4 minute read
ET UR, ET HUNDETEGN OG EN RING
Af Anne Meldgaard, redaktør
”Når man får en æske nænsomt lagt i hænderne med et ur, et hundetegn og en ring, der har ligget i fransk jord i 108 år og ventet på, at et dansk liv skulle fortælles og huskes, så er det som en stille tanke, der siger:
På trods af alt der er sket, på trods af alt der sker lige nu, og på trods af alt der måtte ske i fremtiden, så er der mere tro end mistillid, mere håb end meningsløshed, mere kærlighed end ligegyldighed.”
Sådan siger Malene Bendtsen, dansk præst i Paris og årlig tilbagevendende medvirkende ved mindehøjtidelighederne ved Den Sønderjyske Kirkegård i Braine nord for Paris. Episoden, hun refererer til, er ganske særlig, for det hører til sjældenhederne, at en afdød dansk soldat fra Første Verdenskrig skifter gravplads.
Den faldne soldat, Erik Petersen Skött, var fra Varnæs ved Aabenraa. Da Danmark som bekendt havde mistet Sønderjylland i 1864, var han en af de mere end 30.000 sønderjyske mænd, som blev indrulleret i hæren på tysk side og måtte kæmpe under verdenskrigen fra 1914 til 1918. Erik Petersen Skött delte skæbne med tusindvis af faldne ved de franske slagmarker omkring Verdun. Her alene anslår man, at 80.000 navnløse faldne ligger i jorden eller i nedstyrtede skyttegrave. Hvordan Erik Petersen Skötts endeligt udspillede sig, ved vi ikke, men han meldtes savnet 2. august 1916 i Ribe Stiftstidende.
Han blev fundet under et kommunalt gravearbejde, og ved hjælp af ”hundetegnet” blev han identificeret som den 21-årige Erik. Den danske ambassade i Paris blev kontaktet af en fransk styrelse, og familien gav tilladelse til, at han blev genbegravet 15. juni 2024 fra sit tilfældige gravsted til netop den Sønderjyske Kirkegaard mere end 100 år efter sin død. Hans urne blev forud for nedsættelsen respektfuldt overdraget fra en tysk officer til en dansk for at markere, at han skiftede nationalitet fra at være tysk soldat til at være dansker. Fire børnebørn af Eriks søskende deltog – selv nåede han ikke at få børn.
Nu hviler han sammen med sine landsmænd ved siden af kirkegården med de franske faldne, som de kæmpede imod. Malene Bendtsen siger:
”Det er smukt, at de har fået plads som våbenbrødre, selvom de reelt har skudt på hinanden. En fransk generøsitet, der går til hjertet, når man står foran de to kirkegårde.”
Hun fortæller videre:
”Når man kommer ind på Den Sønderjyske Kirkegård, føles det, som om man står på en dansk kirkegård, enkelt, smukt, fredfyldt, bare navnet, fødested, fødsels- og dødsdag. Ingen titler og rang – meget dansk.”
Kirkegården bliver vedligeholdt ved hjælp af midler fra seks sønderjyske kommuner, og byen Braine er meget engageret i at passe på den særlige historie, den er blevet en del af. Det ser man særligt hvert eneste år 11. november: dagen for våbenhvilen.
Her spiller den danske præst i Paris en væsentlig rolle, for hvert år bliver præsten inviteret til Braine, hvor våbenhvilen og alle de faldne i Den Store Krig bliver højtideligholdt. Byens borgmester tager imod en 20-30 gæster fra de seks sønderjyske kommuner, der trofast kommer hvert år, den danske ambassade er repræsenteret ved forsvarsattachéen – gennem flere år prins Joachim.
Det starter med gudstjeneste, hvor også den danske præst holder prædiken på dansk til de danske gæster og for de faldne danskere. Malene Bendtsen beskriver gudstjenesten således:
”Der er en helt særlig stemning af samhørighed midt i middelalderkulde og fremmed liturgi. Det er på en mærkelig måde en dobbelt dag – vi mindes de døde i krigen, og det gør vi på dagen for fredsslutningen, våbenstilstanden. Fordi vi nægter at lade døden få det sidste ord. Fordi vi insisterer på at finde mod og fornuft til at søge forsoning fremfor våben og fjendskab. Og sådan bliver en kold novemberdag i en lille nordøstlig fransk by til andet end gamle krige og glemte sorger. Det bliver til et nu.”
Og her ligger så et lille stykke af Danmark i Frankrig. 80 unge sønderjyder ud af de ca. 6.000, der døde under Første Verdenskrig, stedt til hvile i et lille fredfyldt hjørne af Frankrig.
Malene Bendtsen slutter:
”Det er mere end 100 år siden, at Første Verdenskrig sluttede, og ingen mennesker i live har set rædslerne, mærket frygten, sorgen og vanviddet fra den mest meningsløse krig, man kan forestille sig. Men vi har deres historier. Og de skal aldrig glemmes.”
