3 minute read
Et stærkt sammenhold i Sydfrankrig
Tekst og foto: Birgitte Grøn, dansk præst i Sydfrankrig.
En formiddag for nylig ringede vores kirkekomiteformand til mig. Lars fra menigheden var død om morgenen, 75 år gammel. Jeg tog straks hen til hans hustru, Vivi.
Vivi og Lars var de første, jeg mødte, da jeg skulle indsættes som præst for den danske menighed i Sydfrankrig. De stod i kirkedøren, da jeg kom. Da vi havde hilst, spurgte Lars, om jeg ville følge Vivi, som er synshandicappet, ind i kirken. Det gjorde jeg naturligvis, og Vivi fortalte, at de havde boet i Sydfrankrig store dele af året og hørt til menigheden hernede gennem mange år.
Nu kom jeg selv i lejligheden denne formiddag, hvor Lars var faldet om og døde umiddelbart efter. En nådig død, kan man kalde det. Jeg var hos Vivi hele dagen. Hun havde svært ved at fatte, at det var sket.
Vi bad fadervor, holdt i hånd og var stille sammen, og indimellem fortalte Vivi flere gange om, hvordan de sidste dage og morgenen var forløbet.
Et ægtepar fra menigheden, som boede lige i nærheden, var også ankommet. De var enestående hjælpsomme. Læge, ambulance, politi var kommet, og de kontaktede konsulatet, ambassaden og forsikringsselskabet. Der var mange opringninger og meget praktisk arbejde.
Lars skulle føres hjem til Bornholm, hvor de hørte til i Danmark, og bisættes herfra. Vi bestilte flybilletter, så jeg kunne følge Vivi hjem fra Nice til København dagen efter. Ud på eftermiddagen kom vores formand og hans hustru, og vi blev enige om, at de ville ”tage nattevagten” og være hos Vivi, så hun ikke skulle være alene.
Næste morgen blev Vivi kørt til lufthavnen i Nice af parret fra menigheden. Her mødtes jeg med dem for så at følge Vivi hjem til Danmark.
Søndagen før opringningen om Lars’ dødsfald havde jeg gudstjeneste i St. Georges kirke i Cannes, og i min prædiken over evangelieteksten om Jesu bortgang (Joh 16, 1622) var temaet afsked. I prædiken indgik fortællinger om søfolk, der ofte må tage afsked, og jeg brugte bl.a. Gustav Wincklers vise ”Skibet skal sejle i nat” i min prædiken.
Efter gudstjenesten kom Lars hen til mig og sagde, at han havde følt det, som om jeg talte direkte til ham. Det viste sig, at Lars havde sejlet som sømand i mange år. Han havde i sit liv på søen rigtig mange gange været forbi sømandskirkerne i f.eks. Rotterdam,
Antwerpen, Singapore, Gøteborg, og Hamborg, og vi fik en meget hyggelig udveksling af sømandskirkehistorier.
For år tilbage havde Lars og Vivi købt lejligheden i Sydfrankrig med udsigt til Middelhavet. ”En sømand kan bedst lide at have udsigt til havet”, som han sagde.
Lars Hyldgaard-Jensen blev bisat fra sin sognekirke på Bornholm, og hans aske spredt ud over havet. Og til Allehelgensgudstjenesten i november mindedes vi Lars til gudstjenesten i Cannes.
At være nærværende ved dødsfald er en helt naturlig del af min præstegerning også i udlandet. Dertil kommer den fantastiske hjælpsomhed, nærhed og støtte fra menigheden i Sydfrankrig i skæbnesvangre timer.
Lars sejlede gennem sit arbejdsliv som maskinchef og kendte sømandskirkerne godt.
