Den anden side af ferieparadiset

Af Christa Lund Herum, dansk præst i Thailand. Foto: Sille Arendt.

Thailand er et smukt land og beskrives i danske turistbrochurer som et paradis. Her flokkes tusindvis af danske turister til hvert år for, i nogle uger eller måneder, at nyde sol, strand, eksotiske markeder og thaimad. Alt sammen til billige priser sammenlignet med Danmark.

De fleste af disse turister oplever heldigvis ikke den anden side af Thailand, som ikke er så paradisisk. Det er i dette parallelle feriehelvede, at jeg, som dansk præst, arbejder med beredskab eller diakoniarbejde, som vi også kalder det.

Diakoniarbejdet, som består i at hjælpe nødstedte danskere i Thailand, er en til stadighed aktuel og altid vigtig opgave i mit daglige arbejde.

Mange danskere havner simpelthen i uoverskuelige problemer i Thailand, oftest fordi de opholder sig her uden en rejseforsikring og uden et gyldigt visum.

Thailands immigrationspoliti har i dag godt styr på registreringen af alle indrejsende ved øjenscan og fingeraftryk. Det vil sige, at hvis man bliver udvist af Thailand og forbydes indrejse igen, som det sker ved ”overstay” (red: ophold udover det, visum tillader), så kan man ikke længere rejse ind på et andet pasnummer, som mange gjorde før i tiden.

“Det sker ikke for mig! Jeg er sund og rask, og hvis mit visum udløber, så betaler jeg bare det lokale turistpoliti nogle håndører, og så er det på plads”. Eller “Jeg er kommet til Thailand igennem de sidste 20-30 år, og jeg har aldrig haft et problem, selv om jeg ikke har en rejseforsikring.”

Det er typisk sådanne indvendinger, jeg hører fra danskere, der er kommet til Thailand igennem mange år og aldrig har oplevet andet end den gode side af ferieparadiset.

Jeg ser desværre en helt anden side i mit arbejde som præst: Det kan være en dansk turist, som er involveret i en ulykke på motorcykel eller får et hjertestop under ferien. Han eller hun bliver indlagt på det nærmeste hospital, og det er så her, problemerne begynder. Hospitalet indleder ikke den nødvendige behandling, før de har fået en garanti for betalingen, og det kan være svært at skaffe, hvis vedkommende ingen forsikring har.

Jeg kontakter derfor ofte familie og venner i Danmark for at høre, om de kan hjælpe. Desværre er det tit store regninger, der er tale om, som vokser for hver dag, vedkommende er indlagt, og mange familier kan derfor ikke hjælpe i det omfang, det er nødvendigt. De har ganske enkelt ikke råd.

Imens forværres den indlagtes situation dag for dag, og jeg har flere gange oplevet, at en person til sidst er så svækket og syg, at vedkommende ikke længere kan erklæres fit-for-flight (red: i stand til at flyve med rutefly) og derfor ikke kan rejse hjem til Danmark, selv om det skulle lykkes familien at skaffe pengene til både hospitalsregningen og en flybillet hjem.

Sagen kompliceres yderligere, hvis hospitalet ved indlæggelsen opdager, at vedkommendes turistvisum er udløbet. Hospitalet har pligt til at melde dette til immigrationspolitiet. Hermed har personen oveni hospitalsregningen nu også en bøde for over-stay og kan forvente en udvisning og deportering for egen regning – hvis han eller hun altså bliver rask nok til en udskrivning og til at måtte flyve. Sker det ikke, risikerer vedkommende at ende i arresten, indtil alle bøder er betalt. I arresten forværres folks helbredstilstand på grund af manglende ernæring og generelle umenneskelige forhold.

Under hele forløbet besøger jeg, så vidt muligt, den nødstedte dansker både på hospitalet og i arresten eller fængslet. Jeg forsøger at berolige den traumatiserede og ofte forvirrede person, og jeg tilbyder at hjælpe med at få sendt besked til familie og venner i Danmark. Som indsat i thailandsk arrest eller fængsel har man hverken adgang til internet eller mobil generelt. Jeg har oplevet, at en person er død under et sådant forløb, inden der blev fundet en løsning.

Disse sager er svære at forholde sig til, fordi de virker så urimelige, og fordi konsekvensen af en dum beslutning kan være katastrofal. Vi danskere er vant til, at hvis vi dummer os, så kan vi aftale en afdragsordning, eller vi ved, at det offentlige i et eller andet omfang vil træde til med hjælp og sygdomsbehandling, uden at det sætter os i endeløs gæld.

I Thailand er det ikke muligt at få den slags hjælp, og det er ikke Thailands ansvar at sikre turister på denne måde.

Mange danskere tror fejlagtigt, at danske ambassader og danske kirker i udlandet betaler for hospitalsregninger, bøder og hjemsendelser. Det er ikke tilfældet. Når vi opholder os uden for rækkevidden af Danmarks velfærdssamfund, er det den enkeltes eget ansvar at sikre sig. Rejseforsikring og visum skal være i orden, inden man forlader Danmark, og imens man opholder sig i Thailand.

Som præst og menneske kræver diakoniarbejdet stor tålmodighed af mig. Jeg kan blive frustreret over at være vidne til, hvordan mangel på omtanke eller en dum beslutning kan ende med fængsling på ubestemt tid eller det, der er værre for et andet menneske.

De aktuelle sager ligner stort set hinanden, og det er ofte både svært og kompliceret at finde en menneskelig, holdbar løsning.

Her bliver jeg nødt til at minde mig selv om, at jeg ikke er sagsbehandler eller ansvarlig for at finde en konkret løsning. Jeg kan kun hjælpe til med, at en løsning findes, og det lykkes heldigvis nogle gange. Mit primære arbejde som præst er først og fremmest at være til stede, at lytte, trøste og at lade den pågældende dansker og mulige pårørende vide, at de ikke er glemt eller helt fortabt i et uoverskueligt system.

• Beredskab er også bistand ved naturkatastrofer og akut nødhjælpsarbejde, som ved busulykken i Nordthailand i februar 2024.

• Som dansk præst i Thailand er Christa Lund Herum en del af dette beredskab og skal være klar til at rykke ud, hvis en sådan katastrofe eller noget tilsvarende skulle ramme igen.

• Christa Lund Herum arbejder på 7. år i Thailand. Hun rejser rundt i det meste af landet for at besøge danskere og deres familier og tilbyde kirkens tilstedeværelse både med gudstjenester og kirkelige handlinger samt sjælesorg og beredskab.