Status før flyttedagen Astrid Elbek om et liv med musik Af Jørgen Nielsen Astrid Elbeks første klaverlærer sagde: ”Brænd noderne”. Alligevel er hun i dag som uddannelseschef ved Det Jyske Musikkonservatorium medansvarlig for, at dagens unge talenter får en grundig teoretisk baggrund. Imellem de to yderpunkter ligger en lang karriere som pianist og komponist i flere banebrydende Århus-orkestre. Basunen talte med hende, inden hun skulle til at pakke sit kontor på Jens Baggesensvej sammen og gøre klar til næste sæson i nye omgivelser bag Musikhuset.
opfattelse, at man først skulle komme tilbage, når man kunne det, så jeg øvede mig i flere måneder på pianettet hjemme på Arnegårdsvej, før jeg dukkede op igen. Han troede, jeg var holdt op, men så kom jeg og kunne spille den dér Dollar Brand-agtige musik. Altså, som en tolvårig nu kan.”
Et band ved navn Koen Leif Falk havde lavet et nummer, der hed Koen, og det kom til at give navn til ét af landets første børnerockbands. Begrebet var bare ikke opfundet endnu; det kom først med det københavnske Parkering Forbudt! - Det var nok i virkeligheden mere jazz end rock, selv om ingen af opfattede sig som jazzmusikere. Vi spillede f. eks. musik af Ellington, Cannonball Adderly og funk. Medlemmerne var skolekammerater på 12 – 14 år fra Århus Friskole, Ulla Tvede Eriksen, sang og percussion, Jan Tvede Eriksen, trommer, Morten Kruse, bas, Kim Neergaard, basun, Erik Westberg, trompet og Morten Elbek, sax. Han var den eneste, der gik i almindelig folkeskole.
Begge Astrid Elbeks forældre spillede klassisk musik på amatørplan og dyrkede kammermusik med deres venner. Det gav en særlig stemning i huset. - Bare det at falde i søvn medens mor spillede Mozart på klaveret!” mindes hun. Hvor forældrene havde musikken som hobby, styrede Astrid Elbek fra begyndelsen, bevidst eller ubevidst, sine skridt hen imod et liv i musik. Men med en hektisk hverdag i ledelsen for Det Jyske Musikkonservatorium er der ikke længere tid til selv at dyrke klaverspil og komposition i den udstrækning, som hun gerne ville. - Min bror Morten og jeg begyndte at spille nogenlunde samtidig; han gik til guitar inde på folkemusikskolen i Guldsmedgade, og jeg begyndte som 11-årig ude på Århus Friskole. Skolen var måske lidt mere flippet, end mine forældre havde forestillet sig, men så alligevel ikke. På det tidspunkt var det Kamma Klitgaard Poulsen, der ledede den, og hun var af den gamle ”friskoleskole”, der var absolut intet hippie over hende! Hun var modstandskæmper fra 2. verdenskrig og havde været i KZ- lejr.
Astrid Elbek
Brænd noderne - Der hang et opslag på friskolen om, at hvis man var interesseret i klaverundervisning, skulle man gå op i frikvarteret og henvende sig til Leif Falk. Det gjorde jeg så. Han spurgte, om jeg kunne spille klaver, og så spillede jeg Norges nationalmelodi med to stemmer, og et nummer fra et hæfte, der hed Alabadoster. Han så noget mystificeret ud, medens jeg fremførte de to værker, som jeg havde indstuderet på egen hånd, men mente godt, vi kunne gå i gang. Og så kom min første klavertime. Godt nok var musik noget, man dyrkede derhjemme, men der var ikke nogen, der havde tænkt på, at jeg skulle gå til det! - Leif kom med en kvint i venstrehånden og tre toner i højrehånden, og så skulle jeg improvisere. Det skulle jeg øve mig på. Jeg var fuldstændig opslugt, men havde fået den
6
basunen • juni 2007
havde det til fælles, at de ikke kunne spille jazz. Jeg skulle pludselig spille en masse jazzklodser, men Leif Falks motto var jo ”brænd noderne”! Han var meget kategorisk: noder var noget lort. Jeg forsvarede dem ved at sige, at jeg godt kunne lide at høre Beethoven og Brandenburgerkoncerterne, men for ham handlede det om at improvisere. Han var på ”On the Corner” med Miles Davis, funkmusik, Dollar Brand og traditionel jazz, faktisk en spøjs blanding.”
Astrid Elbek tøver ikke et øjeblik med at betegne Leif Falk som en helt unik musiklærer, som hun skylder meget. (Dollar Brand er en sydafrikansk pianist. Han kalder sig nu Abdullah Ibrahim.) - Så begyndte Morten og jeg at spille sammen, han var begyndt at gå til saxofon hos Holger Laumann, som boede sammen med Anne Linnet skråt overfor Åby skole, hvor Morten gik. Holger hørte, at han havde en søster, der spillede klaver, så da han fik den ide, at Anne skulle spille guitar i øve-bigbandet på konservatoriet, kom jeg også med på klaver.” Astrid mødte her det klassiske skisma, om hvorvidt musikteori og nodekendskab ødelægger eller fremmer kreativiteten: - Anne og jeg udgjorde én af de mest besynderlige rytmegrupper: To unge piger, som
- Min bror og jeg var nok dem, der havde én eller anden vag idé om, hvordan musikken var skruet sammen teoretisk. På et tidspunkt stillede Morten sin navnebror bassisten det spørgsmål: hvad er det egentlig du gør, når du spiller walking bas? Jo, han gik da ud fra grundtonen og gik op ad strengen, til han ikke kunne komme videre, og så gik han over på den næste!” mindes Astrid med et grin, men skynder sig at tilføje: - Men han havde en god rytme, og pumpede derudaf! Det var et fantastisk orkester! Vi var en flok, der havde været heldige at løbe sammen på det rigtige tidspunkt og få lov til at udfolde os.” Orkestret var nok kraftigt præget af Leif Falk og hans musikalske visioner, men Astrid begyndte også at skrive musik. Det var trods alt de unges eget projekt, og det gav heller ikke anledning til konflikter med forældregenerationen: - Ulla og Jan boede med familien nede i havekolonien i Åbyhøj, og forældrene rejste en tilbygning, hvor vi kunne øve. I det hele taget blev vi bakket op alle sammen af vores forældre, vi blev også kørt, når vi skulle ud at spille, for der var jo ingen af os, der havde kørekort. - Der var ingen problemer med vores forældre, da det senere viste sig, at både Morten og jeg