Kirken er mit hjem

Interview med Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet. Tekst og foto: Anne Meldgaard

I kirken finder jeg hjem. Det sker, når jeg træder ind i kirkerummet, og især i højmessen. Der er et skelet og en forudsigelighed og rytme, jeg kan hænge min krop op på, så sjælen kan få lov at flyve.

"Jeg har det simpelthen meget bedre, når jeg hver søndag er til dansk højmesse et sted, hører mit modersmål og synger mig ind i fællesskabet ved hjælp af den danske salmeskat.”

Sådan beskriver Pernille Weiss uden større tøven sit forhold til de danske kirker i hhv. Bruxelles og Berlin, hvor hun kommer så ofte som muligt. I Danmark er det Jesuskirken i Valby, der både leverer de højtskattede højmesser, men også har Pernille i menighedsrådet.

NYT møder den travle Europa-parlamentariker ved Christianskirken i Berlin, hvor hendes kæreste bor. Med en 12-timers arbejdsdag – og et nomadeliv spredt ud imellem Strasbourg, Bruxelles, Berlin og Valby – har Pernille i høj grad brug for et sted, hvor roen kan indfinde sig. Hun fortæller, hvordan troen og kristendommen også spiller ind i hendes politiske liv:

”Troens og håbets og dydernes felt skaber en legitimitet, som politik aldrig kan skabe af sig selv, og tidens meget komplicerede problemstillinger er udfordret af et alt for lavt lixtal i jagt på stemmer. Jeg oplever, at der er en visdom i salmer og Bibel, som hæver laveste fællesnævner. Religion kan ikke undværes, for der hvor dét, vi ved, vi skal, hører op, træder håbet og troen ind og skaber dybde og meningsfuldhed.”

Pernille er som eneste dansker også medlem af Det Europæiske Folkepartis Gruppe, ”De Kristelige Demokrater”, som tæller 177 medlemmer. Gruppen er både liberal, borgerlig, konservativ OG kristen. Her mødes medlemmerne i samtaler om det interkulturelle og religiøse, om relationen mellem religion og politik, mellem spiritualitet og ideologi.

”Jeg omgiver mig med mennesker fra hele Europa. Kristendommen og kirkegangen giver mig i praksis, at jeg er til stede som det menneske, jeg er, med egen og andres utilstrækkelighed. Desuden bliver jeg mindet om den danske ligefremhed. I ligefremheden ligger, at jeg ikke er bange for at tage en svær samtale, stille spørgsmål eller indgå i en diskussion. Jeg finder fodfæste i de mange snakke og dilemmaer,” uddyber hun.

Også netværket European Prayer Breakfast*, som holdes i mere end 100 lande, giver Pernille noget vigtigt, nemlig lejlighed til at kende folk, som hun ikke ellers havde mødt, og derigennem forbedre sin mulighed for at sætte sig ned omkring det komplicerede.

”I mødet med andre aktivt troende, uanset teologisk ståsted, er vi fælles om den enkle præmis at tro på noget større end det, vi kan skabe som politikere. Vi har brug for plads til samtaler om at være europæere i en tid som kristne. Europa er ved et vendepunkt, hvor det kan gå grueligt galt eller grueligt godt, og vi skal række ud til hinanden og løfte hinanden.”

Pernilles stærke tilknytning til kirken er ikke én, hun er opdraget med. Som ældste barn ud af tre, og med to travle, selvstændige forældre, fyldte ansvarsfølelse en del i opvæksten. ”Jeg har min aftenbøn og julesalmerne med fra barndommen. Men udover juleaften og de familiære kirkelige begivenheder havde vi ikke nogen egentlig kirkelig praksis. I 11-12-årsalderen begyndte jeg selv at gå i kirke og tænke over, hvad det kunne på tværs af alt muligt andet, og det har jeg hentet styrke i siden.

"Jeg kan gå ind i højmesse med et stort forvirret tankemylder og gå afklaret ud, eller kommer helt blank ind og gå derfra i refleksion. I højmessen dukker ugens begivenheder op i spejlet. Alt det ubetydelige og ligegyldige falder fra. Det, der skal tages fat på, står tilbage. Her er ro og trøst, opmuntring og inspiration.

Det er også i højmessen, jeg har fundet rum til at komme med mine sorger, som over tid faldt til ro. Det har jeg aldrig fundet andre steder.”

Om Danske Sømands- og Udlandskirker siger Pernille også:

”At kristne i Danmark engang skabte en forening, der stadig fører tråde fra folkekirken ud i verden, det er godt. Der ligger en viljesbevægelse og viljesakt i det. Jeg kunne dog ønske mig en større sammenhæng til folkekirken, så man hjemme i danske kirker ville fornemme et større resonansrum til danskere ude i verden.

Hvis ikke muligheden for dansk kirkegang i udlandet var til stede, ville jeg i høj grad savne alt det, jeg har beskrevet her. Jeg håber, at andre vil høre og tænke og støtte, at muligheden findes.”

*European Prayer Breakfast rummer både politikere, ministre, kirkeledere, forretningsfolk og NGO’er.