt ned fra hylderne i en given butik på 10 minutter. Eller til de efterhånden mange bøger med titlen: 100 steder/film/golfbaner/ etc. du skal opleve, inden du dør. Det er individet, der er i centrum. Min oplevelse, min død, mit liv, mit Carpe Diem. Men individualismen er et alt for skrøbeligt og lille sted at lægge døden. Der skal meget mere til. Kun et fællesskab af mennesker, af forestillinger, af tanker og delte ord og oplevelser kan være med til at oprette en struktur, der er rummelig og solid nok til at håndtere noget så enormt som døden. Døden bliver til et endnu mere ensomt sted, end den er i forvejen, hvis man kun koncentrerer sig om, hvorvidt det enkelte menneske får ”malket” sin tilværelse tilstrækkeligt til at dø med posen fuld af oplevelser, og dermed overses den solidaritet, vi som mennesker i fællesskab kan væve som en kåbe at lægge over hinanden, når døden kommer. Og gerne længe inden dødens indtræden i vores liv.

21


IV: At finde fællesmenneskelig grund Det er alle religioners force at have et skræddersyet sprog at rumme døden i. De gør det på hver deres måde forrygende flot, og lader troende finde plads og ord til de voldsomme og smertefulde ting, som døden fører med sig. Jeg har med vilje valgt at lede efter billeder og ord, der ikke er specifikt religiøse, men som holder sig på fællesmenneskelig grund. Et religiøst sprog kan, lige så meget det kan hjælpe og styrke dem, der er inden for den givne religion, på samme tid lukke anderledestænkende helt ude. Og da mit ærinde er at byde op til en dialog, vi som kultur og samfund alle kan have med hinanden, er det betimeligt at lede efter det, vi kan dele – ikke efter det, der adskiller. Ydermere har jeg selv brug for et udvidet vokabular; jeg – teolog og kristen – kan ikke ”nøjes” med det sprog for døden, som den kristne teologi har, så stærkt og godt det end er. Der skal altid en hel vifte af forståelsesrammer til at nærme sig et emne – og de kan komme fra både naturvidenskab, fra andre religioner, fra filosofi, kunst og litteratur. Disse er en berigelse, ikke en trussel, for min livsforståelse. I et samfund, hvor det er undtagelsen snarere end reglen, at mennesker deler den samme tro og livsopfattelse, er det af afgørende betydning at finde oaser af fælles grund at stå på.

Bogens hensigt og opbygning Denne bog henvender sig til ethvert menneske, der i mere end bare fem minutter har grundet over døden som livsvilkår. Og som jeg har tænkt, at det kunne være nyttigt at få døden sat i en større sammenhæng end den, vi snubler ind i, hver gang vi selv oplever et dødsfald tæt på. Kunne man ikke forestille sig, at man ved at investere i tanketid og

22


dialog med sine medmennesker kunne gøre sig nogle tanker om døden, før den bliver et akut presserende fænomen, ja ligefrem opretter en slags enten mental eller helt konkret ”dødstjekliste”, mens vi er aldeles raske og ikke spor døende (se kapitel 1 og forslag til en konkret tjekliste i bogens appendiks)? De følgende kapitler sætter på hver deres måde døden ind i en større sammenhæng: døden, der synes at blive væk, når vi som moderne og højteknologisk samfund kan male os op i et hjørne ved hjælp af vores større og større krav til den medicinske verden, hvorved vi overdøver den indbyggede sårbarhed og dødelighed, vi som biologiske væsner ikke kan sno os ud af (kapitel 2). Dernæst (kapitel 3) prikkes til fortællingen om den harmoniske alderdom, og der kigges nærmere på den aldring, der med usvigelig vedholdenhed foregår på celleniveau i vore kroppe, ganske uanfægtet af de krumspring, vi foretager os i håb om at modvirke dette forfald. Herefter ses døden i det helt store perspektiv – dvs. både i forhold til klodens historie samt vores egen arts historie og vores omgang med døden som art (kapitel 4). Slutteligt (kapitel 5) sættes døden ind i billeder, ord og tankegange, der måske kan give os et større arsenal af mening og betydning, og bidrage til hvordan vi kan nærme os den, når det bliver vores tur til at dø.


L i s e l o t t e

fem minutter har grundet over døden som livsvilkår. •

I nutiden bliver døden betragtet som et beklageligt, næsten teknisk nederlag og bevis på manglende dygtighed i medicinsk kunnen. Vi er holdt op med at fortælle meningsgivenhvordan den giver mening, og hvordan den former os som mennesker, er det, denne bog forklarer. •

L i s e l o t t e H o r n e m a n K r a g h (f. 1962) er uddannet i teologi og religion. Har virket som præst, underviser og oversætter. Driver firmaet LivsCeremonier, der skræddersyer ikke-kirkelige overgangsritualer, fx vielser og bisættelser. Udkom sidste år med sin meget roste

En skærpet bevidsthed om egen dødelighed er en forrygende dobbelt-invitation til på én og samme gang at tage livet meget alvorligt – og til ikke at tage sig selv, tage det tilfældige og begrænsede stykke liv, man nu engang er, alt for alvorligt.

bog Døden nær – En brugsbog i nærvær omkring døende,

Man kan sikre sig mod andre ting, men når det kommer til døden, bor alle mennesker i en by uden mure. Epikur

At besinde sig på sin dødelighed

Den fortrolige død

de historier om døden til hinanden. Hvad døden betyder,

K r a g h

Den fortrolige død

L i s e l o t t e H o r n e m a n K r a g h

Denne bog henvender sig til ethvert menneske, der i bare

H o r n e m a n

om hvilken Psykolog Nyt skrev: ”Levende og dødgodt skrevet om et gravalvorligt emne.”

ALFA

denfortdoed_omslag_repro.indd 1

ALFA

ALFA

29/08/12 16:38:42

Profile for Eksistensen

Den fortrolige død - Læseprøve  

Læs uddrag fra Liselotte Horneman Kraghs bog: "Den fortrolige død - At besinde sig på sin dødelighed"

Den fortrolige død - Læseprøve  

Læs uddrag fra Liselotte Horneman Kraghs bog: "Den fortrolige død - At besinde sig på sin dødelighed"

Profile for forlagene