3 minute read

DET ER LIGESOM AT MISTE EN KÆRESTE!

Af Anne Meldgaard, redaktør

Gennem årtier er danske musikstuderende på orlov fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium rejst til Paris for at dygtiggøre sig på franske konservatorier og hos private lærere. For Den Danske Kirke i byen, Frederikskirken, har det den uvurderlige betydning, at kirken kan tilbyde ægte danske salmesangsgudstjenester af høj kvalitet. Et gode, præsten, Malene Bendtsen, ikke kan værdsætte højt nok.

”Jeg har prøvet en periode med lån af den finske organist, skiftende besøg fra Danmark, hvor nogen spillede en weekend, og franske orgelstuderende, der godt nok var dygtige, men slet ikke kendte den danske tradition,” fortæller hun. ”Det er som at miste en kæreste! Man opdager først, hvor sød han var, når han er væk. De danske salmesangsgudstjenester er helt unikke og adskiller sig væsentligt fra fx de katolske, hvor et kor klarer det meste. Vores salmer er avancerede i deres melodier, og en dansk organist kan virkelig få fællessangen til at løfte sig og bærer menigheden i salmen.”

Sød musik i byernes by

De unge musikstuderende er tæt på lige så begejstrede som kirken og præsten. Vi mødte flere af dem ved en gudstjeneste i sensommeren. Først og fremmest ”periodens organist”, Christoffer Christensen, der har den faste tjans i Frederikskirken gennem et halvt år.

Som en del af den gentleman-agreement, der eksisterer mellem kirken og konservatoriet, kan han øve på orglet i Frederikskirken og modtager også et lille honorar pr. gudstjeneste og kirkelige handling.

Derudover traf vi Anna Hjortkær, som studerer sang, Felipe Enselmann, der studerer til trompetist, og Marianne Thomsen Clement, som er uddannet fløjtenist.

Det giver et fantastisk udsyn at studere i et andet land. Jeg er her for at arbejde med det franske repertoire og modtage undervisning på sproget.

Dygtige undervisere og spændende instrumenter

De tre førstnævnte har alle orlov fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og bor på Fondation Danoise under deres orlov. Marianne bor permanent i byen, men har fulgt samme vej som de andre på et tidligere tidspunkt. De fortæller her om deres musiske oplevelser i byen og bidrag til kirkens musikliv.

Anna siger: ”Jeg har orlov et år mellem bachelor og kandidat, hvor jeg specialiserer mig i solosang her i Paris. Det giver et fantastisk udsyn at studere i et andet land. Jeg er her for at arbejde med det franske repertoire og modtage undervisning på sproget.”

”Her er så mange spændende instrumenter i Paris,” fortæller Christoffer, der studerer orgel og kirkemusik. ”Og så er det en stor luksus for mig, at de andre musikstuderende vil medvirke frivilligt her i Frederikskirken.”

Felipe supplerer: ”Det er nemt at få undervisning af private, meget dygtige lærere, og det er fantastisk at dyrke sin musik i et andet land.”

Marianne er, foruden at spille frivilligt i kirken, også bruger af kirkens forskellige tilbud. ”Som fast bosat i Paris synes jeg, det er skønt at have kirken og det fællesskab, den repræsenterer. Jeg deltager fx i torsdagskoret, og det føles som at komme hjem, når jeg går ind ad døren. Derfor vil jeg gerne give noget tilbage til kirken, og det kan jeg gøre med min musik.”

Dagens gudstjeneste er ganske særlig på flere måder. Musikalsk, fordi vi har både en organist, en trompetist, en fløjtenist og en sopran på pulpituret og på bænkerækkerne, fordi der er besøg fra Danmark, hvor mere end 30 danskere blander sig med den faste menighed.

Fondation Danoise – Det danske Studenterhus i Paris har siden 1932 fungeret som en tryg og økonomisk overkommelig base for danske studerende og forskere i Paris. Tusindvis af unge danskere har gennem årene haft ophold i huset.

This article is from: