1 minute read

Håndboldens Appelinstans

Appelinstansen har i sæsonen 2022/2023 sæsonen bestået af Jacob Schjern Andersen, Michael Meyn, Katrine Fruelund og Karsten Madsen med sidstnævnte som formand.

Samtidig blev der udpeget en juridisk suppleant, advokat Jeppe Hudtloff Viinberg.

Indledningsvis vil jeg gerne takke de involverede klubber og Dansk Håndbold Forbund for et godt samarbejde i forberedelsesprocessen i sagerne. Som påpeget tidligere er dette med til at gøre Appelinstansens arbejde mere effektivt.

Vi bestræber os på at afgøre sagerne, så hurtigt som det kan lade sig gøre, da afgørelserne i mange af sagerne har vidtrækkende konsekvenser. Omvendt er det helt afgørende for Appelinstansen, at alle aspekter er drøftet, og derfor anvender vi den tid, der er nødvendig for at tilvejebringe information, foretage høring og herunder drøfte, hvorledes sagen bør afgøres. Det er fortsat vigtigt for os at redegøre udførligt for de overvejelser, der danner grundlaget for den konkrete afgørelse, i hvert fald i det omfang det giver mening.

Alle afgørelser er truffet enstemmigt på baggrund af en grundig sagsbehandling og en god dialog med de involverede parter.

Vi må konstatere, at det gennem årene er meget få sager, der er blevet behandlet mundtligt.

Der har således heller ikke i det forløbne år været sager, der er blevet behandlet mundtligt.

Appelinstansen har vedtaget, at medlemmerne ikke kommenterer på de trufne afgørelser i forhold til klubberne og pressen. Denne praksis er opretholdt i indeværende sæson.

Eventuelle kommentarer indskrænker sig alene til kommentarer vedrørende procedure og forventede tidshorisonter i forhold til afgørelserne.

Afgørelser truffet af Håndboldens Appelinstans kan indbringes for DIF Idrættens Højeste Appelinstans.

Som det fremgår af DHF’s website under ”Principielle afgørelser”, finder dette sted i en række tilfælde.

Alle afgørelser truffet af Appelinstansen er straks efter, at disse er meddelt sagens parter, tilgængelige på DHF’s hjemmeside.

Som sædvanligt benytter jeg lejligheden til at takke mine medlemmer i Appelinstansen for det arbejde, der er udført i sæsonen. Der har været udvist stor fleksibilitet i forhold til planlægning af teamsmøder, således at de indgivne klager kunne afgøres hurtigst muligt.

På Appelinstansens vegne

Karsten Madsen

This article is from: