ErhvervsMagasinet
ErhvervsMagasinet
12 / Tirsdag 4. oktober 2011
Tirsdag 4. oktober 2011 / 13
Når du går ude på midterstriben bliver du snittet af en bil en gang imellem Nupark-bossen Peter Kjeldberg fortæller om et liv på kanten, et medfødt vinderinstinkt, om at gå forrest, og om vigtigheden af at tage et fælles, lokalt ansvar.
at komme i gang med alle mulige andre ting,« siger Peter Kjeldberg, som ikke mener, at det har den store betydning, hvilken uddannelse, man vælger at tage. »Det er langt hen ad vejen livserfaring og personlighed, der er med til at skabe den karriere, man ender med at få, og så handler det rigtig meget om tilfældigheder,« siger han om springet fra ankermand på TV-nyhederne til ditto i en udviklingspark. »I starten tror jeg, at der var nogle, der tænkte, at det her kan han ikke klare. Det er han ikke dygtig nok til, han har ikke værktøjerne, og det kan også godt være, at jeg ikke havde det til at begynde med. Men en af mine egenskaber er, at jeg er ukuelig optimist, og hvis du erkender, hvor sort det hele ser ud, så kan du lige så godt lukke og slukke,« siger Peter Kjeldberg, der derudover ser nogle af hans styrker i, at han er god til at tænke løsninger og komme ud af den anden side af en krise med noget, der faktisk var langt bedre, end man turde håbe på. »Og så er det klart, at når man står midt i krisen, så har man det ad helvedes til, og man sover dårligt om natten, og blodtrykket stiger. Men når det så lykkes, og man selv og omverdenen kan se, at det er lykkedes, så er det simpelthen bedre end at vinde en million i tips,« slår han fast og erkender, at han til tider kan være urimeligt hård ved sig selv. »Hvis du spørger min mor, så tror jeg, hun vil sige, at jeg presser mig selv hårdere, end hvad godt er. Hun er nogle gange bekymret for mig, men det er mødre jo. Så beroliger min far hende ved at sige, at sådan var han også selv, og at det nok skal gå fint,« siger Peter Kjeldberg med et smil. »Det ligger også lidt i familien med en masse sport, og nu blev jeg aldrig selv professionel fodboldspiller som min bror (Jakob Kjeldberg, red.), men jeg har dyrket svømning, som er en meget individuel sport, og når jeg løber halvmaraton, er jeg ikke tilfreds med bare at gennemføre. Jeg skal også meget gerne have en god tid.«
Tekst: Fakri Aldin Koleilat Foto: Tommy Kofoed fako@bergske.dk
PORTRÆT: På bogreolen på Peter Kjeldbergs kontor i Nupark troner en knaldrød Ferrari. Det er en gave fra medarbejderne som symbol på den fart over feltet, der er en del af direktørens tilværelse. »Jeg tror, at de nogle gange kan synes, at det er lidt vanskeligt at følge med i, hvad det er, jeg går og laver,« smiler han. Og der er nok at se til for den 44-årige tidligere studievært og journalist, som udover at nurse udviklingsparkens eksisterende virksomheder også tager sig tid til at give erfaringer videre til lignende projekter, når folk over hele landet vil vide, hvordan folkene bag Nupark har formået at gøre udviklingsparken til det, den er i dag. Vejen dertil har været brolagt med udfordringer, og det var netop det, der oprindeligt var motivationen for Peter Kjeldberg til at søge direktørjobbet. »Jeg tror, at mine overvejelser dengang var, at enten så kan jeg få det her til at lykkes, eller også så begår jeg professionelt selvmord. Jeg vidste jo godt, at jeg enten ville komme til at stå som ham, der fik det her til at hænge sammen, eller at jeg blev set som ham, der kørte det hele i sænk. Og jeg vil da sige, at risikoen var latent,« fortæller han. »Nupark var jo en knude, der ikke var løst, for driften hang ikke sammen, og det var et vanskeligt projekt og bestemt ikke en gratis omgang at kaste sig ud i. De første tre år gik jo med at finde en eller anden bæredygtig model, så vi kunne sove trygt om natten,« siger Peter Kjeldberg. »Det har også været med til at tiltale mig, men nogle gange bander jeg da højt over, at jeg vælger at hoppe ud i sådan nogle ting, for prisen er søvnløse nætter, og at man ikke er til stede, når man er sammen med familien,« fortæller han. Selv om det gamle Nupark nu med Peter Kjeldbergs ord er blevet lagt på en hylde, hvor det hænger sammen, er bekymringerne ikke stoppet for direktøren, der af egen lomme har skudt mere end en million kroner i Nupark Innovation, der hjælper up and coming virksomheder med at vækste. »Det er det, der giver de søvnløse nætter i dag. Det vil tage mig 10 år at afdrage på gælden, og i den periode er det klart, at der vil være et afsavn i privatøkonomien, fordi jeg har sagt ja til en heftig tilbagebetalingsordning for at minimere risikoen for at stå tilbage med en gæld, hvis pengene går tabt,« forklarer Peter Kjeldberg, der mener, at der også ligger en symbolværdi i selv at have penge på spil. »Jeg har haft brug for at sende et signal både til mig selv og til omverdenen. Her i Nordvestjylland er vi jo noget pessimistisk anlagt. Vi har travlt med at beklage os, og vi er slemme til at skyde skylden på andre, for at tingene er lidt op af bakke i vores område,« siger han. »Men vi er også nødt til at gøre noget selv, og det er det, jeg så har valgt at gøre på den her måde. Hvis alle nordvestjyder ofrede bare en brøkdel af deres pensionsopsparing på at sætte gang i noget, så ville tingene jo se anderledes ud. Ikke at det nødvendigvis skal lyde som en kritik, for vi har alle hver især vores måde at
Huset ind i blodet
bidrage til tingene,« siger Peter Kjeldberg. »Vi får bare ikke noget forærende. Hvis der skal gang i vores område, skal vi selv gøre en aktiv indsats, det er min religion. Og den tankegang ligger i høj grad bag, at vi har valgt at lægge penge og kræfter i det med risikoen for at tabe det hele. Men vi gør det jo, fordi vi ønsker at skabe en forskel og flytte noget,« forklarer han.
Det vigtige skulderklap Den stræbsomme natur er noget, han selv mener, han har fået ind med modermælken. »Hvis du ser på, hvem jeg ligner mest i min familie, så er det min far, som er en igangsætter og altid har haft mange bolde i luften. Og det der vinderinstinkt, som min bror Jakob også har, det er jeg også født med. Jeg gør jo ikke det her for sjov, jeg gør det for at vinde på et eller andet plan,« siger Peter Kjeldberg. »Jeg har altid været en ambitiøs type og al-
tid haft en ide om, at jeg skulle være med oppe foran,« siger Peter Kjeldberg, der ikke bliver motiveret af en fed løncheck og firmabil. Efterhånden har han gennemgået et hav af tests, og mens mange i gamet drives af udsigten til indtjening og til at kunne sætte en stor bonus ind på bankkontoen, har Peter Kjeldberg nu dokumentation for, at det ikke er det, der driver ham. Det gør derimod ønsket om anerkendelse. »Og da jeg læste testresultatet med, at: »Nå ja, det er jo det, der driver dig, Peter,« så begyndte jeg at tænke over, at det da egentlig er rigtigt nok. Det der med, at man kan se, at man har gjort noget, som er lykkedes, og at man har sat et fingeraftryk et sted, hvor det har rykket noget,« siger han. »Og en stor del af den anerkendelse kommer også af, at folk kommer hertil fra hele landet for at lære af os - Også af vores fejl, for ved at gå forrest har vi taget alle knubsene, og det vil
vi også gøre i fremtiden. Når man går ude på midterstriben, så bliver man jo snittet af en bil en gang imellem,« smiler Peter Kjeldberg og husker tilbage på en dag, hvor han jokede med sin kone om, hvad der skulle stå på hans gravsten. »Der kom jeg frem til, at der bare skal stå: »Han gjorde noget ved det!« Nu er det i Holstebro, jeg har valgt at bo, og så er det helt naturligt her, jeg har en drøm om at flytte nogle hegnspæle og gøre noget, der får betydning for det område, jeg bor i,« forklarer Peter Kjeldberg. Og det er ikke kun lokalområdet, der gennemgår en udvikling i processen. Det gør han også selv. »Jeg har flyttet mig rigtig meget. Da jeg kom hertil, var jeg journalist, og jeg vidste jo knap nok, hvordan et regnskab skulle sættes sammen. Og der har jeg fået en masse indsigt i, hvordan en god virksomhed er skruet sam-
men, og hvad man skal være opmærksom på,« siger direktøren. »Det, man også lærer, det er at træffe nogle store beslutninger, som ikke altid er lige spændende, men som er nødvendige, og jeg har lært rigtig meget om mig selv. For i modsætning til min tidligere karriere, så har jeg flere gange været helt ude på kanten, og jeg har fundet ud af, hvor min egen grænse går. Den vidste jeg ikke, hvor var før, men den har jeg været ude at snuse til,« siger direktøren, som i den forbindelse så sig nødsaget til at trække stikket ud i en periode.
Kamp med selverkendelsen »Jeg kan presse mig selv, sådan så det også nogle gange er synligt, og jeg havde en tur sidste år, hvor jeg måtte trække stikket i 14 dage, fordi jeg nåede grænsen,« fortæller Peter Kjeldberg, der samtidig erkender, at han har en tendens til selv at opsøge de ekstreme situationer.
»Hvis ikke, jeg gjorde det, så tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne trives. Jeg skal helst ligge helt derude, hvor man virkelig kan mærke det,« siger han og vender tilbage til episoden, hvor han måtte erkende, at der trods alt er en grænse for, hvor meget han kan læsse på sine skuldre. »Det var midt i hele den her transformationsproces, hvor det virkelig stod på den anden ende, og hvor der var gang i rigtig mange ting på én gang. Der fik jeg en kraftig reprimande fra min kone og min familie, og så tog jeg fri i to uger,« siger direktøren, der fik diagnosen, at han havde haft et angstanfald. »Det var jo et tegn på, at jeg var kommet lidt for langt ud, og i dag kan jeg genkende de fysiske tegn på det, man kan kalde for stress eller overophedning, men dengang var det da et opgør med min selverkendelse,« siger Peter Kjeldberg, der kobler af med løb, når der lige opstår et hul til det, mens han i sine ferier fordyber
sig fuldstændigt i bøgernes univers. »Når jeg holder ferie i 14 dage eller tre uger, så kan jeg den første uge flade fuldstændigt ud med bøgerne, hvor alt er slukket, og jeg slet ikke tænker arbejde. Men så i anden halvdel af min ferie, har jeg læst bøgerne, og så begynder hjernen at boble igen, men på en god måde,« smiler han. »Jeg kommer altid hjem fra mine ferier med en masse ideer, men bekymringerne er jeg sluppet for i mellemtiden,« siger Peter Kjeldberg.
Bedre end en million Som ung havde Peter Kjeldberg ikke drømt om, at han en dag skulle sidde i den stol, han i dag sidder i. »Jeg valgte at gå journalistvejen ud fra de interesser, jeg havde på det tidspunkt, men tingene har det jo altid med at tage en drejning, og der er journalistik et udmærket springbræt til
Mens anerkendelsen er en vigtig drivkraft for Peter Kjeldbergs arbejdsliv, er det også vigtigt for ham at give en god portion anerkendelse videre til konen Jin for at tage en stor del af de huslige forpligtelser. »Det er mange timer, jeg lægger i det, og det er meget tankekraft, og det betyder også, at min kone typisk kun har deltidsstillinger. Hvilket også er nødvendigt, for jeg opfylder ikke 50 procent af forpligtelserne derhjemme, det må jeg erkende,« siger han. »Der har været nogle perioder, hvor det ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke jeg havde haft hende til at tage sig af det, så tror jeg, at kæden var hoppet af. Det har været afgørende, at hun har taget hovedparten af slæbet,« erkender Peter Kjeldberg, som bliver svar skyldig, når emnet falder på, hvad næste step bliver for ham i hans karriereforløb. »Jeg tror, at jeg skal sparkes ud herfra. Et eller andet sted, så har jeg jo taget det helt ind i blodet nu. Og hele aspektet med, at jeg selv har skudt penge i det, og det på et eller andet sted også er blevet mit, gør, at der skal ske drastiske ting, hvis jeg skal herfra. Og ja, jeg tror, at det må blive med et spark bagi, hvis det skulle ske, det er jo ikke noget, jeg selv er herre over,« siger han. »Men mens, jeg er her, vil stedet altid være under konstant forandring, for jeg nægter at acceptere en situation, hvor det skal køre i samme rille. I den her verden ville det være ensbetydende med tilbagegang,« siger Nupark-bossen. »Jeg vil altid forsøge at udfordre mig selv og udfordre stedet og prøve at nå det næste trin, og så er det jo vanvittigt inspirerende at sidde i et hus, der er fyldt med en masse andre, som har den samme indstilling.«