4 minute read
Hvor to eller tre er forsamlet
Af Christa Lund Herum, dansk præst i Thailand
Jeg tror, at mange af os umiddelbart tænker på en konkret bygning, når vi hører ordet “kirke”.
Advertisement
Jeg selv tænker altid på den gamle hvide kirke i Midtjylland, hvor jeg voksede op. Den er fra første halvdel af 1100-tallet, og særligt døbefonten har altid betaget mig – stor og prægtig og udført i romansk stil med tydelige tegn på vikingetidens kunst. Visuelt er det stadig det første billede, jeg tænker på ved ordet “kirke”.
I dag er jeg dansk præst i Thailand, hvor den danske kirke har eksisteret i godt fem år. Vi har et kontor, men ingen kirkebygning, og dog skaber vi kirke.
Dansk kirke Thailand er til stede i en fremmed kultur, mange tusinde kilometer fra Danmarks hvide kirker, i et klima, der gør det udfordrende at bære den danske præstekjole, undtagen i rum med aircondition.
Begrebet “kirke” udtrykkes derfor på mange forskellige måder, og den hvide danske landsbykirke er en fjern erindring. Her er vi i udvidet grad afhængig af menigheden og præsten, fordi vi ikke har en fysisk bygning. “Kirken” bliver kun synlig og konkret ved vores tilstedeværelse og aktiviteter.
For fem år siden havde jeg min første velsignelse på en strand langt uden for Bangkok. Parret ønskede en afslappet ceremoni uden alt for meget lirumlarum. Det lille selskab var i afslappet tøj, og bruden kom i et par hvide klip-klapper.
Forinden ringede jeg til en kollega for et par gode råd. Jeg tænkte, at han ville give mig teologisk vejledning om liturgi og indhold af velsignelsestalen, men i stedet kom det prompte og pragma- tisk: ”Det vigtigste, når du holder bryllup på en strand, er: Tal aldrig imod vinden og undgå at få sand i præstekjolen!”
Det viste sig at være de bedste råd! Liturgi og teologisk indhold er naturligvis vigtige elementer, men de kan ende med at blive sekundære, hvis rammen ikke fungerer. På en strand er den optimale ramme en tydelig tilstedeværelse og det at tale, så det kan høres. Det bærer velsignelsen igennem.
Den dag på stranden var det desuden min danske præstekjole med den karakteristiske hvide krave, der satte rammen og gjorde det til en kirkelig oplevelse. Som en af gæsterne glad udbrød, da jeg ankom iført præstekjolen: ”Så bliver det alligevel et rigtigt bryllup!”
For os herude bliver det at være kirke altså ofte til et spørgsmål om praktik og logistik. Når vi hele tiden holder gudstjenester, velsignelser eller dåb på forskellige lokationer, bliver “kirke” et spørgsmål om dagens aktuelle lokation, og indholdet af gudstjenesten tilpasses ofte derefter. Kirken de mennesker, der kommer til gudstjenester og andre aktiviteter.
Kirke bliver virkelig i vores musik, tanke og tale.
Kirke er at tale med et fortvivlet menneske og forsøge at trøste uden spørgsmål eller fordomme.
Kirke er at besøge syge og indsatte i fængsler.
Kirke er at samles om en dansk frokost. Kirke er at grine og le sammen over underholdende livshistorier.
Kirke er alt det, som livet er – sat ind i en ramme af en tradition og en erfaring og en vished om noget, der er større end os, og som bærer os igennem livet. Det er menneskene og handlingerne, der har betydning, ikke bygningen. Også kirkerådet og præsten er vigtige, fordi vi udgør grundlaget i kirkens liv og aktiviteter.
En vigtig fællesnævner er desuden relationen til Danmark. I gudstjenester og øvrige aktiviteter er Danmark altid nærværende i ord, sang, erindring og mad. Herude ved de fleste af os, hvor vi hører hjemme. Også selv om mange har boet udenfor Danmark det meste af deres liv og måske ender deres liv herude.
Vi bestræber os på at være et naturligt samlingspunkt for alle danskere og for vores familier her i Thailand. Uanset om vi taler dansk, thai eller engelsk, og uanset om vi er kristne eller buddhister.
En kirke bør være et sted, hvor vi kan være os selv, og hvor vi kan finde glæde. Hvor vi mødes om de ting, vi har til fælles, og de ting, der adskiller os. Hvor vi er til for hinanden.
I kirken bliver du og jeg til et VI. Kirken er kirke – fordi vi alle er her!
* Matthæus 18:20
