Klubblad 2022

Bedste foreningsdrevne Golfklub i Danmark 2019, 2020

Årsskrift

Esbjerg Golfklub

Sønderhedevej 11

6710 Esbjerg V

Telefon

Sekretariat, greenkeepergård, proshop og restaurant 7526 9219

Emails

Sekretariat kontor@egk.dk

Greenkeeperhuset mt@egk.dk

Restaurant restaurant@egk.dk

Proshop info@bjbettergolf.com

Klubens chefteam

Trænermanager Johannes Eriksen

Greenkeeperchef Morten Terkelsen

Åbningstider

1. april – 14. oktober:

Mandag-torsdag k l. 8.30-18.00

Fredag k l. 8.30-16.00

Lørdag-søndag+helligdage k l. 8.30-15.00

15. oktober– 31. marts:

Mandag-torsdag k l. 9.00-16.00

Fredag k l. 9.00-14.00

Lørdag-søndag k l. 9.00-13.00

Helligdage Lukket

Redaktion

Johannes Eriksen (ansvarlig)

Ib Voss

Redaktionens adresse

Esbjerg Golfklub

Sønderhedevej 11

6710 Esbjerg V

Layout

Ib Voss

Produktion

Oplag: 1.000

Forside

En altid smilende greenkeeper

Fotos

Ib Corneliussen, m.fl.

FORORD

Foreningslivet set under et har været under et alvorligt pres de seneste år, men golfsporten er en af de få idrætsgrene, der har klaret sig umådelig godt gennem Corona krisen. Langt de fleste golfklubber i Danmark har oplevet en flot medlemstilgang. Golf er i dag målt på antal medlemmer den 2. største sportsgren under DIF med cirka 165.000 medlemmer kun overgået af fodbold, og i tæt konkurrence med gymnastik og svømning. Godt 10.000 flere golfspillere er det blevet til i 2021 på landsplan. Det svarer til en vækst på godt 50 medlemmer i en gennemsnitlig dansk klub. Esbjerg Golfklub er ingen undtagelse.

2021 var på alle måder et travlt år. Når vi måler på antal, spillede runder pr. medlem, kan vi se, at den helt ekstraordinære aktivitet fra 2020 er fortsat gennem hele 2021. Dvs. at den enkelte golfspiller gennemsnitligt spiller flere og flere runder årligt. Det enkelte medlem får således mere for sit kontingent end tidligere men klubben skal anstrenge sig for at levere den samme gode ydelse.

Når der spilles flere runder på banerne, bruges træningsfaciliteterne også mere og sammen med tilgangen af nye medlemmer har det skabt øget travlhed på kontoret, i greenkeepergården og hos vores trænere.

Visionen for Esbjerg Golfklub er fortsat at vi vil være blandt de førende foreningsdrevne klubber i Danmark. Klubmiljøet skal understøtte udvikling og nytænkning, der gavner og glæder både medlemmer og gæster. Da Danmarks bedste golfklub skulle kåres i Golfmagasinet var vi igen med i opløbet og placeret som nummer 4 på listen – så det vidner om, at vi fortsat gør det rigtig godt og at vi har en unik bane. Dernæst er vi optagede af hvad vores egne medlemmer synes om deres klub. Det ligger os meget på sinde, at klubben skal være til for medlemmerne og ikke omvendt. Derfor skal GIC som er den spørgeundersøgelse, der sendes ud til vores medlemmer hvert år også indgå i bestyrelsens arbejde ned i de enkelte afdelinger i højere grad end det har været tilfældet hidtil.

En af mine målsætninger som formand er, at jeg vil sikre, at vi driver og videregiver en sund og veldrevet klub med de bedst mulige rammer til gavn for vores medlemmer både i dag og for de næste generationer. Og derfor er det vigtigt at holde sig for øje, hvor vi er på vej hen, hvilke udfordringer vi kigger ind i og have en fælles plan for, hvordan vi løser det. De mere detaljerede målsætninger for hver enkelt afdeling udarbejdes ud fra samme plan, så vi på bedst mulige vis kan efterkomme de forventninger vores medlemmer har til os nu og i fremtiden.

Birgitte Møller Jensen Formand

LARS KOM HELT TÆT

PÅ GOLFSTJERNERNE SOM FRIVILLIG

Lars Aasted er et af de medlemmer, der gerne stiller op og giver en hånd som frivillig, når Esbjerg Golfklub afvikler store arrangementer. Det giver ham masser af oplevelser og gode stunder med fællesskab. En af de helt uforglemmelige af slagsen var dagene under Challenge Tour.

Der var brug for mange. Så mange, at selv om en god flok meldte sig, måtte kontoret på ny efterlyse flere via nyhedsbrev og Facebook:

”Frivillige søges fortsat. Kunne du tænke dig at være frivillig i forbindelse med Challenge Tourens besøg fra den 10/8-20/8? Vi har brug for hjælp til forskellige opgaver, bl.a. parkering og træningsbanen eller som backup til forecaddies, scorerapportører og startere. Al hjælp er velkommen ”

Heldigvis virkede det, og endnu flere meldte sig. Men Lars Aasted var en af dem, der allerede tidligt i forløbet havde sagt ja til en tjans som frivillig. Ja, faktisk ikke engang bare en enkelt tjans. Lars deltog som frivillig på alle Challenge Tour’ens otte turneringsdage på Marbækbanen i august 2021.

- Jeg er sømand og har derfor typisk sammenhængende friperioder à cirka tre ugers varighed. Jeg har altid prioriteret, hvis det passede ind i min tørn, at troppe

Af Mai Møller Christensen

op som frivillig i golfklubben. Ja, det har jeg jo faktisk gjort de sidste cirka 20 år, smiler Lars Aasted.

Han gør det for Esbjerg Golfklub. For at bakke op og være med til at sikre, at store, prestigefyldte arrangementer kan gennemføres og dermed sætte spotlight på Esbjerg og Marbækbanen. Men han gør det også, fordi han nyder det og får oplevelser for livet gennem de arbejdsopgaver og mennesker, han møder som frivillig.

- Det at være en del af gruppen af frivillige til sådan en turnering er utroligt givende. Der er en holdånd knyttet sammen af, at vi sammen med klubbens ansatte kan være med til at præsenteret klubben på den bedst mulige måde. Der er en helt særlig stemning i forbindelse med sådanne arrangementer, som kan være lidt svær at forklare, siger Lars Aasted.

Han prøver alligevel:

- Det er som at være et tandhjul i en større maskine,

som samtidig også er bundet sammen af og drevet af det sociale og sammenholdet med de andre. Samtidig føler du dig også værdsat af klubben og turneringsledelsen i både ord og handling.

Hygge og sjov med pro’erne

Selv om Lars Aasted allerede havde mange herlige minder som frivillig fra de tidligere år, satte dagene under Challenge Tour i august sig i hukommelsen som nogle ekstra særlige dage. Dels var det et meget eksklusivt og pompøst setup med hele to Challenge Tours lige efter hinanden og dermed et digert indtog af udenlandske topspillere, som ankom til det vestjyske græs.

Dels var klubben i forvejen i særligt festhumør og med spenderbukserne på, for også Esbjerg Golfklubs 100 års jubilæum blev fejret i august. Så det var en golfklub, der summede af både højtidelighed, løssluppen festlighed, dyb koncentration og topklasse-golfslag og råhygge blandt de frivillige og i underholdningsteltet.

Med andre ord en helt særlig og storladen atmosfære, og Lars nød hver morgen, når han forventningsfuldt kørte ud i klubben. Alle dage var hans opgave at være starter, så han skulle sørge for, at alle spillerne blev sendt ud på banen på det rigtige tidspunkt og i den rigtige rækkefølge. Desuden uddeler starteren spillernes scorekort samt et kort over dagens pinplaceringer.

Endelig består opgaven som starter også i at præsentere spilleren ved tee off, at oplyse om blandt andet hastighed på greens og ændringer af huller – som for eksempel at et hul er blevet gjort kortere ved at flytte teestedet – og så kan der være forskellige spørgsmål, som spillerne har, og som starteren sørger for at få afklaret. For eksempel spurgte flere spillere, om der var ”preferred lies”, altså om man som golfspiller måtte flytte bolden, hvis den landede uheldigt og for at forbedre boldens position.

- Det er altid godt at være med som frivillig, men min opgave denne gang var ekstra spændende, da jeg fik mulighed for at komme meget nærmere spillerne, i forbindelse med at de skulle sendes ud på dagens runde, siger Lars Aasted.

- Selvfølgelig er der nogle spillere, som er ekstra koncentrerede og indelukkede, og hvor det var til at fornemme, at der ikke skulle kommunikeres ud over det nødvendige. Men der var også nogle, som var meget afslappede, og som gerne ville tale og joke. Efterhånden som vi kom længere hen i turneringerne, blev de jo nærmest gamle bekendte, smiler han.

Sprogforvirring

I sagens natur foregik meget af snakken på engelsk. Et sprog, Lars er vant til med sit arbejde som sømand. Men måske var hans hjerne alligevel lidt overbelastet en overgang, for en sjov episode opstod under

Challenge Tour, da han hørte et helt almindeligt dansk ord helt forkert.

- Det hændte, at der kom spørgsmål, som ikke havde så meget med golfen at gøre. Blandt andet var der en, der ville høre, hvor jeg kunne anbefale at gå hen for at se noget premier league-fodbold. Jeg spurgte ind til, hvor han boede, og da jeg syntes, han sagde ”Hotel Ansgar”, oplyste jeg ham om, at så var der ikke mere end et par hundrede meter ned til Stalden Pool og Sportsbar. Det kunne jeg godt se på ham, at han fandt lidt mærkeligt. Men så viste det sig også – da jeg igen spurgte ind til, hvor han boede – at han boede i Ansager, ler Lars Aasted.

Han kan kun anbefale andre at give sig selv den oplevelse at være frivillig i klubben under et arrangement.

- Vi bliver sgu også lidt forkælede. Der kommer forsyningsvogne forbi med kaffe, sodavand, sandwich og så videre, og vi kan sidde i teltet efter endt vagt og spise lidt mad sammen med de andre frivillige, der er færdige på vagten, siger han.

Der er altså kun ét minus ved at tage en tjans som frivillig. At det er lidt hårdt, når det er slut, og der ikke længere kommer en forsyningsvogn rundt derhjemme.

I august 2021 fejrede Esbjerg Golfklub sin 100 års fødselsdag. I samme måned blev hele to Challenge Tourturneringer afviklet på Marbækbanen med Esbjerg Golfklub som vært.

Den første lød navnet ’Made in Denmark Challenge presented by FREJA and Total 2021’, og denne blev vundet af portugiseren Ricardo Gouveia.

Hernæst fulgte ’Sydbank Esbjerg Challenge’, hvor vinderen blev norske Espen Kofstad.

Begge turneringer havde en præmiesum på 200.000 Euro, svarende til 1,5 millioner kroner og var tællende på Challenge Tour.

Det var fjerde gang, der blev afviklet Challenge Tour på Marbækbanen. Første gang, i 1995, vandt Thomas Bjørn i tæt duel med Ben Tinning. Siden har der været Challenge Tour i 2004 og 2005.

I august 2021 blev Esbjerg Golfklub desuden hædret som Årets Klub af Esbjerg Idrætsråd og modtog foruden diplomet en check på 10.000 kroner.

FORSGÅRDENS GOLFKLUB

Välkommen till en fantastisk upplevelse!

Mitt i idylliska staden Kungsbacka hittar Du Forsgårdens Golfklubb.

v/ Ib Voss

Kungsbacka ligger tæt på den svenske skærgård ud til Kattegat. Byen er en typisk svensk by med en overskuelig lidt søvnig bymidte, hvor livet går sin rolige gang. 30 kilometers hastighedsbegrænsning gør selvfølgelig sin indvirkning og her kan man virkelig slappe af, i noget der ligner Astrid Lindgrens fortællinger. Byen ligger på højde med Frederikshavn i Danmark, så det er såmænd ikke langt væk og så alligevel så dejligt anderledes.

Nærmest midt i byen

Man finder let Forgårdens Golfklubb, den ligger for enden af byens store idrætsanlæg og man får faktisk en følelse af at den ligger inde midt i byen. Men sådan er det nu ikke, men bynær er den absolut, fra det store flotte klubhus er der ligesom fra det meste af banen udsigt ind over byen. En lidt speciel oplevelse for os der kommer fra klubber der ligger, om ikke fjernt fra så dog længere væk fra byerne.

Man får straks det indtryk at her er en klub som har en

lidt anderledes medlemssammensætning en vi oftest ser i Danmark. Det myldrede med unge mennesker, ja egentlig var vi ikke mange i pensionsalderen. Men trods mylder så er der god plads til alle og byens rolige atmosfære rækker virkelig også herud.

Topnordic er et stort plus Klubbchef Karolina Bohlin fortæller at for Forsgårdens golfklubbs medlemmer er Topnordic et stort plus på medlemskabet og mange benytter sig af at spille en højkvalitetsbane når turen går forbi en af de mange Topnordic baner. Især er det for klubbens medlemmer de norske og svenske baner man besøger, men en del har også søgt til Danmark for at prøve golflykken der.

Forgårdens golfklubb er en ung klub, kun 40 år er det blevet til indtil videre. Men det til trods tæller klubben 1400 medlemmer, heraf tre hundred juniorer. Det sidste må gøre mange danske golfklubber grønne af misundelse. Nå ja, kontingentet er såmænd også noget

Fakta fra klubbens historie:

1982

På initiativ af Marianne Persson blev Lundens GK Intresseförening dannet

1986

Efter et intensivt og målrettet arbejde i interesseforeningens bestyrelse var det lykkedes at komme helt frem, så Forsgårdens Golfklubb kunne dannes. Der var fundet jord, der kunne bruges.

1989

Banens 18 huller blev indviet, premiereholdet blev slået af baron Niclas Silfverschiöld, ejer af Gåsevadholms Fideikommiss, på hvis grund vores golfbane ligger.

1993

I januar blev det nye klubhus indviet, som rummer førsteklasses restaurant, kontor, butik og omklædningsrum. I juli var klubben vært for Scandinavian Masters, som efter en spændende gentagelse blev vundet af Peter Baker.

1994

Klubbens årsmøde besluttede efter lange drøftelser at udvide med yderligere ni huller.

1996

I månedsskiftet juli-august var det igen tid til, at klubben skulle være vært for Volvo Scandinavian Masters. Også denne gang skulle der en omkamp til for at udpege vinderen Lee Westwood, der fik sit internationale gennembrud på Forsgården.

1997

I efteråret, i september, blev de nye ni huller åbnet i et par uger.

1998

Den 21. maj blev den nye 18 hullers bane indviet, som omfatter de nye ni huller. De foregående sidste ni huller blev også vores 9-hullers bane.

2014

Den 5.-7. august var Forsgårdens Golfklubb vært for Annika Invitational Europe.

2018

Hold EM piger blev arrangeret på Forsgårdens Golfklubb den 7.-14. juli

Hul 9. pause

Giv tid til bolden foran

som kan give danske golfspillere nervøse trækninger - 4800 danske kroner om året for 27 huller. Og ja, Forgårdens baner er velplejede, anlagt i en spændende svensk natur, hvor rough virkelig er rough. Vand er der også og et spændende par 3 hul på bare 80 meter fra 49, som byder på krav til præcisionen.

Så er der dømt pause

Efter hul nu kommer man til det karakteristiske for svenske baner i forhold til danske, et lille sted med forfriskninger, borde og stole. Her er dømt pause og det er ikke velset at man bare tromler videre hvis der sidder folk og slapper af. Så spørger man pænt om man må gå igennem. En rigtig god tradition som er med til at bringe os alle lidt ned i gear.

Juniorhuset

I Sverige skal en golfrunde ikke overstås på tid, men er en nydelse. Vi oplevede faktisk en ung spiller på vel 15 år komme op til os på hul ni, vi tilbød ham derfor at gå igennem, men han takkede høfligt nej tak, ”jeg har ikke travlt, jeg nyder det bare”.

Ikke bare for at spille golf

Apropos nydelse så er Forsgårdens golfklubbs restaurant ”Robin” også et besøg værd, men pas på at du ikke tilrettelægger dit besøg i middagsstunden, her kommer mange af klubbens medlemmer nemlig i klubben blot for at nyde frokosten og pausen fra arbejdet.

Vælg en IT-løsning, der virker. En IT-løsning, der er en god IT-oplevelse. Hos Mentor IT får du en sublim platform, et agilt setup og kompetent service. Hver dag.

TRÆNER-ELEVEN FREDERIK ER VOKSET OP MED EN BUGGY I INDKØRSLEN

22-årige Frederik Frost fra Lemvig havde aldrig sat sine ben i Esbjerg før, da han i foråret 2021 ankom med sine flyttekasser. Nu er træner-eleven blevet så vild med Esbjerg Golfklub og dens medlemmer, at han drømmer om, at flyttekasserne aldrig skal pakkes igen.

Af Mai Møller Christensen

Det var langt fra altid, at Frederik kom lige hjem fra skole, da han var lille. For der gik ikke mange sekunder, fra klokken havde ringet ud efter sidste time, til bøgerne i hast var pakket sammen, og den unge purk sad på cyklen med kurs mod Lemvig Golfklub.

- Min far var jo altid ude i klubben, så jeg cyklede bare ud til ham. Lemvig er en lille by, og golfklubbens hul 17 lå kun 200 meter væk fra vores hus. Og når jeg var hjemme og fik lyst til at komme ud i klubben, kunne jeg tage buggyen, der altid holdt ved vores hus, ler Frederik Frost.

Hans far er golftræner i Lemvig Golfklub på 25. år. Frederik Frost er 22 år. Han har altså aldrig oplevet andet, end at hans fra tilbragte uendeligt med timer ude i golfklubben, for i en lille klub som den i Lemvig, er man ikke bare træner, men står også for kontorarbejdet, medlemspleje og alverden andre ting.

I Frederik Frosts øjne havde hans far scoret et af verdens bedste job, og derfor har han gennem hele livet vidst, at han også selv ville være golftræner en dag. Nu er han i gang med uddannelsen, og det er Esbjerg Golfklub, der er blevet hans læreplads.

- Det var min far, der skrev til Ben Tinning en sommerdag tilbage i 2020 og spurgte, om de ikke kunne bruge en træner-elev i Esbjerg Golfklub. Og det er lidt sjovt, for faktisk stod min far i sin tid lære som golftræner hos Bens far, Arne Tinning, fortæller Frederik Frost.

Nu sluttes ringen, når næste generation så også skal uddanne næste generation. For godt nok manglede Ben Tinning ikke nogen elev lige dér, men han lovede at vende tilbage, når det var aktuelt, og det var det et halvt år senere. I vinteren 2020 kom Frederik Frost ned til en samtale

i Marbæk, og 15. marts 2021 startede han som træner-elev i den esbjergensiske golfklub.

Stræberne og ’hyggerne’

Den unge elev står for al juniortræning i klubben, hvor Ben Tinning kun hjælper lidt til med de særligt dygtige juniorer kaldet ”boblerne”. Derudover tager han sig også af begyndertræningen og underviser på holdene ”Gå til golf”, som medlemmerne kan melde sig til og på den måde gå til golf en gang om ugen. Og endelig kan man også booke individuelle træningstimer hos den unge trænerspire.

- Der er en god diversitet, som lærer mig rigtig meget. Juniorerne er sjove at træne, fordi de selvfølgelig er meget mere motiveret for at blive bedre end Hr. Jensen på 63, og de gør, hvad man siger første gang, og de kan også rigtig meget med deres kroppe. Men jeg nyder samtidig begynderholdene og træningstimerne med de spillere, der har højere alder og handicap, for det kan også noget helt særligt. Vi har det enormt hyggeligt sammen og får en masse gode snakke. Og jeg har lært, hvordan medlemmerne sætter meget pris på, at man lige siger ”Hej, hvordan går det?”, når man går en tur på træningsbanen, siger Frederik Frost.

Et andet træk, som mange medlemmer sikkert sætter pris på, er Frederik Frosts rolige gemyt. Tro mod sine vestjyske rødder og sindelaget i Lemvig, er han en stille og afslappet person, som tager sig god tid til at lytte, og som gør tingene grundigt.

Han er tålmodig, han kigger gerne længe på, at medlemmerne slår ud, og han gentager uden ærgrelse de samme forslag til forbedringer mange gange og med nye ord og eksempler, hvis der er brug for det.

”Det har altid været Tiger Woods for mig. Jeg tror, jeg har set alle hans top- ten-shots på youtube, mindst 40 gange eller sådan noget.”

Frederik Frost

- Jeg tror ikke, jeg kommer til at blive sådan en mega teknisk træner. Jeg tror mere, min styrke vil ligge i det med at kunne forklare Hr. og Fru Danmark nogle ting, som måske er kompliceret, men på en måde, så alle kan forstå det. Alle har ret til at forstå, hvordan få graders ændring af et sving påvirker bolden, og jeg synes, det er en spændende opgave at kunne formidle det til alle, siger Frederik Frost.

Lækkert juniormiljø

Selv var han syv år gammel, da han begyndte at spille golf. Allerede tidligere havde han haft en kølle i hånden, og hjemme i indkørslen var der en fordybning, som han legede var et hul, og så prøvede lille Frederik ellers at ramme ”hullet” med nogle luftbolde. Det kunne han gøre i timevis.

Frederiks søster har børnegigt, så hun kunne ikke spille, og derfor blev spillet en far-og-søn-ting, som de to dyrkede sammen, mens mor og søster lavede noget andet. Søsteren rullede tit øjne af far og Frederik, når de gik i gang med deres golfsnakke hen over aftensmaden, men sådan var det bare. De var begge solgt. Og de har haft mange gode oplevelser med golfspillet, blandt andet på rejser til Thailand og USA, hvor makkerparret har spillet nogle af de baner, man kender fra fjernsynet.

Der var også et par andre juniorspillere i Lemvig, som Frederik spillede med, blandt andet hans barndomsvens storebror. Men han er misundelig på juniorafdelingen i Esbjerg Golfklub.

- Der er sådan et kæmpe miljø her i Esbjerg, hvor juniorerne har et fællesskab og gerne vil være bedre og konkurrere med hinanden. Sådan noget var der jo slet ikke i Lemvig, og det kunne jeg måske godt have savnet lidt. At der var lidt mere konkurrence. Man vænnede sig nok lidt til, at deroppe var man bare et af de bedste børn til golf. At man ikke blev skubbet hele tiden.

Mens Frederik gik på gymnasiet, kom han i tvivl om, hvorvidt golf nu også skulle være hans fremtidige beskæftigelse. Han syntes pludselig, det var skørt bare at blive det samme som sin far. Samtidig veg golfspillet lidt tilbage for ungdomsfester, og to gode venner, som han havde spillet golf med, flyttede til andre byer. Frederik spillede stadig golf, men slet ikke så meget som tidligere.

- Men det var ligesom en periode, og så var jeg helt tilbage. Jeg havde fået det tænkt godt igennem og kunne ikke se nogen grund til, hvorfor jeg ikke skulle være golftræner. Det var jo lige mig, sige Frederik Frost.

Som mange andre havde han også drømmen om at blive professionel spiller selv.

- Det tror jeg, at alle trænere har. Men vil altid gerne være bedre. Og komme ud og vise hele verden, hvad man kan. Men hvis man ikke kan det, så er livet som træner jo også megafedt, siger Frederik Frost, som i dag er afklaret omkring, hvor langt hans eget talent rækker.

- Tag sådan en som Jonas Lykke Sørensen. Han og jeg ligger nogenlunde tæt i handicap, men alligevel er han jo langt, langt bedre end mig. I forhold til en begynder er jeg god, men det sidste step fra at være nogenlunde til at være rigtig god – der er bare lang vej. Der er ikke særligt mange, der kommer igennem det nåleøje der.

Ikke kun træne

I stedet glæder Frederik Frost sig til at blive uddannet til en dygtig golftræner. Uddannelsen tager tre år, hvor man det meste af tiden er på sin læreplads, men hvor der også er vinterperioder på skole de sidste to år.

I øjeblikket nyder Frederik Frost godt af at blive uddannet af Ben Tinning, og han føler sig privilegeret med, at Esbjerg Golfklub er så stor, for andre træner-elever bliver også sat til at passe kontoret eller pro-shoppen i deres læretid. Her får man mulighed for at prøve mange ting, her hjælper alle hianden.

Frederik Frost er da også allerede blevet så glad for Esbjerg Golfklub, at han drømmer om at blive ansat som træner i klubben en dag. Og det til trods for, at Esbjergområdet var ret fremmed for ham, da han flyttede hertil og dermed flyttede hjemmefra for første gang.

- Marbækbanen havde jeg et kendskab til, fordi den er så legendarisk, og jeg havde også prøvet at spille en enkelt gang. Men jeg havde aldrig været inde i byen Esbjerg før, og det kan stadig tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har været inde i Esbjerg, for jeg bor i en etværelseslejlighed i Hjerting og bruger det meste af min tid ude i klubben, smiler han.

Han er blevet gode venner med træner-eleven ude fra Kaj Lykke Golfklub i Bramming og flere andre jævnaldrende i det vestjyske golfmiljø, og han er opmærksom på, at der skal være tid til andet end træneruddannelsen i hans liv.

- Min far har så mange opgaver med træning og administration i klubben, at når klokken bliver 19, vil han bare hjem. Han får slet ikke spillet selv længere. Jeg forstår ham godt, men jeg tror også, at som træner skal man passe på med at smide golfen væk. At man stadig træner og øver sig og spiller, selv om det er ens arbejde. Så man ikke til sidst mister interessen i selve spillet.

Eksamen i Abu Dhabi

Det er samtidig Frederik Frosts erfaring, at der også skal være tid til andet end golf. Ud af en vennegruppe på 6-7 stykker i Lemvig, var Frederik Frost den eneste, der kastede sit hjerte over golfspillet. Det har givet nogle dumme situationer hist og her.

- Jeg har det nogle gange dårligt, når jeg skal aflyse at ses med venneflokken, fordi jeg skal til en turnering. Vennerne forstår det ikke rigtig og føler måske lidt, at jeg ikke kan lide dem eller sådan noget. At undskyldningerne for ikke at være sammen med dem bare er golf. Men jeg vil jo rigtig gerne se mine venner, golf er bare noget meget tidskrævende, og det er førsteprioritet for mig, så tit om sommeren kan der gå halvanden måned, før jeg snakker med dem. Men man skal nok passe på med, at det ikke bliver for meget. At der også er tid til det sociale, siger Frederik Frost.

Nu har han to år tilbage til at lære en masse og til at finde balancen i sit golfliv. Han glæder sig. Til aftnerne på skolen, hvor han skal sidde med ligesindede og diskutere, hvad der er et godt golfsving, og til den eksamen, der skal foregå i Abu Dhabi. Men også til mange flere dage med gode, lærerige oplevelser i Esbjerg Golfklub.

For nogle kommer fra et hjem med klaver. Andre fra et hjem med en golfbil i indkørslen.

”Jeg

Frederik Frost

tror da, min far er stolt af, at jeg også skal være træner. Han sender i hvert fald en sms hver dag. Om nye køller, han har fået hjem, og alt muligt andet.”

Den ny EQE fra Mercedes-EQ.

Op til 645 km rækkevidde på én opladning. Fra 674.999 kr.

Autoriseret Mercedes-Benz forhandler

Esbjerg · 75 14 03 55

Meget mere end revision

Din lokale sparringspartner, der arbejder ihærdigt på at tilføre din virksomhed størst mulig værdi og udbytte gennem løbende rådgivning.

Smedevej 33 6710 Esbjerg V Telefon 75 15 17 33 www.danskrevision.dk

DE LIGE LOVLIGT

TOVLIGE GAMLE LOVE

Hvem vil ikke gerne til en ”ordentlig generalforsamling”, ja for ikke at tale om en overordentlig én? Sådan hed generalforsamlingerne i Esbjerg Golfklub i gamle dage. Lige som der var tale om handicapforandringer og et meget dansk udtryk for greenfee-gæster. Klubbens gamle vedtægter fra 1921 er en sproglig guldgrube at dykke ned i.

Det er herlig underholdning at stikke næsen i Esbjerg Golfklubs allerførste vedtægter fra 1921. Som selvfølgelig slet ikke hed vedtægter dengang, men lød titlen ”Love for Esbjerg Golfklub”.

Højtideligt og ophøjet er sproget, tidstypisk står alle navneord med stort forbogstav som på tysk, og sætningerne er mange steder lange og kryptiske, som skulle de i sig selv skræmme de mindre lærde golfaspiranter væk. Og så havde flere begreber helt andre navne dengang.

Det hele starter med indmeldelsen i klubben, som ”har til Formaal at udbrede og fremme et Kendskab til og Færdighed i Golf”. Her er der ikke tale om, at man bare kan melde sig ind, hvis man lyster. Næ nej, først henvender man sig pænt til sekretæren med sit ønske om at indtræde i den fornemme klub, og hernæst skal ens navn op på bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen tager stilling til, om man må blive medlem.

Er man så heldig, at ingen fra bestyrelsen – eller deres nærmeste omgangskreds – har et horn i siden på én, skal der lægges en hurtig betaling ved Kasse 1. Et indskud på 50 kroner for en mand eller en kvinde, eller 120 kroner hvis man er en hel familie på op til fem personer. Her bruges ikke ord som éngangsopkrævning om indskuddet, men derimod det udtryk, at indskuddet betales ”een Gang for Alle”.

Kontingent: 10 kroner

I forbindelse med indskuddet nævnes der desuden, at ”Brødre og Sønner skal være under 25 Aar”. Døtre står der ikke noget om. De er dog nævnt under selve kontingentet, som lyder på svimlende 10 kroner om måneden pro persona for voksne og 5 kroner for sønner og døtre under 18 år. Heldigvis lettes denne store udskrivning af, at man kun behøver betale kontingent i otte ud af årets 12 måneder.

Længere nede viser det sig, at datidens greenfee-gæster naturligvis ikke hed greenfee-gæster, men var ”Damer og Herrer under midlertidigt Ophold i Byen”. De måtte slippe to kroner for at komme ud og spille i klubben en dag, og 7,50 kroner for at spille en uge. Først skulle de dog lige vurderes af bestyrelsen, idet ”Bestyrelsen afgør, om Medlemmer kan siges at have midlertidigt Ophold i Byen”. Uden at det står nærmere beskrevet, hvad kriterierne her er.

Passive medlemmer har i øvrigt den løjerlige ordning, at de blot skal betale mindst 10 kroner årligt. Her er altså plads til solide almisser, alt efter formue og hvor stor en kærlighed man nærer for sin klub.

”Suppleanter” hverken findes eller vælges i 1921. Skulle et bestyrelsesmedlem af den ene eller anden grund forlade

bestyrelsen i utide, er der ikke så meget medlemsdemokrati inde over. Bestyrelsen bliver bare enige om et medlem, de godt kan lide, og beder denne person træde ind. Skulle det ske, at selveste formanden melder vedvarende forfald, tager næstformanden over, og er også han forhindret, lyder følgende herlige formulering: ”… skulde ogsaa han være forhindret i at fungere, har Bestyrelsen midlertidig at constituere en anden af sine Medlemmer til at fungere som Formand.”

En ordentlig én

Ordet handicap arbejder man såmænd med i 1921, men hvad vi i dag kalder ”handicapregulering”, lyder på denne tid betegnelsen ”handicapforandringer”. Således står der, at ”Det for Handicapkommiteen for Medlemmer fastsatte Handicap indføres i en Protokol eller paa en Liste hos Sekretæren, og Handicapforandringer er først gældende, naar de er saaledes indførte”. Så er der vist ikke noget at rafle om dér.

Generalforsamlingen er, på denne tid som nu, klubbens højeste myndighed – dog inden for loven, pointeres det – og her under paragraf 12 findes 1921-lovenes nok mest fantastiske formulering. Hvad vi i dag kalder ”ordinær generalforsamling” og ”ekstraordinær generalforsamling” blev nemlig dengang kaldt henholdsvis en ”ordentlig generalforsamling” og en ”overordentlig generalforsamling”.

Hvem vil da ikke gerne deltage i en ”ordentlig generalforsamling”? Altså, i forhold til alle de uordentlige, som jo sikkert finder sted rundt omkring…. For ikke at tale om en ”overordentlig generalforsamling”, som af en eller anden grund giver undertegnede billeder på nethinden af en kæmpestor elefant af en generalforsamling. En balsal spækket med golfmedlemmer, der står som sild i en tønde ned til sidste kvadratcentimeter. En overordentlig én, ja. Sjovt er det også, hvordan formuleringerne i allersidste paragraf kommer omkring muligheden for en opløsning af klubben, skulle det komme til det. Det er ikke helt fjernt fra nutidens procedure, men de gamle formuleringer er nu alligevel mere pompøse:

”Bestemmelse om Klubbens Opløsning kan kun tages paa en i dette Øjemed særlig indkaldt Generalforsamling. For at Opløsning kan vedtages, kræves, at mindst Halvdelen af Klubbens aktive Medlemmer ere til Stede, og at Beslutningen vedtages af en Majoritet af 2/3 af de afgivne Stemmer.

Er der ikke mødt et tilstrækkeligt Antal Medlemmer, indkaldes paa sædvanlig Maade en ny Generalforsamling til Afholdelse senest 3 Uger efter, hvor da Beslutning om Opløsning kan tages med ovennævnte Stemmeflerhed uden Hensyn til de mødendes Antal.” Sådan!

’Ordenens Overholdelse’

Da ”Love for Esbjerg Golfklub” revideres i 1964, bliver flere formuleringer blødt op og moderniseret. At skrive navneord med stort ligesom de forhadte tyskere skal man ikke nyde noget af, og det ses, at der nu følges amatørreglerne fra ”Dansk Golf Union”, som i mellemtiden er kommet til. Tilbage i 1921, hvor golfen kun lige var på vej frem i Danmark – og Esbjerg-klubben var landets kun tredje golfklub – måtte man nøjes med ”Dansk Idrætsforbunds Amatørregler”.

I 1964 pointeres det, at klubben optager medlemmer af begge køn, men det er dog stadig bestyrelsen, som afgør, om man må blive medlem.

Kontingentbetalingen skal nu falde for hele året på én gang, men har man svært ved det, kan man også få en aftale med kassereren om at betale i to klumper halvårligt. Man mister dog stadig samtlige sine medlemsrettigheder og kan ikke spille på banen, hvis man skulle komme helt hen til 1. juli og ikke have betalt alt, hvad man skylder. En karantæne, der dog ophæves igen ”når alle restancer er skadesløst indbetalt”, og hvis en tilbagevenden til klubben ellers kan godkendes i bestyrelsen.

Hvor man før skulle meddele det til klubben hele tre måneder før årets afslutning, hvis man ønskede at udtræde

som medlem – for ellers kom man til at hænge på et helt år mere – kan man nu opsige sit medlemskab helt frem til 31. december. Og ellers kan man til enhver tid ryge på halen lige ud af fordøren, hvis man formaster sig til at overtræde de regler for opførsel på banen, som er slået fast af ”The Royal and Ancient Golf Club of Sct. Andrews” –de ærede skotske regler, som klubben tydeligvis nyder at nævne under paragraf 5.

Det fine udtryk ’Ordenens Overholdelse’ er heldigvis bevaret i 1964, så paragraffen stadig lyder som i 1921: ”Ethvert Medlem er forpligtet til at rette sig efter de af Bestyrelsen fastsatte Bestemmelser og Regler med Hensyn til Udøvelsen af Spillet og Ordenens Overholdelse”. Til gengæld er der nu kommet skabsleje til og en hel række komitéer, og så det her moderne udtryk med ordinær generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling.

Det er i grunden synd. Hvem vil komme til sådan en kedelig ”ordinær generalforsamling”?

Man vil vel hellere have en ordentlig, overordentlig én.

NU ER JONAS BLEVET PROFESSIONEL

Et spændende nyt kapitel er i gang for 23-årige Jonas Lykke Sørensen. Han har kastet sig ud i livet som professionel golfspiller. Et liv, som i første omgang er et benhårdt ræs om at skaffe sponsorer, arrangere fælleskørsel og bo billigt med Airbnb. Nå ja, og så skal man også lige udvikle sig med lynets hast, klare et hav af turneringer og skabe resultater, så der kommer skub i karrieren.

af Mai Møller Christensen

Der er mange ligheder til teenageren, som flytter hjemmefra. Ikke i protest, men fordi at han nu må videre i livet. Siden han var syv år, har Jonas Lykke Sørensen spillet i Esbjerg Golfklub og har nydt godt af klubbens træning, tilskud og kærlighed hele vejen op. Været en af klubbens unge stjerner. Er blevet bakket op.

Nu sidder han i foyeren denne søndag morgen i klubben, alene og med kasketten trukket godt ned om de viltre krøller, og har et professionelt designet sponsormateriale liggende foran sig. En folder i kraftigt karton i A5-format med et godt billede af Jonas udenpå.

Indeni kan man læse om fem forskellige sponsorpakker, hvis man vil sponsere den unge golfer, og bagpå om Jonas’ forrygende karriere. Tilsat et billede, hvor Jonas holder en stor pokal.

Flot ser det ud, og Jonas Lykke Sørensen er stolt. Men han er også mere alene end nogensinde før. Da han 1. januar i år valgte at ”turne pro” – at blive professionel golfer – var det samtidig et farvel til den økonomiske støtte fra Esbjerg Golfklub. Desuden har han valgt en ny træner for at prøve nye veje efter mange år med Ben Tinning som både træner og personlig mentor. Og så er han på farten. Hele tiden. Mere end nogensinde ude på fremmede baner sammen med andre på samme høje, eller højere, niveau end ham selv.

Jonas Lykke Sørensen er stadig klubbens unge stjerne. Han er stadig EGK’er. Men en helt anden tilværelse er begyndt, på godt og ondt.

- Jeg har forberedt mig på det her de sidste to-tre år og villet det mere og mere, så det er det helt rigtige at

gøre. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke – stadig – har en masse tanker om det. Jeg er så glad, det hele er så spændende, men det er godt nok også hårdt. Nu står jeg ligesom selv med det hele i armene. Ansvaret for min egen karriere, og hvor langt jeg kan gå. Det kan godt virkelig lidt skræmmende, men jeg prøver at tage det oppefra og ned. Nu har jeg kastet mig ud i det, og så er det jo bare at se, om det vil bære eller briste, siger Jonas Lykke Sørensen.

Marbæk driller

Han lyder rolig, fornuftig og forholdsvis afklaret, som han sidder der og sætter ord på sin beslutning. Roen og evnen til at have både fødder og psyke plantet stabilt i den vestjyske muld er da også et af hans kendetegn. Et andet er hans ærlighed. For Jonas Lykke Sørensen tør samtidig godt indrømme, at især i vinterperioden har spekulationerne og tvivlen sneget sig ind på ham.

- Jeg er lige kommet hjem fra Ecco Tour i Spanien, og særligt lige før afrejsen derned til begyndte tankerne at køre. Det var vinter og off-season, og man har lidt mere tid derhjemme til at sidde og tænke over tingene. Så kommer tvivlen. Om det nu er det rigtige. Det er jo altid nemmere bare at finde et 20-30 timers job, og så dyrke golf ved siden af. Det er mere sikkert. Men så vender jeg tankerne igen, for det er det her, jeg gerne vil, og jeg vil gerne bruge nogle år på at se, hvor langt det kan rykke sig. Jeg er villig til at give den gas, og det tror jeg er nok, siger han.

Han er gået løs på tilværelsen som pro med masser af sejre og succeser i rygsækken. Som da han i konfirmationsalderen kvalificerede han sig til Dansk Golfunions udviklingstrup og som 15-årig blev optaget på lands-

holdet. Som da han i 2017 var med til at vinde en afgørende kamp mod Odder og sikre klubben en plads i 1. division. Eller som da han i 2019 vandt ranglisteturneringen Varderama Open i et 71 mand stort felt, og hvor han gik de tre runder med seks slag under banens par.

I den anden ende af rygsækken ligger ærgrelserne og nederlagene, som han prøver at give så lidt opmærksomhed som muligt. For eksempel har han oplevet en vis ”hjemmebanens forbandelse” ved at misse cuttene ved både Ecco Tour i 2019 og 2020 og igen ved Challenge Tour sidste år, alle tre afholdt på Mærbækbanen.

- Jeg var så glad for at skulle spille med på Challenge Tour og havde virkelig sat mig op til det, så det var en stor skuffelse, at jeg missede cuttet i begge turneringer. Præstationsmæssigt var det godt nok ikke den fedeste oplevelse for mig. Det var træls. Jeg følte, at jeg lod en god mulighed gå til spilde, og det var jo alt andet end målet. Men sådan er det jo, og det er det, man lærer af, siger Jonas Lykke Sørensen.

Febersyg og forgiftet

Heldigvis fik han få uger efter oprejsning, da han vandt finalen i DGU’s elitetur i Henne med scoren -13. Under Qualifying School ved Ecco Tour i Køge blev han nummer 7, og ved Final Stage i Sverige kom han, til trods for en dårlig dag, ind på en 50. plads, hvilket åbnede op for en god kategori til Ecco Tour. Alt sammen gav et godt los til selvtilliden og troen på projektet.

I februar og marts ventede så tre en halv uge, hvor han skulle spille på Ecco Tour i Spanien. Fire turneringer i alt og 18 hullers spil hver eneste dag på nær en enkelt

fridag. Så der var tryk på. Jonas Lykke Sørensen nød det varme vejr og den gode stemning, og at han nu endelig gik rundt som pro blandt alle de andre pro’er fra alverdens lande. Talte en masse med dem, han allerede kendte, og fik også mødt et hav af nye mennesker. Dedikerede golfspillere som han selv.

- Det var en fed tur. Lækkert vejr og gode mennesker. Det havde været helt perfekt, hvis det ikke var for den maveforgiftning, jeg fik undervejs, ler Jonas Lykke Sørensen.

Mens sygdommen stod på, var der ikke meget at grine af. Han var hårdt ramt med både feber og slem diarré og var i kontakt med lægen hver eneste dag. Fik nogle piller, som stoppede diarréen, men som til gengæld ikke var gode at tage, når man har feber. Stædigt trak Jonas hver morgen sig selv op og sprang ikke over en eneste spilledag, men når han ser tilbage på turen, pressede han nok sig selv for hårdt.

- Jeg var fuldstændig smadret. Jeg havde nogle af de værste golfrunder dernede, sådan smertemæssigt, og jeg blev ved med at tage de piller, selv om de ikke var gode for mig. Men de var nødvendige, for jeg kunne ikke holde noget i maven, og de stoppede fuldstændig systemet. Så når jeg tog pillerne om morgenen, kunne jeg komme ud at spille, og det passede lige med, at jeg kunne gå en runde. Så begyndte pillernes effekt at aftage sent på dagen, så jeg kunne komme på toilettet, og sådan fortsatte det dag efter dag. Men jeg havde det godt nok ikke godt, fortæller den unge pro.

Sådan er hans nye liv også. The show must go on. Og der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

- Det skøre er, at jeg faktisk spillede godt de dage, hvor jeg var syg. Så prøver man måske heller ikke på alt muligt mærkeligt. Så spiller man bare på det, man kan, og prøver at overleve på en eller anden måde. Og til sidst gik forgiftningen jo over igen, og det var en fed tur alligevel. En kæmpe oplevelse.

I den første turnering i Spanien klarede Jonas Lykke Sørensen ikke cuttet og blev altså ikke en af de 45 spillere ud af 160, der gik videre til finalerunden. I anden turnering klarede han cuttet, i tredje gjorde han ikke, og i fjerde turnering havde han igen held med det. Han landede som nummer 14 og er godt tilfreds med det.

Et andet sving

Hjemme i Danmark tog han i november en svær beslutning, da han valgte at skifte træner. I mange år har han

været under Ben Tinnings trygge vinger, og Jonas er mere end taknemmelig for at have haft en træner, der ikke bare kunne lære ham at spille og forberede ham på livet som professionel, men som også fungerede som hans mentor og stå bag ham i svære situationer. Som da han var ved at droppe ud af gymnasiet, hvor Ben Tinning fik ham overtalt til holde ud og få huen i hus, selv om Jonas meget hellere bare ville spille golf.

Men nogle gange er det godt at få nye øjne på sit spil, så Jonas Lykke Sørensen allierede sig med den tidligere Kolding-træner Kenneth Hansen, der i dag har hjemme på Great Northern i Kerteminde. Han skal især forbedre Jonas’ tekniske træning, og på få måneder har Jonas oplevet at få et næsten helt nyt sving.

- Mit sving har ændret sig markant i forhold til for bare

et halvt år siden. Man kan måske sige, at det er blevet et lidt mere moderne golfsving, og jeg går selv op i, at det ser ordentligt ud, så det er bare lækkert. Kenneth har så også nogle meget høje krav til den fysiske træning. Han mener, der skal lægges meget mere på, og jeg skal spise mere, så jeg kan blive større og stærkere, og det hjælper min træner, Jesper Boye fra Emcare, mig med.

Madforgiftningen i Spanien gav både et vægttab og en udmattet, slappere krop, så lige nu spiser Jonas Lykke Sørensen så mange portioner sund mad, som han overhovedet kan få ned. Masser af proteiner og kulhydrater. Plus to proteinshakes om dagen. Og så godt med fysisk træning i fitnesscentret.

Der er ikke plads til byture med vennerne i det stramme skema, og kæresten på syvende år, Louise Andreasen,

må også finde sig i, at samværet med den lille hvide golfbold som regel kommer i første række.

- Heldigvis er jeg så heldig, at både vennerne og min kæreste kan leve med det. Det er megafedt, at der er nogle mennesker, som respekterer, at man vil noget så meget, at man nærmest ikke har tid til andet, siger Jonas Lykke Sørensen.

”Hej, vil du sponsere mig?”

Han sidder og piller ved kanten af sponsor-brochuren, mens vi snakker. For det er noget helt nyt, der også æder af hans tid nu. Sponsor-jagten. Erhvervsmanden Søren Aa, som også spiller i Esbjerg Golfklub, har hjulpet ham med at finde frem til priserne og udforme den flotte folder, men Jonas skal selv ringe op til mulige sponsorer og tage ud og vise folderen frem.

”Jeg ser lidt golf i fjernsynet, sådan de helt store turneringer, for golfen skal heller ikke fylde alt. Andet sport ser jeg stort set ikke, og da slet ikke fodbold. I virkeligheden er jeg nok bange for at blive for optaget af noget, for der er ikke lige plads til en stor ny interesse i mit liv lige nu.”

Jonas Lykke Sørensen

Og det er en helt anden type salg, end når han om lørdagen hjælper til i sin fars tøjbutik, Butts&Buttons, i Torvegade:

- Jeg skal sælge mig selv, og det er nyt for mig. Egentlig føler jeg, at jeg har noget sælger i mig, men at ringe op til folk og høre, om de har tid til at møde, fordi jeg gerne vil sælge dem et sponsorat, dét er grænseoverskridende. Meget. Men det bliver man nødt til, og det er gået godt. Jeg ringer simpelthen bare op, og hvis jeg får en aftale, tager jeg ud til virksomheden og præsenterer mulighederne for dem, siger Jonas Lykke Sørensen.

I kulissen står Søren Aa klar til at hjælpe med alverdens praktisk, som for eksempel at arrangere en sponsordag. Og så er der mor, som tager sig af regnskabet. For at være pro er at have en selvstændig virksomhed, så der skal laves bogføring og indgives årsregnskab.

- Det er ingen hemmelighed, at selv om jeg har fået nogle sponsorater i hus, bliver det ikke lige nogen overskudsforretning sådan lige nu og her. Jeg lever lidt på en sten og må gøre alt, hvad jeg kan for at minimere mine rejse- og leveomkostninger. For eksempel bor jeg stadig hjemme ved mine forældre, og når jeg skal rejse, prøver jeg at finde nogen at køre med, og jeg booker de billigste overnatningssteder privat gennem hjemmesiden Airb’n’b, forklarer Jonas.

Når det er for usselt

Det handler om økonomien, men faktisk kan han også bedre lide at bo et sted med et køkken og andre møbler end på et hotelværelse, hvor der kun er en seng. Han har brug for at kunne opholde sig andre steder end i en seng og kun bruge sengen til at sove i.

Enkelte gange har han dog været så ivrigt efter at booke et sted så billigt som mulig, at han er ankommet til en bolig, hvor der var beskidt, og hvor der for eksempel slet ikke var køkkengrej. Det er en tand for usselt for ham.

- Det skal være rart nok til, at man kan restituere. Nogle gange bor jeg desuden sammen med en anden spiller – igen for at holde økonomien nede – men jeg er ikke et 100 procent socialt væsen. Jeg kan også have brug for bare at være mig selv, og der kan det være hårdt med alle de rejser og overnatninger. For eksempel i Spanien, hvor jeg var sammen med de andre spillere hele dagen på golfbanen. Så var man lige oppe at ligge en time på hotelværelset, og så var der ellers fællesspisning igen til aften og helt frem til, at man gik i seng kl. 21. Det var hyggeligt, men i de sidste dage tror jeg, vi var flere, der trængte til at komme hjem, siger han.

Det skal lykkes om tre år

Nu venter en sæson med fuld skrue på både træning, spiludvikling og turneringer – og ikke mindst med at finde balancen mellem de tre. For eksempel byder foråret på en turnering på Rømø, herefter starter turneringerne i Danmark og Skandinavien, hvor Jonas blandt andet skal spille tre uger i Sverige. Så lige efter er der en turnering i Norge, men den overvejer han at springe over.

Ellers bliver der for lidt tid til at køre over og få træning hos Kenneth i Kerteminde, og Jonas har besluttet, at den næste tid skal handle mere om udvikling end om resultater.

- Det er selvfølgelig godt at komme ud og spille turneringer, og det skal jeg også. Men sådan nogle uger, hvor jeg spiller i Sverige, kommer jeg først hjem til Danmark sent fredag aften eller lørdag middag, og så skal jeg køre derop igen søndag for at være klar til mandag morgen. Det koster meget i rejsetid og giver ikke luft til træning herhjemme. Derfor skal jeg også have modet til at sige nej til turneringer hist og her. Det er det med at finde balancen, siger han.

Meget i Jonas’ liv handler om mål og målinger lige nu. Han sætter sig mål, vurderer på sig selv hvordan det går, lytter til træneren, justerer mål, sætter nye mål, vurderer igen. Derfor har han selvfølgelig også sat tid på, hvornår der gerne for alvor skulle begynde at ske store ryk i pro-karrieren.

- Jeg har givet mig selv tre år fra nu til at blive så god, at jeg gerne skulle spille med om at komme videre. Jeg skal ikke blive på det sted, hvor jeg er nu, i de næste 10 år. Der skal ske en udvikling, og jeg skal som minimum være så god om tre år, at hvis jeg ikke kommer med, så er det lige på vippen og nærmest kun et uheld. Går det ikke sådan, så vil jeg hellere finde på noget andet. Så er jeg nødt til at stoppe op og spørge mig selv: Er det det rigtige, det her? Skal jeg hellere noget andet? siger Jonas Lykke Sørensen.

Så kalder træningen på Marbækbanen. Det er en solskinssøndag, og sponsor-materialet ryger ned i tasken igen. Det er, trods alt, endnu sjovere at gribe om et jern end om det der tynde papir.

Bogskogen om Bogskogen

Bokskogens Golfklubb blev dannet i 1963 og få år senere stod de første 18 huller færdige. Vores klubhus, som oprindeligt var en gammel Skånegård, er blevet ombygget og renoveret med en ægte fromhed.

Klubben har to naturskønne og udfordrende 18-hullers baner. I den skiftende natur omkring både Torups og Skabersjös slotte har vi omhyggeligt skabt et golfmiljø, der udfordrer og tilfredsstiller dig som golfspiller og dine højeste forventninger. Begge baner forbinder tæt på Yddingens bred og giver dig en naturoplevelse af højeste rang!

Kungsbanan - Naturbanen med par 71

Den nye banes profil er naturbanen. Store dele af banen omkranser vådområder ved Yddingens afløb til Sege å. Det er vigtigt at planlægge slagene nøje, så selvom banen er forholdsvis kort, er der ofte træer i vildtlinjerne, mens naturligt vand til tider gør banen udfordrende.

Gamla Banan - Mesterskabsbanen med par 71.

Gamla Banan har siden 2004 redesignet og nybygget grønne områder med meget hårde og hurtige greens.

Gamla Banan har seks (6) forskellige skrå banelængder at vælge imellem, og den bagerste tee er nu hele 6.500 meter!

Restauranten på Bokskogen byder på en kulinarisk oplevelse med á la carte retter, dagens ret og Business Lunch menuen. Restaurantens veranda byder på en vidunderlig udsigt over Gamla Banans udfordrende hul 10 og byder fra det nye terrassehegn på en lige så vidunderlig udsigt over næsten hele Gamla Banan.

Klubbens golfshop har et rigt udvalg af golfartikler og tøj efter den nyeste mode og fund.

I tilknytning til klubhusområdet ligger driving range, putting green og chipping green. Vi har også et rigtig fint træningsområde, hvor du træner med dine egne bolde og træner spil på en korthulsbane med fire huller, alternativt vores Drengebane med seks korte huller.

GOLFKLUBB ARBEJDER PÅ AT BLIVE SVERIGES BEDSTE PARKBANE.

En parkbane er kendetegnet ved at være kontrastrig med en varieret flora af vegetation, der både indrammer golfhullerne og danner forhindringer

- Her er frodige fairways, velplejet græs, hække, blomsterbede, tilgroede grønne træer og buske. De klare linjer mellem forskellige klippehøjder, vandforhindringer og bunkersand skal være lette og synlige fra både tee og fairway. Mange af hullerne er beskyttet mod vinden og har hurtige greens i en stor del af sæsonen. Mellem hullerne er der tydelige gange, meget grus. Skilte, boldvaskere og bænke falder godt ind i naturen Spilleren tilbydes en betagende udsigt over et let bølgende landskab med damme, plantager og træer. Banen er tilrettelagt og naturen er designet til en samlet oplevelse og giver indtryk af en park.

Længe før man når frem til Bogskogens Golfklubb kan man ikke undgå at tænke på at der her nok gemmer sig en helt anden oplevelse en den vi har med i bagagen fra vores grønne og violette landskab i Marbæk.

Bøgetræerne danner sammen med den kringlede vej helt klart en forventning om at her kommer vi til noget meget anderledes, og ja det første der møder os bag en stor parkeringsplads er en landejendom af sydfynske dimensioner. Blot er bygninger her bygget op af naturens egne mursten, kampesten, med hvidkalkede fuger.

Hyggen oser dig i møde og ved checkin fortsætter det med venlig betjening. På gårdspladsen er det første der møder dig en udsigt til banerne og restaurantens udendørs faciliteter. I den del af bygningen man først kommer til ligger reception og proshop side om side.

Efter at have checket ind og blevet udstyret med scorekort baneguide og nøgle til buggien, var vi parate til at indtage banen. Selvfølgelig kunne vi have brugt lidt tid på også at træne lidt på udslag og puttegreenen, men hvorfor nu gøre det, når det jo er det vi bruger mindst tid på derhjemme. Så afsted med os ad dejligt afmærkede veje og stier. Sjældent langt mellem hullerne, dog skal man huske ikke at blive så fascineret af den smukke bane at man helt mister orienteringen. Det var faktisk ved at ske for os cirka midtvejs, men så er det nu rart at skiltningen er tydelig og at der foran går nogle i pangfarver.

Bogskogens Golfklubb har været med i Top Nordic helt fra starten og iflg. klubbchef (mangeren) Thomas Ahlberg udviklede Top Nordic sig faktisk ud af et samarbejde mellem Vasatorps Golfklubb og Bogskogens Golfklub, for senere at få nogle danske klubber med, herunder Esbjerg Golfklub.

Klubben har et af de største antal Top Nordic gæster, på årsplan bliver det til mere end 500 gæster. Rigtig mange af gæsterne kommer naturligt nok fra de sjællandske klubber der jo ikke ligger langt væk. En tur over broen og vupti så er man pludselig i den store grønne bøgeskov med baner lige ned til en af de mange store svenske søer.

- Mange tager turen herover om aftenen og vore indtryk er at de ligesom vore medlemmer er glade for Top Nordic samarbejdet. Nu er Vasatorps Golfklubb ikke mere med, men så er til gengæld både Kalmar

Golfklubb og Forsgårdens Golfklubb med og derfra får vi naturligvis også en del besøgende.

Endnu en gang faldt samtalen med en Top Nordic manager på muligheden for at arrangere en turnering for Klubberne i Top Nordic samarbejdet. Emnet har været oppe flere gange, med strander hver gang på hvem og hvordan skal det administreres, fortæller Thomas Ahlberg.

Tilbage til banen. Uden at denne artikel skal være en vurdering af banens tekniske kvaliteter og dem er der sikkert mange af, men lad de der har forstand på det

skrive om det, jeg nøjes med at beskrive oplevelsen af at gå en 18 hullers tur. Og oplevelsen er rigtig god. Et smukt landskab, hvor golfbanen integrerer sig på smukkeste vis, f.eks. har man bevaret de gamle stengærde der omgav nogle marke i fordums tid, de er nu blevet til naturlig forhindringer på enkelte huller. Vand er der også, f.eks. hul 10, lige udenfor kiosken med pølser og stedet hvor der faktisk tit opholder sig en del golfspillere, der nyder pausen efter de første ni huller. Et par 3 hul , ingen fairway men en smuk lille sø direkte mellem teestederne og green. Her skal ikke rystes på hånd, man skal se bort fra det pølsespisende publikum

Regler og restriktioner for Topnic Spil

Forudbestilling kun via din egen klubs kontor. Reservationer foretaget på anden måde vil skulle betale almindelige greenfee og kan ikke justeres på spilledagen eller af spilleren.

Det maksimale antal golfspillere fra enhver klub, der kan bruge den gensidige udveksling på én dag i hver klub, er FIRE.

Det maksimale antal runder en golfspiller kan spille i en klub inden for en 7-dages periode er EN.

Det maksimale antal runder en golfspiller kan spille i en klub inden for et kalenderår er FIRE.

Eventuelle undtagelser eller yderligere tilbud udover ovenstående er op til hver klub. og så bare slog over søen.

Glemte jeg at fortælle at det også er muligt at bo på Bogskogans Golfklubb. Så kør blot hjemmefra om morgenen, spil en dejlig runde golf på Kungsbanan (der skal betales greenfee), som er den hurtigste at spille, hyg jer i restauranten om aftenen og få en god nats søvn. Stå tidligt op næste morgen, få lidt morgenmad i restauranten og spil så Gamla banan og nyd endnu engang det skånske landskab inden I tager turen tilbage eller fortsætter til en anden Topnordic bane nu I er i gang.

ENESTE HØNE I GREENKEEPERGÅRDEN

Hun troede, hun skulle køre lastbil eller være misbrugskonsulent, men så ringede de en dag ude fra en golfklub, hvor man lavede noget så skørt som at ”flytte huller”. Poula Brink var på alle måder en vildfaren fugl, da hun blev ansat som eneste kvindelige greenkeeper i Esbjerg Golfklub. I dag er hun i gang med 10. sæson i sit drømmejob.

Af Mai Møller Christensen

Hun retter sig adræt op fra bunkeren, da hun hører buggyen nærme sig. Rutineret kaster hun et blik ud over greenen for at sikre sig, om der er golfspillere på vej, som vi skal rykke os for, og lyser så op i et stort smil over arbejdstøjet.

- Hej med jer! Jeg sagde ellers lige til Bjarne, at I skulle have billeder af pigerne, så han skulle blive her, ler hun.

Værkstedshumoren er intakt. Grebet om haveredskaberne er tydeligt erfarent. Det store hår er samlet i nakken, så det ikke forstyrrer arbejdet, og der er kraft i overarmene med de energiske bevægelser. 42-årige

Poula Brink er greenkeeper. Arbejdsmand. Eneste forskel på hende og klubbens andre greenkeepere er, at hun er kvinde. Eneste høne blandt alle mændene i greenkeepergården.

- Jeg tænker faktisk ikke så meget over det. Og det fornemmer jeg heller ikke, at mine mandlige kolleger gør. Jeg er bare en del af flokken. Jeg er jo heller ikke sådan en ’pige-pige’, der sidder og snakker om neglelak, og så har jeg bare altid godt kunnet lide at være på en arbejdsplads med mænd. Jeg trives blandt dem. Der er ikke alt det fnidder. Alt er ligesom bare simpelt og reelt og lige ud ad landevejen, smiler Poula Brink.

Det er nu ti år siden, hun første gang blev ringet op og tilbudt en sæsonarbejder-stilling på Esbjerg Golfklub. Hun var ledig for en periode og var i fuld gang med at tage lastbilskørekort. Få dage inden køreprøven fik hun så det her tilbud om at komme ud og arbejde i en golfklub, i et såkaldt ”rotationsjob”, hvor hun skulle udfylde en stilling, mens nogle af greenkeeperne var på skole.

Poula Brink anede ingenting om golf dengang. Havde aldrig spillet det og aldrig sat sig ind i den der mærkelige sportsgren. Men hun vidste, at hun elskede at arbejde udenfor.

- Det var noget, jeg fandt ud af under en praktik på en kirkegård. Det der job som graver var bare helt, helt vildt fantastisk. Der var højt til loftet, man var en del af et team, samtidig med at man også arbejdede selvstændigt. Og så var det udenfor! Jeg nyder meget at være i naturen. Vejret skifter, naturen skifter, og arbejdsopgaverne ændrer sig i takt med årstiderne. Det var dér, jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle sidde stille inde på et kontor, selv om jeg egentlig havde tænkt på at blive misbrugskonsulent, siger Poula Brink.

Skør jobbeskrivelse

Så hun sagde glad ja til tilbuddet om en rotationsstilling i Esbjerg Golfklub. Også selv om en kollega fra lastbil-kurset havde fortalt hende noget meget underligt om de der greenkeepere:

- Jeg husker så tydeligt, at jeg fik at vide: ”Så skal du ud at flytte huller”. Jeg tænkte: Det var fandme da det dummeste, man kunne finde på at gøre. At flytte et hul. Hvorfor hulen skulle man dog gøre det?

Hun ler. I dag, efter tusindvis af dage iblandt de hulflyttende greenkeepere, er hun mere end glad for, at hun accepterede den skøre jobbeskrivelse. For den ene sæson blev til mange flere. Poula Brink er nu på sit 10. år i Esbjerg Golfklub, og hun er vild med sit arbejde.

- Der er den der samme teamfølelse, som på kirkegården dengang. Jeg har det rigtig godt med mine kolleger, og samtidig arbejder man også selvstændigt, når man kører rundt og klipper. Jeg nyder naturen herude, og jeg kan godt lide, at jeg får brugt min krop og bevæget mig. Og så er det også bare en enormt positiv arbejdsplads. Det er et rart sted at være. Et positivt sted at være. Golfspillerne hilser på os og på hinanden, der er altid et smil, siger Poula Brink, som egentlig helt rigtigt er ansat som ”greenkeeper-assistent”, da hun ikke har den formelle uddannelse som greenkeeper.

Kun elitespillerne, som ankommer til Challenge Tour, Ecco Tour og andre store turneringer, er lidt for reserverede for Poula Brink. Sikkert fordi de er dybt koncentrerede, og måske også blandet med, at nogle af dem ikke kommer fra klubber med samme gode tradition for, at alle hilser på alle.

Men pyt med det. Så ryster greenkeeperne bare lidt af de her fine spillere, når de sidder på greenkeepergården og holder pause. Taler om jagt, om biler, om banernes tilstand og om cykelløb. Poula har også selv været i gang med at tage jagttegn. Hun tænker nogle gange over, om hun burde være født som en dreng.

- Men nej, det er jo bare vores kønsstereotyper, der er sådan. Jeg har en mandlig kæreste og er lige så meget kvinde, som alle andre. Jeg har nok bare de der sider, hvor jeg godt kan lide at udfordre mig selv, og der må godt være noget action og noget friluftsliv, og det forbinder mange med mænd. Jeg har også nydt, når vi kolleger har været ude at skyde lerduer med andre firmaer. Jeg ved, at mange andre kvinder er ligesom mig, og jeg er da også glad for at høre, at der går kvinder på greenkeeperuddannelsen nu om dage. Selv kender jeg ikke en eneste anden kvinde, som er ansat som greenkeeper, og det er egentlig lidt synd. Jeg tror, det giver noget godt til en arbejdsplads, når begge køn er repræsenteret, siger hun.

Kalender med nøgne mænd

Hun smiler, når hun kommer til at tænke på, at chefgreenkeeper Morten Terkelsen lige var henne at spørge mændene, om de var okay med, at der kom en kvinde ind i sjakket, inden hun blev ansat. Det har hun fået fortalt. Og det var de heldigvis friske på, og de har da heller ikke oplevet andet, end at Poula Brink var ”one of the boys”. Det skulle da lige være, når hun har haft en lille sabotage i gang med de damekalendere, som der for sjov er blevet hængt op i greenkeeperskuret.

- De kalendere generer mig slet ikke, de er jo bare hængt op i sjov. Men jeg har alligevel drillet mine kolleger lidt og ”stået op på mit køns vegne” ved at vende nogle af kalenderne om og tegne overskæg på et par af pigerne. Og jeg og viceværten Hanne blev bakket op af Morten Terkelsen, som hængte en mandekalender op som modvægt. Men den blev hurtigt dækket til af endnu én med kalenderdamer – nøgne mænd var simpelthen for slemt for dem at se på, ler hun.

Samtidig understreger hun kraftigt, at der på ingen måde er fare for nogen #MeToo-hændelse i greenkeepergården. Hun har aldrig følt sig krænket, men helt ligeværdig med mændene og 100 procent en del af fællesskabet.

Trods sin kropsbygning som kvinde knokler hun da også bare derudaf, så hun behøver ikke noget fitnessabonnement. Kroppen er godt brugt og enormt træt, når der er fyraften klokken 14, og der er blevet arbejdet siden klokken 6 om morgenen.

- Jeg tog egentlig golfkørekort for mange år siden, for som greenkeeper er det jo fint også at spille banerne ind i mellem, og nu ved jeg efterhånden en del om golf, men jeg ville alligevel gerne vide endnu mere og

selv prøve at spille. Jeg fik da også kortet, men må indrømme, at det godt nok bliver alt for lidt brugt. Jeg er simpelthen så træt, når jeg har fyraften, og efter jeg har sørget for, at banerne og de grønne områder er vedligeholdt og tager sig godt ud, vil jeg egentlig bare gerne hjem til min søn og min kæreste i Gørding. Men det er ærgerligt, for det er da en superfin sport, og nu har jeg jo kortet, funderer Poula Brink.

Tidlige morgener og vinterfyringer Hendes søn er i dag 14 år, men da hun startede, var han kun fire år, og hun var alene med ham, så det var ikke let med en arbejdstid, hvor man skulle møde klokken 6 om morgenen. Ja, endda klokken 5, når der var company days eller store turneringer. Men Poula var stædig omkring sit nye job, så hun hyrede en barnepige, der så selv måtte stå op midt om natten og køre ud til Poula for at tage sig af hendes søn om morgenen og få ham godt i børnehave.

- Det var da et offer, men sådan måtte det være. Ellers kunne jeg jo ikke passe jobbet, siger Poula Brink, som i det hele taget er gået langt for at varetage sit greenkeeperjob.

- Det med vinterfyringerne er da heller ikke det fedeste.

Det ville da være løgn, hvis jeg sagde det. Fire måneder om året er jeg og de fleste af mine andre kolleger vinterhjemsendt, og hvor vi så må gå på fagforeningen eller prøve at få et job. Men det er jo svært at få et job, når det kun er for fire måneder, og jeg vil også have det dårligt med ikke at nævne for en ny arbejdsgiver, at jeg kun har den der korte periode. For jeg ved jo, at jeg gerne vil starte i Esbjerg Golfklub til foråret igen, siger hun.

Nogle vintre er det lykkedes hende at finde et arbejde kun for de få måneder, men tit er det svært. Så har hun fire måneder, hvor hun kun har dagpenge som indtægt, og hvor hun ikke sparer op til pension. Det er hun lidt ærgerlig over. På et tidspunkt fik hun et vinterjob som hjemmehjælper, og det var meningen, at det skulle fortsætte bagefter, men det blev for meget med både greenkeeperjobbet og så det andet oveni.

- Dels er jeg så mørbanket – om end på en god måde –af fuldtidsjobbet som greenkeeper, og dels vil jeg også gerne have lidt tid med min søn. Så nu nøjes jeg med greenkeeperarbejdet i de otte måneder, og så prøver jeg hvert år, om jeg kan finde noget tidsbegrænset arbejde til vintermånederne. Sådan må det være, siger Poula Brink.

Omkring det tidspunkt, hvor hun selv blev ansat i 2022, ændrede Esbjerg Golfklub sine greenkeeper-ansættelser, hvor alle tidligere havde været helårsansat, til at størstedelen nu blev vinterfyret. Kun fire greenkeepere og chefgreenkeeperen er i dag helårsansat. De andre må nøjes med at være ansat fra 1. april til 1. december, og så må de også leve med den usikkerhed, at de reelt ikke ved, om de bliver ringet op næste forår.

- Indtil videre er der da blevet ringet hvert år, så det håber jeg da fortsætter. Men i princippet kan klubben hurtigt vælge at spare og ikke hyre os alle ind til foråret igen. Det er en uro, man må leve med. Så selvfølgelig ville det da være en drøm for mig at blive helårsansat, men indtil videre lever jeg med det her system, smiler Poula Brink.

En sød arbejdsskade

Man skulle så tro, at Poula Brinks egen have nødt godt af, når hun har fri og har sine ”grønne fingre” med hjem. Men nej.

- Det var jo oplagt, at når man var greenkeeper, var man automatisk også et havemenneske, men det ved jeg faktisk ikke engang, om man kan kalde mig. Jeg har det

nok lidt ligesom en mekaniker, som selv kører rundt i en skrotbil. Jeg har ikke travlt med at komme hjem og klippe min egen græsplæne. Det har jeg virkelig ikke, ler hun.

Til gengæld har hun en anden ”arbejdsskade” med sig hjem fra Marbæk, og her er tale om noget, hvor hun omvendt slet ikke slipper en vane fra sin arbejdsplads, selv om hun har fri.

- Siden jeg er startet i Esbjerg Golfklub, er jeg begyndt at hilse på alle mulige fremmede mennesker. Jeg er måske nede i byen eller ude at handle eller noget andet. Får jeg så øjenkontakt med én, kan jeg godt finde på at sige ”Hej”. For sådan gør jeg jo til daglig i Esbjerg Golfklub, uanset om jeg kender folk eller ej. Men folk i byen tror jo, man er helt skør. Jeg kan også godt ryste lidt på hovedet ad mig selv over det. Men jeg tænker mest af alt, at det er en lidt sød arbejdsskade. For det er jo dejligt. Det med, at vi hilser på hinanden. Om vi så kender hinanden eller ej, siger Poula Brink. Så kalder arbejdet igen. Bunkerkanterne retter jo ikke sig selv. Poula går i krig. Der er stadig et par timer til fyraften. Og man skulle jo nødig få at vide af kollegerne, at man er langsom som en ”tøs”.

TILBUD: KØB 4 OG BETAL FOR 3

Vælg imellem seneste optimerede generation af golfbolde fra Titleist, hvor du finder ProV1, ProV1x eller AVX.

Pris pr. dusin kr. 419,(gælder alle modeller)

TILBUD: KØB 3 OG BETAL FOR 2

Køb den populære FootJoy’s GTxtreme handske, der giver høj komfort og er yderst slidstærk.

Pris pr. handske kr. 159,-

DA JARL, MOR OG FAR

SKULLE PRØVE GOLF FOR FØRSTE GANG

En søndag formiddag blev af den uforglemmelige af slagsen, da en familie på tre tog ud for at prøve at spille golf for første gang. Far med iver og konkurrencelyst, femårige Jarl med Wood’sk selvtillid og mor med stor graviditetsmave og gangbesvær. Alle havde en overordentlig festlig dag, hvor det blev prøvesmagt, hvad der venter nysgerrige førstegangsbesøgende i Esbjerg Golfklub.

Af Mai Møller Christensen

Femårige Jarl er vågnet alt for tidligt denne søndag morgen. Kan slet ikke sove mere for al spændingen i sin lille krop. Nu er dagen endelig kommet, som han har talt ned til og snakket løs om i førskolen i de sidste to uger. Dagen, hvor han skal ud at spille golf.

- Mor, jeg tager sådan en polo-t-shirt på, skal jeg ikke det? Jeg så at ham der Tiger Woods på Youtube havde sådan en på.

Esbjerg Golfklub afvikler i år et helt særligt tilbud til golf-novicer, som gerne vil snuse lidt til klubben og golfsporten. Var man i december 2021 den heldige ejer af en såkaldt Esbjerg Kalender – en julekalender, hvor hver låge udgjorde en rabatkupon til en butik eller anden virksomhed i Esbjerg – har man i en af lågerne fået en dag med træning og lækker mad i Esbjerg Golfklub foræret. Uden den mindste egenbetaling.

Men hvordan er det så at komme ud i Esbjerg Golfklub og starte helt fra ’scratch’, hvis man aldrig før har haft et golfjern i hånden, og hvis man knap nok ved, hvad en ”green” eller et ”teested” er, for ikke at tale om al den sorte snak om golfregler, etikette, handicap og par-3-baner?

Det har Esbjerg Golfklubs fasttilknyttede freelancejournalist har taget mand og søn under armen for at undersøge. Hverken mand eller barn har prøvet at spille golf før, og selv har jeg – trods mange artikler om både klubben og golfsporten – heller ingen erfaringer med at spille selv. Det virker alt for kompliceret, så jeg har holdt mig til at gribe om kuglepennen og lade andre om køllerne. Men nu skal det være!

Forventningsfulde og spændte kører vi ud af Esbjerg midtby med kurs mod Marbæk. I barnesædet laver Jarl allerede luftslag i bilen, men han – endnu herligt uvidende – taler om alle de point, han nu skal ud at lave. Selvtilliden fejler ikke noget. Man er vel fem år.

Først da vi 20 minutter senere står på driving range og med åbne munde ser på de andre, der slår ud, kommer der en lille rynke i juniors pande.

- Men hvordan slår man så langt, far? Og man kan jo slet ikke se noget hul, som man skal ramme

Svarene har Frederik Frost, som er vores træner i dag. Helt ligesom man vil opleve det, hvis man indløser en kalenderlåge, får vi først en lille halv time til at smage på driving range. Frederik vil forklare os, hvordan man slår ud med en driver, og han vil rette på vores slag til de sidder – bare en lillebitte smule mere – i skabet. Hernæst skal vi på putting green og træne de korte slag. Så en lækker frokost i klubhuset og til sidst en ægte runde golf på par-3-banen.

Først lader Frederik Frost lille Jarl mærke på en golfbold. Hvor hård den er, og at den er lidt våd.

- Men den er nok våd, fordi den har ligget ude på græsplænen. Hvordan samler du dem egentlig ind? vil Jarl gerne vide.

Frederik Frost forklarer, hvordan nogle særlige maskiner er lavet til at samle golfbolde op, og både junior og far drømmer vist et kort sekund om at låne sådan én med hjem til alle Lego-klodserne på stuegulvet. Så lægger Frederik Frost en golfbold ned, stiller sig i position og viser, hvordan man slår ud. SVUUUUUJJJJZZZ. Bolden flyver højt og langt.

Vi rykker alle tre instinktivt lidt tættere på Frederik. Nogle unge landsholdspiger har taget opstilling på måtterne ved siden af os, og vi vil godt lige stive os af med at vise, at vi er med ham her, som rent faktisk kan slå ud. Om lidt er det jo vores tur.

- Hååårh! udbryder Jarl benovet.

- Ja, hold da op, vi skulle vist have haft en kikkert med. Men det ser da meget nemt ud, siger far Søren og smiler skævt.

Vægten på venstre ben

Frederik Frost forklarer, at det ser langt nemmere ud, end det er. Men nu har vi set, hvordan venstre hånd skal gribe om køllen oven på højre, hvordan man skal stå, og hvad det går ud på, så nu er det vores tur.

Jarl får hurtigt lagt en bold klar og indtaget en selvsikker position. Men selv om han svinger med al verden kraft, som gjaldt det fastelavnstøndens sidste brædder, så sker der ingenting. Han rammer ikke bolden.

- Øv, mumler han, men så er det bare om at prøve igen.

Efter nogle luftslag begynder han at ramme bolden. Den ruller ikke mange meter, men den ruller. Stoltheden skinner ud af de blå barneøjne.

- Mor, se! Jeg ramte. Jeg ramte flere gange. Den ene fløj lidt langt. Men det er svært, mor. Jeg tror ikke, du kan ramme den.

Han får ret. Jeg må banke til luften ikke så få gange, før der endelig er ”bid”, og bolden hopper et lille stykke. Hvorfor hulan blev det egentlig også mig, der skulle stå lige klos op af de der landholdsgolf-piger….?

Bedre går det for farmand, som hurtigt får bolden op at flyve et godt stykke. Hvor uretfærdigt! Heldigvis er Frederik Frost god til ikke kun at rose, men også komme med forbedringsforslag, inden far bliver alt for kæk.

- Du er lidt stiv i kroppen, prøv at bløde lidt op. Vægten på venstre ben. Og så skal du lige holde rigtigt. Tommeltotten skal ligesom gå ind i den anden finger, forklarer Frederik Frost.

Ha! Tag dén, Søren!

Jernet med den store knold

Vi slår videre. Bliver mere og mere komfortable med situationen for hvert minut, om end talentet ikke vokser med nogen eksponentielt stigende kurve. Heldigvis er vi gode til at fejre selv de små sejre. Især Jarl, der danser en hel dans rundt om sig selv, når han har ”skudt en god én”, som han siger.

Andre gange drejer han rundt, fordi han er så ivrig med jernet, at han får for meget fart på og fortsætter bevægelsen rundt som en balletdanser. Endnu vildere bliver det, da Frederik Frost efter lidt tid introducerer ham til en driver. Den er godt nok lidt rigelig stor til en femårig, men Jarl er kun stolt over at få sådan en lang én med masser af power i.

Far får også en driver i hånden nu.

- Øøøh hvad er det nu lige for én – med sådan en stor knold på?

Frederik Frost forklarer forskellen på en driver og et golfjern. Viser igen hvordan man står, og hvordan man slår ud med lige netop en driver. Så hjælper han os i gang med selv at prøve at drive ud. Retter på vores kroppe. Bytter om på Jarls hænder, som er kommet til at skifte plads.

- Se her, Jarl. Når du svinger den tilbage, skal den helt herop til skulderen, okay?

Jarl nikker. Det skal han ikke sige to gange. Med al kraft tonser Jarl driveren mod bolden, og til alt held rammer den, og bolden suser derudaf et godt stykke.

- Wow, Jarl! Godt gået, siger Frederik, og mor og far smiler også.

Lille dreng, stor driver. Det er et sjovt syn. Jarl har nu for alvor fået blod på tanden, og boldene smækkes afsted en efter en – altså dem han får ramt – og der er jubelbrøl for hver succes.

Far er også stadig ret heldig (!) med sine slag. Så meget overskud har han, at han også lige kan kommentere på mors små slag hist og her.

- Nå, den nåede da græsset! lyder det kækt fra ham til et af mine slag.

- Nu tier du bare stille og passer din egen butik, vrisser jeg.

Landsholdsblær

Vi har det sjovt. Frederik må ud at hente flere spande med bolde, for vi får godt nok fyret mange af. Vi har også næsten glemt de der dygtige landsholdsspillere nu. Kun et kort øjeblik bliver Jarl fjern i blikket, da han kommer til at følge en af pigernes bolde med øjnene. Som et fata morgana løfter den sig op og svæver så langt, at den når helt ud af vores synsfelt, og det sætter jo vores nuværende succeser lidt i perspektiv.

Men skidt pyt. Med en skuldertrækning når yngstemanden tilbage til sit eget projekt. Endnu en god ting ved at

være fem år. Man er ikke bange for en stejl læringskurve og vant til at måtte øve sig på alt. Det er værre med os forældre. Selv har jeg med et frustreret ”Men jeg KAN jo ikke” sat mig ned for en kort pause. En graviditet i syvende måned og et par knæ med slidgigt gør også sit til det. Der går dog ikke længe, før nysgerrigheden på at få slagene til at lykkes trækker mig tilbage til udslagsmåtten igen.

Der er også lidt modgang hos Søren lige nu. Frederik forsøger med en god blanding af humor og instruktion at få ham til at bløde lidt op for højre knæ, så det drejer med ind over under ”twistet”.

- Ja, dét der var flot. Meget bedre! Og så hoften, hoften, hoften. Husk hoften.

Det er svært at slippe den spændende driving range, da tiden er kommet til putting green. Men nu venter næste eventyr.

- Ej, se mor, det er lidt som en minigolfbane, den her, siger Jarl opløftet, da vi er nået frem til putting green.

Den slags udtalelser burde vel nærmest også være etikettebrud, men vi er vel begyndere, og heldigvis ser de andre ”puttere” på banen kun ud til at smile stort af kommentaren.

Putting som fuldtidsjob

Jarl selv skal lige have en længere forklaring, da han hører ordet ”pottetræning”. Det skulle man jo synes, man var ovre som førskolebarn. Men få minutter efter er vi alle tre udstyret med de rigtige jern og med kyndig vejledning fra Frederik.

- Man vil som begynder ofte blive overrasket over, hvor lidt man skal slå til bolden her på putting green. Den triller meget let. Og især når man lige kommer ovre fra driving range, hvor man har haft knald på, siger Frederik.

Han får ret. Vi hamrer alt for hårdt til boldene, de ruller langt forbi hullerne.

Men vi bliver ved, og det bliver bedre.

- Herovre på putting green er er ikke noget fysisk, der stopper jer fra at være lige så gode golfere som alle andre. Ovre på udslagsbanen ville man have klare fordele af at have lavet styrketræning og trænet kropskontrol. Putting er noget lidt andet. Og nogle undervurderer denne del af golfen, og synes måske ikke der er lige så meget prestige i, som at kunne slå langt, men det er altså her, pengene vindes. Det er de sidste slag på banen, der typisk afgør det hele, så man skal ikke være sløset med at øve sin putting, siger Frederik.

Han fortsætter med at fortælle om golfspilleren Jones

Steef, som har udtalt, at han putter 35 timer om ugen. Så viser han os nogle gode tricks. Og vi er hurtigt solgt. Det her er også skægt, og det giver en god tilfredsstillelse at opleve bolden glide i hul.

- Jeg er kommet til 8’eren, råber Jarl, som tager alle huller

én for én. Sommerlandets minigolfbaner har ikke eksisteret forgæves.

- Godt, Jarl. Men husk ikke at slå så hårdt. Hørte du det, som Frederik lige sagde? Bolden skal bare puffes lige så stille. Den skal have kærlighed.

I det samme bliver jeg optaget af en lille bille, som kravler gennem græsset, og den moderlige omsorg får mig til at holde en lille pause, så den kan komme videre på sin færd. Søren og Jarl putter videre. Men nu er det blevet frokosttid.

Slut med at ’skyde’ bolden ud på ’græsplænen’

Oppe i Restaurant JC er det en svir bare at kunne pege på menukortet og få serveret. Jarl vælger en børnemenu med nuggets, Søren tager en kaloriebombe af en bøfsandwich, og selv går jeg med et stjerneskud. Det virker storladent, at golfklubben giver både gratis træning og gratis mad til dem med en kalenderlåge. Men det er en investering, som har tjent sig selv hjem, hvis bare ét nyt medlem skriver sig op i klubben.

Mens vi guffer maden i os, dukker begynderinstruktør Ole Zorn op. Han skal overtage fra Frederik Frost, som desværre har nogle andre ”rigtige” begyndere at tage sig af her til middag. Men vi er nu også i mere end gode

hænder hos Ole Zorn, der i en lang årrække har taget sig godt af begynderne på par3 og lang bane.

- Er I så klar til at komme ud og spille rigtig golf nu? For nu skal vi på par-3-banen, siger Ole.

Jarls øjne lyser. Han hørte det med ”rigtig golf”. Det med par-3-banen forstår han til gengæld ikke. Der er så mange svære ord i golf, men han er stolt over, at han nu har lært at kalde græsset for ”green” og ”fairway”, og han ved også, at det hedder ”at slå ud” og ikke at ”skyde til bolden”. Kun når han bliver mest ivrig, kommer han stadig til at sige, at han har ”skudt den”. Det gør far i øvrigt også.

Vi går med Ole Zorn på par-3-banen. Eller – Søren og Jarl går sammen med Ole, mens jeg kører i en buggy. En fin demonstration af, at ikke engang en stor gravid mave, dårlige knæ og en i det hele taget besværet og stakåndet krop, er nogen hindring for at spille golf. Alle kan booke sig ind på golfbilerne, så man kan køre rundt og stadig være med i spillet. Nogle slår sågar ud fra en bil, hvis det er nødvendigt.

- Så begynder vi her ved det første hul, siger Ole, og der går ikke mange sekunder, før vi er i gang.

Der er lige lidt at lære omkring det med at vente på tur, og at det er den, som er længst væk fra hullet, som må slå. Men både Jarl, Søren og jeg selv er begejstrede for

at spille sådan rigtigt mod hinanden. Alt det, som dagen ligesom har båret frem mod indtil nu.

- Men det er lidt svært, mor. Den kørte slet ikke derhen, hvor jeg syntes, den skulle hen, forklarer Jarl alvorligt, inden det er min tur ved tee-stedet.

Min bold ”kører” heller ikke derhen, hvor jeg gav den besked på. Faktisk smutter den helt ud i semirough, men så får vi jo bare lært et nyt begreb. Og det er sjovt med de forhindringer. Jarl har heller aldrig mødt en sandkasse, som man burde undgå, før. Og han ser lidt forelsket på riven, så det er egentlig godt nok, da fars bold endelig lander midt i sandet, så der kan blive

kæmpet i sandet – og revet med riven.

Far, du er en tøsedreng

- Altså jeg synes da, at den her bane er rigelig stor. Tænk, at de rigtige fairways så er endnu længere. Det virker jo helt vildt, siger Søren.

Ole Zorn nikker. Og forklarer, at så er han faktisk ikke, som mænd er flest.

- Det er sjovt, du siger det, for det plejer faktisk at være kvinder, som er mest glade par-3-banen, hvorimod nybegynder-mænd hele tiden tripper for at skulle over på den ”rigtige” golfbane. Men ja, som helt ny er par3-banen da rigeligt stor, og den er rigtig god at træne på, siger han.

Jarl kan ikke dy sig:

- Ha ha, far så er du en tøsedreng.

Vi ler, og vi spiller. Boldene ryger i alverdens retninger. Vi glemmer, hvis der var hvis. Vi laver luftslag, vi snyder lidt, og der går ikke længe, før vi må glemme alt om det med at føre point på det udleverede scorekort. Men det er også lige meget. Vi morer os gevaldigt, og midt i det hele er der de der glansøjeblikke, hvor et slag bliver rigtig vellykket eller vi rammer hullet. Og så bruser det af fryd i hele kroppen.

- Var den ikke god, far? Så du den? Puw, puw, puw, jeg tager dem alle sammen lige nu, siger Jarl stolt, da han har haft et par gode slag i rap.

Søren nikker. Så vender han tilbage til sin egen bold, hvor Ole er ved at forklare et par tips. Der er så meget at lære. Længdekontrol. Græstyper. Vinkler, grader, vind og vejr og hældninger.

- Nå, skal I lige se én, der går i hul? kommer det selvsikkert fra Søren.

Hvorefter han laver det ringeste slag, og heldigvis kommer mor her for engangs skyld lidt foran med det hele og får bolden først i hul. Dernæst junior. Som er så høj over golfspillet, at han slet ikke kan rive sig løs, da det hele skal til at slutte. Næ nej, han vil ikke hjem.

Det har været så skægt og hyggeligt at prøve at spille golf, og Jarl er stolt over at have gået rundt med sin egen lille børne-bag, som vi har lånt, med alle de mange jern med forskellige numre på. Og midt i det hele har han også hørt de voksne snakke om noget, der hedder hugorme-golf, så da spørgsmålet kommer på vej hjem i bilen, kan vi ikke sige, at det kommer bag på os.

- Mor, far, jeg har fundet ud af, hvad jeg godt kunne tænke mig at gå til som min næste fritidsinteresse.

I TORSDAGSKLUBBEN BLIVER PENSIONISTER TIL ”UNGE DRENGERØVE”

De er en ægte herreklub, som holder så meget af hinandens selskab og en god gang mad og drikke, at de en overgang helt glemte at spille golf. I 50 år har Torsdagsklubben været Esbjerg Golfklubs legendariske klub-i-klubben efter skotske forskrifter. Klubben med Hornet, den enevældige kaptajn og en hård – og dyr – optagelsesprocedure. Og klubben, som har fået livslang karantæne fra et hotel i Tyskland.

af Mai Møller Christensen

Hjemme er de bedstefædre for skønne børnebørn, ja måske ligefrem oldebørn. De er pensionerede lærere, revisorer, købmænd og meget andet, og mange har en stor omgangskreds fra et aktivt liv. Ordentlige, dygtige, velansete ældre mænd, og ikke sjældent med en vis pondus.

Men når de træder ind i Esbjerg Golfklubs foyer en tirsdag eller torsdag formiddag, og vennerne fra Torsdagsklubben venter, sker der et eller andet. Dåbsattest ændres, mændene er pludselig 50-60 år yngre, de er en del af slænget nu, og verden ligger åben med greens, øl og hornmusik. Dagen er ung, humøret er højt, golfgearet ligger skinnende klar i baggen, og kvinderne er blevet derhjemme.

Sådan har det været i Torsdagsklubben siden 1972, så i år kan Esbjerg Golfklubs ældste og mest sagnomspundne herreklub fejre sit 50 års jubilæum.

- Et eller andet sted er vi jo en værre flok drengerøve, ikke? Alle de drillerier, platte vittigheder og optagelsesritualet for nye medlemmer. Jeg var i mange år den yngste i klubben, og hvad jeg ikke har været udsat for af stikpiller og pjank. Men det er jo det, der gør det hele så herligt. Vi er virkelig bare nogle gode venner, som nyder hinandens selskab utrolig meget, og hvor der er godt gang i de kække bemærkninger, som måske kommer lidt mere frem, når der ikke er kvinder til stede, ler Ole Zorn.

Der er plads til 65 medlemmer i Torsdagsklubben – der trods navnet mødes og spiller både tirsdag og torsdag nu om dage. I perioder har det været fuldt hus, men i øjeblikket ligger medlemstallet på omkring 50. De fleste, som stopper i Torsdagsklubben, gør det alene på grund af helbredet. For aldrene i klubben spænder i øjeblikket fra den yngste på 66 til den ældste på 88 år.

Captainen bestemmer alt

Sådan har det ikke altid været. Da Torsdagsklubben blev stiftet i 1972, få år før Esbjerg Golfklub flyttede lokation fra Nørreskoven til Marbæk, var den en klub for erhvervsaktive mænd. Ofte selvstændige erhvervsdrivende, som havde mulighed for at tage fri til middag torsdag og tage ud i klubben.

Initiativtager til Torsdagsklubbens grundlæggelse var selveste Jens Wester-Andersen, som er den måske allerstørste skikkelse i hele Esbjerg Golfklubs historie. Ikke bare var han formand for Esbjerg Golfklub i en årrække, han var en af pionererne bag hele flytningen af klubben til Marbæk, og så var han mangeårig formand for Dansk Golf Union og involveret i golfkommitéer på internationalt plan.

Desuden havde han forelsket sig i ikke bare sin skotske kone, men i hele den skotske golfkultur, lige fra atmosfæren i Royal And Ancient Golf Club til smagen af et godt

NB! Fotos i denne artikel er hovedsaglig indsamlet fra medlemmernes egne fotos.

Jens Wester-Andersen

JWA-Pokalen

glas single malt whisky efter en match. Og nu ønskede han, at der blev stiftet en herreklub efter skotsk forbillede, så formanden kom ikke til at hedde ”formand”, men ”Captain” som i Skotland, og alt det med vedtægter og generalforsamlinger, og hvad der ellers hører til i en typisk dansk klub eller forening, blev skrottet. For det brugte de golfspillende skotter ikke, skriver Jens WesterAndersen i en tekst om Torsdagsklubbens begyndelse:

”Vi var fra starten kun mellem 10 og 15 medlemmer, så vi fandt det aldeles unødvendigt at afholde generalforsamling med valg af formand og bestyrelse endsige vedtagelse af love for klubben. I stedet valgte vi at følge de traditioner, der i flere hundrede år havde eksisteret i de gamle skotske golfklubber, hvor klubben blev ledet af en ny Captain, som kun fungerede i et år. Vinderen af den årlige runde, der blev spillet på scratch-basis, vandt titlen som Captain. (…)

Da vi som nævnt hverken afholdt generalforsamling eller havde nogen bestyrelse, blev det vedtaget, at Captainen skulle have den enevældige magt i alle klubbens henseender”, skriver Jens Wester-Andersen i 2003.

Også når det kom til optagelse af nye medlemmer, skelede Torsdagsklubben til de gamle skotske traditioner. I Skotland skulle en kandidat proponeres af to medlemmer af klubben, og optagelse blev afgjort af en medlemskomité gennem ballotering, altså ved at alle

komitéens medlemmer kom en kugle i en kasse, og farven på kuglen viste, om man billigede dette medlems optagelse eller ej. Bare en enkelt sort kugle i kassen betød, at ansøgeren ikke kunne optages.

I Esbjerg modificeredes skotternes regler lidt, så der var ingen kugler og kasser, men dog skulle en ansøger proponeres – altså agiteres for – af et medlem af Torsdagsklubben, som forelagde forslaget for de øvrige medlemmer ved fællesspisningen om torsdagen. Hvis blot ét medlem protesterede, var optagelsen udelukket.

Og endelig kan historien om det captainshorn, som bliver brugt i Torsdagsklubben, også med lidt god vilje føres tilbage til det skotske, mente Jens Wester-Andersen:

Der er stadig ingen love, ingen vedtægter og ingen bestyrelse, men benhård enevælde til captainen. Og nye medlemmer skal stadig indstilles af et eksisterende klubmedlem og kan vrages, hvis nogen er imod denne persons optagelse – blot skal der i dag være hele to medlemmer, der opponerer, før emnet afvises, og det hele foregår skriftligt. Medlemmerne får rundsendt en lille skrivelse om, hvilken person der er blevet indstillet til optagelse, og hvad der er denne persons erhvervsmæssige baggrund og interesser. Og handicap! Som må være på max 36.

”Når Captainen for The Royal and Ancient Golf Club tiltræder sin periode, sker det ved, at han på 1. teested på The Old Course driver sig ind. I samme øjeblik han rammer bolden, bliver der affyret en kanon, der står på selve teestedet. Da vi startede Torsdagsklubben, havde vi ingen kanon, men anskaffede os i stedet hornet, og traditionen har lige siden været, at den nye Captain bekræfter sin nye værdighed ved at give et trut i hornet og efterfølgende lader sit navn indgravere på hornet. Nye medlemmer i Torsdagsklubben skal også bekræfte deres optagelse med et trut i Captainshornet” skriver Jens Wester-Andersen.

Åh nej, de ville spille golf

Meget er stadig bevaret fra dengang i 70’erne. Der er stadig en captain, som kun vælges for ét år ad gangen.

En af dem, som var med til at stifte Torsdagsklubben sammen med Jens Wester-Andersen i 1972, var erhvervsmanden Johan Hoffmann, som mange bedst kender for at stå bag virksomheden Arovit Petfood, i dag hedder C & D Foods. Han husker godt den store fascination af de skotske herreklubber, der lå bag Torsdagsklubben, men han husker også, hvordan den esbjergensiske udgave i starten kom til at handle endnu mere om at hygge sig end at spille golf.

- Vi havde jo kun en 9 hullers golfbane, og tanken var jo, at vi først skulle spille de ni huller og så spise bagefter. Vi havde en dejlig dame, fru Petersen, som lavede gammeldags mad til os. Stegt flæsk og medisterpølse og sådan noget. Så kom man ud efter arbejde, og nogle spillede golf, mens andre bare kom til spisningen og for at spille kort bagefter. Man måtte altså gerne bare

komme og spise med, uanset om man havde spillet golf eller ej. Det primære var, at vi fik det der mad. Og spillede kortspillet l’hombre bagefter, hvor jeg kan huske, at jeg var den hel unge, som var stolt over at spille med ”kendte” medlemmer som Tage Nyborg og Harald Eriksen og med en direktør fra Varde Bank, fortæller Johan Hoffmann over en telefonforbindelse til Spanien, hvor han bor i dag.

Johann Hoffmann udtaler kortspillet ”lumber”, for det blev det kaldt, og det gik der meget tid med, både i klubhuset i Nørreskoven og senere i det nye i Marbæk. Andre medlemmer af Torsdagsklubben spillede andre kortspil eller raflede. Der blev også sunget mange sange, typisk tre eller fire sange hver gang, og Torsdagsklubben fik endda sin egen sangbog med klubnavnet på, sponseret af Varde Bank og med alle de klassiske danske sommer- og vintersange i.

Endelig havde klubben sin egen huspoet i Vagn Andersen, der var papirgrosserer ude på Darumvej, og som kunne digte sjove sange på melodier kendt fra Højskolesangbogen. Nu var sangene lavet om til selvironiske sange på golfsprog og handlede om køller og jern og bunkere og hvad man kunne komme ud for – eller hvad medlemmerne allerede var kommet ud for – af ulykker på en golfbane.

Så der blev sunget, spist, drukket og spillet kort til

den store guldmedalje i Torsdagsklubben, og Johan Hoffmann tænker tilbage på den tid med stor glæde. Men så skete der noget.

- Flere og flere ønskede at blive medlem, og pludselig begyndte vi at få nogle ind, som ikke spillede kort. Men som faktisk ville spille golf. Så begyndte de at bestemme, at nu skulle det hele gå op i golf og ikke så meget kortspil. Og det var jo for så vidt også i orden. Det var jo, når alt kommer til alt, en golfklub. Så det var rigtig nok. Så det endte mere og mere i, at vi altid alle sammen spillede golf først, og så spiste vi lidt bagefter. Det fik de nye medlemmer trumfet igennem, ler Johan Hoffmann.

Festmenu: Grisefødder fra Arovit Det var nu også meget sjovt, det med at spille golf, og det var bestemt ikke, fordi det festlige element forsvandt fra Torsdagsklubben, bare fordi ruder-kort og raflebægere blev skiftet ud med køller og golfbolde. Nu flyttede anekdoterne, vittighederne, drillerierne og de højrøstede latterbrøl bare ud på banen i stedet for, og bordformand og captain havde – og har – til tider lidt udfordringer med at holde snor i de kåde medlemmer. At få dem på de rigtige hold, at få dem til at høre efter, at få dem til at huske spillenes regler – og ikke bare finde på deres egne, når man er kommet i problemer med en bold.

Stemningen har altid været i top, når Torsdagsklubben mødes, og Johan Hoffmann husker årene, hvor medlemmerne strømmede ind, og hurtigt fik lært, at god humor og skæve indslag er det mest værdsatte i den livlige klub.

Selv lavede Johan Hoffmann også et nummer med vennerne i Torsdagsklubben, da han et år fejrede fødselsdag.

- Jeg lavede jo hunde- og kattemad ude på fabrikken. Og derude havde jeg så skaffet grisefødder, som var blevet kogt i aluminiumsfolie, og de blev serveret for dem alle sammen. De så godt nok meget skæve ud i hovederne, da de skulle spise det, men jeg holdt masken. Der var da også en, som spiste to af dem – inden jeg tilstod, at det altså bare var for sjov. Da de så lige havde sundet sig lidt, blev grisefødderne smidt ud, og de fik frikadeller i stedet for, griner Johan Hoffmann, som også husker, hvordan der blev gået godt til snapsen for at styrke sig oven på denne nye kulinariske oplevelse.

”Hvem er ham den gamle der?”

Mogens Nielsen meldte sig ind i Esbjerg Golfklub i 1964, men da han i 1973 flyttede til Nordby på Fanø, måtte han melde sig ud. 10 år senere vendte han tilbage, men nu var der venteliste til overhovedet at blive medlem af Esbjerg Golfklub, så Mogens Nielsen måtte lade sig skrive på en venteliste og i stedet spille i Kaj Lykke i Bramming og på Breinholdtgård, indtil Esbjerg

Golfklub i år 2000 endelig åbnede for nye medlemmer igen.

Straks han var kommet ind, blev Mogens Nielsen medlem af Torsdagsklubben, og lige siden har fællesskabet med de andre herrer beriget hans liv.

- Det er jo det med, at vi kan drøfte alt muligt. Der er jo mange ting i ens tilværelse, som man gerne vil snakke med andre om, og mænd har en lidt anden tilgang og en anden jargon end kvinder, så det er godt at få tingene vendt ikke kun med sin kone, men også i Torsdagsklubben. Desuden er der jo advokater og alverdens andre titler, så man kan altid få gode råd. Kun taler vi næsten aldrig om politik. For det kan jo være noget forfærdeligt noget at komme ind på, smiler Morgens Nielsen.

Han er i dag 81 år og sætter også pris på, at golfrunderne med torsdagsherrerne koster ham 13.000 skridt på en helt almindelig dag og uden, at han bemærker, at han har dyrket motion. I lang tid gik han desuden med sin bag på ryggen. Lige indtil hans kone for 15 år siden sad med sine veninder på klubhusets terrasse og hørte nogle ord falde, som hun senere samme aften måtte gentage for sin mand.

- Hun sad der med veninderne, og så var der én, der sagde ”Hvem er ham den gamle der, som næsten ikke

kan slæbe sig afsted med sin bag?” Hvortil min kone måtte udbryde: ”Jamen det er da min mand!” Så kom hun hjem og sagde: ”NU er det slut med at gå med bære-bag”. Så gik jeg over til vogn. Jeg turde ikke andet, ler Mogens Nielsen.

- Man kan også køre med buggy, og det gør nogle. Det er det, der er så fantastisk ved golf. Det er svært at blive for gammel til det. Og jeg bliver da stolt, når jeg ser på min app på telefonen, at jeg har gået 13.000 skridt på en runde. Det er da egentlig meget godt. Hvor mange sportsgrene ud over kortspil kan man lige deltage i på min alder? Og få så god motion? Og med 81 år er jeg jo ikke engang den ældste i Torsdagsklubben, siger han.

Tabte med vilje

Med sine kun 69 år er Ole Zorn blandt de yngste i klubben, men han har alligevel været med siden 1990. Dengang blev han indstillet af Esbjerg Golfklubs daværende restauratør, Knud, som syntes, at den unge købmand skulle have mulighed for at spille golf med andre selvstændige. Ole Zorn drev dengang den daværende købmandsbutik på Gl. Vardevej lige over for der, hvor Svømmestadion Danmark ligger i dag.

Der var ingen protester mod at optage Ole, så pludselig sad han dér til optagelsesceremonien, hvor et nyt medlem traditionen tro skal trutte i captajnshornet for at markere sin optagelse og desuden give en omgang til alle de andre.

- Det er altså ikke helt billigt med den omgang. Jeg får tit helt ondt af de nye medlemmer. For det er jo restauratør-priser, og vi er 20-30 medlemmer mødt op, men der er ikke noget at gøre. Sådan er reglerne. Øl og hornmusik hører med til optagelsen, siger Ole Zorn.

I virkeligheden er klubbens traditioner og skævheder det, han selv holder allermest af ved Torsdagsklubben. Han er klubbens kasserer gennem mange år, for i modsætning til captainen må kassereren gerne sidde i mere end et år, ja faktisk er der slet ikke tale om nogen udskiftning, da der jo ikke afholdes generalforsamlinger eller andet demokratisk.

- Jeg skal vist bare være der, til jeg falder af pinden, som Ole Zorn udtrykker det.

I løbet af året tager klubmedlemmerne på et par endagsture til for eksempel Ribe, Blåvand eller Ho for at spille en anden bane, og der er julefrokost og afholdes en match om Wester-Andersens Mindepokal, og selvfølgelig med et efterfølgende glas whisky, for at ære deres gamle formand og Torsdagsklubbens stifter. Og så er der den helt store tur, som er Captains Match, hvor medlemmerne er afsted på en tur til en udenbys golfbane og med overnatning, og hvor den gamle går af og en ny captajn bliver udpeget.

Turen er altid festlig, for efter at have spillet golf den første dag, er der festmiddag med alverdens underholdning. Sjov og ballade, taler og sang. Den tidligere rektor for Sydvestjysk Musikkonservatorium, Axel Momme, er med i Torsdagsklubben, og han kan spille, hvis der er et flygel til stede, og han har også skrevet en lille operette til Torsdagsklubben, hvor de golfglade herrer så skal agere kor.

Et år på Fyn gik det ekstra højt for sig, da restaurantens andre gæster ikke bare blev spurgt, om det nu var okay, at der blev sunget lidt, men sågar også fik sangene uddelt. Så sang hele restauranten med, og der blev sluttet af med store klapsalver og høj latter.

Dagen efter skal den nye captain så findes og indvies, og her har Torsdagsklubben været nødt til at ændre lidt på formaliteterne for overhovedet at få sig en captain, forklarer Ole Zorn:

- Førhen spillede vi om det, og ham, der vandt, blev captain. Men så tabte de alle med vilje, og der var nærmest slåskamp om at være dårligst, for ingen ville være det. Så nu udpeger den afgående captain sin efterfølger i stedet. Samtidig med, at de gamle dyder holdes i hævd, for ceremonielt slår den nye captain herefter ét slag ud på banen. Da der ikke er andre, der slår ud, har han jo vundet matchen. Så derved kan vi stadig følge traditionen – at vinderen bliver ny captain, forklarer Ole Zorn.

Livslang karantæne

Generelt er Torsdagsklubbens medlemmer blevet en lille smule mere civiliserede end i gamle dage, selv om de stadig er ganske festlige og højrøstede, og nogle er fulde af vittigheder, som både kan være vandede og under bæltestedet. Men som kasserer husker Ole Zorn tydeligt en udflugt, som han ikke selv kunne være med på, men hvor Torsdagsklubbens medlemmer i dén grad fik fyret nogle penge af – måske netop fordi kassereren ikke var der.

- Og det var endda, mens isenkræmmeren Frands V. Andersen var captain. Man skulle da synes, at han vidste lidt om at passe på pengene og holde regnskab, ler Ole Zorn.

En anden tur, hvor bølgerne gik højt, gik til et hotel i Tyskland for mange år siden. Her var nogle af medlemmerne fra Torsdagsklubben blevet lidt overrislede, så én tabte et fjernsyn, og en anden gik igennem en glasdør.

- Ham hotelejeren var fuldstændig ulykkelig. Så man skal ikke tage ned til dét hotel og sige, at man kommer fra ”Der Donnertagsklub”. For der er vi i hvert fald ikke velkomne igen. Vi fik livslang karantæne, siger Ole Zorn.

Selv om han – ikke mindst som kasserer – er glad for, at

tiden og alderen har bremset klubmedlemmerne lidt i at springe helt så meget rundt og spille fandango i en brandert, kan han alligevel godt savne nogle ting fra de gode gamle dage. Det var endnu mere socialt, dengang da torsdagene næsten altid trak ud til klokken 22 om aftenen, hvor medlemmerne i dag typisk allerede er hjemme kl. 17 igen.

- I gamle dage var der også en del ungkarle i Torsdagsklubben, og de var lette at lokke med restaurantens lækre mad og drikkelse, og på den måde var det sociale liv langt længere. Restauratøren Knud var også god til at sørge for, at vi ikke lige stak af med det samme, og hans kone kunne lave mad, så englene sang. God gedigen gammeldags mad, og Knud kunne endda skaffe ål og alt muligt, og det hele skulle skylles ned med snaps. Det var lige noget for de her ungkarle. Og Knud var en snu forretningsmand, så når Bilka havde tilbud på brændevin eller rugbrød, kørte han ud og købte det. Brændevinen hældte han så over i sådan nogle små 10-dels-snaps. Så kunne vi købe sådan en. Jo, han vidste lige, hvordan den skulle skæres, ler Ole Zorn.

Tokrone-reglen

Han kan også savne de mange matcher med jyske venskabsklubber, som Torsdagsklubben havde dengang. Det gled ud, da flere golfklubber poppede op i Danmark, og Esbjerg Golfklub pludselig blev for dyr at spille som gæst. Og han kan savne dengang, hvor alle stadig holdt ”Reglen om 2’er-klubben” i hævd.

- Det var en af Jens Wester-Andersens mange finurlige påfund. Den går ud på, at hvis man laver en 2’er på et par-3-hul, altså en birdie, så kan man kigge rundt på de andre og høre, om man var med i 2’er-klubben nu. Hvis de sagde ja, skulle de af med en to-krone til dig. Jeg prøver stadig at sige det, hvis jeg en sjælden gang er så heldig at lave en birdie, men så kigger folk bare underligt på mig. De har jo ingen mønter på sig mere, og det er ikke helt det samme, hvis det er med MobilePay. Så det er nok noget, der er ved at gå lidt i sig selv, desværre, siger Ole Zorn.

Heldigvis er der stadig masser af finurlige påfund i Torsdagsklubben, ikke mindst i øjeblikket, hvor Jens Hasselager er captain. Han er tidligere skolelærer, og måske er det derfor, at han finder på alverdens skøre nye regler, som Torsdagsklubbens medlemmer skal spille efter. Og da han jo som captain er enevældig, kan ingen sige ham imod. Højest protestere lidt under middagen bagefter.

- Vi har meget sjov ud af hans skøre regler. Det er helt utroligt, hvad han finder på. For eksempel har vi netop spillet på en måde, som han kalder cha-cha-cha. Her skal vi spille et antal hold mod hinanden, og ved det første hul gælder kun den bedste score, ved andet hul er det de to bedste scores, der tæller med, og på det tredje

hul er det de tre bedste, der tæller med. Derfor navnet cha-cha-cha. På næste hul starter man forfra, og det gør man seks gange, for der er jo 18 huller. Det er sjovt, og det er på en måde også helt sort, siger Ole Zorn.

Så der er stadig masser af skævheder og mærkelige påfund i Torsdagsklubben. Og captainen har fortsat sit hyr med at holde styr på alle herrerne, som bliver til en sæk lopper, så snart de kommer ud i klubben. For ikke at tale om at vænne dem til tanken om elektroniske scorekort og digitale indbetalinger af kontingent og deltagergebyr. Her er mange dybt analoge, så det er sin sag at få digitaliseret en flok 70- og 80-årige, der desuden hører til i en torsdagsklub, som har ført en håndskreven captainsbog i årevis. Og hvor captainerne fortsat indgraveres i det flotte horn, som det desuden koster en omgang for medlemmerne at trutte i. Selvfølgelig.

81-årige Mogens Nielsen satser på at have mange år i Torsdagsklubben endnu:

- Jeg har ingen planer om at stoppe. Kun hvis bentøjet eller noget andet ikke vil mere, så må jeg jo overveje det. Men det skal være slemt, for jeg vil rigtig gerne blive ved i lang tid. Torsdagsklubben og vores sammenhold dér er noget helt særligt, siger han.

Torsdagsklubben fejrer sit 50 års jubilæum med en reception i klubhuset 4. august.

I gamle dage bestod Torsdagsklubben primært af mænd fra høje stillinger som revisorer og firmaejere, men i dag er alle velkomne, hvis blot man bliver indstillet af en fra Torsdagsklubben, og medlemmerne ikke sætter sig imod en optagelse. Klubbens senest optagede medlem er maskinmester.

Kontingentet for et medlemskab i Torsdagsklubben er 300 kroner. Derudover betales der 30 kroner for hver gang, man møder op for at spille en tirsdag eller torsdag. En bordformand tager imod pengene, og der dannes hold ved lodtrækning, så man kommer til at spille sammen på kryds og tværs.

Kvinder har kun adgang en enkelt gang om året, hvor der afholdes en såkaldt ”damedag” med golf og middag.

I 2011 tog Torsdagsklubben initiativ til, at der blev sat en mindeplade på træet midt på hul 9. Pladen minder om, at det var den daværende formand Jens Wester-Andersens fortjeneste, at træet blev bevaret som en del af hullet.

Vi går ind for at handle lokalt –og det håber vi også, at du gør!

• Både store og små opgaver

• Maling indenfor og udenfor

• Maling af facader, vinduer og døre

• Tapetsering

• Renovering

• At vælge den rigtige farve

Medlemmer af Esbjerg Golfklub modtager 3 golfbolde ved bestilling af arbejde.

ApS

Tlf. 28 29 47 03 hj@kornvangensmaler.dk

Sallingsundvej 10

6715 Esbjerg N

Tlf. 75 12 47 47

Vi støtter lokalt

kontakt@muffbyg.dk

EN TUR TIL BORNHOLM

- satte gang i vores svenske golfeventyr. Det er nu blevet til fire ture indtil videre.

v/Ib Voss

For en vestjyde er der selvfølgelig langt til Sverige, men når man nu alligevel har vovet sig ud på en tur gennem skåne til Bornholm, ja så får man måske smag for at se mere af landet mod øst.

Det fik vi.

Efter nogle dejlige dage på Bornholm, med spil på alle tre klubbers baner, lidt sildespisning på havnen i Gudhjem, var det egentlig meningen, at kursen skulle sættes med hovedlandet. Men i sidste øjeblik faldt vi over en annonce fra en svensk golfklub, Aresløv i Skåne i nærheden af Kristianstad.

Når man nu alligevel er blevet pensionist, er kommet hjemmefra og egentlig har masser af ledig tid, ja så blev der taget en spontan beslutning. Arasløv Golfklubb og Resort skulle prøves. En bestilling blev afsendt og vupti så var Arasløv vores næste destination.

Vi følte os næsten som æresgæster

Nogle dejlige dage med gode golfrunder uden prangende scores men rige på indtryk og ikke mindst et dejligt køkken, ja faktisk oplevede vi at vi den sidste aften var de eneste gæster til spisningen om aftenen og morgenmaden næste dag. Det skulle imidlertid ikke slække på vores oplevelse, vi blev kredset om og næste morgen var der fyldt op på morgenbuffeten med vores ønsker og meget mere til. Sikke en service. Sverige fik en absolut stor plads i vores hjerter. Der skulle vi til igen.

Børnebørnene voksede hurtigt og den tur, vi i et tilfælde af overmod, havde lovet dem til Pippiland begyndte at nærme sig sidste salgsdag, hvis det skulle nås inden de ikke mere kunne passe barnesandalerne. Så en tur til Vimmerby blev planlagt i påsken for os alle 11 store og små. Hytter blev lejet og forventningerne skruet i top.

En rigtig GUNSTART i Åda Golfklubb

Et nyt golfeventyr

Men endnu engang faldt vi så for fristelsen til et svensk golfeventyr og da vi kunne kombinere det med et familiebesøg i Stockholm, så faldt valget denne gang på Åda golfblubb og Resort syd for Stockholm.

Igen et fremragende valg, spændende bane i naturskønne oplevelse. Efter et par dage ingen lidt sydpå til Vimmerby uden golf, men rig på mange andre gode oplevelser, med Pippi og børnebørn i Astrid Lindgreens forunderlige verden.

Lidt forbi Sjælland

Tredje gang i Sverige med golf blev kun til Malmø, nu skulle der spilles Top Nordic. Vi havde via kontoret i Esbjerg Golfklub booket to runder golf, en på Bokskogens Golfklubb og en på Vasatorps Golfklubb.

Elisefarm

På vej ud til golfklubben passerede vi mindst en golfklub, PGA Sweden National, de ligger tæt her i skåne.

Midt i bøgeskoven

Bogskogens Golfklubb ligger som navnet også mere end antyder, midt i den grønne skov. Ad slyngede småveje kommer man til noget der ligner en hyggelig sydfynsk bondegård, med den forskel, at her er det ikke bindingsværk men de store kampesten husene er bygget af der dominerer.

Banen var en rigtig god oplevelse som gav mod på mere end der var afsat tid til, for dagen efter skulle turen gå lidt nordpå, op i nærheden af Helsingborg til Vasatorps Golfklub.

Vi kørte fra Malmø i nogenlunde vejr, men jo mere vi nærmede os Vasataorp jo mere tog regnen til. Vel fremme ved banen, var det første vi så en næsten tom parkeringsplads, som vel kunne have sagt os at golf i dag nok ikke var den bedste idé vi havde fået og det bekræftede en meget smilende og venlig dame os, da vi meddelte vores ærinde. Nej ingen golf nu men måske om et par timer, hvis regnen ellers ville høre op. Hun foreslog venligt at vi tog os en kop kaffe i restaurantens bløde lænestole og nød udsigten.

Typisk svensk klubliv

Det gjorde vi så og medens vi sad der kunne vi følge en mindre hærskare af tjenere, der gjorde en ret stor buffet klar. Der skulle nok være et eller andet arrangement. Men nej der tog vi også fejl, klokken 12.00 var restauranten fyldt til bristepunktet af glade mennesker der spiste frokost og kl. 13.00 var der igen langt mellem gæsterne.

Sådan er det hver dag forklarede den venlige dame os, de kommer inde fra Helsingborg ud i deres klub, spiser frokost og hygger sig inden turen går tilbage til arbejdet.

Nå men golf blev det ikke til, men vi kunne da låne en badestige, så kunne vi jo tage en dukkert i en af de bredfulde bunkers. Øv, Vasatorp fik vi ikke spillet og nu er de ikke med i Top Nordic mere.

Corona kom i vejen

Der gik så et par år, hvor der blandt andet kom en Corona i vejen, men i sensommeren 2021, skulle Sverige igen prøves af. Denne gang skulle der skrives artikler om vores svenske eventyr og om de to Top Nordic klubber Bokskogen Golfklubb og Forsgårdens Golfklubb. Ja egentlig havde vi planlagt også at besøge Kalmar

Golfklubb, men her gik der et eller andet kludder i kommunikationen, så vi måtte ”nøjes”.

Vi havde flere gange læst om et Golfresort ved navn Elisefarm og da det viste sig at de faktisk havde rigtig gode tilbud på overnatning blev dette vores udgangspunkt for fem skøne dags golf.

Elisefarm

Elisefarm er egentlig mere et hotel og restaurant med alt hvad dertil høre end det er et golfresort. Det blev opholdet ikke dårligere af og banen blev også spillet en enkelt gang. Det er ikke for banens skyld man skal tage til Elisefarm, men vi havde en god runde med nogle dejlige naturoplevelser. Banen er ret ordinær nogle vel måske mene den er lidt kedelig, men som sagt har man øje for andet en banens layout så kan man absolut få en dejlig tur her.

Men man skal absolut bruge Elisefarm som feriebolig, de har rigtig gode store værelser et meget venligt personale og et fremragende køkken. Især morgenbuffeten, har vi nok ikke fået bedre nogen steder.

Ja som navnet antyder er Elisefarm en tidligere herregård hvor holtellet ny er indrettet i de mange byg-

Arasløv Golfklubb

ninger. En tidligere forvalterbolig er i dag indrettet til klubhus.

Gensyn med en kær bekendt

Nåh ja, Kristianstad og Arasløv Golfklub ligger en lille times kørsel væk, så det blev såmænd også til et glædeligt gensyn medens vi nu var lige i nærheden.

Til Bokskogen var der en lille times kørsel og til Forsgården ca. 3 timer. Så vi besluttede da Kalmar Golfklubb gled ud af planen at rykke teltpælene op og flytte til Kungsbacka. Vi valgte at køre ad diverse landeveje derop. Det var bestemt ikke nogen dårlig idé, vi fik endnu engang set Sverige fra sin mest charmerende side.

Fra Kungsbacka og hjem er der ca 6 timers kørsel, så det var til at overse og mon ikke Sverige kan lokke os en anden gang.

Malerservice

Hans Espersen Holding

HELI PPE

KC Munk Holding

Din bedste ven fortjener det bedste foder

• Super Premium fuldkostfoder med and og kanin som hovedingredienser

• Tilsat Cikorierod og Bryggeritørgær (naturlige til Inulin FOS og MOS)

• Glucosamin i Senior Light og Adult High Energy

• Høj smagsaccept

• Glutenfri hundefoder

• Omega 3 fra vildlaks

– First Buddy er specialudviklet af Gilpa Aps, grossist og forhandler af hundefoder og kattemad.

First Buddy · 6800 Varde · tlf; 75 26 44 00 · kontakt@firstbuddy.dk · firstbuddy.dk

WIEGAARDEN 170804