5 minute read

Meditation hjælper stressramte tilbage på jobbet

ARBEJDSMILJØ

af Helle Sindal,

journalist

Meditation hjælper stressramte tilbage på jobbet

Det forskningsbaserede kursusforløb ’Åben og Rolig’ behandler og forebygger stress hos blandt andre forsikringskunder og medarbejdere med et mix af kropslige øvelser, meditation, samtaler og fokus på social trivsel og psykisk velbefindende.

”Sid i en behagelig stilling. Mærk efter, hvordan du har brug for at sidde for at sidde godt og stabilt …”

En rolig stemme guider meditationen i ’Åben og Rolig’ - et videnskabeligt udviklet kursusforløb til mennesker, som oplever stress eller symptomer på stress.

Hvert år bliver tusindvis af danskere sygemeldt med stress. Det går ikke kun ud over den stressramte men rammer også familien, arbejdspladsen og samfundet.

Over 2 millioner har i dag en sundhedsforsikring, og de seneste år har et stigende antal kunder søgt hjælp til problemer som stress hos deres pensions- eller forsikringsselskab. Andre får hjælp af kommunen eller arbejdsgiveren. Men der er stor forskel på, hvilken hjælp stressramte bliver tilbudt – og om hjælpen hjælper.

Kursusforløbet ’Åben og Rolig’ har en god og langtidsholdbar effekt, har flere undersøgelser dokumenteret. I et forskningsprojekt, som Topdanmark og Københavns Universitet har gennemført, fik kurset antallet af sygemeldinger hos stressramte forsikringskunder og Topdanmark-medarbejdere til at rasle ned.

Langsomhed er et vigtigt værktøj

’Åben og Rolig’-metoden er udviklet af forskere fra Center for Psykisk Sundhedsfremme (CFPS) ved Københavns Universitet og bygger på 40 års international forskning i stress, mental sundhed og meditation, som er anerkendt for at sænke stressniveauet.

”Stressramte har ofte både kropslige, psykiske og sociale symptomer på stress. Derfor indeholder kurset både kropslige øvelser, meditation, samtaler og elementer med fokus på social trivsel og psykisk velbefindende”, forklarer ph.d. og sundhedspsykolog Christian Gaden Jensen, som er leder af CFPS og har udviklet ’Åben og Rolig’.

Metoden tager udgangspunkt i fire strategier, som deltagerne lærer at bruge med fokus på deres egne behov. Overskrifterne er: åben opmærksomhed, rolig bearbejdning, bevidst deltagelse og personlig forståelse.

”Deltagerne får bl.a. en mere ærlig og realistisk opmærksomhed i forhold til deres ønsker og værdier”, fortæller Christian Gaden Jensen og supplerer med et par eksempler:

Stress har typisk baggrund i forandringer, hvor man hele tiden skal handle og blive hurtigere og bedre. Derfor er langsomhed et vigtigt værktøj – deltagerne undersøger, hvor der kan være langsomhed, mere tålmodighed og mindre selvkritik.

Når vi er under pres, fokuserer vi kun på en meget lille del af livet. I ’Åben og Rolig’ arbejder deltagerne derfor med helhedsorientering og undersøger, hvordan de kan tænke, føle og handle mere bredt og fleksibelt.

”Prøv bare at give slip og tage imod den fornemmelse, der måske kommer til dig”, lyder den rolige stemme, som guider meditationen.

Til vidt forskellige målgrupper og mål

At ’Åben og Rolig’ fungerer til behandling og forebyggelse af stress, tilskriver Christian Gaden Jensen bl.a., at metoden er baseret på grundig forskning og velafprøvede erfaringer, og at alle instruktører har et højt fagligt niveau. Og så kan programmets principper

ARBEJDSMILJØ

og strategier bruges fleksibelt til vidt forskellige målgrupper og mål.

En stribe af landets kommuner bruger ’Åben og Rolig’-kurser til forebyggelse og behandling af stress hos ansatte og borgere, og metoden blev i 2018 officielt anbefalet til stressbehandling af Sundhedsstyrelsen.

Det er vigtigt, at kurser i stresshåndtering ikke står alene, da stress er et samfunds- og kulturproblem, understreger Christian Gaden Jensen.

”Men det er ikke modsætninger: når mennesker brækker benet i trafikken, ønsker vi både et sundhedsvæsen, der kan behandle benbrud kvalificeret og samtidig nogle myndigheder og organisationer, der tager ansvar for at forebygge det i fremtiden. Faktisk kan netop forskningen igennem stressklinikker påvise årsager til stress og dermed give vigtige input til forebyggelsen”, siger han.

4-dobbelt win-løsning

Topdanmark var det første forsikringsselskab, der tilbyder ’Åben og Rolig’-kurser til stressramte kunder og medarbejdere, og i år har PFA fulgt trop.

”’Åben og Rolig’ er en langsigtet løsning med gode resultater, der giver de stressramte nogle værktøjer, der kan bruges i hverdagen, så de kan komme på ret kurs igen. De får også værktøjer, som skal sikre, at de ikke bliver stressramt igen”, fremhæver Andreas Grønbæk, som er chef for Personskade i Topdanmark Livsforsikring.

”Langvarige stresslidelser er særdeles bekostelige både menneskeligt og økonomisk. Effektive forebyggende indsatser som ’Åben og Rolig’ er derfor win-winwin-win: for kunden, for arbejdsgiveren, for forsikringsselskabet og for samfundet”, pointerer han.

I forskningsprojektet med Københavns Universitet deltog 62 Topdanmark-kunder i alderen 22-64 år i det ni uger lange kursusforløb. Bagefter kunne forskerne dokumentere en stribe markante resultater: Før forløbet havde 43 procent af deltagerne moderate eller svære tegn på depression. Efter forløbet havde ingen af dem væsentlige depressionssymptomer.

Andelen af personer, som kunne vende tilbage til fuldtidsarbejde, steg fra 37 til 51 procent, og andelen af personer, som var sygemeldt fra deres job, faldt fra 21 til 8 procent. Deltagere, som var sygemeldt fra ledighed, var efter kurset enten kommet i arbejde eller blevet raskmeldt og arbejdssøgende.

Tilfredsheden var i top hos deltagerne: Næsten alle var enten ’meget tilfredse’ eller ’tilfredse’ med deres samlede forløb. Et ni-ugers ’Åben og Rolig’-kursus koster 15.000 kroner per person. Dertil kommer ekstra udgifter, hvis kunden f.eks. ønsker en evaluering af forløbet.

Det er målet, at deltagerne skal have mulighed for at komme til drop-in-meditationer, når kurset er afsluttet. Derudover kan de – ligesom alle andre interesserede – finde korte og lange meditationer på hjemmesiden åbenogrolig.dk og i programmets app.

”Så åbner du dine øjne roligt. Sid bare lidt - og rejs dig, når du er klar”, slutter meditationen.

Forsikringsforbundet: Forebyg at skaden sker!

Forebyggelse af stress skal ske gennem indsatser, der fremmer trivslen og det psykiske arbejdsmiljø. De skal skabe balance mellem de belastninger, der er i arbejdsopgaverne og de ressourcer, man har til rådighed til at udføre dem. Der bør være så høj grad af forebyggelse, at man helt undgår afbødende aktiviteter, som jo typisk sættes i gang, når skaden først er sket, og medarbejdere er blevet syge. Indsatser som ’Åben og rolig’ - der fremmer den enkelte medarbejders sundhed og trivsel og hjælper en sygemeldt medarbejder tilbage til arbejdspladsen – er vigtige men primært målrettet den enkelte. De må derfor ikke udgøre den eneste indsats på en arbejdsplads. Der skal også være fokus på kollektive forebyggende foranstaltninger, hvor samarbejdsudvalg har fokus på nuværende og kommende forandringer på arbejdspladsen, der kan have en betydning for det psykiske arbejdsmiljø. Derved kan samarbejdsudvalgene gennem viden og erfaring igangsætte initiativer, der kan forebygge, at belastninger og forandringer udvikler sig i en negativ retning med sygemeldinger, nedsat effektivitet og produktivitet til følge. Forebyggelse er også, at man i dagligdagen har en dialog med sin leder, om der er balance mellem kravene i arbejdet og ens egne ressourcer og kompetencer. Ved at tale om de forventningerne, der er til opgaverne, skabes der klarhed om, hvornår en opgave er løst tilfredsstillende. Og så skal der være fokus på, hvordan opgaverne skal prioriteres, så man som medarbejder ved hvilken opgave, der er vigtigst at løse først, og hvilke der kan vente. Hvis man oplever symptomer på stress, er det vigtigt ikke at overhøre dem – særligt hvis de er der i længere tid ad gangen.

This article is from: