3 minute read
Er I hellige?
Af Jesper Mørch Idziak, kirkegænger i Margrethekirken i Mijas
Min mand og jeg arbejder begge to i folkekirken. Jeg vikarierer som kirkesanger og kirketjener i rigtig mange kirker lige fra Rødby til Frederikssund. Jeg har fået lov til at holde lægmandsgudstjenester og er menighedsrådsformand. Min mand er ledende kirketjener i Roskilde Domkirke. Kirken er en del af vores hverdag, og vi er en del af kirken.
Vores arbejde i kirken er ikke blot et arbejde, der skaber grundlag for vores eksistens, det er også den måde, vi lever vores liv på. Vi tror begge to på Gud, men når vi møder spørgsmålet, om vi er hellige, svarer vi alligevel: ”Nej – men vi tror på Gud, og vi tror på, at det ikke kan skade os at tro og hver dag forsøge at være et godt menneske.”
Faktisk tør vi slet ikke lade være med at tro, for så har vi jo forspildt Guds løfte om det evige liv. Og skulle kritikerne og ateisterne alligevel have ret, så har vi i hvert fald ikke forspildt vores liv her på jorden i forsøget på at være gode mennesker.
Derfor var det også helt naturligt for os at søge efter og opsøge den danske menighed på Solkysten.
Vi vidste, at der var en sømandskirke i Algeciras, og vi stødte også på en menighed øst for Málaga foruden Margrethekirken i Mijas. Da Mijas er nærmest på vores andet hjem i Benalmadena, blev det naturligvis Margrethekirken, vi opsøgte, og her blev vi budt velkommen og taget virkelig pænt imod af både præst og menighed.
Det har betydet rigtig mange gode venskaber og relationer, og har gjort, at vi altid besøger Margrethekirken, når vi er i Spanien. Igennem de ca. 10 år, vi er kommet i kirken, har vi lært rigtig mange lokale danskere at kende og fået stor tilknytning til området omkring kirken. Derfor var det helt naturligt at sige ja, da den tidligere menighedsrådsformand spurgte mig, om jeg ville lave en ny alterdug til kirken. Den gamle var ved at være slidt og mør.
Men projektet gled ud i sandet, da Corona drev hen over hele verden. Og først på en ferie for nylig blev tanken vakt til live igen, da præsten spurgte, om der ikke var noget med, at jeg var interesseret i at lave en ny alterdug.
Jeg fik udfærdiget en prøve, og den blev godkendt af præsten. Så gik jeg ellers i gang med at hækle den 3,5 meter lange bort, som nu pryder alteret i Margrethekirken. Borten er ganske enkel og delt op i kvadrater, som på skift indeholder symbolerne tro, håb og kærlighed.
Dugen blev lagt på og indviet 1. søndag i advent i 2023 og skal forhåbentlig ligge der i rigtig mange år til glæde for alle kirkens gæster og kirkegængere.
De fleste ser måske nok alterdugen, når de er i kirke, men spekulerer sikkert sjældent over, hvilke tanker og hvilket arbejde der ligger bag. Og det passer mig rigtig godt, for på den måde bliver den helt anonymt min egen lille hyldest til Margrethekirken og til min oldemor. Hun var den, der lærte mig at hækle, da jeg var barn, og som dengang selv hæklede en lignende alterdug, som lå på alteret i kirken, hvor jeg blev konfirmeret.
