En fælles drøm

Banjoen går amok, beatet er højt, og det er svært at lade være med at smile. Det er lyden af Banjo Thing med Infernal, som brager gennem højtalerne i bilen, der kører afsted mod udtagelsen til DGI Verdensholdet i begyndelsen af februar

Bag rattet sidder Sofus Møller Kramer, og på passagersædet ved siden af sidder hans storesøster Freja Møller Kramer.

”Vi talte om, at vi skulle høre det rigtige musik, når vi kørte til udtagelsen. Den sidste sang skulle være Banjo Thing. Da vi gik på Lilleholdet sammen, havde vi nemlig en ting med, at lige inden vi ramte Vejstrup, så skulle vi høre den sang for lige at hype os selv fuldstændig op,” fortæller Sofus.

Det var første gang, de skulle have et nummer på maven i forbindelse med udtagelsen til DGI Verdensholdet.

Derfor ramte nervøsiteten også dem begge mere og mere, jo tættere de kom på BGI Akademiet Hornsyld, hvor udtagelsen skulle foregå.

”Vi havde glædet os virkelig meget. Vi var virkelig spændte. Det var først helt til sidst, at vi tænkte, okay nu er vi godt nok lidt spændte på at komme herhen og komme ind og gå i gang og bare lande,” siger Freja.

Selvom de for første gang deltog i udtagelsen, så var det ikke første gang, de oplevede en udtagelse til DGI Verdensholdet.

”Vores mor var udtager i mange år. Så vi var med ude og se udtagelsen, da vi var små. Jeg synes, at det var så xx år

- Idunt latempe rerovique latius aliqu.

- Umque conem quaeri et ab inulparum a.

- Vel modis a dis eum est, sit et voluptatessi ullabor eratur xx år

- Idunt latempe rerovique latius aliqu.

- Umque conem quaeri blabore mquiscid ut et ab inulparum a.

- Vel modis a dis eum

- Est, sit et volupta spændende. Det var dengang, det var, i DGI Huset i Vejle,” fortæller Freja.

De to søskende kommer nemlig fra en familie, der står i gymnastikkens tegn. Både deres mor, far, onkel, tante, faster og kusine har gået på DGI Verdensholdet. Derfor har det altid fyldt meget for Sofus og Freja, og senere livet er det blevet en drøm for dem begge. Men begyndelsen var det ikke et fælles projekt.

”Før vi tog på efterskole, ville vi have tingene for os selv. Vi ville ikke på efterskole sammen. Vi ville ikke på højskole sammen. Vi ville gøre tingene hver for sig,” fortæller Sofus.

Men som årene er gået, er de blevet meget mere tætte. De endte derfor med at gå på Ollerup Højskole sammen, og drømmen om DGI Verdensholdet blev fælles.

”I begyndelsen jokede vi lidt med at stille op sammen, men så synes vi faktisk, at det kunne være ret nice, hvis det skete, at vi kom på holdet samtidig. Det er bare en unik mulighed,” siger Sofus.

Udtagelsens time

197 gymnaster skulle reduceres til 28, så Sofus og Freja vidste godt, at det langt fra var sikkert, at deres drøm ville gå i opfyldelse sammen.

”Jeg kan huske, at vi snakkede kørsel hjem.

Hvad nu hvis den ene ikke kom med videre, og den anden gjorde, hvem ville så få bilen? Vi aftalte, at den, der røg fra først, måtte tage bilen, og så måtte den anden finde en løsning,” husker Sofus.

Bilen blev parkeret, musikken slukket, og taskerne hevet hen over skulderen. Nu gjaldt det.

Sofus fik nummer 41, Freja fik nummer 109, og så gik det ellers i gang. Freja som rytmisk gymnast, og Sofus som springer. Udtagelsen foregik derfor hver for sig, men efter hver udskillelse mødtes søskendeparret for at tjekke op med hinanden.

Heldigvis kunne de både ved den første og anden udskillelse ånde lettet op, fordi de begge var gået videre. Nu var der kun en runde tilbage.

”Det var klart den, der var mest spændende. Der var det mega skønt at have hinanden,” husker Freja.

Klokken var over midnat, og numrene blev råbt op.

41. 109. Begge var med bruttotruppen, og nu var de kun én samtale fra at opnå deres drøm.

Hjalp hinanden til det sidste Som gode søskende hjælper man hinanden, og det gjorde Sofus og Freja også – både før og under udtagelsen.

Freja hjalp Sofus med at lave en koreografi, som springerne fik til opgave inden udtagelsen.

”Freja er god til det, som jeg ikke er god til. Hun har produceret meget, og rytme er hendes stærke side. Det er ikke min, og jeg har aldrig rigtig produceret en serie før, og så skulle jeg lige pludselig lave noget til udtagelsen til Verdensholdet. Der var jeg lige nødt til at hive en livline,” siger Sofus.

Men den var ikke gratis, fortæller Freja med et glimt øjet.

”Han kom hen på Ringe Efterskole, hvor jeg arbejdede, og så havde han købt Click Mix til mig, fordi jeg var sådan, arrrrh så skal jeg lige have et eller andet, hvis jeg skal hjælpe.”

Men det med at hjælpe går ikke kun den ene vej i deres relation.

”Vi var bare ægte glade,” tilføjer Freja.

En glæde, der har skinnet igennem på samtlige træningssamlinger og træningslejre i løbet af foråret og sommeren. For selvom de to søskende ikke går arm i arm hele tiden, så finder de en tryghed at have hinanden på holdet, fortæller Sofus.

”Når jeg har brug for at få noget ud, så kan jeg gå til Freja. Det har givet mig en ro – særligt fordi man virkelig bliver presset på sådan en træningslejr.”

En tryghed, som Freja også oplever.

”Aller først har jeg bare tænkt, at det kunne være en god idé, og at det kunne være hyggeligt. Men jo mere vi er kommet ind det, jo mere er det gået op for mig, at det virkelig er en stor ting at gøre sammen. Nu har vi prøvet at være ægte trætte og lave på energi, så er det faktisk en kæmpe ting at have sammen, fordi man ved, at man har hinandens ryg.”

Men som alle andre søskende ved de også lige præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at irritere hinanden.