3 minute read

Bliv set på nettet

Der findes et hav af muligheder, når man vil markedsføre sin aftenskole digitalt. Et DOF-projekt har set nærmere på mulighederne – og på hvad det kræver af en aftenskole at benytte dem.

Af Cecilie Lunding Korsgaard, projektleder

Kommunikation bliver mere og mere digitaliseret! En udvikling som Corona kun har sat hastigheden op for. Flere har fået øjnene op for at kommunikere med hinanden gennem skærmen, er blevet bekendt med flere platforme og kommunikationsmetoder. Derigennem har mange også fået mere tillid til og mod på at bruge de digitale mediers muligheder. Med metaforer kan det i markedsføringsperspektiv siges, at opslagstavler og reklameaviser i postkassen er rykket på nettet.

Mere effektivt og billigere

Den udvikling må aftenskolerne selvfølgelig også følge. Med udvikling følger som oftest også afvikling af produkter og processer, der før kunne opfylde et behov eller indfri et formål. Den førhen dominerende og fasttømrede model for markedsføring af aftenskolers aktiviteter bevæger sig mod udfasning. Husstandsomdelte kursuskataloger, avisannoncer, plakatopslag og lignende analoge indsatser hører fortiden til. Digital markedsføring er både mere effektiv og billigere.

De nye digitale muligheder understreger de traditionelle, analoge markedsføringsløsningers usikkerhed. - Ingen ved, hvor mange der reelt bladrer i kataloget eller ser avisannoncen. Rækkevidde kan måles præcist på de digitale platforme. - Det er en tidsressource tung opgave at lave kataloget, og udgiften til distribuering bliver højere og højere. Dertil kommer miljøbelastning med alt det papir. - Samtidig ses et opbrud med de klassiske sæsonperioder mod mere rullende planlægning, hvormed det trykte katalog hurtigt bliver uaktuelt og ufuldstændigt for skolens tilbud.

IDEER TIL FREMTIDEN

Det nye projekt Digital markedsføring er ikke helt i mål, men vi har dog allerede nu indsamlet flere ideer til forbedring af DOF’s service på området. Den kommende tid vil vi se nærmere på, hvilke vi kan samle op – og hvordan. Udover at fastholde kurser i de forskellige værktøjer kan følgende være en hjælp for skolerne:

1. Specialiseret skole-support i digital markedsføring 2. Workshops til praktisk at arbejde digital markedsføring (efter kursus) 3. Webinarer/videoguides

• Fabrikation af nyhedsbreve • Forskellige Facebook-funktioner • Søgemaskineoptimering (ny Vupti og ASA) • Brug af Google Analytics • Produktion og layout af indhold - Tag billeder og video (med smartphone) - Kursus/workshop i Canva - Videoredigering

4. Idékataloger

• Organiske opslag på Sociale Medier • Nyhedsbreve • Content marketing (tekst og blog på hjemmeside)

Projekt 1 – 2018

I 2018 gennemførte DOF, i samarbejde med DOF Paarup Aftenskole og et eksternt kommunikationsbureau, et digitalt markedsføringsprojekt med fokus på nye metoder til markedsføring efter ekskludering af husstandsomdelt kursuskatalog. Fra projektet blev udledt en lang række erfaringer, som indgår i DOF’s vejledninger til skolerne samt i kursusvirksomheden.

Erfaringen i DOF var, at der reelt er en række barrierer for den enkelte skole, således at skolerne, på trods af kurser og vejledning, ikke for alvor får oprustet på deres digitale markedsføring.

Projekt 2 – 2020

Med afsæt i den erfaring og et ønske om at styrke landsorganisationens support i forbindelse med digital markedsføring er der i efteråret 2020 gennemført endnu et projekt. Denne gang med involvering af seks projektskoler og med Cecilie Lunding Korsgaard som projektkonsulent. Cecilie har uddannelse og praktisk erfaring med brugen af de digitale platforme og kommunikations generelle rolle i forretningsstrategi. Cecilie er desuden tilknyttet DOF Paarup Aftenskole og kender altså folkeoplysningsverdenen ’indefra’.

Projektskolerne, der har bidraget til projektet, er forskellige både i størrelse, fagområder og geografisk placering, for på den måde at kunne afdække udfordringer og behov i et bredt perspektiv.

For projektskolerne er der gennemført en faseopdelt strategiproces indeholdende: 1. Indledende analyse af skolens profil, målgruppe, hidtidige markedsføringsindsats og nuværende online tilstedeværelse.

2. Dernæst match og udvælgelse af digitale platforme relevant for den enkelte skole. Ikke alle platforme/tiltag er relevante for alle skoler, og man behøver slet ikke være aktiv på alle platforme. Match skal også tage højde for kompetencer og ressourcer til rådighed.

3. Udformning af praktisk handlingsplan for konkrete markedsføringstiltag og gennemførsel heraf.

Corona-restriktionerne har udskudt flere at de planlagte tiltag og dermed også strategiprocessernes afsluttende evalueringsfase.

Gode indsigter

Det til trods har projektet været effektivt i forhold til at afdække de føromtalte barrierer og behov for kompetenceudvikling og eventuel ekstern support – både for arbejdet med overordnet markedsføringsstrategi og praktisk udførelse. Indsigter og følgeligt idéer indgår nu i DOF’s udvikling og planlægning af fortsat vejledning og inspiration til brug af online marketing.

Når det igen giver mening (i forhold til Corona-restriktioner) at markedsføre de almindelige aftenskoleaktiviteter, kan de planlagte tiltag udrulles. Vi ses frem mod at kunne samle konkrete eksempler på, hvordan de digitale platforme kan anvendes, sådan at evaluering og resultatmåling kan påvise deres effektivitet. 

This article is from: