
4 minute read
Efterårsgudstjeneste i Berlin
Af menighedsrådsmedlem ved Frederiksberg Sogn og korforælder Kim Røssell
Efter en stemningsfuld afrejsekoncert i Frederiksberg Kirke på Kulturnatten satte 12 forventningsfulde medlemmer af Frederiksberg Sogns Ungdomskor under ledelse af Mette Bjærang Pedersen i oktober kursen mod Berlin. Kormedlemmerne er i alderen 10 til 22 år.
Advertisement
Vel ankommet til Berlin og indlogeret i firemandsværelser på Generator Hostel Berlin Mitte, et meget ungdommeligt sted, var ungdomskoret klar til første opgave, efterårsgudstjenesten i Christianskirken – Den Danske Kirke i Berlin, hvor præst Thomas Buelund bød velkommen. Kirken ligger i bydelen Wilmersdorf i et skønt villakvarter, for øvrigt som genbo til Berlins ældste moské.
Blandt dagens tilhørere var en ung pige fra Sønderjylland, som ikke normalt kom i kirken, men som havde set, at Frederiksberg Sogns Ungdomskor medvirkede ved efterårsgudstjenesten. Det bragte hendes tanker tilbage til hendes eget kor i Sønderjylland, et fint eksempel på, at korbesøg kan tiltrække nye kirkegængere og tænde lys hos danske, der er langt hjemmefra. Efter gudstjenesten ventede kirkefrokosten for alle deltagende, som praktikant Agnete Wilbrandt Kjær havde forberedt.
Dagen efter havde vi booket billetter til arkitekt Sir Norman Fosters fantastiske kuppel på Deutscher Bundestag, med den skønneste udsigt over Berlin i efterårssolskin.
Sanger Ella Tøndering Vedel (15 år), som er ny i Ungdomskoret, fortæller ”Det er min første korrejse, men bestemt ikke den sidste. At besøg en storby som Berlin med andre unge, møde danskere, som har bosat sig i udlandet og opleve fællesskabet i Den Danske Kirke er alt sammen med til at styrke sammenholdet i koret og løfte vores niveau, med mere intensiv øvning før og på rejsen. En stor oplevelse.”
Næste koncert var i Svenska Kyrkan i Berlin, som ligger tæt på Den Danske Kirke. Her blev Ungdomskoret modtaget af organist Sofia Falk og præsten Oscar Styf. Ved en vellykket koncert sang ungdomskoret et dansk repertoire, fordi, som Mette siger, ”man så sjældent har muligheden for at opleve dansk musik i Sverige”. Blandt andet sang Ungdomskoret ”Bær mig stjerne” og ”I skovens dybe stille ro”, der gjorde stor lykke. Efter koncerten ventede suppe og traditionelle svenske ”kanelsnurrer”.
Traditionen tro slutter korrejser med en fest den sidste dag. Her introducerede Ella Gro Søe (13 år) koret for spillet ”Varulv” som var virkelig underholdende. Hun fortæller ”Det er min første korrejse. Jeg kendte et af de andre kormedlemmer rigtig godt, men er kommet meget tættere på andre i koret, selvom vi går på rigtig mange forskellige skoler. Det er rigtig dejligt med sådan et fællesskab.” Laura Jinky Thomsen (21 år), som har været med på flere korrejser, supplerer: ”Jeg har fået snakket meget mere med nogle af de nye, end der er mulighed for, når vi øver, og hver har vores opgaver. Jeg sang solo i ”I skovens dybe stille ro” og mærkede virkelig, hvordan tilhørerne i Den Svenske Kirke tog imod sangen, det var dejligt.”
Denne tur var ikke helt uden benspænd, kan undertegnede medrejsende korforælder Kim Røssell og frivillig Vibeke Bonnie Jakobsen fortælle: Vores korleder var så uheldig at brække foden. Så turen til Berlin blev inklusive krykker. Menighedsrådet har vedtaget, at alle voksne som rejser med børn, skal have en børneattest, så de skulle indhentes. Hotellet krævede en udfyldt ”Rejsetilladelse for mindreårige” for alle under 15 år med forældres pasoplysninger og underskrevet af forældre. MEN det skal bestemt ikke afholde nogen fra at rejse, for de oplevelser og det fællesskab, rejserne skaber på tværs af landegrænser, er det hele værd.
Frederiksberg Sogns Ungdomskor (tidligere kaldet Frederiksberg Sogns Pigekor) har rejst meget og besøgt mange danske kirker i udlandet. Bogen ”Frederiksberg Sogns Pigekor 1984-2018” af Lis Vorbeck fortæller om rejserne og kan bestilles til en pris af 100 kr. på korleder@frederiksbergsogn.dk. Indtægterne går ubeskåret til koret.