5 minute read
"Sea-credit" til sømandspræsten
Af Rebecca Holm, sømandspræst i Hong Kong
Vores sømandspræst i Hong Kong, Rebecca Holm, har været på medsejlads – altså medsejlende på en sejlads over flere døgn, hvor hun på egen krop har oplevet ”livet til søs”. Turen gik fra Hong Kong til Singapore og varede fem dage.
Projekt ”medsejlads” startede før pandemien, hvor en enkelt sømandspræst kom afsted. Nu er det igen blevet muligt, takket være Mærsk, at vores udsendte kan få denne chance for at opleve de søfarendes hverdag. Det er vi dybt taknemmelige for.
Det er ikke helt enkelt at få adgang til skibene. Der kræves blandt andet visa, helbredsbevis, skadeserstatningsbevis, vaccinationskort og pas, før man får nøglen til en kahyt udleveret. Der er derfor lang tids forberedelse forinden.
Rebecca sejlede med Mærsk Luz, som er et danskflaget 300 meter langt containerskib. Skibet anløber jævnligt i Hong Kong, hvor Rebecca har besøgt besætningen tidligere.
Rebecca fortæller:
"Jeg havde glædet mig, lige siden jeg blev ansat som sømandspræst, til at få den helt unikke mulighed for at sejle med et Mærsk-skib. Grundet corona-restriktioner tog det lang tid, før skibene måtte medtage passagerer igen, men det lykkedes endelig at komme afsted i januar 2024.
Skibet, Mærsk Luz, var bemandet af en meget venlig kaptajn, som straks meldte tilbage, at jeg var velkommen til at sejle med dem. Besætningen var en god blandet flok af både mænd og kvinder af mange nationaliteter.
Vi havde fest for kirkens frivillige i Hong Kong om aftenen, hvor vi havde spillet bingo og spist smørrebrød, da jeg kunne se, at skibet allerede var langs kaj. Jeg skrev straks til kaptajnen ”Må jeg komme allerede nu?”, selvom meningen var, at jeg først skulle komme dagen efter, men jeg kunne slet ikke vente med at komme ombord.
Jeg hentede min taske og blev budt velkommen ombord en sen lørdag aften. Næste morgen begyndte med morgenmad med besætningen og straks derefter den obligatoriske sikkerhedsintroduktion. På skibene går mottoet ”sikkerhed først” igen, og det var også tilfældet her. Jeg fik en grundig introduktion til sikkerhedsudstyret, hvordan jeg skulle gebærde mig, hvis der startede en alarm, udbrød brand m.m.
På tredjedagen, da vi var kommet ud på havet, skulle hele skibet undergå en større brandøvelse. Disse øvelser sker regelmæssigt, så alle ombord er fuldstændigt klar over, hvad de skal gøre. Der blev iscenesat brand i skralderummet, og besætningen, som et øjeblik forinden var afslappet og i god stemning, blev alle fuldstændigt fokuserede og seriøse omkring brandøvelsen, i samme øjeblik alarmen lød. Det var meget imponerende. I løbet af få sekunder havde de brandudstyret på, sat vandslangerne til og var i gang. Mig, ”passageren”, var der også særlig procedure for. Jeg skulle bringes i sikkerhed og skulle passes på af udvalgte besætningsmedlemmer. Intet var overladt til tilfældighederne, og jeg følte mig i meget trygge hænder blandt de duelige søfolk.
Jeg fik lov at følge de forskellige teams på skibet, både i maskinrummet, på dæk og broen. Særligt imponerende var det at opleve, hvordan et kæmpe containerskib bliver navigeret om natten ude på det åbne hav, hvor det ellers er så mørkt, at man ikke engang kan se sin egen hånd foran ansigtet.
Ude på havet var der vand, vand og mere vand. Vi så ikke land på noget tidspunkt. Der kom højst en måge og et andet skib forbi en sjælden gang. Om aftenen havde vi tid til at spille bingo og lave forskellige aktiviteter. Det var dejligt at se besætningen have et godt fællesskab ombord og være sociale med hinanden – det er nemlig ikke en selvfølge, at det altid er sådan.
Den sidste aften arrangerede kaptajnen, at vi kunne grille sammen, og det var en hyggelig afslutning på den gode medsejlads, jeg havde. Alt i alt var det en meget lærerig tur, hvor jeg fik en helt anden indsigt og fornemmelse for, hvad det vil sige at være søfarende. Godt nok var det kun fem dage, sammenlignet med søfolkene, der kan være ude på havet i over et halvt år, men det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, og som jeg er meget taknemmelig for.
Siden min medsejlads kan jeg mærke, at det har givet mig lidt ”street credit” hos søfolkene, eller måske skulle man kalde det ”sea credit”. Når jeg fortæller, at jeg har prøvet at sejle på et containerskib, opstår der et andet rum for samtalen, for så ved søfolkene, at jeg forstår deres hverdag. Jeg har helt lavpraktisk fået en dybere indsigt i deres arbejde, og hvad de laver til søs. Jeg ved mere om, hvordan deres vagter, hviletider og spisetider fungerer. Og ikke mindst har det givet mig en mere levende forståelse for, hvor meget det betyder at komme en tur i land og glæden ved at afmønstre igen.
Da vi ankom til Singapore, stod min kæreste og ventede på mig, og hvordan må dét ikke føles, hvis man har været væk fra sine kære i over et halvt år. Når jeg af og til spørger søfolkene, hvad de glæder sig mest til, når de kommer hjem til familien, har svaret gentagne gange været ”min mors mad”. Ude godt, men hjemme bedst.
I skrivende stund sidder jeg og glæder mig til at Mærsk Luz anløber i Hong Kong igen i morgen. Det er nu et helt særligt skib, når man selv har sejlet med."
