4 minute read
På cykel fra Danmark til Portugal
Af Anne Meldgaard, redaktør. Fotos: Benediktekirken og cykelholdet. Herover sammen med sømandspræst Sune Haubek.
Fire unge danske kvinder – Amanda, Wilma, Nanna og Olivia - havde arbejdet og boet sammen på Egmont Højskolen gennem et år. Efter opholdet ønskede de at foretage sig noget sammen, men vidste ikke rigtigt, hvad det skulle være. De havde i årets løb spurgt en berejst foredragsholder, hvor fire unge kvinder kunne bo i Europa, og svaret var Lissabon!
På et tidspunkt var Olivia og hendes kæreste på cykeltur og kom retur med ordene:“Piger, det er det, vi skal!”. Altså på cykel til Lissabon.
Med både et transportmiddel og en destination gik turen gennem Europa. De cyklede gennem Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien og Portugal, og undervejs overnattede de hos tre danske kirker.
Om oplevelserne undervejs fortæller Amanda:
”Nogle af de store oplevelser var selvfølgelig at cykle ind i milepælsbyerne;
Amsterdam, Paris, Porto og naturligvis Lissabon. Også bjergene – og hvor hårdt det er at cykle i bjerge – er noget, vi tit taler om.
Oftest er det dog de mennesker, vi mødte på vejen, og som tog os ind, når vi virkelig manglede et sted at sove, der gjorde størst indtryk: Bondemanden og konen i Bad Zwischenahn, der lod os sove på en terrasse. Parret, hvis dør vi måtte banke på, fordi vi ikke havde lagt mærke til, hvor vi var endt. De lod os sove i deres garage og lavede kæmpe morgenmad til os dagen efter. Og der er så mange flere!”
At opsøge de danske kirker var ikke planlagt hjemmefra, men det endte med besøg og overnatning både i Hamborg, Paris og Rotterdam.
”Vi opsøgte kirken i Hamborg, fordi vi pludselig stod uden overnatningsmulighed midt inde i byen en aften. Vi gik lidt i panik og begyndte at søge rundt efter steder, der måske kunne tage os ind. På Google kom sømandskirken i Hamborg op. Ingen af os kendte til sømandskirkerne, men vi var desperate og gav dem et opkald. De svarede med stor generøsitet og var dem, der lagde grobunden for vores forhold til kirkerne på resten af turen.”
I Paris mødte vi et stort fællesskab
Om deres oplevelser ved kirkerne fortæller de:
”Det var som et lille stykke af hjem, langt væk fra hjem. Allerede i Hamborg og Rotterdam, havde vi jo været væk i nogle uger, så bare det at se dansk slik i butikken og tale dansk med nogen var stort. Og den imødekommenhed, vi oplevede alle tre steder, var meget overvældende. I Paris mødte vi et stort fællesskab, og kvinderne i kirken var ikke blot inspirerende, men også enormt gæstfrie og sjove!”
Pigernes venskab oven på den lange færd har naturligt nok givet dem et nyt perspektiv på hinanden. Amanda siger:
”Selvom vi havde kendt hinanden længe og nok mente, at vi kendte hinanden ud og ind, så satte turen os i nogle situationer, vi ikke har set hinanden i før. Ja, endda nogle situationer, som vi måske ikke har set os selv i før: store breakdowns, kæmpe opture, diarré på cyklen, eufori og mentale blokader.
Og hvem banker på døren, når vi skal spørge om et sted at sove? Hvem cykler forrest, når vinden raser? Hvem klemmer en tåre på vej op ad bjerget, og hvem siger undskyld først, når bølgerne går højt, mens regnen siler, og vi kørte forkert (igen)?”
På spørgsmålet, om der kommer en tur mere, svarer pigerne:
”Vi er ved at planlægge en sommertur, måske Estland-Letland-Litauen eller sydpå til Kroatien. Men indtil da nyder vi bare at kunne cykle ud sammen og drikke en kop kaffe og så cykle hjem igen og få et bad og en lur.”
