Bjørnejagt og bønnemagt

Af Carl Bjarkam, sømandspræst i Singapore. Foto: Kåre Gade

Præsten var taget på bjørnejagt. Han vandrede rundt i skoven, men der var ingen bjørn at se. Til sidst blev han træt, lagde geværet fra sig og tog et hvil under trækronens skygge. Alt var idyl. Fuglekvidder over bækkens rislen. En sval brise og insekters lystige summen. Men pludselig raslede det voldsomt i en busk nærved. Præsten åbnede øjnene og så til sin skræk en stor bjørn komme farende ud af krattet med kurs mod ham.

Geværet lå for langt væk. Præsten lagde sig på knæ, foldede hænderne og bad indtrængende til Gud om at frelse ham og gøre bjørnen til en god kristen.

Med et stoppede bjørnen. Den rejste sig på sine bagben, løftede forpoterne mod himlen, kiggede op og sagde: “Kære Gud, tak for det måltid, du er ved at give mig!”

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Det er ikke altid, vi får det, vi beder om. Vi finder ikke altid, det vi søger efter, og vi ved heller ikke altid, hvad der lukkes op for. Det måtte præsten også sande. Han havde dog nok håbet på et andet udfald end at ende som middagsmad for en sulten om end nyomvendt kristen bjørn.

Det ville ellers være fantastisk, hvis vi kunne folde hænderne, og så blev alle vores ønsker serveret på et sølvfad. Men sådan er det ikke. Herrens veje er uransagelige, og Guds vilje er for os et mysterium. Dog må vi tro på, at der et eller andet sted er en mening i selv det for os mest meningsløse. Måske indser vi det ikke i øjeblikket. Måske først senere. Måske først efter det endegyldige tæppefald.

Mysteriet indkapsles også i Fader Vor: Ske din vilje! De tre små ord, der udtrykker en erkendelse af, at når vi først lægger vores liv i Guds hænder og tror på, at Han fører os sikkert i havn, så sættes vi fri til at leve ubekymret.

Det er bare ikke nemt. Hvis du nogensinde har stået på en 10 meters vippe og kigget ned, så ved du også, at det kræver en gevaldig selvovervindelse at tage skridtet ud i det fri. På samme måde kræver det også selvovervindelse at lægge sit liv i Guds hænder. Du må slippe jordforbindelsen. Du må give slip på alt det, der holder dig fast, og lade dig falde ud i det fri i troen på, at du ikke kun ender i Guds hænder, men at du er i Guds hænder. Både når det går ned – og når det går op – i livet som i døden.

I Singapore og mange andre steder i verden er der ikke den samme bornerthed overfor kristendom, som vi ofte finder det i Danmark. Her har stormagasiner ved juletid ingen problemer med at lave store skilte med bibelcitater, så du mindes om, at din julegave ene og alene skyldes barnet i krybben. Juledekorationer med kristne motiver stilles frem i lyset, så du bogstavelig talt kan snuble over dem. Her er der ikke et misforstået hensyn til andre religioner. Her kipper man gerne med sit eget religiøse flag, og ingen har noget imod at bede offentligt. Gud er til stede i det daglige sprog og som sådan i dagligdagen. Tilgangen og respekten for religion og tro er væsentligt anderledes herude, end hvad vi generelt oplever i Danmark.

Jeg er ret overbevist om, at denne respekt blandt religionerne i Singapore udspringer af, at de selv har en tro. 80 % betegner sig som religiøse (2020). Flertallet er buddhister. En femtedel af befolkningen er kristne, og når de går i kirke, er der ofte rift om pladserne.

Min pointe er, at hvis du selv tror, hvis du selv føler, at dit liv er i Guds hænder, så kan du også bedre forholde hold dig til andres tro og dermed få et multietnisk og religiøst land til at hænge sammen.

Jeg vil opfordre til at lade bønnen være en del af dit liv. Vær ikke bornert, men bed hvor som helst, når som helst, om hvad som helst, i tillid til at Gud hører dig. Både bøn om frelse fra sultne bjørne og for maden på dit bord. Amen