4 minute read
Ven og hotelmanager på samme tid!
Af Anne Meldgaard, redaktør. Fra venstre Othilia, Anes, Clara, Rosa, Mikkel og Emma. Fotos: Agnes Due og Nanna Buchardt Rasmussen
”Ven og hotelmanager på samme tid!” Sådan beskriver en sin rolle som juniorassistent ved sømandskirken. En anden fortæller, at hun har levet mange liv på det ene år og en tredje har slugt et par kameler under sit ophold.
Der har været assistenttræf i Hamborg, hvor Frederikke, Agnes, Othilia, Mikkel, Rosa, Clara og Emma har sparret med hinanden og med HR-sekretær Margareta fra sekretariatet. Med online var også Nanna fra Sydney og Sylvester fra Hong Kong.
De er fælles om at have overkommet store udfordringer og blive kastet ud i opgaverne uden nogen videre overdragelse fra forgængerne. Frederikke lavede fx frokost til 50 mennesker uden særlige forudsætninger for madlavning, Rosa overvandt sig selv ved de uanmeldte skibsbesøg, hvor der skulle tales med mange forskellige mennesker, og Emma har oplevet, at det kan være svært at balancere mellem fritid og arbejde, når man bor i kirken tæt på sine kollegaer. De fleste er også fælles om at være vilde med deres tid i sømands- og udlandskirkerne og en stor personlig udvikling båret af store udfordringer og oplevelser.
Mikkel, som netop er tiltrådt i Rotterdam, bidrager med sin oplevelse fra de første arbejdsdage:
”Jeg har været både bedemand og kirketjener allerede, foruden at have lavet mad til 55. Jeg forventer, at det bliver spændende og travlt, og jeg glæder mig til at være i udlandet i længere tid og møde anden kultur.”
I Berlin siger Clara, at hun føler sig virkelig heldig.
”Jeg har vundet i jackpot. Jeg er vild med Berlin, har fået tyske venner og oplevet alt muligt skørt. Mine sociale færdigheder er blevet så stærke. Og så har jeg arbejdet rigtig meget.”
Fra Bruxelles lyder der et godt råd fra Othilia:
”Her hos mig er præsten virkelig god til at spørge: ”Er du på arbejde nu?” Det hjælper på den svære balance, hvor man er på arbejde hele tiden. Det er jeg glad for!”
Othilia fortæller desuden, at Bruxelles er et sted med gode rutiner:
”Jeg fik en ”drejebog”, da jeg startede, og den har været et godt udgangspunkt.”
Fra sekretariatet fortæller Margareta Bærentzen, hvorfor assistenttræf er blevet en del af det faste årshjul:
”Det årlige assistenttræf er bare en stor succes! De flittige juniorassistenter er ofte eneste ansatte sammen med præsten og derfor også lidt alene i jobbet. Mange er støttet og hjulpet af de frivillige kræfter i kirkerne, men præsten og assistenten går forrest.
Træffet sker, når juniorassistenterne er halvvejs i deres ansættelse. De har klaret den allertravleste tid med efterårsaktiviteterne og de vigtige julebasarer, som nok kræver den største arbejdsindsats, men som samtidig er en fantastisk fællesskabsdannende begivenhed. Kirkerne har faktisk tidligere assistenter, som kommer retur som frivillige på julemarkederne årene efter deres udsendelse på grund af fællesskabet!
Under en udsendelse kan de unge godt mangle sparring med ligestillede, og her kommer de andre juniorassistenter ind i billedet. De står alle sammen stort set med de samme udfordringer og glæder. Et træf halvvejs er en kærkommen lejlighed til at dele erfaringer, få tips og tricks – og få lidt luft og inspiration.
Træffet er først og fremmest en mulighed for at mødes, hygge sig og dele erfaringer: ”Hvor meget fars skal man bruge til 300 frikadeller?”, ”Hvordan laver man bedst en fastelavnstønde?”, ”Hvilke ungdomsaktiviteter har I haft succes med?”
Assistenten i Hamborg har indtil videre stået som ”vært” og arrangeret diverse sociale aktiviteter, præsteparret i sømandskirken har været gæstfrie og inviteret hele flokken til middag i privaten, sømandskirken har huset assistenterne, og de respektive kirker har betalt assistenternes rejse. Danske Sømandsog Udlandskirker støtter med et mindre beløb til udgifter.
Jeg holder en workshop med dem, hvor også jeg kan lytte og blive klogere på deres udfordringer. Det gør mig endnu bedre rustet til rekrutteringen af nye juniorassistenter i fremtiden.
Vi har at gøre med en flok dygtige, engagerede og flittige unge mennesker. De er en gave til udlandskirkerne, og samtidig får de forhåbentlig fyldt deres rygsæk med nye erfaringer og glæder.”
