Viljen overvandt frygten

En helt almindelig opvisning i midten af marts for otte år siden endte med blå blink og operation for Simon Kirk

Han løber så hurtigt, han kan. Laver rondat, flik og en dobbeltsalto med to skruer på midten af banen. Og da han skal videre i springet, sker det. Han lander på hovedet og brækker nakken.

Han bliver hentet i ambulance og kørt til hospitalet, hvor han får at vide, at han skal opereres hurtigst muligt.

”Jeg spurgte lige lægen én gang til, om han var sikker på, at jeg skulle opereres - om det virkelig var så slemt?”

Men det var det, fordi Simons nakke skulle stabiliseres.

”Det var først, da jeg skulle prøve at sove, at virkeligheden ramte. Så jeg sov slet ikke den nat. Jeg sagde også til min far, at jeg var bange,” siger Simon.

Og netop det, at noget går galt, oplevede Sabine Birkholm

Christoffersen også, da hun for 11 år siden skulle til en testkonkurrence i Odense. En testkonkurrence inden Europamesterskaberne i TeamGym, som hun var blevet udtaget til.

Trampet og rytme var gået godt, og nu gjaldt det banespring, hvor Sabine skulle lave en baglæns hoftebøjet dobbeltsalto.

Hun løber så hurtigt, hun kan. Laver rondat, flik, sætter af til dobbeltsaltoen, og idet hun lander, sker det.

”Mit højre knæ forsvinder under mig.

Jeg kan bare mærke, at det ikke føles godt.”

Forreste korsbånd bliver revet over, og hun mister derfor sin plads på landsholdet.

”Jeg var fuldstændig knust. Jeg brød helt sammen,” fortæller Sabine, der er gymnast på DGI Verdensholdet.

Og det er desværre ikke den eneste gang, Sabine kommer til skade. På en skiferie springer hun korsbåndet i det andet knæ.

”Jeg var virkelig presset psykisk i den periode. Gymnastik var hele min identitet.

Så jeg blev bare slået fuldstændig ud,” husker hun.

Og som om det ikke var nok, så har hun også to gange fået en slem hjernerystelse. Derfor har Sabine været skadet lange perioder over flere år.

Kampen for at komme tilbage

Både Simon og Sabine har brugt timevis på genoptræning af henholdsvis nakke og knæ. Et langt sejt træk for dem begge. Men det sejeste træk var ikke at komme tilbage rent fysisk. Det sværeste har været at komme tilbage mentalt.

”Jeg havde svært ved at stole på min krop. Jeg havde en frygt for, at det skulle gå galt igen,” fortæller Simon.

En frygt, som Sabine kan nikke genkendende til.

”Det har været svært at få tillid til sin krop igen og stole på, at hvis jeg laver et spagatspring, så kan jeg godt lande på jorden igen, uden der sker noget.”

For hende var der kun én måde at arbejde med frygten på.

”For mig hjalp det at tage tingene meget stille og roligt og ikke skulle føle mig presset af noget.”

En metode, som Simon også gjorde brug af, da han skulle tilbage mentalt.

I begyndelsen undgik han at lave netop det spring, der gik galt, medmindre han havde tid til at bygge det meget langsomt op.

”Det hjalp meget, når jeg kunne få tid og ro på til at komme op,” siger han.

Gav aldrig op

Det store spørgsmål, når der opstår udfordringer fysisk eller mentalt, er, hvorfor man ikke smider håndklædet i ringen og giver op. Men for Sabine er det spørgsmål let at besvare.

”Gymnastikken er et frirum, hvor jeg føler mig tryg, og hvor hele mit sociale netværk er. Der er bare noget helt særligt ved at komme til træning, slå hovedet fra, sætte noget god musik på og bevæge sig i to timer. Det kan jeg ikke undvære. Det er en del af mit DNA og min identitet.”

Ud over det så har Sabine haft mennesker omkring sig, der har været der for hende, når det har været aller hårdest.

”Jeg har haft et netværk, der har hjulpet mig sindssygt meget og en familie, der har gjort alt, hvad de kunne, for, at jeg skulle tilbage igen. Blod, sved og tårer.”

Simon har heller aldrig givet op, og det er der flere forskellige forklaringer på.

”Det, der fik mig i gang igen, var helt klart min omgangskreds og god gammeldags stædighed – det har jeg fra min far. Og så får jeg en tilfredsstillende følelse af at lære et nyt spring, og jeg bliver glad, når jeg laver et godt spring. Den følelse er bare svær at finde andre steder.”

Drømmen går i opfyldelse

De holdt fast. De blev ved. De kom tilbage.

Drømmen om DGI Verdensholdet har for Simon aldrig været slukket, selvom han brækkede nakken.

”Jeg har nægtet at give op på det. Det har været en drivkraft og en motivation for mig. Hvis jeg skulle give op på den drøm, så havde jeg givet op på min motivation for at lave gymnastik,” siger han.

Men de første tre forsøg lykkedes desværre ikke for ham. På trods af det valgte han at stille op for fjerde gang.

”Jeg har tit tænkt, om jeg skulle stille op igen. Jeg blev meget ked af det sidst, jeg ikke kom med. Men jeg vil hellere have, at det er udtagelsesudvalget, der siger nej til mig, end det er mig, der siger nej til mig selv. Det ville jeg ikke kunne leve med. Så nu skulle jeg bare gøre det så svært for dem at sortere mig fra, som jeg kunne.”

Og det blev for svært. Simon blev nemlig udtaget og er nu gymnast på DGI Verdensholdet.

”Det har været en kæmpe lettelse, og det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det kunne fanme godt lykkes, selvom jeg har haft nogle udfordringer undervejs, og det er jeg stolt af. Det må gerne være hårdt, og det skal være hårdt en gang imellem, men det handler om, hvordan man rejser sig fra det og kommer videre.”

Drømmen er også gået i opfyldelse for Sabine, selvom hun har haft svært ved at tro på det undervejs.

”Jeg føler, at det hele giver mening lige pludselig. Man skal ikke lade sig slå ud af alle de gange, man har haft lyst til at give op. Op på hesten igen.”

Et råd der for hende er vigtigt at give videre til andre, der møder modstand på sin vej.

”Hvis der bare sidder to eller tre stykker derude og tænker, at løbet er kørt - hvis man kan inspirere dem og vise, at man ikke skal give op, så tror jeg, at min lykke er gjort.”

2023 & 2024

verdensholdet.dk facebook.com/verdensholdet instagram.com/dgiverdensholdet