Et digitalt værn mod ensomhed

ID-nr. 46791

KLUMME: Af Rasmus Hollerup, skoleleder, korleder og underviser i Zoom

Et digitalt værn mod ensomheden

JEG FYLDTE 29 år på en smuk vinterdag den 11. februar. Jeg har gennem de sidste mange år samlet mine gode venner til en middag på min fødselsdag, så at skulle undvære dette selskab lige netop denne dag var endnu en trist konsekvens af Covid-19.

Da klokken blev 17.00 sparkede min kæreste døren op til stuen, hvor jeg sad, med en bærbar computer på armen, og på skærmen havde hun samlet mine venner i et Zoom-møde. De sang fødselsdagssang for mig virtuelt, og synkroniteten på fællessangen var helt i skoven på grund af forsinkelsen. Det lød omtrent således: ”I dag er, I dag er det Ras, Rasmus- HURRA RAAAA”. Alligevel var det stadig en meget rørende og mindeværdig oplevelse, der fik mig til at knibe en tåre.

Efter sangen snakkede vi om løst og fast. En af mine venner var netop flyttet hjem til Sverige. Hvis han skulle have været til stede fysisk, ville det have krævet en rejse på 800 km hver vej. Videomødet gjorde det endog muligt, at vi alle kunne se hans snedækkede udsigt i 24 graders frost – hvilket syn!

De digitale fællesskaber er et vigtigt værn mod ensomheden i disse tider. Jeg er selv ret begejstret for video-opkald, da kommunikationen indeholder både ord, intonation og kropssprog. Jeg er næsten holdt op med at tale i gammeldaws telefon, når jeg skal snakke med venner og familie. Jeg føler mig simpelthen mere forbundet med de personer, jeg taler med, når jeg kan se dem, og jeg ved, at jeg selv bliver set. Det er ikke på højde med fysisk samvær, men for mig er det det næstbedste.

At kunne mødes digitalt er lidt ligesom at lære et sprog. For at kommunikationen kan flyde, kræver det øvelse. I begyndelsen af sprogindlæringen hakker man lidt i sætningerne, bruger forkerte forholdsord og bøjer ordene helt forkert. På samme måde kræver det digitale møde øvelse; ”Hvordan tænder jeg mikrofonen?”, ”Hvordan laver jeg et video-møde?” og ”Kan man spise internet-cookies?”. Hvis man ikke er vokset op med en iPad i hånden, er det helt naturligt, at det digitale sprog ikke mestres fra start og derfor føles som et fremmedsprog.

På mine Zoom-kurser for DOF har jeg mødt mange inspirerende undervisere, der har sat sig for at tage udfordringen op; at undervise online! Det gør mig glad at se, at så mange, uanset IT-erfaring, er parate til at gøre en ekstra indsats, så de kan møde deres deltagere hjemme i dagligstuen og fortsætte undervisningen på trods af forsamlingsforbud. Nogle aftenskoler er endda begyndt at undervise i digitale værktøjer – det må siges at være højaktuel folkeoplysning!

Den digitale verden har været kritiseret for at skabe social afstand, men faktum er, at den har reddet mange mennesker fra at være helt afskåret fra omverdenen under denne pandemi. Måske burde vi her i 2021 hylde digitale værktøjer for at gøre det muligt at kunne bibeholde kontakten til andre mennesker på trods af fysisk afstand. Som aftenskole har vi en vigtig opgave i at skabe rammer for meningsfulde fællesskaber. Fællesskaberne har været under pres det seneste år, men jeg oplever, at de kan opretholdes ved at gøre dem digitale. Det er ikke en let omstilling, men det kan være et solidt værn mod ensomheden nu. 

At kunne mødes digitalt er lidt 

ligesom at lære et sprog. For at kommunikationen kan flyde, kræver det øvelse. I begyndelsen af sprogindlæringen hakker man lidt i sætningerne, bruger forkerte forholdsord og bøjer ordene helt forkert.