
4 minute read
Medlem og tillidsvalgt: I pension ved tilfældighed
TEMA: ET LANGT ARBEJDSLIV
I pension ved tilfældighed
af Lars H. Knudsen
Tilfældigheder førte den nu 31-årige Jesper Röttig Ronstrøm til det, der i dag er et så spændende og udfordrende job i Velliv, at han ikke kan ønske sig meget mere. Og nu har det også ført til hvervet som tillidsrepræsentant.
”Jeg er en af dem, der er kommet ind i pensionsbranchen ved tilfældigheder,” indrømmer Jesper Röttig Ronstrøm fra Velliv. Han er 31 år og kom lige frisk fra HTX-gymnasiet ind som vikar, i det der dengang hed Nordea Liv & Pension. En ven havde fortalt, at de søgte folk til vikarafdelingen, hvor man helt uden forudsætninger kunne komme ind og blive sat til ’lette sager’.
”Tastearbejde, betød det dengang. Og man søgte friske, unge mennesker, som kunne følge en nedskreven tasteguide. Og det kunne jeg, så jeg tog jobbet som det, jeg forestillede mig, var et sabbatår fra studierne,” fortæller Jesper.
Da han senere startede på en højere uddannelse, beholdt han jobbet hos Nordea Liv & Pension på deltid, men det blev snart igen fuldtid, da teorier ikke lige var Jesper. Der skulle ske noget mere. Langt arbejdsliv i pension
Rigtig mange i forsikrings- og pensionsbranchen er kommet ind i den tilfældigt, viser medlemspejlingen i dette nummer af Forsikring. Og endnu flere bliver hængende, for de finder hurtigt ud af, at det er en god branche med masser af muligheder.
Det gælder også for Jesper, for hvem tanken om at få et langt arbejdsliv i Velliv bestemt ikke er afskrækkende. Tværtimod, så forklarer han, at der er masser af muligheder for udvikling, mange spændende jobmæssige udfordringer og gode muligheder for at avancere. Faktisk startede han i forskellige vikaropgaver, fortsatte med stadig mere teknologiorienterede opgaver og blev så tilbudt en stilling i IT-afdelingen. I dag har han titel af ”Senior IT Developer” i afdelingen for ’Tværgående udvikling – Kundeløsninger, integration & processer’.
Værdi for kollegerne
”Ja, jeg gamer også lidt hjemme og har min interesse for computere og teknologi med hjemmefra. I mit job har jeg arbejdet med mange former for automatisering af processer, som oftest har rettet sig mod at hjælpe og støtte vores sagsbehandlere. Men der har også været kunderettede opgaver, og her er det godt at se værdien af en løsning i praksis.”
Selv om Jesper aldrig kom videre med de teoretiske studier, har han løbende videreuddannet sig – enten ved at hente viden hos kolleger eller selv at finde løsninger, men også ved, at selskabet har tilbudt uddannelse. Senest kurset ”IT Architect Foundation”.
”Uddannelse er vigtigt, men bliver ofte for teoretisk. Jeg vil hellere fokusere på praktisk brug af IT og værdien af mine løsninger for mine kolleger og kunderne. At arbejde inden
TEMA: ET LANGT ARBEJDSLIV
for IT-området har været et klart ønske hos mig, men ikke specifikt inden for pension. Jeg har nu været i selskabet i 13 år. De første syv år i ’forretningen’ og derefter inden for IT-området. Min interesse ligger i processerne og problemløsningen, for man skal ikke bruge IT bare for at bruge IT. Det skal give mening,” understreger Jesper.
Nordea Liv & Pension hedder nu Velliv, og Jesper har ikke planer om at skulle nogen steder. Organisationen forandrer sig løbende, så det er et spændende sted at arbejde. Men, understreger han, hvis han en dag begynder at kede sig og savne udfordringer, så ved man jo aldrig.
Tillidsrepræsentant
”Ja, det var ikke noget, jeg lige selv valgte,” forklarer Jesper om at stille op som tillidsrepræsentant.
”Jeg blev ikke presset, men spurgt på en pæn og venlig måde, om jeg kunne have lyst til at prøve. Selskabet havde mistet en tillidsrepræsentant, så der var en ledig plads, og da jeg kunne lide personaleforeningens måde at tilgå tingene, så så jeg det som en kompliment – og endte med at sige ja.”
For Jesper er hvervet som tillidsrepræsentant stadig helt nyt. Han har blot været i gang i en måneds tid og er endnu ikke startet på GO-uddannelsen, den grunduddannelse i organisation, som alle Forsikringsforbundets tillidsrepræsentanter skal gennemgå.
Praktisk tilgang
”Jeg har en mere praktisk end politisk tilgang til hvervet, for jeg vil gerne have, at behandlingen af kolleger er god og retfærdig. Der er også en politisk side af det at være en del af Forsikringsforbundet, men den har jeg ikke haft egentlig berøring med endnu. Det handler om overenskomsten og aftaler med ledelsen, men jeg foretrækker altså at starte ’på gulvet’ med de mere praktiske opgaver i selskabet.”
For Jesper Röttig Ronstrøm er der dog også andre hensyn at tage, ikke mindst til familien, hvor en toårig datter kræver sin del af opmærksomheden.
