4 minute read
Helt forskelligt og alligevel ens
Af Karsten Møller Hansen, præst ved den danske kirke i London
Jeg har aldrig prøvet at have en konfirmand, som har rejst fem timer i tog for at komme til præst. Hun stod op kl. 5.30 for at tage toget fra Edinburgh kl. 6.30. Det kørte ind på London St. Pancras kl. 10.07. Sammen med sin mor nåede de som regel kirken lige inden kirkeklokkerne. Hun sad nede bagi, sagde ”hej” på et lidt usikkert dansk.
Tilbage i Tårnby havde jeg hvert år fire store konfirmandhold. Som ved de fleste forstadskirker i Danmark bliver unge mennesker konfirmeret.
For mig var det altid det bedste ved at være præst; at få besøg en gang om ugen af de der usikre, kloge, sjove, pisseirriterende og virkelig søde konfirmander. En åben verden. Det er ikke som voksen, man er fri, det er som barn.
Der er heldigvis også konfirmander i London. Jeg overtog holdet i januar og opdagede allerede ved først præstetime noget fuldstændigt overraskende, noget jeg aldrig har prøvet før; ikke en eneste gang – og jeg overdriver ikke – ikke en eneste gang skulle jeg bede dem om at tie stille, og ikke eneste gang var der er en, som tog telefonen frem. De sad der bare, med hænderne hvilende på bordet, og kiggede på mig. Det tager kun 1 time og 40 minutter at flyve fra København til London, men der er en kæmpe forskel på de to lande, meget større end jeg troede. Forskellen viser sig måske allertydeligst i skolesystemet. Tænk sig at have fået et konfirmandhold, som jeg overhovedet ikke skulle opdrage, kun undervise, enhver lærers drøm.
Der er en helt anden disciplin. Børn og voksne har en meget mere afmålt relation i England. Men efter ca. 30 minutter stoppede jeg op, så mig omkring. De sad alle stadig og kiggede på mig med det samme blik, og jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik bag deres venlige øjne. For første gang som konfirmandlærer vidste jeg pludselig ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg er ikke vant til envejskommunikation i undervisningen, og når det kommer til noget så svært som tro og Gud og kærlighed, fungerer det overhovedet ikke for mig. Så det slog mig; jeg bliver nødt til at gøre dem lidt mere danske; mere snakkende, larmende, selvstændige.
Fortæl mig, hvad I tænker på, lad os lære hinanden lidt at kende. For hvad hjælper det at vide en masse om Gud, men ikke forstå, at det er min Gud, der tales om, at tro er noget, man gør.
Det lykkedes lidt. De kom til at grine og smile, og vi talte om venskab og døden og det, de tænkte på, lige inden de faldt i søvn. På et tidspunkt, det var til den sidste præstetime, skulle jeg lige til at bede dem om at tie stille.
Verden er en anden, end da jeg var ung, og der er stor forskel på England og Danmark, men det er stadig også det samme at være ung i dag, som det nok altid har været; alt det, man kan fornemme, ligger derude, men som man ikke helt ved, hvad er; alt det nye, fremtiden. Skræmmende, lokkende, livet! Tør man tro på, det bliver godt, eller bliver alt bare ved med at være trist? Vil der komme en dag, en dag på stranden et sted i Californien, hvor der er en, som vil sætte sig i sandet tæt på mig, dreje hovedet, blinkende hav, øjne mødes? Åh, de drømme. Og den længsel – efter at høre til, at finde hjem, til én selv, til en anden, til Gud. At gå i kirke skal være som at komme lidt hjem. Præstens job er at give mennesker et hjem mere.
Hun skulle hjem til Edinburgh. Konfirmationen den 7. april var gået godt. Hun stod foran kirken med en solsikke i hånden og kiggede sig usikkert omkring. En anden konfirmand kom hen til hende, gav hende et kram. De tog deres telefoner frem. Jeg tror, de udvekslede telefonnumre.
