Noget nyt skal spire frem

Af Thomas Buelund, dansk præst ved Christianskirken i Berlin Foto: Anne Melgaard

Selvom Covid-19 for mange danskere heldigvis efterhånden lyder som et ekko fra en fjern fortid, så er pandemien desværre stadig ganske nær i vores bevidsthed her i Berlin. Selvom mundbindet endelig forsvinder i den offentlige transport her til 2. februar, så lurer det stadig, mens incidenstallet stiger og stiger.

Afstandskravene tog hårdt på frivillighedskulturen, sådan som det også er alment kendt i det danske foreningsliv. Vi har mistet mange frivillige. Mange har vænnet sig til en anden fritidsform i løbet af coronatiden, og mange af de unge er taget tilbage til Danmark.

Det er ofte til stor ærgrelse, når det kendte og etablerede forsvinder –særligt hvis det er godt. Omvendt set, så skaber tomrummet plads til, at noget nyt kan spire frem. Og det er dér, vi er i menigheden i Berlin for tiden. Noget nyt skal spire frem. Mange af kirkens aktiviteter blev sat i bero på grund af corona – hvilket selvfølgelig er et kæmpe problem for en selvfinansierende kirke, der er afhængig af sine medlemmers kirkeskat, indtægter ved aktiviteter og ikke mindst de frivilliges engagement.

Så nu er tiden altså moden til, at noget nyt kan ske! Men hvordan i alverden gør man det? Og hvor skal man begynde?

Et blankt stykke papir kan jo i sig selv være skræmmende, for hvad i alverden skal man skrive, når bladet er ubeskrevet, og alt er muligt? Heldigvis skal man ikke se længe på det, før kruseduller og krusninger kommer frem, der bliver til antydninger og tankestreger – som en palimpsest*, hvor lagene langsomt krystalliserer sig – og som vi måske kan indeholde i titlen:

KLASSISK KIRKE MED PLADS TIL BINGO

Udlandskirkernes DNA er det basalt folkekirkelige, forstået som strengen mellem det folkelige og det kirkelige. Begge dele bærer en tradition i sig, som vi som udlandskirke altid må forholde os til, og som vi hele tiden må revurdere eller genoverveje: Afspejler traditionen overhovedet behovet i vores samtid, eller har vi fastholdt et ”plejer” så længe, at ingen længere kan huske dets relevans?

”KILL YOUR DARLINGS” – MEN IKKE MENIGHEDEN!

Det første sted, vi kan spørge til behovet, er selvfølgelig i kirken: Hvem kommer i huset, hvad efterspørger de, hvad tænker de om stedet, og endnu bedre, hvordan kunne de selv have lyst til at engagere sig? Og så er kunsten herfra at skabe en kultur, hvor de har lyst til at engagere sig, hvor de føler sig set og imødekommet – og hvor der er plads til at prøve nye initiativer af.

Dertil kommer det opsøgende arbejde med at finde andre samarbejdspartnere, der er i byen – så vi på sigt kan blive til gavn for hinanden.

Thomas Buelund fortæller om de mange tanke r og idéer for fremtiden i Berlin

I juletiden havde vi en skål med papirer og kuglepenne til at stå fremme i kirken. Den var dedikeret til juleønsker. Juleønsker om kirken, vel at mærke. Både om, hvilke varer der fremover burde indgå i kirkens købmandssortiment, men også om, hvilke aktiviteter eller arrangementer vi burde udbyde. Det var en ret spændende og sjov læsning, som udtrykte både en form for danskhed i form af de varer, som berlinerdanskerne savner, men også de forventninger eller forestillinger, folk i og omkring kirken har til den.

Det kan være svært at imødekomme alle ønsker, men vi kan bruge dem som pejlemærker for, hvad folk i og omkring menigheden efterspørger. Og så må vi holde det op mod den identitet, som vi ønsker at skabe. En identitet, der har sine rødder i en kirke i helt klassisk forstand med gudstjenester, kirkelige handlinger og deslige – foruden plads til bingo, hvis det er det, som kan samle.

I kirkerådet skal vi prøve at tænke i visioner og nye baner, men der skal også være plads til at genopstarte gamle aktiviteter. Det er sjovt, hvordan der også er mode i aktiviteter, som fra tid til anden kan svinge i popularitet. Aktiviteter, som for mange måske virker kitschede eller altmodisch, kan pludselig få et opsving igen. Højskolesangen kom jo gevaldigt tilbage under corona- pandemien, og vi synger gladeligt videre fra ”den blå” i Berlin. Dette forår forsøger vi os også med gamle kendinge såsom bingo og hækleklub.

Koncerter, fællesspisninger og foredrag skal der også være plads til – og samtaler over en kop kaffe med et stykke friskbagt kage går nok aldrig af mode. Vi vil gøre os umage med at lytte til menigheden, afprøve forskellige tiltag og se på responsen. På den måde vil vi få opbygget menigheden igen og sammen se kirkelivet spire.

* En palimpsest er et manuskript, en pergamentrulle eller en bog, der er blevet renset og brugt igen, og som derfor kan indeholde antydninger af tidligere nedskrivninger.