TRO MIG; I ET FÆNGSEL FINDES GUD

Karsten Møller Hansen, dansk præst i London

Jeg blev hentet af en fængselsbetjent. Han nikkede afmålt, nøglerne raslede i takt med hans skridt. Jeg blev lukket ind gennem døre og porte. Som var det en labyrint, blev jeg ført ind i det inderste. Det lignede noget fra en gammel film; fanger i gråt træningstøj, hårde stemmer, rastløsheden lå i luften, volden ventede bare på en åbning, nogle spillede billard i fællesarealet, andre spillede kort, de fleste stod bare og fik tiden til at gå med ingenting. Cellen var så lille, at vi ikke kunne komme forbi hinanden derinde, ingen fjernsyn, ingen billeder på væggen. Tag stolen, sagde ham, jeg skulle besøge. Selv satte han sig på sengen og placerede sine hænder på knæene.

Jeg har været på mange fængselsbesøg som præst. Det har jeg aldrig tænkt så meget over. Det er ikke mig, der har det svære job – de indsatte er næsten altid glade for at tale med præsten. Det er fængselsbetjentene, der har det svære job. Selvfølgelig er et fængsel et specielt sted, men ikke mere specielt, end at jeg i løbet af samtalerne med de indsatte ofte glemte, hvor jeg var. At besøge et fængsel i England er noget helt andet. Hospitalerne og skolerne er nedslidte, men det er intet i forhold til fængslerne; de er som at befinde sig et sted, alle andre har glemt.

Han var god at snakke med. Vi snakkede om hans hjemby, om dengang han havde sejlet verden rundt, lavet mad på store tankskibe, set solopgange så smukke, at han var blevet nødt til at vende ryggen til, om alle de venner, han havde haft, om alt det lort, han havde lavet, når han ikke var ude at sejle. Og han savnede Danmark. Det er godt at have en at tale dansk med, sagde han.

Selvom celledøren var lukket, kunne jeg fornemme alle bevægelser ude på gangen. En gang imellem var der et sæt øjne, der kiggede ind gennem det lille vindue i døren, men jeg kiggede ikke tilbage. En alarm gik i gang, lyden var så høj, at den lammede min krop. Han sad helt roligt og ventede på, at alarmen holdt op. Så fortalte han videre.

Da han holdt en pause, spurgte jeg ham, hvordan han kunne overleve sådan et sted. Han tog sin hånd og lagde den på sit hjerte. Han sagde: ”Kun fordi Gud er lige her.”

Han så på mig: ”Hvis jeg ikke havde Gud, var jeg blevet sindssyg for længst. Jeg havde taget en overdosis af et eller andet. Det er sgu det nemmeste at få fat i ved herinde. Faktisk nemmere end derude. Jeg havde smadret mit hoved ind i den der væg,” han pegede på væggen over mit hoved, ”eller jeg havde smadret en andens hoved. Hvad ved jeg? Hver dag er der en, der dør herinde, og det er kun Guds skyld, at det endnu ikke har været min dag.”

Karsten Møller Hansen er præst ved Den Danske Kirke i London.

Det er mest et spørgsmål for dem, som sagtens kan leve med et nej, et spørgsmål for os, som fik SU, mens vi tænkte over det, for dem, som gerne betaler 250 kr. for at høre et foredrag om det på Den Sorte Diamant, et spørgsmål, som mange gerne vil diskutere, særligt hvis de på forhånd er kommet frem til den pointe, at det gør Gud ikke.

Det er ikke et dårligt spørgsmål, faktisk uhyre vigtigt, svaret kan ændre ens måde at leve på. Der vil også være belæg for at konstatere, at historisk set var det i et nej til spørgsmålet, at mennesket begyndte at lede efter andre spørgsmål, og i de svar, man kom frem til, har verden udviklet sig til et bedre sted for de fleste.

Men det er også et spørgsmål, fangen, jeg sad over for, slet ikke havde overskud til at overveje. Der var ikke noget at diskutere. Den luksus havde han ikke.

Når man skal låse otte tunge jerndøre op, for at man kan komme ud, er det kun Gud, der kan komme ind i tide.

Han fortalte mig, at han havde en drøm; når han kom ud, ville han spare sammen til en af de der små madvogne, han havde hørt fra en ven, at det godt kunne lade sig gøre at få fingrene i en, han skulle bare spare op til den, han ville stille den ved et lille torv tæt på en park i et hyggeligt område, og han ville servere dyrlægens natmad med kraftsky og rødløg og andre slags smørrebrød. Han elskede smørrebrød, fortalte han mig.

Nogen vil sige, at man ikke kan være to steder på en gang, men mens han fortalte mig om sin drøm, forsvandt han ligesom ud af den lille celle. Han rejste sig bare op og gik ud gennem døren. Han var ikke længere i den krop, som sad så tungt foran mig på sengen. Jeg så ham for mig bag disken i den lille madvogn, med forklæde på og hår på hovedet, han tørrede disken ren og anrettede sine smørrebrød med omhyggelighed.

En time senere stod jeg igen ude på gaden. Det dæmpede vinterlys havde fundet nogle sprækker i det grå skydække. Med ryggen op imod muren trak jeg den kolde luft ind og mærkede, hvor anspændt min krop stadig var. Tro mig; i et fængsel findes Gud.

Fortællingen har været bragt i Berlingske Tidende