2 minute read

Dansk Tandforsikring: En tand bedre

BRANCHEN

af Lars H. Knudsen

En tand bedre

Dansk Tandforsikring har fokus på at tegne tandforsikringer for virksomheder og organisationer. Selskabet har nu gennem tegning af overenskomst med Forsikringsforbundet gjort det en tand bedre.

Problemer med tænderne kan give følgevirkninger, som kan forringe et menneskes livskvalitet væsentligt. Det ved Denis Lewinsky, CEO og stifter af Dansk Tandforsikring, for familien drev et dentallaboratorium, og dermed er han selv vokset op med gebisser og kunstige tænder. Selv er han datalog og økonom og stiftede Dansk Tandforsikring i 2010 sammen med David Choleva, der som aktuar tilførte den forsikringsmæssige baggrund. Senere har de fået Renaissance Health Service Corporation ind som ejer.

Privatforsikringer

Dansk Tandforsikring blev skabt for at sælge tandforsikringer til private gennem tandlægerne. Det var et oplagt marked, da tandpleje ikke er en del af de offentlige ordninger, og da alt for mange fravælger regelmæssig tandpleje på grund af økonomien. Netop økonomien er også den typiske årsag til, at nogle vælger billigere frem for de rette løsninger, når tandlægen spørger, hvad man ønsker. Med en tandforsikring kan man vælge den rigtige løsning hos tandlægen.

Denis Lewinsky nævner, at netop tandsættets tilstand har betydning for udvikling af bl.a. hjertekarsygdomme, diabetes mv., og med dårlige eller manglende tænder kan man ikke tygge ordentligt, og får derfor mangelfuld eller forkert optagelse af næringsstoffer fra maden, som kroppen har brug for.

Kollektive ordninger

Der tegnes stadig tandforsikringer til private, men de kollektive forsikringer har fået en stor plads hos Dansk Tandforsikring. Med de kollektive ordninger er der mange forsikrede at fordele risikoen på, og dermed kan de tilbydes til meget attraktive priser og med dækninger, som man ikke kan få ved individuelt tegnede tandforsikringer.

I stadig flere sammenhænge tilbydes medarbejdere en kollektiv tandforsikring, enten gennem deres arbejdsplads eller som led i en overenskomst – som det nu er tilfældet, når man er ansat under Forsikringsforbundets overenskomst.

”Det er en gevinst for medarbejderne, men er samtidig en fordel for arbejdsgiverne, der jo nyder godt af sunde og raske medarbejdere,” forklarer Denis. Derfor er de kollektive ordninger nu også dem, der fylder mest hos Dansk Tandforsikring.

Med overenskomsterne i finanssektoren har både bank- og forsikringssektoren fået kollektive aftaler om tandforsikring, men på

Denis Lewinsky, CEO for Dansk Tandforsikring

andre overenskomstområder er organisationerne mere tilbageholdende.

”En del mener, at sundhed bør være en opgave, som hviler på det offentlige, så alle får lige muligheder. Og det er jo også en god tanke, men sådan er det altså ikke i dag omkring tandbehandlinger,” forklarer Denis.

Overenskomst på plads

Denis Lewinsky siger, at udviklingen ikke er gået så hurtigt omkring de kollektive aftaler, som han havde troet. Det tager tid at ændre sædvaner i markedet, kan han konstatere. Dog begynder medarbejdergrupper inden for forskellige typer virksomheder nu at presse på, når de ser, at andre overenskomstområder får tandforsikringer – og hvor godt de fungerer.

Når man ønsker at få tandforsikringer ind i de kollektive aftaler, så må man også selv bakke op om det faglige fællesskab og den danske model. Derfor tegnede Dansk Tandforsikring sidste år en overenskomst med Forsikringsforbundet.

”Der var ikke kunder, som direkte havde nævnt behovet for overenskomst, og med en lille start-op virksomhed på blot 2-5 mand er organisering og overenskomst ikke det første, du tænker på,” indrømmer Denis.

”Men vi fik forhandlet en overenskomst, der passer til vores virksomhed, og som begge parter kan se ind i.”

This article is from: