Program til showet KATA på Take Off turné

Drevet af indre kræfter

Hvornår skal jeg

ligne de andre?

Rundtosset

Kan en skov vende på hovedet?

Føler mig fri

Deler delfiner drømme?

Gakket

Hvornår skal jeg trække vejret?

Legende

Kun muligt sammen

Når gymnastikken styrer vejen

Tekst og foto: Lisa Linding

Undervisningen er slut, klokken er halv seks og Helle Søndergård Madsen sætter sig ind i sin hvide Peugeot 208. Turen går fra Brejninggaard Efterskole i Vestjylland til Svendborg på Fyn. En tur på over to timer. Hun skal nemlig til gymnastik – og så hjem igen.

»Så længe træningerne var fede, og jeg fik energi af det, så var det det værd at køre så langt,« siger Helle, der er én af de 28 gymnaster på DGI Verdensholdet.

En køretur, som bestemt ikke står alene. Helle har nemlig altid brugt adskillige timer på landevejen for at lave gymnastik på lige præcis det hold, som hun har drømt om og kæmpet sig til at gå på. Fra gymnastik i Hammerum og Gjellerup Sdr. til Holstebro Rep, Svendborg Gymnastikforening på SG Elitepiger, Ollerups Elitehold og senest Politiets Idrætsforening på PI Elitepiger i København.

»Jeg savnede et træningsmiljø, hvor jeg ikke havde gået til gymnastik med alle, siden jeg var barn. Jeg ville gerne prøve noget nyt, nogle nye bevægelsesmønstre, og derfor var jeg nødt til at søge andre hold,« fortæller hun.

Gymnast fra barn til voksen

Passionen for gymnastik stammer helt tilbage fra Helles barndom, da hun var to år gammel. Her gik hun til forældrebarn gymnastik i Brande Gymnastik- og Ungdomsforening. Hun husker tydeligt, hvordan det var at vise den første dans, hun havde lært, da hun som fireårig skulle optræde på den lokale folkeskole.

»Jeg var glad, og jeg synes, at det var fjollet, og så kan jeg huske, at jeg så meget op til de piger, der var mine trænere. Det var nogle store, seje og dygtige piger,« husker Helle.

Men det er ikke kun gymnastik, der har fyldt i hendes liv. Hun har også spillet håndbold i seks år, spillet golf og prøvet kræfter med cheerleading. Alligevel endte det med gymnastikken.

»Jeg havde et større talent inden for

gymnastik. Og hvis jeg skal gøre noget, så vil jeg gerne være dygtig til det.”

En dygtighed, der blandt andet er kommet, fordi hun har oplevet at lave gymnastik på så mange forskellige hold i så mange forskellige foreninger.

»Det har givet mig en sindssyg stor ballast. Jeg synes, at jeg har et meget stort bagkatalog af viden om, hvad der kan fungere, og hvad der måske ikke altid fungerer. Og det er bare vildt fedt at kunne tage med videre.«

Bump på vejen

Men det har ikke været en lige vej for at opnå den drøm, som Helle har haft siden syvende klasse. Drømmen om at komme på DGI Verdensholdet. Helle har nemlig været til udtagelse tre gange, hvor hun ikke kom med på holdet. Den sidste udtagelse nåede hun til den afgørende samtale, men fik afslag.

»Det var hårdt. Det var sindssygt hårdt, fordi man har været igennem al gymnastikken, og så bliver man valgt fra til sidst.«

Alligevel valgte hun at stille op til udtagelsen til hold 14 i foråret.

»Jeg troede nok på mig selv til at stille op igen, og lysten var der stadig, så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg ikke

skulle lade mig selv få lov til at stille op igen, bare fordi det ikke var gået før,« fortæller Helle.

Og det gav gevinst. For en fredag formiddag i midten af februar kom den besked, som hun har drømt om hele sit liv.

»Det er meget specielt, fordi når man først har fået afslagsmailen, så ved man godt, at det første bogstav har stor betydning. Så jeg sidder alene på mit værelse i Valby, og så kan jeg se, at der tikker en mail ind. Der står ”Kære Helle,” og så læser jeg et ”t”. Der ved jeg godt, at der står ”tillykke”. Jeg blev mega glad, og jeg tror også, at min første reaktion var, at jeg blev lidt mundlam. Jeg tænkte, endelig er den der. Nu må jeg også. Nu er det min tur.«

Det hele værd

Alle turene i den lille hvide Peugeot 208. Alle timerne i alverdens haller i Danmark. Det hele har været det værd, når Helle Søndergård Madsen kigger tilbage.

»Jeg er vildt stolt af at være kommet hertil. Og jeg er vildt stolt af at være kommet hertil og hvile i det.«

Helle Søndergård Madsens livsdrøm gik i opfyldelse, da hun blev gymnast på DGI Verdensholdet

Helle Søndergård Madsen har hele livet kørt land og rige rundt for at lave gymnastik. Det har kostet mange timer på landevejen, men det har været det hele værd

Viljen overvandt frygten

En helt

almindelig opvisning

i midten af marts for otte år siden endte med blå blink og operation

Simon Kirk løber så hurtigt, han kan. Laver rondat, flik og en dobbeltsalto med to skruer på midten af banen. Og da han skal videre i springet, sker det. Han lander på hovedet og brækker nakken.

»Det første, jeg tænker, er, om jeg kan mærke mine fingre, og det kan jeg,« fortæller Simon, der i dag er gymnast på DGI Verdensholdet.

Han bliver hentet i ambulance og kørt til hospitalet, hvor han får at vide, at han skal opereres hurtigst muligt.

»Jeg spurgte lige lægen én gang til, om han var sikker på, at jeg skulle opereres - om det virkelig var så slemt?«

Men det var det, fordi Simons nakke skulle stabiliseres.

»Det var først, da jeg skulle prøve at sove, at virkeligheden ramte. Så jeg sov slet ikke den nat. Jeg sagde også til min far, at jeg var bange,« siger Simon. Skader og sammenbrud

Og netop det, at noget går galt, oplevede Sabine Birkholm

Christoffersen også, da hun for 11 år siden skulle til en testkonkurrence i Odense. En testkonkurrence inden Europamesterskaberne i TeamGym, som hun var blevet udtaget til.

Trampet og rytme var gået godt, og nu gjaldt det banespring, hvor Sabine skulle lave en baglæns hoftebøjet dobbeltsalto.

Hun løber så hurtigt, hun kan. Laver rondat, flik, sætter af til dobbeltsaltoen, og idet hun lander, sker det.

»Mit højre knæ forsvinder under mig. Jeg kan bare mærke, at det ikke føles

godt,« fortæller Sabine, der i dag er gymnast på DGI Verdensholdet.

Forreste korsbånd bliver revet over, og hun mister derfor sin plads på landsholdet.

»Jeg var fuldstændig knust. Jeg brød helt sammen,« fortæller Sabine.

Og det er desværre ikke den eneste gang, Sabine kommer til skade. På en skiferie springer hun korsbåndet i det andet knæ.

»Jeg var virkelig presset psykisk i den periode. Gymnastik var hele min identitet. Så jeg blev bare slået fuldstændig ud,« husker hun.

Og som om det ikke var nok, så har hun også to gange fået en slem hjernerystelse. Derfor har Sabine været skadet i lange perioder over flere år.

Kampen for at komme tilbage

Både Simon og Sabine har brugt timevis på genoptræning af henholdsvis nakke og knæ. Et langt sejt træk for dem begge. Men det sejeste træk var ikke at komme tilbage rent fysisk. Det sværeste har været at komme tilbage mentalt.

»Jeg havde svært ved at stole på min krop. Jeg havde en frygt for, at det skulle gå galt igen,« fortæller Simon.

En frygt, som Sabine kan nikke genkendende til.

»Det har været svært at få tillid til sin krop igen og stole på, at hvis jeg laver et spagatspring, så kan jeg godt lande på jorden igen, uden der sker noget.«

For hende var der kun én måde at arbejde med frygten på.

»For mig hjalp det at tage tingene meget stille og roligt og ikke skulle føle mig presset af noget.«

En metode, som Simon også gjorde brug af, da han skulle tilbage mentalt.

I begyndelsen undgik han at lave netop det spring, der gik galt, medmindre han havde tid til at bygge det meget langsomt op.

»Det hjalp meget, når jeg kunne få tid og ro på til at komme op,« siger han.

Gav aldrig op

Det store spørgsmål, når der opstår udfordringer fysisk eller mentalt, er, hvorfor man ikke smider håndklædet i ringen og giver op. Men for Sabine er det spørgsmål let at besvare.

»Gymnastikken er et frirum, hvor jeg føler mig tryg, og hvor hele mit sociale netværk er. Der er bare noget helt særligt ved at komme til træning, slå hovedet fra, sætte noget god musik på og bevæge sig i to timer. Det kan jeg ikke undvære. Det er en del af mit DNA og min identitet.«

Ud over det så har Sabine haft mennesker omkring sig, der har været der for hende, når det har været aller hårdest.

»Jeg har haft et netværk, der har hjulpet mig sindssygt meget og en familie, der har gjort alt for, at jeg skulle tilbage igen. Blod, sved og tårer.«

Simon har heller aldrig givet op, og det er der flere forklaringer på.

»Det, der fik mig i gang igen, var helt klart min omgangskreds og god gammeldags stædighed – det har jeg fra min far. Og så får jeg en tilfredsstillende følelse af at lære et nyt spring, og jeg bliver glad, når jeg laver et godt spring. Den følelse er bare svær at finde andre steder.«

Drømmen går i opfyldelse

De holdt fast. De blev ved. De kom tilbage.

Drømmen om DGI Verdensholdet har for Simon aldrig været slukket, selvom han brækkede nakken.

»Jeg har nægtet at give op på det. Det har været en drivkraft og en motivation for mig. Hvis jeg skulle give op på den drøm, så havde jeg givet op på min motivation for at lave gymnastik,« siger han.

Tekst og foto: Lisa Linding

Men de første tre forsøg lykkedes desværre ikke for ham. På trods af det valgte han at stille op for fjerde gang.

»Jeg har tit tænkt, om jeg skulle stille op igen. Jeg blev meget ked af det sidst, jeg ikke kom med. Men jeg vil hellere have, at det er udtagelsesudvalget, der siger nej til mig, end det er mig, der siger nej til mig selv. Det ville jeg ikke kunne leve med. Så nu skulle jeg bare gøre det så svært for dem at sortere mig fra, som jeg kunne.«

Og det blev for svært. Simon blev nemlig udtaget.

»Det har været en kæmpe lettelse, og det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det kunne fanme godt lykkes, selvom jeg har haft nogle udfordringer undervejs, og det er jeg stolt af. Det må gerne være hårdt, og det skal være hårdt en gang imellem, men det handler om, hvordan man rejser sig fra det og kommer videre.«

Drømmen er også gået i opfyldelse for Sabine, selvom hun har haft svært ved at tro på det undervejs.

»Jeg føler, at det hele giver mening lige pludselig. Man skal ikke lade sig slå ud af alle de gange, man har haft lyst til at give op. Op på hesten igen.«

Et råd der for hende er vigtigt at give videre til andre, der møder modstand på sin vej.

»Hvis der bare sidder to eller tre stykker derude og tænker, at løbet er kørt - hvis man kan inspirere dem og vise, at man ikke skal give op, så tror jeg, at min lykke er gjort.«

Idolplakat.Hivud

Sabine Birkholm Christoffersen og Simon Kirk overvandt begge alvorlige skader og er nu gymnaster på DGI Verdensholdet

facebook.com/verdensholdet

En fælles drøm

Sofus Møller Kramer

21 år

- Opvokset i Svendborg

- Tidligere gymnast på Fyns Rep og Faceoff Team FYN

- Har været elev på Gymnastikhøjskolen Ollerup

Freja Møller Kramer

23 år

- Opvokset i Svendborg

- Tidligere efterskolelærer på Ringe Efterskole

- Har være aktiv gymnast på Lilleholdet, DGI Fyn Rep, SG TeamGym samt instruktør på DGI Fyn UUP

Banjoen går amok, beatet er højt, og det er svært at lade være med at smile. Det er lyden af Banjo Thing med Infernal, som brager gennem højtalerne i bilen, der kører afsted mod udtagelsen til DGI Verdensholdet i begyndelsen af februar

Bag rattet sidder Sofus Møller Kramer, og på passagersædet ved siden af sidder hans storesøster, Freja Møller Kramer.

»Vi talte om, at vi skulle høre det rigtige musik, når vi kørte til udtagelsen. Den sidste sang skulle være Banjo Thing. Da vi gik på Lilleholdet sammen, havde vi nemlig en ting med, at lige inden vi ramte Vejstrup, så skulle vi høre den sang for lige at hype os selv fuldstændig op,« fortæller Sofus.

Det var første gang, de skulle have et nummer på maven i forbindelse med udtagelsen til DGI Verdensholdet. Derfor ramte nervøsiteten også dem

begge mere og mere, jo tættere de kom på BGI Akademiet i Hornsyld, hvor udtagelsen skulle foregå.

»Vi havde glædet os virkelig meget. Vi var virkelig spændte. Det var først helt til sidst, at vi tænkte, okay nu er vi godt nok lidt spændte på at komme herhen og komme ind og gå i gang og bare lande,« siger Freja.

Selvom de for første gang deltog i udtagelsen, så var det ikke første gang, de oplevede en udtagelse til DGI Verdensholdet.

»Vores mor var udtager i mange år. Så vi var med ude og se udtagelsen, da vi var små. Jeg synes, at det var så

spændende. Det var dengang, det var, i DGI Huset i Vejle,« fortæller Freja.

De to søskende kommer nemlig fra en familie, der står i gymnastikkens tegn. Både deres mor, far, onkel, tante, faster og kusine har gået på DGI Verdensholdet. Derfor har det altid fyldt meget for Sofus og Freja, og senere i livet er det blevet en drøm for dem begge. Men i begyndelsen var det ikke et fælles projekt.

»Før vi tog på efterskole, ville vi have tingene for os selv. Vi ville ikke på efterskole sammen. Vi ville ikke på højskole sammen. Vi ville gøre tingene hver for sig,« fortæller Sofus.

Men som årene er gået, er de blevet tættere. De endte derfor med at gå på Ollerup Højskole sammen, og drømmen om DGI Verdensholdet blev fælles.

»I begyndelsen jokede vi lidt med at stille op sammen, men så synes vi faktisk, at det kunne være ret nice, hvis

Tekst og foto: Lisa Linding

det skete, at vi kom på holdet samtidig. Det er bare en unik mulighed,« siger Sofus.

Udtagelsens time

197 gymnaster skulle reduceres til 28, så Sofus og Freja vidste godt, at det langt fra var sikkert, at deres drøm ville gå i opfyldelse sammen.

»Jeg kan huske, at vi snakkede kørsel hjem. Hvad nu, hvis den ene ikke kom med videre, og den anden gjorde, hvem ville så få bilen? Vi aftalte, at den, der røg fra først, måtte tage bilen, og så måtte den anden finde en løsning,« husker Sofus.

nummer 41, Freja fik nummer 109, og så gik det ellers i gang. Freja som rytmisk gymnast, og Sofus som springer. Udtagelsen foregik derfor hver for sig, men efter hver udskillelse mødtes søskendeparret for at tjekke op med hinanden.

Heldigvis kunne de både ved den første og anden udskillelse ånde lettet op, fordi de begge var gået videre. Nu var der kun en runde tilbage.

Hjalp hinanden til det sidste

Som gode søskende hjælper man hinanden, og det gjorde Sofus og Freja også – både før og under udtagelsen.

Freja hjalp Sofus med at lave en koreografi, som springerne fik til opgave inden udtagelsen.

Sofus Møller Kramer, gymnast på DGI Verdensholdet

Bilen blev parkeret, musikken slukket, og taskerne hevet hen over skulderen. Nu gjaldt det. Sofus fik

» Det var klart den, der var mest spændende. Der var det mega skønt at have hinanden,« husker Freja.

Klokken var over midnat, og numrene blev råbt op. ”41” og ”109”. Begge var med i bruttotruppen, og nu var de kun én samtale fra at opnå deres drøm.

» Freja er god til det, som jeg ikke er god til. Hun har produceret meget, og rytme er hendes stærke side. Det er ikke min, og jeg har aldrig rigtig produceret en serie før, og så skulle jeg lige pludselig lave noget til udtagelsen til Verdensholdet. Der var jeg lige nødt til at hive en livline,« siger Sofus.

Men den var ikke gratis, fortæller Freja med et glimt i øjet.

» Han kom hen på Ringe Efterskole, hvor jeg arbejdede, og så havde han købt Click Mix til mig, fordi jeg var sådan, arrrrh så skal jeg lige have et eller andet, hvis jeg skal hjælpe.«

Men det med at hjælpe går ikke kun den ene vej i deres relation.

“ Hvad nu, hvis den ene ikke kom med videre...

Sofus hjælper nemlig også ofte Freja.

»Jeg taler hende op. Jeg prøver bare at sige det fuldstændig modsatte af det, hun er i gang med at sige til sig selv, fordi det jo ikke er rigtigt,« siger Sofus, hvortil Freja tilføjer.

» Nogle gange tror jeg faktisk, at det betyder ret meget. Jeg ved godt, at jeg kan få kørt noget op i mit hoved, og jeg ved også godt, at jeg ofte gør det mere kompliceret og svært for mig selv, end det bør være.«

Afgørelsens time Bruttotruppen på 41 gymnaster skulle skæres ned til 28, og Sofus var den allerførste, der skulle til den afgørende samtale. Freja var den næste.

»Det var mega rart og mega hyggeligt at have hinanden,« husker Freja.

Men da de begge havde været til samtale og efter nogle dage sad og ventede på den afgørende mail, så valgte de at være hver for sig.

» Det ville være så ærgerligt, hvis den ene ikke kom med, og den anden gjorde, fordi må man så godt være glad på sine egne vegne, men ked af det på den andens. Og hvis jeg ikke kom med, så ville jeg nok helst lige sluge den selv,« siger Sofus.

»Vi ville bare virkelig gerne give plads til, at man kunne have de følelser, man skulle have på det tidspunkt. Både hvis man var glad, og hvis man var ked af det,« siger Freja.

Men det endte med glæde. Drømmen gik i opfyldelse. Sammen.

» Det var en lettelse. Vi gjorde det fanme. Vi kom begge to med. Det

var bare lykke lige der i øjeblikket,« fortæller Sofus.

»Vi var bare ægte glade,« tilføjer Freja.

En glæde, der har skinnet igennem på samtlige træningssamlinger og træningslejre i løbet af foråret og sommeren. For selvom de to søskende ikke går arm i arm hele tiden, så finder de en tryghed i at have hinanden på holdet, fortæller Sofus.

» Når jeg har brug for at få noget ud, så kan jeg gå til Freja. Det har givet mig en ro – særligt fordi man virkelig bliver presset på sådan en træningslejr.«

En tryghed, som Freja også oplever.

»Allerførst har jeg bare tænkt, at det kunne være en god idé, og at det kunne være hyggeligt. Men jo mere vi er kommet ind i det, jo mere er det gået op for mig, at det virkelig er en stor ting at gøre sammen. Nu har vi prøvet at være ægte trætte og lave på energi, så er det faktisk en kæmpe ting at have sammen, fordi man ved, at man har hinandens ryg.«

Men som alle andre søskende ved de også lige præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at irritere hinanden.

»Sofus er måske det menneske i verden, jeg er mest nederen overfor, men jeg ved jo stadig, at jeg bliver tilgivet. Det er jo det, der er mega fedt,« siger Freja, hvortil Sofus tilføjer.

»Vi har noget lettere ved at blive irriterede på hinanden, end vi har med alle andre. Men det er til gengæld noget nemmere at blive gode venner igen.«

Og netop det uadskillelige bånd, de har til hinanden, er noget af det, som Sofus sætter allermest pris på ved at dele oplevelsen på DGI Verdensholdet med sin storesøster.

»Jeg glæder mig til at have én, man altid vil kunne dele det med. Nu får man gode venner, men man ved ikke, om man bliver ved med at ses med dem bagefter. Men jeg ved, at jeg altid har Freja. Vi kommer ikke til at miste hinanden.«

Søskendeparret Freja- og Sofus Møller Kramer kom gennem nåleøjet og blev optaget på DGI Verdensholdet

Idræt er dannelse

Når DGI Verdensholdet til foråret vender tilbage til Danmark efter seks måneders intens turné rundt om jorden, er det med meget andet end svedigt gymnastiktøj i bagagen.

Holdet sætter et positivt aftryk på mange områder, herunder bevægelse, fællesskab og glæde, ved at kombinere gymnastik med kultur på både lokalt, nationalt og internationalt niveau. Det handler ikke kun om fysiske præstationer, men også om at opbygge karakter og personlig udvikling ved at inspirere de mennesker, som gymnasterne møder på deres vej.

Når DGI Verdensholdet turnerer rundt i Danmark eller ude i verden for at lave shows og workshops, motiverer holdet til fysisk aktivitet, sundhed og

bevægelse. Gymnasterne inspirerer både publikum og workshopdeltagere i alle aldre til at være aktive sammen med andre og i et fællesskab.

Ved at rejse og samarbejde med andre kulturer og nationaliteter fremmer DGI Verdensholdet en dybere global forståelse og tolerance. Dette bidrager til at nedbryde fordomme og skabe broer mellem mennesker fra forskellige dele af verden. Gymnasterne skaber ofte et stærkt fællesskab og samhørighed med de mennesker, de møder.

Det er dejligt, at DGI Verdensholdet kan være et inspirerende forbillede for andre, især unge, der ser op til gymnasterne. De er eksempler på, hvad man kan opnå gennem engagement, dedikation og samarbejde.

Når verdensholdsgymnasterne vender hjem til den daglige træning i foreningerne, medbringer de en verden af indtryk og oplevelser, som altid vil være en del af dem. Det er både i de store og små fællesskaber, at værdierne lever, hvor oplevelserne gror. Når DGI Verdensholdet takker af i sommeren 2024, er det med 30 års erfaring i ryggen med fællesskab og ønsket om at skabe bevægelse og oplevelser for dem, holdet møder – vi glæder os til at se jer!

Hanne Lene Haugaard, formand, DGI Gymnastik

TAK til samarbejdspartnere, sponsorer, fonde og frivillige for et fantastisk samarbejde og opbakning!

Tak for jeres bidrag til KATA Toke Broni Strandby, Anthon Haag Khorami, Christian Moesgaard Toustrup Hansen, Morten Asbjørn Christensen, Signe Damgaard Gjesse, Nanna Rønde Rasmussen, Maria Stenum, Marie Sofie Spanggaard Jespersen, Frederik Jul Bertelsen, Amalie Stitz, Mette Refshauge Kristiansen, Jens Schyth Brøndum og Sunniva Løvland Byvard

Leder team

Alberte Nørgaard Høstrup DGI Midtjylland

Anders Sundtoft DGI Midtjylland

Anne Stamp Christensen DGI Sydvest

Emil Vibæk Frederiksen DGI Fyn

Janus Hove Stuckert DGI Sønderjylland

Freja Smedegaard DGI Sydøstjylland

Helle Søndergård Madsen DGI Midtjylland

Freja Møller Kramer DGI Fyn

Sofie Snogdal DGI Fyn

Simon Kirk Jepsen DGI Vestjylland

Laura Kjøller Bech DGI Fyn

Kasper Lehrmann Kemner DGI Midt- og Vestsjælland

Mathias Frost Ebstrup DGI Storkøbenhavn

Mads Rytter DGI Midtjylland

Tine Krog Instruktør

Anders Højer Team Manager

Emilie Engelbrecht Kristensen DGI Nordjylland

Emma Christiansen DGI Nordjylland

Frederik Seberg Skytthe DGI Fyn

Freja Borly DGI Storkøbenhavn

Julie Marie Glerup DGI Storkøbenhavn

Johan Lai Byberg DGI Nordsjælland

Joakim Vorup Sass-Petersen DGI Midtjylland

Joakim Knudsen DGI Nordjylland

Sofus Møller Kramer DGI Fyn

Therese Hedegaard Andersen DGI Vestjylland

Sabine Birkholm Christoffersen DGI Fyn

Nicoline Nellemann Ølgaard DGI Fyn

Nils Kafton Foss DGI Sydøstjylland

Mathias Morsing DGI Vestjylland

Lisa Linding Kommunikations- og PR-medarbejder

Erik Rasmussen Fysisk vejleder

Emil Smedegaard Instruktør

world tour 2023-2024

En masse spændende oplevelser ligger og venter på gymnasterne, når de den 11. oktober 2023 rejser ud for at bevæge verden. I mange lande bor gymnasterne hos værtsfamilier, i nogle lande har hold før dem banet vejen og på denne rejse betrædes en del af verden for første gang. Mødet med de mange forskellige kulturer er en inspirerende og lærerig rejse, som sætter dybe spor i både gymnaster og de mange familier, børn og unge, de møder på turen.

Cuba

1. Tyskland  2. Luxembourg 

3. Singapore 

4.Malaysia  5.Sydkorea  6. Australien 

7. Mexico 

8. Argentina 

9. Uruguay  10. Danmark  11. Sverige  12. Norge  13. Danmark

DK-TOUR 2024

8. april Haderslev

9. april Randers

11. april Vejle

14. april Vejle

16. april Esbjerg

18. april Holstebro

21. april Odense

22. april Odense

24. april Aabenraa

29. april Silkeborg

2. maj Skjern

5. maj Herning

7. maj Horsens

12. maj Farum

16. maj Næstved

20. maj Operaen

21. maj Operaen

24. maj Roskilde

25. maj Roskilde

27. maj Aalborg

30. maj Aarhus

4. juli Odense

Køb

billetter til Danmarksturnéen allerede i dag på verdensholdet.dk