7 minute read

Ledelsesberetning 2022

2022 bliver helt sikkert året, der huskes for store forandringer.

Vi oplevede en normalisering af arbejdslivet, og samfundet blev åbnet helt op. Vi kom tilbage med masser af energi overalt i landets håndboldhaller. Og på kontorerne i vores administrationer har det igen summet af liv.

Vi reviderede Dansk Håndbold Forbunds forretningsstrategi. Gennem en diskussion af de væsentligste udfordringer vi ser i de kommende år, blev det besluttet, at følgende fem hovedområder skal bearbejdes og undersøges fremadrettet.

• Bæredygtighed

• Frivillighed

• Uddannelse

• Rigtig, Sjov Håndbold

• Kamptilbud

En ny struktur har været på alles læber gennem flere år, men i 2022 skete det. Håndbolddanmark blev i løbet af året enige om en indstilling, som forandrer måden, vi strukturerer os på - indstillingen blev vedtaget uden indvendinger i begyndelsen af 2023. Det er ambitionen, at vi sammen skal skabe en transformation af vores organisering i hele Håndbolddanmark. På den både bliver vi en mere fleksibel organisation, der kan matche ønskerne fra især vores medlemmer og foreninger. Implementeringen foregår i 2023.

Den kommercielle forretning

I 2022 slap vi endegyldigt fri af Covid-19 tågen, og det betød også, at vi igen oplevede stor efterspørgsel på vores kommercielle produkter herunder landskampsprodukter.

2022 har været et solidt år. Blandt andet båret af allerede indgåede hovedsponsoraftaler, der er blevet godt suppleret med nye, mindre partneraftaler. Vi har i det forgangne år haft særligt fokus på udvikling af nye digitale produkter. Det har vi både for at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel, men også grundet et ønske om at være i tråd med tiden samt sikre digital vækst.

Håndboldkvindernes flotte resultater ved de seneste tre mesterskaber medfører nu også en større efterspørgsel, der giver anledning til økonomisk optimisme. Desuden oplever vi lige nu et øget fokus på ligestilling og diversitet i samfundet generelt, der ligeledes skaber opmærksomhed om vores stærke kvindelandshold.

Håndboldherrernes vedvarende succes og medaljehøst resulterer i enorm stor opbakning til holdets landskampe på dansk grund, hvor 5-10.000 publikummer hver gang indløser en billet.

Alt sammen er medvirkende årsag til, at vi kommer ud med et godt økonomisk resultat for det kommercielle arbejde.

Et stærkere brand og kæmpe opbakning fra fans I 2022 blev #Sammenforholdet introduceret. I første omgang på vores historier samt opslag på sociale medier. Det har derudover fundet vej til; veste til frivillige under kampafvikling, T-shirts til vores Håndboldskoler, som afslutning på diverse præsentationer, på materiale til vores sælgere, i dialogerne med vores partnere og sponsorer etc. #Sammenforholdet er et stærkt afsæt, der meget præcist rammesætter, hvordan vi arbejder, spiller og udvikler os.

En ambition om en ny brandplatform for henholdsvis vores Håndboldkvinder og Håndboldherrer blev til virkelighed. Implementeringen vil ske løbende over de næste par år, men retningen er klar. Vi ønsker ”Moderne landshold med et moderne publikum” – nye, yngre fans for på den måde at kunne fremtidssikre interessen for håndbold fra landshold til bredden.

Det dejlige er, at danskerne er vilde med os! Med fyldte haller og store sejre har vores fans på sociale medier også vist, at interessen for os er stor. De har liket, kommenteret og engageret sig i rigtig meget af vores indhold – med kærlighed og en evig begejstring.

Sidst har vi i løbet af 2022 fået skærpet vores kommunikationsstrategi. Vi ønsker at styrke fortællingerne med udgangspunkt i vores værdier, der afspejler andet end resultater og tal. Det for at styrke den gode oplevelse som håndbolden bidrager til - både for fans, publikum, trænere, spillere, foreninger, etc.

Digital udvikling

I 2022 afsluttede vi projektet om digital udvikling og håndboldpasset. Det sikrer et solidt fundament for fremtidens digitale udvikling. Vi har i begyndelsen af 2023 påbegyndt næste skridt og købt ind på en stor marketingsplatform, der gør det muligt for os at kommunikere målrettet til de mange forskellige målgrupper, der er i Håndbolddanmark. Derudover ser vi frem mod lancering af en ny hjemmeside til sommer, der løbende vil afspejle ny struktur samt ny identitet.

Flotte præstationer og et stærkt fundament af sammenhold over hele linjen 2022 blev, som 2021, ”pakket ind” i to flotte præstationer. Herrerne begyndte året med en bronzemedalje til EM i Ungarn, og kvinderne sluttede året med en sølvmedalje. Det største resultat siden 2004. At vi nu har to landshold, der præger den absolutte top, er unikt og en kæmpe anerkendelse af hele Håndbolddanmark samt det udviklingssamarbejde, der findes i vores sport.

Når vi taler håndboldens fællesskab, sammenhold og samarbejde, taler vi også om kernen i vores kommende talentstrategi. Her er det strategiske fokus på ord som ”Den hele håndboldspiller”, ”Begejstring” og ”Udvikling”.

Ambitionen var, at talentstrategien skulle publiceres i efteråret 2022, men vi har holdt fast i den præmis, at mange interessenter skulle være med hele vejen, hvorfor vi nu ender med ”kick-off” i marts måned 2023.

Strategien har været undervejs længe og er ikke opstået på ”en brændende platform”. Hertil er det dog vigtigt at understrege, at strategien er en retning. Den er båret af en mission samt en vision, og vi arbejder hele tiden på at optimere og justere vores talentarbejde; både i fællesskab samt med input og viden fra den nyeste forskning på området.

I forlængelse af arbejdet med strategien er der ligeledes blevet sat fokus på strukturen på talentområdet. Der er i løbet af året blevet ansat en projektleder, der har som opgave at se på en mulig ny talentstruktur, der både stemmer overens med talentstrategien, men også hænger sammen med en ny politisk struktur. Ikke mindst er ambitionen også, at strukturen skal binde bredde/udvikling og talent/ landshold tættere sammen.

I 2022 overtog 4Player vores elitevejledning. Dette skete gennem et helt nyt samarbejde, hvor både spillere, klubber og DHF gik sammen til gavn for alle parter. Samarbejdet er kommet fantastisk godt fra start. Det er selvsagt, at når vi arbejder sammen og puljer ressourcerne, kan vi skabe et endnu bedre set-up.

Ligeledes har vi i 2022 arbejdet videre med platformen KMD People Success. En platform, der på sigt skal give os endnu bedre mulighed for at kommunikere med hinanden, udvikle spillerne samt sikre at vores arbejde fungerer.

På vores U-landshold er der sket en udskiftning på træner siden. Ole Bitsch blev i 2022 blev ansat som ny U-landstræner på kvindesiden.

Eliteklubberne klarer sig flot internationalt

Herrer

Champions League: Både Aalborg og GOG er i 1/8-dels finalerne, hvor de møder hinanden.

European Handball League: Skjern og Skanderborg/Aarhus gået videre til 1/8-dels finalerne.

Kvinder

Champions League: Odense og Team Esbjerg er gået videre til 1/4 finalerne.

European Handball League: Ikast og Nykøbing F. Håndbold er gået videre til Final4

Det er samlet set en meget stærk præstation af de danske hold.

Vi udvikler og former håndbolden med initiativer, viden og samarbejde

Arbejdet med udviklingen af vores foreningshåndbold har båret frugt. Rigtig, Sjov Håndbold vokser som kulturforståelse, vi har fået et nyt tiltag med fokus på rekruttering, en ny uddannelsesstrategi, og ikke mindst ser vi en stigning i medlemstallet for 2022.

Et fokus på at styrke samarbejdet på tværs af hele Håndbolddanmark har sikret, at vi har kunnet bidrage til denne udvikling.

”Rigtig, Sjov Håndbold”

2022 var året, hvor vidensgrundlaget for børne- og ungdomshåndbold: ”Rigtig, Sjov Håndbold” for alvor skulle ud at leve. Som afsæt hertil blev Håndboldens Videnskonference: ”Rigtig, Sjov Håndbold” afviklet i primo 2022 med stor deltagelse fra ca. 300 foreningsaktive – en god blanding af foreningsledere, trænere, politikere samt ansatte.

Trænerkaravanen

Vores nye tiltag “Trænerkaravanen”, der begyndte i 2022, har til formål at understøtte foreningernes arbejde med at rekruttere samt ruste børnetrænerne, så de får lyst til at drive trænergerningen videre. På den måde kan Dansk Håndbold Forbund igen løfte medlemstallet for børn - flere trænere betyder flere aktiviteter og dermed flere medlemmer.

Uddannelsesstrategi

Dansk Håndbold Forbunds uddannelsesprodukt skal være det bedste. Konkurrencedygtigt, moderne og skabt ud fra vores fundamentale værdier, som er beskrevet i Rigtig, Sjov Håndbold. Vores dommere, trænere og ledere skal tilbydes et tidssvarende, tilgængeligt og professionelt uddannelsesprodukt. I løbet af 2022 er der derfor blevet arbejdet indgående med at opdatere uddannelsesstrategien for Dansk Håndbold Forbund.

Strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund

En ny strategiaftale og –periode er blevet indgået med Danmarks Idrætsforbund gældende fra 2022-2025. Aftalen er med til at definere, hvordan udviklingsafdelingen arbejder ift. vores overordnede formål, der er at rekruttere samt fastholde medlemmer. Derudover er aftalen også med til at definere udviklingen af vores sport, så den er i tråd med samfundsudviklingen – både lokalt og nationalt. Formålet med samarbejdet er, at Dansk Håndbold Forbund, med den tildelte strategistøtte, arbejder strategisk med vores potentiale og udfordringer samt udvikler håndbolden og bidrager til at indfri DIF Idrættens politiske program.

”Nye spilformer”

2022 blev begyndelsen på 4. sæson i projektet ”Nye Spilformer,” der strækker sig til medio 2023. En større midtvejsevaluering, gennemført af Idrættens Analyseinstitut, var særligt i fokus i 2022. Den afslørede blandt andet god tilfredshed med indførelse af kortbane for U9 og U11, men rettede også en særlig opmærksomhed på boldstørrelsen hos U9 + U13 samt forståelse og brug af dispensations- og spiludviklingsregler.

Medlemstal

I marts 2023 kom medlemstallene i DIF og DGI herunder også specialforbundene. Og det tegner sig væsentligt lysere end sidst med en fremgang på ca. 5.000 medlemmer ift. 2021. Tager vi Covid-19 årene ud af ligningen, og bruger 2019 som en markør, hvor det lykkedes Dansk Håndbold Forbund at vende en mangeårig medlemsnedgang, er vi nu i fremgang igen. Med et medlemstal på 103.528 er vi godt på vej til igen at nå niveauet i 2019.

Ser vi de nye medlemstal ift. til 2021, er det særligt de helt små i alderskategorien 0-6 år, Trille og Trolle-årgangen, som har en høj medlemsvækst. Ligeledes ser vi en medlemsfremgang i alderskategorien 24-39 år. Vores udfordring er blandt de 7-12 -årige, hvor det kniber medtilmeldingerne samt blandt de 15-19-årige, som vi har svært ved at fastholde.

Men alt i alt er den positive udvikling, vi håbede på, heldigvis slået igennem, og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes for vores foreninger at få fat i de børn og unge, som stadig kæmper med at finde tilbage til fællesskaberne og håndbolden efter flere Covid-19 år.

Økonomi

Årets regnskab udviser et større underskud. Underskuddet skyldes udelukkende tab på værdipapirer i 2022, idet det ”almindelige håndbold regnskab” med alle forbundets øvrige aktiviteter/drift fremviser overskud. Årsagerne og afvigelsesforklaringer til regnskabet kan aflæses i ”økonomiudvalgets kommentarer til årsregnskabet” i denne årsrapport. Jeg vil dog stadig slå fast, at Dansk Håndbold Forbund har en sund og god økonomi.

Forbundet har en omsætning på over 100 millioner kroner, og omkring halvdelen kommer fra kommercielle aktiviteter. En solid egenkapital, der sikrer forbundets drift mod udsving på det kommercielle område samt det finansielle område, og giver grobund for fremadrettede budgetter med plads til investering i udvikling af forbundet og håndboldsporten.

Vi har på mange områder haft et forrygende år, hvor hele administrationen i den grad har løftet i flok. Jeg er sammen med resten af kontoret stolt over vores fine resultater; både i bredden, i eliten, i det kommercielle, ja overalt på kontoret.

Tak for et godt år.

Henrik M. Jacobsen

Adm. direktør i Dansk Håndbold Forbund

This article is from: