2 minute read

Gjensidige køber NEM Forsikring

BRANCHEN

af Lars H. Knudsen

Gjensidige køber NEM Forsikring

Der sker løbende konsolidering blandt de selskaber, som Forsikringsforbundet organiserer. Senest har Gjensidige Forsikring meddelt, at de opkøber NEM Forsikring.

Der er ikke noget nyt i, at der sker en konsolidering i forsikrings- og pensionsbranchen. Og nu er det sket igen med Gjensidige Forsikrings køb af NEM Forsikring. NEM Forsikring er ejet af en forening, NEM Forsikring s.m.b.a., og købet er betinget af, at der sker en vedtægtsændring i foreningen – og i øvrigt af godkendelse fra det danske finanstilsyn samt konkurrencemyndighederne. Den endelige gennemførelse af opkøbet forventes derfor først gennemført i andet halvår af 2021.

I en udmelding fra NEM Forsikring angiver man baggrunden for salget at være ønsket om at sikre gode forhold for selskabets kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere ud i fremtiden. Men det går bestemt ikke dårligt i NEM Forsikring, som netop har leveret sit bedste årsregnskab til dato.

Carsten Møller Pedersen, adm. direktør for NEM Forsikring, skriver i en meddelelse til selskabets interessenter, at man også må erkende, at stordriftsfordele er af stigende vigtighed inden for forsikringsbranchen. Selskabet mener, at man med salget vil opnå nye muligheder for at styrke arbejdet.

Det ser dog ud til at være en kendsgerning, at NEM Forsikring bliver integreret helt i Gjensidige, idet selskaberne angiver, at kundernes engagement på et tidspunkt overføres til Gjensidige.

Først når opkøbet bliver endelig godkendt af alle parter, iværksættes processen med at integrere NEM Forsikring i Gjensidige.

Om Gjensidige

Gjensidige er et nordisk skadeforsikringsselskab, noteret på Oslo Børs. Koncernen har cirka 3.700 medarbejdere og tilbyder skadeforsikring i Norge, Danmark, Sverige og Baltikum. I Danmark er der 750 medarbejdere, som arbejder ud fra København, Aarhus og Odense.

Om NEM Forsikring

NEM Forsikring har 60 ansatte, en portefølje på lidt under 200 mio. kr., idet NEM Forsikring i 2020 optjente præmieindtægter for egen regning på 271 mio. kr., hvoraf de godt 78 mio. kr. var relateret til agenturet NEXT, som blev frasolgt i november 2020. Selskabet har haft en stabil, stadigt stigende indtjening de seneste mange år.

Forsikringsforbundets rolle

Forsikringsforbundet følger opkøb og fusioner nøje for bedst muligt at kunne varetage berørte medlemmers interesser. Vi bakker op om vores lokale tillidsrepræsentanter og SU-medlemmers forhandlinger, og vi står klar til at støtte og rådgive medlemmer, særligt i tilfælde af afskedigelser. Vi kan ikke hindre en ledelse i at afskedige, men vil forhandle de bedst mulige vilkår for de opsagte. Ønsker medlemmer hjælp til at komme videre i deres arbejdsliv, står vi centralt klar med rådgivning og støtte til jobsøgning og kompetenceudvikling.

NEM direktør Carsten Møller Pedersen

This article is from: