
2 minute read
Den opfindsomme kirke
Af Anne Meldgaard, redaktør Foto: Flemming Stentoft
”Vi, der samles til gudstjeneste, er kirken.” Sådan har det lydt fra den danske menighed for Lyksborg og Omegn i Grænselandet.
Advertisement
Menigheden har siden august sidste år vandret fra sted til sted for at holde andagter og gudstjenester både i skoven og sammen med nabomenigheder i deres kirker. Præst Birgitte Thun siger:
”Kirken er bygget af levende stene, og når menigheden er på vandring, så er det faktisk kirken, der vandrer. Vi møder andre levende stene, når vi holder gudstjeneste sammen, og vi fornemmer, at vi er del af noget større. I mødet med andre finder vi ud af mere om os selv.”
Menigheden lagde ud i skoven lige ved kirken, hvor vandhullet og træerne dannede altervæg. Her holdt de en skovandagt ved et lille vandhul. Birgitte Thun uddyber:
”En pilgrim er én, der er brudt op fra noget kendt. Det er menigheden for Lyksborg og Omegn i sandhed. Vores kirke er lukket – overgivet til håndværkere.”
Mens menigheden har været på vandring, er kirken på Paulinenallé i Lyksborg blevet renoveret. Den fremstår nu med en mere handicapvenlig indgang, nye elinstallationer, et handicaptoilet og ikke mindst nyt tag og renoveret klokketårn.
Den snarrådige præsteægtefælle og menighed har også gjort udskiftningen af taget til en fælles sag og oplevelse. Af de 3500 nødvendige tagsten har det været muligt at sætte et personligt præg på undersiden af de 700 mod at give en donation. Alle, der har købt sig til denne fornøjelse, har modtaget et tagstensdokument og vil desuden blive opført i en byggepublikation. Levende stene og tagsten er dermed forenet på smukkeste vis.

Tagsten får personligt præg før opsætning. En fin fundraising aktivitet.
Renoveringsplanerne og indsamling af midler har stået på gennem flere år. Foruden de private donationer har A.P. Møller Fonden, Ministerpræsidentens fond for barrierefrihed (red: bedre tilgængelighed), samt Dansk Kirke i Sydslesvig bidraget.