Page 1

A s g e r B a u n s ba k - J e n s e n

ASGER BAUNSBAK-JENSEN (f. 1932) er foredragsholder og forfatter, og har tidligere virket som lærer, efterskoleforstander, undervisningsdirektør og præst, foruden et livslangt engagement i dansk politik. Har et stort fagog skønlitterært forfatterskab bag sig, bl.a. de anmelderroste Den tynde væg, Hemmeligheden og Bøn i mørket.

Fremtiden er ikke forsvundet, når man bliver gammel, og man skal leve på de erfaringer, der er tidløse. ”Jeg farer ikke af sted. Nyder langsomheden. Det er mit privilegium. Jeg giver mig god tid. Misunder ikke travlhedens folk. Klager ikke over nutiden. Den blev dog også min.” I bogens små stykker viser Baunsbak-Jensen facetter af en rig, taknemmelig og fremtidsorienteret måde at være gammel på – og fortæller, om hvordan han opbygger relationer til den nye generation, så samtalen kan foregå på tværs af et halvt århundredes aldersforskel.

80

vil fastholde min nysgerrighed, ”Jeg ” skriver han.

80

A s g e r B a u n s ba k - J e n s e n


Til Lotte


Asger Baunsbak-Jensen

ALFA


80 Asger Baunsbak-Jensen © Forfatteren og forlaget Alfa 1. oplag 2012 ISBN 978 87 7115 026 1 Omslag: Lena Maria Rasmussen Sat med Adobe Caslon Pro af Tina D. Laursen og trykt på Munken Print Cream af Printon, Tallin

Udgivet med venlig støtte fra VELUX Fonden Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK–1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk


Indhold I

80.................................................................. 10

Barndomslandet ........................................... 18

Tider............................................................. 14

1936 ............................................................. 22

Mine aviser .................................................. 26

II

Påskesol . ...................................................... 36

Koncerten . ................................................... 42

Farmor.......................................................... 30 Lærken ......................................................... 38

Maj . ............................................................. 46

Tåge ............................................................. 50

En mand og hans båd .................................. 52


Morgensol i Nivå ......................................... 56

Efterår i tog . ................................................ 64

September .................................................... 62

Vinter .......................................................... 68

III

Kunsten at være gammel .............................. 74

Træthed . ...................................................... 82

Den oversete ................................................ 88

Sin tid .......................................................... 78

Erfaringen . .................................................. 86 Alderdom ..................................................... 92

Vraget . ......................................................... 96 Efter 80 ...................................................... 100

IV

Frokostsamtalen ......................................... 104

Arbejdet ..................................................... 110

De unge ..................................................... 108

V

Evig tid ...................................................... 114

Glemsel ...................................................... 120

Stilhed . ...................................................... 118

Tid nu ........................................................ 122

Kærligheden ............................................... 126

Børn ........................................................... 124 Hiroshima ................................................. 128 Skæbne . ..................................................... 130


Enighed ..................................................... 132

Tomhed . .................................................... 138

Selvbeundring ............................................ 136

Ydmyghed .................................................. 140

Ansvar . ...................................................... 146

Tilgift ........................................................ 142

Arvesynden ................................................ 148

VI

Den døende . .............................................. 156

Afsked . ...................................................... 150

Svagheden .................................................. 158

Helstøbt ..................................................... 162

Søvnløs ...................................................... 160

At vente . .................................................... 164

Efterår . ...................................................... 166

Nytår . ........................................................ 168

Svigt . ......................................................... 170 Gerning ..................................................... 172


80 Et mægtigt landskab i tid. Jeg spænder over flere livsaldre. Jeg er et stykke levende historie. Nu læner jeg mig tilbage og nyder erindringen og skræmmes samtidig. Vemod er der i det, jeg skriver, og megen glæde. Vemod ved at erindre alle dem, som jeg vandrede med, men som nu er borte. Så længe jeg lever, er de ikke glemt. Glemsel tager tid. Jeg omgås nu ingen, jeg havde barndom med. Det er den tid, jeg er alene med, men som er mest levende. Denne bogs stykker er skrevet i månederne, før jeg når de 80. Jeg gør en slags status. Ser gennem mit filter af levet liv. 10


Hvad lærte livet mig? Hvordan administrerede jeg det? Jeg ser mine nederlag klarere end mine sejre. Har jeg sagt ja til Gud, har jeg sagt ja til det liv, som blev givet. Men jeg kan ikke rense det for svigt. Det, jeg skriver, er erindret stof, refleksioner, tanker om livet, som har sat sig fast. Fremtiden – min fremtid – er kort, men min nysgerrighed er stor. Mine dage veksler mellem glæden over livet og angsten for, hvordan afslutningen skal blive. Smerten over at se venner med nedbrydning af hjernen er skræmmende. Ikke to mennesker bliver gamle på samme måde. De arvelige anlæg tegner sig med forskellig farve, og det filter, gennem hvilket den enkelte tolker livets tilskikkelser, er forskelligt fra person til person. Man kan ikke lære at være gammel, før man er det. Min største lykke er, at Lotte og jeg har fået lov til at være gamle sammen. Hun bliver 75, når jeg bliver 80. Vi ser realistisk på vores alder, og vi lever efter loven om forbundne kar. Jeg skriver i jegform, men understrømmen bæres af et vi. Vi har besluttet, at vi ikke vil have travlt. Man skal lære at slentre. 11


Jeg vil ikke have stress. Min største fejl i livet var, at jeg ville nå for meget. Nu vil jeg slentre. Jeg glæder mig til hver dag, ja, faktisk har glæden ikke været større. Nu er dagene ikke rutine, de er hver for sig en forgyldning af tilværelsen. Da jeg var ung, havde jeg gamle venner, der dengang var i 80’erne. De kunne kunsten at tale i øjenhøjde med den unge. Hvad var det, der gjorde, at de blev uundværlige for mig? Hvilke af deres erfaringer kan bruges, når jeg nu taler med dem, der er 50 år yngre end mig? Man bliver usikker på sine gamle dage. Man har et lager af erfaringer, der er ubrugelige, når man møder en informationstornado, som pisker ind over landet, og som det kræver kræfter at sortere i. Da kan jeg føle mig erfaringssvag, og der er dage, da den følelse gør mig modløs. Har jeg nu erfaring nok til at være gammel?

12


Tider Der går et dybt længdesnit fra nutid til barndom. Der er ikke bare en tid til forskel. Jeg har levet i tidsaldre. Det bondesamfund, der skabte mig, er væk for altid. Kan jeg indstille mig på en ny tid? Forstår jeg min tid? Jeg er et produkt af mine erfaringer, jeg er mit levede liv. Unge forstår deres tid uden at være tynget af den gamles tykke lag af oplevelser og hændelser. De går deres lettere gang på Jorden, åbne for alt nyt. De er endnu frie. Fri for en fortid til at stille tingene op imod. Det er vel det, der gør, at gamle altid har ment, at de ikke kunne forstå de unge. Der er ikke fælles erfaringsramme. De unge styrer i en smal bræmme af oplevelser. Det giver dem vitalitet og mod. 14


Når man er 80, tynges man af hukommelse. Den giver erfaring og dømmekraft og befrier én for overfladisk fordømmelse af det, man ikke ser til bunds i. Fordømmere har ikke levet livet med åbne øjne. Jeg lukker ikke øjnene for nutiden. Jeg strækker mig hver dag på tæerne for at se ind i det land og den fremtid, som ikke bliver min. Nysgerrigheden skal næres, og samtalen med unge skal åbne mit blik for det, der er i den sidste tidsalder, jeg kommer til at se. Der er meget, jeg ikke forstår. Alder begrænser; men jeg er ivrig efter at forstå. Da jeg talte i præstegården i Nørre Jernløse, mit fødesogn, var jeg 79. Jeg talte om en tid, der lå 70 år tilbage. Jeg talte, som om jeg forstod mig på den tid; men det er slet ikke sandt. Når jeg ser den tid som lykkelig, er det, fordi jeg ikke havde sans for det, der ikke var lykkeligt. Jeg var ikke belastet af livserfaring. Hvis præstens lille dreng, der tumlede rundt på gulvet den aften, kommer tilbage om 70 år, og fortæller om sin barndom, er vi i 2080. Han vil være i en tidsalder, vi absolut intet ved om nu, og han vil fortælle om sin barndom set i lyset af livserfaring; men det bliver ikke en realistisk beskrivelse af 2011. Der findes aldrig sande barndomserindringer. 15


Kan jeg ane lidt om fremtiden? Jeg skal lytte. Lytte til unge, som ser deres tid uden en livserfaring, der bygger en skov op af bekymringer. I sommer havde man inviteret mig til politisk sommeruniversitet på Krogerup Højskole. De havde bedt mig tale om mennesket i fremtidens demokrati. Jeg havde brugt sommeren på at forberede mig på at medtænke verden set med de unges øjne, for halvdelen af tilhørerne var unge. Det lykkedes at komme i dialog, for jeg talte kun om det, der lå efter Murens fald, holdt mig fra en fortid, vi ikke havde fælles. Den gamle skal kun tale om det, der skete i hans egen ungdom, hvis han bliver spurgt. Man skal tale i øjenhøjde med dem, man møder. Jeg træner i at begå mig med min alder. Selvlært må jeg kaldes.

16


Barndomslandet De havde inviteret mig tilbage til præstegården i Nørre Jernløse 67 år efter, at jeg forlod mit barndomssogn. Jeg skulle fortælle, hvordan det så ud under krigen, da jeg var dreng. Nysgerrigheden var stor, konfirmandstuen fyldtes, og der blev åbnet ind til privaten for at få plads til alle. Jeg stod i døren mellem stuerne, så de mange ansigter. Vi var gamle nu, men for en aften børn på ny. Livet bliver bevægende, når man ser ind i en fjern barndom i et sogn, som er brudt sammen og brudt op. Dengang boede der 900 i sognet. Jeg havde trukket dem op i lyset og kunne nævne dem ved navn, og hvor de boede. Et lille hundrede landbrug, flest husmænd med få tønder land og nogle gårdmænd med firelængers ejendomme og to skorstene på stuehuset. 18


Der var mejeriet, to skræddere og to malere. Tre tømrere, bager og brødudsalg, tre vognmænd og KlokkerKarl. Tre købmænd, brugsen, slagteren og hjulmanden. Smedje, to damefrisører, to barberer, syerske, cykelhandler, mælkemand, stationsforstander, dyrlæge, præsten, tre lærere. Alle arbejdede og levede på samme sted. I centrum var skole og kirke, hotel og missionshus. Foreningerne var et finmasket netværk, som bandt det hele sammen. Husmandsforening og Husmandsforeningernes Husholdningsudvalg, landboforening og fagforening, ungdomsforening og gymnastikforening, Venstre-forening og radikal forening og socialdemokrater. Der var juletræsfester og dilettant, danseskole, produktudstilling i Vommevad Forsamlingshus. Havevandringer og markvandringer. Langs bordene sad de nu, smilende og nikkede med genkendelsens lys i øjnene. Vi var tilbage i en tid, vi følte os hjemme i, men den kultur er gået under, mens vi lever. Alting er stort nu, men for os havde det, der var småt, været stort, været alting. Vi så ind i en knust tid. Var det en fattig tid? Nej, vi var alle i samme båd. Men det var svært at bryde ud af det samfund. Traditionen holdt tingene på plads. Man gik videre i slægtens spor. Krigen var langt væk, selv om tyskerne havde besat landet. 19


Vi skal ikke bedømme nutiden med en fjern fortids målestok; vore erfaringer fra den barndom er ubrugelige. Jeg så ind i et spejl. Vi var gamle. Jeg genkendte fire, som jeg startede i 1. klasse med i 1939. De var grånede, slidte, furede; men jeg genkendte dem på blikket. Jeg så noget uforandret i de levende smil, i mimik og varme. En skønhed bevaret. Efter aftensang stod vi i døren og sagde godnat og tak for noget enestående, noget, der aldrig skulle gentages.

20


80 - Læseprøve af Asger Baunsbak-Jensens nye bog  

"Jeg vil fastholde min nysgerrighed" skriver den snart 80-årige Asger Baunsbak-Jensen i sin nye bog. Han viser en en rig, taknemmelig og fre...