4 minute read

Din uddannelse åbner nye døre

TEMA: ET LANGT ARBEJDSLIV

af Pernille Fahlmann Kristensen, uddannelseskonsulent

Din uddannelse fra Forsikringsakademiet åbner nye døre

Nu kan din uddannelse fra Forsikringsakademiet være med til at åbne nye døre, når du søger støtte til akademi- og diplommoduler fra Uddannelsespuljen.

Efteruddannelse er en vigtig del af svaret på, hvordan du kan sikre dig et godt og langt arbejdsliv. En løbende efteruddannelse er et godt bidrag til en spændende karriere på arbejdsmarkedet, ikke mindst inden for pension og forsikring. Med efteruddannelse kan du være klar til at varetage nye arbejdsopgaver, når de dukker op fremover, samt sikre din værdi på arbejdsmarkedet gennem hele dit arbejdsliv.

Hvis du er ansat i forsikrings- og pensionsbranchen og har gennemført en uddannelse på Forsikringsakademiet, kan du nu kontakte Erhvervsakademi Dania i Randers eller Cphbusiness i København, som Forsikringsforbundet har indgået samarbejde med. Hvis du har niveau 3 på Forsikringsakademiet, så åbner det dørene for en efteruddannelse på akademiniveau. Har du niveau 4 på Forsikringsakademiet kan du overveje en efteruddannelse på både akademi- og diplomniveau. Du skal kontakte den uddannelsesinstitution - Dania Erhverv eller Cphbusiness - hvor du søger uddannelse, for en kompetencevurdering.

Uddannelser i efteråret 2021

En akademiuddannelse er en praksisnær uddannelse godt egnet til dig, som vil videreuddanne dig, mens du er i job. Uddannelsen har stort fokus på konkrete værktøjer og kvalifikationer, som du kan bruge i dit daglige arbejde. Følgende to moduler er godkendt som støtteberettigede i Uddannelsespuljen, hvis du som minimum har niveau 3 fra Forsikringsakademiet:

Innovationskompetencer, hvor du lærer at arbejde med de muligheder og udfordringer, som tværfagligt samarbejde giver i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af innovationsprocesser i virksomheder og organisationer.

Bæredygtighedskompetencer, hvor du får kendskab til de grundlæggende teorier og modeller inden for cirkulær økonomi og bæredygtighed i et organisatorisk og samfundsmæssigt perspektiv, og du kommer til at stifte bekendtskab med FN’s verdensmål.

Diplomuddannelser

En diplomuddannelse er en teoretisk uddannelse med et praksisrettet fokus. Den har en god kombination af teori og praktiske værktøjer, som du kan tage med på dit job. Følgende to moduler er godkendt som støtteberettigede i Uddannelsespuljen, hvis du som minimum har niveau 4 fra Forsikringsakademiet:

Forretningsudvikling og innovationsledelse, hvor du får kompetencerne til at håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i arbejdssammenhænge i relation til innovationstiltag. Du lærer at indgå selvstændigt i et fagligt og tværfagligt samarbejde og

TEMA: ET LANGT ARBEJDSLIV

påtage dig ansvar inden for rammerne af en professionel etik i relation til ledelse af innovationsforløb.

Bæredygtige forretningsmodeller, som giver dig kompetencerne til at håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i bæredygtighedssammenhænge i relation til virksomheden. Her lærer du om cirkulær økonomi, grønne forretningsmodeller, implementering af nye forretningsmodeller, branding, kommunikation og markedsføring.

Søg støtte

De nævnte akademi- og diplommoduler har fokus på forsikring- og pensionsbranchen, og gennem aftale med Forsikringsforbundet er det muligt at søge støtte til deltagerbetalingen på uddannelserne ved at søge Uddannelsespuljen.

Gå ind på uddannelsespuljen.dk og læs mere om, hvad du kan søge til, og hvordan du gør. Selve ansøgningen sker via en enkel onlineformular, som du også finder på Uddannelsespuljens hjemmeside.

Bæredygtig uddannelse

Dørene til en diplomuddannelse åbnede sig for Maria Vedel Dyrkjær fra LB Forsikring, da hun har taget så mange moduler på niveau 4 hos Forsikringsakademiet, at hun dermed kan springe akademiuddannelserne over og få direkte adgang til en række godkendte diplomuddannelser.

”Jeg kan jo let dokumentere, at jeg har gennemført nok moduler på niveau 4, så vurderingen af mine kompetencer er nærmest bare en formalitet,” forklarer Maria om adgangen til diplom-modulet ’Bæredygtig virksomhed’.

Maria interesserer sig både professionelt og privat for bæredygtighed. Hun går ind for elcykel til transport og er klar til elbil og solpaneler på huset, når økonomien er til det. Jobmæssigt har LB Forsikring stigende fokus på forebyggelse, og Maria er overbevist om, at bæredygtighed, CO2-udledning og grøn omstilling vil fylde rigtig meget i forsikringsbranchen fremover.

”Jeg går efter uddannelsen i bæredygtighed, da det er en bredspektret uddannelse. Vi ved jo ikke, hvad morgendagen bringer, så netop det brede perspektiv er vigtigt for mig. Jeg ønsker at være godt rustet kompetencemæssigt, når fremtiden banker på døren. Og det vil jeg mene, at jeg er med denne uddannelse.”

Guld værd

Maria ville egentlig gerne hurtigt i gang med diplomuddannelsen, men er i fuld gang med en projektlederuddannelse i PRINCE 2-metodikken. Her er der er eksamen lige om hjørnet, mens anden del af denne uddannelse starter til efteråret. Hun søgte støtte til denne uddannelse fra Uddannelsespuljen og fik 25.000 kroner som god hjælp til dækning af uddannelsesgebyret på i alt 32.000 kroner. Resten skyder hun så selv til.

”Støtten fra Uddannelsespuljen er bare guld værd, men mange er ikke klar over, at de kan få støtte til efter- og videreuddannelse fra den. Ikke mindst med de nye muligheder for at bruge uddannelserne fra Forsikringsakademiet som springbræt til akademi- og diplomuddannelser vil mange kunne få virkelig stor værdi af at søge støtte. Er man i tvivl om retning og muligheder for uddannelser, der passer på ens profil, så kan jeg klart anbefale at kontakte Forsikringsforbundets karrierekonsulenter. De kan hjælpe og give klarhed i den jungle af uddannelser, man står over for.”

Hun glæder sig til at starte på bæredygtighedsuddannelsen i foråret 2022 – eller allerede til efteråret i år, hvis ikke den udbydes til næste år.

For Maria handler uddannelsesønskerne om at arbejde med procesoptimering – at gøre nye ting, og at gøre dem mere optimalt. Det håber hun, at uddannelserne vil hjælpe hende til i karrieren fremover.

This article is from: