EST. 1921
1921 - 2021 2021/18
INDHOLD 6
64
Formandens tanker............................................................ 4 Klubbens Historie................................................................ 5 Klubbladet .......................................................................... 64 Smil og service .................................................................. 72 I Ledreborg vil de nytænke Top Nordic-samarbejdet................................................. 74 Kokkedal vil være ligesom Sams Bar.......................... 81 World Handicap System.................................................. 84
74
Persongalleriet................................................................... 86 Tak til vore sponsorer....................................................... 87
81
Formands tanker
Årsskrift Esbjerg Golfklub Sønderhedevej 11 6710 Esbjerg V Telefon Sekretariat, greenkeepergård, proshop og restaurant
7526 9219
Emails Sekretariat Greenkeeperhuset Restaurant Proshop
kontor@egk.dk mt@egk.dk restaurant@egk.dk info@bjbettergolf.com
Klubens chefteam Trænermanager Greenkeeperchef
Johannes Eriksen Morten Terkelsen
Åbningstider 1. april – 14. oktober: Mandag-torsdag Fredag Lørdag-søndag+helligdage
kl. 8.30-18.00 kl. 8.30-16.00 kl. 8.30-15.00
15. oktober– 31. marts: Mandag-torsdag Fredag Lørdag-søndag Helligdage
kl. 9.00-16.00 kl. 9.00-14.00 kl. 9.00-13.00 Lukket
Redaktion Johannes Eriksen (ansvarlig) Ib Voss Redaktionens adresse Esbjerg Golfklub Sønderhedevej 11 6710 Esbjerg V Layout Ib Voss Produktion Oplag: 1.000 Forside Marbæk hul 15 Fotos Ib Corneliussen, m.fl.
2020 var også i Esbjerg Golfklub et uventet, uforudsigeligt og underligt år. Det blev et meget travlt år med mange nye opgaver, der relaterede sig til de nye og hele tiden foranderlige restriktioner, som skulle implementeres på vores baner og på vores øvrige anlæg. Men det blev også et år, hvor golfsporten viste sig særdeles modstandsdygtig overfor corona i modsætning til mange andre sportsgrene. Vi har haft væsentlig øget aktivitet i klubben. Vores egne medlemmer har spillet langt oftere end normalt, og vi har samtidig oplevet en stigende medlemstilgang. Der ses en generel tendens i samfundet, hvor flere og flere søger de udendørs sportsaktiviteter og gerne med naturen som et integreret element. Danmarks hele og delvise nedlukninger har formentlig skubbet yderligere til denne tendens og er sandsynligvis en del af forklaringen på den stigende interesse for golf i hele landet. Vi glæder os rigtig meget over den store aktivitet i klubben, men det stiller også store krav til os i bestyrelsen og til klubbens personale. Vi har mange ambitioner på klubbens vegne og søger til stadighed at finde de løsninger, der bedst tilgodeser vores klub og vores medlemmers behov. Vi vil forblive blandt de bedste baner i Danmark, og vi arbejder derfor både med målsætninger på kort og på lang sigt. 2021 er på mange måder et rigtig spændende år. Forhåbentlig kan vi snart se en ende på de restriktioner, vi er underlagt i klubben og i vores restaurant, og vi kigger ind i en sæson med masser af planlagte aktiviteter for både medlemmer og gæster. Det nye lysanlæg på vores træningsbane er der blevet taget rigtig godt imod og har udvidet medlemmernes mulighed for også i vinterperioden at træne om eftermiddagen og om aftenen. Det er blot et af de tiltag, vi ønsker at fremme for at arbejde os henimod, at golf i Esbjerg Golfklub i større omfang bliver en helårs- og ikke - som det for en del medlemmer er tilfældet - en sæsonaktivitet. De udvidede muligheder for træning på vores anlæg har også åbnet op for yderligere træningstilbud til vores medlemmer hen over vinteren. Vores dygtige trænere har haft stor succes med de udbudte træningstilbud for små hold, og det er et koncept, der fortsat vil blive tilbudt og yderligere udbygget. Der er sat nye vandposter op ved 10. tee på begge baner, og vores lynskure er nu endelig helt færdige. Det er lykkedes os at få fat i en pølsevogn, som allerede skaber stor glæde for vores medlemmer, og vi glæder os til at kunne bruge den i rigtig mange sammenhænge i klubben fremover. Vi har indført en Marshall-ordning i klubben. Vi glæder os til at se, hvorledes det kommer til at forløbe, men de første meldinger er meget positive. Målet er at opnå en bedre udnyttelse af vores baner og derigennem skabe bedre plads til medlemmerne. I den første weekend efter sammenlægnin-
FORMANDENS TANKER ... FORTSAT
gen af to-bolde øgede vi mængden af medlemmer på banerne med 100 personer, hvilket med al tydelighed viser, hvor vigtig denne øvelse er. Det sikrer tillige et godt flow samt gør det sværere for gratister at snyde sig til spil på vores baner. Vi har netop søsat et helt nyt sponsorprogram, som skal gøre det endnu mere attraktivt for vores nuværende og nye sponsorer at støtte op om vores klub. Der er stor interesse for det nye koncept, og der er udarbejdet en folder herom, som kan rekvireres på kontoret. Når vi skuer længere ud i fremtiden, er vi optaget af at sikre, at Esbjerg Golfklub også på lang sigt bevarer sin position som en af Danmarks bedste. Derfor har vi udarbejdet langsigtede investeringsplaner for vedligeholdelse af vores bygninger og anlæg, som jo efterhånden har nået en moden alder. Vi har ligeledes igangsat et større strategisk arbejde med en anerkendt banearkitekt omkring udvikling af vores baner over de kommende 10 år. Hvis vi fortsat vil bevare vores baners fine stand samt fastholde en ledende position i Danmark, skal vi følge med udviklingen, og det kræver mere end almindelig vedligeholdelse af anlægget. Der vil allerede i år blive foretaget nogle ændringer, så man ved en kombination af de eksisterende teesteder kan spille fra en ny banelængde på begge baner. Det kommer vi til at fortælle meget mere om, når vi har flere konkrete detaljer på plads. Vi har tillige arbejdet på et stort projekt omkring etablering af et indendørs test- og træningscenter i tilknytning til vores anlæg. Det er et ambitiøst projekt, som kræver støtte fra fonde og sponsorer for at kunne blive til virkelighed. Vi har netop indgivet ansøgning til kommunen, og nu går arbejdet i gang med at søge fonde mv. Hvis vi når i mål med vores projekt, vil Esbjerg
Golfklub komme til at råde over faciliteter i særklasse for golfspillere. Det vil bl.a. give vores medlemmer en mulighed for at dyrke golfspillet hele året rundt, og det vil give nogle enestående muligheder for elite og juniorspillere, som i langt højere grad kan udvikle deres talent. Vi vil ligeledes fremtidssikre klubben ift. e-sport, som også inden for golfverdenen er en ny og anderledes måde at dyrke sporten på. Vi vil i nær fremtid opstille informationsmateriale om prospektet på et velegnet sted i klubhuset, så I derigennem har mulighed for at følge med. Men meget mere herom senere. August 2021 bliver en helt speciel måned. Danmarks 3. ældste klub fejrer 100-års fødselsdag – en ganske særlig begivenhed, som vi glæder os til at fejre med vores medlemmer denne måned. Dagen for klubbens officielle fødselsdag den 21. marts måtte vi desværre afvikle på et beskedent niveau, men vi fik dog gennemført en officiel indvielse med borgmesteren af vores nye flotte vandkunst, som markerer vores 100 års dag. Derudover overraskede vi alle de spillere – og det var ganske mange, som var ude og spille netop den dag med champagne og kransekage. En sjov og anderledes dag, ikke mindst for de tre bestyrelsesmedlemmer, der sammen med Johannes kørte rundt og servicerede klubbens medlemmer. Derudover skal vi også være værter for Challenge Tour by Total og Freja i uge 32. Det ser vi frem til, og vi arbejder på at integrere vores egne jubilæumsaktiviteter med Challenge Tour´en og håber at kunne byde på nogle helt særlige oplevelser for vores medlemmer. Der er mange spændende planer for klubbens fremtid, og vi glæder os til at løfte klubben godt på vej ind i de næste 100 år.
Esbjerg Golfklub
100 års historie
”Måske mødtes de kun med dette ene ærinde.”
”Måske var det snarere en idé, der kom på bordet blandt flere andre emner den aften.”
Mai Møller Christensen
6
Prolog til samlingen af Esbjerg Golfklubs historie ved journalist Mai Møller Christensen
100 år er nu gået, siden det allerførste slag blev slået i Esbjerg Golfklub. Det var et slag, der ramte en lille golfbold i Måde, som trillede lystigt afsted over den ujævne mark. Og i samme nu var et helt særligt golfeventyr begyndt, og også historien begyndt at trille derudaf. Med mindst lige så mange ujævnheder – lyksalige toppe og slæbsomme dale – som på den mark med køer, hvor det hele startede. Som Danmarks tredjeældste golfklub er Esbjerg Golfklub et lille stykke danmarkshistorie i sig selv. Og hvilken historie! Få golfklubber har som Esbjerg Golfklub haft hele fire adresser, og vidt forskellige endda, og klubbens historie er et fascinerende og farverigt kludetæppe af begivenheder. Med pionerånd og pengeindsamlinger, med fællesskab og fester, med mandsmod og møjsommelighed, med kriser og kreative løsninger. Og først og fremmest med en kærlighed til golfspillet så stærk, at man ikke lod sig slå ud af noget modvind. Heller ikke når det tangerede stiv kuling og hagl. Siden 2011 har klubbladet, nu årsskriftet, i Esbjerg Golfklub fortalt historien om klubben siden starten i 1921, kapitel for kapitel. I anledning af 100 års-jubilæet i år har vi valgt at genoptrykke alle afsnit samt tilføje de sidste afsnit, der fører historien helt op til i dag. Et vidnesbyrd over den historie og de forfædre, som klubben hviler på og bærer arven fra. På Byhistorisk Arkiv Esbjerg findes der seks lysebrune arkivkasser. De er fyldt til randen med gamle håndskrevne forhandlingsprotokoller fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger op gennem årene, lige siden 1921, samt gamle scorekort og udklip fra pressen. Det er med andre ord en guldgrube af informationer, som det har været en stor fornøjelse for klubbens fasttilknyttede freelancejournalist at dykke ned i. Referaterne er fyldt med humor og spidsfindigheder, der er en lune at spore og en stor kampgejst for golfspillet og den lille esbjergensiske klub. Som lige pludselig slet ikke var så lille mere, men voksede sig fra de i starten godt 30 medlemmer til i dag over 1600 medlemmer. Med udgangspunkt i de gamle referater, avisudklip samt klubmedlem Ib Nielsens nedfældede gennemgang af de fire forskellige baner har det været muligt at udfolde Esbjerg Golfklubs historie gennem årene. Så kære læser, her får du alle kapitlerne af vor klubs underfundige og underholdende udvikling, fra 1921 til 2021. God læselyst og hurra for de 100 år. Mai Møller Christensen
7
Klubbens fædre
8
Kapitel 1, Måde 1921 til 1944 De fem mænd, der havde besluttet, at Esbjerg nu skulle have sig sin egen golfklub, gjorde hermed den aften til den stiftende generalforsamling. Efter al sandsynlighed fejret med dyre dråber i glas på stilke. Helt siden 1898 havde københavnerne haft en golfklub, og i 1908 fik Aalborg også indviet sin bane, og nu rykkede det i den unge havnebys borgerskab for også at komme på landkortet med egen golfklub. Med de gode trafikale forbindelser over søvejen til Storbritannien er det ikke utænkeligt, at direktør Melsing, som var initiativtager, havde været i Skotland og oplevet den udbredte golfgrille. Begejstringen for at slå til den lille bold var så svimlende, at det helt tilbage i 1457 havde været nødvendig for den skotske konge James II at forbyde spillet. De våbenføre skotske mænd var nemlig mere opslugte af golfspillet end træne bueskydning og sværdkamp, så de kunne forsvare sig, nu hvor England truede med at angribe. I 1921 havde de fleste overklassemennesker med respekt for sig selv hørt om Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews i Skotland, og det var gunstigt for både Esbjergs og dens kendte borgeres omdømme, at man nu også i Esbjerg kunne indløse et golfmedlemskab. At klubbens første baneanlæg så stod i skarp kontrast til Paladshotellets ynde og de fire stifteres slips og pressefolder, var en mindre detalje. I Måde var en eng til leje, og den lejede den nystiftede golfklub af lodsejerne i Gammelby for en periode på i første omgang fem år. På det sydøstlige hjørne af der, hvor Ingemanns Allé og Gammelby Ringvej i dag mødes. Direktør Melsing var blevet valgt som formand, konsul Okholm havde fået kasserertjansen, og stadsingeniør Nonboe var sekretær for den nye klub, mens kredslæge Metz udgjorde det fjerde bestyrelsesmedlem. I avisen Vestjyden i 1961 fortalte direktør Jæger, der var medlem og fulgte opstarten af golfklubben tæt, hvordan det foregik: ”Vi (Esbjerg Golfklub, red.) lejede et areal af nogle lodsejere i Måde. Man havde forinden allieret sig med den kendte engelske træner, som dengang fungerede for Københavns Golfklub. Han var specialist i at anlægge golfbaner, og han bistod os med råd og dåd. Snart skred arbejdet hurtigt frem, og inden længe kunne vi begynde at spille. Dengang gav vi omkring 700 kroner i leje for banen, men dette tal er fordoblet mange gange siden.”
Kokasse-bonus
For de 700 kroner fik pionererne i Esbjerg Golfklub lov at spille på marken, som de dog måtte dele med et større antal kreaturer. Køer gik rundt på banen som en slags flydende forhindringer, og havde man dengang ikke bunkers fyldt med sand, havde man i stedet kokasser, som bolden let kunne havne i. Det fik Esbjerg Golfklub til at indføre den lokale regel, at bolden måtte droppes uden straffeslag, når den havnede i sådan en kokasse. Til gengæld fungerede de drøvtyggende medvirkende som en slags datidens ulønnede greenkeepere, for græsset blev holdt nede, og slåmaskiner blev gjort overflødige. Så snart banen var klar med ni fine huller, genlød luften over Måde af suset fra kølleslag og de skarpe smæld fra kontakten med boldene. Esbjerg Golfklub var kommet på græs. Der var jubel, trods de beskedne forhold. Og man kunne glæde sig over, at man i det mindste havde stationære huller. Til sammenligning var golfspillerne i København startet ud med at spille på Lammefælleden, der lå tæt på Vibenshus runddel i København, og her gravede spillerne selv hullerne om morgenen og dækkede dem til igen om aftenen. Af forretningsprotokollerne for Esbjerg Golfklubs første år fremgår det underligt nok ikke, hvor mange medlemmer der var i klubben, men ud fra billedmaterialet og direktør Jægers erindringer har det været et sted mellem 30 og 40. Golfsporten var uomtvisteligt alene et privilegium for de velhavende, og af billeder kan det ses, hvordan de helt høje damehatte og de fine laksko og strøgne herreskjorter og veste blev luftet på den ellers så mudrede og ujævne engjord. Kun børn af de mindrebemidlede kunne se sig sit snit til at få en plads i solen i Mådes gyldne golfniche. De kunne nemlig bruges som caddier, og med raske ben fulgte de Hr. og Fru Golfspiller ud på dagens runde. Enkelte af dem endda med så meget held til at opbløde hierarkiet, at de fik lov selv at slå til nogle bolde, og ikke så få af 20’ernes caddier blev siden ganske habile golfspillere. 9
Billige damer
De første scorekort fra banen i Måde taler sit tydelige sprog om de beskedne forhold. Længderne til hul varierede fra 110 meter til 347 meter som det absolut længste hul – og det eneste hul, som var over 300 meter. Prisen var 100 kroner, når en mand meldte sig ind, mens kvinderne – som faktisk kom i et pænt antal på golfbanen – kun skulle af med 75 kroner. Helt præcis står der følgende i klubbens memoirer: ”Indskuddet var fastsat til 100 kroner for 1 Herre, 75 Kr. for en Dame og 200 Kr. for en Husstand bestaaende af indtil 5 Medlemmer.” Køer og mudder på banen til trods ville man sikre sig, at spillet fik det rette autentiske præg, og intet mindre end en skotsk golftræner blev derfor hyret ind til at lære esbjergenserne de rigtige tag om jernene og korrekte vrid i kroppen. Faktisk meldte enkelte sig ind i Esbjerg Golfklub uden overhovedet at spille eller have interesse for det, men ene og alene fordi, det var et vidnesbyrd om at tilhøre de rigtige kredse og være med på det sidste nye sus. Men så kom krigen. Og den passerede ikke ubemærket hen forbi den lille idyl på marken i Måde. Selv om medlemmerne stædigt fortsatte deres eksklusive fritidsbeskæftigelse, rykkede besættelsestilstanden også ind på golfbanen. Allerede 9. april 1940 rullede tysk luftværnsartilleri op på banen i Måde, men med visse besværligheder gik spillet videre indtil 1943. Man spillede ganske enkelt bare uden om tyskernes batteristillinger og barakker. ”Allerede i 1940 stillede de tyske besættelsestropper antiluftskyts op på banen. Vi kunne dog fortsætte, omend noget begrænset. I 1943 begyndte tyskerne at brække vores klubhus ned og afspærre området som tysk militærområde”, udtalte direktør Jæger til avisen Vestjyden i 1961.
Den afviste tysker
Netop Jæger sad en dag og passede sit arbejde på kontoret, da Esbjergs tyske kommandant, von Steckelberg, meldte sit besøg sammen med en adjudant. ”Kommandanten kom i et såre vigtigt ærinde, idet han ville anmode om at blive optaget som medlem i Esbjerg Golfklub,” lyder erindringen fra direktør Jæger, der på det tidspunkt var blevet sekretær i klubben. Hitlers værnemagt i Danmark stod dog langt fra på ønskelisten over nye medlemmer i golfklubben, så kontormødet blev mildt sagt en smule ambivalent for den danske direktør. Her stod han med en fremtrædende repræsentant for besættelsesmagten, som man jo gerne skulle have et godt forhold til, men indlemmes i Esbjerg Golfklub skulle tyskeren altså ikke. Aldrig i livet. Det lykkedes til sidst en svedt direktør Jæger at forklare Steckelberg, at klubben ikke kunne optage medlemmer med adresse uden for byens grænser. Heller ikke selv om den tyske officer kunne henvise til, at han var medlem af en internationalt kendt engelsk golfklub. Afvisningen lod umiddelbart til at bide på kommandanten, men dog kun i et par dage. Så mødte han op med sine køller og øvrige udstyr i Måde og forlangte at spille med medlemmerne. Denne gang var man mere forsigtig med at afvise den golfglade militærmand. Heldigvis varede det dog ikke længe, før han holdt sig væk. Formentlig fornemmede han, at atmosfæren var hverken lun eller imødekommende, når han dukkede op. Men altså fik det hele en brat ende, efter at tyskerne i 1943 nedrev og nedbrændte klubhuset i Måde. Da de gjorde krav på området, og da bombardementerne samtidig tog til, stoppede golfspillet i Måde helt i starten af 1944. En saga var endt. Tiden med lyse blondegardiner blafrende ud af Esbjerg Golfklubs allerførste klubhus af træ, med frokoster i det grønne og frem for alt med en utrolig masse famlende og forrygende golf var ovre. Måde var væk. Der var kun tilbage at søge krigsskadeerstatning – og det lykkedes faktisk klubmedlemmerne at få 800 kroner i erstatning for det nedbrændte klubhus og 2500 kroner for ødelagt udstyr efterkrigen. Men kun et år skulle der gå, før esbjergenserne kunne vågne op til en ny golfbane. Eventyret var i gang igen.
10
11
kapitel 2, Dyrskuepladsen 1945 til 1951 Køer på golfbanen kunne man leve med. Værre var det med tyske soldater. Stemningen var trykket i Esbjerg Golfklub på klubbens generalforsamlinger i 1943 og 1944. Nu var det lige gået så godt med at anlægge Danmarks tredje golfbane i Måde i 1921, og flere og flere sprang ud i den nye golfdille. I USA pustede superstjerner som Bobby Jones og Ben Hogan til golf-entusiasmen. Herhjemme var Tove Geertz fra Københavns Golf Klub (og senere Rungsted Golf Klub) med sine utallige sejre et forbillede og med til at lokke flere kvinder ud på golfbanen. Lysten til den hvide bold var i top. Men så skulle tyskerne komme og forelske sig i lige netop den plet i Måde, hvor Esbjerg Golfklub residerede. Dét var en streg i regningen. ”Gennem hele Foraarssæsonen var der ingen Tilslutning til Klubbens Matcher, hvilket sikkert skyldtes Forholdene i det hele taget – herunder Tyskernes opstilling af Batterier på Banen”, fremgår det allerede i 1941 i referatet fra generalforsamlingen. Året efter bemærkes det, at tyskerne nu har bygget nye barakker og opstillet kanoner, og at det er ”umuligt at foretage noget under disse Forhold.” I 1943 vedtager generalforsamlingen, at baneinspektionen må forhandle med den tyske værnemagt om adgangen til golfbanen. Indtil det er sket – nævner referatet – lyder følgende opfordring til medlemmerne: ”For at undgaa Vanskeligheder med den tyske Værnemagt henstilledes det til Medlemmerne at benytte Golfvej, at paabegynde Spillet fra 2. Tee, ikke at passere mellem Kanonstillingerne og Pigtraadsspærringerne paa vej til 2. Tee, men at gaa langs Grøften.” Det kan synes ikke så lidt op ad bakke, at de golfglade esbjergensere altså må forcere grøftekanter, spille uden om pigtråd og kanoner og droppe banens første hul, fordi de deler matrikel med en militærbastion. Men en golfklub på vestkysten kan godt klare modvind. Årene, der følger, bliver dér, hvor Esbjerg Golfklub for alvor viser sin vilje til overlevelse og sin stædige pionérånd fuld af opfindsomhed og stor opbakning fra medlemmerne.
Farvel til tyske naboer
Allerede sidst i 1930’erne har klubmedlemmerne fået øje på Marbæk Plantage som et sted, der kunne anlægges en golfbane. Så fremsynede er de, og formand P. Jæger vil tage et møde med borgmesteren om det. Noget tyder dog på, at mødet enten ikke finder sted eller er ufrugtbart, for året efter har Esbjerg Golfklub i stedet rettet blikket mod kommunens arealer ved Hjertingvejen. I 1944 kommer et trekantet område ved Fourfeldt i spil, men der bliver ikke udført den slags anlægsarbejder i disse år, så golfspillerne, der tripper for at komme på nyt græs, må slå koldt vand i blodet og fortsætte med at bruge de enkelte tilgængelige huller i Måde. Da klubhuset samme år bliver ødelagt af de tyske soldater, begynder det for alvor at se sort ud. Det kan virke helt absurd, når man læser i referatet fra 1944, hvor ustoppelige golfspillerne er: ”Banen er gennemgravet af en bred Tankgrav med Minefelter på den ene Side og Pigtraadsspærringer på den anden Side. Det er højest tvivlsomt, om det bliver muligt at benytte 3-4 Huller, men det vil blive forsøgt.” På samme tid bliver også Københavns Golf Klub, landets ældste golfklub, udsat for værnemagtens indblanding. De får deres klubhus på Eremitagen sprængt i luften af tyske soldater. I Esbjerg er man opmærksom på, hvordan man kan hjælpe københavnerne med at forære eller sælge dem golfudstyr, nu hvor de har mistet deres. Til forskel fra Københavns Golf Klub, der mister alle gamle optegnelser og protokoller under sprængningen, når man i Esbjerg at tømme klubhuset før ødelæggelsen. Modet stiger i Esbjerg, da det sidst i 1944 viser sig, at der vil blive udbetalt erstatning for både tyskernes nedrivning af klubhuset, okkupering af terrænet og ødelæggelse af manges tasker og golfudstyr i skabene i klubhuset. Vredt har den lille golfklub opgjort sit krav til den tyske værnemagt, og det virker. Klubben får 800 kroner i erstatning ”i Afsavn for vor Gamle Bane” og derudover 2500 kroner for det ødelagte klubhus. Medlemmerne modtager hver især kontantbeløb svarene til de effekter, der har mistet.
Indflytning på dyrskuepladsen
Pengene giver Esbjerg Golfklub, der nu tæller 32 medlemmer, bevægelsesfrihed til at finde et sted, hvor man 12
kan leje et areal, anlægge en bane og bygge et klubhus. Den bedste mulighed viser sig at være en græseng på Spangsbjerg Møllegårds jorder. Et areal mellem den nuværende Niels Bohrs Vej, Stormgade og naturstien langs Møllebækken, nærmere betegnet der, hvor Esbjergs to universiteter i dag er placeret: Syddansk Universitet Esbjerg og Aalborg Universitet Esbjerg. Men golfklubben skal dele pladsen med det dyrskue, der har hjemme på grunden, og som skal fortsætte med at finde sted der. Esbjerg Golfklub, der er vant til græssende køer i Måde, tør dog godt binde an med dyr som naboer, og ambitionerne og optimismen stiger hen over foråret 1945. Halvanden måned før Danmarks befrielse, 22. marts 1945, lyder det i referatet fra generalforsamlingen: ”Vi fik sidste sommer lavet en træningsbane ved Spangsbjerg Mølle, og selv om banen ikke var meget bevendt, kunne medlemmerne dog vedligeholde deres træning. I år har vi sammesteds lejet et betydeligt større areal for en pris af kr. 500., og vi mener at kunne placere 6 huller, således at vi kan få en pæn lille træningsbane. Der skal ofres en del penge, men det har klubben også råd til.” Det er nye tider på alle måder i 1945. Danmark er frit. Esbjerg Kommune slipper for at bruge mange ressourcer på at gebærde sig i forhold til besættelsen, men kan tænke mere i udvikling og opbygning igen. Referaterne i Esbjerg Golfklub er stadig håndskrevne i en fin notesbog, som i dag kan ses på Byhistorisk Arkiv, men hos nogle referenter skrives navneord ikke længere med stort begyndelsesbogstav. Energien i de tidligere efterkrigsår er stor, og på bare tre år fordobles Esbjerg Golfklubs medlemstal og lander på 64 i 1948. Navne på dygtige Esbjerg-golfspillere begynder at pryde vandrepokaler og avisnotitser. Nogle af dem, der går igen, er Tandlæge Sloth, Poul Wiberg-Jørgensen, Henry Knudsen, Ib Steen Rasmussen og Oscar Wilhelmsen.
To taburetter og en stol med ryglæn
I bestyrelsen i 1945 sidder formand P. Jæger, sekretær H. Jæger og kasserer R. Hansen samt bestyrelsesmedlemmerne Johs. Høgbjerg, Fru de Molade og Lærer Thornsberg. Året efter kommer Jens Sloth og H. Prip i bestyrelsen, og året efter J. W. Palludan og Harald Eriksen. Bestyrelsesmedlemmerne får deres sag for med det nye baneanlæg på dyrskuepladsen. Én gang om året bliver hele arealet omdannet til dyrskue, så her må spillerne se deres bane trampet til ukendelighed af både mennesker og dyr, og året rundt står der en række dyrskuebåse ved hul 6. Hullet må derfor spilles som dog-leg. Man bruger 200 kroner på at opføre et hus, hvor medlemmerne kan opbevare køller og andet udstyr, og desuden et skur til haveredskaber og maskiner. Slåmaskinerne har et af medlemmerne, Hr. Frikke, sørget for en gratis reparation af. I det hele taget summer tiden af kollektiv tankegang og alles bidrag til at få golfklubben til at fungere. Under besættelsen har alle, der kunne, skaffet benzin fra deres opklodsede biler til brug for Esbjerg Golfklubs havemaskiner. Der arrangeres adskillige pengeindsamlinger, blandt andet under generalforsamlingerne, for klubbens regnskab giver underskud sidste i 1940’erne, ligesom der ringes rundt til ”dem der ikke gav noget til klubben sidste år”. Det ligger i ånden at hjælpe til, at bidrage. På et tidspunkt stiller direktør Chr. Christensen et parti gulvfliser til rådighed for klubben, og en grosserer Jensen skænker et askebæger. Klubbens samlede inventar består omkring år 1946 af to taburetter og en enkelt stol med ryglæn, og i et af referaterne efterlyses det, om nogen mon har havemøbler stående, man vil forære klubben. Det er også klubmedlemmerne selv, der står for at passe banen og dens seks primitive huller. Bestyrelsesmedlem Prip er udnævnt til baneinspektør og har derfor ansvaret for alt fra oprydning af sten og affald til at anlægge startsteder og stå for at holde sandet i bunkers pænt og rent. Han får dog hjælp af de andre. I 1947 nævnes for første gang begrebet ”greenkeeper”. Man taler om, at det måske kunne være en idé for Prip at få en sådan greenkeeper til hjælp. Emnet er oppe at vende igen i 1948, hvor baneinspektøren pålægges at ”finde en mand, der til en rimelig betaling kan påtage sig den daglige pasning af banen – især klipning af greens og tromling af fairways.”
Propaganda på plakaten
Drømmen om en velholdt kvalitetsbane, og en bane med ni huller i stedet for stadig kun seks, retter sig sandsynligvis især mod fremtiden og en helt ny bane. Residensen på dyrskuepladsen er og bliver en upraktisk og i længden uholdbar affære. På generalforsamlingen 9. april 1948 nævner formanden i sin beretning, at ”dyrskuet havde medført en del ubehageligheder og griseri.” Der tænkes i PR-tiltag og synlighed. Ordet ”propaganda” begynder at dukke op. Man beslutter at invitere borg13
mesteren, kommunaldirektøren og eventuelt andre interesserede fra byrådet ud til en forevisning af banen og spillet. I den forbindelse skal banen naturligvis stråle og funkle, så ud over en ansigtsløftning af selve teester, fairways og greens, bliver der også valgt folk til at rengøre parkeringspladsen ved klubhuset, og Fru de Molade lover at tage sig af klubhuset, så det fremtræder pænt og ordentligt. Tiden er også pokalernes tid. Enhver storborger med respekt for sig selv skænker i disse år en pokal, og det kan næsten se ud som om, at den lille klub har flere pokaler end medlemmer en overgang. For eksempel donerer Harald Prip i 1944 klubben et sølvfad, som skal være en vandrepræmie ved hulspilsmatcher, ligesom der er en Esbjerg Pokal og en jubilæumspokal. Og senere sætter direktør P. Brinch en ”Gjesing-pokal” i spil, tandlæge Sloth bidrager med en pokal for spillere over 39 år, man indstifter ”Skovridder Frederiksens Pokal”, og konsulinde Melsing skænker efter sin mands død ”Konsul Melsings Mindepokal”, som er åben for herrer med et handicap på max 28 og damer med et handicap på max 40.
Lige ved og næsten
Igen i 1948 har Esbjerg Golfklub et PR-stunt på bedding, denne gang hvor også pressen inviteres, og hvor det er håbet at hverve nye medlemmer. Sideløbende er bestyrelsen i dialog med kommunen om at få forbedret forholdene. Man ønsker sig en god ni-hullers bane på terrænet ved Spangsbjerg. Altså stort set der, hvor Esbjerg Golfklub i forvejen har til huse. Det hele starter positivt. Borgmester Højer-Nielsen og stadsdirektør Borchorst beder klubben komme med planer og overslag over ”en virkelig 9-hullers bane”, som der så sigende står i referatet, og dertil indretning af klubhus. ”Man stillede os en kontrakt på et længere åremål i udsigt”, lyder det begejstret i referatet, og Esbjerg Golfklub kontaktede omgående Aalborg Golfklubs engelske træner, Wally Marks, for at han kunne komme og give gode råd om en god golfbane. ”Desværre gik det sådan, at Mr. Marks døde den første dag, han var i Esbjerg”, fortsætter referatet. Altså måtte Esbjerg Golfklub selv stå for skitserne: ”Et udvalg bestående af Kier, Vedel-Pedersen og Wilhelmsen udarbejdede planerne, som var færdige til november og blev indsendt. Efter et møde med magistraten i sidste måned så det desværre ud til, at kommunen ikke ville sætte penge i en golfbane derude, så længe der skal tages hensyn til dyrskuet og eventuelle udvidelser af dyrskuets faste bygninger, ridebanen m.m.” Slaget var tabt. Dyrskuet havde vundet. Det var en nedslående besked, men de slukørede golfspillere var vant til udfordringer, så snart kom de op på hesten igen. Eller rettere – væk fra hesten, for nu skulle der bogstaveligt talt tænkes i helt nye baner. Golfbaner i Nørreskoven, for eksempel. Hvorfor ikke? I dag forekommer tanken helt umulig, men tiden sidst i 40’erne var tiden en anden. Og ivrige var de, de esbjergensiske golfere.
14
15
Fl o tt e
NYHEDER
LUCAS LYSKÆDE 199,-
KOM OG BESØG VORES FLOTTE 500 M2 STORE BRUGSKUNST SHOP OUTDOOR LED bloklys 229,-
BÆK&BØLGE
sengetøj 140 x 200 cm. Fås i mørk blå, lys blå og gul. 699,-
OMAGGIO NUOVO
JUMPER træfigur 399,-
Strandby Plads 7 · 6700 Esbjerg Tlf. 75 13 88 66 www.bo-bedre.com
Jakob Gladbjerg Indehaver
Ove Dahl Jensen Indehaver
Danny Lindgren Butikschef
Paula Jakobsen Boligtilbehør
Mette Pontoppidan Boligtilbehør
vaser Fra 199,-
Kaj Andersen Møbelhandler
Mikael Lokjær Møbelhandler
Anders Duus Møbelhandler
Lennart Borgvardt Møbelhandler
Morten Dam Møbelhandler
Det startede allerede for 50 år siden med stort udvalg – og god service! Igennem 50 år har vores forretning fulgt udviklingen i ure og smykker. Else og Jes Kirk-Thomsen etablerede butikken og værkstedet i Kræmmergade i Varde. Siden er der sket mange opdateringer af butikken, udvalget og den service vi tilbyder til vores kunder, der kommer fra nær og fjern, og i dag fremstår vi som en moderne ur- og smykkeforretning med professionel service af både ure og smykker.
Kræmmergade 1, 6800 Varde Tlf. 75 22 02 91. www.smykkerogure.dk
07341114 Ann_Skilt Golfklub_Annonce.indd 1
07/05/2021 14.14
Det virker Det virker ikke Det virker Det virker ikke... Vælg en IT-løsning, der virker. En IT-løsning, der er en god IT-oplevelse. Hos Mentor IT får du en sublim platform, et agilt setup og kompetent service. Hver dag.
Kapitel 3 Nørreskoven 1952 til 1956 Glæden ville ingen ende tage, da Esbjerg Golfklub i slutningen af 1949 modtog nyheden om, at en helt ny golfbane i Nørreskoven – eller Gjesing Skov, som man helt korrekt sagde dengang – kunne blive virkelighed. Kommunen ville anlægge en bane i skoven. Siden 1945 havde Esbjerg Golfklub delt matrikel med Esbjergs store dyrskue på den plads, der også netop blev kaldt Dyrskuepladsen i folkemunde, og som cirka svarer til det areal, hvor Esbjergs to universiteter i dag ligger. Bofællesskabet mellem golfklub og dyrskue var langt fra altid let, og tit måtte golfklubben rette ind efter forholdene. Dyrene gravede nogle lidt større huller, end hvad golffolket foretrak, spillet måtte visse steder kante sig rundt om dyrebåsene, og tilmed bliver området brugt af flere andre. For eksempel sender klubbens bestyrelse i marts 1948 et brev til den lokale hundeklub om, at ”den plads, der benyttes i øjeblikket, kun er disponibel til 1. januar 1949. Vi skal til den tid selv benytte den.” Esbjerg Kommune har også helt andre planer med Dyrskuepladsen, som kommunen køber i 1950 og senere bebygger. Men først må man finde et sted til de cirka 50 esbjergensere, der stædigt vedbliver at dyrke denne superbritiske sportsgren med den svingende kølle og de susende bolde. For ikke at tale om klubbens mange passive medlemmer, som måske selv har fået svært ved at spille, men som trofast bakker op. Valget falder på Gjesing Skov, som alligevel står foran en regulering, og hvor man tænker, at disse golfentusiater her kan boltre sig i skovens skønne omgivelser. Tilladelsen fra kommunen til at anlægge en 9-hullers golfbane i Gjesing Plantage vækker usigelig jubel hos golfspillerne ude på Dyrskuepladsen. Godt nok skal man nu skifte til sin tredje adresse på få år, for først var der banen i Måde frem til 1944 og herefter Dyrskuepladsen. Men skoven lyder som et mere oplagt og varigt sted, synes golferne, og straks bliver der sendt bud efter den kendte, engelseke golfbanearkitekt, Mr. Cotton. 9. maj 1950 ankommer Mr. Cotton til Esbjerg. Han bistår med råd og dåd. Der bliver målt op, banen udlægges, og der tegnes og diskuteres. Herefter starter selve konstruktionsarbejdet med at etablere greens, teesteder og bunkers, og så følger endelig såningen. I 1950 håber klubmedlemmerne på at kunne slå det første slag i skoven allerede i efteråret 1951. Der skal dog ende med at gå helt frem til forsommeren 1952, før banen er klar til indvielse.
100 kroner for et medlemskab
Årene omkring 1950 er en tid, hvor verden er fuld af spændinger og koldkrigsstemning, og efter at have droppet sin neutralitetspolitik er lille Danmark pludselig også med på den store, internationale scene. Storbritanniens tidligere premierminister Winston Churchill fejres som en helt, da han kommer på besøg i Danmark 1950, og Marshall-hjælpen skubber på Danmarks udvikling fra bondeland til industriland, men mange er lidt skræmte over skridtet væk fra landbokulturens gamle fællesskab og hen mod samlebånds- og accordarbejdet i byerne. Disse emner bliver med stor sandsynlighed også diskuteret blandt medlemmerne i Esbjerg Golfklub, men her hersker der omvendt masser af fællesskabsfølelse – og med de nye skovomgivelser også en næsten Morten Korch’sk idyl. Aviserne kalder skov-golfbanen for ”den smukke golfbane” og ”en anderledes charmerende ni hullers bane”. For ikke at tale om, da Vestkysten slår fast, at golfsporten med anlægget i skoven ”drives under de bedst tænkelige forhold”. Først og fremmest er der klubånden, som indbyder til stort personligt engagement, praktisk såvel som økonomisk. I 1950 startes eksempelvis en indsamling for at skaffe penge til remedier til den nye placering i Gjesing Skov. Ikke færre end 1600 kroner kommer ind gennem frivillige bidrag. Det er mange penge i datidens Danmark, for til sammenligning koster et års medlemsskab for en herre-senior 100 kroner. Damespillere og børn slipper med 50 kroner, og man kan også købe et familiemedlemskab til 125 kroner. Esbjerg Golflkub skal selv betale for opførelsen af den nye banes klubhus, og her må medlemmene igen til lommerne. Ved generalforsamlingen på Centralhotellet i april 1951 besluttes det at: ”Bestyrelsen bemyndiges til at tegne kapital på indtil 50.000 kroner til opførelse af en bygning til klubhus mv. på Esbjerg Kommunes golfbane i Gjesing Skov, og til andre anskaffelser i forbindelse med klubbens omflytning til denne bane. For modtagne beløb udstedes kapitalbeviser, der ikke forrentes og ikke kan kræves tilbagebetalte.” 18
Man betaler. Man lægger ud. Man kautionerer for sin klubs lån i Varde Bank. Da man får betænkeligheder ved en kontingentstigning, vælger man at lave en indsamling blandt klubbens aktive spillere i stedet. Man donerer eller udlåner også alt fra havemøbler til køkkeninventar, og man møder op til kollektive arbejdsdage, når noget skal ordnes.
Pokaler, pokaler – og pokaler
Efter en vis forsinkelse kan den nye golfbane i Nørreskoven og dens nyopførte klubhus endelig fejres med en indvielseshøjtidelighed i weekenden den 7. og 8. juni 1952. Om lørdagen er der først frokost for en indbudt kreds i klubhuset, og under frokosten bliver skovridder Frederiksen udnævnt til klubbens første æresmedlem. Efter maden er der en opvisningsmatch mellem en kendt engelsk golfspiller og Graham Lockey fra Aalborg. Og næsten vigtigst af alt bliver der ved denne lejlighed indstiftet nye priser og pokaler. Det er virkelig pokalernes tid i Esbjerg Golfklub. Mangen en stor mand i Esbjerg med respekt for sig vælger at sætte en pokal (med sit navn på) i spil i Esbjerg Golfklub. Således udsættes der hele tre pokaler alene på indvielsesdagen. Direktør Lassen fra Fanø kommer med en pokal, som skal vindes ved en turnering kun for EGK-medlemmer på Fanø hvert år. Fru Konsulinde Melsing skænker klubben en pokal, som hendes mand og medstifter af Esbjerg Golfklub, nu afdøde Konsul Melsing, i sin tid have fået af klubbens medlemmer ved sin afrejse fra Esbjerg. Pokalen bliver døbt ”Konsul Melsings mindepokal”, og den vindes gennem 18 hullers slagspil. Endelig har også tandlæge Sloth en pokal med. Få måneder forinden har direktør P. Brinch udsat en Gjesing Cup-pokal, og klubben har selv samlet penge ind til den såkaldte ”Esbjerg Pokalen”, som der spilles om den følgende dag – om søndagen i indvielsesweekenden. Skovridder Frederiksen synes også at have opfanget ”dillen”, for året efter vælger æresmedlemmet at indstifte ”Skovridder Frederiksens pokal”. Til stor glæde i klubben. Så der er efterhånden nok at spille om, og selvfølgelig må også selve indvielsen i sig selv foreviges med en blivende match. Den årlige ”indvielsesmatch” en realitet.
Svensk ros
Den ny æra som skovgolfspillere kommer godt i gang for Esbjerg Golfklubs medlemmer. Begejstringen for skoven er stor, kan det læses i de gamle, håndskrevne referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, som i dag er at finde på Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Rundt om i landet rygtes det, at Esbjerg har fået enhelt speciel bane, hvor der står træer langs fairway alle vegne. Faktisk er banen så smal, at esbjergspillerne vist må være gode til at slå meget lige. Ellers ryger bolden ind i træerne. På scorekortene bliver et par sætninger anført med små bogstaver: ”Der skal udvises størst muligt hensyn til eventuelle skovgæster” og ”Læg græstørv på plads”. God golfetikette skal altså stadig udvises, selv om man er midt i en skov, og det med skovens besøgende giver af og til udfordringer for spillet. Bedst som man ellers lige var sluppet af med køer, grise og hundeklubber fra de to tidligere beliggenheder, er det så mennesker, man nu skal til at tage hensyn til. Skovgæster, som nyder en picnicdag i skoven, må for alt i verden ikke få en bold i hovedet, og det giver nogle sammenstød mellem golferne og skovtursfamilierne. I det store hele er den nye adresse i Nørreskoven dog en lykkelig historie, som får roser af ikke bare medlemmerne, men også gæster fra nær og fjern. ”Der har i sommer været adskillige svenske turister på besøg på Esbjerg golfbane, og mange har fundet golfbanen meget smuk og interessant at spille på”, skriver en lokaljournalist i sin artikel. En af disse turister, den svenske ingeniør H. Hohr, bliver benovet over den vestjyske golfidyl blandt bøgetræerne, og det i en grad så han vælget at skrive et stykke om det i en anden golfklubs medlemsblad: ”Jeg har aldrig tidligere set en så henrivende bane. Den ligger i smukt skovterræn med brede, lige fairways og er i alle henseender yderst velplejet”, skriver han og fortsætter: ”Pasningen foregår rationelt med traktorer og brede klippemaskiner, og banens længde er 2765 m. med bogey 36. Forhindringerne er få og lette. Klubhuset er meget elegant og hyggeligt og tillige vel tilpasset den smukke natur. Udsigten fra klubhusets altan over banens begyndelse og slutning lader ikke noget tilbage.” Og den gode svensker stopper ikke dér: ”Efter at have klaret de ni huller i strålende vejr gav omklædningsrummets brusebad en herlig vederkvægelse, og baneinspektørens frue serverede lækkert smørrebrød på altanen. Mindet om Esbjergs golfbane står endnu som et af mine hyggeligste golfbekendtskaber. Jeg skal forny bekendtskabet igen og anbefaler klubmedlemmerne at gøre 19
et besøg, når vejen bringer dem forbi.” Se dét er en anmeldelse, der batter. Og det er ikke, fordi anmelderen blot er en evig jubeloptimist. Ingeniør Hohr har også aflagt golfbanen ved Fanøs vesterhavsbad et besøg, og selv om han finder Fanø-banen særpræget og greensene velplejede, er dommen i slutningen af teksten hård: ”Da terrænet er ensartet hele vejen, syntes jeg, banen var ret ensformig og kedelig.”
Kølleslæbere og sandgrave
Medlemstallet er på cirka 130 i starten af 1950’erne, og det vokser stille og roligt. Aktiviteten er stor. Man planlægger en match mod engelske officerer i Flensburg. Man får træneren Mr. Child til at komme og give en uges intensiv sommerkursus for de interesserede. Og ved de åbne franske juniormesterskaber i 1954 møder fire unge spillere fra klubben fire golfspillere fra Hamburg, som de aftaler en årlig match med, skiftende mellem Esbjerg og Hamburg fra år til år. Det er også i 1950’erne, der kommer gang i en tradition for, at byens tandlæger spiller golf, og at de typisk spiller mod de ansatte fra foderblandingsfabrikken Eriksen og Christensen – kaldet E & C. Ligesom Esbjergs dygtigste spillere begynder at blive navne, som man kender rundt i Danmark. Blandt andre deltager Ole Wiberg-Jørgensen i samtlige tre landskampe i 1954. Golfsporten er her i 50’erne endnu mest en sport for de velhavende, og noget tyder på, at en del af klubbens medlemmer desuden er ganske aldrende – og ikke slipper køllen før til allersidst. Medlemmerne dør for et godt ord, viser de gamle referater. Det er mere reglen end undtagelsen, at et bestyrelsesmøde eller en generalforsamling starter med et øjebliks stilhed for at mindes et klubmedlem. Og ofte et medlem, som helt frem til sin død var aktiv bidragyder til klubbens virke. Midt i 1950’erne udgøres bestyrelsen af Harald Jæger, Fru Eriksen, Carl Graversen, Vedel Petersen, N. Frandsen og Jørgen Broegaard. De har nok at se til med den spirende aktivitet i klubben, og det er også dem, som sørger for, at denne i Danmark stadig lidt fremmede sportsgren må passes ind i nogle kendte former. Man spiser smørrebrød, og der bliver spillet op til dans i forbindelse med en generalforsamling, og alle de engelske golfudtryk sparer man også lidt på. Teesteder bliver konsekvent kaldt ”startsteder”. Greenkeeperens arbejde hedder ikke ”greenkeeping”, men at ”slå græsset med sin klipper”. Caddies oversætter nogle – ikke mindst den lokale avis – til ”kølleslæbere”. Bunkers bliver typisk kaldt sandgrave. Og det hænder, at golfbolden bliver kaldt en golfkugle. Golfudtrykkene og de der skøre skotske golford er altså ikke helt blevet integreret i Esbjerg endnu. Bestyrelsen får stigende fokus på, at golfspillerne endelig skal bruge klubhuset, og at de også gerne må tage venner og forretningsforbindelser med ud til en frokost i huset. På generalforsamlingen i 1954 besluttes det at starte en ugentlig aftenmatch med efterfølgende fællesspisning i klubhuset. Man vil gerne have masser af sociale sammenkomster, og dén indstilling tager medlemmerne godt imod. Faktisk i en grad, så man få år senere kommer i problemer, da man i en periode ikke har et bestyrerpar til at varte medlemmerne op. For ikke at tale om, da toldvæsenet får øje på, at de festende golfspillere har glemt at få en spiritusbevilling. Hvilket selvfølgelig får medlemmerne til at holde afstemning om en sådan bevilling – og vinde stort flertal for den. For i skoven skulle være gilde. Og det blev der.
20
21
Kapitel 4 Nørreskoven 1957 til 1967 Året er 1956. Esbjerg Golfklub har rundet de 35 år, og som for at understrege tallet dukker der netop 35 medlemmer op ved generalforsamlingen på Centralhotellet 2. marts. Formand Jæger og kasserer Frandsen har på papiret stående, at klubben har cirka 130 medlemmer, og dét er værd at fejre, så stemningen er i top. Også selv om der forskellige udfordringer i klubben. Bestyrelsens sekretær Graversen skriver i referatet blandt andet: ”Formanden (…) konstaterede med Tilfredshed, at Klubben i dag har en af Danmarks bedste Baner. Formanden udtalte bl.a.: Det forløbne Aar er gaaet godt. Medlemstallet er forøget meget, men vi er stadig interesserede i nye Medlemmer. Sommeren gav en slem Tørkeperiode, som var haard mod greens, men ved Vanding gennem et par Uger reddedes Situationen saa nogenlunde.” Og sidste del af referatet lyder: ”Med hensyn til Klubhuset kunde det nu siges, at Lockerrummet snart ville være en Kendsgerning, og dermed skulde alle Ønsker i det store og hele være tilfredsstillede. Kassereren aflagde Regnskab, og Økonomien var jo – som sædvanlig – lidt anstrengt. (…) Efter Generalforsamlingen var der selskabeligt Samvær, og Medlemmerne udviste senere en Danselyst, som tydede paa god Form. Saa det var helt igennem et godt Møde.” Sådan er atmosfæren i sidste del af 1950’erne. Let og optimistisk. Det er stadig så lille en klub, at bekymringerne aldrig for alvor bliver store – og de kan altid glemmes med et glas øl, et stykke smørrebrød og en god svingom. Endelig er det stadig, for en stor dels vedkommende, det bedre borgerskab, som spiller i klubben, så bliver det for alvor stramt, kan tilførsel af kapital sikkert klares i en håndevending.
Tusindfryd stjæler bolden
Ude i Nørreskoven ligger klubhuset og banen som et lille idyllisk paradis. Der er smukt under trækronerne, og skovens dyr og planter giver både guf for øjnene og naturlige forhindringer i spillet. For eksempel er 5. hul altid fyldt med tusindfryd i juni, og blandt så mange hvide blomster er det ikke let at finde sin bold. De ni huller snor sig rundt i skoven, med krat og lyng i begge sider. I forhold til i dag må det have været som at spille hul 8 på Myrthuebanen ni gange, og så er fairways meget smalle, så det kan virke skræmmende for enhver. Golfgæster udefra, der ankommer til Esbjerg, har da som regel også kurs direkte mod havnen for at tage færgen til Fanø og golfbanen derovre. Men det hjælper på det hele, at man ikke slår så langt i Esbjerg i 1950’erne. På alle par-4 og par5-huller er der et 200 yards-skilt målt fra teestedet. Kan man nå derud, er man blandt de langtslående. Der bliver mistet mange bolde i skoven. Når man starter på 1. hul, ved man med sikkerhed, at man ikke kan undgå at slå bolden i skoven mindst én gang på en runde. Der er ingen semirough og ingen forgreens. Kun greens, fairways og rough – og fairways består af halvt græs og halvt nedtrampet skovbund. Vejrliget og naturen bestemmer konditionerne. Om sommeren kan fairway være afsveden og hård, og i efterårsmånederne grøn og fugtig og fuld af nedfaldne blade. I Esbjergs skov har løvtræerne magten. Når deres løvfald sætter ind sidst i oktober, må menneskene og deres golfkøller holde pause. Samtidig ligger alting tæt i det lille golfsamfund i Nørreskoven. Lige ved klubhuset er der en terrasse med havemøbler og kun 10 meter længere fremme en puttinggreen. 1. tee er 4-5 meter fra bagenden af omklædningsrummet, og vogn og bag hentes i en separat bygning bare 15 meter fra klubhuset. Så i forhold til, hvad golfsporten skal udvikle sig til over de næste årtier, er der småt derude. Og intimiteten får stedet til at føles hyggeligt, familiært og bekvemt. At golfklubben har en bynær beliggenhed, gør det let for medlemmerne at komme hurtigt ud og gå en runde eller to. Ikke mindst for en helt særlig medlemsgruppe: Børnene. Her behøves ingen bus eller forældrekørsel. Unge drenge og piger kan springe på cyklen og køre ud for at spille ni huller – eller gå caddie – og cykle hjem igen.
Nej tak til træning
Et hierarki hersker i golfklubben, som det er kendetegnende for tiden – og tilmed ekstra kendetegnende for golf22
sporten. Når en gruppe voksne herrespillere skal ud og gå en runde, må drenge og unge mænd vige ved 1. tee. De ældre mænd spiller heller aldrig med de unge drenge – her er en skarp adskillelse. Først i den sidste del af 1960’erne bliver der for alvor løsnet lidt op for rang og hakkeorden, men emnet er i fokus hos bestyrelsen længe inden, og der bliver talt om rummelighed og lighed i golfsporten. Som for eksempel da klubben i 1956 vælger fire unge spillere til at stå for indvielsesmatchen for den nye tilbygning, og en journalist bagefter skriver i Vestkysten: ”Når man lader fire af klubbens unge spillere optræde ved indvielsen af den nye tilbygning på lørdag, så er det samtidig for at vise lidt af den udvikling, der er sket indenfor denne sportsgren i det sidste tiår. Det er snart en gammel talemåde, at golfspillet kun er for direktører og ældre mennesker. Udviklingen i årene efter krigen har i meget høj grad været præget af ungdommen, og i dag er det således, at det er de unge, der dominerer. På landsholdet finder man ofte spillere i alderen fra 16 til 18 år, og for Esbjerg Golfklub har det været en særlig tilfredsstillelse at se, at denne klub med glans hævder sig blandt landets øvrige golfklubber. Fire-fem af klubbens unge mandlige medlemmer og et par kvindelige hører således til de bedste i landet.” Rosen er fortjent. Esbjerg-spillerne gør sig ganske rigtigt mere og mere gældende rundt omkring. Ikke mindst klubbens yngre spillere som eksempelvis Ole Wiberg. Det er også de unge, der sendes på udenbys træningsophold i slutningen af 1950’erne, og som i det hele taget forstår det der med at træne. De fleste af klubbens øvrige medlemmer kan ikke se fidusen. Utrætteligt hyrer bestyrelsen ellers først den engelske træner Mr. Bulmer og senere træneren Hr. Aafeldt til at komme og forfine de vestjyske sving og slag. ”Opbakningen” læses tydeligt af generalforsamlingernes referater: 1958: ”Med Hensyn til Træneren måtte det erkendes, at Tilslutningen havde været for daarlig, hvilket var mindre heldigt, da vi havde bundet os for en garanti paa kr. 40 om Dagen.” 1959: ”(…) Derimod var den interesse, Medlemmerne viste for trænerarrangementet, stadig alt for ringe, saaledes at Garantien påførtes Klubben unødige Udgifter.” 1960: ”Med Hensyn til vort Trænerarrangement var tilslutningen for dårlig.”
Otte år uden gødning
Paradoksalt nok kæmper klubben samtidig hårdt for at få en træningsbane. Det når at være et ønske i hele ni år, før kommunens skovudvalg endelig forbarmer sig og opfører en træningsbane mellem 1. og 9. hul i 1963. Golfklubbens greenkeeper Lykke Petersen får altså lidt mere græs at passe. Men han får hjælp af sol og vind i de varmeste måneder, for er der varmt og ingen regn, bliver græsset svedet af. Sporadisk og lettere desperat vander Lykke Petersen græsset, når det bliver alt for tørt. Men nysgerrigt følger esbjergenserne med i, hvordan andre golfklubber begynder at investere i vandforsyning og vandingsanlæg – og Esbjerg vil med på beatet. Et af golfklubbens nye medlemmer stiller sig i spidsen for en indsamling blandt de medlemmer, som ikke tidligere har givet noget bidrag til klubben. De hoster op. Vandforsyningen er snart en realitet. Men moderniteten stopper ikke her. Greenkeeper Petersen tager i 1960 på kursus på Skt. Knuds Golfbane og kommer hjem med både en masse ny viden og en lang ønskeliste. Nu skal de hårdtprøvede greens have en omgang kunstgødning, og der er tale om en ret stor udskrivning, for de har ikke fået gødning siden banens anlæggelse i 1952. Derudover vil Lykke Petersen gerne have sig nogle bedre maskiner, specielt en ny greenklipper. Maskinerne må han vente lidt på endnu, for både lånet i Sparekassen og kassekreditten i Varde Bank er i forvejen netop blevet forhøjet. Men ukrudtsmidler, kalk og gødning kaster klubben sig straks ud i at eksperimentere med. For fairwayenes græs må da meget gerne blive mere ”fair”. Desuden investeres der i nye stænger og kopper til hullerne. Referatet afslører tydeligt, at købet har gjort ondt på den vestjyske prisbevidsthed, idet ”(…) omkostningerne hertil vel nok lå i overkanten af, hvad man havde tænkt sig at betale herfor.”
Et opkald til fogeden
Ude i verden er det blevet de glade 60’ere, hvor alting er lidt af lave. Måske har der også siddet et par hippier hist og her i Nørreskoven med en guitar og langt hår, mens EGK’erne har gået deres runder. Der er ungdomsoprør, Femølejr og beatmusik i luften. I USA nærmer raceadskillelsen sig sin afslutning på absolut blodigste vis, i kolonistaterne er kolonimagterne ved at miste herredømmet, og så får verden pludselig øjnene op for en vis hr. Bond. I Esbjerg Golfklub er det ikke 007-film, men golffilmen ”Fandens Fairways”, som man ser fælles efter en gene23
ralforsamling og har stor fornøjelse af. Og det største drama i golfklubben drejer sig i disse år om golfklubbens skiftende bestyrere. Med Hr. Lykke Petersen som greenkeeper, er Fru Lykke Petersen meget passende blevet klubhusets bestyrer, men på generalforsamlingen i 1958 udtrykkes der utilfredshed, og måske er den manglende servering om søndagen med til at få stemningen vendt mod hende. Den påtales i hvert fald også. I 1961 beslutter bestyrelsen at lade Fru Lykke Petersen afløse af ægteparret Tosti. De fortsætter frem til 1961, men da klubben dette år bliver fanget af toldvæsenet i at servere alkohol uden spiritusbevilling, tør klubben ikke andet end at standse serveringen og afskedige Tosti’erne, indtil de ved, hvor stor bøden og efterbetalingen bliver. Det viser sig svært for Hr. og Fru Tosti at finde en lejlighed inden for opsigelsesfristens udløb, og det ender med, at klubben forbarmer sig over parret og lade dem blive boende endnu halvanden måned – frem til 1. august – mod at fru Tosti overtager serveringen af kaffe og te og eventuelle andre ikke-beskattede varer. Dette må fru Tosti dog takke nej til, da hun ”har taget arbejde ude”. Klubben lader parret bo alligevel, men forholdet er anstrengt, idet ægteparret ikke mener, at de har pligt til at flytte ud 1. august. Det ender højdramatisk med, at bestyrelsen tager kontakt til fogeden, som skal komme og tømme lejligheden 1. august, men heldigvis bliver det ikke nødvendigt, da lejligheden rømmes 29. juli.
Populære Pedersen
Næste ansigt bag disken er Wilma Thomsen, som ansættes som bestyrer i efteråret 1963. Der går dog kun få måneder efter sin ansættelse, før hun brækker benene og er fraværende hele vinteren. Til sidst bliver så Fru Pedersen ansat, og hun ender med at blive i mange år – og at blive meget afholdt. I sit lille køkken på 8 kvadratmeter tryller hun smørrebrød og drikkevarer frem . Altid står hun der i døren til sin og mandens lille lejlighed og taler med og servicerer alle på bedste vis. For mange bliver hun synonymt med det gode klubliv og en vigtig del af klubbens sjæl, og i 1967 beslutter bestyrelsen da også at forhøje hendes løn med 50 kroner i vintermånederne, fra november til april. Ugens vigtigste begivenhed – og en anden del af klubbens sjæl – er onsdagsmatcherne. Klokken 14 onsdag eftermiddag bliver der leben i skoven, for så går det løs med en 9 hullers stableford, indtil der ved 18-tiden er spisning. Arrangementet er enormt populært. Enten tager man selv smørrebrød med, eller man køber tre madder hos Fru Pedersen. Så er der præmieoverrækkelse, hvor førstepladsen er et glas med klubbens monogram. Og lidt specielt er der også en præmie til den spiller, der bliver næstsidst. Devisen er, at det er let nok at blive sidst, men en hel del sværere at blive næstsidst, så det bør belønnes. Og præmien er intet mindre end et friskbagt franskbrød. I 1963 har 145 tegnet medlemskab i Esbjerg Golfklub, og man kender stort set alle sammen hinandens navne. Man behøver intet nyhedsbrev, Facebook eller klubblad – man lytter sig frem til det, der sker. Træningsbanen bliver endelig en realitet. Den får form som et hul, altså kuperet, og den er cirka 350 meter lang og med skov på begge sider. Man skal bruge sine egne bolde og selv samle dem op. I klubhuset har en indsamling ført til, at der er kommet nye gardiner og pynt op, et elektrisk ur er blevet doneret af tandlægerne og foderstof-folkene, som spiller sammen hver uge, klubben har fået en mønttelefon, og da der kommer forslag om at stille en spilleautomat op, lyder der jubel fra alle kanter. Efter at have haft et oliefyr i tankerne flere gange, falder valget nu på at få indlagt centralvarme, og det lykkes.
Donnertale om den gode klubånd
Alt sammen tager det på klubbens økonomi, som er vanligt skrøbelig, men så vedtager man bare, at alle medlemmer skal betale et ekstra kontingent i 1964 svarende til 25 procent af kontingentsatsen. Det gør de så. Uden at kny. På den måde undgår man at gøre gælden endnu større. Midt i den umiddelbart så sociale stemning er der dog en vis tilbageholdenhed over for folk, man ikke kender. Endnu eksisterer der ikke klub-i-klubber, som vi kender dem i dag, men mange har faste spilleaftaler – og nogle, de helst vil spille med. Allerede på generalforsamlingen i 1962 maner formanden til en et mere åbent klubmiljø, især over for nye medlemmer: ”Da det desværre havde vist sig, at en stor del af de nye medlemmer var holdt efter en sæson eller to, henstillede formanden til medlemmerne at tage sig meget mere af de nye medlemmer, til disse er kommet rigtig i gang med spillet”, lyder det i referatet. To år efter må der igen tales medlemspleje og klubånd på generalforsamlingen. Her er det bestyrelsesmedlemmet K. G. Jasper, som råber vagt i gevær: ”Under eventuelt havde blandt andre K. G. Jasper ordet og beklagede visse medlemmers uvilje til at spille med de medlemmer, som de var trukket sammen med i matchen, idet han udtalte, at netop at spille sammen med medlemmer, man ikke spillede med til daglig, er med til at skabe det gode klubliv, der ellers altid havde været i klubben”, skriver sekretæren. 24
Selv debatterne om klubmiljøet begynder altså at have karakter af noget, vi kender i dag, nu hvor vi er nået et stykke op i 1960’erne. Gjesing-området begynder også at tage form efter bydelens udseende i dag. Fra at have været et åbent naturområde, bliver der nu bygget huse til den helt store guldmedalje. Det ene villakvarter efter det andet skyder op, og det gavner medlemstallet i klubben, men desværre begynder der samtidig at være pladsmangel under trækronerne. Et stort stiforløb til gående og cyklende går på kryds og tværs af skoven, og efterhånden som trafikken af ikkegolfspillere bliver mere og mere intens, er det efterhånden heller ikke helt ufarligt at spille golf i skoven. Det er tid at begynde at se sig om efter noget andet, og golfklubbens øjne falder på det smukke område i Marbæk. Et område, som kommunen ejer, og hvor der kunne skabes en imponerende flot golfbane. Eneste problem er, at der er fredskov, og at Esbjerg Kommunes plantør C. C. Thomsen ikke er særligt vild med idéen. Og end ikke en morgenbitter, som klubben serverer for ham, eller en studietur til en anden fredskov-bane kan bløde ham op. Han er betænkelig, skeptisk og urolig. Men så kommer Dreyer. Frederik Dreyer.
25
26
27
VELKOMMEN TIL RESTAURANT JC Udsigten til noget godt
Skøn udsigt og dejlig mad I klubhuset kan I på første sal finde vores rummelige og lyse lokaler. Her kan du nyde en kold øl eller vand samt få et dejligt måltid fra vores varme og kolde køkken. I Restaurant JC er alle naturligvis velkomne, golfspillere såvel som ikke-golfspillere og medlemmer såvel som ikke-medlemmer. Hvad enten valget falder på et bord i restauranten eller ude på terrassen, vil
I øjeblikket er der krav om fremvisning af vaccinationspas såfremt det ønskes at sidde indendøre. Alle er dog velkomne til at benytte terrassen.
der være rig mulighed for slappe af i naturskønne omgivelser. Hos os kan I få pulsen ned igen efter stressende hverdag eller efter en runde golf, hvor der er brugt lidt for meget tid i roughen. I restauranten kan vi igen i år tilbyde dagens ret eller andet godt fra vores
Få vores menukort direkte på din telefon ved at scanne følgende QR-kode:
varierede menukort. I denne sæson har vi derudover tilføjet flere asiatiske retter til menuen, som vi glæder os til at servere for jer. Kunne I tænke jer at afholde jeres næste store begivenhed hos os, er det også noget vi kan arrangere. Vi er klar på alle typer af udfordringer - store såvel som små – og kun lokalernes størrelse sætter grænser for mange I kan være. Er du golfspiller eller har du bare har lyst til at nyde en stund midt i vores fantastiske omgivelser enten i restaurantens lokaler eller ude på terrassen, så er du altid velkommen hos os i Restaurant JC. Med venlig hilsen Jan og Chi
Restaurant JC, Esbjerg Golfklub, Sønderhedevej 11, 6710 Esbjerg V - Telefon: 75269219 / 28870186
www.valsemøllen.dk
FØDEVAREINDUSTRI
ENERGIINDUSTRI
PHARMAINDUSTRI
STÅLKONSTRUKTION
Limfjordsvej 13 • 6715 Esbjerg N Tlf. 75 47 00 66 • www.mimontage.dk
Intereseret i en økonomisk sejr? I Skjern Bank får du rådgivning med handlekraft. Kontakt os og få økonomisk overskud.
KVAGLUNDVEJ 82 · 6705 ESBJERG Ø · WWW.SYDVESTA.DK
Kapitel 5 Nørreskoven 1968 til 1970 Armbevægelserne fejler ikke noget i Esbjerg Golfklub i slutningen af 1960’erne. Hverken de armbevægelser, der hver dag sender golfbolde afsted gennem Nørreskoven med rasende fart, så både folk og fugle med livet kært holder behørig afstand. Eller de armbevægelser, hvormed man energisk forklarer byrådet og lokalpressen om denne endnu lidt eksotiske sport, og om hvorfor det er så vigtigt med en ny golfbane. Snarest. Og gerne på et tiltænkt område i Marbæk. Ønsket om en ny golfbane har været fremme i flere år, og både golfklubben og Esbjerg Kommune er enige om, at Marbæk Plantage – som kommunen har erhvervet i 1939 – er et oplagt sted at etablere en helt ny golfbane på 18 huller. Når nu sporten har fået sådan tag i byen, som den har. Eller har den – egentlig? I 1968 kommer medlemstallet op på 204, hvilket jo i virkeligheden stadig er yderst, men i Esbjerg Golfklub er overbevisningen, at det ene og alene må skyldes manglende formidling. For hvem kan da undgå at bliver fanget ind af denne fascinerende sport, når først man har mærket følelsen i kroppen efter at have ramt bolden med det helt rigtige smæk, fulgt følge dens luftbane med øjnene, og til sidst moret sig over, hvor den landede i forhold til sit bestemmelsessted? Iveren blandt de golfglade ildsjæle i det lille klubhus i Nørreskoven smitter af på de journalister, der kigger forbi, så også i spalterne agiteres der for golfsporten og de smukke forhold i Esbjerg. Allerede i 1961 har man i dagbladet Vestkysten slået fast, at: ”I Esbjerg er det almindeligt kendt, at vi har en af landets skønnest beliggende golfbaner – i Gjesing. Her holder Esbjerg golfklub til, har i øvrigt smukt indrettede klublokaler og som sagt en bane, hvor naturskønheden er legio.” Journalisten slutter sågar af med selv at afprøve spillet og direkte opfordre til læserne om at gøre det samme: ”Det lykkedes efter en halv snes gevaldige slag i luften. Bolden forsvandt ganske vist et eller andet mærkeligt sted i skoven, men jeg havde altså ramt. Om det er svært? Gå selv ud og prøv ude på banen i Gjesing. De vil nyde naturen og senere spillet, når De får nogenlunde greb på det.”
Eisenhower og Esbjerg Golfklub
Rosen fortsætter op gennem 1960’erne. Ros af skovbanens fortræffeligheder med årets skiftende panoramaer. Ros af træningsbanen, som endelig bliver anlagt, og som giver Esbjerg de ”smukkeste og bedst beliggende træningsforhold i landet”. Ros af de ihærdige bestyrelsesmedlemmer, som kæmper for hele tiden at udvikle deres klub og bane. Og ros til de imponerende resultater, som Esbjerg-spillerne opnår ved diverse turneringer og mesterskaber. Samtidig påtager pressen sig at oplyse de mange, som endnu ikke har helt forstået, hvad det egentlig går ud på med det der britiske køllespil: ”Golf, ikke sandt, De har hørt navnet på denne sportsgren så tit, men egentlig ikke fæstnet Dem ved hvad det egentlig er. Meget populært sagt er hemmeligheden ved golf den at slå en lille hvid bold så langt bort som muligt på kortest mulig tid og i færrest mulige slag. En golfbane – med internationale mål – består af 18 huller, og den er ca. 6 kilometer lang – spillet kræver altså temmelig meget plads”, lyder det pædagogisk i Vestkysten under overskriften ”Vil De slappe helt af, er golf et godt middel”. Senere i artiklen holder journalisten sig ikke tilbage for at trække en tråd til selveste USA’s præsident midt i beskrivelsen af Esbjerg Golfklub: ”Og så er golf en sport, hvor man slapper af. Mange store mænd driver golf som afslapning – tænk blot på Eisenhower, der er lidenskabelig golfspiller og på de mange engelske stjerner i fodbold. Før en vigtig kamp slapper de ofte af med en golfmatch”, bedyrer journalisten. 30
Se så. Mon ikke mangen en esbjergensisk husmor er stoppet op netop dér i artiklen og har tænkt på, om hun – eller hendes mand – skulle kaste sig ud i denne sport. For hvem vil da ikke gerne lade op, sådan som de store mænd gør?
Frimodig omgang med maskinerne
I 1967 er K. G. Jasper formand i Esbjerg Golfklub. Det er ham, der står bag Jaspers Radio i Esbjerg. I bestyrelsen sidder desuden kasserer Arne Lassen, Erik Skaarup, Kylle Hansen og så sekretær Jens Wester-Andersen, der siden – i 1970 – skal blive ny formand. Bestyrelsen arbejder ufortrødent på hele tiden at skabe bedre forhold i den støt voksende golfklub, hvor klubhuset med fru Pedersen og hendes smørrebrød er det store samlingspunkt. Bestyrelsesarbejdet indebærer alverdens opgaver, lige fra finde løsninger på de mudrede indkørselsforhold i skoven til at til at samle ind blandt medlemmerne til et fjernsyn til søde fru Pedersen som tak for hendes store indsats. Bestyrelsen mødes jævnligt, enten i klubhuset eller privat, og gerne i selskab med god mad og procenter i glasset, og hver gang fører sekretær Wester-Andersen mødets forløb til referat med sirlig håndskrift i klubbens forhandlingsprotokoller. Udførlige er referaterne, som i dag kan læses på Byhistorisk Arkiv, og Wester-Andersen går ikke uden om at beskrive også de mindre flatterende emner. Som for eksempel den penible sag om klubbens prikkemaskine, som tages op i bestyrelsen i 1967. Det er sekretæren, der bringer emnet på banen, for han har fået kendskab til, at greenkeeper Larsen med klubbens maskiner har foretaget prikning af flere af medlemmernes græsplæner, så græsset vokser bedre, og at dette strider mod en tidligere bestyrelsesbeslutning, hvor man har besluttet ikke at udleje klubbens maskiner. Der må være blevet stille på mødet lige efter det indspark. For faktisk viser det sig, at både formanden og kassereren er blandt de medlemmer, som har haft prikkemaskinen en tur forbi baghaven: ”Formanden oplyste, at han havde fået greenkeeperen til at prikke sin græsplæne, og at han mente, at man skulle tillade greenkeeperen at anvende klubbens medlemmernes græsplæner, når det skete på et tidspunkt, der var foreneligt med golfbanens pasning, men han mente, at man ikke skulle annoncere med dette”, lyder det i referatet. Også kassereren går til bekendelse, og han kan desuden tilføje, at også skolepsykolog Mathiassen har fået prikket sin have, men at skolepsykologen dog skulle betale et beløb for det. Baneinspektøren er overrasket, for han kender ikke til al den private brug af prikkemaskinen. Han har dog selv lavet en byttehandel med håndværker Laurids Hansen, som gik ud på, at greenkeeperen skulle prikke Laurids Hansens græsplæne mod at sidstnævnte reparerer klubbens greenklipper. Sagen bliver diskuteret heftigt. Sekretæren og baneinspektøren er temmelig forbløffede og opponerer mod disse frynsegoder, men de er i undertal, så det besluttes at tillade greenkeeper Larsen at anvende klubbens maskiner på medlemmernes græsplæner, dog kun mod en nærmere fastsat betaling og kun med tilladelse af baneinspektøren. Ligesom baneinspektøren må sekretær Wester-Andersen altså underlægge sig flertallet, men han ser i denne nebengeschæft en ”fare for, at greenkeeperen kunne blive mere interesseret i at passe medlemmernes græsplæner end golfbanen”.
Hund på dagsordenen
Det er i det hele taget ejendommeligt, hvordan Esbjerg Golfklub i de her år omkring 1970 på den ene side befinder sig indiskutabelt i toppen af i eliten inden for dansk golf, men samtidig på de indre linjer stadig famler sig vej frem til, hvordan man driver en moderne golfklub. Allerede i 1936 og 1937 er Esbjerg-spilleren Poul Wiberg Jørgensen blevet dansk seniormester, og senere opnås denne titel også af Ole Wiberg Jørgensen og Henry Knudsen. Alle tre kommer desuden på det danske landshold. Også Knud Skaarup, og før ham Oscar Wilhelmsen, bliver landsholdsspillere. På juniorlandsholdet spiller Henrik Søholt, Poul Grønning, Søren Steffensen og Henry Knudsen. Ole Wiberg Jørgensen vinder som den første skandinav det åbne tyske mesterskab i 1966, ligesom han et par år senere bliver vinder af det åbne græske mesterskab. Og det er bare et udpluk af sejrene. Det er da også de stærke spillere i Esbjerg, som Dansk Golf Union i 1971 beder om at repræsentere Danmark ved EM-kampene i Cannes. Et projekt, der ender med at gøre Henry Knudsen og Ole Wiberg til europamestre. På damesiden er Lise Juul flyttet fra København til Esbjerg og ligger allerede i toppen af kvindegolf med flere DMtitler i baggen. Samtidig, hjemme i Nørreskoven, spiller disse elitespillere endnu lidt primitivt blandt picnic-gæster og rådyr på 31
en bane, som kun er ni huller og derfor må spilles to gange, hvis der skal være turnering. Banerne gøder man aldrig, så græsset er nogle steder helt væk, og først i 1971 får man den idé at lukke banen lidt ned om vinteren for at undgå slid. Og på bestyrelsesmøder diskuterer man de jævne ting, som om der er råd til at indkøbe 40 kopper, ølkrus og snapseglas, og at det er noget skidt, at greenkeeperen ikke har fået brugt vertikalcutteren hele foråret. Samt om man skal tillade værtinden Fru Pedersen at beholde den hund, hun har haft i pleje. Sidstnævnte får hun i øvrigt lov til. Hvis den bare ikke render rundt i og foran klubhuset konstant.
Koldblodige Steffensen
Men et eller andet må den lille klub i skoven gøre rigtigt, for sejrene fortsætter bare for esbjergenserne. Også når de gælder juniorerne. Et ungt stortalt er Søren Steffensen, som Esbjerg Golfklub skal komme til at høre meget mere om i årene, der venter. I 1972 vinder han danmarksmesterskabet i Silkeborg, bare 17 år gammel. Hans mesterskab kommer bag på alle eksperter, og han skriver golfhistorie ved at være den hidtil yngste DM-vinder i unionens historie. ”Ufatteligt at en knægt som Søren Steffensen kan spille så upåvirket, når så meget står på spil. Jeg er dybt imponeret, for han ”styrer” jo sin bold som en hærdet professionel. Mage til koldblodighed og koncentrationsevne skal man lede længe efter” udtaler formanden for DGU’s herrer, Jørgen Krøll, efter kampen, mens en anden tidligere modstander udtaler: ”Han er jo nærmest en maskine at spille mod. Jeg har i alt fald aldrig før mødt en spiller, der slår så lige og rent.” Da Søren Steffensen selv skal sætte ord på, hvorfor han vandt, takker han sin hjemmebane i skoven: - Det hænger nok sammen med, at jeg er vant til at spille på Danmarks smalleste fairways i Esbjerg, hvor det næsten også altid blæser, så man er tvunget til at slå rent, lige og lavt, udtaler den stilfærdige vestjyde til medierne oven på sejren.
Arne Tinnings chok-udmelding
En del af æren har også Esbjerg Golfklubs dygtige, nye træner Arne Tinning, som bliver ansat i 1968. Han tager sig omhyggeligt af at forme klubbens blomstrende talenter, og lige så grundig sørger han for at træne menigmand. Desværre er det der med at træne stadig ikke noget, klubbens medlemmer ser den store fidus i. Så selv om Esbjerg Golfklub deler Arne Tinning med Kolding Golfklub, har træneren ikke nok lektioner. Han får et fast årligt beløb på 2500 kroner fra Esbjerg Golfklub, og må så selv tjene resten af sin løn ved at sælge træningstimer. Kun godt et år efter sin ansættelse kommer chokket, da Arne Tinning 30. november 1969 skriftligt opsiger sin stilling med den begrundelse, at han har for lidt at lave. Bestyrelsen bliver noget nervøse over denne udmelding, men tænker løsningsorienteret som altid, og det lykkes at finde en ordning, hvor Arne Tinning er i Esbjerg fra onsdag til søndag hver anden uge, og så kan han ellers bruge de andre dage på at træne golf i Kolding. Eller i Aabeenraa, som han også er begyndt at arbejde for. Det lykkes på den måde at beholde Arne Tinning, som mange i klubben er glade for som træner, og som i øvrigt også står for at bestille køller, bolde og andet udstyr hjem. I de første år dog uden at have hverken butik eller udstillingsmontre i klubhuset, som det fremgår af et bestyrelsesreferat fra marts 1969: ”Sekretæren redegjorde for sine forhandlinger med henblik på at lave et udstillingsskab til træneren og kunne oplyse, at det ville koste 1100 kr. at indrette disse skabe. Men blev enige om, at træneren måtte klare sig med det bestående, dog således, at der skulle stillet et skab til rådighed for ham i vognskuret.” Først i 1972 bliver Arne Tinning bevilliget en skurvogn, som klubben kan købe for 800 kroner fra et konkursbo, og her kan træneren så åbne en shop. Han skal bare selv male skurvognen.
De dræbende kugler
Det, man dog er allermest optaget af i disse år, er forhandlingerne med Esbjerg Kommune omkring en kommende, ny golfbane i Marbæk. En rigtig én med 18 huller og ingen skovgæster at tage hensyn til. Esbjerg Kommune ønsker i udgangspunktet også den nye bane, for sidst i 1960’erne ligger Nørreskoven ikke længere helt ude i udkanten af byen, men tværtimod er det nye boligkvarter Gjesing i heftig vækst, og så skal der være bedre plads til mennesker – og mindre plads til susende golfbolde – i skoven. 32
Aviserne skriver også om disse ”golfkugler” der fyger gennem luften mellem træerne, og som jævnligt ryger ”til skovs”. Om det er gennemtænkt propaganda for en flytning vides ikke, men i hvert fald vælger Jens WesterAndersen i Vestkysten at udtale, at et velrettet golfslag i værste fald godt kan slå en skovgæst ihjel. Sjovt er det at bemærke, hvordan Wester-Andersen rettelig kalder det for en golfbold, men journalisten holder fast i ”kugle”: ”- Skovgæsternes antal er øget, og dermed øges risikoen for, at man rammer en sådan skovgæst – børn som voksne – med vores bolde. Ingen kan kontrollere en vildfarende bold, siger Jens Wester-Andersen. Og det er bestemt ikke nogen spøg at blive ramt af en golfkugle, der har en begyndelsesfart af 300 kilometer i timen. - Problemet er ret vanskeligt at løse – vi kan jo ikke forbyde folk at besøge de rekreative områder i Gjesing. Vi kan blot henstille, at de ikke kommer for nær banerne. Risikoen for, at der skal ske en eller flere ulykker – en golfbold, der rammer uheldigt, kan udmærket dræbe et menneske, f.eks. hvis man rammes i tindingen – er naturligvis vokset, efterhånden som flere og flere flytter nærmere og nærmere, og efterhånden som der kommer flere golfspillere.” Derfor er det også en glædens dag, da Esbjerg Kommune den 25. maj 1970 endelig vedtager en rammebevilling på 750.000 kroner til anlæg af en 18 hullers golfbane i Marbæk. Pengene skal dække selve anlæggelsen af banerne, mens Esbjerg Golfklub selv skal finansiere opførelsen af et klubhus. Og anlægspengene er med det forbehold, at kommunen afventer regeringens aktuelle økonomiske overvejelser, hedder det. På byrådsmødet er det kulturudvalgsformand Poul Erik Bech (S), som fremlægger sagen, der er en del af en større plan om at gøre Marbæk til et rekreativt område. Også Venstres ordfører, gårdejer Jacob Sørensen, anbefaler projektet, og det samme gør bogtrykker Paul Rosendahl, som tilmed understreger, at en nye golfbane vil få turistmæssig betydning. Han ved, at Silkeborgs 18 hullers golfbane året før har haft besøg af 2000 turister. Til sammenligning har hele Esbjerg by samme år kun haft 200 turister.
Fru Pedersen fik kolde tæer
I Esbjerg Golfklub tillader man sig trods forbeholdet at glæde sig over nyheden, og der bliver fluks sendt indbydelse ud til en ekstraordinær generalforsamling 10. juni 1970, så man kan drøfte den store nyhed med medlemmerne. Og der er ikke noget at sige til, at man er glad. Forud går et mangeårigt forløb, som har lært golffolket, at sagsgangen i diverse offentlige intanser – fra fredningsnævn til licitationskontor – ikke går nær så smidigt, som når man træffer beslutninger i golfklubben. Først er der gået flere år med overhovedet at få lokalsamfundet og kommunen til at se idéen med en større golfbane, og hvor kritiske røster har lydt fra både embedsværk, politikere og landmænd i Marbæk. Hernæst har plantør Thomsen fra Esbjerg Kommune skullet finde de helt rigtige arealer i Marbæk. Og så har Dansk Golf Unions baneudvalg flere gange været på besøg for at besigtige Thomsens forslag til arealer. Da denne del er faldet på plads, kommer Danmarks store golfbanearkitekt Frederik Dreyer på besøg i november og går området meget nøje igennem sammen med et par bestyrelsesmedlemmer og plantør Thomsen, hvorefter Dreyer tager hjem og tegner en grundskitse til en 18 hullers bane. Frederik Dreyer vender tilbage sammen med sine tegninger, og igen er det på med vandrestøvlerne og ud at tale om skitserne, mens man står i området. Og mens man lytter til arkitektens gestikulerende forklaring. Denne gang er det så spændende, at selv klubhusværtinden Fru Pedersen er taget med på turen. Hun vender dog om, da hun undervejs får våde tæer. Man tager nu kontakt til arkitekt Rudolf Lolk for at få ham til at lave et løst skitseudkast til brug for en ansøgning over for fredningsmyndighederne. Det gør han, og det lykkes at få Fredningsnævnet for Ribe Amtsrådskreds til at meddele dispensation til opførelse af et klubhus ”på matr. Nr. 3a Kravensø by”, som området hedder i kommunens brune mapper. Dispensationen er dog giver på betingelse af, at ”gulvhøjden i det planlagte byggeri sænkes, således at denne placeres i niveau med den foran byggepladsen eksisterende vej.” Det er man i bestyrelsen ikke sikker på kan lade sig gøre, så man må tilbage og spørge Rudolf Lolk, om det er muligt, eller om afgørelsen skal appelleres. Samtidig skal der holdes møde mellem Dansk Golf Union, skovudvalget og bestyrelsen, og der skal søges penge hos forskellige fonde og virksomheder. Detailprojekteringen skal på plads og sendes ud i licitation, og der 33
skal søges samlet om tilladelse til både baner og byggeri, og om penge til at anlægge golfbanerne, hos Esbjerg Kommune.
Hvis alle betaler 1000 kr.
Så da Esbjerg Kommune endelig melder sin rammebevilling ud, er det en milepæl, og til den ekstraordinære generalforsamling på Palads Hotel 10. juni 1970 er der da også mødt hele 59 medlemmer op. Det er en 50 procent flere, end der plejer. Formand Jasper kan fortælle generalforsamlingen, at organiseringen i Marbæk vil blive ligesom i Nørreskoven, nemlig at kommunen stiller arealet vederlagsfrit til rådighed for golfklubben, så man slipper for at betale husleje. Havde man selv skullet købe den samme jord, ville det have kostet op mod 500.000 kroner. Desuden vil kommunen betale for anlæg af banen, en udgift beregnet til 740.000 kroner plus moms. Men golfklubben skal selv stå for at bygge og drive klubhuset, og Rudolf Lolks fine tegninger vil koste 870.000 kroner at føre virkeligheden. Så mange penge har klubben ikke. Bestyrelsen foreslår på generalforsamlingen, at hvert voksent medlem af klubben betaler 1000 kroner til klubhuset, og det giver følgende budget: Salg af nuværende klubhus: 160.000 kr. Indestående i bank: 13.000 kr. Lån fra Tholstrups Fond: 2000 kr. Lån fra DFDS: 15.000 kr. Lån fra DFF: 50.000 kr. Indsamling blandt voksne medlemmer: 140 x 1000 kr.: 140.000 kr. I alt: 380.000 kr. Men alle kan se, at med dét beløb er man jo ikke engang halvvejs oppe mod de 870.000 kroner, så det bliver besluttet, at bestyrelsen må arbejde videre med at finde en løsning. Eventuelt kan man måske nøjes med at bygge den underste del af klubhuset først. Samtidig opfordrer formanden medlemmerne til at gå i gang med ”et agitationsarbejde blandt venner og bekendte, idet det må være målet, at hvert nuværende medlem skaffer et nyt medlem, hvilket ville løse alle driftsøkonomiske problemer”, som det lyder i referatet fra generalforsamlingen. De gæve golfspillende esbjergensere lader sig som altid ikke lige slå ud. Heller ikke selv om man har en drøm, som man mangler en halv million for at kunne finansiere. Der snakkes derimod propagandaudvalg og indskudsfri indmeldelse, da kaffen senere på aftenen glider ned på Palads Hotel. I præcis to måneder og én dag når man at glæde sig og planlægge. På bestyrelsesmødet 11. august 1970 må Jens Wester-Andersen føre følgende til referat: ”Formanden meddelte, at Esbjerg Kommune havde givet meddelelse om, at anlægget af den nye bane sammen med oprettelsen af en biblioteksfilial i Jerne og etableringen af et levnedsmiddellaboratorium ind til videre er stillet i bero på grund af den skrantende økonomiske situation.” Øv. Det må have føltes som at føre stort på hul 17 i slagspil for så at lide et afgørende nederlag på hul 18. Nu var man lige kommet så langt, og meget så endelig ud til at klappe. Men så er det godt, der er tale om golfspillere. Esbjergensiske golfspillere endda. De er vant til modvind, og de ved, at så må man jo bare tage en runde til.
34
35
Kapitel 6 Nørreskoven 1971 til 1974 Der er morgenbitter og bakskuld. Der er hyggepianist under middagen og fri dans til et kassettebånd på fuld volumen bagefter. Og der er overnatning på Hotel Britannia til 50 kroner for et enkeltværelse og 82 kroner for et dobbeltværelse, for dem der vil sove fint. Da Esbjerg Golfklub i 1971 kan fejre sit 50 års jubilæum, er alle sejl sat til. Bededagsferien bliver revet ud af kalenderen, så man kan hylde og fejre sin golfklub i Nørreskoven. Og sende kærlige tanker tilbage til stifterne og den helt særlige aften den 2. marts 1921 på Palads Hotel. Den aften, hvor fire herrer – politimester Fritsche, direktør Melsing, konsul Okholm og stadsingeniør Nonboe – diskuterede en god idé og hen på aftenen skrev på en lap papir, at Esbjerg Golfklub var født. Meget er sket, siden den seddel, og siden den spæde opstart på en mark med køer i Måde. Alligevel er der ikke rigtig sket nok, for man havde – måske også lidt vel optimistisk – drømt om at fejre 50 års jubilæet på det nye langt større golfanlæg, som klubben nu i en årrække har kæmpet for at få etableret i Marbæk. Lyst og lovende så det ud, da kommunen i 1970 endelig meldte ud, at de ville finde pengene til at anlægge banen – og des mere nedslående var det, da planerne i efteråret blev sat på hold på rådhuset, fordi økonomien var presset. Klubben må vente lidt endnu. Klubformand Jens Wester Andersen lægger da heller ikke fingre imellem, men kalder kort og godt året 1970 for et ”skuffelsens år” i sin beretning på generalforsamlingen. Så nu har man brug for en fest til at få humøret op igen. En stor fest. ”Man forudså nødvendigheden af at skaffe mere plads til omklædning mv., hvorfor det må overvejes at leje telt(e), hvori bl.a etableres bænke og tøjstativer. Almindelige opholdsmøbler fjernes for at give tilstrækkelig plads til afvikling af frokosterne i klubhuset. Rengøring, udskiftning af håndklæder mv. må tages op, så man er sikker på en effektiv udførelse”, noteres det på et bestyrelsesmøde i april 1971, få uger før den store tre dage lange jubilæumsfejring.
Borgmester gav håb
For fint skal det være, og blandt de inviterede gæster til selve jubilæumsmiddagen er borgmester Henning Rasmussen, kulturudvalgsformand Poul Erik Bech, golfarkitekt Frederik Dreyer og fru Ellen Melsing, der er enke efter klubbens første formand, direktør Melsing. Men samtidig er klubkassen ikke ligefrem tung, så man forsøger at få den størst mulige fest for færrest mulige penge, og det går faktisk ret godt. Som altid har klubben gode støtter rundt om i erhvervslivet, så det ender med, at Hermetikfabrikken leverer bulede dåser med sodavand og øl som tilskud til frokosten, Møller Thorgaard donerer to sølvlysestager som præmie, brillespecialisten Regli donerer en bordlighter af mærket Ronson som præmie, Premier Is giver is, Ceres giver fadøl, Tuborg kommer med en kasse danskvand, og Gallisk Vinhandel i Danmarksgade giver bitter til bakskulden samt ”støtter whiskypartiet i fornødent omfang”, som klubsekretæren skriver det. Den tidligere formand, K. G. Jasper, kommer med et stereoanlæg nede fra sin butik, Jasper Radio, og Esa Møbelværk indvilliger i at hente klubbens bløde møbler og opbevare dem fra onsdag til mandag, mens festlighederne løber af stablen. For ja, i klubhuset i Nørreskoven har man skam både lænestole og sofa. Endelig løser værtsparret i klubhuset, Hr. og Fru Pedersen, selv udfordringen med pladsmangel. Harry Pedersen, der er klubbens hyggeonkel og delvis invalid af Weills syge, har tidligere vist sig kreativ, når han udvider det lille klubhus med vægge af plastikplader ved Sankt Hans- og 2. juledagsmatcher og andre sociale trækplastre. Nu stiller han ægteparrets campingtelt til rådighed for golfklubben, for teltet kan da omdannes til omklædningsrum og ekstra køkkenrum. Helt omkostningsfrit. Pinsen oprinder, og det bliver et brag af en fest. Med taler, sange, dans og golf. Med biksemad og spejlæg, fiskefrikadeller og kartoffelsalat. Med masser af gammeldansk, snaps og bitter. Og med en jubilæumsmatch, som Henrik Søholt vinder, og en opsamlingsmatch for de stakler, som allerede første dag bliver slået af banen. Der er gang i den, og blandt de inviterede festdeltagere er også ”guldholdet” i Esbjerg Golfklub i 1971, nemlig Ole Wiberg Jørgensen, Henry Knudsen og Poul Grønning, der sætter Esbjerg Golfklub på kortet både indenlands og i europæisk sammenhæng i disse år. Så gør det ikke så meget, at man måtte droppe at invitere Danmarks andre 36
elitespillere – i erkendelse af, at de nok ikke gad komme til sådan en lille skovbane med kun ni huller for at spille match. Jubilæets dog nok allerstørste højdepunkt indfinder sig, da borgmester Henning Rasmussen rejser sig og holder en tale under middagen. Her får han sagt, at man vil komme i gang med at anlægge den nye bane i Marbæk i løbet af 1971. En udmelding, der begejstrer, men som man i golfklubben næsten ikke tør tro. Så borgmesteren hives til side hen på aften og adspørges direkte, hvor stor sandsynligheden for en snarlig etablering af Marbæk-banen egentlig er. ”90 procent” svarer borgmesteren. Dét bliver noteret.
Mestrene fra Esbjerg
I det hele taget går 1971 hen og bliver et rigtig godt år. ”Det gyldne år”, som formand Jens Wester Andersen stolt benævner det i sin beretning året efter. For ikke alene stråler den 50-årige Esbjerg Golfklub ved sin jubilæumsfest. Det er også i 1971, klubben bliver bedt om at lade to af sine spillere repræsentere Danmark ved Europamesterskaberne i Cannes – hvorefter Ole Wiberg Jørgensen og Henry Knudsen drager troligt ned og vinder ”Guldputteren” hjem til Danmark. Jubelen er stor i hele landet. Sejren omtales i ikke mindre end 18 danske dagblade. Og sidst på året kan de to Esbjerg-spillere sammen med formanden drage til København og modtage ”Den Gyldne Golfbold”, som er sportsjournalisternes hæderspris til årets store golfpræstation. Og ikke bare 1971, men også 1972 bliver et uforglemmeligt år. Her er det især den kun 18-årige Søren Steffensen, der får samtlige sportsredaktioner til at rydde siderne og skrive om Esbjerg Golfklub og denne klubs mageløse unge talent. Som den yngste nogensinde vinder Søren Steffensen danmarksmesterskabet. Det store for seniorer, vel at mærke. Alle holder vejret, da den unge ”hvalp” fra Esbjerg slår landets største golftalenter af banen. Tilmed med en ro så stor, som gik han blot en golfrunde og fløjtede med fuglene på skovbanen hjemme i Esbjerg. Så ingen tvivl om, at Esbjerg Golfklub for andet år i træk må til Bellevue Teatret i København og modtage ”Den Gyldne Golfbold” under stor festivitas. Denne gang centreret om en skoleelev fra realskolen med grydefrisure og forvaskede jeans. Mens franskmændene altså klapper af golfspillerne fra den der danske by Esbjerg, og mens de sydvestjyske drives giver genlyd i hele golfdanmark, kæmper man en anden kamp hjemme i Nørreskoven. For hvad borgmesteren end har bedyret, kommer der ikke gang i det videre arbejde med Marbæk-banen i 1971, og så må man i stedet vende blikket mod skovbanen, hvor der stort set ikke er noget græs tilbage. Man har slækket på gødningen i sin iver efter at komme i gang på den nye bane, og tilmed er der kun 8000 kroner disponibelt i perioderegnskabet efter jubilæumsfesten, så man drøfter, om det virkelig er nødvendigt at bruge de planlagte 4000 kroner på gødning. Til sidst vælger man dog at drysse noget kærlighed ud over skovbunden, og året efter kan formanden i sin beretning fortælle, at der i alt er gødet for hele 10.000 kroner i 1971: ”Det er mange penge, men til gengæld fik vi jo også for første gang i mange år græs på banen. Det gik endda sådan, at medlemmerne var ved at blive væk på banen. Dette blev dog reguleret, om end lidt langsomt, men jeg beder medlemmerne erindre, at det ikke er så let for klubben at reagere hurtigt i et sådant tilfælde, da det er kommunen, der står for klipningen af fairways.”
Flag af kosteskafter
Hele samspillet med kommunen om pasningen af golfbanen er da også til debat i starten af 1970’erne, hvor man overvejer at få sin egen greenkeeper. Dels må man betale kommunen 38.000 kroner om året for at få banen passet, men mener at kunne ansætte sin helt egen greenkeeper for en årsløn på 36.000 kroner – og altså på én gang spare penge og få råderet over greenkeeperen. Dels begynder der at opstå flere og flere verbale sammenstød mellem golfspillerne og greenkeeper Larsen, og man har måttet indskærpe over for ham, at det er nødvendigt at flytte huller og teesteder med jævne mellemrum. Valget af ny greenkeeper falder på lastvognschauffør Svend Andresen. Han sendes på fire måneders oplæring og teori i henholdsvis Nyborg og Holstebro er så klar som klubbens nye helt egen greenkeeper. Han bliver stillet i udsigt, at klubben forhåbentlig snart rykker ud i det smukke landskab i Marbæk, men til at begynde med må han gå løs i Nørreskoven. Her flytter han troligt hullerne, hvor bestyrelsen som noget helt nyt har fået fremstillet en plade, som skal anvendes ved hullets boring, så kanterne ikke trækkes op. En hulflytning, der foregår til fods, for klubben har endnu ikke nogen videre maskiner. Man har måtte droppe at have almindelige flag i hullerne, for nogle knallertbøller huserer i skoven og morer sig med at køre hen og sætte en fod på flagene, så de knækker. Så man har fremstillet sine egne robuste flag af oversavede kosteskafter, som der er sømmet nogle trekantede lapper på. Dem gider bøllerne ikke. Den 20. marts 1972 bliver en skelsættende dato i Esbjerg Golfklubs historie. Klokken 8 om morgenen er golfklubbens formand og sekretær, Jens Wester Andersen og Erik Knudsen, til møde på kommunen. Om bordet sid37
der kulturudvalgsformand Poul Erik Bech, kontorchef Larsen og plantør Thomsen. De kan overbringe golfklubbens to udsendinge den strålende nyhed, at Esbjerg Kommune nu har besluttet at gå videre med etableringen af den nye golfbane i Marbæk. Der jubles. Og der holdes bestyrelsesmøde samme aften, hvor man planlægger og har svært ved at få armene ned. Endelig sker der noget. Endelig går drømmen om en Marbæk-bane igen i retning af en realisering. Da der er gået to år, siden man sidst indhentede priser, må man indhente på ny, og der er sket stigninger i både arbejdsløn og materialer. Kommunen har heldigvis forståelse for prisudviklingen og vedtager i juni 1972 en bevilling til den nye bane i Marbæk på i alt 1.025.000 kroner. Aftalen er fortsat, at kommunen stiller området til rådighed samt betaler for anlæggelsen af banen, mens Esbjerg Golfklub selv betaler opførelsen af et klubhus samt driften. Måske hjælper det også lidt på det hele, at Esbjerg Kommune mere end nogensinde før ønsker golfspillerne væk fra Nørreskoven. Der er opstået en drøm om en dyrepark med hjorte i skoven, og kræver både plads og vil sandsynligvis give endnu flere skovgæster – så de ihærdige golfspillere og deres flyvende golfbolde må væk. Det sker sågar en dag, at klubmedlemmet Fru Tholstrup ikke kan finde sin bold, fordi den er landet i en barnevogn på skovstien.
Landets største greens
Begejstret går man i gang med at planlægge etableringen af den nye golfbane. En bane af en helt anden kaliber end skovbanen i Gjesing. Ingen er i tvivl om, at der kan anlægges en endog meget attraktiv golfbane i den flotte natur med hede og indlandsklit. Arkitekten Frederik Dreyer får at vide, at der nu er grønt lys til at arbejde videre, plantør Thomsen og skovtekniker Claus Løth begynder at optegne området og planlægge udførelsen, og man genoptager godkendelsesprocessen hos diverse myndigheder. For Esbjerg Golfklub er det helt nye tider med helt nye muligheder og i en helt ny størrelsesorden. Pludselig står man med et 70 hektar stort areal, som man kan indrette til at spille golf på. Og Frederik Dreyer tegner uden at blinke nogle af landets største greens på helt op mod 1500 kvadratmeter på sine skitser. I klubhuset arbejdes der hårdt på at løse udfordringen omkring klubhusbyggeriet. Klubben er nu kommet op på godt 300 medlemmer – hjulpet af et indskudsfrit jubilæumsår i 1971 og af en generel stigende interesse for golf. Men 300 medlemmer er stadig ikke meget, når der skal rejses over 800.000 kroner til et klubhus. Det er pludselig helt andre astronomiske beløb, man skal til at operere med i den lille golfklub, hvor man plejer at diskutere, om et stykke wienerbrød fortsat skal koste 1,25 kroner, og om det er rimeligt at hæve prisen for et glas mælk fra 1,50 til 2,00 kroner. Man beslutter at bede medlemmerne bidrage af egen lomme til opførelsen af klubhuset. Der er oprettet en såkaldt byggefond, men der står i 1972 kun 55.632 kroner på kontoen i Varde Bank. Der måtte gerne være det tidobbelte. Der appelleres til medlemmerne om at hoste op, og på generalforsamlingen i 1973 skærper formanden tonen: ”Efter medlemsmødet den 28. november 1972, hvor der var en meget positiv stemning, er det nedslående at konstatere, at der kun er kommet kr. 34.500 ind. I alt har kun 34 af klubbens medlemmer bidraget (…). Bestyrelsen håber, at der i år vil fremkomme et betydeligt bedre resultat” lyder det i referatet. Man er heller ikke bleg for at tage direkte fat i de tøvende medlemmer: ”Der vil blive rettet henvendelse til medlemmerne for at få at vide, om klubben kan forvente at modtage bidrag i år, da det er absolut nødvendigt for bestyrelsen at vide, hvilket beløb man disponerer over, inden klubhusbyggeriet sættes i gang”, lyder det på generalforsamlingen. Året efter, i 1974, er byggefonden oppe på 83.000 kroner, indbetalt af i alt 54 medlemmer. Men formanden er stadig ikke tilfreds og må igen tale donner til medlemmerne: ”Disse 54 medlemmers indsats for byggefonden er særdeles tilfredsstillende, men det er ikke tilfredsstillende, at kun 54 medlemmer har ydet bidrag – det er kun 1/3 af klubbens aktive medlemmer over 21 år. Det kunne tyde på, at medlemmerne ikke helt har forstået, hvor betydningsfuldt det er, at klubbens byggefond er så stor som muligt. Vi skulle derfor gerne ende med, at alle aktive medlemmer har ydet tilskud til byggefonden, til gode for kontingentets størrelse mange år frem i tiden”, siger formanden i sin beretning.
En bedre pris
Det er en tid, hvor bestyrelsesmedlemmerne selv kautionerer privat for lån til klubben, og hvor de lægger et stort antal arbejdstimer i klubben, så man forventer ufortrødent mere, end at medlemmerne blot betaler deres kontingent, der nu lyder på 675 kroner for en seniorspiller om året. Det bliver i sidste ende også dyrere for medlem38
merne, hvis det ender med et lån til en høj rente og deraf følgende kontingentforhøjelse på lang sats, forklarer bestyrelsen, mens de samtidig understreger fordelene: ”Husker De den lille seddel, hvor De kunne indberette årets skattefradrag? Med stigende inflation har de fleste restskat og i år endog tvangsopsparing. Tænk hvis De, da De for nylig udfyldte selvangivelsen, kunne have trukket yderligere kr. 1000 fra, og tænk på, hvad det i sidste ende ville have kostet Dem at yde dette bidrag til byggefonden. Det kan imidlertid nås endnu, og jeg har taget en masse blanketter med her i aften.” Jo, der bliver talt lige ud om tingene i starten af 70’erne, og der bliver udarbejdet en liste over de medlemmer, der ikke har bidraget til byggefonden. Man har regnet sig frem til, at man gerne skal nå op på en egenkapital på 675.000 kroner. De første tilbud på klubhuse, man har indhentet, beløber sig til henholdsvis 1.589.000 kroner og 1.550.000 kroner. Begge dele finder klubben håbløst dyrt, og man er med referentens ord en ”lidt fortvivlet situation” i 1974. Til sidst lykkes det at forhandle sig frem til en langt billigere mulighed med Esbjerg Totalbyg A/S. Her vil entreprenør Wejse, snedkermester Frøkjær godt udregne en god, lav pris for et klubhus, og med i prisen er, at d’herrer oppebærer vederlagsfrit familiemedlemskab i fem år regnet fra 1975. Dén lille regnskabskrølle er klubben med på. Prisen lyder nu på 1.082.800 kroner for et hus i to etager, hver på 338 kvadratmeter. Det er en pris, klubben forestiller sig at kunne klare. Med i prisen er der garderober, badefaciliteter, kontor, lobby, pro-shop og vognrum i stueetagen. På 1. sal er der køkkenfaciliteter, spisestue, opholdsstue, bar og bestyrerbolig. Græstørv på taget skal klubbens medlemmer selv lægge på. Så det lysner pludselig med alting på de mange møder inden døre, og før man får set sig om, sker det samme udenfor. I 1972 har man ryddet de 18 huller, og arkitekt Frederik Dreyer og DGU’s banekonsulent Werner Hansen har været rundt og afsætte teesteder, fairways og greens. Herefter er der blevet etableret fairways og semirough, og Esbjerg Kommunes folk har været ude at skove på de arealer, der skal være rough. I foråret 1973 bliver der afbrændt træer, gravet bunkers ud, fræset fairways og grovplaneret på greens og teesteder. Der er også blevet lagt hoved- og styreledninger ned til vandingsanlægget, harvet, renset, udlagt spagnum og store mængder kalk, finplaneret og opført et pumpehus. I sensommeren kan selve såningen begynde. Man starter i august 1973. To måneder senere, helt præcis den 14. oktober 1974, strøs de sidste græsfrø på fairways. Bedst, som man er færdig klokken 14, begynder det – nærmest helt symbolsk – at regne. Så bliver det november, og pludselig falder der sne. Overraskende tidligt på året og til nogles bekymring. Men græsfrøene ligger lunt under sneen, og da den smelter, kan miraklet ses. Et lillebitte grønt lag af græs er spiret frem. Lillebitte, men stærkt, som om græsset godt ved, at det er første generation af græs på en ægte mesterskabsbane, der skal give store golfstjerner med- og modspil. Fantastisk ser det ud, det grønne. Og klubmedlemmerne valfarter ud for at se det. Håbet er rigtignok lysegrønt.
39
PERSONLIG RÅDGIVNING NÅR DU HANDLER GOLFUDSTYR Hos B&J BetterGolf får du individuel og professionel rådgivning ved hvert køb. Som uddannede PGA golftrænere står vi altid klar til at hjælpe dig og du vil altid få venlig og professionel vejledning. Vi er stolte af at forhandle de bedste produkter indenfor golfudstyr, tøj og sko fra bl.a. Titleist, Callaway, Galvin Green, Daily Sports, Ecco og Footjoy. Besøg os i proshoppen i Esbjerg Golfklub, eller på vores webshop: www.bjbettergolf.com
GALVIN GREEN CUSTOM FITTING CENTER FOOTJOY BLACK ICON FORHANDLER
WWW.BJBETTERGOLF.COM
Den ny EQA. 100 % elektrisk. Fascinerende teknologi til en helt ny køreoplevelse. Fra kr. 400.000,-
Meget mere end revision
Din lokale sparringspartner, der arbejder ihærdigt på at tilføre din virksomhed størst mulig værdi og udbytte gennem løbende rådgivning.
Autoriseret Mercedes-Benz forhandler Esbjerg · 75 14 03 55
Smedevej 33 6710 Esbjerg V Telefon 75 15 17 33 www.danskrevision.dk
VI SLÅR ET SLAG FOR ET GRØNT MILJØ!
NTORET SKABER PLANTER PÅ KO IMA! BEDRE INDEKL STEMNING OG
VI SERVIC ERER PL ANTER, SÅ DE AL TID STÅR FRISKE OG FRODIGE!
MULIGHEDERN
INGER VI HAR LØSN
E ER MANGE.
TIL DINE OMGIV
ELSER!
SE MERE PÅ WWW.DECOPLANT.DK ELLER TA’ FAT I OS PÅ SALG@DECOPLANT.DK ELLER TLF. 88
68
Kapitel 7 Marbæk 1975 til 1982 Det var hundekoldt og regnvejr. Sådan beskriver klubformand Jens Wester-Andersen den 10. maj 1975. Dagen, hvor Esbjerg Golfklub efter mange års ventetid og mere end fem års tovtrækkeri med Esbjerg Kommune flytter ind på sin nye golfbane i Marbæk. Med kommunalpolitikere, der adskillige gange har lovet igangsættelse af baneetableringen og dermed skabt jubel i klubben, for derefter at skuffe dybt med en kontramelding, og med en medlemsindsamling til et klubhus, som har set helt håbløs ud, kan lidt kulde og regn ikke slå nogen som helst skår i glæden for golffolket. Tværtimod er man ved at sprænges af glæde og iver efter at komme i gang på den nye bane i Marbæk, og der går da heller ikke mange minutter, fra borgmester Henning Rasmussen har holdt sin golf-rosende åbningstale og klippet den røde snor, til medlemmerne kåde strømmer ud i blæsten og regnen for at spille på den bane, som i årene efter skal gå hen og blive berømt og spillet af mange store golfnavne. Dog må medlemmerne lige vente, til banens arkitekt Frederik Dreyer ceremonielt har slået det første slag. Åbningshøjtideligheden bliver en succes, og matchen får rekorddeltagelse, så alt i alt beskriver Jens WesterAndersen dagen som en dejlig dag. Også selv om vejrguderne lige giver spillerne et klart praj om, hvad der venter dem, når de nu har valgt at anlægge en bane i så blæsende og udsat et område. Og selv om flere bestyrelsesmedlemmer har sovet lidt uroligt op til åbningsdagen: ”Jeg kan godt røbe, at bestyrelsen havde set den 10. maj i møde med bange anelser. Man må ikke glemme, at det gjaldt om at få både en ny bane et nyt klubhus færdig til samme dag og samtidig få begge dele til at fungere. Jeg er stolt over at sige, at det stort set er lykkedes, selv om der selvfølgelig har været visse indkøringsvanskeligheder i den forløbne periode”, skriver formanden i sin beretning senere samme år. Med indkøringsvanskelighederne tænker Jens Wester-Andersen især på den kraftige rough og de mange sten i bunkers, som ved åbningen stadig mangler at blive udbedret. Og i klubhuset finder kloaksystemet på at strejke på nogle højst uheldige tidspunkter. Det til trods for, at netop etableringen af kloakken kom til at koste 87.000 kroner frem for de først afsatte 30.000 kroner. ”Men bortset fra disse fra disse ret beset små skønhedsfejl, må man sige, at baneanlægget er lykkedes til fuldkommenhed takket være Frederik Dreyer og unionens banekonsulent Werner Hansen. Det er vort lønlige håb, at medlemmerne vil forstå at værdsætte dette og derfor behandle banen med den respekt og omsorg, den fortjener”, skriver Jens Wester-Andersen.
Onsdagsmatcher på retur
En ny æra er i gang. Esbjerg Golfklub har indtaget sin fjerde bane efter at have haft sine første år på en bane i Måde (1921-1944), sine næste år på Cirkuspladsen (1945-1952) og endelig en lang årrække på banen i Nørreskoven (1952-1975). Nu er man for første gang rykket ind på en stor professionelt tegnet golfbane, hvor man ikke er dumpet ned på en ko-mark eller i en skov og skal tilpasse sig omgivelserne. Denne gang er det omgivelserne, der er blevet tilpasset golfspillet, og Esbjerg Golfklub er med ét gået fra at være en lille intim klub i skoven med primitive møbler og bekymring over at invitere større golfnavne på besøg i de beskedne omgivelser, til at mønstre en mesterskabsbane af internationalt format. Den forvandling er noget af en omvendelse, både praktisk og mentalt, og de første år efter 1975 bliver år med stor eufori og stolthed over de nye fine forhold, men også med en rekordvækst i medlemmer, som klubfællesskabet lige skal vænne sig til. Samt nye udfordringer som børnepasning, bunkers-flytninger og ”blaffer-beviser” til de unge, der tager den lange vej ud i klubben på stop. For eksempel konstateres det i 1974, at onsdagsmatcherne og deres efterfølgende hyggestund ikke længere har den store tilslutning, og at de ellers altid så populære klubmatcher måske er på vej helt ud. Silkeborg Golfklub må aflyse årets turnering, da klubhuset og dermed også pokalen er gået til i en brand, men aflysningen giver anledning til en refleksion i Esbjerg Golfklub: ”De sidste år har tilslutningen matchen mod Silkeborg været ringe, og vi blev enige om at benytte lejligheden til 42
helt at holde op med denne match. Man kan beklage dette, men må nok se i øjnene, at dette er udviklingen, og at de øvrige klubmesterskaber også vil ophøre med tiden. Disse matcher stammer fra en tid, hvor klubberne ikke var så store, og hvor den personlige kontakt medlemmerne imellem betød mere, end den gør i dag.”
Gyngestativ og legeonkler
500 er det magiske tal, som bliver gentaget igen i 1970’erne. Klubben har brug for at nå op på ”de stipulerede 500 medlemmer” – som man skriver i mødereferaterne – og også gerne endnu flere, for at økonomien kan hænge sammen. I januar 1975 har klubben 333 medlemmer, hvoraf 17 er passive, men tallet stiger stødt med en medlemsvækst på mellem 50 og 100 nye medlemmer hvert år, og bare tre år senere – i 1978 – er medlemstallet næsten fordoblet. 634 er nu meldt ind i klubben, og i 1980 er tallet steget yderligere til 733. Så hurtigt går det, at bestyrelsen i 1979 faktisk ønsker at bremse tilstrømningen lidt og derfor genindfører, at man skal betale indskud ved indmeldelse. I en årrække har klubben ellers kørt uden indskud for at lokke flere hen til indmeldingsskranken. De mange nye medlemmer skaber nye behov i Esbjerg Golfklub, som må øge antallet af begyndermatcher og anlægge en såkaldt ”børneparkering”. Børneparkeringen består i, at et område ved indgangen til klubhuset bliver indhegnet og nogle gynger sat op. Selve opsynstjansen må forældrene dog selv finde en løsning på, og måske er det derfor, at gyngerne aldrig rigtig kommer i sving. Hvilket formand Jens WesterAndersen kommenterer på generalforsamlingen i 1977: ”Derefter omtaltes den etablerede børneparkering og den manglende benyttelse af samme. Hvis ikke der gøres brug af børneparkeringen i den kommende sæson, vil faciliteterne blive fjernet igen, da de jo ikke pynter i naturen.” I 1981 bemærkes det, at forældre tilsyneladende snedigt er begyndt at melde deres børn til juniortræning blot for selv at få lejlighed til at spille golf. Der er i hvert fald noget galt med børnenes motivation, mener man: ”Når børnene er under 10 år, kniber det med at koncentrere sig. Det koster klubben penge, og det kan ikke være meningen, at det blot skal fungere som børnepasning, og det er måske også grunden til, at juniortræningen ikke har givet noget rigtigt resultat.” Juniorudvalget beslutter derfor at sætte en nedre aldersgrænse på 10 år for juniortræningen og desuden vil man ændre selve træningen, så den ”bliver mere effektiv for de, der selv yder noget”. Det føres også til referat, at man vil forsøge at finde forældre, som kan fungere som legeonkler i juniortræningen, for det kræver ikke noget højt golfniveau at hjælpe til der. På den måde frigøres der kræfter til at give en særlig opmærksomhed til den del af juniorerne, der har viljen og evnerne. Man drømmer om et bruttohold på cirka 20 juniorspillere, som man kan stille krav til og sige ”Vil du vise, at du vil yder noget, vil vi også gøre noget for dig.”
”Et mareridt”
For de mange nye spillere forsøger man sig med en såkaldt fadderskabsordning, hvor erfarne spillere går ud med nye, men det slår aldrig helt igennem. Så man lægger hovedet i blød omkring, hvordan golfetiketten kan komme helt ind under huden på de mange nye medlemmer. Og egentlig også på de eksisterende, mener klubmedlemmet Marker-Olesen, som i 1982 slår til lyd for en opsang omkring etikettereglerne, da han oplever trængsel på banen: ”Han og hans kone besluttede sidste år, at de ville spille golf. De havde hørt, at det var et dejligt afslappende spil, der foregik blandt kultiverede mennesker, men efter at have meldt sig ind i Esbjerg Golfklub, viste det sig at være et mareridt, som starter på første teested, hvor alle står og kigger på én. Inden man når 1. green, risikerer man, at den næste bold ligger cirka ½ meter bagved. Formanden sagde i sin beretning, at begynderne skal lære golfreglerne. Det er ikke begynderne, der ikke overholder etikettereglerne. Golf skal være afslappet og behageligt. Han mente, at bestyrelsen skulle komme med et par borgerlige ord.” I 1979, bare fire år efter åbningen, betyder den store medlemstilstrømning, at klubhuset fattes plads. Der er ikke skabe nok, omklædningsfaciliteterne får kritik, og juniorerne skal have et lokale. Det besluttes at udvide underetagen af klubhuset med 167 kvadratmeter, primært til brug for opbevaring af udstyr, og udvidelsen kan alle blive enige om, men finansieringen på 250.000 kroner vækker splittelse. Klubben ønsker at opkræve et ekstrakontingent for 1979 i form af en engangsopkrævning på 300 kroner for seniormedlemmer og 600 kroner for ægtepar. Men det er ikke mange år, siden medlemmerne sidst blev bedt – i kraftige vendinger – om at give bidrag til klubhusets opførelse, så lysten til at punge ud nu igen er ikke overvældende. 35 vælger at stemme mod, da sagen kommer til afstemning på generalforsamling, mens 111 dog stemmer for ekstraopkrævningen, så den bliver en realitet. De sidste penge låner man i banken. 43
Antallet af skabe stiger med nybyggeriet fra 214 til 370 skabe – med 528 skabsenheder i. Forinden er der voldsomme diskussioner på generalforsamlingerne. Skoene vil være grønne af mug efter 14 dage, hvis der ikke indlægges varme i skabene og ventilation, lyder det blandt andet. Ligesom et forslag om at lade skabslejen stige med 100 kroner bliver forkastet. Næ nej, lejen fortsætter med at være 85 kroner for et skab i garderoben og 75 kroner for et skab i fyrrummet. Men bygget bliver der, og prisen stiger til 295.000, da restauranten også lige får en nybygget bar med i samme ombæring.
Stor udskiftning i restauranten
Netop restauranten lever en yderst omtumlet tilværelse i 1970’erne og 1980’erne. Klubben formår stort set hvert andet år enten blive forladt af sit værtspar eller selv at måtte opsige parret. Hvor det også i Nørreskoven en overgang drillede med at finde det rigtige match til klubben, er det peanuts i forhold til den farce, der udfolder sig efter flytningen til Marbæk. Klubbens meget afholdte ægtepar, hr. og fru Pedersen, vælger ikke at flytte med, da de med deres alder ikke rigtig kan overskue de nye store forhold med mange flere at bespise. Det er et tab for klubben, der ellers endelig havde fundet et yderst afholdt og stabilt bestyrerpar. Ved åbningen i 1975 er ægteparret Annelise og Poul Erik Schjødt blevet ansat som bestyrere af den nye restaurant. De får en flyvende start med pinsen som de første travle dage, og der er også fart på hen over sommeren, hvor medlemstallet bare stiger og stiger, og ingen golfrunde kan jo afsluttes uden lidt godt til ganen. Men der er uenighed om åbningstiderne, som medlemmerne finder for begrænsede, ligesom der indløber andre klager over restaurantens drift, og til sidst vælger bestyrelsen efter lange og alvorlige overvejelser at bringe samarbejdet med værtsparret til ophør 1. april 1978. 19. juni 1978 tiltræder Hanne og Kaj Madsen som det nye restauratørpar, og umiddelbart modtages de med glæde i klubben, og så velbesøgt er restauranten, at bestyrelsen må se på at få lydisoleret deroppe. Snakken går løs, mens der skåles og fortærres, nu hvor man har været rundt på hele 18 svære huller. Men kun to år efter ønsker værtsparret at stoppe i klubben igen, så på ny må man ud at lede efter egnede kandidater. Det bliver Anne Marie og Steen Hommelgård, som 1. juni 1980 tager forklæderne på, men de følger statistikken og klarer kun to et halvt år, inden de vælger at sige op. Ifølge generalforsamlingen i 1982 er det ”divergenser mellem værtsparret og bestyrelsen”, der har ført til, at man har modtaget parrets opsigelse. Da restauranten ønskede priserne forhøjet, bad bestyrelsen om et regnskab, men i stedet for at aflevere dét, kom afskedsbegæringen. På bare syv år når Esbjerg Golfklub altså at have tre forskellige værtspar. Det giver uro og snak i klubben, for hvad er det med den restaurant? Er det klubmedlemmerne og bestyrelsen, som er bøvlede at danse med? Eller har man blot udvalgt de forkerte til at drive restauranten?
EM på Gyser-Henrys hjemmebane
Langt mere stabilt er det med Esbjerg Golfklubs triumfer rundt om de danske og udenlandske baner. Søren Steffensen, Ole Wiberg, Henry Knudsen og Knud Skaarup er navne, der høres igen og igen i forbindelse med pokaloverrækkelser. Og også kvinderne stormer derudaf. For eksempel vinder Lise Jul sammen med Tina Pors Scandinavian Foursome foran hele den svenske elite i 1978, og samme år bliver klubbens damehold nummer ét ved de jyske mesterskaber for klubhold. Ellen Steffensen, Tove Nielsen og Bitten Bachmann udgør holdet, og derudover er Irma Mathiesen også en af tiden dygtige damer. Tilbage i 1974 har Henry Knudsen på grund af byggeri holdt et sabbatår fra golfen, men formåede dog alligevel at lave en del ravage i danmarksmesterskaberne, hvilket skaffede ham tilnavnet ”Gyser-Henry”. Så der skælves, når de hårdtslående vestjyder rykker ud, og også den nye hjemmebane i Marbæk får hurtigt ry af at være lidt af en gyser. Blændende smuk og fascinerende opbygget, men også krævende og svært tilgængelig. Ingen rose uden torne. Esbjerg Golfklubs formand, Jens Wester-Andersen, er stærkt involveret i den internationale golfverden, og han får pludselig en lys idé. Europamsterskabet i golf i 1979 skal da foregå i Marbæk! Mange ryster på hovedet at forslaget. At en kun fire år gammel golfklub, der først er ved at finde sin endelige form, vil være vært for så stor en begivenhed, men Wester-Andersen holder fast og fortæller løs om den fine bane, indtil det til sidst lykkes. EM kommer til at foregå i Esbjerg. Hos klubbens tre greenkeepere bliver der travlhed. I forvejen er de mere end pressede med at passe banen, især efter at bestyrelsen har skåret staben ned fra fire til tre mand for at spare, men at nå at klargøre greens og fairways til et europamesterskab er en endnu større mundfuld, så der bliver ansat en langtidsledig og kaldt frivillige ind. Desuden råder klubben i 1979 kun over én eneste greenklipper, så man må ud at låne en ekstra, og de to maskiner kører og kører de fire medarbejdere så rundt på i dagene op til det internationale rykind. Der klippes tidligt om 44
morgenen og så igen om aftenen, og midt i det hele bliver en af greenkeeperne påkørt i sin fritid og kommer i respirator i tre uger på sygehuset. Så man må hente en mand op fra Sønderjylland.
Marbækbanen viser kløer
Banen i Marbæk ligger på det tidspunkt nummer 20 på ranglisten i Europa, så udgangspunktet er godt, men man ved også, at forventningerne er tilsvaret skruet op hos golfeliten fra de andre lande. Og ikke mindst de engelske og skotske golfspillere kommer fra forhold med en langt større pengetank bag golfsporten – og både en maskinpark og en greenkeeperstab på et helt andet niveau end den foreningsdrevne klub i Esbjerg. Da der skal sættes huller til EM, opstår der problemer på 3. green. Denne forfærdeligt svære green er lavet ind på skråningen, og der er kun et enkelt sted oppe på toppen, hvor et fire kvadratmeter fladt område gav mulighed for at placere et flag. Men spillerne protesterer, for det er simpelthen for svært, og det ender med, at Arne Tinning tager ud og flytter hullet efter fyraften. Da dagen for EM endelig oprinder, betræder Europas topspillere da også en Esbjerg-bane i storform, men samtidig en bane, der giver dem kamp til stregen. Mesterskabet finder sted i dagene omkring sankthans, og de internationale besøgende får lov at smage ægte dansk sankthansvejr med masser af blæst, kulde og rusk. Så meget blæser det, at en ung caddie fra Silkeborg må sendes hjem. Han kan ikke klare den der vind susende om ørerne hele tiden. Syvende hul må cuttes af, for at spillerne kan nå fairway i den hidsige vestjyske storm, og desuden får de to greens på hul 3 og 4 så stor kritik af EM-deltagerne, at de besluttes omlagt efter mesterskabet. Mest af alt bliver EM dog en stor succes med ros til Esbjergs flotte og specielle golfbane. Den er udfordrende og spændende. ”Very quick greens” siger en englænder til en anden på 13. hul, netop da greenkeeper Svend Andresen kører forbi. Og ja, dengang som nu går det stærkt over græsset i Marbæk, og hullerne er udfordrende. Åbenbart en tand for udfordrende, selv for Europas bedste spillere, erkender bestyrelsen efter mesterskabet, og så får man endelig omlagt de huller, som i flere år også har mødet kritik fra spillerne, blandt andre Søren Steffensen. Banens arkitekt Frederik Dreyer havde nok allerede luret, at der ville komme ændringer, for flere år tidligere havde han allerede udtalt de legendariske ord om Marbækbanen: ”Den bane bliver jeg aldrig færdig med.”
45
Kapitel 8 Marbæk 1983 til 1993 Bridgeklubben synes, 25 kroner er for meget for kaffe med snitter. Der er behov for at få lys på parkeringspladsen, og måske den en dag bør asfalteres. Spillere uden handicap er bøvlede at have rendende rundt på banen. Sådan lyder tre af de emner, der diskuteres, da der er bestyrelsesmøde i Esbjerg Golfklub 8. februar 1984. Der er nu gået knap ni år, siden Marbækbanen blev indviet i 1975, og klubben er blevet ét med sin nye identitet som stor og populær golfklub, placeret uden for byen og i et imponerende naturlandskab, med gæster fra ind- og udland, værtskab for større turneringer og kontante ratings og anmeldelser af banekyndige fra de forskellige magasiner og landsaviser. Pressen kan lide at skrive om Esbjerg Golfklub. Både på grund af klubbens eventyrlige historie og forvandling fra ”forpjusket grim ælling” på en ujævn ko-mark i Måde til en anmelderrost mesterskabsbane i eliteklassen. Men også på grund af klubbens dygtige spillerprofiler og flotte resultater, der fortsætter fra 1970’erne og op i firserne og halvfemserne. Og hvor også udlandet må lære at skrive det danske ”æ”, når de vil skrive, hvilken bane de dygtige spillere kommer fra. Men sideløbende er der altså også den helt almindelige dagligdag at forholde sig til for bestyrelsen, og den er lige så langt nede på jorden, som boldene på banen. Der skal købes smørrebrødsmontre til restauranten og svares nej til, at medlemmet Harbo må cykle mellem hullerne. I hvert fald indtil det er blevet lidt lunere i vejret. Og svaret på denne aftens tre store emner lander på, at bridgeklubben vel kan nøjes med at købe en øl, for sådan en er jo billigere end 25 kroner. At det skal være rigtige gadelys, der kommer op på p-pladsen. Og at spillere uden handicap kun må spille to eller tre bolde i weekenden. Eller ”balls”, som der skrives i mødereferatet, for man kan godt lide at tage de engelske begreber i brug.
Ventelisternes tid
Fremtiden tegner lys for Esbjerg Golfklub i midten af 1980’erne. Medlemmerne strømmer til klubben med en fart, så man ikke kan følge med, og på generalforsamlingen i 1986 kommer det for første gang på tale at oprette en venteliste. Klubben er nu oppe på 990 medlemmer mod 924 året før. Endnu bedre ville det dog være med mere plads, så formand Merete Aalund og resten af bestyrelsen er kommet på en idé: Man har søgt Esbjerg Kommune om jord til at etablere ni huller mere. På generalforsamlingen må formand Aalund dog berette, at kommunen slet ikke har svaret, så man må i første omgang sætte prop i medlemstilgangen. For den er allerede ”det absolut maksimale, vi kan være på banen”, som formanden beskriver det. ”Vi har intet hørt fra kommunen og har derfor lavet nogle retningslinjer for, hvor stort medlemstallet skal være med de nuværende faciliteter, og hvordan vi skal administrere en eventuel venteliste. Vi mener, at det antal aktive seniormedlemmer minus long-distance og unge under uddannelse, vi er nu – det vil sige ca. 700 – er det maksimale tal, og at nye medlemmer kun optages, når nuværende medlemmer holder op eller går over til passiv. Vi har lavet en prioriteringsliste for optagelse (…)” siger Merete Aalund i sin beretning på generalforsamlingen. Hun slår samtidig til lyd for, at der nu skal strammes op, hvis man ikke betaler. Hvis en hel eller delvis betaling ikke er sket inden 1. april hvert år, stryges man af medlemslisten. ”Indtil videre har vi været meget large, men af hensyn til en eventuel venteliste synes vi ikke, at dette er rigtigt”, siger hun.
Juniorer cykler og blaffer til Marbæk
Ventelisten bliver altså en realitet. Der er nu stop for optag af nye medlemmer på Sønderhedevej. Hvilket skal vise sig kun at cementere klubbens ry som et eksklusivt sted. Allerede to år efter, i 1988, står der 200 på ventelisten.
46
Golfklubben har svært ved at trænge igennem til kommunen med sit ønske om en udvidelse, så man må væbne sig med tålmodighed og i mellemtiden tage fat om de ting, man selv kan handle på. For eksempel er der alvorlig mangel på skabsplads til de mange medlemmer, så vognrummet må udvides. ”Vi har en lang venteliste på medlemmer, der ønsker skabe, og specielt for juniorerne er det et problem ikke at have et skab, da det kan være svært for ikke at sige umuligt at cykle herud med en bag på ryggen, eller at komme med på stop, hvis man har en stor bag, der også skal med”, lyder det på generalforsamlingen i 1986. For jo, nogle juniorer cykler skam ud til klubben i Marbæk eller blaffer sig vej. Det er helt almindeligt i firserne. Så et skab skal de da i det mindste have, synes man, og det samme med de mange andre medlemmer, der må slæbe udstyret frem og tilbage hver gang. Der skal dog gå endnu nogle år med overvejelser og forhandlinger, inden det endelig i 1989 vedtages at udbygge skabsrummene, så antallet af skabe forøges fra 370 til 658 skabe. På det tidspunkt venter 110 medlemmer på at få et skab. Det sker i forbindelse med en større renovering i klubhuset, hvor også køkkenet får en opjustering og bliver lovliggjort, som der står i referatet. Der oprettes et køkkendepot, et klubdepot og et værksted til træneren Arne Tinning. Der indrettes et kombineret matchleder- og bestyrelseslokale, og så forbedres udluftningen i baderummet.
Tricks mod moms og renter
Prisen skal betales gennem en årlig forhøjelse af kontingentet på 125 kroner pr. medlem, og det er ikke alle glade for. Som altid fremkommer en lang række kreative løsninger blandt de snarrådige klubmedlemmer på generalforsamlingen. Medlemmet K. E. Petersen kalder kontingentstigningen direkte ”afskrækkende”, og foreslår, at man i stedet lader medlemmerne optage private lån og derved sparer klubben for cirka 50 procent i rente – ligesom de gør på golfbanen i Uge i Sønderjylland. Hans Knudsen mener, at restaurantens bestyrerpar måske ikke nødvendigvis behøver bo i klubben, men at man kunne inddrage deres lejlighed og bruge den til noget, ligesom man kunne bede medlemmerne om frivillige bidrag. Og Kaj Kristensen foreslår, at man lader skabslejen indgå i kontingentet for at spare momsen. Bestyrelsen svarer, at bestyrerparret må og skal bo i klubhuset, for det har en præventiv virkning, og at finansiering gennem frivillige bidrag vil være en utopisk løsning. Idéen med at spare momsen mener de vil gå i toldvæsenets net. Den fidus går ikke. Enden på det hele bliver altså, at medlemmerne må hoste op med lidt mere hvert år, så kontingentet i 1988 nu lyder på 2300 kroner for en enkelt senior, 4500 kroner for et ægtepar og 5.025 kroner for en hel familie. Til gengæld er der skabe til alle.
Ud af fætter Steens skygge
Mens medlemmerne i den tætpakkede klub så står og venter på at kunne komme ud på banen med deres golfvenner i 1980’erne, kan de så passende åbne avisen og læse artikler om klubbens stjernespillere. For selv om de måske allermest triumfpakkede år i halvfjerdserne nu er forbi, er der stadig guldregn over spillere fra Esbjerg Golfklub. Unge Ben Tinning, træner-Arnes søn, er for alvor begyndt at vise, hvad han er gjort af. I 1984 bliver han Danmarksmester. I 1988 bliver han dansk mester i slagspil, og i 1989 bliver han dansk mester i hulspil. Og succesen skal vise sig kun at vokse ind i det næste årti, hvor Ben i 1991 bliver nordisk amatørmester ved det individuelle nordiske mesterskab på Furesø Golfbane, hvorefter han samme år modtager sportsjournalisternes pris ”Den Gyldne Golfbold” i København. ”Han er helt nede på handicap 0”, som klubbens næstformand Jørn Vind imponeret og anerkendende udbryder om den 22-årige. Selv kommer den ellers så stille og ordentlige Ben Tinning med en frisk bemærkning til Politiken, da han i 1994 sejrer i en spansk Challenge Tour-turnering: - Nu bliver jeg måske fri for at få nævnt Steens navn i forbindelse med mit eget, griner det unge esbjergensiske stjernefrø med hentydning til sin også meget vindende fætter med samme efternavn.
Mere smarte end smidige
Men Ben Tinning er ikke ene om at gøre det godt. Jane Kragh er en anden af klubbens talentfulde unge spillere, og hun vinder – ligesom Ben Tinning for herrerne – DM for juniorer i 1987, ligesom hun sætter sig på den kvindelige sejrsskammel ved DM i slagspil i 1988, samme år som Ben Tinning vinder for herrerne. Dét er stort. En klub 47
som Esbjerg, der opfostrer to så dygtige spillere, at Esbjerg sætter sig på begge vinderpodier ved junior-DM i 1988 og igen ved DM i slagspil året efter. Og endelig har Johan Budtz Pedersen, der også er junior i Esbjerg Golfklub, vundet juniorernes danmarksmesterskab i 1986. De tre uge talentfulde spillere udtages til juniorlandsholdet, og da Ben, Jane og Johan vinder sportsjournalisternes landsturnering i 1987, lyder præmien på en rejse til British Open i 1988. ”Esbjergs stærke trio gjorde det igen” skriver bladet GOLF om sejren, og fra moderklubben i Esbjerg følger man stolt de tre unges rejser og turneringer rundt omkring i Danmark og Europa. Esbjerg Golfklubs dame- og herredivisionshold gør det også stadig godt, men knap så sejrsmæssigt stabilt i disse år, og i 1986 må både damerne og herrerne se sig rykket ned i 2. division. Heldigvis kan man til gengæld glæde sig over, at Tove Nielsen genvinder DM for seniorer, og året efter er herreholdet da også oppe i 1. division igen. Dameholdet forbliver i 2. division, og der skal de vise sig at have hjemme et godt stykke tid, hvilket klubben lige skal vænne sig til, for Esbjergs damer har ellers også tidligere haft sejrsgang efter sejrsgang. I 1990 kalder klubmedlem Asger Juul situationen med dameeliten i Esbjerg Golfklub for ”katastrofal”. Han er i øvrigt far til Karen Margrethe Juul, som også skal gå hen og blive et stort talent. Men med en dameelite så indskrænket, at der kun deltog fire damer ved klubmesterskabet, må noget gøres, mener han. Det er bestyrelsen som sådan enig i, men det viser sig at være svært at finde nye unge kvindelige talenter i lige disse år. Til gengæld yder de damespillere, der er, en virkelig flot indsats, mener bestyrelsen, som på generalforsamlingen i 1993 roser kvinderne med følgende fyndige bemærkning: - Vores 2. divisionshold damer kæmpede sig flot til en forbliven i 2. division. Holdets gennemsnitsalder hører ikke til den laveste, men hvad der mangles i ungdommelig adræthed, opvejes så rigelig af erfaring og flittig brug af det område, man har mellem ørerne.
Hurra for Breinholdtgård
I starten af halvfemserne lader der endelig til at ske noget i forhold til ønsket om flere huller at spille på. Helt siden 1984 har Esbjerg Golfklub været i dialog med kommunen omkring pladsproblemerne med det boomende antal medlemmer, men det har trukket ud, fordi kommunen ikke har kunnet købe jorden. Og i 1991 vurderer bestyrelsen, at der rent faktisk er optaget 150 medlemmer for mange i klubben. Så hvis der ikke snart sker noget, vil det være nødvendigt med fuldt stop for nye medlemmer i hele fem til otte år, indtil der har været en afgang på 150 medlemmer. Heldigvis er der andre klubber undervejs i lokalområdet, for der er grøde i golfen, som da også af DGU bliver døbt ”Halvfemsernes grønne familiesport”. I 1991 har Kaj Lykke Golfklub fået 18 huller, Henne Golfklub har åbnet sin 18 hullers bane, Gyttegård udvider med ni huller, og i Varde er man ligeledes langt fremme med sin golfbane. Og ikke mindst står en ny golfbane – Breinholdtgård – til at åbne i 1992, lige rundt om hjørnet fra Esbjerg Golfklub. Esbjerg Golfklub er kun interesseret i flere golfbaner i området for at gøre det til et attraktivt golfsted og hjælper gerne de nye golfklubber med både maskiner, råd og vejledning. Men de mange nye golfbaner, der spirer frem, får nogle af medlemmerne i Esbjerg Golfklub til at mene, at projektet med ni nye huller bør skrinlægges. Så bestyrelsen må i gang med et agitationsarbejde: - Bestyrelsen er bekendt med, at ikke alle medlemmer er lige interesserede i at få en eventuel udvidelse af vort anlæg. Det er bestyrelsens opfattelse, at meget af modstanden skyldes ukendskab til meningen med de ni huller. Der går og har gået mange rygter om hele projektet, siger formand Wisti Kjær på generalforsamlingen i 1991, hvorefter han forsøger at forklare og berolige de skeptiske.
Ni nye huller
Det bliver Marbækbanens arkitekt Frederik Dreyer, som skal lave udkastet til de ni huller, og udvidelsen skal bruges til at gøre Esbjerg Golfklubs anlæg til det bedste i regionen, med god plads til både egne medlemmer og gæstespillere, forsikrer han. 27. juni 1993 sker det så endelig. De ni nye huller står færdige og klar og bliver taget i brug ved en lille åbningshøjtidelighed. Frederik Dreyer klipper snoren, og klubbens yngste og ældste medlem, Morten Brodde og Emil Søholt, slår de første bolde på Myrtuebanen, som den bliver kaldt. Herefter følger en 27 huller stableford-turnering med gunstart, hvor knap 180 medlemmer afprøver at spille på det samlede anlæg, og til sidst er der fællesspisning med mange taler fulde af gode ønsker for klubben og banen. 48
Modstandernes skepsis bliver gjort til skamme. Der er ikke tale om noget dårligt ”anneks”, men ni gode og spændende huller, som matcher Marbækbanen flot. Eneste problem er, at nyheden også får endnu flere til at ønske sig medlemskab eller greenfee-tider på Esbjergs huller. Mennesketilstrømningen er først lige begyndt.
49
Kapitel 9 Marbæk 1994 til 2021 -
Nej, hvor er du rig nu, siger lillesøster Marie Louise og ser på sin storesøster.
Far Asger Juul har også en kommentar: -
Nå, så var det jo meget passende, at du vandt den juniorturnering i går, siger han.
Men hende, det hele handler om, siger ikke så meget denne augustdag i 1992. 16-årige Karen Margrethe Juul virker lettere chokeret, som hun står der på græsset i Esbjerg Golfklub og prøver at forstå, hvad der lige er sket. Dagen før har den unge pige været i en større hæders- og pengeregn. Hun stod både med de store checks til vinderne af de professionelles golfmesterskab i Marbæk og samtidig blev hun kaldt frem og fik en check på 5000 kroner stukket i hånden af Unibanks områdedirektør. En påskønnelse for hendes stærke præstationer i foråret. Siden sæsonstarten har hun forbedret sit handicap fra 9,7 til 4,9 – en stærk fremgang på kort tid. Det har da også ført til en række flotte resultater for 2.g-eleven, der går på den fireårige Team Danmark-idrætslinje på gymnasiet. Det tegner godt. Og det skal vise sig, at de næste 15 år skal vise sig mere end fantastiske for det unge talent. Ligesom hun ender med at blive noget mere snakkesalig end hun er som overvældet teenager. Halvfemserne og 00’erne bliver to årtier fulde af udvikling og vokseværk i Esbjerg Golfklub. På den ene side med en gruppe talentfulde unge spillere, som gør deres moderklub stolt ved at rejse rundt opnå flotte placeringer i ind- og udland. Men samtidig med en vækstende skare af nye spillere, der langt fra alle er tandlæger eller direktører som i gamle dage, men tværtimod et bredt udsnit af befolkningen. Børnefamilier vil spille golf. Gerne hvor børnene også er med. Unge vil spille golf i stedet for at gå til fodbold. Venindeflokke, værkstedskolleger, nabofællesskaber og strikkeklubber melder sig ind. Og ikke mindst tilflyttere, som kommer til byen og bruger klubben til at finde en social omgangskreds.
Blakket rygte hos greenfee-spillere
Nogle glædes over udviklingen, andre ærgrer sig, for golfklubben forandrer sig af det. Godt nok er der stadig en klar dresscode og krav til ro og orden, men med unge mennesker gående rundt og den udjævnede kønsfordeling bliver det hele langt mere uformelt og ”nede på jorden”, end det før har været, og denne nye folkelighed er ikke alle lige begejstrede for. Der er heller ikke udelt begejstring for de mange nye greenfee-gæster, som klubben er begyndt at lukke ind. Omkring 3000 af disse ikke-medlemmer træder ud på banen i 1991, hvilket bestyrelsen ser som et problem. Især fordi mange af greenfeespillerne er svenskere og tyskere uden handicap, som ikke har mulighed for at spille på egne baner, hvilket får bestyrelsen til at træffe en beslutning: Der skal være handicapbegrænsning for greenfeespillerne. To år efter er Myrtuebanens første ni huller en realitet, og her beder formanden til gengæld medlemmerne løsne lidt op og se potentialet i de greenfee-betalende ”daglejere”: - Esbjerg Golfklub har gennem de sidste mange år haft et noget blakket rygte som værtsklub for greenfeespillere. Vi har, af naturlige årsager, ikke gjort meget for at fjerne dette rygte. Men det agter vi at gøre noget ved i de kommende år. Med de 27 huller er vi nu, bedre end de fleste andre klubber, rustet til at give vore gæster en god modtagelse, slår formand Wisti Kjær i 1993 fast. I dagligdagen i klubhuset mærkes det også, at klubben nu er blevet en velvoksen størrelse på i alt 950 aktive medlemmer midt i halvfemserne. Allerede i 1986 har Mogens Wester fra bestyrelsen fungeret som administrator i klubben, og hans stilling udvikles og bliver mere omfangsrig og formaliseret, indtil den til sidst bliver slået op som en rigtig stilling på fuld tid. Den går til Inge Vind. Man får også mere og mere en fast procedure ved indmeldelse af nye medlemmer. De skal vejledes, passes på og hjælpes godt til rette, og så skal de bestå en række prøver som kvalificerer til spil på golfbanen, har man nu besluttet. Spiren til nutidens begynderundervisning er lagt. 50
Man har siden 1970’erne udgivet et klubblad i A5-format, med medlemsbidrag og redaktionelle artikler, indhentet og produceret af en række frivillige medlemmer. Nu begynder folkene bag bladet i højere grad at tænke i reklameindtægter, så bladet kan generere et overskud til gavn for juniorerne. Samtidig nedsættes et meget ihærdigt sponsorudvalg, og de formår hvert år i starten af halvfemserne at skaffe knap 100.000 kroner i sponsorater. I udvalget sidder på dette tidspunkt Inge og Jørn Vind, Ejvind Dam Jensen, Jørgen Skydt Kristensen, Ben Tinning, Poul Skærbæk, Henrik Søholt samt Jens Svennevig. Og John Hansen laver bænke og teestedskilte, så sponsorerne har noget at få deres navn skrevet på. - At vi næste år kan afsætte 220.000 kroner til elite- og juniorarbejde ville ikke have været muligt, hvis vi ikke havde haft et så aktivt og kreativt sponsorudvalg. De er nærmeste grænseløse, og vi forventer os meget af udvalget fremover, siger Wisti Kjær ved generalforsamlingen, som i øvrigt – i takt med tidens tendenser – bliver optaget på en båndoptager, så man nu kan nedskrive ordlyden helt præcist.
”En flok krævere”
Strukturen med at danne små klub-i-klubben’er, så man har nogle faste at spille med på bestemte dage, tager fart her. Til gengæld går det lidt ned ad bakke med spillet på tværs af hele klubben, og følelsen af at være én stor enhed ryger nogle gange lidt i baggrunden, når man er så stor en klub. Fra 1985 til 1991 falder antallet af årlige matcher i klubben fra 57 til 39. Det bekymrer. I en grad, så der af flere omgange uddeles ”røfler” i disse år, både for manglende engagement og skødesløs adfærd. - Nogle må have dårlig samvittighed. Meld jer frivilligt til matchudvalget, det er ikke rimeligt, at matchledelsen skal gå tiggergang hvert år, lyder det fra Jørn Vind, der samtidig ønsker en tilkendegivelse af, om medlemmerne overhovedet ønsker fester i klubben længere, for tilslutningen er blevet så ringe. Der er også påtale af, at spillere udebliver fra matcher uden at have meldt afbud, hvilket giver forstyrrelse i afviklingen og skal medføre matchkarantæne. Ligesom nogle melder sig til 36 hullers klubmesterskab, men smutter hjem allerede efter de første 18 huller, og andre udebliver fra præmieoverrækkelsen, selv om de selv skal på podiet og have en gave. Pokalerne lader heller ikke til at fylde det store i medlemmernes bevidsthed længere. ”Tilsyneladende har de overlevet sig selv”, noterer bestyrelsen. Allermest markant er formand Wisti Kjærs ”annonce” fra 1990, der ikke lægger fingre imellem. Den ser sådan her ud: Haves: Klub Ønskes: Klubånd Det er deprimerende svært at få klubbens medlemmer til at deltage i klubbens arbejde. Det er de samme få medlemmer, der må stå for skud hver gang, der skal løftes et læs. Det burde være sådan, at en lang række medlemmer frivilligt henvendte sig til bestyrelsen og stillede sin arbejdskraft og talenter til rådighed. Der er en lang række områder, som kunne forbedres, hvis blot medlemmerne ville gøre en indsats. Som det er nu, skal bestyrelsen tigge og bede om hjælp selv til de mindste småting. Der er da heldigvis undtagelser, af vores ca. 800 voksne medlemmer er der 30-40 stykker, som laver et godt stykke arbejde, og det skal de have tak for. Men der er altså over 700, som kun vil nyde. Prisen for denne indstilling er, at vi i højere grad må betale os fra de mange småjobs, som må gøres. Før i tiden var det sådan, at en lang række erhvervsdrivende af forskellig art, gratis eller meget billigt, tog sig af mange af de daglige reparationer og småændringer i klubhus, ved udendørsarealer, på maskiner osv., men også det blev ”Tordenskjolds soldater”, og efterhånden er det naturligvis blevet fuld pris. Alt dette smitter af på vores økonomi, og det smitter af på ansvarsfølelsen i klubben, det skaber en flok krævere, der i bedste stil lever op til det gamle syn på ”galfere”. Det er ikke klubbens hus, bane, maskiner og aktiviteter, det er medlemmernes, for medlemmerne er klubben. Tænk Å’et. 51
Wisti Kjær Kapow! Dét er noget af en dundertale, og den var næppe gået i dag. Men klubben er – igen – i en brydningstid, hvor man længes tilbage til sammenholdet og tidsånden i Nørreskoven og de endnu tidligere baner, mens man med forfærdelse iagttager den langt mere individorienterede ”supermarkedsadfærd”, der vokser frem. Flere og flere medlemmer betaler deres – dyre – kontingent, og så må det være dét.
Arne for evigt
Klubfølelse giver det til gengæld at have Ellen og Arne Tinning i klubben. Som en slags konstant midt i turbulente tider viger ægteparret ikke fra deres klub, men bliver ved og ved i mange år. Ellen Tinnings om altmuligkvinde indenfor, hvor hun tager sig af alt fra shoppen til alverdens andre gøremål. Og Arne Tinning som uopslidelig træner. I 1992 kan han fejre 25 års jubilæum med stor festivitas i klubben, men det skarpe hjørne får ham på ingen måde til at stoppe. Nej, han snupper lige 15 år mere, indtil han i 2007 overdrager trænergerningen og proshopforpagtningen til sin søn Ben Tinning – efter hele 40 års tro tjeneste som træner i Esbjerg Golfklub. Ude på det grønne græs gør den faste greenkeperstab et godt arbejde, der bemærkes af mange gæster og golfdommere. Stort er det, da der bliver installeret et automatisk vandingsanlæg til greens, hvor keeperne nu selv kan styre, hvilke greens der skal vandes, og hvor længe og i hvilken rækkefølge. Der bliver også købt mange nye maskiner ind, for udviklingen går med hujende fart. Og det lykkes klubben at anskaffe to af de allernyeste greenklippere til en fordelagtig pris og som de første i landet, idet leverandøren var interesseret i at få maskinerne placeret i en stor klub med et stort baneanlæg. Det er ellers ikke altid let at være greenkeeper i Esbjerg Golfklub. Omkring årtusindeskiftet er der stor ustabilitet på chefgreenkeeper-posten, så greenkeeperne får ny chef hvert eller hvert andet år i en periode. Indtil de får lov at være chefløse i en periode, og så går det hele meget bedre. Men der er også enkelte spillere, der går ud og spiller, selv om banerne er lukket. Der er spillere, som nedtramper lyngen, glemmer turf og i det hele taget går på steder, hvor de ikke må. Og så er der den uheldige opførsel fra nogle greenfee-gæster i 2003. ”Uhæmmet øldrikkeri og væddeløbskørsel i lyng med golfcar”, noteres det. Hvorefter de uterlige greenfee-gæsters hjemmeklub får tilsendt et brev med navnene på de pågældende personer og en beretning om deres gerninger. Da Esbjerg Golfklub i 2006 er vært ved EM for Girls får greenkeeperne meget ros for banen, for de udenlandske turnament directors er ovenud tilfredse og udtaler, at banen var i ”outstanding conditions”. En bemærkning, der ryger lige direkte i klubbladet.
En lykkelig Sankt Hans
Året efter, i 2007, bliver der ekstra meget at se til for greenkeeperne, for nu udvider Esbjerg Golfklub igen sin bane. Med yderligere ni huller bliver Myrtuebanen også til en 18 hullers bane, til glæde for mange i den fortsat voksende klub. Fra 2002 til 2007 er medlemstallet steget fra 1298 til 1632 medlemmer, og ud af de 1632 er de 1329 aktive medlemmer, som frekventerer klubhuset og banerne jævnligt. Så der er jubel, da Myrtuebanen i sin nye form bliver officielt indviet i strålende solskinsvejr den 23. juni 2007. Først er der taler, og derefter bliver det første slag slået på det nye hul 10. Af formand Lauge Rahr, næstformand i DGU, Ib Dam Schultz og Jens Wester-Andersen. 144 deltager i den efterfølgende åbningsmatch, og mange af dem har roser til den nye bane. Og i øvrigt til hele Sankt Hans-opsætningen, der kulminerer med middag, Sankt Hans-bål og dans. En midsommeraften, som mange ønsker sig som ny klubtradition. Også indenfor sker der ting og sager. Omkring årtusindeskiftet undergår af Esbjerg Golfklubs klubhus en af de største ombygninger Arkitektfirmaet Hallen og Nordby stod for projektet, og klubhuset blev moderniseret med blandt andet en terrasse, flytning af proshoppen og nye bade- og omklædningsfaciliteter. Samtidig kan man næsten sige, at klubben får sig en anden vigtig type ”fast inventar” i klubsekretær Helen Hansen. Hun skal vise sig at blive en mangeårig livsnerve, der tager sig af alt fra betjening af greenfee-gæster til medlemsservice og de praktiske gøremål ved matcherne. Så nærmer vi os nutiden i historien om Esbjerg Golfklubs historie. Vi er nået op 2010’erne, årtiet med de store overvejelser om fremtiden. Med bekymringer og strategier for at få flere juniorer til blive dygtige elitespillere, med debataftener om en ny visionsplan for klubben, med økonomisk pressede år, med en helt ny organisering, hvor træner Johannes er blevet træner/manager, og udvalg er skåret væk. Og med en endnu en større renovering af klubhuset.
Tidsbestilling? Nej tak
Nå ja, for ikke at tale om et særligt ord på 14 bogstaver, og som starter med T, der skal blive så intenst debatteret, 52
udskældt og nedstemt af mange, yndet og efterstræbt af andre, at det kommer til at præge generalforsamling efter generalforsamling og tager prisen som det nok mest omdiskuterede emne i klubben i disse år. Indtil det efter at være blevet stemt ned på generalforsamlingen hele tre år i træk omsider vinder medlemmernes barmhjertighed og får et ja. Tidsbestilling, selvfølgelig. Den moderne tidsalders endelige angreb på fordums analoge tider med fysisk tilstedeværelse og boldrør og den-der-kommer-først. Her står Esbjerg Golfklub længe som en af de sidste bastioner, mens resten af golfdanmark for længst har indført muligheden for at booke tider på banen. Sjovt nok har netop tidsbestilling allerede i 1987 været et punkt på generalforsamlingen. Og der er måske ikke nogen overraskelse, at ragnarok bryder ud i 10’erne, når man tænker på, hvor håndgribelig modstanden var 30 år tidligere, da der først kom sådan et tåbeligt forslag om at udskifte boldrenden med et reservationssystem: ”Der blev foretaget en afstemning for at konstatere, om der var bred interesse i at få indført tidsbestilling. Det viste sig, at der kun var én mødedeltager, der var interesseret i dette.” Sådan har så meget ændret sig gennem Esbjerg Golfklubs 100 år lange, farverige og fantastiske, historie. Tider skal komme, tider skal henrulle. Og henrulle over fairways skal forhåbentlig også mangen en golfbold i flere hundrede år endnu. Det er ikke sikkert, de fire herrer på Palads Hotel vidste, hvilket storladent eventyr de egentlig skrev starten på, da de kradsede ned på en lap, at de ville grundlægge en golfklub i Esbjerg den martsaften i 1921. Men det blev det. Fra en ko-mark i Måde til kåring som Danmarks bedste golfbane i Abu Dhabi. Et ægte eventyr.
53
54
ESBJERG GOLFKLUBS RESULTATER Danmarksmester senior 1983: Tove Nielsen 1985: Tove Nielsen 1986: Tove Nielsen 1995: Lise Juul 1996: Inge Mikkelsen og Kaj Sindahl 1997: Lise Juul 1998: Kaj Sindahl 2000: Kaj Sindahl 2003: Henry Knudsen 2020: Klaus Skeem DM i slagspil, vindere 1988: Jane Kragh og Ben Tinning 1997: Karen Margrethe Juul DM i hulspil, vindere 1965: Ole Wiborg 1968: Henry Knudsen 1972: Søren Steffensen 1989: Ben Tinning 1995: Karen Margrethe Juul 1997: Karen Margrethe Juul DM for juniorer, vindere 1986: Johan Budtz Pedersen 1987: Jane Kragh og Ben Tinning 1988: Jane Kragh 1993: Peter Jespersen DM for to generationer 1995: Lise Juul og Karen Margrethe Juul Kilde: Dansk Golf Union 55
Kapitel 10 Jubilæumsdagen Der går en lige linje fra fem kruseduller bag på en bon på Paladshotel i 1921 og til en klat ketchup på en pølsebakke i Marbæk anno 2021. De to begivenheder fandt nemlig sted i samme måned med 100 år imellem. Krusedullerne var underskrifter fra fem mænd, der denne aften – den 2. marts 1921 – gav hinanden deres ord og underskrift på at etablere en golfklub i Esbjerg og udgøre den første bestyrelse for den. Og præcis 19 dage efter, den 21. marts 1921, kunne de så sende besked ud om, at der nu var underskrevet kontrakt på leje af jord til en golfbane. Således har man valgt 21. marts som Esbjerg Golfklubs officielle fødselsdag. Den poppede dog ikke op som reminder på Facebook ligesom vennernes fødselsdage eller stod indskrevet i køleskabskalenderen ligesom dronningens fødselsdag, så langt fra alle medlemmer var klar over, hvilken historisk dag de ankom til, da de tog ud for at spille golf den søndag. Altså lige indtil de så flagalléen langs vejen i hvert fald. Og pølsevognen midt på parkeringspladsen. - Jeg anede det ikke. Men jeg kunne næsten regne ud, at der var et eller andet, så man begynder jo at gætte, når man ser så mange flag. Så det var da bare en hyggelig overraskelse og føles da sådan lidt stort indeni. Sådan historisk, siger en mand, som er ved at få en fransk hotdog overrakt ved pølsevognen. Klubbladet når ikke at få hans navn, før han pludselig er væk i mængden. For der er mange ved pølsevognen lige nu. Jan og Chi står for betjeningen og de har run på, efter ellers at have måttet ligge brak med restauranten i coronatiden Men nu er en stor dag oprundet. Selveste klubbens 100 års fødselsdag. Egentlig har pandemien forårsaget, at alt den store festivitas er udskudt til en jubilæumsuge i august, som man meget håber på at kunne afholde, men det ville være for mærkeligt ikke at markere dagen på en eller anden måde. Så man har tænkt kreativt og lavet en anderledes afdæmpet, men stadig festligt og tydelig, markering.
Stenen lagt til de næste 100 år
Der er blevet sat en sten med et springvand ned foran klubhuset, hvor der på et lille kobberskilt står ”Esbjerg Golfklub 1921 til 2021”. Og så har der været lagt champagne på køl, og Chi fra restauranten har bagt ikke færre end 400 stykker kransekage, som bliver kørt ud som en overraskelse til spillerne, mens de er på banen. Der er også en kaffe med Bailey til dem, der vil have det, og så er der flagalléen, som møder én, når kommer kørende op til klubhuset, for ikke at tale om pølsevognen med restaurantparret i festhumør. Midt i det hele går formand Birgitte Leisner Møller Jensen rundt og smiler og tænker tilbage på de 100 år: - Det er noget helt særligt over dagen i dag, det mærker jeg langt ind i kroppen. Jeg føler mig beæret og stolt over at skulle fejre den her dag i klubbens historie, og at skulle være med til at lægge stenen til de næste 100 år, siger formanden med hentydning til den nye jubilæumssten, der er lagt. Og netop fordi storheden og historiens vingesus er ekstra kraftig lige i dag, er det ingen hemmelighed, at det ærgrer hende, at jubilæet ikke kunne fejres nu og her. Men det bliver godt og storladent ved jubilæumsugen i august, forsikrer hun: - Dér kommer vi til at lave alt det, som vi ikke kan få lov til lige nu. VI får en flot jubilæumsuge, hvor vi har planlagt et hav af turneringer for alle vores medlemsgrupper i forskellige aldre og handicaps, og en række forskellige begivenheder, også for vores sponsorer og støtter. Så dét bliver en festuge, og det glæder jeg mig til. Med taler og mad og fest om aftenen og det hele. Hvis vi altså må til den tid, men det håber jeg virkelig, siger Birgitte Leisner Møller Jensen.
Holdt det hemmeligt for medlemmerne
Hun er dog også glad for, at 100-års dagen alligevel fejres lidt, om end afdæmpet, så den kan mærkes i klubben. 56
Og at bestyrelsen fandt ud af en løsning, selv om det lige krævede en tur i tænkeboksen først. - Det har været en speciel situation, for vi turde ikke skrive ud til medlemmerne, at vi lavede noget på dagen, for så ville der nok komme alt for mange herud. Og vi må jo ikke samles. I stedet har vi gjort det sådan, at dem, som alligevel er ude at spille og træne golf herude i dag, de bliver overrasket med champagne og kransekage ude på banen. Vi kører rundt i en buggy på banerne, og vi har også små konkurrencer ude på banen, og jeg har hørt, at folk bliver rigtig glade. Jeg glæder mig, til jeg selv skal ud og køre rundt med overraskelsen her klokken 13, smiler formanden. Udenfor i solen sidder Margit Pedersen, Anne Grethe Mouritsen og Inge Røen Hansen på en bænk i solen med den sidste rest champagne og tømte pølsebakker, og de har i hvert fald nydt dagens overraskelse på banen. De griner og snakker om, hvordan Anne Grethe Mouritsen spildte og scorede et ekstra glas champagne. - Det var da så herligt og hyggeligt, at de pludselig kom ud til os med champagne og kransekage. Vi vidste godt, der var fødselsdag, for det havde stået på hjemmesiden, og der har jo været snak om det herude det sidste års tid. Men vi blev overrasket over, at der var gjort noget ud af dagen. Det anede vi ikke. Det havde de ikke skrevet noget om, smiler Margit Pedersen. De er alle tre stolte over at være medlemmer i en af Danmarks ældste golfklubber: - Ja, det synes jeg da virkelig har noget at sige. At vores golfklub er sådan en gammel klub. Klubberne i Danmark er jo nummeret, og Esbjerg har nummer tre. Det er dejligt at kunne fortælle folk, at vi er den tredjeældste klub i hele Danmark, siger Anne Grethe Mouritsen.
Ingen prins på den hvide hest
De tre kvinder glæder sig til jubilæumsugen i august. For 75-års jubilæet var sådan en skøn, skøn fest med bal på en sommerdag, og i øvrigt savner de i det hele taget at kunne sidde ned ved et bord og hygge sig sammen. - Det bliver godt, når vi kan få den sociale afrunding på vores golfspil igen. Man savner at komme ind i klubhuset og sidde sammen bagefter. Men heldigvis kan vi da spille overhovedet, her mens så mange andres fritidsaktiviteter er lukket ned, og det gør en stor forskel at kunne komme herud. Vi er alle tre alene, og prinsen på den hvide hest rider ikke forbi hjemme i stuen, ler Inge Røen Hansen. Tilbage ved pølsevognen bliver tænkt tilbage på årene og fortalt røverhistorier, mens Jan langer pølser over disken. Carsten Frees, Lars Davidsen og Allan Severinsen husker, hvordan de som børn legede i Nørreskoven og vist også kom til at stjæle et par bolde fra spillerne hist og her. - Det var hyggeligt ude i skoven. Kan I huske hele familien Villadsen, der spillede derude? Moderen og faderen og deres tre knægte, Per, Kent og Jan. Per arvede sin fars golfsæt, da faderen døde. Kan I huske det? siger Carsten Frees. Det kan de andre to godt. Og så går snakken. Minder har altid haft gode kår ved en pølsevogn. Og selv om de helt store festligheder må vente, er det nok godt, at dagen trods alt blev markeret. Ellers havde de fem herrer fra Hotel Spangsbjerg - politimester Fritshe, direktør Melsing, kredslæge Metz, konsul Okholm og stadsingeniør Nonboe – nok også vendt sig i graven. For stort, det er det. Og festen er kun lige begyndt.
57
58
59
Epilog Som gammel Esbjerg-dreng, født og opvokset i Esbjerg for trekvart århundrede siden, har Esbjerg Golfklub altid eksisteret. Den var på naturlig vis en af de mange klubber, der i min optik fandtes derude ved og i Nørreskoven. Det var derude, vi som drenge gik på æblerov (fandt golfbolde), ved det lidt mystiske hus i skoven, hvor nogle gik rundt og slog til en lille bold. Det så spændende ud, lidt fremmedartet ligesom kricket og bueskydning, noget man vist nok dyrkede meget i England. Nå, mange år er gået og efterhånden blev lysten, ad mange inspirationskanaler, til at prøve kræfter med den lille hvide bold, i en moden alder til virkelighed. Efter lidt omveje landede jeg så omsider i min barndoms mystiske klub, hvor jeg gennem årene har siddet i mange forskellige udvalg og således fik jeg også i 2010 af Claus Callesen overdraget ansvaret for produktionen af klubbens blad. Det har igennem alle årene været en stor fornøjelse at arbejde sammen med vores journalist og mødet med utrolig mange søde og samarbejdsvillige medlemmer af Esbjerg Golfklub. Men det der har fyldt mest, med hensyn til klubbladet, har være journalisten Mai Møller Christensen og mit store ønske om at skrive først og fremmest Esbjerg Golfklubs historie. Den er nu færdig, for så vidt det handler om de første 100 år. Andre må så engang skrive om de næste hundrede år, for Esbjerg Golfklub er jeg sikker på, vil bestå i mange hundrede år fremover. Tak til alle, der på forskellig vis, har deltaget med hjælp og oplysninger. Ib Voss
60
”Det er ikke klubbens hus, bane, maskiner og aktiviteter, det er medlemmernes, for medlemmerne er klubben.” ”Tænk Å’et.” Wisti Kjær
61
ARSINOL ® TRÆBESKYTTELSE Alle vores medarbejdere udgør et stærkt team, som supplerer hinanden godt. Vi er et ungt team, som er nytænkende og gode til at komme med innovative løsninger. Sammen dækker vi et bredt arbejdsområde.
Udviklet på basis af planteolie i naturens egne farver
Sallingsundvej 10 · 6715 Esbjerg N Telefon: 75 12 47 47 kontakt@muffbyg.dk www.muffbyg.dk ESBJERG FARVE & LAKFABRIK A/S · Energivej 13 · DK-6700 Esbjerg Tel. +45 7512 8600 · Email: info@esbjergpaints.dk · www.esbjergpaints.dk
Kongensgade 43 6700 Esbjerg Tlf. 75136202
KLUBBLADET - ER HELT SIT EGET I en tid, hvor de sociale medier og hurtige overskrifter farer afsted på internettet, har Esbjerg Golfklub valgt at give sine medlemmer en modpol til fordybelse og nydelse. Igennem 10 år har klubben nu udgivet et rigtigt magasin med reportager, portrætter og baggrundsartikler fra klublivet. For at bidrage til fællesskabsfølelsen. Og for at have noget helt særligt at imponere sponsorer og nye medlemmer med. Vi fejrer 10 års-fødselsdagen ved at se tilbage – og frem. Han husker stadig det møde i Kongensgade. Det var en majdag i 2016, og H.C. Warrer – som på det tidspunkt var manager i Esbjerg Golfklub – kom gående i gågaden, da han mødte et af klubbens medlemmer, som han smilte til og sagde hej. - Først kunne hun vist ikke helt kende mig. Men så bedst som vi havde passeret hinanden, vendte hun sig rundt og sagde ”Hvor ER det dog et flot klubblad, vi har. Der må lige rigtig mange arbejdstimer bag det gode blad.” Så talte vi videre fem-ti minutter, hvorefter hun vendte tilbage til at rose bladet, siger H.C. Warrer. Ib Voss, der er klubmedlem og bladets layouter, husker, hvordan en virksomhedsejer kom begejstret ind på Esbjerg Golfklubs kontor efter første udgivelse i 2010 og sagde, at dét blad ville han godt nok gerne have liggende hjemme på sofabordet. Så gæsterne også kunne se det. For ikke at tale om den samtale, der opstod mellem nogle EGK- og Breinholtgård-medlemmer under DM i Slagspil i 2017. Breinholtgård-spillerne ville gerne lige vide, hvordan Esbjerg Golfklub egentlig bar sig ad med at lave så mange sider fulde af læsestof. Og om de ikke lige kunne stikke deres forretningshemmelighed og opskrift på klubbladet ind under døren ovre på den modsatte side af gaden, som et Breinholtgård-medlem frisk foreslog. For det har fået mange til at spærre øjnene op, Esbjerg Golfklubs tyksak af et klubblad. Eller ”årsskrift”, som det egentlig har heddet de seneste tre år, hvor det kun er udkommet én gang om året frem for to som tidligere. Mange har rost bladet, mens andre har syntes, at bladet måske nogle gange gik for tæt på, for meget i dybden, eller at man burde holde sig til at bringe resultater. Nysgerrige har fået læseroplevelser. Medlemmer har lært hinanden bedre at kende. Læserne er blevet klogere på deres klub og hvad der sker i den, hvilke mennesker der sidder på kontoret, og hvor dem ved roret vil hen i fremti-
den. Med artikler om alt fra tidsbestilling til renoveringsplaner og kids golf har bladet skabt holdningsudvekslinger ved bordene. Mens artikler om Pink Ladies, mangel på frivillige eller guides til at lave sin egen snaps med urter fra området måske har ført nogle læsere ud i helt nye oplevelser. I trange som lyse tider har den ordfyldte tryksag stået i holderen i vindfanget og ventet på at fortælle historier til de nysgerrige forbipasserende. Og fra holderen er den blevet fragtet ud i sommerhuse, ud til liggestole i haven, hjem på sofabordene og sikkert også for nogles hjem for at ende i papirkurven eller til at pakke fisk ind i. 10 år er i hvert fald gået, og vi har sat en gruppe klubmedlemmer stævne, som alle har haft klubbladet tæt inde på livet.
Nej tak til juletræ - Det er jo i grunden en mærkelig historie. For først besluttede jeg egentlig at aflive klubbens blad. Hvorefter det stoppede. For så at genopstå og blive noget helt andet, end jeg havde tænkt mig, ler Claus Callesen. Han var forretningsfører i Esbjerg Golfklub fra 2008 til 2010. Stillingen, der i dag hedder ”manager”. Da han kom til, udgav Esbjerg Golfklub et hæfte i A5-format med korte nyheder og omtaler i. Et typisk foreningsblad drevet af bestyrelsen med hjælp fra frivillige, og som mange medlemmer var glade for, men tovholder på bladet, Anne Grethe Mouritsen, ville efterhånden gerne afløses, og da der ikke lige var nogen til at tage over, så Claus Callesen sit snit til at afvikle bladet. - Jeg syntes, det var træls, at vi skulle sidde og bruge tiden på sådan noget. Og når man får en stilling, som jeg fik der, skal der jo tit ske et eller andet. Så jeg blev enig med bestyrelsen om, at vi aflivede det, siger Claus Callesen. Det skete. Men efter noget tid indså han, at det var en fejl. Klubben manglede sit blad.
- Vi kom til at mangle et organ til at kommunikere til medlemmerne. Der var informationer, vi ikke fik ud, og bladet manglede som et samlingspunkt i klubben, et DNA, mere end jeg havde troet. Det var også rart at have klubbladet at give til en greenfee-gæst og at have det med ud til kunder, når man skulle sælge et sponsorat. Bladet er jo også en præsentation af klubben, siger Claus Callesen. Forretningsmanden og den effektive side af ham tænkte dog, at bladet skulle være så simpelt som muligt. Der skulle være et færdigt skelet, hvor de samme elementer gik igen i hvert nummer, for eksempel ”kort nyt” fra diverse udvalg, der til hvert nummer skulle sende et par linjer ind om, hvad de arbejdede med. - Jeg havde sådan et billede af bladet som et juletræ, hvor du går ind og finder julepynt-kassen og hænger de samme kugler op igen og igen. Altså med nye nuancer og vinkler hver gang, men i bund og grund ud fra samme skabelon. Men det blev så min anden fejl. For så kom Ib Voss og havde store armbevægelser og talte om noget helt andet. Og heldigvis for det, siger Claus Callesen.
Papir kan noget særligt Ib Voss var kommet til Esbjerg Golfklub fra Blåvandshuk Golfklub og så store perspektiver i sin nye golfklub. Så stor en golfklub med så flotte baner og en lang og spændende historie bag kunne bære et rigtigt magasin. Det ville passe sig for en klub af EGK’s standard med højkvalitetsblad trykt på lækkert papir, og et blad, som man sad længe med, fordi der virkelig var noget at fordybe sig i. Med sin grafiske baggrund tilbød Ib Voss at stå for redigeringen, men foreslog, at en uddannet journalist blev købt ind til at skrive artiklerne. Selv husker Ib Voss tydeligt, hvordan han blev grebet af idéen: - Jeg var fyr og flamme. Vi kan aldrig gøre nok for at knytte medlemmerne til klubben med en klubånd, og her kan et blad noget særligt. Et klubblad puster virkelig til klubånden, fordi det sætter ord på fællesskabet. Det giver os en ramme, en nærhed: At jeg hører til her i klubben. Jeg bliver set, og jeg får indblik. Og at klublivet er noget, vi har til fælles alle sammen, siger Ib Voss. En forårsdag i 2010 udkom det nye klubblad for allerførste gang. Skinnende blankt og endnu duftende af tryksværte blev bladet taget op af kasserne og lagt ud i klubhuset, så medlemmerne kunne snuppe et eksemplar. 2000 blade blev der trykt dengang. Og de fik hurtigt ben at gå på. Klubmedlemmerne var nysgerrige omkring det nye magasin med de lange artikler, hvor de i første udgave blandt andet kunne dykke ned i Ben Tinnings barndomsminder, den nyansatte chefgreenkeepers baggrund, Jan og Chi’s planer for fremtidige menuer og plantør Claus Løths fortælling om banens beplantning i 1975. Men også salgsmæssigt og som hvervning af nye medlemmer var bladet godt. Claus Callesen tog altid klub-
65
65
bladet under armen, når han skulle lave forretninger eller bare møde potentielle medlemmer. - For mig gør det en forskel, når jeg stikker folk noget i hånden, som de kan få med hjem. Sådan er det også i mit job som ejendomsmægler i dag, hvor selv unge par tydeligvis er glade for at få salgsopstillingen og tilstandsrapporten på papir og kan tage noter til den, selv om de havde tænkt, at de bare ville bruge iPad’en. Sådan oplevede jeg også at kunne bruge kunne bruge klubbladet, og sponsorerne var glade for annoncerne i bladet, hvor deres firmanavn stod. Vi har alle brug for at blive påskønnet, og sponsorerne og deres økonomiske støtte er vigtige for Esbjerg Golfklub, så det er godt at have et sted, hvor vi kan vise den påskønnelse, siger Claus Callesen. - Og sådan er det også, når et nyt medlem starter eller overvejer at starte i Esbjerg Golfklub. Man bliver taget utrolig godt imod af Begynderudvalget, man bliver præsenteret for et fantastisk anlæg og får en hulens masse information. Det hele går godt, men så er det lidt et antiklimaks, hvis man så til sidst står der og skal hjem, og så lyder meldingen ”Hvis du vil vide mere, må du gå ind og læse på hjemmesiden”. Det er altså ikke helt det samme, og det passer sig ikke for en stor og imponerende golfklub som vores. Og folk får det ikke gjort, de går ikke hjem og klikker på hjemmesiden. Det tror jeg simpelthen ikke, siger Claus Callesen.
Et kommercielt værktøj I 2012 blev Hans Christian Warrer – i daglig tale HC – manager i Esbjerg Golfklub, og også han så klubbladet som et vigtigt redskab i markedsføringen og kundeplejen. Ikke mindst efter at finanskrisen havde kastet sin mørke skygge over samfundet og også Esbjerg Golfklub i årene forud. - Det var nye tider. Tidligere havde Esbjerg Golfklub slet ikke på samme måde været afhængig af sponsorer, for man havde jo penge nok. Når man manglede penge, kunne man bare lukke 30 nye medlemmer ind, og de kunne få lov at betale indskud og kontingent, og så var hullet lukket. Nu var den situation med ét ændret, og jeg lavede en ny strategi med meget større fokus på sponsorer, company days og flere greenfee-gæster. Det skulle penge i kassen. I de nye sponsorkoncepter var klubbladet vigtigt, for afhængig af hvor store sponsorer firmaerne var, fik de en stor eller lille annonce i klubbladet. Vi havde noget at give dem som tak. En synliggørelse. Det var en måde at sige ”Se! Steff-Byg er med”, siger HC Warrer. Klubbladet var altså på én gang blevet et oplysende og samlende medie for klubbens medlemmer, men også et stærkt kommercielt værktøj. Indtægterne fra sponsorer rundede en lille million kroner i de år. Bladet mere end tjente sig selv ind, til trods for udgifterne til trykkeriet og journalisten. - Jeg har aldrig set klubbladet som en omkostning, tværtimod var det noget, der var både selvfinansierende og noget, vi tjente penge på. Sponsorerne følte sig set. Jeg ved
godt, at det altid er den, der har annoncen i bladet, der ser den allermest, men den stolthed skal man ikke undervurdere. Man vil gerne vise flaget, vil gerne vise, at ”Vi støtter også op om Esbjerg Golfklub”, uanset om det er i et blad eller på et skilt ude på hul 17. - Og så er klubbladet også et visitkort, når du er ude at fortælle andre om Esbjerg Golfklub. Sådan brugte jeg det meget, og sådan bruger jeg også vores klubblad i Team Esbjerg i dag. At tage et kvalitetsmagasin med ud og sige ”Vi har for resten også det her” til kunder eller folk til et foredrag, det giver ligesom din klub en blåstempling. Folk tager det med hjem og får måske ikke nødvendigvis læst det hele med det samme. Men de åbner det og tænker ”Okay. Det her siger et eller andet omkring kvalitet”, siger HC Warrer.
Informationstavlen får konkurrence I årene, hvor det nye klubblad kom til verden, spirede også andre medier op i Esbjerg Golfklub. Informationstavlen, som både sekretær Helen Hansen og HC Warrer ellers troligt hængte sedler op på, blev suppleret af et elektronisk nyhedsbrev sendt ud til medlemmerne på mail. Hjemmesiden blev relanceret med et helt nyt look, et brugervenligt design og langt flere informationer. Og ikke mindst fik den gamle klub på Sønderhedevej sig naturligvis sin egen Facebook-side. Faktisk var Facebook-profilen ”Esbjerg Golfklub” allerede snuppet af nogle andre, men Ib Voss forhandlede med Facebook, så siden kom på klubbens hænder. - Der var knald på i de år. Det var en spændende tid, og det gik stærkt. Inden for bare tre-fire år har klubben fået en række nye medier, og det gav nogle naturlige debatter om, hvad de forskellige platforme skulle bruges til. Før havde det givet sig selv, at man bare gik hen og kiggede på informationstavlen og konstaterede ”Nå, på tirsdag er der gunstart. Og på onsdag kommer der 22 gæster fra Sønder Omme”. Nu var informationstavlen ved at miste sin position som det foretrukne medie – i hvert fald hos de af medlemmerne, som vad glade for de nye medier, siger Ib Voss. Afgørelsen blev, at Facebook og nyhedsbrevet skulle være de nyhedsformidlende med korte informationer, mens klubbladet stod for de store læseroplevelser med mere fordybelse: De lange reportager, portrætter af personer og klub-i-klubber og baggrundsartikler om alt fra greenkeepernes banepleje til kvindeklubbernes sjove baneritualer. - Klubbens medier er forskellige og kan noget forskelligt. På de sociale medier har du de der helt små og ultrakorte nyheder – som vi fra min generation jo måske vil kalde ”overfladiske” nu om dage, men som den unge generation elsker. Du kan fortælle om noget, som sker nu og her, eller som lige skal til at ske. Samtidig kan du skabe debat der. Hvorimod man i klubbladet har mulighed for at gå i dybden og fordybe sig i emner. Vi talte meget om, at vi egentlig også gerne ville skabe debat i klubbladet, men det var
svært, når det kun udkom to gange om året. For hvis man så har skrevet ”Det der forslag er dumt” om noget, skal man vente et halvt år, før nogen kan svare ”Men dit eget forslag er endnu dummere”, ler HC Warrer. Så her egner Facebook sig bedre. Men det betyder ikke, at artiklerne i klubbladet ikke gerne skal skabe refleksioner hos medlemmerne og måske også få dem til at diskutere de ting, der står i bladet, med hinanden. Den funktion skal bladet meget gerne have. Man kaster nogle bolde op, for eksempel om hvad bestyrelsen og den daglige ledelse har af tanker med klubben. Nogle gange kan klubbladet også ”få tingene til at ske”. For nu har det stået i klubbladet, og så er man jo nødt til at gøre det, tilføjer han med et skævt smil.
Digitale Dansk Golf mister læsere Arne Riis er en af dem, der helst vil læse længere artikler på papir: - Journalistisk stof, som går et spadestik dybere, har trange kår på nettet. Det er min oplevelse generelt, at på de digitale medier læser folk sjældent mere end overskrifterne og højest til linje 10, og der kan papiret noget andet. Jeg synes, klubbladet rammer rigtigt ved at have meget såkaldt ”tidløst” stof, som man kan sætte sig og læse løbende, som man får tid. Jeg læser ikke klubbladet fra ende til anden, når jeg får det, men tager det frem ad flere omgange, fordi det primært er bløde feature-artikler, som ikke bliver uaktuelle i løbet af året, siger han. Tidligere formand Per Fisker er enig: - Det gode ved den måde, klubbladet er bygget op på, er, at det har lang holdbarhed, om man så må sige. Man kan læse det helt frem til, at næste blad udkommer. Og så rækker bladet på tværs af medlemmernes aldre og interesser, synes jeg. Artiklerne er udvalgt, så både nye og gamle medlemmer har glæde af dem. Vi er en klub med 16-1700 medlemmer, og selv om vi kommunikerer på alverdens andre måder i dag, så har mange stadig brug for at få fortalt noget om klubben. Også historien, som klubben bygger på, siger Per Fisker, der især fremhæver artiklerne, som fortæller klubbens 100 år lange historie fra 1921 og til i dag. Per Fisker er ellers sammen med Ib Voss repræsentant for dem, som sagtens kan læse længere artikler og bøger på deres iPad i stedet for papirform. Hvorimod Claus Callesen, Arne Riis og HC Warrer alle tre foretrækker papiraviser og bøger, når de skal fordybe sig, og internettet til de hurtige søgninger eller korte informationer. - Jeg bliver simpelthen så træt af at se på den skærm hele tiden, siger HC Warrer. - Og jeg må bare sige, at efter Dansk Golfunions blad, Dansk Golf, er begyndt kun at udkomme digitalt, får jeg det simpelthen ikke læst. Jeg læste det altid, når det kom i den trykte udgave, men det kræver noget ekstra af dig som læser, når det ikke bare ligger der fysisk foran dig og gør dig nysgerrig, siger han.
67
67
Heller ikke Arne Riis eller Claus Callesen får læst Dansk Golf, efter det er blevet 100 procent digitalt, og faktisk heller ikke Ib Voss, som ellers har det fint med at læse på skærmen. Men Per Fisker læser stadig Dansk Golf, og han holder på, at vi alle må vænne os til digitale medier. - De trykte medier vil uddø. Simpelthen uddø. Men når det er sagt, tror jeg stadig det har sin berettigelse med papir i nogle sammenhænge. Papir kan noget, og lige netop klubbladet er måske et af eksemplerne på, at her bør man holde fast i papiret, siger Per Fisker.
Læg en stak på din arbejdsplads Ib Voss er optaget af en model som golfbladet ”La Danesa”, som er et blad for danskere på besøg på spanske golfbaner. Bladet udkommer digitalt og kan dermed læses i hele verden – og altså også når man tilbage i Danmark efter golfferien. Men samtidig ligger der OGSÅ fysisk trykte udgaver af samme blad rundt om i golfbanernes lobby for dem, der måtte foretrække det. Samme koncept findes for eksempel med adventuremagasinet ”Oplev verden”, som bliver tilsendt til medlemmerne digitalt, men som også kan hentes fysisk i Eventyrsport-butikkerne. - Jeg tror, vi skal overveje, om sådan en blandingsmodel kunne være fremtiden i Esbjerg Golfklub. At man udkommer digitalt, men samtidig laver et fysisk blad ét eller to gange om året. Personligt synes jeg, det er for lidt med kun én fysisk udgivelse om året, sådan som bestyrelsen valgte at sætte det ned til for nogle år siden. Det ville være godt med to fysiske udgivelser årligt og så derimellem nogle flere digitale udgivelser, så medlemmerne lidt oftere fik nyt journalistisk læsestof om deres klub, siger Ib Voss. Hvor klubbladet fra starten blev udgivet i 2000 eksemplarer, der alle blev revet væk, er oplaget i dag sænket til 800, og ikke alle blade forsvinder fra standeren i vindfanget. Det kan have at gøre med, at folk ikke læser så meget mere, men det kan også skyldes, at medlemmerne simpelthen ikke blive gjort opmærksom på bladet, mener Arne Riis: - Det er i grunden en ret passiv præsentation, bladet har ude i den stander ved indgangen til klubhuset. Man burde sætte et skilt op, hvor der stod: ”Nyt klubblad udkommet! Tag et gratis magasin med hjem” og i det hele taget promovere bladet mere, ikke mindst med en markering når det udkommer. Ting kommer ikke af sig selv, men skal nogle gange bæres frem. Nye medlemmer skal have bladet stukket i hånden, så de lærer, at det findes, og at det er et sted at komme tættere på klubbens DNA. Og egentlig burde vi vel også, ligesom førhen, lægge bladet ud rundt omkring i byen. Eller klubmedlemmerne kunne tage en stak med ud og lægge på deres arbejdsplads, siger Arne Riis. Hos Per Fiskers øjenlæge ligger klubbladet stadig fremme som læsestof i venteværelset. Men førhen fandt klubbladet vej til mange flere venteværelser, receptioner og of-
fentlige samlingspunkter. Claus Callesen husker, hvordan der blev kørt rundt og delt blade ud, og han bakker op om, at det burde ske igen. - Når klubbladet har den udformning, det har, med lidt lækker papirkvalitet og så videre, er det jo fordi, det egner sig til at have liggende. Hjemme i privaten vil man gerne have det fremme, når folk kommer på besøg. Ikke fordi man nødvendigvis skal se intellektuel ud. Men fordi det er der, og fordi man selv har fundet det frem, siger Claus Callesen. I øjeblikket udkommer klubbladet én gang årligt i april eller maj.
Dét har begejstret mest Klubbladet har skullet finde sin form og lære at matche medlemmernes behov i de 10 år, der er gået. Blandt de artikler, som holdet bag klubbladet har modtaget mest positiv feedback på, er: * Artiklerne, der fortæller Esbjerg Golfklubs historie fra 1921 og til nu, ved hjælpe af gennemlæsning af forretningsprotokoller, bestyrelsesmødereferater og artikler fra alle årene (findes på Byhistorisk Arkiv). * ”Spis og drik din golfbane” hed en artikel med den tidligere plantør Claus Løths bedste opskrifter med udgangspunkt i floraen på golfbanen. Her lærte læserne blandt andet at lave bitter af glansbladet hæg, is og grød med sortebær, rævlingejuice, rønnebærgelé og -snaps og marmelade på kogte grankogler. Den artikel kunne mange medlemmer lide, og det samme med en anden artikel, hvor Claus Løth var blevet interviewet om dyrearterne på golfbanen. * Portrætartiklerne af en række af klubbens mange klub-i-klubber, lige fra Morgenfruerne til Mandagsdrengene. Et stort og humoristisk portræt af klubbens ældste klub-i-klubben, Torsdagsklubben, høstede særlig meget ros og muntre tilbagemeldinger i mailboksen. * Reportagerne hvor journalisten var med ude at være ”HC for en dag” og ”Morten Terkelsen for en dag”, hvor man fik et indblik i hverdagen for et par af klubbens ansatte * Baggrundsartiklen ” EGK sætter punktum efter en turbulent tid”, som gav medlemmerne et indblik i, hvad der var baggrunden for de store forandringer i Esbjerg Golfklub i 2017. Herunder at der kom en helt ny organisationsplan, hvor trænerne blev funktionæransatte, Johannes Eriksen blev ny såkaldt trænermanager og flere udvalg blev nedlagt. * En underholdende reportage hvor nogle nye medlemmer blev fulgt på deres vej ind i klubben og gennem den allerførste træningslektion, med masser af komiske situationer og udbrud. *Portrætinterviews med klubbens koryfæer gennem tiderne, heriblandt tidligere formand Jens WesterAndersen og stjernespillere som Søren Steffensen og Henry Knudsen.
69
69
LAD OS SAMMEN SÆTTE TRYK PÅ 2021 GRAFISK DESIGN · OFFSET- OG DIGITALTRYK EMBALLAGER · 3D DISPLAYS · SKILTE AUTODEKORATION OG MEGET MERE... Kontakt os til din næste grafiske løsning Tlf. +45 64 71 48 09 · info@deslers.dk · www.deslers.dk
Design og kunsthåndværk
Vi har eget værksted og klarer små opgaver fra time til time mens du handler. Alle smykker repareres i huset og forlader derfor ikke værkstedet. Vi er kunsthåndværkere, der elsker at smede unikke smykker – gerne af dit gamle guld eller med en sten du har arvet. Vi sætter en ære i håndværket – og dine ønsker.
Kirkegade 18 · 6700 Esbjerg Tlf. 75 12 88 25 Email: butik@guldsmedien.dk www.guldsmedien.dk
Vi går ind for at handle lokalt – og det håber vi også, at du gør!
• Både store og små opgaver
• Tapetsering
• Maling indenfor og udenfor
• Renovering
• Maling af facader, vinduer og døre
• At vælge den rigtige farve
Medlemmer af Esbjerg Golfklub modtager 3 golfbolde ved bestilling af arbejde.
Tlf. 28 29 47 03 hj@kornvangensmaler.dk
ApS
SMIL OG SERVICE I KLUBBENS ENERGISKE EPICENTER De bliver spurgt om alt fra skabspriser til scorekort, fra venskabsklubber til vejrudsigten. Ikke to dage er ens på kontoret, hvor Morten Mouritsen og Charlotte Kenne nu har været ansat i henholdsvis et og to år. Her bliver der taget sig godt af alle gæster. Selv en firbenet gæst fik den bedste behandling på kontoret. Der er ikke det, de ikke kan svare på og hjælpe med. Og i en lind strøm ringer da også telefonerne på kontoret i Esbjerg Golfklub. Alt imens mailboksen og Facebook blinker med nye henvendelser og medlemmer og greenfeegæster kommer hen for at få hjælp ved skranken eller stikker hovedet ind på det lille kontor. Charlotte Kenne og Morten Mouritsen har ikke kedet sig, siden de startede i deres job som Frontdesassistents i Esbjerg Golfklub. Faktisk indrømmer de begge, at det er kommet bag på dem, hvor mange og hvor forskelligartede opgaver der er i klubben, og hvor hurtigt en arbejdsdag til klokken 18 kan gå, når der sker så meget hele tiden. De nyder det. Men de sover også godt om natten. - For at være helt ærligt, så tænkte jeg i starten: De kan da ikke passe, at der er så meget at sætte sig ind i. Det er da bare en golfklub, siger Charlotte Kenne og bryder ud i et af sine karakteristiske store smil, som klubmedlemmerne nyder godt af mange gange om dagen. - Jeg var udfordret i starten. Det vil jeg godt indrømme. Bedst som man lige var ved at få styr på én ting, så kom er der lige 400 andre ting at lære, ler hun. Og Charlotte Kenne er ellers ikke uvant med at have mange bolde i luften og koordinere komplicerede større opgaver. Hun kommer fra et arbejde som uddannelseskoordinator på Social- og sundhedsskolen i Esbjerg, hvor hun har arbejdet i 18 år. Selv om hun var glad for jobbet, fik hun lyst til at prøve noget nyt efter de mange år på samme arbejdsplads, og hun søgte stillingen i Esbjerg Golfklub, hvor hendes mand Lars Kronborg også arbejder, i en servicemedarbejder funktion, og har gjort det i mange år. Han spiller også meget golf. - Lars nærmest boede jo i forvejen her i golfklubben. Han er her simpelthen altid. Så nu er vi her så bare begge to, ler Charlotte Kenne, der startede på kontoret 1. marts 2019.
Et familieforetagende Hun blev selv meldt ind i Esbjerg Golfklub for 10 år siden og spillede en del i tre-fire år, indtil hun desværre måtte stoppe på grund af en dårlig albue. Det var ikke noget, der kunne rettes op på, så sporten måtte lægges på hylden, til hendes store ærgrelse.
Hendes makker på kontoret, Morten Mouritsen, der blev ansat i februar 2020, har også været medlem af Esbjerg Golfklub i en årrække. Trods sine kun 28 år har han allerede kunnet fejret 20 års-jubilæum som klubmedlem. For da hans far omkring årtusindeskiftet begyndte at spille golf, tog hans sine to sønner, Thomas og Morten, med ud i klubben. - Det var nærmest et familieforetagende med golfen dengang. Alle mine bedsteforældre spillede, min faster og onkel, og min mor kom også lidt i gang. Det var rigtig hyggeligt, og min bror og jeg blev begge bidt af golfen. Måske også fordi vi var heldige, at der lige var en stor gruppe jævnaldrende børn i klubben på det tidspunkt. På den måde blev vi meget engagerede i det, siger Morten Mouritsen. Hans farmor, Anne Grethe Mourtitsen, var hende, der i en årrække i 00’erne stod for at skaffe og skrive artikler til klubbladet i Esbjerg Golfklub, så Morten Mouritsen er ikke den første i familien, der har arbejdet for klubben. Som barn havde han dog mere travlt med selve spillet, for han var blevet meget engageret i spillede, trænede hårdt og blev elitespiller. - Det var en virkelig god tid. Jeg kan huske nogle af de træningsture, vi var på til Portugal og andre steder. Det var sjovt. Eneste problem var, at min bror var – og er – en bedre golfspiller end mig, så jeg spillede på andetholdet, mens han spillede på førsteholdet. Lidt ærgerligt, når det er ens lillebror, griner Morten Mouritsen.
Hvor’n bli’r vejret, Voldborg? Som 18-årig flyttede han til Århus for at læse en cand. mag. på universitetet. Bagefter vendte han hjem til Esbjerg, hvor han de seneste tre år har arbejdet som underviser på Esbjerg Gymnasium. I sin studietid har han af og til arbejdet som sommerferiehjælp i shoppen og også hjulpet Ben og Johannes med hjemmesiden til deres webshop. Så han har holdt kontakten til klubben i alle årene og blev mere end glad, da han fik stillingen på kontoret. - Det er et spændende sted at arbejde. Der sker så meget hele tiden, og jeg kan godt lide stemningen i klubben og at have min daglige gang her, hvor jeg selv har spillet, fra
jeg var otte år gammel. Godt nok får jeg ikke selv spillet særlig meget mere, måske kun to-tre gange om året, men så nyder jeg at være en del af klubben på en anden måde, siger han. Både Morten Mouritsen og Charlotte Kenne bliver helt mundlamme, når de skal sætte ord på, hvad deres job egentlig består i. For det er næsten lettere at nævne, hvad det IKKE er. Så mange og forskelligartede er opgave. En hovedoverskrift er dog: Service af medlemmer og gæster. At hjælpe med alt fra tidsbestilling til scorekort. At styre medlemsdatabasen, sende girokort ud og hjælpe med at skifte typen af medlemskab. At tage imod nye medlemmer og koordinere, at de i hold får startet på begynderundervisningen. At opdatere Facebook og hjemmeside. At planlægge alt det praktiske bag company days og store turneringer, herunder at skaffe frivillige hjælpere og koordinere kræfterne. - Jeg har altså mange sjove samtaler nogle gange. Så skal nogen have et skab. Så skal nogen IKKE have et skab. Så skal deres medlemskab ændres til en anden type medlemskab. Så vil de gerne flyttes fra den ene bane til den anden bane. Så vil de gerne flyttes tilbage igen. Så vil de gerne høre, om jeg tror, det regner, ler Charlotte Kenne. Det med vejrudsigten er der en del, der spørger til, men lige netop her kommer de to medarbejdere til kort. De har ikke adgang til mere viden om vejret end alle andre. - Men jeg synes samtidig, det er herligt, at vi bliver spurgt. For det viser jo, at medlemmerne ser os som ét stort serviceorgan, og det er præcis, hvad vi gerne vil ses som. Så det er godt. At yde den bedste service over for vores medlemmer og greenfee-gæster er vores altoverskyggende, vigtige opgave. Esbjerg Golfklub har simpelthen sat sig for, at herude skal man møde en enorm stor service, så det gør vi alt for at leve op til. Det er sådan, vi fastholder et godt ry og dermed medlemmer og gæster. I Esbjerg Golfklub skal man altid møde et menneske og ikke bare en automat, som man kan trække sit scorekort i. Det er en stor prioritet for klubben, og det kan jeg rigtig godt lide, siger Charlotte Kenne.
Et herberg til hunden En af de mere specielle forespørgsler hun har fået – og imødekommet – var at passe en hund for et par, der skulle ud at spille golf. Det var stegende hedt den dag, og gæsterne kunne ikke finde nogen parkeringsplads i skyggen. Men man må jo ikke have en hund med ud på banen. - Så det endte med, at de afleverede hunden til mig. Så lå den lille hund i sin kurv ved mig på kontoret i nogle timer, fortæller Charlotte Kenne. Morten Mouritsen blev ansat kun en måned før, coronaen brød ud og lukkede landet ned i marts 2020, så han har nærmest ikke prøvet at arbejde i Esbjerg Golfklub under ”normale omstændigheder”. Han håber, sommeren i år bliver mere almindelig, end sommeren sidste år var det. - Jeg er egentlig lidt spændt på at opleve, hvordan sådan en helt normal sommer forløber. Og så glæder jeg mig da rigtig meget til Challenge Tour senere på året. Det er virkelig et spændende job, hvor ikke to dage er ens, og hvor der sker så meget mere end at sidde bag skranken og computeren, siger Morten Mouritsen. Han bor indtil videre alene i en lejlighed, og når han ikke er på arbejde, kan han – i normale tider – godt lide at se nogle af Team Esbjergs kampe på Dokken, som han har årskort til. Han nyder også at læse en god bog eller komme ud på en af årets få runder på Marbækbanen. Charlotte Kenne er med egne ord ”en rigtig naturnørd” som elsker at gå lange ture i naturen. Når altså ikke hun strikker, eller hun hygger med barnebarnet Ellinor, der netop er fyldt to år. Her, sammen med Ellinor, er der også tale om, at servicegenet bliver trænet, og så kan mormor og Ellinor jo passende gå ud og kigge lidt op i himlen og snakke om, hvad det ser ud til at blive for noget vejr de næste dage. For det skal de nok komme og spørge om, de skøre golfspillere.
73
73
I LEDREBORG VIL DE NYTÆNKE TOP NORDICSAMARBEJDET Top Nordic- golfsamarbejdet kan en masse godt, men i stedet for de gratis spilletider kunne halvpris-aftaler klubberne imellem lukke op for f lere spilletider og lettere booki ng. Det mener M ichael Br i n k, der er daglig leder i L edreborg Palace Golf Clu b.
Top Nordic-golfsamarbejdet kan en masse godt, men i stedet for de gratis spilletider kunne halvprisaftaler klubberne imellem lukke op for flere spilletider og lettere booking. Det mener Michael Brink, der er daglig leder i Ledreborg Palace Golf Club. Græsset kan godt synes grønnere ved naboen, eller også er det bare dejligt med noget variation. I hvert fald får Ledreborg Palace Golf Club i Lejre ganske ofte besøg af spillere fra Kokkedal, der ligger 67 kilometer væk i Hørsholm. Begge klubber er med i Top Nordic-samarbejdet, hvor medlemmerne i en række klubber fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Letland kan spille gratis på hinandens baner, samtidig med at konceptet fungerer som en slags erfa-gruppe for klubbernes ledelse. Ledreborg-medlemmerne nyder på samme måde at komme til Kokkedal og til alle de andre Top Nordicklubber, og daglig leder i Ledreborg Michael Brink er tilhænger af samarbejdet. Samtidig har han idéer til at nytænke det hele lidt:
En uhensigtsmæssig ting er selve bookingsystemet. Det er tidskrævende, og man bruger forholdsvis meget tid på hver enkelt bestilling. Det er heller ikke alle medlemmer, der får sat sig ind i det. En anden ting er reglen om, at der kun må være én tid med fire spillere fra Top Nordic-samarbejdet om dagen, og den håndhæves lidt forskelligt rundt omkring. Nogle er meget striks med den regel, mens andre – som vi selv – gerne lukker flere ind. Men jeg kan også godt se, at så kan de gratis tider hurtigt komme til at blokere for tider, man kunne have tjent penge på, så måske var løsningen i stedet, at vi droppede det gratis element og gjorde det til en halvpris-aftale mellem klubberne i stedet, siger Michael Brink. Ved at lade Top Nordic-klubbernes medlemmer spille til halv pris på hinandens baner, ville medlemmerne stadig spare meget, og til gengæld kunne bookingen foregå ligesom alle andre bookinger, og der kunne åbnes op for ubegrænsede spilletider, lyder hans pointe.
75
75
Måske kvart greenfee - Det kunne åbne op for en langt større fleksibilitet. For eksempel havde vi på et tidspunkt otte spillere, der gerne ville op og spille Vasatorp Golfklubb i Sverige gennem Top Nordic. Jeg kontaktede Vasatorp og foreslog, at så kunne fire af spillerne booke og betale for lørdag, og de fire andre søndag, men hvor alle otte så fik lov at spille begge dage. Sådan at det blev halv pris for hver. Men det ville de ikke være med til deroppe. Alle otte spillere måtte betale fuld pris, fordi de jo kom flere end fire, og fordi de skulle spille begge dage. Jeg ved også, at Vasatorp fik virkelig, virkelig mange besøgende fra Danmark, og til sidst trak de sig jo også ud af Top Nordic. Men det er ærgerligt, hvis begrænsningen med fire Top Nordic-spillere om dagen blokerer, siger Michael Brink. Det kunne endda være en mulighed at lave en difference i rabatten, alt efter hvor langt klubberne ligger fra hinanden. Således at det måske kun kostede en Top Nordic-klub på Sjælland 25 procent af den almindelige greenfee-takst at spille i Aalborg, fordi det ligger så langt væk. Michael Brink ser også for sig, at klubsamarbejdet kunne bruges til at arrangere en form for company days eller ophold af flere dages varighed, hvor medlemmer køres til en af samarbejdsklubberne i bus og får en spændende – billig – golfoplevelse ud af det. Det kunne foregå som en udveksling, hvor spillere fra værtsklubben så derefter gengælder besøget i den anden klub.
Ur til 15.000 kr. var ikke nok Først og fremmest handler det for Michael Brink om at udbrede kendskabet til Top Nordic-samarbejdet meget mere i Ledreborg Palace Golf Club. En del medlemmer kender slet ikke til samarbejdet. Til gengæld oplever klubben stor deltagelse ved sine større, åbne turneringer, mens de almindelige klubturneringer har svært ved at tiltrække nok. - Vi fornemmer, at folk vil have noget ekstra. Folk herfra tager både ti Jylland og Falster for at spille ”Race to Thailand” og race det ene og race det andet, for her er der store præmier som for eksempel rejser. Til gengæld er ”de kedelige klubturneringer”, som jeg lidt frækt
kalder dem, blevet mindre populære. Hvis ikke præmiebordet er godt nok, bliver folk væk. Tit er præmien et gavekort på 150 kroner, men sidst fik jeg overtalt et urfirma – som er blandt vores sponsorer – til at stille et vægur til 15.000 kroner på højkant til vinderen. Ikke engang dét fik dog trukket deltagere nok til turneringen, siger Michael Brink. Han har ikke været manager så længe, så de gode idéer til Top Nordic har han endnu ikke fået lejlighed til at præsentere på et møde, men det håber han på at kunne gøre snart.
Lav gennemsnitsalder i Ledreborg I modsætning til mange andre golfklubber er pensionistgruppen ikke den største i Ledreborg Palace Golf Club. Gennemsnitsalderen er kun omkring 52 år, hvilket er otte-ni år lavere end gennemsnitsalderen i danske golfklubber generelt. Klubben har derfor også valgt at sige, at man allerede som 55-årig kan komme med i seniorklubben. Ledreborg har tre store klubber i klubben: En dameklub, en herreklub og så seniorklubben. Herreklubben tæller hele 239 medlemmer og er dermed nærmest blevet overhalet af sin egen succes. For når der er turneringer med gunstart i herreklubben, er grænsen på 100 deltagere, men mange af de 139 andre vil også gerne med. Så alle sidder klar, når der bliver åbnet for tilmeldinger på Golfbox, og kun fem minutter efter er alt optaget. I Ledreborg er der også en del selvstændigt erhvervsdrivende blandt herrerne, og de møder op klokken 12 torsdag middag og spiller golf ”i arbejdstiden”, ligesom i gamle dage. Sådan gjorde Michael Brink s far også, for han var selvstændig håndværkere, men mange steder – heriblandt i Esbjerg – er der i dag en kultur, hvor direktører ikke længere finder det forsvarligt at spille golf i arbejdstiden. Klubben går lige nu med planer om at gøre alle turneringer i klubben åbne, altså for både egne medlemmer og folk udefra. Til gengæld skal det være større turneringer med gode præmier.
77
77
LØFTER MUSIKKEN TIL UVENTEDE HØJDER I DIT HJEM Vi introducerer Beolab 28. En adaptiv trådløs højttaler der genopfinder musikoplevelsen i dit hjem. Fordyb dig i stor lyd i studiekvalitet og et enestående lydbillede, der tilpasser sig rummet og din position. Det er her magien opstår – hver gang du trykker play. KØ B B E O L A B 2 8 F R A K U N 1 . 3 3 4 K R . P R . M D . * I 6 0 M Å N E D E R
Hør mere hos Bang & Olufsen Esbjerg
* B e o l a b 2 8 : v e j l . u d s a l g s p r i s f r a k r. 8 0 . 0 0 0 f o r s æ t a f t o s t k . i n k l . s t a n d o g s t o f c o v e r. S æ t m e d t r æ f r o n t f r a k r. 9 0 . 0 0 0 . Ve d e t s a m l e t k r e d i t b e l ø b p å 8 0 . 0 0 0 k r. o v e r 6 0 m d r. : M å n e d l i g y d e l s e 1 . 3 3 4 k r. S a m l e d e k r e d i t o m k o s t n i n g e r 0 k r. S a m l e t t i l b a g e b e t a l i n g 8 0 . 0 0 0 k r. Å r l i g f a s t d e b i t o r r e n t e 0 , 0 0 % . Å O P 0 , 0 0 % . L å n e t k r æ v e r kreditgodkendelse. Der er fortrydelsesret. Forudsætter betaling via Mit Sparxpres.
BANG & OLUFSEN ESBJERG G A M M E L VA R D E V E J 2 3 7. 6 7 1 5 E S B J E R G N . T L F 7 5 1 2 5 6 0 0
Ken Lauritsen kan stadig huske, hvordan det hele startede. Dengang han og ni andre golfmanagers fra Danmark og Sverige var blevet indkaldt til et møde på et hotel ude ved Kastrup Lufthavn. Idémanden Jan Pedersen, som i mange år har arrangeret golfturneringer rundt om i landet, og som også er kendt for turneringerne med Tuborg Julebryg, havde fået en ny lys tanke: Hvad med, om disse golfklubber gik ind i et samarbejde, der ikke var baseret på økonomi, men alene baseret på kvalitet? - Hans tanke var, at golfklubberne i samarbejdet skulle have en vis kvalitet, og så skulle det være foreningsdrevne klubber. Det måtte ikke være kommercielle, private golfklubber. Jan bragte os sammen, og så brugte vi en hel dag på at drøfte mulighederne, og det blev så
startskuddet til Top Nordic, siger Kokkedal Golfklubs manager, Ken Lauritsen. Han var begejstret for idéen lige fra starten, og siden har Kokkedal Golfklub nydt godt af det. Både medlemmerne, der med managerens ord har en unik medlemsfordel i at kunne spille gratis golf på en række virkelig gode golfklubber i Danmark, Norge og Sverige. Men også for ham som golfmanager i forhold til at have et fælles forum med de andre managers. - Ud over medlemmernes frispil på hinandens baner fungerer Top Nordic jo også som en slags erfagruppe for klubberne, hvor man kan idéudveksle og fortælle om, hvordan det går i klubberne, og hvad man gør af nye tiltag. Fordi der er så stor afstand mellem klubberne
KOKKEDAL VIL VÆRE LIGESOM SAMS BAR Med foredrag og musikaftener prøver Kokkedal Golfklub at matche de medlemsforventninger, der vokser proportionalt med kontingentets størrelse. Der forventes noget ekstra af golfklubber i dag. Og her passer Top Nordic-samarbejdet som fod i hose.
(i udgangspunktet fastlagde man, at der skulle være 100 km. mellem medlemsklubberne, red.), er der ikke nogen direkte konkurrenceparametre. Så man kan stjæle med arme og ben, hvis nogen af de andre gør noget spændende, siger Ken Lauritsen. - For vores vedkommende har det vist sig at være en rigtig god idé at være med. Vores medlemmer er super, super glade for Top Nordic. Vi har de svenske baner, som ligger relativt tæt på os, og som rigtig mange bruger. Og der er også mange, der tager turen over Fyn og spiller Odense Eventyr og så over til Esbjerg og Silkeborg og hjem igen. Desuden vælger mange at tage en fjerde bane med på vejen, hvor man betaler greenfee, så på den måde genererer Top Nordic faktisk også omsætning i andre golfklubber end medlemsklubberne, siger han.
Foredrag og musik i golfklubben Han ser gerne, at Top Nordic fortsætter i mange år, og også at der bliver udvidet med flere golfklubber. Det kunne være at få en nordtysk golfklub med, for det kunne være interessant for eksempelvis Esbjerg Golfklub, men også for sjællændere og fynboer. På samme måde vil svenskerne gerne have et par baner mere på Sjælland. - Tidligere havde vi jo Skjoldnæsholm med, og sammen med Ledreborg og os i Kokkedal var det en god måde for svenskerne at komme ned og tage en tur op og ned langs kysten. Ligesom nordmændene er glade for at tage til Sverige og at komme ned til jer. Eller i hvert fald til Aalborg, siger Ken Lauritsen.
81
81
Han er selv 60 år gammel og passer dermed meget godt på profilen i golfklubben, hvor der ligesom de fleste andre steder er en overvægt af pensionister og medlemmer med en endog meget høj alder. Det er et plus, fordi folk bliver sundere i deres alderdom og dermed lever længere og kan spille golf i flere år, men også et minus, fordi der vil komme et tidspunkt, hvor en stor gruppe vil finde det nødvendigt at stoppe med golf, fordi kroppen ikke kan klare spillet længere. - På et eller andet tidspunkt vil der være et større fald ud over klippen. Når de ældste medlemmer begynder at føle
sig for gamle til at spille mere. Derfor er vi simpelthen nødt til at gøre noget for at skaffe nye medlemmer og fastholde dem, vi har, og her har vi Top Nordic, og samtidig stræber vi efter at være en helårsklub, blandt andet med et stort efterårs- og vinterprogram fuld af foredrag og musik. Så føler man, at man får noget for sit kontingent, for medlemmernes forventninger er naturligt nok steget, i takt med at medlemskabet er blevet dyrere gennem årene. Vi tager dog også lidt i billetpris for arrangementerne, minimum en 50’er. Men det er billigt, og medlemmerne oplever, at der er noget ved at komme i klubben – selv når der ligger et tykt lag sne, siger Ken Lauritsen.
Foredragene spænder fra en aften med en jægersoldat, som tilfældigvis er medlem i klubben, og som fortalte om sit liv og virke, til et foredrag om personlig udvikling. Arrangementerne er velbesøgte, og de bidrager til den stemning, som Ken Lauritsen så gerne vil opnå. - Da jeg blev ansat for 13 år siden, sagde jeg, at jeg ville fortsætte det ry, vi havde som et rart og socialt sted at være. Et sted, hvor alle er velkomne. Så kom jeg til at tænke på tv-serien ”Sam’s Bar”, som foregår i en bar, hvor alle kender hinanden og hilser på hinanden, og så sagde jeg: Det her skal være Sam’s Bar. Kokkedal
Golfklub skal være Sam’s Bar. Et sted, hvor alle hilser på hinanden, og der ikke er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Jeg tror, det er sådan, vi skal klare skærene, slutter Ken Lauritsen. Et fuldtidsmedlemskab for en senior i Kokkedal Golfklub koster i øvrigt 8630 kroner. Tilsvarende koster det i Esbjerg Golfklub 7150 kroner.
83
83
WORLD HANDICAP SYSTEM
Beregningen af et handicap Handicappet beregnes som gennemsnittet af de 8 bedste blandt de seneste 20 handicapresultater da det giver et godt billede af en spillers potentielle spillestyrke, hvilket er det et handicap skal reflektere. I visse ekstreme tilfælde bremses en evt. stigning i dette gennemsnit i forhold til spillerens underliggende spillestyrke for at sikre, at en midlertidig formnedgang ikke resulterer i en overdreven stigning i handicappet. Et handicapresultat er det handicap, der reelt er spillet til på runden. Handicapresultatet kan regnes ud som forholdet mellem antal slag på runden (justeret for maks Netto Dobbelt Bogey) og banens sværhedsgrad (courserating og slope). Man bruger i den forbindelse en ”relativ slope” som er en standard banes slope (der altid er 113) divideret med den aktuelle slope. En bane med en slope på 119 vil således have en relativ slope på (113/119) 0,95. MND= Max Netto Dobbelt bogey score (MND– courserating) x relativ slope = Handicapresultat (76 – 67,2) x 0,95 = 8,4 Den kan også beregnes som antal stableford point over/ under 36 i forhold til det handicap, der blev brugt og justeret for banens slope og course rating. Sph = Spille handicap pccd = par/course diff. + point diff. Sph + pccd x relativ slope = Handicapresultat 1 + (70-67,2) + (36-31) x 0,95 = 8,4
Spilleren har således på dagen spillet til handicap 8,4 og det handicapresultat vil indgå som det seneste af hans 20 scores. Hvorvidt det er et af de 8 bedste scores og dermed ændrer spillerens handicap, afhænger af de resterende 19 scores. Da spilleren i dette eksempel har handicap 3,6 vil scoren højst sandsynligt ikke ændre hans handicap da det ikke vil være et af hans 8 bedste.
Hvad er den underliggende spillestyrke? For at sikre at handicappet ikke reagerer for hurtigt på en række dårlige scores, pålægges en begrænsning i forhold til det laveste handicap, en spiller har haft inden for det seneste år. Et handicap kan således aldrig blive mere end 5 højere end det laveste handicap inden for de seneste 12 måneder, og stigninger ud over 3 begrænses med 50%.
Unormale bane- og vejrforhold Det nye handicapsystem bibeholder muligheden for at kunne justere for unormale forhold – det der i 2020 blev kaldet CBA. I det nye handicapsystem vil PCC (Playing Conditions Calculation) blive beregnet som et mål for vejrets og banenopsætningens indflydelse på spillet og i ekstreme tilfælde resultere i en justering af banens course rating. Beregningen foretages dagligt og for alt spil på banen – turneringsspil såvel som private runder.
Moderne og boligunivers
inspirerende
Besøg os og bliv inspireret Hos Puma Boligunivers finder du Danmarks største udvalg i gulve, tæpper, møbler og tilbehør til hjemmet. Gå på opdagelse i vores store og flotte udstilling. Her finder du et spændende og inspirerende udvalg af møbler, multifunktionelle møbler, klinker, kork/ vinyl, trægulve, tæpper og meget mere. Puma Bolig Univers - Ådalsparken 7 - 6710 Esbjerg V - www.puma-shop.dk
PERSONGALLERIET BESTYRELSEN
irgitte Møller Jensen Formand
Steen Møbjerg Christensen Næstformand
Jan Toustrup Kasserer
Mogens Otto Nielsen
Joan Hummelshøj
Morten Terkelsen Chefgreenkeeper
Kurt Frank Greenkeeper
Asger Lauridsen Greenkeeper
Hans Gregersen Greenkeeper
Odd Fogth Greenkeeper
Bjarne Christensen Sæsonansat
Bo Dahl Nielsen Mekanikker
Pouls B. Christiansen Sæsonansat
Philip Madsen sæsonansat
Rune Hovedskou sæsonansat
Christian Lunding Greenkeeperelev
Thorwald Pedersen sæsonansat
GREENKEEPERE
VICEVÆRT
Kim Weilkiens Greenkeeperelev
Hanne Rasmussen Vicevært
RENGØRING
RESTAURANT
Lidia Petersen Rengøringsass
Ketty Gregersen Rengøringsass
Nicolai Klindt Jørgensen Træner assistent
Frederik Stræde Frost Trænerelev
ADMINISTRATION, PRO’ER
Johannes Eriksen Trænermanager
Ben Tinning Cheftræner
SERVICEMEDARBEJDERE
Charlotte Kenne Frontdesk assistent
Lars Kronborg Service medarbejder
Morten Mouritsen Frontdesk assistent
Chi Nguyen Nielsen Forpagter
Jan Nielsen Forpagter
TAK TIL VORE SPONSORER 2doIT Esbjerg
5Stjernet Rengøring ApS
ALL NRG/Henrik Hansen Invest
ArbejdsmiljøEksperten A/S
Atcom
Bent Pedersen A/S
Bilplusleasing.dk A/S
Bo Bedre Esbjerg A/S
Brandt Invest
Carl W. Reis A/S
Carlsberg
Claus Sørensen Køl og Frys A/S
Comtech Int. A/S
Contea Forsikringsmæglerselskab
Dahl Advokatpartnerselskab
Dansk Revision
Deloitte Esbjerg
Den Røde Okse
Deres Blikkenslager
Duo Line ApS
DVL Invest ApS
Ejendomsaktieselskabet Bangs Gård
Erik Andersen A/S
ES Malerservice
Esbjerg Farve- & Lakfabrik A/S
EY Revisionspartnerselskab
Fanø Supermarked ApS
Globe Malerfirma A/S
Granly Gruppen
Handelsbanken
Hans Espersen Holding ApS
Haahr & Co
IAT
Irish Pub Blåvand
J. Lauritzens Eftf.
Jensen & Jensen
JKS
John Josefsen Esbjerg ApS
Jyske Bank - Sydvestjylland Erh.
Jøker Holding
Jørn Bolding
Kirk-Thomsen Ure og Smykker
Kornvangens Maler ApS
Kurt Beier Transport A/S
Landbrugets Forsyningsselskab
LandSyd Landinspektører
Lederne Sydvestjylland
Lund Skilte A/S
M. I. Montage A/S
Marius Pedersen
McDonald’s Esbjerg
Mentor IT A/S
MH Consulting
MH-O & Co
MM Field Service Holding ApS
Muffbyg A/S
N.P. Liltarp A/S
Nautic Ejendomme ApS
Nordea
Nordisk Sport og Betting ApS
Puma Tæpper
QASI ApS
Rødgaards Import A/S
Scandi-Roc ApS
Scanview Systems
ShareIT - Danmark A/S
Signpartner
Skjern Bank
Slagter Theilgaard
Sparekassen for Nørre Nebel og Omegn
Sport og Event Park Esbjerg
SRI Sign Solution A/S
ST Plast
STARK Esbjerg
Steff Byg A/S
Sydvesta
Søren Espersen Holding ApS
TEKT Arkitekterne A/S
Telesikring A/S
Toftegaard Group ApS
TOTAL
TS Tech A/S
Ugeavisen Esbjerg K/S
Valsemøllen A/S
Vase A/S
Vestjylland Forsikring
Volkeswagen Esbjerg
West Diesel Engineering A/S
Würth Industri Danmark A/S
87
87
Vi er lokale og Vestjylland Forsikring har for 3. gang i træk de mest tilfredse privatkunder.
Forsikringer skal dække dine behov, hverken mere eller mindre. Gør dine forsikringer det?
Vi støtter lokale kræfter, der gør en forskel i deres nærområde bl.a. Esbjerg Golfklub.
Tommy Lange og Karsten Egelykke - dine lokale assurandører i Esbjerg
96 94 96 94 · vestjylland.dk Esbjerg Golfklub.indd 1
03-05-2021 11:10:55