Tillid, engagement og den livgivende spontanitet

Af Anne Meldgaard, redaktør

Gentofte Kirke er glade for at samle ind til DSUK. I 2022 blev det således til godt 8.000 kr. ved kollektindsamlinger og overskud fra kirkens sommerbasar. Vi har derfor bedt de gode kræfter i Gentofte om at fortælle, hvorfor de støtter arbejdet i udlandet.

Kirkens kasserer Christian Erik Lund fortæller:

”Gentofte Kirke har et særligt forhold og en veneration for DSUK’s arbejde. Dette skyldes ikke mindst, at præster og flere menighedsrådsmedlemmer har gode minder fra DSUK rundt omkring i verden. Det er derfor helt naturligt og glædeligt at kunne ”betale tilbage” for alle de gode oplevelser gennem årene.

Jeg har selv haft mange gode oplevelser med DSUK. Minderne strækker sig helt tilbage til barndommen, hvor jeg med mine forældre og søstre boede i 1960’ernes Washington DC. Den nærmeste danske sømandskirke var i Baltimore, og familien kørte om søndagen ofte den knap 100 km lange tur frem og tilbage fra deres hjem. Jeg husker især, at min ene storesøster blev konfirmeret i Sømandskirken .... på en Langfredag. Dog efter særlig tilladelse, da den anden konfirmandfamilie på holdet var gode venner af familien, og vi derfor skulle med til hinandens konfirmationsfester. Der var en stor grad af fleksibilitet i sømandskirken.

Siden skulle jeg møde min hustru Anne. Det skete ved Den Danske Kirke i Paris i 1980. Jeg var ØK-mand, og Anne var au-pair-pige. Kirken i Rue Lord Byron var et samlingspunkt for unge danskere i Paris, herunder udstationerede fra ØK, Mærsk, au-pair-piger og studerende. Der var en mægtig stemning i og omkring kirken, ikke mindst ved juletid, hvor man godt kunne savne familierne derhjemme.

I Singapore sidst i 1980’erne var sømandskirken i den grad også samlingspunkt, ikke mindst for de unge. Præsten Ronald Pedersen var utrolig venlig og dygtig, og de unge elskede ham. Det var en fornøjelse at komme i kirken til gudstjenester, også når der var nytårsfest, hvor der var tradition for, at man samledes omkring midnat. Lutter gode minder.”

Studietiden havde ganske enkelt ikke været det samme uden DSUK

Kirkens præst Adam Garff har også gode minder fra DSUK og beretter: ”Som 23-årig var jeg på udveksling som teologistuderende i London. Som ung udvekslingsstuderende kan man i den første tid godt føle, at man mangler fodfæste, og at man er langt hjemmefra. Så ikke længe efter ankomsten opsøgte jeg Den Danske Kirke i London, St Katharine’s. Her blev jeg mødt med menighedens åbne og nysgerrige arme. ”En teologistuderende, jamen hvor spændende!” sagde man i menigheden. Også præsteparret Else Hviid og Kåre Gade tog hjerteligt imod mig.

Højmessen blev et fast holdepunkt om søndagen, og selv efter en lang aften på pubben med de medstuderende, var det et ugentligt lyspunkt at køre tværs over London for at komme i kirke søndag morgen.

I den sidste del af udvekslingsopholdet prøvede jeg også kræfter med prædikenkunsten. På præstens opfordring, og efter kyndig vejledning, kunne jeg således træde lettere nervøs op på prædikestolen og prædike over teksten til 1. søndag i fasten. Det er meget den ånd, jeg husker DSUKtiden for: Tillid, engagement og den livgivende spontanitet. Det, der får mennesker til at vokse i et fællesskab. Tænk at få lov at stå der og prædike som 23-årig! Det glemmer jeg aldrig.

Et par år senere gentog historien sig – omtrent. Under et andet udvekslingsophold, denne gang i Berlin, gik der ikke længe, før jeg begyndte at komme i Christianskirken. Det havde jo været så skønt i London. Heldigvis blev jeg også modtaget med hjertevarme i Berlin – og fik lov til at prædike igen! Studietiden havde ganske enkelt ikke været det samme uden DSUK.”